Forsættelse af "Fra havet til overfladen" - til de som mener at befinde sig der.

En ny tid var kommet for Aquarin og dets folk, og selvom hans folk var splittet over den nye vej de var i færd med at bevæge sig ind på, så følte Isaisz at dette var den rigtige vej at gå. De fleste fra Aquarin og den undersøsiske verden ønskede at forblive neutrale i forhold til den verden som foregik over dem, som de altid havde været - I Isaisz øjne havde de måske i de sidste mange år arbejdet på at komme tættere på lyset, men den almene borger ønskede at bibevare denne "selvstændighed".
På trods af at Mørket var på retræte lige nu, så holdt det det ikke dæmonerne og deres dæmoninske væsner fra at gøre deres indtog i den undersøiske verden, og hvis de ønksede at stoppe disse væsner, så var de nød til at få hjælp andetsteds fra. 
 
De som ønskede det var samlet til denne lille cermoni for at åbne op for det nye overfladedistrikt, som skulle forbinde landjorden og den undersøsiske verden på en helt anden måde end førhen. Selv Isaisz havde bekymringer ved dette samarbejde, fordi at det hele var så nyt og Aquarin i flere hundrede år havde kæmpet med selv samme folk, men nu skulle til at arbjede sammen med dem - kunne de stoles på?

Der var blevet talt til de folket, både hans eget folk og de store delegationer fra landjorden, som var mødt op for at se denne nye start an og Isaisz havde ikke travlt med at komme videre, men følte det var vigtigt at tage sig tid til at se folk an og vise sig selv som en forgænger i dette projekt, ved at vise sit ansigt udadtil.

    Som om tilstedeværelsen ved ceremonien ikke var nok, var det selfølgelig også påkrævet at man som distriksleder lige hilste på de andre ledere samt deres alle sammens konge, inden man vendte tilbage til deres respektive distrikter - og for Cyreesais vedkommende den igangværende krig med Gojira.
    I det mindste kunne man sige, var Cyreesai ikke kongen, for han var sikkert påkrævet at være her hele dagen og aftenen og hvad end det bragte med sig af vigtige møder, aftaler og påståede festligheder. Dén del havde den siddende Va'Chakessa bestemt ikke tænkt sig at deltage i.
    Hun var netop blevet færdig med sin runde af respektfuld nikken samt eventuelle opfølgende samtaler med de andre distriksledere - hvor hun ganske åbenlyst ignorerede Gojiras distriktsleders tilstedeværelse selvfølgelig, heldigvis gengældt - og nu bevægede hun sig mod kong Zan'jatar og priste sig lykkelig for, at hun i det mindste havde ben og ikke skulle forsøge at slange sig langs våde brosten med en hale. Vand dryppede ikke længere fra hendes krop, for solen havde tørret hende til tilpas saltglinsende og næsten-udtørret-fisk-status, men det lange hår hang dog klistrende og klumpende ned  langs ryggen og gjorde opmærksom på sig selv ved hvert andet skridt. Heroppe var koralrustningen heller ikke lige så smidig som under vandet, men med rank ryg og en krigers faste skridt, så man ikke på hende, at den var ubehagelig i den tørre luft. Fødderne var bare på jorden og spyddet blev båret mere som en trussel end som et ceremonielt stokkeaggregat.
    "Tidevandets lykke, min konge," hilste Cyreesai foran Zan'jatar med et buk besværet af rustningen men ikke just mindre korrekt udført. "Må vores beslutning være til gavn for alle."
    For selvom Cyreesai havde været en stærk stemme i modstanden mod dette samarbejde, var hun ikke en, der fralagde sig ansvaret. Hun var distriktsleder, og selvom beslutningen ikke havde været enstemmig, var hun stadig en del af det organ, der traf, håndhævede og stod inde for det, der blev besluttet. Om det så krævede, at hun personligt fremover skulle tage en vagt heroppe hver fjerde tidevand, skulle hun nok påtage sig den tjans uden kny og med hele sit væsen. Hun havde altid arbejdet for folket, og for folket ville hun altid arbejde.

Disse beslutninger ville altid trække forskellige meninger og holdninger med sig, som det skulle være i et demokrati, hvor hvert distrikt havde en stemme i dette valg, selvom det til sidst var hans beslutning. Det var en måde at skabe den sammenhæng som man længe havde haft brug for, og på den måde skabe mere ro omkring Aquarin og dets folk - slippe for fiskere, pirater og andre som på en eller anden måde forvoldt dem den skade, som de havde oplevet.

