Vinteren havde lagt sig som en isnende hætte langs kysterne, og det betød at man skulle begynde at klæde sig noget mere ind. Pakke sig ind i de varme lag af uld fra de mange dyr man kunne få pels af. Richard var dog af den heldige natur, at han kunne omstille sig til vejret, han havde aldrig haft gener med hverken nordens kulde eller sydens varme. Selvfølgelig havde han sit foretrukne, og det var kulden. Men han havde det tilpas i blot at trække en tyk striktrøje over hovedet, og han havde en grøn en af slagen fra Viktor fra sommeren af. 

Den levede op til forventningerne. 
Varmede den pensioneret kaptajn godt og grundigt, uden at han skulle føle sig kvalt eller tynget af flere kilo. Bukserne var næsten det samme, generelt var Richard en meget simpel mand når det kom til påklædning, han var ikke så skiftende i sin fremtrædning, det var nemt og ligetil at holde det simpelt (og vigtigst af alt: nemt!). 
Lige så nemt var det også blevet, som han havde ladet skægget gro i længden, lade det tykne og være hans varme kilde. Ikke som da han sejlede så hyppigt, sørgede for at klip det. Han var jo næsten en ny mand. 

Han var rejst til Fristavn, havde lejet sig ind på et kroværelse og var i fuld gang med at få afsluttet nogle af sine mange samarbejder han havde dernede. En afslutning eller pausering, det var godt det samme, han ville med nemhed kunne opstarte noget nyt når det kom til det i sidste ende. Kattesmildet var hvor han havde indlogeret sig og som aften stille var faldet henover byen for de mange pirater, fragtmænd, kriminelle og ved Guds nåde hvad der ikke ellers var der. Gamle officer og flådesmænd var også at finde i krogene, det krævede blot man åbnede øjnene for det. 

Det var rart, men svært. Det havde været måneder siden sidst han skulle forholde sig til flåden, og det var behageligt. Men alligevel var der noget som syntes at mangle. 

Et glas mjød blev sænket op for Richard af kromutteren som en gæstfrivane, og han tog det ikke så tungt, men tog i mod glasset og lod sig sidde med nogle gode handelsfolk han havde kendt siden opstarten for sig selv. De var stille begyndt på et kortspil for morskabens skyld, men set ude fra, ville man tænke det værste. Hassardspil. 
Den ældste mands hånd klappede Richard på ryggen, en tyk røg forlod mandens læber som han sad med en cigar og lod den ose ud i mellem selskabet: "Du vil blive savnet i rådet" lød det som de tabte til Richards ellers vage hånd af kort. Men spillet måtte gå på ny runde, og Richard begyndte at blande kortene. 

 Som en kontrast til sommerens lune, der lysnede Oskaris krøllede hår i lyse nuancer, var det i vinterens mørke, farvet i et skær af flydende honning. Blødt og legende, mens overskægget sad skarpt og vedligeholdt. Oskari var ikke til at tage fejl af i sin hvide officer uniform, en vision af disciplin og elegance. Uniformen, stram og velplejet, sad perfekt omkring hans høje og ranke ryg. Hvert fold og hver søm synes omhyggeligt arrangeret, og de skinnende knapper sad som perler på en snor langs uniformens front. Ærmernes manchetter var krøllet med præcision, og hvide handsker hvilede tæt omkring hans hænder som et ekstra lag af renhed. 

 Over den hvide pragt var Oskari klædt i en tyk, berlinerblå jakke der omfavnede ham som et beskyttende skjold mod den bidende, kolde havluft. En bred uldkrave omkransede hans hals for ikke blot at holde på varmen, men også at udstråle en form for formalitet. Oskari var perfektion fra top til tå - det eneste der ikke var perfekt i hans liv, var manglen på en helt bestemt søfarer. Ikke fordi han savnede vedkommende, Isari bevares. Nej, det var snarere manglen på ham, der efterlod en tomhed i Oskaris daglige rutine. Underholdningen, der engang havde udgjort en betydelig del af Oskaris strategi til at bevare sit mentale klarsyn ved at pine Richard Fjord, var forsvundet. 

