I længe efter slaget ved Obsidianøerne, begyndte de første nyheder at komme til Dianthos. Mørkets Herre var besejret, men Dronningen af Krystallandet var faldet i slaget. Lyset havde sejret - men for hvilken pris?

Adskillige uger senere gik sørgeoptoget gennem byen. En blanding af Isaris og Kiles præster var med til at bære kisten, som optoget langsomt bevægede sig helt fra byporten og op til Den Hellige Bydel. Her ville Isanne Argorian finde sit sidste hvilested nær sine forgængere under tempelhavernes grønne løv.

Talerne var mange, prisende guderne, dronningens mod i kampen mod Ærkedæmonen Merihem, lovende fred i landet - men spørgsmålet om "hvad nu" hang fortsat på mange af tilskuernes læber. Traditionen tro blev børn af Argorian-slægten opforstret i templer - langt fra Dianthos - og Isaris tegn ville vise sig over den næste arving. Ingen længe vil Søgerne - frivillige blandt Lysets Hær - drage ud til templerne i håb om at bringe den næste tronfølger hjem -  men de næste mange måneder ville blive en sørgeperiode, hvor man lod mindet om Isanne Argorian få hvile og beyndte at gøre sig klar til arvingens komme.

I dagene efter begravelsen blev et Råd midlertidigt udpeget til at tage beslutninger, ind til tronfølgeren var fundet, og med de mange rapporter, der fortsat strømmede ind fra Obisidianøerne om tilfangetagelsen af de sidste af mørkets soldater, begyndte en midlertidig ro at sænke sig over Dianthos og de omkringliggende fyrstedømmer.
De næste måneder kom og gik og foråret begyndte at gå på hæld - men stadig var der intet nyt om arvingen til Lysets Trone, og
som sommermånederne ligeledes begyndte at glide forbi uden nyt, begyndte mindre uroligheder igen at brede sig i landet. Hvad var Isaris vilje, nu hvor Mørket var borte? Havde hun forladt dem alle?

---

Dette er en reaktionstråd, som alle karakterer kan deltage i - både som deltagende til begravelsesceremonien ellers om reaktion på den efterfølgende tid.

Dronningens fald havde påvirket alle. Nogle mere end andre. Den unge discipel, Samuel, havde forsøgt at holde panden løftet og ryggen ret. Han måtte så vidt muligt forsøge at være der for dem, der havde brug for en at tale med i templet, selvom han havde haft svært ved at holde sig selv oppe, tynget af den sorg, som alle delte i denne svære tid.

Hver dag så han folk komme til templet, flere end der plejede, for at bede Isari om styrke og håb. Det var der brug for. Samuel gjorde det samme. Hver morgen sendte han en bøn afsted, altid den samme, om håb og styrke, ikke kun til sig selv, men til alle der havde brug for det. Og hver aften, inden han lagde sig til at sove, tændte han et lys for den faldende Dronning og bad den samme bøn en gang mere.

Folkets uroligheder begyndte og den unge discipel forsikrede hver og en af dem om, at Isari selvfølgelig ikke havde forladt dem.
"Vi må ikke miste modet i denne tid. Isari er her stadig, du skal bare lytte. Så kan du mærke hende."
Det var en sætning han selv forsøgte at rette sig efter, men han kunne ikke lade være med at have samme uroligheder, som resten af landet;
Havde Isari forladt dem? Havde Isari forladt ham?