Det var nervepirrende! Og skræmmende. Så lydløst og diskret han kunne, bevægede Kilian sig gennem gaderne i den nedre bydel. Han brugte mere tid hernede, end han egentlig brød sig om, sædvanligvis i civil påklædning. Forleden havde han stået på et gadehjørne og bakket på sin pibe, med en hætte over hovedet for at dække de mest genkendelige ansigtstræk. Der havde han overhørt en samtale. Der var ikke meget, der skræmte de lyssky typer i denne del af byen, men den ene af dem, havde været rædselsslagen, mens den anden roligt havde forsøgt at overbevise den ene om, at han måtte tage fejl. Roligt og roligt…. Hans stemme fra rolig, men Kilian kunne bogstaveligt talt lugte, angsten i sveden, der piblede fra hans ene tinding. Der var ikke meget, der skræmte de lyssky typer i denne del af byen, måske med undtagelse af Mørket. ”Hun havde også arene, Gel, OG den hvide hårtot! Jeg sværger på min mors madlavning!” insisterede den ene, og den sidste bemærkning lod til at overbevise ’Gel’.

Kilian fortsatte ned mod kvarteret omkring Skumringsgyden, konstant søgende efter en aura, der emmede af mord og ødelæggelse. Han havde brug for beviser, eller i det mindste at se hende med sine egne øjne. Måske havde tidspunktet ikke været det smarteste selv om sensommermørket stadig ikke var så tungt om aftenen. Selvfølgelig havde hans egen overordnede heller ikke troet Kilian. Hvorfor skulle han? Kilian troede ærligt talt ikke på det selv. *Jeg mener, hvem ved sine fulde fem med en så stor dusør på hovedet ville vende tilbage til Dianthos?* Enten havde hun virkelig mistet forstanden, eller også var det et klogt træk skjule sig lige under Lysets egen næse. *Eller måske begge dele?* Det ene udelukkede trods alt ikke det andet.

Pludselig slog en knugende følelse ham i maven som en knytnæve til mellemgulvet. Føj hvor var den aura forfærdelig! Kilian drejede mod højre. Hvor kraftig var den? Det var nær umuligt at vide, hvor langt han var fra hvem end, der havde taget så mange liv, men han kunne muligt være nået samme gade endnu. Han drejede igen. Nu gjaldt det om at holde sig ude af syne. Kilian havde styr på at jagte folk, og hans strategi plejede at være ikke at lade dem se ham, før det var for sent. Hvis han kunne undgå det. Han havde ikke brug for at se den tidligere Mørkets general, for at kunne fornemme nogenlunde hvilken retning hun var. Selv fornemmelsen af hende blev mere og mere mudret, jo tætter han kom på den værste del af Dianthos. Her var godt folk et sjældent syn.

Det boblede. Skvulp skvulp. Gryden sitrede nærmest faretruende, som hvis den ville sprænge når som helst. Koge, ætse, og slå alle ihjel omkring sig. Skvulp skvulp. De mørke legemer dansede omkring i den tyktflydende masse. Op og ned, i takt med boblerne, som kastede dem rundt. Under den sorte gryde var en vild ild. Umættelig og vred, slikkede den arrigt op ad det forkullede jern. Fy for fa’en hvor det stinker og oser. Hvis jeg ånder det her ind for længe, så slutter mit liv lige her. 
Vinduet skreg, som var der et lille barn der blev sparket til. Og det kæmpede imod næsten lige så meget. Men endelig blev det presset op og den mørke, skrækkelige røg stod ud i den kolde aftenluft. En søjle af forkullede rester og fortrydelser. 

Pludselig bragede dørene op. En kvinde, på størrelse som et bjerg, væltede ind i rummet. Hendes øjne var røde og borede sig ind i ansigtet på den eneste anden person i rummet. Gertrud, som den frø-lignende kvinde kaldte sig, havde et plettet forklæde på og en stor rød næse. Hun tog en dyb indånding og sukkede højlydt. “Åh ja, det dufter som da far lavede det!” Kvækkede hun. “Astryd! Hvornår er suppen klar?! De venter derude!” Det spruttede ud af munden på kvindfolket som hun øffede sig igennem ordene. 

