På den østligste kyst i Nordlandet, var mørket faldet på. Sneen var ny og afslørrede flere fodspor i retning af en lille fiskerflække med en endnu mindre kro.

Ethelihn trak døren i bag sig. Det var flere måneder siden, hun kom ud for den "ulykke". Hun havde det betragteligt bedre nu, selvom hendes hår havde mistet farven fuldstændigt. De snehvide hårtotter strammede sig selv i knolden på hendes baghoved. I det mindste gjorde det hende sværere at genkende.

Hendes mor havde advaret hende mod at gå nogen steder. Hun havde ikke hørt sin mors advarsler i årtier før det, og nu havde hun ikke hørt dem i flere uger.

Isari tage det, hun havde brug for noget at drikke. Kroen, hun netop var trådt ind i, var lille, og toppen af snedriverne stak netop op over vindueskarmene udenfor. Indenfor var der varmt, men groft. Bænke sat sammen af uslebent træ dækket af skind, og firkantede, solide borde. Stearinlysene hjalp ikke meget på sigtbarheden, men flammerne fra pejsen i bygningens nordside lyste godt op. At dømme efter de optrukne hætter og våben, der glimtede, når nogen bevægede sig, var hun kommet det rigtige sted hen. Et af de steder hvor Lysets vagter ikke kom ret tit.

Hun satte sig og bestilte et krus øl. Betalingen måtte hun tænke over senere.

    Nordlandet var ved at være ryddet. Den fæstning, Mørket havde haft base i i det kolde nord, var faldet, og nu var den ved at blive bygget om til formål, som lokalbefolkningen kunne nyde godt af. Nu hvor de var frigjort fra Mørkets soldaters hærgen. Og det var jo godt. 
    Ligesom at det var godt, at Mørkets skibe ikke længere plyndrede kysterne og hærgede fiskerbyerne. Havene var langt fra sikre - for det var Valerias vrede og/eller skønhed aldrig, hvis man kom på den forkerte dag, men for nu var det da mere sikkert end det havde været, mens Mørket også havde bruset på bølgerne.
    Så det burde man jo være glad for. Og det var Lynn da også. Men nu var kampene overstået, og skibene skulle sejle tilbage til Juvelen og have reparationer og udskiftninger og folk skulle have ferie og...
    Og Lynn trak tiden ud. Hun var blevet lidt ekstra. Hviskeren havde hjulpet lidt mere til i de små fiskerbyer, end den egentlig strengt taget behøvede. Et par hav-blæste kuttere var blevet hjulpet i land, selvom de nok selv skulle være kommet hjem igen, omend lidt mere sultne end havde de ikke fået en hånd. Og der var blevet brugt lidt mere tid på at patruljere og genetablere diger. Nu havde hun fået besked på, at hun altså skulle vende tilbage, men hun nød de sidste par aftner på de lokale kroer på vejen for liiiiige at sikre sig, at alting var i orden. At øllen var tyk igen og ikke drænet af fremmede magter.
    ... og måske fordi hun ikke ville hjem. Hun havde en underlig fornemmelse af at noget manglede. At det hele var gået lidt for nemt og lidt for hurtigt. Måske kunne det druknes i øl. 
    "SKÅL!" råbte hun af en tilfældig fremmed, der var så uheldig at sætte sig ned ved hendes bord og sikkert havde troet, hun var en del af interiøret og ikke en rigtig gople.

Ethelihn havde fokuseret alle andre steder hen end på det bord, hun satte sig ved. Ved et hurtigt øjekast, havde det været tomt, og så var det vigtige jo, at holde med at ingen andre holdt øje.

”*Gisp* For Zaladis frosne kugler!” Hun bremsede sin hånd i at slå alt for hårdt i bordpladen af arrig forskrækkelse og så over på det væsen, der havde begået den fejl at pirre hendes paranoia, der absolut ikke var blevet bedre de sidste mange måneder. Hvem forsøgte hun at narre, år!

Og der, på den anden side af bordet sad en halvgoble. *En halvgoble? En halvgoble…* Ethelihn havde deja-vu, men hun kunne ikke huske- *En halvgoble!* Pludselig var alle spor af irritation forsvundet som sne i solen.
”Lynn!” ”Ethels” stemme var hæsere, og hendes opmuntrede ryk frem sendte et jag fra skaden i nakken ned gennem rygsøjlen og fik hende til at fryse et forpint øjeblik, men hun havde prøvet værre. Og med komplet ufarligt selskab lod det til, at hendes beslutning om at tage chancen og gå på kro ville vise sig at være rigtig.

