Zions lille ændring i humøret gik ikke Rakshasas næse helt forbi, selvom det kunne ligeså godt være noget at han forstillede sig. Hvis Zion var voldsomt utilfreds, så ville han jo nok også lufte tankerne. Der havde Rakshasa i hvert fald aldrig haft opfattelsen af at Isen var mere en diktator der ikke lyttede til dem der var under ham, og det var det hun prøvede at bringe videre.
"Det er I," indrømmede Rakshasa, som var han ikke selv en af de nævnte racer. "Men I bliver vel mødt med samme mængde skepsis." Ikke at Rakshasa selv kunne få sig selv til at være fornærmet over det. Han havde gjort mange ting i løbet af årerne som havde medført at folk med god grund skulle have noget skepsis overfor ham. Selv nu ville man nok kunne argumentere for at han ikke ligefrem havde et job der fødte tillid, når han gik og lurede på andre under en anden identitet.

Det trak lidt på Rakshasas mundvige, som Zion nævnte at han ikke ville betvivle Isen. "Det så jeg heller ikke som. En god mængde skepsis er godt at have, især i et erhverv som vores," sagde han med et lille træk på skuldrene. "Og selv hvis det var, så må det vel også være af en grund." Selvom Rakshasa ville foretrække at have mørkelveren på hans side når det kom til det her, men han kunne give det tid. Så lang tid at han havde de fleste af vogterne på sin side. 

Men i bliver vel mødt af samme mængde skepsis. Alle indlagrede fordomme i Zion, prikkede til ham. Hans næsten medfødte arrogance, der af natur ikke brød sig om at høre vise ord fra et menneske af alle ting. Så kortsigtede livsplaner, så lidt tid. Men havde han ikke lagt dem bagved sig for flere år tilbage, havde han aldrig kunne sidde her nu, og i stedet smile lidt tænksomt. Joh. Skaber og værk var nogle gange ikke så langt fra hinanden. Som et spejl man holdt op imod sig selv, og bagefter verdenen. 

Zion sukkede til sidst lidt enigt. "Jeg synes dine sandheder er lidt hårde" smilede han, men med en lidt lettere tone i sin stemme. Det var ikke et større knæfald, end at Zion selv havde støttet det meste af Isens visioner op til nu. De ringede som regel med fornuft, og det skabte ro. Målrettethed, og en form for fokus for hvad der var vigtigt. 
Hvilket mindede ham om. 
Zion lod hans afrundende ord stå lidt for sig selv, og skiftede fokus. Mørkelverens grå øjne gled tilbage på mennesket, et nysgerrigt glimt bagved sig. "Apropos... en af vores agenter i Turmelinien, kontaktede mig omkring Den Sorte Slange... han løslades snart" hvad der for halvdyr, nok føltes som efter en lille evighed. Zion havde næsten været på nippet til at glemme det, havde det ikke været for Emersons minder om hele... episoden. Det havde haft sine konsekvenser, og alligevel rygtedes det, at væsnet ville være tilbøjelig til at vende tilbage. 
Meget vovet og ganske nyttigt, ville nogle mene.

Et lille grin undslap Rakshasa, et kort 'heh', som Zion blev nødt til at anderkende at det sandhederne var lidt hårdere end han måske lige ville havde værdsat. "Og det bliver man aldrig for gammel til at skulle høre," pointerede han i et lidt muntert toneleje, selvom han ikke var et øjeblik i tvivl om at det også ville være lidt hårdt at høre det selv, hvis en anden havde smidt det hans retning.

Rakshasa satte sig lidt mere interesseret op, som Zion nævnte den sorte slange. Det ringede en klokke i Rakshasa's sind, men det tog lidt længere tid faktisk at komme ind på hvem det omhandlede.
"Den sorte slange?" kom det langsomt, som han prøvede næsten at smage på ordene. "Det er lang tid siden at jeg har hørt det navn." Rakshasa havde måske ikke haft et forhold til det da det skete, men det var noget der havde vægtet væsentlig mere hos Isen, og Rakshasa havde hørt det over årerne. En skamplet på lokalsamfundet. "Jeg kan ikke forstille mig at området vil være begejstret for at se ham tilbage." Men der var næsten en interesse at se i Zion, og Rakshasa var ikke sikker på om det var en god eller dårlig ting, men det var nok værd at holde øje med den sorte slange. Der var ingen til at vide om han kom ud for at udøve hævn.

Ved det interesserede glimt i menneskets øjne, gled en lille sitren igennem Zion. Hans interesse pustede til mørkelverens egen, der endnu ikke var fastlåst på halvdyret, men sagtens kunne blive det. I lidt mere grusomme vendinger havde han hørt beskrivelserne af hvad der var sket - farvede fortællinger, og sindssygt mange fordomme. Men det havde været interessent, uventet og spontant. Alle tre ting der plejede at dryppe ringe i vandet - noget de nu reagerede på. 
Så mørkelveren nikkede langsomt, lidt hemmelighedsfuldt næsten, og trak ud i en af bordets skuffer. En tør lyd af pergamenter fyldte rummet, og han scannede papirene, med de kortfattede informationer fra fangelejren. 
"Jeg tror du har ret. At hvad jeg har opfanget, er han efterhånden mere en... varslende, farlig fortælling, end en reel... person - for dem" og Zions blik blev en anelse mørkere. En usund form for fascination til hvordan det kunne bruges. 
Nu sad Zion, i kræft af sin form og dens popularitet, ikke i en svag position hvad angik byen. Men, nogle stemmer talte højt. Og skulle der være brug for en distraktion, ville Yagos tilstedeværelse vække røre. Hvis han selvfølgelig kom tilbage til sine rødder. Hvis han turde.

