Valeria var med dem i dag. Vind i sejlene førte Lysets skibe mod den sorte vulkanø, hvor de sidste af Mørkets styrker holdt stand. Det største af skibene, Isaris Retfærdighed, bragte selveste Isanne Argorian med sig. Dronningens udtryk var stålfast, hendes skikkelse klædt i en skinnende rustning. Hun bar ingen våben, for hendes magi havde altid været stærkere end hendes sværdarm.

Over dem fløj Opaldragerne, deres skæl glitrende i solens skær. Ved Obsidianøerne blev de mødt af Mørkets drager, der brølede ved synet af deres ærkefjender. Længe før de første af Lysets soldater begyndte at storme stranden, var kampen udbrudt i luften med drageilden over soldaternes hoveder.

"For Lyset! For Isari!"

Sværd blev svunget og magi gnistrede, men Mørkets tropper trak sig hastigt tilbage til fæstningsværket, som var lettere at forsvare. Nu begyndte den sande kamp, mens Lysets styrker forsøgte at erobre Obsidianslottets mure. Blandt soldaterne gik den samme tanke igen - Hvor var Mørkets ledere? - og hvor var Merihem, Ærkedæmonen, som kommanderede dem?

---

Dette er en reaktionstråd for både karakterer i Lyset og Mørket, samt andre der kunne deltage i eller observere det endelige slag mellem Lyset og Mørket. Ønsker man at spille videre på specifikke handlinger, er man meget velkommen til at gøre dette i en seperat tråd.
Med denne tråd ophører Mørket som fraktion i Krystallandet. Det er op til den enkelte spiller, hvordan karakterer fra Mørkets Hær skal fortsætte deres historie - om de overgiver sig til Lyset, slipper bort for at leve i skjul eller slutte sig til Zaladins tilbedere i Kzar Mora. For mere information om plotændringer vedrørende Mørket, se denne tråd.

Fra et af de højeste tårnes vinduer, betragtede Merihem Lysets styrker storme stranden. Ansigtet var udtryksløst, på trods af, at de sidste af hans loyale folk ville omkomme her, i dag.

Hans løfter om landet, som de ville have erobret og lagt under Mørkets banner, havde alle været løgne.

Var der en ironi ved at have brugt to årtusinder på at undslippe et rige, blot for at opdage at riget netop var det, han begærede mest i verden? Ærkedæmonen havde set den verden, menneskerne havde bygget. Han havde betragtet den indefra gennem dronningens øjne, havde hørt adelsfolkenes beklagelser og menneskeracens trivielle problemer. 
Med så kort et liv, var det intet under, at de alle bekymrede sig om døden.

Og han havde erfaret, at han ikke ønskede at herske over dem.

De dødelige soldater ville aldrig være i stand til at indtage Kzar Mora igen - ikke nu, hvor de dragefødte var blevet vækket, og hans søskende var ved at genopbygge den mægtige by Aztaroth. Han havde hørt rygterne om Zaladins tilbedere, der flokkedes til den mægtige ypperstepræst. Nok var Merihems hær blevet velsignet i Zaladins navn, men bønnerne havde for længst mistet deres magt, lige som dragerne, der fulgte dem, var blevet færre og færre.

Så Merihem havde søgt andre midler. Oldgammel magi var stadig begravet i verden - fra Ørkenelvernes underjordiske rige til Amazonitskovenes dyb. På hans ene finger glimtede en ny ring - et stykke af Zethos' sjælefragmenter, med besvær udvundet under gamle ruiner.

Og i mellem tiden var hans hær langsomt blevet besejret, skridt for skridt. Fæstningsværkerne langs kysterne var tomme, mange var deserteret og de sidste ville dø eller blive tilfangetaget i dag.
Og, afvejende sine muligheder, havde ærkedæmonen konkluderet, at dette var for det bedste. Fyldt med sejrsrus, ville Lyset vende sig mod den næste fjende - dæmonriget, og i mellem tiden ville Merihem søge skyggerne, hvor han igen kunne opbygge sin magt, mens hans fjender svækkede hinanden. Han havde ventet så mange århundreder, så hvad betød et enkelt eller to mere..

