Xenix smilede kort for sig selv da hun så hvordan hendes kræfter virkede på ham, dog mærkede hun også hvordan det trak på hendes indre kræfter, sjovt nok var Morgoth en af de få der havde været i stand til at holde sig på benene mens smerterne infandt sig. Forsigtigt tog hun et skridt tilbage, hvis han var i stand til at tale i den tilstand, blev hun straks urolig for hvad han ellers var i stand til, han var trods alt halv-dæmon. På den anden side havde hun endnu ikke mødt én eneste der var i stand til at handle offensivt, mens de var påvirkede, muligvis bagefter, men det var ikke noget hun havde gjort sig yderligere erfaringer med.
"Så er det fordi De lader deres følelser løbe af med Dem!" sagde hun i et ihærdigt nogenlunde vellykket forsøg på at lyde overlegen, dog vidste hun godt selv, at hun var den sidste der skulle snakke når det kom til at holde styr på sine følelser, det var trods alt hendes egen hidsighed der havde bragt hende hertil. Endnu engang tog hun et lille forsigtigt skridt tilbage, da hun så hvordan han pludselig virkede til at have det bedre, det kan ikke passe, virkningen har ikke fortaget sig endnu, og der vil gå et stykke tid før den gør det, hun spærrede øjnen lidt op, og greb fat i silkesnoren der sad i venstre side af kjolen, modsat af slidsen.
Hendes skørt var heldigvis så velindrettet, at hun kunne løsne højre side op og dermed danne slids i begge sider, for mere bevægelighed, hvis det blev nødvendigt.
Hvad havde hun egentlig rodet sig ud i? Pludselig var hun i syv sind om hvad hun skulle stille op, endten kunne hun ophæve kræften, og håbe på at han ikke ville tage den til videre yderligheder, eller hun kune gøre smerten kræftigere, og satse på at han ville knække sammen under det.
"Desuden, har jeg ingen intentioner om at se Dem vred" sagde hun bestemt med blikket rettet mod ham.
Som situationen var nu gjorde hun intet, men gjorde sig mentalt klar på at fremkalde et skjold via sine telekinetiske evner, da dette var meget svært for hende, var det nemlig noget der krævede dyb koncentration

Han rynkede brynene i en smertefuld grimasse, og syntes at prøve at kontrollere sin langsomme vejrtrækning. Smerterne syntes at tage vejret fra ham, og gjorde ham ustabil. Han kneb øjnene sammen, og lod en forpint latter lyde fra sine læber - den var nærmest ironisk,
,,Og De taler om at følelser løber af med de levende individ? Sæt Dem selv ind som et godt eksempel, da De tilsyneladende angriber mig af ren og skær vrede"
hvislede han sammenbidt, og hævede udfordrende brynene. Hendes paniske tanker syntes at høres i hans hovede, og et let lille smil bredte sig ud på hans læber. Endnu en lille lav latter lød fra hans læber, og han lagde hovedet stift til den ene side. Han bevægede sig knap nok, på den stadig voldsomme smerte i kroppen. Muligt at de værste var aftaget, men der var stadig en del at gøre op med. Han undlod ikke at kommentere hende:
,,De vil nu opdage, at Deres ellers uundgåelige evne godt han gøres op med"
Hans stemme var rystende, og en anelse usikker. Årsagen var stadig den ubehagelige smerte der lå i hans nederste lemmer, hvilket også blokerede ham for at udfører det ellers uopnåelige. Dette nærmede sig lige så stille til at blive opnåeligt, men det var endnu svært for ham at udfører. Men han var sikker på at han nok skulle få det til at ske, hvis han da bare havde muligheden for at kontrollere hans krops fysik. Enten måtte han dette, ellers må han gøre hendes kontrol usikker - bryde hendes, eller nærmere forstyrrer hendes kræft en enkelt gang.
Hans øjne syntes at virrer fra side til side, i en ukontrolleret bevægelse. Hans vejrtrækning syntes at blive blot en anelse mere kotrolleret og han rettede sig mere op i ryggen end før. Han lod øjnene falde imod hendes ansigt, og derefter ben. Med en hurtig bevægelse slog han, hans stikkende øjne imod hendes og stirrede derefter målrettet imod hendes mælkehvide blik. Pludselig uden nogen form chance for kikstart, dannede der sig to enorme telebølger og kastede sig imod hende bagfra imod et af kroppens svage punker, nemlig bagsiden af knæhaserne. Et slag imod disse to ømheder, ville resultere i en kolapsen i benene.