 Det var ligefrem et chok for den unge officer at få besked om Richards fratrædelse som kaptajn. Og at han ovenikøbet skulle få det at vide af Charles Pearson, var en fornærmelse uden lige.
 En pensioneret kriminel? Hah! Ikke hvis det stod til Oskari. Han ville slæbe den gamle mand ud på havet igen, om det så gjaldt - Richard kunne ikke bare sige; 'det var det' og forlade erhvervet. Ikke uden Oskaris tilladelse. Han var den der bestemte hvornår de var færdige med at lege katten efter musen. Men den forhenværende kaptajn var ikke til at opsnuse. Og som månederne gik, var officeren faldet ind i hverdagen som den nu engang var; uden Richard, og fyldt op af andre vigtige gøremål.

 Så det var til Oskaris store overraskelse, hvem han fik øje på, da han tilfældigvis trådte ind på kattesmildet den aften. Midt i forsøget på at banke sine vinterstøvler fri af slud, var det som om de klare, isblå, øjne fik tunnelsyn i retningen mod den ældre kaptajn der sad omringet af røg og latter fra de andre gæster. Oskari strammede kæben, og måtte blinke for at være sikker på at han havde set korrekt. For det ville være noget så pinligt at tage fat i den forkerte. Med brystet skudt frem, og en vigtighed i sine skridt, gik han direkte mod bordet hvor han sad. Kortspil? Hasard? Var han ikke kriminel på havet, så var han det vel istedet på land. Panden krusede sig, og mundvigen sitrede for at løfte sig i et smil. Fundet. 
 "Så det er her du gemmer dig?" Han lagde sin hånd tungt på Richards skulder. Hagen arrogant hævet, og blikket fastlåst på ham. 

End ikke en skat kunne være gemt fra søgende folk længe ad gangen. Richards fred måtte kun vare så længe, som guderne tillod det, og han var vel ikke overrasker det i længden. Oskari var en del af det liv, han havde. Livet var ikke glemt, men der var gået hverdag i tingene. Hængepartier var hvad det hele var. De sidste strenge til det glemte liv. 

Den sørustne herre lo kort: "Jeg forsvinder jo ikke fra kred-" og hånden som faldt tungt på hans skulder, vendte sit fokus mod hånden, opad armen indtil han så den unge rod af en flådens blå farver. "Riten" hilste han blot som det første og vendte sit blik mod hånden med kortene som skulle deles ud. "Tag i en runde uden mig" og stille fik han delt kortene ud så spillet uden gevinst kunne fortsætte, mens han selv skubbe stolen let ud fra bordet og fik rejst sig fra. Armene sat på mod hoften og blikket der så sigende mod Oskaris. 
En ulv havde set mindre glubsk på en hare. Han havde dog intet i øje for sig med den unge flådeofficere. "Hvad er der, Oskari?" og uden helt at indbyde til det, trådte han alligevel lidt væk fra selskabet og gjorde det indirekte påtvungen at den blåøjet mand måtte følge med, hvis det var i hans interesse at snakke. Hvorfor skulle han ellers have opsøgt ham nu. 

"Givar Charles dig allerede grå hår?" for at stik lidt, men uden at skænke det lyse hår en opmærksomhed. Ikke endnu. 

 Som de cognacfarvede øjne nåede Oskari, berusede det ham i en nyfunden spænding han havde savnet. Riten, var alt hvad kaptajnen kunne brumme, som hvis deres gensyn ikke havde været andet end et par dage siden - når det i virkeligheden havde været måneder. Fingrenes greb strammede sig i den brede skulder han endnu havde tag ved, men slap den endelig da Richard annoncerede sin fraværelse ved spillet der skulle til at begynde. Blot for at starte et nyt med mig, tænkte Oskari. For var deres relation til hinanden ikke andet end et spil? sænke slagskibe, hvis man kunne beskrive det således. 

 Lyden af stolen der skubbede sig ud, fik Oskari til at træde et skridt baglæns og gøre plads til at den ældre kaptajn kunne rejse sig. Det sigende blik, fik nærmest den yngre officer til at se trodsigt tilbage på ham. Som et barn der med uendelige forsøg aldrig fik lov til at få sin vilje. Men Richard havde givet sig alligevel, og forladt sit tidligere selskab for at træde til side med Oskari - så på en måde var det vel en lille sejr for officeren. 

Oskari fnøs af kommentaren, men den familiære stikken føltes alligevel som en velkommen sitren i hans krop. Armene lagde sig over kors, og den øvre læbe løftede sig i afsky. 
 "Nyder du livet som pensionist?" gav han igen, mens blikket vandrede op og ned af ham. "Eller, er du nu også dét, når du nu sidder her og spiller hasard." lød det spydigt fra ham med et hævet bryn. Bedrevidende endda. 

