Dagslyset gennem  vinduerne var ved at blive rødligt. Klokken måtte vel også snart være syv, så havde Kilian fyraften. Sergenten stod ved skranken og læste rapporter igennem, mens han ventede på vagtskifte. Han rystede let på hovedet og dybbede pennen igen: "Manden blev fundet døsende, ikke døende... uheldigt..." mumlede han for sig selv. Han måtte huske at påpege fejlen for ham, der havde skrevet rapporten.

I dette øjeblik var der ikke andre på kontoret. Vejret var lidt lunere nu, Kilian kunne snildt høre de mange fødder ude fra gaden, og snakken der gik. Folk var vidst i godt humør her til morgen. Det havde ellers været en stille nat. Intet nyt var godt nyt. Han havde været påpasselig med ikke at sige det højt. Der var ingen grund til at friste Chance. Han plejede ikke at have brug for så meget søvn, men han havde jo været på nattevagt.

Maira var tidligt på den idag. hun skulle jo ud og tjekke de dyr som sov på klinikken efter feks en opration. hun havde dog kun 2 hunde og en kat på klinikken men de måtte også være sulte nu. Mairas røde lokker var sat op i en knold. noget som hun ikke så tit gik med. men hun havde ikke haft tid til at rede det så det bar lidt uglet vis hun løsnede det. hun var en urolig sover.

Maira kom over til klinikken, strækte sig og pustede roligt ud. hun skulle være rolig iblandt dyr. hun kom ind i klinikken og gik over til katten først. "så lille Milo, så er der morgenmad" hun satte en skål med kattemad ind til katten og tog noget frisk vand til den.

Meira gik derefter ind til hundene der bjæffede og logrede med halerne. "ja jeg har ikke glemt jeres mad" hun grinte lidt. hun gik først end til et ru hvor hundemaden stod låst inde. hun havde haft en der brød ud af buret og gik over og spiste alt maden. hvilket gjorde den kun fik ondt i maven. hun tog tre skåle og fyldte op, hun gik ind til hundene og stilte en skål foran hver af dem og så fyldte vand i truget. Mairas grønne øjne skindede klart og glædeligt, hun elskede dyr og sit job. men noget var forkert idag, et eller andet ville ske, det kunne hun mærke i sine knogler, noget sagde hende at hun ville få knust sit hjerte på en eller anden vis idag.

Kilian kradsede sin underskift ned på en færdiglæst rapport og lagde den over i stakken til de andre. Det var den sidste.

Han stod stille et øjeblik og trak luften, som emmede af morgenduggen udefra og den svagt uhumske stank fra arresten, ned i sine lunge, og pustede den ud igen. En gang til. Han hoved faldt til ro, så hans magiske sanser begyndte at skelne indtrykkene omkring ham fra hinanden. Bageren længere nede ad gaden var færdig med at bage, han kunne i hvert fald ikke høre ovnen længere. De fleste i arresten sov, bortset fra en enkel, der netop var vågnet og vendte sig. Hans grønten sagde Kilian, at tømmermændene nok var ved at sætte ind. Han kunne fornemme livsenergien fra sine kolleger fra bunken af rapporter.

Men han fornemmede ingen haste til byvagtskontoret. Ikke lige nu. De markerede, rødbrune bryn trak sig mistroisk sammen. Natten havde været for stille. Det var så sjældent. At der intet skete i løbet af en vagt, at den salgs dage blev noteret i en kalender på væggen bag ham. Der havde ikke været en dag den sidste måned.

Der var lige under en time til hans vagt sluttede.

Maira gik roligt rundt i klinikken og lavede sine morgenrutiner. hun gjorde det samme hver dag. hun tog den mindste hund til en gå tur. det var en lille han hund som havde været i slåskamp. hans ben var pakket ind og han humpede afsted på tre ben. Maira skulle jo lufte ham så han kunne gøre hvad han skulle. 
Hunden og Maira gik roligt ud af klinikken og mod en lille del af byen hvor der ikke var så meget støj. dog var Maira stadig lidt underlig inden i idag. og de skulle vise sig de var i gang med at finde ud af hvorfor. 

Meow!...... Meow.... Me...

stilhed, Maira stoppede hunden og lyttede hunden virkede også vagtsom. "hørte du det? nogle kaldte på hjælp" hviskede hun til hunden der nærmest nikkede til hende. hun gik videre og så kom det igen. et lille miav et sted fra i nærheden. Maira gik hurtigt mod lyden da det blev svagere i miavet. hun kom til en terasse i et forladt hus. hun bandt hunden til et træ og bad ham blive.