Xenix bed provokeret tænderne sammen, han sagde præcis hvad hun tænkte til hendes storre irritation. Henes øjne kom langsomt til syne alt efter hans smerteniveau, faktisk var hans situation let læselig via hendes øjenfarve. Og til trods for at hans smerter var synlige gennem hans kropshldning og talemåde tog hun endnu et skridt tilbage, man vidste aldrig om der var en eventuel evne han ikke havde fortalt hende om, eller for den sags skyld, hvad han var i stand til, når han kunne kontrollere 'mørkets kræfter'.
Hun lagde hovedet en anelse på skrå og smilede let til ham "Der må jeg desværre skuffe Dem, ingen har formået at sno sig ud af den!" hendes stemme var sød som sukker, og dermed også ganske overbevisende, selvom hun nu engang selv var begyndt at tvivle på det, det var nemlig sjældent at hun var løbet ind i magere så stærke som Morgoth.
Pludselig mærkede hun en underlig kræft bag sig, faktisk fornmmede hun den kort før den ramte hende, og hun blev kastet forover at det enorm tryk, og ikke nok med det, hun gav et forskrækket gisp fra sig, idet hun mærkede hvordan hendes ben gav efter under hende, og hun faldt ned i en noget nær knælende position, hvilket bestemt ikke passede hende.
"Hvor vover De?!" næsten hvidslede hun, og rakte hendes højre hånd ud mod ham, mens hun langsomt knyttede næven, på denne måde ville hun øge smerterne til det yderste, så enhver sene og muskelfiber ville føles som blev den gennemboret af sylespidse nåle.
Hurtigt forsøgte hun at rejse sig fra den, i hendes øjne, akavede stilling, dog uden videre held, hun nåede halvvejs op, idet hun mærkede hvordan hendes ben sitrede under hende for til sidst at give efter igen

Netop i det sekund hendes krop syntes at kolapse på grund af trykket, slap hendes kræfter hans krop. Et lettende tryk udløste sig fra ham, og han mærkede hvordan smerten løsnede sig fra hans nederste lemmer. Muligt at den havde givet slip på hans krop, men smerten forblev stadig en anelse i kroppen, da det enorme tryk havde forvoldt en vis skade på hans fysik.
Nu da han pludselig mærkede frihed, tog han chancen og forsvandt fra den blå luft via sine telepatiske kræfter. Han vendte tilbage ikke langt fra hendes side, med armene hængende ned langs siden. Hans vejrtrækning forblev tung, og blot en anelse usikker da smerten som sagt stadig rørte på hans organer,
,,Åhåhåh, De vil blive overrasket!" grinte han, med en let forpint grimasse der blev erstattet af et smertefuldt smil.
Han studerede hendes faldende krop, og syntes at lede efter et bestemt punkt der netop ikke var synligt for hans øjne. Han rynkede brynene sammen i en isende grimasse, og opdagede netop hvad hun var i færd med at gøre. Han hævede brynene i et vanvittigt udtryk, og trådte frem i nogle hastige skridt hvorefter han greb om hendes hånd. Han undgik desværre ikke den første voldsomme smerte i kroppen, og udgav et smerteligt støn fra sig. Han borede sine negle ind i hendes kød, og mærkede hvordan de hensynsløst trykkede sig igennem hendes kød, med sådan et lethed at det var usandsynligt. Det var det dog alligevel ikke, da neglene ikke var helt normale, men derimod var det skabt af landets stærkeste og ikke mindst skarpeste metal - nemlig sort metal.
Han bandede hvislende, og knækkede sammen i en halvt siddende stilling da smerten igen tog over hans krop. Alligevel ikke så kraftigt som før, da han tilsyneladende havde fået langt mere kontrol over sin fysik,
,,Tro mig, De vil fortryde"
hvislede han, og hvilede nærmest sin pande imod siden af hendes ansigt.
Netop som han syntes at have udtalt disse ord, drejede han armen i en voldsom bevægelse og drejede sin arm så den så vidt som overhovedet muligt, og trak den derefter bagud. Denne bevægelse ville ikke forvolde skade på hans arm, da intet andet var mere normalt for et levende indvid at lave denne. Derimod var det ganske anderledes for Xenix, da hendes arm ikke var i samme stilling som hans, derimod blev hendes ganske makaber og yderst forvreden da han trak tilbage i hendes arm. I værste tilfælde, ville han brække den ikke mindre end to steder - nemlig i håndledet og i albuen, hvis hun altså ikke fik trukket den tilbage fra hans jerngreb. Så enten brækkede hun armen, eller også ville hun ende op med at få flænset hånden noget så kraftigt op, både i håndledet, på håndfladen og hvad der ellers fulgte derefter.

