Ekko Skvalder

Ekko Skvalder

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Alf

Lokation / Omrejsende

Alder / 16 år

Højde / 37 cm

Ekko 10.05.2009 00:00
Endelig har jeg da noget at skrive om. Meget endda! Da søsser først gav mig dagbogen rynkede jeg på næsen af hende, indrømmet, men jeg tror, at det vil være dejligt at få sine tanker nedfældet. Carmen er god nok at snakke med, men hun skal altid kommentere det hele.
De første par dage var ikke noget at skrive hjem om. Vi fløj bare, fulgte vejen fra oven. Det var en mærkelig følelse at se så få træer.
Der var ikke voldsom trafik på vejen, men vi passerede da nogle. Jeg tvivler på, at de lagde mærke til os, mennesker kigger sjældent op.
Men her, i dag, begyndte det at blive interessant. Vi ankom til byen ud på formiddagen. Det var allerede ret varmt, til trods for den iskolde morgenvind i de højere luftlag. Carmen blev udenfor, og jeg sneg mig ind.
Jeg indrømmer ærligt, jeg aner ikke, hvorfor jeg sneg. Det var jo ikke sådan, at jeg havde noget at skjule. Men jeg ville gerne lige lære det hele at kende først. Det var jo, trods alt, mit første rigtige møde med mennesker.
Byen er meget interessant. Der sker ting over det hele, folk snakker overalt. Der var mange venlige dyr. Særligt kattene blev jeg glade for. De er altid ivrige efter at snakke, og har en meget god form for humor. Selvom de godt kan blive lidt for selvhøjtidelige en gang imellem.
Jeg kom til at stjæle en ring. Tvivler på, at den var specielt kostlig, den var alt for nem at få fat i. Det var en lille, fin ting, sølv tror jeg, med en guldtråd snoet omkring. Den passede perfekt om min arm.
Men på trods af alt det, var markedet ikke nær så spændende som jeg havde regnet med. Ja, jeg havde haft høje forventninger om det, men alligevel. Så meget skete der altså heller ikke.
Men så, ud på aftenen - jeg var lige begyndt at overveje at gå tilbage til Carmen - skete der noget interessant. Det var en yderst flink kat der gjorde mig opmærksom på det (Note: Kunne godt tænke mig at lære den bedre at kende). Inde i en krog/gyde, hvad man nu end vil kalde det, sad der en pige. Jeg tror det var en pige. Hendes skjorte var helt blodig, og hendes hår var filtret. Hun lod ikke til at have det specielt godt. Sådan, mentalt. Fysisk så hun ud til at være i tip-top form. Ikke engang nogle sår der kunne forklare blodet.
Hun var meget bleg, som om hun ikke havde været ude i solen længe. Jeg overvejede, om hun kunne være albino. Hun havde også røde øjne.. Men måske er det en mennesketing, det med at have røde øjne. Måske kan mennesker også have det.
Jeg faldt i snak med hende. Hun lod til at have brug for hjælp, selvom hun vidst ikke ville indrømme det. Hun hed Cath, fortalte hun mig. Jeg lovede at skaffe hende en ny bluse, da hun ikke kunne gå nogen vegne i den hun havde på nu.
Jeg gav hende også ringen jeg havde... fundet. Hun lignede en, som godt kunne trænge til at blive muntret op, og desuden syntes jeg, at den sad lidt i vejen.
Jeg stjal en bluse til hende. Selvfølgelig, jeg har jo ikke specielt mange penge. Det var en brugt en, så hun kunne lade som om, at hun troede den var købt. Jeg ved ikke om hun troede det, det var jo ikke specielt sandsynligt. Det var en meget pæn ting, sådan, ildfarvet, hvis man kan kalde den det. Den var vævet, så farverne hele tiden lod til at skifte. Der må være brugt en meget speciel teknik til den. Det kunne jeg godt tænke mig at lære.
Pigen - Cath - fortalte, at hun havde glemt hvor hun boede. Hun ville ikke fortælle mig mere, og jeg tror, at det var for at undgå at lyve. Det værdsætter jeg. Skidtpyt med, om hun ikke vil fortælle mig alt. Så længe jeg ved, at hun er ærlig.
Jeg foreslog hende, at hun kunne komme med ud, og holde os med selskab. Jeg tror godt, hun kunne tænke sig at møde Carmen. Carmen skældte mig selvfølgelig ud for det. Du ved ikke, om hun er til at stole på! Du kender ikke menneskene! sagde hun. Men sådan er Carmen jo.
Og Cath lovede også at hjælpe os, hvis vi skulle få brug for det. Det er jeg virkelig glad for!
Jg undrer mig stadig over, hvor blodet kommer fra. Jeg tænkte, om hun måske var slagter. Nej, okay, jeg troede ikke engang på den forklaring første gang. Men hun må selv bestemme, om hun vil fortælle mig om det. Lige nu er det vigtigst at jeg har fået en ven. Jeg sidder og venter på at hun kommer ud fra byen. Hun er ikke nær så hurtigt som jeg var. Men det er fint nok. Der blev nok også lagt mere mærke til hende.
Profil
Dagbog