Maira lagde sig ned og kiggede ind under terassen hvor en voksen kat lå bundet på poterne. det skar i Mairas hjerte. hun skyndte sig at kravle ind og fik fat i kattens nakken og hev den til sig. den var slap, den var underernæret, og fyldt med sår. Mairas hjerte græd. Hun skyndte sig at tage hunden snor og tog den op i den anden arm for den var ikke særlig stor og så løb hun bare mod klinikken og sendte en brevdue afsted med det samme til byvagtens kontor. måske de havde fanget nogle der kunne finde på dette for det var jo voldsomt dyremishandling. hun havde ihvertfald skrevet i brevet i duens fod hvor de kunne finde hende, og hun ville bede om en vudering hurtigst muligt for dyrets skyld.

en tåre faldt ned fra hendes kind.

Tilbage på byvagternes kontor længere inde byen, blev Kilians dårlige mavefornemmelse kraftigere, ingen var kommet farende endnu, og fangerne i arresten - både dem der bare skulle sove rusen ud, og dem der måtte vente i lidt længere tid - havde stadig ikke givet ham noget bøvl.

Han forlod in plads ved skranken, skridtede hen ad de knirkende gulvbreder gennem døren til baglokalerne og fulgte gangen ned til lageret. Som sædvanlig varer noget at lave. Han begyndte at stille brugte sværd, håndjern og andre redskaber tilbage på plads. Imens lyttede hav efter lyde fra forkontoret, men i stedet for en borger, der spurgte om her var nogen, hørte han en kurren fra dueslaget i gården. Lyden på en gang beroligede og bekymrede ham, beroliget fordi natten nu ikke havde været helt stille, og bekymret fordi en due som regel betød at afsenderen ikke kunne komme til byvagtskontoret, og det kunne der kun være bekymrende grunde til.

Et fast, men nænsomt greb om duen gav ham mulighed for at løsne beskeden og rulle den ud. Dyr, læste han. Så ikke et menneske, noterede han sig. *Godt*. "Mishandlet? Sår... bundet..." Han mumlede, mens de rynkede bryn snart mastes mod hinanden.
Sedlen blev vendt, så han kunne skrive "på vej" på bagsiden. Så lod han duen gå. Kilian selv fulgte efter næsten lige så hurtigt, men duen ville ankomme før ham. Nok var han hurtig, men fugle havde ingen forhindringer i luften.

tiden virkede så lang når hun skulle vente på at måtte behandle et såret dyr. hun var helt forpudstet efter at løbe tilbage til klinikken. Maira strøg en finger over kattens næseryg, noget af det eneste som nærmest ikke havde et sår. hun følte godt at dette var forfærdeligt for hende, katten og nok også for den byvagt der skulle se dette syn. hun havde jo ikke befriet den endnu for at byvagten kunne se dette syn med egne øjne.

Maira hørte en due kalde og skyndte sig over til vinduet og så på sedlen, er på vej
Maira hørte døren gå op og hun skyndte sig ud til lobbyen. hun bukkede dybt. "tak fordi De kunne komme så hurtigt" sagde hun da hun kunne gætte det var byvagten, hun så op og det var tydeligt at hun ventede kun på ham.

hun nikkede ind mod lokalet hun havde katten i og gik ind først selv og så på det lille væsen der lå og kun lige trak vejret. "det er forfærdeligt dette syn, jeg har valgt at vente på Dem før jeg gjorde noget," hun trak vejret dybt og forsætte "nogle har mishandlet denne kat så groft at de smed den under en terasse i et forladt hus, og det har gjort at den har kaldt på hjælp, jeg hørte den ingen dens kræfter slap op og den har ikke sagt et eneste lyd siden" hun vendte blikket mod byvagten. hun gik et par skridt tilbage til et bord bag sig og fat en sprøjte fra med noget vand. det var jo vigtigt den hurtigt fik væske. hun ville dog lade byvagten så på sagen før hun gjorde noget.

Kilian stod i døren med en alvorlig rynke mellem de rødbrune øjenbryn, selv om det egentlig havde været hans hensigt i det mindste at se venlig ud, mens han mødte den, der havde sendt duen.