Xenix spærrede forskrækket øjnene op da hun mærkede hvordan hun havde mistet grebet om ham, og endnu mere da han blot dukkede op ved hendes sidde, perfekt, det var lige hvad der ikke skulle ske, hurtigt prøvede hun at bære sig selv væk via sin telekinetiske kræfter, men kunne ikke, selvfølgelig når hun havde aller mest brug for det.
Hun nåede at sende ham et kort isnende blik før han greb fat i hendes arm, og hun mærkede de skarpe negle uden problemer skære sig vej gennem hendes fine ellers uberørte hud, og videre gennem muskelmasse og sener, hun bed hårdt tændrne sammen, men endte med et halvkvalt gisp da hun ihærdigt prøvede at skjule smerten, selvom den var noget nær ulidelig. Hun kunne mærke hvordan det varme blod begyndte at løbe ned ad armen på hende under det store prangende ærme, som egentlig ikke sad sammen ed resten af kjolen.
Hendes puls steg igen men denne gang af panik, en følelse som der skyllede ind over hende, især da han endte ved hendes side, hun stivnede et kort sekund og veg lidt væk fra ham da han kom så tæt på, hun lukkede øjnene og koncentrerede soig kun om at viderføre den mest gruteske smerte til ham hun overhoved kunne forestille sig. "Slip mig!" hvæsede hun stædigt, på trods af sat smerten prægede hendes stemme, fra sårene han endnu havde fat i.
Hun mærkede hvordan han uden prolemer vred hendes arm, og hun skød ufrivilligt ryggen bagover for at formindske smerten mest muligt, til sit store uheld havde hun aldig æret fysisk stærk, og mærkede hvordan det gav efter i sit håndled, hun gav et hvin fra sig, og ryggede bagud så godt kun kunne, for at vredet ikke skulle give flere skader, selvom smerten løb gennem hende som en chokbølge.
Hun gispede efter vejret, før hun kneb øjnene sammen, og sendte en bølge af ulidelig smerte gennem Morgoth, han skulle ikke slippe så let.
Med den anden hånd fik hun hurtigt løsnet silkebåndet, nu kunne hun bare håbe på at han slap hende

(Stødende ord)

Hans øjnene spærrede sig vidt op, og et glimt af sindsyge dannede sig i hans isende øjne. Han trak forsigtigt, næsten nænsomt hånden nærmere, og lod en blid tunge glide op af den lette stråle af blod, der gled ned af hendes arm. En lav latter lød fra hans læber, og han sagde med en dyb stemme:
,,Åh, så Deres blod er sødt?" han rynkede brynene, og lod sin næse strejfe hendes kind i en kærtegnende bevægelse, hvorefter han trak hendes arm nærmere sin krop. Armen var efter hvad han opfattede det som, strukket ud i sin fulde længde, og ville måske trække skulderen af led da han kræften i rykket var så voldsomt som det egentlig var.
Det ellers smilende udtryk blev erstattet af et stirrende og en chokeret grimasse, der udtrykte smerte og forskrækkelse. Han borede sine negle hårdt imod hendes kød, hvilket resulterede i at hans negle borede sig ned i hendes knogle og sad derefter fast. Han knækkede sammen i ryggen, og så ud til at ville kollapse på grund af smerten. I stedet rejste han sig i et voldsomt ryg, drejede rundt og slyngede hende over skuldren, for derefter at kaste hende flere meter fra sig. Efter at have slippet hendes krop, stod han med knægende bøjet en anelse. Hans krop rystede voldsomt, og knækkede let sammen. Han lagde hænderne beskyttende imod ansigtet, og knurrede smertefuldt,
,,Forbandet lille horer!" hvæsede han sammenbidt, og lod sig falde ned på knæ. Han lagde en støttende hånd ved siden af sit lå, og prøvede så vidt som overhovedet muligt at rejse sig igen. Netop på det tidspunkt fandt hand et umuligt, da hans krop overhovedet ikke syntes at ville følge med. Alle lemmer dunkede af smerte, hvilket svækkede hans koncentration om hvad der befandt sig omkring ham.

(Undskyld det korte indlæg, var mindre opfindsom end jeg havde regnet med.
PS. Når han begynder at bande, så er den helt gal! så ryger manere fuldstændig ;D)