Der var ikke spor mange ting at komme efter i deres relation, men alligevel. Noget stak under og det havde det gjort særdeles siden eftermiddagen på skibet. Aldrig havde de aldrig stået så tæt, men Oskari havde presset citronen og nu stod de her. Månederne havde ikke taget hårdt på nogen af dem, men Oskari så næsten trist ud. 
Hvorfor Richard skulle nu stå her med ham. Det var slet i hans drømme. 

Men de fik alligevel deres sidste dialog sådan. 

Øjnene smallede let og han trådte alligevel et skridt det lille skridt tættere på, så de næsten kunne stå på tå af hinanden. "Jeg spiller ikke hasard spil, og det ved du" brummede han ind i mellem dem. 
Men han tog det ikke helt så tungt, det gjorde ham ikke noget. Denne nærvær gjorde ham intet. "Og ja" svaret han en smule mere stille til det første spørgsmål. Men det var tydeligt, at det ikke var helt livet for ham, men at det var hvad det var. 

 Som en hane der forsøgte at vise sin dominans, puffede Oskari brystet tydeligere frem da Richard trådte tættere på. Han var intet i forhold til den ældre søfarer når det kom til ren muskelmasse, hvorfor han måtte puste sig op for at komme nogenlunde nær den andens størrelse. Eller ihvertfald, syne således. 

 Armene lå stadig stramt krydset over hinanden. Det her var ikke første gang at de havde haft sådanne stirrekonkurrencer.. men noget havde ændret sig, afstanden mellem dem smallede sig. Ligesom det havde gjort sidste gang. En voldsom intimitet som Oskari ikke ville tyde meningen bag. Had, kunne vel også føles intimt. 

 Den stolte officer hævede et bryn ved den andens brum. Han var ikke overbevist.
 "Det hjælper ikke ligefrem din sag, at jeg finder dig her i Fristavn af alle steder." Argumenterede han med et arrogant fnys. Ånden fra den anden krøb i næsen på Oskari. Det lugtede af spiritus, mjød og forkert selskab. Eller måske var det det rette selskab; sammen med alle de andre smuglere og pirater. Hvorfor havde Oskari først tænkt at Richard ikke hørte til her? Tag dig sammen for helvede. 

 "Ja?" Gentog han skeptisk. Han skævede mistroisk rundt i krostuen, hvor et broget klientel af forskellige størrelser og former fyldte bordene. Han burde arrestere størstedelen af dem. Men flådens officere havde sin største magt på vandet og uden håndgribelige beviser, kunne han intet stille op. Hvorfor Richard forsat gik rundt uden lænker om benene. 
 "Du tror du kan slippe fra dine ugerninger ved at frasige dig titlen som kaptajn?" Det måtte vel være dét. Richard Fjord måtte have begået noget så lovstridigt at blev han opdaget i dette, var der ingen vej tilbage for ham. 

Blikket kunne med en mildhed falme let, studse ned af den unge officers uniform og krop i et, kun for at ende mod de klare blå øjne. Se genspejlingen af sig selv i det ferskvandshav at øjne han havde. Fysik var intet i denne sag, de havde for et år siden bevist at det handlede om så meget mere. Dybde, indsigt og rolighed. Oskari evnede ingen af de tre ting dog, han var for meget som sin far. 

Men kaptajnen var sikker i egen sag og beslutning. Deres sammenstød ville bryde op hurtigere end havfruer med sømænd til søs. “Havde du foretrukket at finde mig i smuglerhavnen for at have noget konkret på mig da?” Fnøs han uinviterende. Fristhavn var et stop, alle kunne opholde sig der uden at være kriminel, at Richard så i virkeligheden var det, var sagen irrelevant. Han var der uden betydning - som altid.  

Et skridt blev trådt. Baglæns. Afstanden var ægte, som himlen aldrig rørte jorden. “Mine ugerninger for fratrædelsen er for min datters skylds. Din far kunne lærer lidt af det” indirekte for at Oskari selv kunne stige i rang og videreføre sin slægt uden at træde i skyggen af den vandrotte. Hans privateforetagen var dog ikke noget som vedkom omverden eller dens problematiske individer. I stedet for at lege yderligere med, trådte han helt væk og tilbage mod sit bord. “Mhmh” brummede han blot. Farvel og tak, deres samtale var slut. 
Sædet faldt til igen og mjøden stod endnu halvtom for ham. Men grebet om den føltes pludseligt lille, og indholdet blev halveret hurtigt, for at spillet kunne fortsætte.