En rødhåret kvinde, halvelver ville han skyde på, havde åbnet døren og set lige så såret ud, som havde hun selv mærket kattens skader. Han fulgte efter hende ind i klinikken. Hendes stemmeføring dirrede svagt, måske af anstrengelse eller følelser. Begge dele ville være helt forståeligt, og rynken mellem Kilians øjenbryn blev kun dybere.
"De gjorde det rigtige ved at vente lidt med at helbrede katten.... jeg er bare glad for, at jeg kunne nå frem hurtigt. Jeg skynder mig," hans stemmeføring var lige så seriøs som øjenbrynsrynken.

Kilian bøjede sig forsigtigt forover ned til katten. Han lyttede, lugtede, forsøgte i det hele taget og få sp mange sanseindtryk, han kunne. At dømme efter lugten, havde katten ligget under den terrasse, som Meira fortalte om, i mere end en dag. Mærkerne på dens hud lignede mest, at nogen syntes det var sjovt at øve sig med en barberkniv på den, lige meget hvor meget den måtte have pivet. Hjertet slog smut... ikke jævnt. Et par af tæerne manglede og spidsen af halen. Guderne måtte vide, hvornår den sidst havde fået noget at spise.

Med et ryk trak sergenten hovedet til sig, da katten langede ud efter ham. Den havde forsøgt at knurre af ham, kunne han nu regnet ud, men han havde troet, at det måske var lyden af dens rumlende mave eller måske spinden.

Hans egen puls var steget et øjeblik.
"Stakkels dyr... De må gerne tage Dem af den nu..." svarede sergenten dyrlægen med en blanding af bedrøvelse og harme. Han ville ønske, han var overrasket over, at nogle væsner kunne finde på at behandle andre på den måde. "Er det bedre at jeg vente udenfor? Eller har De måske brug for en hånd herinde?" Kilian var ikke læge på nogen møde, men han var i det mindste hårdfør hvad angik den her slags skader.

Maira hadede når folk brugte dyr til at forsøge at toturrere med. noget dette lignede meget. hun så på sergenten og da han sagde hun gerne måtte tage sig af den nikkede hun. hun så på katten og så hvor afkræftet den var. "så lille mis. bare rolig vi vil kun hjælpe dig." hviskede hun til den. dens øjne faklede, den var dog stadig bundet så det første hun gjorde var at tage lidt vand og gi den i ryggen med en sprøjte. da han tilbød at blive smilte hun venligt. dog stadig såret over man kunne gøre dette. "det ville måske være en ide vis man finder mere end bare de synlige sår"

hun så på katten og tog hurtigt fat i en lille skarpel på bordet bag hende. hun nærmede sig katten igen og man kunne se at vis den ville og havde kræfter til det var den stukket af. hun tog forsigtigt hånden ned til katten da den med de to forben der var bundet sammen prøvede at slå mod hende, den trak vejret meget hurtigt.

men nu skete det som mange undrede sig over med Maira, hun tændte sin evne og kunne nu forstå alt katten sagde. "hvem gjorde dette ved dig, vokse eller børn?"
Katten prøvede svagt at miawe og det lyttede Maira meget til. "det var en folk halv voksne, de startede med at kæle mig og pludselig...." katten lagde hovedet ned og Maira lagde en hånd på dens hovede. den havde ikke flere kræfter og Maira tyssede så på den. "den siger det er teenagere der gjorde det." hun så mod sergenten, og tog hurtigt fat i et æppe under bordet. "vis De gerne vil hjælpe lidt kan De måske hjælpe mig med at holde et tæppe over kattens hovede for at den slapper mere af."

Maira så på ham med en skarpel i den ene hånd og tæppet i den anden. hun rakte tæppet mod ham. et tæppe over hovedet ville hjælpe på et ting. katten ville ikke se hvad der skete og derved ikke vide hvornår den skulle angribe. og det anet var at katten ikke kunne bide vis den lystede.

Kilian havde været klar til at træde ud af lokalet. Han var trådt et halvt skridt tilbage og havde foldet hænderne bag ryggen, som en del vagter havde for vane at gøre. Han kunne ikke forstå, hvad den stakkels kat miavede om. Hans evner lod ham sanse mere end, hvad de fleste gjorde, men han var altid nødt til at gætte på, hvad hans sanser fortalte ham. De blev ikke sådan oversat.

På katten – for han troede, at katten i virkeligheden var større, selvom den virkede på størrelse med en killing lige nu – forstod han, at den var bange og havde ondt, frygteligt ondt. Men han kunne ikke spørge den hvorfor eller hvor.