Xenix spærrede forskrækket øjnene op da hun så hvordan han slikkede hendes blod af armen, hun trak kort i armen, da hun fandt dette virkelig makabert, men opgav hurtigt da hans såkaldte negle hensynsløst borrede sig længere ind, hun bed sig i læben og gav et smertesstøn fra sig, dog fulgte hun roligt hans bevægelser, da hun var nervøs for den i forvejen forvrede skulder.
Et øjeblik stivnede hun da hun mærkede hvordan han næsten kærligt strejfede hendes kind, og dette skræmte hende, hvordan kunne han være sådan? Som en slange der nærmest hypnotiserede sit bytte, med facination før den strammede grebet om byttet.
Hendes hjerte hamrede vildt, mens hendes hjerne var ved at koge over for ideer hvad hun skulle stille op, dog gav hun et lille skrig fra sig idet han let som ingenting kastede hende adskillige meter væk, og hun landede hårdt på jorden, hvor hun et øjeblik fik slået luften ud. Hun hev efter vejret, og kunne mærke hvordan det dunkede i hendes arm, og håndled især, og da gik det op for hende at hun ikke kunen bevæge det, forskrækket så hun ned på hånden der endnu så normal ud, men tydeligvis ahvde et knæk ved håndleddet.
Hun kastede et blik mod ham og så hvordan han var sunket til jorden, og hun rejste sig med et lille sygeligt smil, der et eller andet sted vel kunne minde om hans.
Tilfredst betragtede hun sit værk, men holdt sig dog på afstand, med få meter. Hun så endnu engang mod ham, mens hendes øjne igen blev mælkehvide, nu måtte hun give ham nådesstødet og håbe det var nok, hun var ikke i stand til at holde fat i ham med kræften meget længere.
Hun blinkede kort "De vil fortryde De kaldte mig hore!" hvæsede hun og sendte endnu en voldsom bølge smerter gennem hans krop, "Fik jeg fortalt Dem at det klæder Dem på knæ?" lo hun med et noget nær manisk smil, og endnu en voldsom bølge ramte ham (?)
Blodet fra hendes arm var langsomt begyndt at dryppe ned fra fingerspidserne, men det lod ikke til hun bemærkede det, selvom smertrne i hendes arm var enorm, som havde han flækket hele knoglen på hende, men det måtte hun koncentrere sig om når hun var sikker på at han ikke rejste sig igen

(haha det er i orden, mit blev heller ikke så langt.
og Xenix kan også folde sig ud ;) )

Han borede neglende igennem jorden, og mærkede hvordan den tugtige jord omkredsede hans fingre. Han lænede sig fremover og lagde sin pande imod jorden. Han ville ikke skrige, selvom det netop på det tidspunkt var usandsynlig svært for ham at lade være. Derimod lod hans vejrtrækning tage over styr, og blev mere og mere hektisk end før. Hans skuldre rystede voldsomt, i en underlig krampeagtig bevægelse. Han trak den anden arm frem og lod den hamre imod jorden foran ham, så neglende borede sig let som ingenting igennem den tynde jord, for derefter at trække den rivende tilbage. Et flot spor på fem striber, fra hans fem fingre. Han knugede hårdt omkring den tot græs han havde fået imellem fingrene, samt en masse jord og sten der nu var trukket med. Al smerten syntes at overtage hans sindstilstand, og blokerede fuldstændig for hans ellers gode fatning. Han gned panden imod jorden i en under bevægelse, og mærkede hvordan håret fra hans hoved stille filtrede sig let, da den gled imod jorden sammen med hans ansigt. Han drejede ansigtet, med et stort tandsmil bredt ud i ansigtet. Smilet var langt fra ægte, og fremstod ganske vanvittigt og underligt sødligt. Derimod var hans øjne fuldstændig modsat, da de var stirrende, isende og langt fra venlige. De fleste ville have udtrykket dem, eller nærmere blikket som et blik der kunne dræbe,
,,Åh jo jeg har fortrudt det .. Hvad med kælling i stedet? Finder De det bedre? Eller nærmere, finder De det passende – tro mig! Det gør jeg!” Netop som hun sendte det andet stød af sted, hvilket han hurtigt opfattede, rakte han hånden op og noget syntes at skyde ud fra hans fingrespidser. Det lignede alt i alt at en trykbølge skød fra hans hænder, men en trykbølge var det ikke ligefrem. En usynlig mur dannede sig foran hans krop, og standsede ganske hurtigt bølgen af smerte der blev sendt imod ham. Han lod hånden forblive foran sig, men efter et par dødbringende sekunder svang han armen i en voldsom bevægelse til højre for sig og bølgen kastede sig tilbage. Det hun netop havde sendt efter ham, blev sendt direkte tilbage imod sig selv, med sådan en enorm hast at selv ikke atmosfæren ikke fulgte med. Arealet foran trykbølgen der fløj imod hende, syntes at grumme sammen i bølger da trykbølgen nærmest trykkede frem i atomerne. Ubeskriveligt syn!

(Igen, sproget er ikke just kærligt. Og beskeden var halv fesen, men det skyldtes nu nok tiden – har lige været nede og se den anden sidste Harry Potter film, så er lidt ør i hovedet ;])