 Om Oskari havde foretrukket det? Han lænede sig overvejet frem. De klare blå øjne på en mission, mens han så direkte ind i Richards. 
 "Det ville være en løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke gjorde." Stemmen var dæmpet, nærmest silkeblød. En kontrast til de fjendtlige vibrationer der ellers lå om dem. Oskari lagde afstand til dem igen uden at slippe øjenkontakten. Richard føltes længere væk med skridtet han selv tog, baglæns. Lad ham ikke slippe væk. Men Oskari gjorde ikke mere end at løsne de korslagte arme en smule. 

 I baggrunden kunne han høre stemmer han kendte træde indenfor. Men de blandede sig hurtigt med larmen af de andre gæsters da hans opmærksomhed lagde sig prompte på det næste Richard sagde. Vent, har Richard en datter? Oskari prøvede at rode rundt i kammeret af information han havde på den anden. Tydeligvis var dette noget han kendte til, men ikke lagde stor energi i at huske.

 Uniformen føltes pludselig kvælende for ham da hans far blev nævnt i samtalen. En blodåre dunkede vredt ved tindingen, men Oskari forsøgte at virke upåvirket af kommentaren ved at bide ned i tungen. Kontroller dig selv. Han smallede et stramt smil, mens øjnene gnitrede elektrisk i krolysets skær. Det var ikke her at en flåde officer skulle lave en scene. Stikpillen fortjente ingen kommentar, den eneste respons var hjertet der hamrede vildt i brystet for at hive fat i den gamle nar og pande ham én. 

 Han skulle til at forsvare sig, jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved min fars beslutninger. Men da læberne spredte sig, og han lagde op til at sige noget, havde Richard allerede forladt deres samtale og sat sig ved sit bekendtskab. Oskari var målløs, næverne knyttede sig utilfreds i en let rysten, mens han stirrede i en.. to sekunder på Richards nakkehår før han besluttede sig for at vende om på hælen og gå sit eget mandskab i møde. 

 De havde fundet en plads, ikke så langt fra hvor Richard sad, men stadig uden for hørevidde. Den varme jakke blev åbnet før Oskari satte sig, og svang den om stoleryggen. Martinique var den første til at sige noget, eftersom han havde set det hele. 
 "Hvad er der med dig og din skæve besættelse af Richard Fjord? Tydeligt utilpas ved at spørge, men han prøvede at holde det let ved at overdrive det. 
 "Min hvad? Der tager du fejl. Jeg er ikke besat af ham. Jeg er passioneret af retfærdighed. Og hvad der er mest retfærdigt er at få ham afsløret for den han er." 
Martinique løftede et bryn, mens han hvilede hagen i hånden, og tænkte på hvor mange gange Oskaris påstaet passion, lignede en besættelse. 
 "Manden sejler ikke længere, Oskari." En lille hentydning lå bag ordene: lad det ligge. 
 Det gyldne overskæg mimrede irritabelt mens læberne gned sig over tværs af hinanden. Han gad ikke at høre på det. 
 "Skal du have øl, eller mjød? Øl? Så gerne." Besluttede han inden Martinique kunne nå at svare. Hånden røg i luften og en storbarmet kvinde svævede nærmest hen over gulvet til dem og tog imod bestillingen. Inden længe sad Oskari og hældede i sig, mens han ud af øjenkrogen, skulle skæve hen til Richard og holde øje med ham. 

Cognac og ferskvand matchede ikke op, de kunne ikke sammenlignes på nogen måde. Men der var noget over alt det Oskari gjorde, hans fremtoning sukkede efter noget. Hungrende for en form af opmærksomhed og anerkendelse som Richard ikke kunne imødekommende eller gennemkode som det var, ej at det var i hans interesse at finde ud af. Men deres dialog var alligevel ved vejs ende - for en sidste gang forhåbentlig. 

Vandet slugte færre skibe i storme end hvad Oskari Riten gjorde med sit blik, men blikket i sig selv var et hav. Farligt, tungt og umætteligt. Det kunne ikke svømmes i. 
Men der var nogen som kunne tæmme et hav, og Richard var den mand. Det var ham ikke en udfordring, Riten var ham ikke nogen udfordringer. Så at han havde kunne forlade ham på den måde, var et levende bevis. 