    Kvinden der var kommet hen til bordet, og som Lynn som sædvanligt straks havde skålet til, reagerede først som de fleste, der ikke havde set sig for: med forskrækkelse. Men så reagerede hun med genkendelse, og det havde Lynn bestemt ikke forventet. Især fordi hun ikke kendte kvinden.
    "Er mit navn drevet ind med brisen...?" halvmumlede hun.
    Nu ville der ikke gå lang tid før hele den lille flække ønskede at se hende i uniformslir og flotte taler. Hun var her for at hjælpe til og trække tiden ud - ikke for at være Lysets maritime frontfigur. Men hun magtede faktisk ikke den slags her til aften. Hun var kun på nummer to øl, og hun var ikke færdig. Ikke klar til at trække sig tilbage til Hviskeren for at drikke tyndsprøjt med besætningen - eller værre, alene i kahytten. Hun måtte fortælle denne kvinde, at hun ikke gad være admiral lige nu. Med en lidt sløset indånding løftede Lynn blikket og gjorde sig klar til at sige noget halvgrimt...
   ... Da det gik op for hende, at den hilsen, der blev brugt, var Lynn. Ikke admiral, ikke Lynnise, ikke Valeriev, og nok var Lynn den mest folkelige admiral længe, men folk holdt stadig på formerne. Og da hun sådan rigtig granskede kvindens ansigt, var der da også et eller andet, der ringede en klokke. Et sted i hendes hukommelse var der et enormt mjødtilsløret minde om en isvinter nordpå og en mørkhåret kvinde, og samtaler, der var drevet ud med tidevandet og vist nok at vågne op langt ud på dagen derpå og ikke rigtig være sikker på, hvad de havde snakket om.
    "Ethel!" navnet kom til hende som fra en fjern drøm, og Lynn sprang på benene og forsøgte at kante sig uden om bordet for enten at give den anden kvinde en omfavnelse eller gribe om hendes underarm i hilsen. "Hvad zalan er der sket med dit hår?!"

Ethelihn havde samme holdning til at være general. På en måde. Det havde hun i hvert fald haft, da hun startede jobbet. Der var alt for meget papirarbejde, folk der skulle have hendes ordre og planer og taktiker, og der havde været alt for lidt feltarbejde. Men nu havde hun været det alt for længe og kunne knapt huske, hvordan det var før. Faktisk havde hun ingenting nu. Slet ingenting...

Men hun var stensikker på én ting: Hun ville Kile hente hende ikke refereres til som general lige nu eller på noget andet offentligt sted! I hvert fald ikke før hun havde haft tid til at tømme kroens beholdning af øl. Én chance måtte være rimeligt.

Eller én til i hvert fald. Hendes og Lynns aften forsvandt i tågerne, som en mønt i orkbryg, men det havde været en god aften. En af de sjældne. Hvor længe var det siden, hun havde fået et kram? Hvordan gjorde man overhovedet? Hvilken arm skulle øverst eller nederst?

Disse spørgsmål om kram fik hun delvist besvaret, da hun lod Lynn give hende en ordentlig knuser: "Mit hår? Mit hår!" Hun lød næsten som om, det kunne falde af når som helst. Det nemmeste var vel at fortælle sandheden: "Magi! Jeg var ærligt talt ikke vågen, da det skete."

Den faktiske historie, ville hun måske fortælle med mere alkohol indenbors, når hun havde glemt, hvor dum en idé, det var at fortælle om at dø, og hvor hun døde, og hvordan, og hvor længe, og hvordan hun tilbage. Specialt delen med at komme tilbage. Den var skidt.

"Men hvad laver du her?! Skulle du ikke ud på de åbne have igen?" raspede "Ethel" stadig med iver efter at have fundet selskab. Måske huskede hun rigtigt, måske var det bare hendes fordomme om, hvad pirater lavede. For hun troede stadig fuldt og fast på, at Lynn var pirat.