Xenix lo en lille falsk latter, ved synet af ham, tanken om den stoe dæmon der nu havde fundet lidt modstand huede hende gevaldigt, selvom smerten fra hendes arm plagede hende, og dunkede faretruende, heldigvis for hende kendte hun en heler, men der var over en dagsrejse dertil, hvis hun slap levende derfra vel at mærke. "Tjo, hvis De ikke er mere kreativ end det, må jeg vel leve med kælling!" sagde hun med det lille maniske smil spillende på de røde læber
Roligt betraktede hun Morgoth, hun havde set effekten mange gange før, og den rørte hende egentlig ikke mere, selvom han nu engang var ganske nydelig at se på. Hun strøg håret tilbage med den raske arm, og rettede smykket i håret, med en nænsom bevægelse, var det nu hun skulle kapitulere og gå derfra? Hvis hun sørgede for at nå væk inden han kom til sig selv, var der vel ikke noget i det, tankerne stoppede straks da hun så den store mur hæve sig mellem dem, hvorfor kunne hendes kræfter ikke trænge igennem?
Hun mærkede hvordan hendes forbindelse til Morgoth hurtigt svækkeds, og sendte ivrigt den næste bølge af smerte mod ham, forskrækket gispede hun da hun så hvordan han svingede ´bølgen' mod hende, og blev igen slynget bagover, og til hendes rædsel løb hendes egen smerte gennem hendes spinkle krop, hun skreg, følelsen af at alle hendes nervebaner nådesløst blev revet op overmandede hende, hun vred sig som en slange der var fastklemt under en sten, og skød brystet i vejret, det var ulideligt, kun én gang havde hun oplevet det sådan, da hendes mor demonstrerede evnen for hende. Langsomt fik hun kontollen over sn evne, og fjernede smerten på et splitsekund, hvilket også resulterede i, at hendes sidste tynde forbindelse hun havde til Morgoth slap ham.
Hun trak vejret hurtigt i små ryk, mens hun kæmpede sig op på den ene albue, den anden arm hang bare slapt ned langs hendes side, hvor ærmet ikke længere var lillat, men snarre bodouxrødt af det mørke blod. Hun slog blikket ned i jorden, og fik øje på en lille sten, ikke større end 4 cm i diameter, hun stirrede på den nærmest besat, før den løftede sig fra jorden, og hun kylede den mod Morgoths baghoved, i håb om at han ikke ville se den på vejen, og den måske ville slå ham bevidstløs

(Det skal du ikke ateg dig af, sådan nogle dage har vi alle ;P)

Følelsen af befrielse dannede sig i hans krop, da båndet mellem ham og Xenix forsvandt. Han havde egentlig regnet med at føle sig en anelse mere fattet, men dette var tydeligvis ikke sådan. Hans hører sans var svækket, og alle lyde syntes at være erstattet med hans bankende hjerte. Hans krop så lå ganske stille, taget i betragtning af den stilling han lå i. Han trak sig op på alle firer i et besværligt forsøg for at rejse sig fra jorden. Smerten i hans ben var voldsomme, men tydeligvis ikke så voldsomme så det afholdte ham fra at rejse sig. Rystende kom han på benene, men det var tydeligt at med et perfekt spark imod bagsiden af knæhaserne ville han falde forover. Med en tung vejrtrækning fik han rettet sig op, med hænderne støttende imod lårene. Han vendte blikket frem imod Xenix, som lå på jorden i ufattelige kramper. Han bredte et pinefuldt smil frem i ansigtet, og nedstirrede hende med en underlig ro i blikket. Han syntes at nyde synet, men undlod alligevel at kommentere hende – hun ville sikkert alligevel ikke kunne hører hans ord, da hendes hjerne var et helt andet sted og fokuserede klart på smerterne, der blev påført på hendes ellers tynde krop.
Det var alligevel ufatteligt efter sådanne smerte, kunne han stadig se så kold og ulæselig ud. Grunden til dette var at han med let som ingenting, kunne stikke hvilken som helst facade op uden at lade sig påvirke af andet. Minusset ved dette var blot, at resten af hans fysik syntes ikke at følge med hans ansigt. Det rystede stadig en anelse i benene, da det var der skaden var påført allermest. Og hvordan han kunne dette, var alene på grund af hans alligevel grusomme baggrund. En lang historie der egentlig ikke kunne gøres kort, men kunne nemt beskrives. Den havde været blodig, sinds forstyrrende, pinefuld og ikke mindst sindsvækkende og frygtindgydende. En barndom et hvert menneske, eller rettere levende individ ville have gjort alt for at lave om på.