Men Oskari faldt ud af tankestrømmen og hans tilstedeværelse blev glemt. Det var som om de aldrig havde snakket, men alligevel faldt der lidt snak på Richard og hans datter - som end ikke de andre havde hørt om. Det var ikke meget der blev sagt, men alligevel kunne han da nævnte kort nogle ting. At han ikke kendte til hendes eksistens, at hun var 17 eller noget. Mindre deltaljer. Ligegyldigheder, men han fortrød måske en smule sine beslutning for, hvordan han havde givet afkald på det som ar hans sit liv. 
I sidste ende var det ved at blive sent, og sømanden måtte trække i land. Han takkede vennerne, kollegaerne og partnerne for deres tilstedeværelse og hyggen de havde haft. Mjød var drukket, men de havde klart taget flest, han havde haft rigeligt i sine tre. Men alligevel var det mere end tre for meget. 

Richard var på vej op mod et kroværelse på kattesmilet, betalt og klar til ham. Der var roligt, skønt at officeren havde deres egen larm for sig. 

 Timerne, hvor der var blevet drukket rigeligt og sludret, syntes at passere i en hast ifølge Oskari. Der var endda plads til en uskyldig omgang kortspil, og et par fortryllende kvinder sluttede sig til deres bord. Officerens hat var blevet taget af og hvilede i hans skød, mens en brunette havde fordybet sig i hans krøller med hendes lange negle. Deres læber havde sikkert også mødtes et par gange, men den unge flådeofficer var åndsfraværende, og hans blik vandrede over mod en anden brunette, med brede skuldre og et tykt skæg. Hvad diskuterede Richard med dem, der sad omkring ham? Oskari kunne se læberne bevæge sig, men han kunne ikke tyde dem. Mundaflæsning var ikke noget, han nogensinde havde været god til.

 Som en høg, med højnede sanser, bemærkede Oskari med det samme Richard rejse sig fra sin plads og vandre bort. Til gæsteværelserne, antog Oskari og rejste sig prompte med et sejlende hovede, og en krop der vippede lidt fra side til side før han genfandt en kontrol. 
 "Hvor skal du hen?" Kaldte Martinique efter ham. 
"Pisse, hvad ellers." prustede han lidt, en hvid løgn, og begyndte at bevæge sig i retningen af hvor Richard lige havde gået. Der var ingen tid at spilde. 
"De fleste går altså bare udenfor, og gør det." grinte kollegaen som respons, tydeligt pløret. 
"Det sku da pissekoldt!" forsvarede Oskari over skulderen, og rystede på hovedet. Sagde Martinique mere, kunne han ikke høre det. Hans fokus lå andet steds. 

 Med et par forsinkede skridt efter Richard, havde han sneget sig forbi kromutter, og andet personale, mod værelserne. Han nåede akkurat at indhente den forhenværende kaptajn. 
"Hey!" råbte han ned ad gangen til ham da han opdagede ham. "Vi var ikke færdige med at tale!" lød det vredt fra ham mens han svajende, men resolut tog hurtige skridt mod Richard Fjord. 

Freden kunne ikke vare evigt, som stormen på havet måtte ske. Vandet steg i takt med månen trådte frem i sin fuldeste form. Lyden af tordenskrald rumsteret og Richard vendte sigt roligt rundt. 

Fuldstændig bedugget og diset, kunne officeren se eller trådte han i uvished. Gik planken ud, frivillig. Men alligevel stod Richard og afventede hans trampende skridt, døren blev åbnet og afventede entre. “Hvilken samtale?” Måtte han alligevel spørge. 
Bagateller. 
Men studsede alligevel småt over omstændighederne. Hvorfor skulle han skændes med ham, deres veje havde passerer. Forlængst. 

Vageligt sank han et suk og lagde hånden på Oskaris brystkasse. Et stop, en støtte. “Dine søben savner havet,” kommenter han småt, selvom det var tydeligt druk. Men manden orkede ikke at skændes eller hænges sig op i de ting.