Indhyllet i skyggerne forlod Mørkets Herre sin fæstning og sin hær, overladende dem til deres egne skæber, som lydende af soldaternes råb og dragernes skrig forsvandt bag ham.

Hun fornemmede hans tilstedeværelse, som han forsøgte at slippe bort i skyggerne. Ham, der havde båret hendes skikkelse og plaget hendes folk. Erkendelsen af, at han ville forlade de sidste af sine loyale folk her, ramte hende som et pludseligt lynnedslag fra himlen.

"Skån alle, der overgiver sig. Lad dem vide, at deres Herre har forladt dem."

Med en håndfuld af sine nærmeste, forlod dronningen resten af hæren. En unødvendig fare, vidste hun at generalen ville mene, men hun var den eneste der kunne spore ærkedæmonen i dette øjeblik. Larmen fra dragerne ebbede ud til fordel for lyden af bølgeslag, som den lille gruppe hastede hen over de mørke klipper.

"Stands!"

Han var svær at se med det blotte øje, indhyllet i skygger, men som krigerne begyndte at væve deres magi, blev ærkedæmonens skikkelse oplyst af Isaris lys. Hans ene hånd skyggede for øjnene, mens de sidste af skyggerne i den anden hånd materialiserede sig som et frygteligt sværd. Han havde været få øjeblikke fra at teleportere sig bort, men nu så han ud til at ville kæmpe..

"Tåbelige, dødelige væsner. Isari kan ikke beskytte jer her."

Ærkedæmonens ord nåede kun at forlade hans læber, før angrebet satte ind. For en stund så det ud som om det ville blive legende let for ham - hans skikkelse forekom ikke fast, som han undgik angreb efter angreb, både fra soldaternes våben og magi. Det gik langsomt op for Isanne, at han havde efterladt det meste af sin fysiske form for lettere at slippe bort.
En styrke, men samtidig en umådelig svaghed..

Flere af hendes soldater var faldet på de mørke klipper, men hun vidste, at han ikke ville kunne modstå fristelsen til at rette et slag mod hende. En tilsyneladende åbning og Ærkedæmonen stod foran hendes skrøbelige menneskeskikkelse. Krystallerne der dækkede store dele af hendes krop begyndte at lyse, summende af energi og al den magiske kraft, hun havde samlet. Hele hendes skikkelse begyndte at lyse, ind til en stråle af kraft stod ud fra hendes krop, overtagende ærkedæmonens skikkelse. Et udtryk af overraskelse gled over hans ansigt, som om han ikke havde forventet at en dødelig ville kunne røre ham, mens energien fortærede hans åndeform, ind til der intet var tilbage af Mørkets Herre.

"Lyset vandt i dag.."

Det var først i dét øjeblik, hun mærkede det frygtelige sår fra skyggesværdet og livsblodet, der forlod hende. Råbene fra hendes loyale soldater blev fjerne, og det sidste hun så var solens lys over sig, skinnende over landet, der nu ville være fri for Mørket.. en værdig arv..

    Den værste dag i Zahinaels minde var oprindt. Som en af Mørkets tidligste støtter - helt tilbage fra dengang, det endnu ikke hed Mørket, havde dæmonen set flere nederlag. Han havde set Zethos' fald i 1016. i Han så Varthen tilintetgjort i 1980. Han så Sabbatins kortvarige greb om landet, inden han selv måtte lade livet til Merihem i 2019. Og nu blot fem år senere bevidnede Zahinael endnu en destruktion af Mørkets herkser.
    Eller gjorde han... For hvor var spionmesteren?