,,Besynderligt at føle sin egen smerte, ikke sandt?” tilføjede han alligevel til sidst, og sendte et lettere sindsforvirret tandsmil imod hende. Smilet syntes at svække, da en sten kom flyvende imod hans hovedskal. Et lettere kynisk udtryk dannede sig i hans ansigt, ved at hans mund gled over i en foragtende grimasse. Han stirrede intenst på stenen, der standsede lige foran hans næseryg. Han vippede panden imod halsen, og betragtede stenen der derefter faldt med et bump til jorden. Der gik ikke megen tid, før han atter vendte blikket imod den lidende Xenix. Smerterne i hendes krop syntes at have stoppet, da hun alligevel havde tid til at kaste stenen imod ham. Han lagde hovedet let til siden, og kørte en stadig rystende hånd igennem det kohl sorte hår, der tydeligvis havde faldt foran hans ansigt under kampens hede,
,,Det synd .. Jeg havde ellers begyndt at syntes om Deres selskab,” konstaterede han pludseligt, og lod de lange bløde totter kører igennem hans mandlige, men også yderst yndefulde fingre,
,,Meget endda,” hvilsede han og kneb øjnene sammen, og forsvandt pludselig ud af det blå. Da han dukkede op, lå han over hende med knæerne liggende ved hendes hofter. Hans hænder var lagt støttende foran hendes skuldre, og hans pande lå hvilende imod hendes. Det var som om, at hans lange sorte hår omsluttede deres ansigt, og det eneste lys der indlagde sig var den blegnede stråle fra månen.
Han lod forsigtigt sin næse glide blidt op af hendes, hvorefter han trak sit ansigt vurderende fra hendes. Med en ganske blid stemme, hviskede han til hende:
,,Ganske meget, endda!” afsluttede han, og trak sin hånd fri fra jorden. I en hurtigt bevægelse greb han om hendes kæbeparti, og pressede hende voldsomt imod jorden. En lammende stråle skød igennem hans fingre, og ind til hovedcenteret der kontrollerede hendes højre, og venstre kropsdele. Hvis han kunne gennemtrænge hende, ville hendes krop – fra halsen og ned efter – blive total lammet.

Xenix kæmpede en indædt kamp for at komme op at stå, dog til ingen verdens nytte, og slet ikke da han rejste sig. Hun vidste at hun havde mistet grebet om ham, og ærgrede sig over det bitterligt, det ville kræve at hun startede forfra med at "lade sin evne op", hvilket nu ville tage et stykke tid, da hun var afkræftet og havde ustyrligt ondt.
Hun skubbede sig en anelse bagud da han begyndte at komme nærmere, stadig med de nu isblå øjne rettet mod hans klare blik, hendes hjerte hamrede ligeledes hans, det bankede i hendes ører, som var der en der slog mod hendes trommehinde med en hammer.
"Jeg er vant til min smerte, den kommer ikke bag på mig!" sagde hun med en dirrende stemme, og pustede en tot væk fra det kønne ansigt.
Det gav et sæt i hende da hun så hvordan han endnu engang forsvandt ud i den blå luft, og et overrasket gisp da han dukkede frem få centimeter over hende, hun stirrede tavst på ham, men lagde hurtigt en hånd mod hans brystkasse, for at holde ham på afstand. Gennem hans tynde skjorte kunne hun mærke hans muskuløse bryst og ligeledes hans hurtige hjerterytme, der vidnede om at hendes angreb trods alt havde haft en form for effekt. De blå øjne vidnede om en blanding af raseri, frygt og facination, selvom hun var tavs som graven.
Langsomt prøvede hun at skubbe ham væk, selvom hun på forhånd vidste at det ikke kune lade sig gøre, med én arm.
Hun sukkede kort opgivende før han greb fat om hendes kæbe, hun fik et chok, men bemærkede først intet andet end at smerterne i hendes brækkede håndled forsvandt, underligt nok sammen med resten af smerterne hun havde i kroppen, hun skævede til hånden hun ellers havde solidt plantet på hans bryst der langsomt faldt slapt til jorden.
Først ville hun ikke tro det, men så gik det op for hende hvad der var sket "Hvor vover De..!" begyndte hun, men nåede ikke videre, hun kneb øjnene faretruende sammen mod ham, i en utilfreds mine, og i det samme blev hendes ellers klare øjne igen en anelse slørrede

Han rynkede brynene i en vurderende mine, og det ellers raserifulde ansigtsudtryk syntes at have gledet fra hans ansigt. Denne gang var dette ingen form for facade, eller grimasse der var undertrykt af voldsom falskhed. Derimod var den ganske ægte, hvilket gjorde hans ansigtstræk tydligere, og ham dermed langt kønnere at se på. Roligheden der sank sig over hans ansigt kunne til tider være voldsomt skræmmende, men i dette tilfælde havde det en langt anden effekt for andre individer. I nogle tilfælde ville det gøre folk undrende, da hans ellers kønne ansigt ikke ligefrem spejlede sig, i hans voldsomt stikkende og isende øjne. De isblå øjne stod i voldsomt kontrast til de røde, fyldige læber og ligedan med den næsten kridhvide hud og kohl sorte hår. Smuk og yderst fascinerende sammensætning der normalt ville have passet bedst til kvinder, blot ikke i dette tilfælde.
Han hævede langsomt blikket imod hendes øjne, og lod atter det lettere vanvittige smil glide over sine læber. Han undlod ikke at udtrykke sig først, inden han åbnede munden. Dette var også en del af hans side, det gjaldt ikke kun at udtrykke sig via ord, men derimod også med sit kropssprog:
,,Jeg må sige, jeg forstår Dem ikke" han sukkede, og drejede let hendes ansigt i en smedig bevægelse, med håndledet vel og mærke,
,,Hvad gjorde Dem vred? Som sagt jeg kan ikke forstå Dem, så en forklaring ville være på sin plads - ikke sandt?" hvislede han blidt og lagde sine iskolde, men ellers bløde læber imod hendes kind. De fleste ville måsk have opfattet dette som en kærtegn, han brugt det blot som en forvirring eller som i dette tilfælde, en ganske normal bevægelse. Men sådan var sindsyge? Havde ikke den største situations fornemmelse for, hvad de egentlig lavede og hvad de mente med deres kropsbevægelser. For ham betød det intet, og hvis det endelig havde betødet noget havde hans stemme og udtryk været ganske, ganske anderledes.
Han slap hendes ansigt, og lod sine ellers utrolig sparke negle kører ganske blidt over hendes hud. Heldigt for hendes strejfede han hende med den glatte side, da han ikke nænnede at skærer i hendes hvide og utrolig kønne hud - endnu i hvert fald. Muligt at han slap hende, men det betød ikke at lammelsen slap hendes krop. Det eneste han lod være livligt, var hendes ansigt. Hendes kønne og sikkert yderst skrøbelige ansigt.