- It's strange, it's wonderful
Ekko Skvalder

Ekko Skvalder

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Alf

Lokation / Omrejsende

Alder / 16 år

Højde / 37 cm

Ekko 12.06.2009 23:15
Dagen i går var så lang, at mit hoved stadig snurrer nu her til morgen. Og for at få det hele med må jeg endda begynde fra aftenen før. Da Cath – eller Cathrine, som hun åbenbart hedder – kom ud af byen til mig. Vi snakkede sammen, før det var tid til at gå til ro. Hun er svær at snakke med, hendes humør trækker hele tiden ned ad, selvom jeg tror, at jeg fik hende trukket lidt op. Og hun kan lave ild! Det er ret sejt. Selvom jeg også fandt det meget skræmmende. Når hun laver ilden føles det som den ukontrollerede slags, som den i skoven. Men så snart hun havde ’sluppet’ den, blev den behagelig igen. Jeg gik i seng snart efter. Den næsten morgen sad hun stadig ved bålet som om hun havde siddet der hele natten. Men jeg kunne se at hun havde været henne for at vaske sig, for hendes tøj var helt gennemblødt. Jeg tænkte, at hun måtte være gal, at bade i bækken med alt sit tøj, det må jo være isnende. Men jo mere jeg tænker over det, tror jeg egentlig ikke, at hun blev generet af kulden. Jeg tror ikke, at der var specielt meget ved verden, der fysisk kunne genere hende. Der var sket et eller andet med hende, jeg ved ikke hvad. Jeg tror ikke engang, at hun var rigtigt levende mere, hvis man kan sige det sådan?
Der kom en person, Alzeid hed han vidst, og besøgte hende om natten. Et lille egern var blevet skræmt fra vid og sans af ham, det stakkel. Så vidt jeg forstod på det hele, var han skyld i hendes tilstand. Som hævn for et eller andet jeg ikke forstod. Og tilsyneladende havde hun heller ikke noget sted at være, kunne ikke engang huske hvor hun boede.
Jeg fik det næsten dårligt af at tale med hende, for hun virkede så flink, men der var ikke så meget jeg kunne gøre for at muntre hende op. Ikke fordi jeg ikke prøvede. Og hun kan ikke tåle sol! Eller i hvert fald begynder hun ikke at kunne tåle sol. Jeg er så glad for solen, jeg kan ikke forstå, hvordan jeg skulle kunne klare mig uden den!
Jeg spurgte hende til hendes hobby, og det lod til at muntre hende op. I hvert fald en smule. Hun smeder. Jeg ved ikke, præcis hvad det går ud på, men så vidt jeg forstod, drejer det sig om at bearbejde metal, så det kan bruges til noget. Og hun sagde endda, at hun ville forsøge at lære mig det. Hvis vi mødes igen. Og hvis vi er venner når vi mødes igen. Det håber jeg virkelig, for hun var flink. Hun lod ikke helt til at forstå mit princip med propellen jeg ville få til at flyve ved hjælp af løftestangsprincippet, men jeg tror heller ikke hun er den type.
Hun blev nødt til at finde ham der Alzeid for at få svar på noget. Jeg tilbød at tage med, for det lød ikke behageligt at skulle snakke med ham alene. Men hun afslog, og sagde at det ville være for farligt. Og hun sagde, at hun også selv var farlig. Jeg tror på hende. Men jeg tror ikke på, at hun ønsker at gøre ondt.
Jeg vil virkelig gerne mødes med hende igen. Og jeg håber, at hun ikke er alt for forandret. Hun drog af sted i går aftes. Jeg tror egentlig ikke hun har brug for søvn. Men nu bliver jeg altså nødt til at lade det ligge. Carmen er efterhånden godt sur på mig. Jeg lovede at se om jeg kunne finde noget der måske kunne hjælpe, i nogle bøger i byen. Så må jeg holde mig til det.
Profil
Dagbog

- It's strange, it's wonderful


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 0