Så lettede rynken mellem de rødbrunebryn lidt. Hun forstod katten? Hun kunne tale med den? Det kom ikke bag ham, at nogen i Krystallandet kunde, men han havde aldrig mødt en. Han lyttede.
"Teenagere... man- de er så dumdristige i den alder, tænker ikke på konsekvenserne af deres handlinger." Han knurrede næsten. Armene blev kontrolleret lagt over kors. Han måtte vide, hvor hun havde fundet katten, men det måtte vente til, hun var færdig.

"Hm?" Åh, han kunne hjælpe. Han ville gerne hjælpe den stakkels kat. Kilian tog imod tøjstykket, som dyrlægen rakte til ham og trådte forsigtigt, både for sin egen og kattens sikkerheds skyld, og lagde uden at sige noget og endnu mere forsigtig tøjstykket over det lille væsens hoved.

Han så afventende på skalpellen. Rummet føltes rent. Det fik det stakkels kræ på bordet til at stikke ud i hans sanser som en sort plet på en nyvasket skjorte. Så strejfede tanken ham, at det ikke havde hilst.

"Sergent Kilian... i øvrigt." Han så stadig på katten, men han smilede en lille smule, og det var henvendt til dyrlægen.

Meira var en dyrelæge med evnen til at tale med dyr hvilket var det hun følte kunne gøre nytte for folk med dyr selv. Meira forstod hans knurren over de unge teenagere, ja de tænkte ikke altid over hvad de gjorde og det var det som kunne gøre ondt i hjertet på en som Meira.
 da han lagde stoffet over hovedet på katten var den halvt bevidstløs. hun gik over og tog fat i bagbenene på katten og forsigtigt skar hun de forbundne ben op. hun forstod godt at katten havde ondt og var udmattet. hun vidste ikke hvor længe den havde lidt.

da han pludselig præsenterede sig smilte hun venligt. "Meira Mavourneen. hyggeligt at møde Dem trods omstændighederne" sagde hun roligt og så på katten der nu var befriet på bagbenene. hun lagde skarpellen over på et bord og mærkede forsigtigt på kattens ben efter brud eller dybe sår. men det eneste hun kunne mærke var dens poters mærker efter at være bundet. de var sådan lidt maste.

hun gik over til forpoterne og gjorde præsis det samme som på bagbenene. Meira så ikke op fra katten. hendes fokkus var at hjælpe dyret og det var det hun gjorde nu, hun var dog glad for at Killian ville hjælpe ellers havde hun måske stået med håret i postkassen. "tak fordi De vil hjælpe, det gør det en del lettere" hun kunne nok tale med dyr men det var jo ikke altid dyr gjorde som der blev sagt. det var jo lige som børn. de forstod men lystrede ikke altid.

"Trods omstændighederne," gentog Kilian bekræftende. Hun virkede for ham som et godt individ. Han fortsatte med at holde klædet over offerets hoved, det stakkels væsen. Dyr var ikke normalt hans område, han arbejdede med mord på krystallisianere, men at nogen kunne behandle noget levende væsen sådan her, fik hans nakkehår til at rejse sig. Hvad kunne de så ikke finde på at gøre ved en af byens borgere.

"Jeg... det var... ingen årsag." Det var nok den mindst rigtige, af de mange fraser, han kunne have brugt. Der var jo en årsag her på bordet. Hvordan han sagde 'du er velkommen' bekymrede nok ikke Meira så meget, gættede han på. Han fandt det tit svært at finde de rigtige ord.

*Hvor længe mon de unger har ladt katten ligge der...* Den tænksomme rynke mellem Kilians øjenbryn vendte frygteligt tilbage. Måske dyrlægen kunne vise ham, hvor katten var blevet fundet. Det ville hjælpe, troede han. Og nogle af naboerne ville sikkert kende til børn, som de selv de voksne ikke følte sig trygge ved. Han skulle nok finde dem. Spørgsmålet var, hvad han kunne gøre ved børn. Han kunne jo knapt behandle dem som voksne og spærre dem inde, hvorend han gerne ville.

"Tror De, det ville være muligt at føre mig til gerningsstedet? Altså når De har taget dem af offeret- katten?" Tanken strejfede ham, at han måske ville være nødt til at forhøre katten, når den havde fået det bedre. I så fald ville han få brug for en tolk.