 Oskaris tunge fodtrin efterlod en resonans, en klangfuld eftersmag som en afskedsskygge fra hvor han var kommet. Han dæmpede dog sit tempo, da han opfangede, at Richard var standset. Deres øjne mødtes endelig, og for Oskari fremstod det som en indbydelse til, at bølgerne nu kunne skylle over kaptajnen. Han var bølgen. Uvægerligt ville de blive indhyllet af en stormflod, farvet af alkoholens dis og kaotiske følelser.
 "Den du forlod før tid." fnyste han, og de honningfarvede krøller svajede i en vildfaren dans. Før havde de været redt pænt væk under hatten, men de feminine fingre fra tidligere, havde gjort et umådeligt rod ud af dem nu. Der var hverken takt eller tone at finde hos Oskari i denne tilstand.

 Med et dunk ramte officeren den andens hånd som var det en hård mur. Han så ned på de brede fingre der stadig lå på hans brystkasse, for han ville ihvertfald ikke trække sig. Blikket sejlede op ad Richard igen, forsøgte at stille skarpt på manden foran sig med et langt blink. Øjnene var tørre, for en gangs skyld. 

 Utilfredse lyde blev brummet, mens hånden affejede kommentaren om søben. 
"Ha," lød det tørt fra ham. Richard skulle ikke prøve at vildlede ham nu.

 Oskari bemærkede ud af øjenkrogen at døren til Richards værelse var åbent, og uden yderligere planlægning, forsøgte han at møve sig forbi Richard for at gå derind. Kom de ind på værelset, kunne Richard ikke bare lige sådan slippe væk igen! 
 "Hvorfor skal jeg høre fra Charles Pearson at du ikke længere sejler?" tungen var tyk af harme. Prøvede Richard at holde ham fra at gå ind i værelset, gav han ham kamp til stregen. De var først færdige når Oskari tillod det!

Tankerne var endnu klare som en let dækket himmel af småskyer. Det var ikke noget som forstyrret ham, men han mistænkte at Oskaris tanker var dækket til som en sortlagt tordenhimmel med disen tungt liggende om sig. Han kunne knap se fyrtårnets lys for 300 meters afstand, det var han overbevist om. Skridtene tunge som en elefant gik på list på glas. 

Hvilken samtale forlod Richard før tid, hvad var der med disse mænd af Riten. Deres arrogance hang dem langt ud af røven, og det syntes aldrig at få en ende, men Richards nyfundne tålmodighed var vokset hele to centimeter, så han afventede at der ville være blevet givet en uddybning. 
Under, forbi og over hånden der ellers lå velplaceret på brystkassen, kunne han nu vidne at Oskari havde møvet sig ind på værelset af hans, og et tungt suk lød som skuldrene sank, og selv trådte han ind og lukkede døren let i. "Hvad er der med jer flådefolk" mumlet han for sig selv og trådte lidt dybere ind i rummet, indtil han kunne sætte sig på sengens bundgavl som lænestykke. 

"Hvad?" lød det træt fra den pensioneret sømanden. "Hvorfor går du op I om jeg sejler, Oskari?" hvad havde det af betydning for drengen. Savnede han at lege katten efter musen. For det gjorde Richard så sandelige ikke. 

 Den eneste lyskilde af deres var i gangen der nu slukkedes som døren blev lukket i. Kun en smal stribe af lys sneg sig gennem den smalle passage ved dørtrinet. Oskari måtte misse lidt med de trætte øjne indtil de så langsomt begyndte at vænne sig til mørket. Det var muligt at se silhoutter. 

Sagde det ikke sig selv, hvorfor Oskari gik op i om Richard sejlede eller ej? Det behøvede der vel ikke at blive lagt ord på. Han stod stadig i midten af rummet - blikket vendt i retningen af den mørkhåret mand. Han gad ikke at svare på det. Det vigtigste var at den forhenværende kaptajn vidste at Oskari var utilfreds med hans valg.

 Oskari klemte øjnene sammen for at skimte bedre rundt i rummet - Og som hvis en tanke pludselig slog ham, kom det ud af det blå; "Hvor er din lille legesag henne?" Han løftede hånden for at indikere den højde, han mente, drengen han havde set på skibet, have haft. Kroppen slingrede lidt, og et overlegent smil løftede sig i mundvigen.
 "Du har måske smidt ham videre til nogle andre, efter du var færdig med at bruge ham, hva'?" Udstødte han spydigt. Tonelejet var præget af en blanding af overlegenhed og subtil ironi. Selvom det hele bare var noget han formodede, og ikke anede en skid om, var det stadig en fornøjelse for ham at provokere Richard. 