Rakshasa nikkede. "En skræmmehistorie til at fortælle ens børn, så de opfører sig pænt," indrømmede han. Den slags historier alle folkefærd gjorde brug af, og hvad lidt Rakshasa kunne huske af det, der var den farlig fortælling for et samfund som dette, også selvom halvslangerne aldrig havde været de mest populære i disse kredse.
Rakshasa lænede sig dog lidt mere tilbage endnu engang, næsten mere afslappet. "Jeg tror det ville være en god idé at holde opsyn med ham," indrømmede Rakshasa, selvom ingen kunne garantere at han kom til Azurien, selvom det var en af måderne at undgå de store byer, og noget sagde Rakshasa at halvdyret ikke ville ønske at slå en tur forbi Dianthos. "Så hvis han ender med at slå vejen forbi, så er det bedre at vi ved om han har tænkt sig at... blande sig i nogle af vores foretagende." Måske ikke så direkte, men mest sandsynligt lidt mere udirekte. Hvis der var nogen der skulle så kaos i deres nærområde, så ville det være rart at de vidste i hvilke områder. For selvom de ikke kunne undgå alt ballade, så var det rart at vide hvad det var de skulle håndtere. Måske han lige skulle slå den sorte slange op tilbage i hovedkvarteret. Han tvivlede ikke på at der nok stod en helt log om hvem han var. Alt der havde vedrørt Azurien virkede til at have haft Isens ekstra opmærksomhed trods alt.

Zion tog sig nogle sekunder til at læse de sidste linjer igennem, førhen at han løftede blikket imod den anden. Blande sig... Det var i hvert fald en måde at beskrive det, og et lidt mere mildt smil blomstrede frem på de mørke læber, idet han lagde papirerne fra sig igen. "Jeg kan godt holde øje. Han bliver nok ikke svær at spotte, skulle hans beskrivelse passe..." 
Ville hans selv kunne genkende ham? Nogen i ham begyndte at grave igennem minderne, for at se om borgmesterens hylster mindedes at have stiftet bekendtskab med den mørkhårede halvslange, men det var ikke meget han ænsede under den blanke vandoverflade, der udgjorde det enorme sind som Zion rådede over. Begyndte han først at skabe ringe i vandet, var det dog ikke garanteret at han kom tilbage lige med det samme... 
Det momentære blik af fjernhed blev blinket væk, og de stålgrå øjne fokuserede atter på Isen. "Kun holde opsyn?" Og hovedet gled lidt på skrå. 
Ikke føle an, hvad der kunne blive til? "Du ved hvilke evner han sidder inde med, gør du ikke?" Og han skubbede pergamentet hen imod mennesket, o tilfælde af at hans hukommelse skulle genopfriskes. 
Kan du forestille dig hvad det kunne bruges til, syntes dev lyse øjne at hviske, omend munden ikke formede ordene. 

Rakshasa lænede sig lidt fremad, for at hive papirerne lidt tættere på sig, som blikket skimtede over ordene. Han var sikker på at Isen kunne huske mere, men de få ord der stod der fik også minderne om det at ruske lidt rundt. Isen havde fortalt ham om individet trods alt, og selvom Rakshasa havde mange minder at holde styr på, så var minderne med Isen altid de klareste.

"Vi vil helst ikke provokere for meget," indrømmede Isen. "Vi ved ikke om han stadig er vred over hvad der er sket, og vil tilbage og tage hævn." Det ville i hvert fald ikke passe godt ind i nogen som helst planer, men der var altid mere uforudsigelige omstændigheder, men de kunne forhåbentlig gøre noget ved den her.
Han lænede sig tilbage i sædet, og kiggede tilbage op på Zion. På mange kanter måtte Rakshasa indrømme at han ikke synes at Emerson passede til væsnet han vidste lå bag det fredelige halvelviske udseende. "Jeg synes i hvert fald jeg kan erindre en del af problemet der var i at indfange ham," sagde han, selvom han stadig ville ønske han lige kunne gennemgå halvslangens log. "Hver gang nogen angreb ham, så virkede det til at skaderne kom tilbage til dem selv, og at han udnyttede det til at gøre skade på sig selv, så det ville overføre. Hvis der er sandhed i det, så kan det være en farlig evne at gå imod." Han lod ordene hænge lidt i luften. "Men hvis du mener det er bedre... ikke bare at holde opsyn, så stoler jeg på din dømmekraft." Zion virkede ikke endnu til at have gjort noget som gjorde at Rakshasa ikke kunne stole på ham. For hvor omskiftelige formskiftere var, så følte Rakshasa sikker i Zion.