    De seneste måneder havde der været fart på spionmesterens kontor. Alle spioner var kaldt i arbejde - både dem der til dagligt arbejdede direkte i Mørkets tjeneste og dem, der var sendt ud i infiltrationsøjemed. Ikke alle havde besvaret indkaldelsen, men det var ikke blevet taget så tungt. De spioner, der deltog i arbejdet, måtte være nok. Alt var gået stærkt for at forsøge at modarbejde Lysets fremgang. Alle kneb var taget i brug. Intet var blevet sparet væk.
    Men trods de mange planer, der var blevet sat i gang, eksekveret og fremskyndet, var Lyset stadig nået frem med en større styrke, end Mørket kunne modstå. Selv uden Merihems kommandosvaghed og dronningens barmhjertighed, var slagets gang som forudbestemt af stjernerne. Men selv der var Zahinael ikke en dæmon, man ville forvente sig noget lige så nederdrægtigt af som Merihems handlinger. Man forventede at spionmesteren tog nederlaget med oprejst pande og værende ved sine ansattes side. Enten dét i undergangens ræsen eller med muligheder for at få dem spredt over riget for at så splid i kølvandet på Lysets sejr. Men han var ingen steder at få øje på.
    De få, der tænkte to gange over det, lagde mærke til, at den sidste gang, de havde set eller talt med manden, var foruroligende lang tid siden. Faktisk lige inden han var draget af sted for at aktivere sine agenter i Aquarin...

Nyheden om Ethelihns død nåede Dianthos.

En deling af Lysets soldater havde rapporteret hende fundet død - nogen eller noget havde brækket hendes nakke bagfra - i sneen ved en raseret landsby nær kysten i det Nordlige Krystallandet. De havde haft strenge ordre om ikke at standse for noget - slaget var ikke ovre endnu - og havde derfor ladet lig være lig. Prioriteter. Men der havde ikke været tvivl om, hvis rester de havde fundet.

To dage senere blev et par spejdere sendt ud for at hente liget. På vejen diskuterede de, hvad deres overordnede mon ville gøre med det. Men de havde ikke kunnet finde liget igen. Snesletterne i det Nordlige Krystallandet var endeløse. Det var som at lede efter en kugle i en snedrive. Måske havde delingen husket forkert af koordinaterne og sendt spejderne på vildspor. Måske var spejderne faret vild, eller måske havde dyr taget liget. Under alle omstændigheder vendte de tomhændede hjem.

Posterne i området blev bedt om at holde udkig. Der kom ikke flere meldinger om generalen efter det. Heller ikke andre steder fra.

(flyttet fra del I fordi jeg svarede i den forkerte tråd, ups ^^")

Efterfølgende huskede Asha ikke meget af, hvad der var hændt ved Obsidianøerne. 

Flammehav fra dragekæber. Vinden i hendes ansigt. Hendes egen stemme der råbende næsten blev druknet i larmen omkring hende. Et fald - hårdt sammenstød med jorden. At komme på benene på trods af smerten, der var i hele hendes krop. Øksen i hendes hånd, som hun styrtede mod de kæmpende på jorden.

Asha vendte aldrig nogen ryggen. Om det var hendes loyalitet til den organisation, der kaldte sig Mørket, eller blot det faktum, at det aldrig havde ligget i halvorkens natur at være forråde dem, hun havde svoret sig til. Og så vidste hun ganske simpelt heller ikke, hvor ellers i verden, hun skulle tage hen.

Alligevel indså hun med beklagelse, som kampen tog til omkring hende, som hun svingede øksen og blodet sprøjtede i hendes ansigt, at hun ikke ønskede at dø. Ikke nu. Ikke her. Og som noget tungt ramte hendes baghoved, hun sank mod jorden og mørket omsluttede hende, tænkte hun på Beon og håbede, at han var kommet et sikkert sted hen. 



Hun vidste ikke hvor mange timer, der efterfølgende var gået. Sollyset ramte hendes øjne og hun mærkede hænder og fødder, som var tynget ned af lænker. Sammen med de andre fanger fra Mørket, bevægede hun sig tungt og langsomt mod skibene, der ville fragte dem mod fastlandet og den fangelejr, de sandsynligvis ville skulle tilbringe de næste mange år i.

Alligevel var der håb i de lilla øjne, der søgte mod himlen. Hun var ikke død. Og måske havde andre end hende været heldige at slippe bort i kampens hede.