Va'Chakessa var et af de distrikter som kongen vidste var imod dette anliggende, og det var ingen hemmelighed. Han respekterede den beslutning og de ord som de havde leveret ved det runde bord. Han nikkede som Cyreesai hilste, ”Lad os håbe det for vores alles skyld. At det kan skabe den ro, som vi har eftersøgt” Det var selvfølgelig ikke gået hverken hans eller andre ved hoffets næse forbi, at Gojira distriktet havde lagt i krig med Rashez'ar-distriktet. En konflikt som længe havde haft hans opmærksomhed, og ikke mindst noget han havde gjort sit for at løse den vedvarende konflikt. ”Lad os lægge stridigheder og uenigheder væk i disse tider, hvor Aquarin skal vise dens styrke og stå sammen.”

    Lad mig minde Dem om, at Gojira angreb først, lå lige på Cyreesais tunge, men hun bed sig i den og formåede at bide ordene i sig.
    Hun havde lovet både Eyidivan og Atha'ame, at hun ville tage det diplomatiske distriktsledersmil på i dagens anledning og ikke starte flere strømninger. Hvilket var et overordentligt svært foretagne, når Cyreesai brugte de fleste af sine dage på enten at forsvare sit distrikt eller planlægge offensive operationer. Alt hun gjorde i øjeblikket var at skabe strømninger, for så kendte hun deres retning.
    "Må jeg hører Deres tanker om, hvilken slags ro, overfladefolket kan bringe til os?" spurgte hun med et anstrengt smil.
    Hun var oprigtigt nysgerrig efter at høre kongens tanker, men det var svært at holde det fokus hen over provokationen, hun godt vidste, hun selv lagde i hans ord. Bare sådan at lægge sine stridigheder væk... Det kunne han sagtens sige. Han havde opnået sin enevælde, og selvom han lod distrikterne mere eller mindre passe sig selv og ikke brød ind uden et flertal (og ingen havde lyst til at vælge side i Rashez'ars og Gojiras strid), så var det alligevel noget af en udtalelse at komme med. Hun kunne lade stridsspyddet flyde oven vande i dag, men mere end det var urealistisk. Desuden var overfladefolket oftest for optaget af deres egne krige, så hvad forskel gjorde det egentlig?

Det var selvfølgelig et farligt skridt at tage, men i hans eget billede havde han, sammen med de andre distriktsledere, forsøgt at skabe en grobund for en sammeslutning mellem alle distrikter, og dermed få skabt den ro, som de lige nu hungrede efter. Interne stridigheder var ikke det, de havde brug for lige nu, når andre farer var på færde.
Der var nok ikke nogen tvivl om at Cyreesai ville have et anderledes billede på situationen, hvilket var fair nok. Han vidste godt hvad der var sket, og hvordan tingene ligesom havde udspillet sig, så det handlede ikke om at han holdt med den ene eller anden - det var ham der arbejdede for en løsning på problemet.
”Tingene har ændret sig henover de sidste par år. Der er ikke nogen tvivl om at vi lige nu står overfor mulige situationer og fjender, som vi ikke kan selv kan håndtere” Selv hans egen datter blev jagtet af et monster, som ingen helt havde set eller vidste hvor kom fra. Farerne var truende tæt på. ”Jeg ved udmærket at der er en modstand i forhold til denne sammenføring, men tiden er rigtig til at tage det skridt” Det var de færreste landfolk der kunne bevæge sig under vand som dem, så der var ingen frygt for at de ville blande sig i den dagligdag, som de havde hernede.

    Cyreesai lagde hovedet på skrå som kun en fisk kunne gøre det. Som om man brugte mere af kroppen end overfladefolk gjorde.
    "Men disse overfladefolk kan ikke nemt komme under bølgerne uden at lade livet, ligesom vi kan vandre herop," sagde hun. "Tror De ikke, overfladefolket vil udnytte vores landgående mere end de  selv vil lade deres egne løbe risikoen, havet unægteligt bringer?"
    Udover alle de utallige andre argumenter, hun havde trættet Storrådet med i forhandlingerne var dette et spørgsmål der kom direkte fra hjertet. For det var klart den største risiko, hun havde set. Selvfølgelig udover grådige luft-åndere, der ville komme til øen i håb om, at havets folk af en eller anden grund pludselig ville flytte alle deres mest dyrebare ejendele op på forligsstationen.
    For nok var der stridigheder mellem distrikterne - og dem havde hun tænkt sig selv at ordne uden indblanding - men der var andre farer i havet. Det var naivt at bilde sig selv andet ind. Men at overfladegængerne ville give en hjælpende hånd? Hun tvivlede ikke kun en lille smule på det. Det virkede så enormt ulogisk at de ville løbe den risiko, når bølgerne kunne kvase dem som drivtømmer. Det var ikke deres naturlige habitat.