Nicodemus havde haft et håb om, at have tid til at tænke, ville hjælpe på det væld af følelser, der hvirvlede i hans krop. Erkendelsen af, at Calistra var en dæmon, havde slået hul i hele den unge adelsmands opfattelse af ting, som
godt og ondt og
dæmoner og mennesker.
Men jo mere han tænkte, desto sværere blev det. På den ene side var det faktum, at hun ikke var, hvad han havde troet, og at det hun var, uundgåeligt ville bringe mange komplikationer med sig. På den anden side havde hun valgt at betro sig til ham, og hun troede oprigtigt på, at hun ikke ville ham noget ondt. En lille, lokkende tanke i hans baghoved kunne heller ikke helt se bort fra spændingen ved, at hun ikke blot var en almindelig adelsfrue. Hvad det ville betyde for deres fremtid .. Nicodemus var endnu ung, og den slags overvejelser kunne vente.
Da middagstid var ved at oprinde den første dag, stod én ting lysende klart: Han kunne ikke stoppe med at tænke på hende, og hvad end deres fremtid ville blive, var han nødt til at se hende igen.
Han greb sine ting og gjorde klar til hastigt at begive sig mod markedspladsen, allerede vidende, at han var ved at blive sendt på den. Han nåede dog ikke ud fra paladset, før en forfærdelig, skingrende røst afbrød ham.
"HR ISENWALD! DETTE ER HØJEST UACCEPTABELT!" Hjertet sank i livet på Nicodemus, for han havde helt og aldeles glemt, at han havde undervisning med Frøken Reier i dag. Desperat så han, hvordan solen passerede middagstid, mens hun skældte og smældte og alle undskyldninger om, at han havde et ildebefindende og
virkelig havde brug for at komme væk, faldt for døve ører.
Han kunne blot håbe, at Calistra ville være der dagen efter.
På andendagen forlod han paladset i god tid, snigende sig uden om eventuelle forhindringer som en mestertyv. Men så kom byens gader, og mens han med ængstelige øjne holdt øje med solens position på himlen, måtte han se sin vej spærret en væltet vogns indhold og en arrig byvagt, der var i gang med at afspærre gaden.
Med hjertet bankende i halsen, måtte Nicodemus tage en omvej. Han begyndte desperat at se op mod solen, som han løbende nærmede sig duften af tærte
og forhåbentlig Calistra. Middagstid var passeret.
Synet af det lyse hår ved ønskespringvandet fik en bølge af lettelse over den unge adelsmand, som han stakåndet kom tonsende:
"Calis- undskyld, jeg kommer for sent!" Pustede han.