Solidt placeret ved sengens bundgavl i fodenden lod den pensioneret kaptajn sit fokus hvile mod den vaklevorne officer. Burde Richard kalde hans, Oksaris, højre hånd op for at få ham til at tage knægten med sig, eller skulle han blot lade Oskari få sine ting ud af vejen, og så i håb om at det ville sende ham videre. 
Blikket smallede en snert og næsen et let rynk. Det var sprutten der talte, det var han ikke i tvivl om, men selv for en Riten var det et lavpunkt. Richard tog en dyb vejrtrækning så brystkassen hævede sig sagte. "Han er rejst hjem, hans lille dannelsesrejse er slut" fortalte han monotont og afvisende. 

Richard morede sig ikke over dette, men alligevel smed den lyshåret mand sig omkring med antagelser og gustne hentydninger. "Han var en gratis arbejdskraft mod at komme ud og opdage noget andet end sit adelige liv, Oskari." fortalte han efterfølgende, men alligevel faldt armene let spændt over kors som han sad der og skulle forklare sig selv. 
Det var ikke et ømt punkt, men det var et privatpunkt. Oskari vidste hvad han gjorde og hvad han mente med sine uhørligheder. 

"Skal du ikke ned til din babysitter og de halvtømte krus?" 

 Oskari prustede tungt til ordene der flød rundt i det mørke rum. Dannelsesrejse og gratis arbejdskraft.. han hørte det, men det var jo ikke sjovt, når Richard ikke reagerede. Skjorten føltes kvælende, og i et kort øjeblik følte han sig kvalm. Det var for meget alkohol på så kort tid. Blikket gled nedover Richard, så meget han nu kunne se af ham. Men han kunne høre hvordan armene gned stramt henover hinanden. Fibrene i hans uldtrøje afslørede det. Så der var alligevel lidt ilter attitude tilbage i kaptajnen.. perfekt.

 Støvlerne førte ham, og lukkede distancen der havde været mellem Richard og Oskari. Jo tættere han kom på ham, jo mere af ham kunne han tyde i mørket. En flimset hånd kom nær kaptajnens brede brystkasse, og prikkede hårdt til ham med to fingre. 
"Vil du allerede af med mig?" kom det flabet fra hans mund, og han rynkede panden yderligere ved babysitter kommentaren. Hånden pressede hårdere i et provokerende skub. 

Hovedet let vippet forover for at se ned ad sig selv som de to fingre af den unge officer stod og prikkede mod hans brystkasse. Fingrene kunne ikke stikke dybere, men alligevel forsøgte de. Solidt plantet på fødderne, løsnede han blot armene fra deres fold og som man ville nedlægge en bjørn, uden at virke truende mod den, ført han med en langsom bevægelse hånden op for at tage fat om håndledet på Oskari. "Hvad skulle jeg ville med dig, Oskari?" spurgte han og lod øjnene smalles let. 
Det var på gyngende grund. 

Næppe ville Oskari gå frivilligt som det var i øjeblikket, men måske. 

Oskari følte Richards hånd lukke om hans håndled, og en uventet følelse af varme spredte sig gennem ham. Det var som om, verden stod stille i et øjeblik, og han kunne mærke hvert eneste af Richards fingeraftryk på sin hud. Om det var på grund af mørket at hans sanser skærpede sig, eller om der lå mere til det, havde Oskari ikke lyst til at dykke ned i. Han betragtede den ældre mand foran sig, hans ansigt udtryksløst bortset fra de smallede øjne, der borede sig ind i Oskari som et par skarpe pilespidser.

Et hånligt smil lod sig danne på Oskaris læber, selvom han kunne mærke en snert af desperation gemt bagved. 
"Hvad skulle du ville med mig, Richard? Tja, jeg troede, du måske havde brug for nogen til at minde dig om, hvordan det føles at være i selskab med en rigtig sømand," svarede han og løftede elegant det ene øjenbryn. "Eller måske, bare måske, kunne jeg minde dig om, hvorfor du ikke burde stoppe med at sejle." Han lod ordene hænge i luften, som om de var et lokkemiddel, der skulle vække noget i Richard. Oskari selv var ikke sikker på, hvad det var han prøvede at opnå med sine ord, men han kunne ikke lade være med at føle sig trukket mod den ældre mands tilstedeværelse. Måske var det noget mere end blot modstand, måske var det en slags trækken mod hinanden, som to magneter der uundgåeligt blev tiltrukket af hinanden. Men det var ikke tid til at overveje det nu.