Meira nikkede og så på de stramme snorre om poterne, hun fik helt ondt i hjertet. hun så på det stakkels væsens sår og og gik hurtigt over til bordet bag hende hvor der stod salver og sprøjter. hun og en salve som blev brugt for at der ikke kun betændelse i sårne. hun kom over til bordet meget hurtigt og da Kilian sagde ingen årsag smilte hun venligt.

hun tog roligt salve på to fingre. "nu skal De lige holde lidt fast for dette kan svie en del" sagde hun og da hun var sikker på han holdte fast smurte hun roligt salven på poternes sår. katten klynkede og skreg i et miav. hun skyndte sig at ligge en bandage rundt om når hun havde smurt på poternes sår, så det ikke blev slikket af.

hun kunne se på kilian at han tænkte på noget og hun sendte ham et roligt blik og nikkede da hun havde smurt på alle poterne og han havde spurgte om gerningsstedet. "selvfølgelig vil jeg det." hun tog en sprøjte bag sig og en spand med vand. rent frisk vand og tog noget op i sprøjten og tog fat i kattens skind, det var så man kunne se det stod af sig selv. den kat var dehydrerat så hun tog fat i skindet og tog stille og roligt og mærkede efter hvor hun skulle stikke. hun fandt det rigtige sted og sprøjtede ind i katten så den fik væske hurtigt og kunne komme sig hurtigere.

Meira så på kilian og tog hånden over mod håndklædet og smilte. " nu kan de godt slippe håndklædet" hun tog håndklædet af og så på katten. den trak vejret lidt hurtigt og var nærmest helt væk. men  i søvn og ikke døden heldigvis. hun tog roligt fat i katten og den skreg lidt da det gjorde ondt over alt. hun gik over til burene bag kilian og lagde katten ind der og lagde en skål med mad og vand ind til den for at den roligt kunne komme sig.

"Det bliver en hård omgang at komme sig over for det stakkels dyr. men klare sig. det skal den med min hjælp" sagde hun bestemt og så på kilian.

Kilians ellers faste greb gled på bordet, mens han forsøgte at holde fast men ikke for fast på patienten. De skingre hvæs skar i hans sarte ører. Han gjorde sit bedste for at ignorere det.

Det hjalp at følge med i, hvad Meira foretog sig. Hun arbejdede hurtigt. Man brude måske ikke være overrasket over, hvor let hun havde ved at finde de ting, hun skulle bruge i sin egen klinik, men hun lod til at vide, hvor alt var og tøvede ikke. Han havde en fornemmelse af, at selv uden hendes evne til at forstå hvad katten sagde ville hun være kompetent.

Han slap med håndklædet. Det blev gjort forsigtigt og først, da han følte sig nogenlunde sikker på, at katten var faldet en smule til ro.

Katten lå og pustede træt på bordet. Den var ikke døende længere, så meget kunne han fornemme, og det lod til, at katten var ved at overgive sig til idéen om, at søvn her måske var sikkert nok. Den havde tydeligvis brug for det.

”Godt.” At Meira var villig til at vise ham gerningsstedet vel at mærke. Han rakte Meira håndklædet tøvende og samlede sinde hænder på ryggen. Han fulgte med hende hen til det bur, hvor katten skulle komme sig. ”Godt…” svarede han igen. På ham lød det som, hun snarere håbede den overlevede, end at hun vidste det med sikkerhed. Det håbede han også. Katten kunne ikke være i bedre hænder, troede han.

”Jeg forstår, hvis De har brug for tid. Jo, hurtigere vi kommer tilbage til gerningsstedet, jo bedre, så hvis De er villig til at gå nu?” spurgte han professionelt og alvorligt. Tonen kom med byvagtskiltet.

hun var faktisk imponeret over hvor godt Kilian holdte fast selv om dyret gjorde lidt modstand. men han havde sikkert holdt noget som var stærkere end en svag kat. ja hun vidste hvor alt var i sin klinik. for alt havde sin plads og sted. det var kun nr hun havde elever at hun måtte gå og finde tingene. men det havde hun bare ikke så tit. som om at der ikke mentes at være brug for en dyrlæge, men det tog hun sig ikke af nu.

Meira gik roligt ind til burene og at han fulgte med til buret gjorde hende nu ikke så meget. da han talte som en byvagt smilte hun forsigtigt og nikkede. "jeg er klar" sagde hun og skulle bare lige lukke døren til buret og så rejste hun sig op og gik mod hoveddøren, forhåbenligt med Kilian ved sig.