Xenix stirrede på ham uden udtryk i øjnene, selvom hans ændrende adfærd skræmte hende, faktisk mere end det havde gjort hvis han vare ville have fortsat med at ligne en der ville slå hende ihjel på stedet. HUn forsøgte ihærdigt at få hendes ben til at reagere, men det var som at hendes lemmer ikke ville følge med tankerne bag dem, selv ikke en finger var til at røre, eller for den sagsskynd hendes skulderblade. Hun følte sig genake enkelt som en kludedukke, dog kunne det være værre, hun endte trods alt ikke som en marionet, og havde ikke i sinde at gøre det, slet ikke i hans snore.
"Jeg skylder Dem intet - selv ikke en forklarring!" hvislede hun gengældende, fortsat med øjnekontakten rettet mod ham, ihærdigt forsøgte hun helhjertet at aktivere sin evne, men hendes øjne ville slet ikke som hende, faktisk ligesom resten af hendes krop.
Hun havde mistet farven i kinderne, hun ellers havde erhvervet, hvad hun ikke kunne mærke var, at hendes venstre arm stadig blødte fra de dybe sår, og nu endda uden hun kunne gøre noget ved det.
For et øjeblik ville hun ønske at hun kunne synke i jorden, men den gave var hun desværre ikke blevet skænket. I det hans læber rørte hendes noget nær perfekte hud stivnede hele hendes krop, eller, det følte hun, hvorfor var han sådan? Hvis han ville slå hende ihjel kunne han så ikke bare gøre det?
Hendes hjerte slog fortsat med en tung men hurtig fast rytme, hvor hun hadede den pågældende situation, aldrig var hun havdet på denne måde, folk kunne normalt ikke holde til hendes angreb, men Morgoth kunne, til hendes store ærgelse.
Hun bed sig hårdt i læben, og forsøgte af alle hendes kræfter at skubbe ham tilbage, væk fra hende, med sine telekinetiske evner, selvom hendes fokus egentlig slet ikke var på evnen, men på ham

Han hævede let brynene ved hendes svar, og lod et næsten forståeligt ansigtsudtryk falde over hans ellers så klatte og udtryksløse ansigt. Han trak ansigtet fra hende, og lod et tandsmil glide over læberne. Alt imens han fjernede sig fra hendes krop, uden at slippe lammelsen vel og mærke, fast holdte han blikket imod hendes isblå øjne, der tydeligt stirrede foragtet imod hans ansigt. Han vendte blikket imod hendes pludselig blege kinder, og lod tandsmilet forsvinde. Han bevægede hastigt blikket imod hendes øjne, og mærkede tydeligt hvordan hadet steg i hende, alt imens hun opdagede hvor meget det tydeligvis irriterede hende. Da måtte han atter brede et nærmest overlegent udtryk ud i ansigtet, alt imens en varm og dyb latter lød fra hans læber,
,,Jeg må desværre sige, at jeg finder Dem ganske .. Sød? - når De hidser Dem op, specielt når De intet kan gøre" konstaterede han, med det blide ansigt hvilende imod hende. Han sukkede og lod latteren falde fra hans læbe, hvorefter han rettede sig op i sin fulde højde - hvilket egentlig ikke var så høj, som man egentlig skulle have regnet ham for. Muligt at han var bred, og muskuløs i kroppen, men helt høj var Morgoth alligevel ikke. Underligt nok klædte denne højde ham utroligt, ligesom så meget andet af ham gjorde.
Da han havde rejst sig, havde han udemærket godt følt en fornemmelse i kroppen. En fornemmelse der ville frigører Xenix fra hans kropsvægt, og dermed undlod han ikke at tænke videre over dette. Hun havde tydeligvis mentale evner, i form af en telekinetiske - eller telepatiske, forskellen var ikke sindsygt stor udover at telepati, havde af gøre med at man kunne teleportere sig - sikker var han ikke på hendes evne, men den var sikkert i den retning. Han besad ikke ligefrem det talent, at kunne fremsige hvilke evner folk besad af. Men han kunne da gætte sig frem til enkelte ting, som det tydeligt ledte hentil.
Et rynkede udtryk bredte sig i hans pande, da hendes gengældende hvislen faldt over hans ører. Han hævede lettere arrogant det ene øjenbryn, og lod en let fnysen lyde fra sig,
,,Deres ejet valg," svarede han hende blot, og vendte om for at vandre nogle skridt fra hende,
,,Lad os se hvor længe De kan forbløde, uden at kunne gøre, eller vide af hvor langtid De endnu har.."