    Lynn fik trukket Ethel ind i et knogleknusende kram, som lidt var et kendetegn ved lave folk - det var nogle gange som om de kompenserede for deres manglende højde ved bare at klemme luften ud af andre. Da hun var færdig, satte hun sig tungt ned igen på  bænken og gjorde store øjne af Ethels svar. Så hendes hår var blevet ændret med magi, mens hun havde sovet? Var det mon en af de luskede alfer, der igen var på spil, eller havde en gammel fjende set sit snit til at lave en spøg på hende? Ethel virkede som en type, der godt kunne skabe sig et par fjender eller tre. Det måtte Lynn spørge om senere.
    "Åh, hvor det var en kort fornøjelse at være på det åbne igen!" brokkede hun sig og hævede kruset, så hun kunne slå det ind i Ethels krus. "Vi endte med at sejle ud og vinde. Altså du ved ikke bare sådan 'hey-yo, vi tager dit skib, din kryster', men sådan faktisk vinde-vinde. Altså, der var mange skibe. Og det var sgu da en pænt stor kamp. Men det var også lidt som om de ikke rigtig mente det, hvis du ved, hvad jeg mener? Der var lige for mange, der bare straks overgav sig, fordi de havde set, det hele var tabt."
    Og det var jo en positiv ting. Det burde det i hvert fald være. Når folk, der var gået vild i den mørke skov, bad om hjælp til at finde vej tilbage til lyset. Men det var sgu da også lidt meget at vinde så overlegent efter så lang tids strid. Lynn troede stadig ikke helt på det. Hvad nu hvis dronningen var blevet udbyttet igen, og det bare var endnu én af Mørkets forsøg på at omlægge deres krigsførsel?
    "Og så skulle jeg jo for helved bruge det næste lange stykke tid på at sejle overgivne fanger ind til forskellige kystbyer, fordi de små flækker nordpå bare halshugger sådan nogle så de ikke skal dele deres sparsomme vinterforråd med dem," Lynn lavede en uuurgh-lyd bagerst i svælget. "Det ville have været nemmere at smide idioterne overbord, men jeg tænkte ikke over, at de alle sammen ville overgive sig, da jeg gav dem valget. Seriøst, det er sgu aldrig sket for mig før. Og man kan jo ikke pludselig vende på en tallerken med sådan nogle ting - så er der ingen, der kommer til at stole på ens dømmekraft bagefter."

*Paspånakkenpaspånakkenpaspånakken!* skreg Ethels tanker, mens hun mærkede Lynns kvælertag sætte de fleste af hendes ryghvirvler på plads og nogle ud af led. Hun gav igen af samme kiste og kvælte tilbage omend mindre effektivt. Det var som om Lynns arme have fordelen ved at være i højde med hendes lunger, hvor Ethel måtte klemme om skuldrene.

En halvork var næsten det modsatte af en alf, og så en af hendes egne. Teknisk set var det hendes mors gøren. Eller var det? Hun kom igen til at tænke på, hvad der var sket mellem det øjeblik, hvor hun afsluttede sin sidste bøn til Kile og verden blev sort, og da hun vågnede igen et sted, der ikke var dødsriget. Hun vidste uhyggeligt lidt om, hvad der var sket derimellem. Ethels krus tog imod slaget fra Lynns, og så drak hun en slurk. *Vinde?*

Alle pirater havde vel rivaler. Hun forestillede sig kanonkugler hagle gennem luften i røg og regn og et skib, der blev opslugt af havet. Det var ikke svært, hun havde trods alt selv set et skib blive sænket et par gange. Hun var ingen admiral, skibene var ikke hendes domæne, men havde haft mange dygtige folk under sin kommando og nogle gange havde det været en fryd at se fra luften. Endnu en tang aldrig ville opleve igen, mindede hun sig selv om.

"Gav de bare op?! Sådan nogle kujoner!" skålede hun forarget. Hendes egen deling var snu, men ikke modløse. Hvis de stak af, var det fordi, man kunne forvente et bagholdsangreb. Lev for at kæmpe en anden dag. Mørket havde altid haft Lyset lige i hælene, og det krævede at hver eneste soldat, kunne tænke på fødderne. Problemet med soldater, der kunne tænke selv var, at de som regel tænkte på sig selv. De gik i oplæsning, når presset blev for stort. Hvis hun havde været samme sted som Lynn under den kamp, som piratgoblen skildrede, havde hun krummet tæer.