"jeg er nu ikke sikker på om der bor nogle der jeg fandt katten. men måske De kender stederne bedre end jeg gør." sagde hun roligt og tog en jakke på da det små regnede uden for nu. heldigvis kun støvregn.

hun åbnede døren og lod jo kilian gå ud først da hun skulle låse døren først. hun begyndte at gå mod det hus som hun havde fundet katten ved. det var faldefærdigt, med skoder for vinduerne, og løse træ på terassen. dem der havde haft dette hus havde enten gået bort eller forladt det for mange år siden.

Meira kom til huset efter ca 10 min og standsede i haven ved terassen og så på kilian. "den lå bundet der inde under" sagde hun og pegede roligt mod det sted hun fandt den. hun ville helst ikke gå i vejen men hun blev stående vis han skulle få brug for hende.

Byvagten fulgte troligt efter dyrlægen gennem klinikken, ud ad døren og ventede stilfærdigt på, at den blev låst sikkert af, og så mod gerningssstedet: Huset hvor det stakkels kræ kort og elendigt var blevet tortureret.

Han stirrede lidt på skodderner for vinduerne og hullerne i taget og de næsten tomme gyder omkring dem. Der var masser af døre ind i de nærmeste bygninger. Der var ikke nær nok plads i mellem dem til at hver dør kunne lede til mere end et, måske to værelser. De var i en af de meget fattige bydele. De her konstruktioner brød sikkert flere byggelove, men det havde man jo ikke tid til at tage sig af på byvagtkontoret, når der var lommetyve. Måske ville der ikke være så mange lommetyve, hvis man tog sig bedre af nogle af beboerne. Han kunne i hvert fald selv huske, hvordan det var på gaden.

"Her siger De?... Hmm, her er i hvert fald rig mulighed for vidner." *Hvis de da vil tale med en byvagt...* Han gik hen til huset og ned på alle fire, så han kunne møve sig under den sammenfaldne terrasse. Han kunne høre alt det kryb og kravl, der havde erstattet husets tidligere beboere.

"Har De selv lagt mærke til unge væsner i området, der opførte sig ubehageligt overfor andre?" Det var som om, der var grader af rådne væsner. De mest rådne, måtte isolere sig og handle alene og skjule sig, men et par niveauer længere nede, gik de i flok. Jo flere de var, jo nemmere var det at slippe afsted med ting: folk var tit mere bange for en gruppe.

Meira måtte huske godt på alt katten havde fremstammet inden den var besvimmet. hun så rundt og tændte for dyreforståelsen. hun kunne høre fugle tale om dem og hvad de opfattede dem som. hun hørte mus tale om to eller var det tre unge væsner der havde været her næsten hver dag på det seneste og gjort skade på huset. hun rynkede brynet da hun lyttede mere til mussende.

Meira så mod Kilian der kravlede ind under terrassen. hun bed sig i læben. hun håbede ikke han kom til skade der inde under. hun hørte hvad han sagde og vidste de nemmeste at få til at snakke var dyr. de var som sådan ikke bange for tobenede på samme måde som tobenede var bange for hinanden. "mig? nej jeg tager mig faktisk mest af dyr og deres opførelse ind væsner men.... nogle mus kan jeg høre siger noget om at der har været 2 -3 væsner der har lavet hærværk på huset. muligvis også på dets indhold siger de.... to sekunder" hun gik over hvor hun kunne høre mussende. "mus har disse væsner været ondt ved andre væsner eller dyr?" der blev stille.

der gik lidt tid da man så kunne høre små piv igen. "hmm...mmmhmm ja jeg forstår, tak" hun så ind under terassen og kunne godt se hvad disse mus havde sagt. "der skulle side et våben fast i et bræt inde i huset og an kan skimte det her fra, mussende siger de så disse 2 -3 væsner prøve at gøøre et væsen fortrad men da væsnet gjorde modstandt smid de våbnet og kæmpede mod væsnet med næver istedet for" sagde hun i håb om at det måske kunne føre til hvem det var. for våben var for det meste arvestykker jo.

Meira rejste sig og så mod kilian der forhåbenligt snart var kommet ud af terrassen. hun forstod ikke folk skulle være onde ved hinanden men hun var heller ikke ond af natur. hun så bare anderledes på verden ind hendes famile feks. og hendes jævn aldrene. hun håbede hun var til nytte for hun plejede kun at hjælpe med dyr ikke med væsner.