Hun himlede opgivende med øjnene og havde hun været i stand til at bevæge sig, havde hun med sikkerhed haft et par stædige hænder placeret i siderne, og for den sags skyld slet ikke ligget på jorden som hun nu engang gjorde. Hvor længe mon lammelsen vil vare? Forhåbentlig ikke så længe, for hun havde slet ikke i sinde at skulle forklare ham noget som helst, og hun var rimelig sikker på at være mere stædig end Morgoth, når det kom til stykket. Uheldigvis for hende havde hun et tikkende ur hængende over hovedet.
Hun forsøgte diskret at se ned på sin sårede arm, men kunne ikke se så meget andet end den nøgne skulder, hun kunne ikke engang se ærmet, eller mærke hvor megte blod hun havde mistet.
Det blå blik var stædigt vendt væk fra Morgoth, hun nægtede at se op til ham fra hendes efterhånden ydmygende situation. "Jeg er ikke hidsig!" sagde hun med en halvhjertet men alligevel bebrejdende stemme, hun prøvede igen at bevæge benene - ingen reaktion, Morgoth havde nok alligevel været for stor en mundfuld.
Et kort øjeblik lukkede hun øjnene der igen havde taget den normale klare blå farve og koncentrerede sig, der var dog én fordel ved lammelsen, nu kunne smerterne ikke forhindre hendes fokus. Langsomt men sikkert trak hun ærmet af via hendes evne, dette afslørrede de grimme dybe sår der var dannet på den ellers fine hud, hvor blodet stille løb, heldigvis for Xenix havde han ikke ramt en af de større blodåre.
Hun strammede ærmet om sårene så godt hun nu engang kunne, for at stoppe blødningen bedst muligt, hvilket forårsagede et bredt smil på hendes rosenrøde læber, ikke dårligt af en lam alligevel, syntes hun selv i hvert fald, det lille kække smil blev hurtigt vendt mod Morgoth, med en overlegen attitude "Så må vi jo se hvor tålmodig De er!" hendes stemme var endnu kæk, dog var dette på trods af at hun ikke vidste hvad der ventede hende når lammelsen ophørte

Alt imens han vandrede fra hende, uden at lægge mærke til hvad hun foretog sig, lyttede han til hendes hysteriske ord - eller han fandt dem klart hysteriske og yderst provokerende, men dette skyldtes nok hans stadig dumlende vrede, der nemt som ingenting kunne bryde ud, netop fordi hun havde udsat ham for kraftig smerte. Men ordene så underligt nok ud til bare at drive ind i hans hoved, også ud igen. Til sidst endte han op med at vende sig imod hende, netop som han var nået starten af skovens mørke, og sagde med en foragtet stemme:
,,Det er muligt De ikke kommer til at dø af blod mangel, men der findes ting i den her skov, som ikke lader frisk kød gå til spilde"
Da ordene var udtalt, vendte han om og vandrede videre ind i skoven indtil hans skikkelse gik i et med skovens mørke. Eftersom det tog godt en time, hvis ikke mere, at vandre op til palæet ville hun være fuldstændig lam indtil da.

(Jeg er virkelig ked af ventetiden, men havde fuldstændig glemt vores tråd. Men jeg bliver, som du nok kan se, lade ham gå derfra - men de skal da se hinanden igen, det er da klart ;D)

Xenix hvilede tungt hovedet mod jorden, eller snarre, det følte hun. Hun sukkede opgivende og så så godt hun nu engang kunne mod ham mens hans skikkelse langsomt forsvandt, hun mærkede hvordan blodet i hendes årer stivnede, hvor længe mon hun skulle ligge der, fuldstændig følelsesløs?
hun ignorerede hans ord, hun kendte udemærket til følgerne af hvad man kunne møde i skoven, men nægtede at skænke det en tanke, hun kunne trods alt holde det værste på afstand. Nu var det blot et spørgsmål om at vente

(Haha det skal du ikke tage dig af, jeg er lige kommet hjem fra festival, så jeg er først kommet på nu, siden mit sidste indlæg ;) Og det skal de da xD )