"Den slags fortjener ikke bedre. Havde det været mig, var de blevet kølhalet en ad gangen til de sidste tog en bedre beslutning, som at blive en del af Møh-*host hak* mandskabet! Man kan ikke bare slække på tøjlerne, der giver jeg dig helt ret."
Det undrede Ethel lidt, at Lynn ikke bare havde smid dem over bord. Men det lød som en større kamp. Måske hun havde været tvunget til at slutte sig sammen med andre.

"Hvad så nu? Driver I bare rundt? I må for zalen have steder at tage hen?" Det var mere end Ethel kunne sige om sig selv. Hvor i de ny dæmonriger skulle hun tage hen...

(alle fodarbejdsrelaterede ordspil var ikke i udgangspunktet med vilje)

    "Præcis min tanke! En kæmpe bunke kujoner!" medgav Lynn og tog en ordentlig tår.
    Det havde været en underlig kamp. Så meget forarbejde til en så kort kamp. Og jovist, nogen sagde at forarbejdet var gjort netop så kampen blev kort og uden for mange tab, men Lynn havde følt, at det tog alt det sjove ved at vinde ud af det. Strategerne havde vundet, og jublede sikkert i deres fine spisestuer med et glas vin i hånden. Lynn sad på en ussel kro, fordi hun følte, hun manglede noget. Når man havde viet hele sit liv til at kæmpe mod landets største trussel, hvad gjorde man så egentlig, når den var væk?
    "Jeg kan godt se det dragende i at kølhale folk indtil de enten selv springer i eller slutter sig til én," svarede hun på Ethels kommentar om, hvad hun nok havde gjort i Lynns sted. "Men når man lige har set dem kæmpe halvhjertet indtil de kunne råbe højt nok til at overgive sig, så gider man ikke have dem på sit skib. Ikke som mandskab i hvert fald. Hvis de ikke havde hjertet med i det, de lavede på deres eget skib, skulle jeg bruge alt for meget krudt på at få dem til faktisk at tage sig godt af mit. Og jeg har en god besætning. Dem ville jeg ikke bytte ud for selv de største rubinske skatte."
    Ethels næste spørgsmål fik hende til at kigge dybt i ølkruset og vinke ad nogen for at give hende en til.
    "Joh, vi har vel steder at tage hen..." mumlede hun. "Men det er sådan nogle nu-skal-vi-snakke-om-den-her-kamp-steder, og jeg... Jeg har ikke så meget at byde ind med. Og hvad nu? Jeg har arbejdet stødt hen mod den her kamp i rigtig mange år, Ethel, og nu hvor den er overstået, føler jeg bare der ikke rigtig er noget at gøre mere. Jeg har altid sejlet med et formål - og nu har jeg faktisk ikke så meget tilbage. De andre skal sgu nok finde på noget, men... Åh jeg hader bare at drive rundt."
    Og trods den kommentar var det præcis det, hun lige nu brugte dagene på.

Ethelihn stirrede tilsvarende ned i dybet af sit tomme krus. Der var intet dernede. Absolut ingenting. Hun drev ikke rundt. Men hun følte sig lige så tom, som det her krus, og det var vel ikke så anderledes. Hun havde brugt hele sit liv på sit mål, ligesom hendes far før hende.
Hvad i alverden skulle hun gøre nu? Hun kunne vel ikke give op, kunne hun. Hun mente stadig Lyset blændede folk, men:
"Du er heldig, et godt mandskab er meget værd, hvis man har et." Hun stjal et krus fra en bakke og sank det i et huk.
"Men man kan ikke leve uden at have et mål. Det er der jo nogen, der siger, men det forstår jeg ikke. Hvordan kan man bare... eksistere? Selv med papirnudseri bag et skrivebord, kunne jeg overleve, bare jeg havde noget at tage mig til!" Kedsomhed føltes om gift. Hun måtte finde nogen at dele sine mål med. De var stadig for store til en person, måske havde de været for komplekse til en kæmpe, drøj muskel som Mørket. Tanken gav hende håb. En lille smule håb.
"Men ikke mere snak om ting, der er gået til Kile! Det må for de ni riger være noget at tage sig til i den her flække!" Ethelihn tænke som minimum, at alkohol skulle være indvolveret. Måske et par slagsmål. Måske flere. Måske ovenikøbet at overtage en by bare for en nat og stikke af inden man blev smidt i endnu et sæt lænker.