Den første dag siden midsommerballet var allerede gået og Calistra havde kun kunne samle sig om at være der et par timer den første dag, de hvirvlende tanker om Nicodemus faktisk ville dukke op havde været for overvældende til at kunne druknes i lækker tærte og andre fine ting fra markedspladsen. 

Indhyllet i solens stråler fra den kun let skyede himmel sad Calistra med noget mere ro i kroppen end dagen før og ventede på at tiden endelig nåede frem til middag, hun havde sat sig for at vente længere denne dag end den forgående, ikke blot for at give ham en større chance for at kunne nå at dukke op, men lige så meget for at hvis han faktisk ikke kom så var hans svar mere klart.

Så Caistra sad i sit dagligdags tøj med benene over kors på en bænk ved springvandet en urørt tærte ved siden, ekkoet af et plask lød bag hende som hendes krystal landede i ønskepringvandet hvorefter hun stille sad og håbede og ventede.
Men selv da den nåede over middag var der stadig ikke nogen skygge af Nicodemus. 

Nicodemus havde haft et håb om, at have tid til at tænke, ville hjælpe på det væld af følelser, der hvirvlede i hans krop. Erkendelsen af, at Calistra var en dæmon, havde slået hul i hele den unge adelsmands opfattelse af ting, som godt og ondt og dæmoner og mennesker.

Men jo mere han tænkte, desto sværere blev det. På den ene side var det faktum, at hun ikke var, hvad han havde troet, og at det hun var, uundgåeligt ville bringe mange komplikationer med sig. På den anden side havde hun valgt at betro sig til ham, og hun troede oprigtigt på, at hun ikke ville ham noget ondt. En lille, lokkende tanke i hans baghoved kunne heller ikke helt se bort fra spændingen ved, at hun ikke blot var en almindelig adelsfrue. Hvad det ville betyde for deres fremtid .. Nicodemus var endnu ung, og den slags overvejelser kunne vente.

Da middagstid var ved at oprinde den første dag, stod én ting lysende klart: Han kunne ikke stoppe med at tænke på hende, og hvad end deres fremtid ville blive, var han nødt til at se hende igen.

Han greb sine ting og gjorde klar til hastigt at begive sig mod markedspladsen, allerede vidende, at han var ved at blive sendt på den. Han nåede dog ikke ud fra paladset, før en forfærdelig, skingrende røst afbrød ham. "HR ISENWALD! DETTE ER HØJEST UACCEPTABELT!" Hjertet sank i livet på Nicodemus, for han havde helt og aldeles glemt, at han havde undervisning med Frøken Reier i dag. Desperat så han, hvordan solen passerede middagstid, mens hun skældte og smældte og alle undskyldninger om, at han havde et ildebefindende og virkelig havde brug for at komme væk, faldt for døve ører.

Han kunne blot håbe, at Calistra ville være der dagen efter.

På andendagen forlod han paladset i god tid, snigende sig uden om eventuelle forhindringer som en mestertyv. Men så kom byens gader, og mens han med ængstelige øjne holdt øje med solens position på himlen, måtte han se sin vej spærret en væltet vogns indhold og en arrig byvagt, der var i gang med at afspærre gaden. 
Med hjertet bankende i halsen, måtte Nicodemus tage en omvej. Han begyndte desperat at se op mod solen, som han løbende nærmede sig duften af tærte og forhåbentlig Calistra. Middagstid var passeret.

Synet af det lyse hår ved ønskespringvandet fik en bølge af lettelse over den unge adelsmand, som han stakåndet kom tonsende: "Calis- undskyld, jeg kommer for sent!" Pustede han.

En let Vulpisnog formet sky flyttede sig dovent over himlen som Isaris smil krydsede middag, og alt tydede på at Nicodemus heller ikke kom idag. Alligevel kunne Calistra ikke ladevær med at lige vente lidt længere, for det kunne jo være! 

"Nicodemus?!" klingede det med blanding af glæde og forvirring, han var faktisk kommet?! En lille del af hende kunne ikke ladevær med at tro på at det faktisk havde virket at ønske med krystallen i springvandet, hvor overtroisk det end måtte være.
Hun for op så hastigt at den urørte tærte næsten væltede i forbifarten som krydsede gaden for at omfavne ham.

"Du kom!" Peb hun som tårene løb ned af kinderne, "Jeg havde ikke turde håbe.."  Hendes hjerte truede med at bryde ud af hendes bryst, det var svært at tro at han faktisk var villig til at acceptere hende for hvad hun var, men han var her og det var det eneste der betød noget  hendes verden.
Han havde valgt hende, en tanke der var varmere end solens lys og sødere end den sødeste nektar.

Hjertet bankede i brystet, og han åndede tungt, men tårene der glinsende på hendes kinder i sollyset, fik bortjaget de sidste tvivl han måtte have haft om sin beslutning. Hvad der end ville ske i mellem dem, måtte tiden vise - for nu, ville han gerne være lige her, indåndende duften af hendes hår og vidende, at hvad end hun var, ønskede hun oprigtigt at være her sammen med ham.

Armene omsluttede hende, som hun nåede over gaden hurtigere, end han selv fik krydset den, og for et øjeblik stod han blot og holdt hende tæt. "Jeg ville være kommet i går." Hviskede han. Han ville gerne have forklaret om Frøken Reier og hendes lektioner, men det virkede ikke rigtig som tidspunktet for undskyldninger.

Han lukkede øjnene og knugede hende ind til sig, men som minutterne gik, begyndte han at blive en anelse bevidst om mængden af folk, der var nødt til at bevæge sig uden om dem. "Skal vi sætte os?" Spurgte han, langsomt givende slip på krammet igen.

"Det vigtigste er at du er her," snøftede hun som Calistra slåsede med at få styr på tårene igen, hvor glad end hun var så blev det ikke ligefrem nemmere at forstå hende hvis hun var grådkvalt, selvom det var glædes tårer.

Som de stod der midt i det hele nød hun bare at mærke hans arme om sig og forsvinde ind i hans favn som resten af verden gled væk, for hun var der hun allerhelst ville være.
"Det må vi hellere." Svarede hun stille, som verden gled tilbage og folks blikke på dem pludselig kunne mærkes nu hvor de stod midt på gaden, hendes blik gled over til hvor hun havde siddet før og pludselig blev den tabte tærte meget tydelig for hende, især med fuglen der var ved at stikke af med halvdelen af det.

Som de satte sig prøvede Calistra at række ud efter hans hånd, "Så... hvad gør vi nu?" Hun havde ikke tænkt så langt andet end hun havde håbet på at han ville vælge at være med hende.