Forsættelse af "Fra havet til overfladen" - til de som mener at befinde sig der.

En ny tid var kommet for Aquarin og dets folk, og selvom hans folk var splittet over den nye vej de var i færd med at bevæge sig ind på, så følte Isaisz at dette var den rigtige vej at gå. De fleste fra Aquarin og den undersøsiske verden ønskede at forblive neutrale i forhold til den verden som foregik over dem, som de altid havde været - I Isaisz øjne havde de måske i de sidste mange år arbejdet på at komme tættere på lyset, men den almene borger ønskede at bibevare denne "selvstændighed".
På trods af at Mørket var på retræte lige nu, så holdt det det ikke dæmonerne og deres dæmoninske væsner fra at gøre deres indtog i den undersøiske verden, og hvis de ønksede at stoppe disse væsner, så var de nød til at få hjælp andetsteds fra. 
 
De som ønskede det var samlet til denne lille cermoni for at åbne op for det nye overfladedistrikt, som skulle forbinde landjorden og den undersøsiske verden på en helt anden måde end førhen. Selv Isaisz havde bekymringer ved dette samarbejde, fordi at det hele var så nyt og Aquarin i flere hundrede år havde kæmpet med selv samme folk, men nu skulle til at arbjede sammen med dem - kunne de stoles på?

Der var blevet talt til de folket, både hans eget folk og de store delegationer fra landjorden, som var mødt op for at se denne nye start an og Isaisz havde ikke travlt med at komme videre, men følte det var vigtigt at tage sig tid til at se folk an og vise sig selv som en forgænger i dette projekt, ved at vise sit ansigt udadtil.

    Som om tilstedeværelsen ved ceremonien ikke var nok, var det selfølgelig også påkrævet at man som distriksleder lige hilste på de andre ledere samt deres alle sammens konge, inden man vendte tilbage til deres respektive distrikter - og for Cyreesais vedkommende den igangværende krig med Gojira.
    I det mindste kunne man sige, var Cyreesai ikke kongen, for han var sikkert påkrævet at være her hele dagen og aftenen og hvad end det bragte med sig af vigtige møder, aftaler og påståede festligheder. Dén del havde den siddende Va'Chakessa bestemt ikke tænkt sig at deltage i.
    Hun var netop blevet færdig med sin runde af respektfuld nikken samt eventuelle opfølgende samtaler med de andre distriksledere - hvor hun ganske åbenlyst ignorerede Gojiras distriktsleders tilstedeværelse selvfølgelig, heldigvis gengældt - og nu bevægede hun sig mod kong Zan'jatar og priste sig lykkelig for, at hun i det mindste havde ben og ikke skulle forsøge at slange sig langs våde brosten med en hale. Vand dryppede ikke længere fra hendes krop, for solen havde tørret hende til tilpas saltglinsende og næsten-udtørret-fisk-status, men det lange hår hang dog klistrende og klumpende ned  langs ryggen og gjorde opmærksom på sig selv ved hvert andet skridt. Heroppe var koralrustningen heller ikke lige så smidig som under vandet, men med rank ryg og en krigers faste skridt, så man ikke på hende, at den var ubehagelig i den tørre luft. Fødderne var bare på jorden og spyddet blev båret mere som en trussel end som et ceremonielt stokkeaggregat.
    "Tidevandets lykke, min konge," hilste Cyreesai foran Zan'jatar med et buk besværet af rustningen men ikke just mindre korrekt udført. "Må vores beslutning være til gavn for alle."
    For selvom Cyreesai havde været en stærk stemme i modstanden mod dette samarbejde, var hun ikke en, der fralagde sig ansvaret. Hun var distriktsleder, og selvom beslutningen ikke havde været enstemmig, var hun stadig en del af det organ, der traf, håndhævede og stod inde for det, der blev besluttet. Om det så krævede, at hun personligt fremover skulle tage en vagt heroppe hver fjerde tidevand, skulle hun nok påtage sig den tjans uden kny og med hele sit væsen. Hun havde altid arbejdet for folket, og for folket ville hun altid arbejde.