“Ja,” sukkede kvinden de kaldte Astryd. “Den er næsten klar. Blot lidt mere råddenskab, du ved, for smagens skyld...”
“Nu skal du ikke blive fræk! Den opskrift er gået i ARV!”
“... Fordi den skulle undgås, eller?”
“Hold så bøtte! Der er betalende gæster! Jeg har ikke tid til dit brok!” 
Gertrud smækkede arrigt døren bag sig og Astryd kunne høre de tunge skridt forsvinde fra døren. Et højlydt suk forlod de røde læber, og Astryd fejede den hvide hårtot væk om bag øret. Hun rettede på sit forklæde, greb fat om en køkkenkniv og skar med morderisk præcision et par gulerødder i små stykker. Kroen, som hun nu arbejdede i, var som altid fyldt med folk. Langt fra gode folk. Men de betalte og her var der ingen, der talte om hinanden. Alt var tys tys. Køkkenlokalet lå bag nogle døre, skjult bagerst i bygningen. En dør stod på klem ud til en mørk gade. Friheden savnede hun. Men frihed betalte ikke for aftensmaden. Plus, hvis man var tvunget til at arbejde i et køkken af en standard som denne, så var mad det sidste man ville bruge penge på. Så det var er win-win. Kniven lå godt i hendes hånd. Hun havde sørget for at slibe dem alle. Derinde, dybt inde i knivens blanke reflektion, kiggede Alwyn ud på hende. Dybt i øjnene. Hvor dybt er du sunket? Hun sukkede og fjernede sit blik fra kniven og lod gulerødderne dumpe ned i suppe. Bare et par gulerødder mere, så var maden klar.. 

*For Zalen den stank er… fæl…* Fæl kunne ikke dække det attentat på sine sanser, som Kilian mærkede, men mere beskrivende ord eller maleriske beskrivelser lå ikke i hans ordforråd… eller også rodede fornemmelsen bare med hans koncentration. Det måtte være det sidst *gulp*. Han havde sneget sig gennem gader og over tage, men måtte standse op for tvinge sin morgenmad tilbage til mavesækken - han havde ikke fået frokost, så morgenmaden stod først i køen. Og så var han ikke engang nået til køkkenet endnu.

En pludselig røgsøjle i en besynderlig, sort-grøn farve, der slet ikke passede til den gyldenrosa himmel i baggrunden, fangede hans opmærksomhed. Var det der livskraften emmede fra? Det kunne det være. De fleste i disse gader emmede af gamle forbrydelser, og forvirrede hans sanser, en eddike forvirrer en blodhund, men han var vidst på rette spor.

Nogle minutter senere stod han foran indgangen til Gertruds “kro”. Baseret på kroskiltet var navnet på “beværtningen” enten Løven, Ørnen og Geden eller Den Trehovede Tudse - det var ikke et velskåret skilt. Kilian summerede, at der måske var lavet af et familiemedlem; dem ture folk sjældent fornærmet ved ikke at hænge makværket op.
Han kendte stedet og sumptussen, der ejede det - han havde stadig ikke regnet ud, om hun var et halvdyr eller bar en tyk dame med en stor næse og en uhyggeligt bred mund. Det smarteste var vel at gå derind og sætte sig til at spejde… Døren blev skubbet op med en øresøvende knirken, der fik hans fintfølende ører til dirre af ubehag og hans ene øjenmuskel til at gøre er ukontrolleret spjæt. Efter hvinet fra dørhængslerne, bragede stemmerne fra det urelamenteret tætpakkede lokale mod døråbningen og ud på gaden. Stole knirkede og vred sig skrabede mod nedslidt trægulv, folk råbte, skreg efter krofolkene, og sang ude af takt, luften var tung af mados - hvad var det for en dæmonsammenkog der kom fra køkkenet!? -, billig piberøg, og andre gasser, og den kvalmnede fornemmelse, som Kilian havde haft hele vejen herhen, fik nu hans øjne til at løbe i vand, hårene på hans arme til at sitre og indholdet i hans mave til at vende sig som en deform pandekage. Somme tider var hans magiske evner ikke praktiske. Sergenten beholdt hætten over hovedet pg munden lukket, mens han fandt en stol i et hjørne og bestilte et krus mjød, som han ikke havde tænkt sig at drikke. Og så satte han sig til at vente; hende han ledte efter måtte flytte sig før eller siden, så ham kunne finde hende i det her mudder af forfærdelige væsner. Godt nok var hendes livskraft fordærvet, men hvis der lå en bunket halvfordærvet lovskraft i vejen, var den sværere at skille fra mængden. Og han kunne jo ikke bare rejse sig, flagre med et byvagtskilt og spørge. Det ville jo gå skide godt.

-

"ASTRYD!! HvOr bLivEr SuPpEn aF!?"
Hilde død! Alwyn kappede næsten tippen af sin pegefinger af, da det øredøvende brøl nærmest brækkede sig ud af Gertuds mund. Den sidste gulerod-stump blev kastet i den ugudelige suppe-blanding og hun tog straks efter gryden af ilden. Næppe den korrekte fremgangsmåde, men intet ved denne ret havde været korrekt.
"Nu, nu-nu-nu. Ved Gudindens nåde, Gertrud, du kunne nedlægge dynastier med sådan et skrig." Den store tudse sendte hende et små-forvirret blik - hun var klar over at hun skulle være fornærmet, men tydeligvis ikke helt sikker på hvorfor. De store stærke arme frembragte nogle skåle, som fluks blev fyldt op med suppens indhold. "Servér!" beordrede Gertrud og stoppede en skål i Alwyns arme.
"Mig? Jeg plejer da ikke-"
"Maja måtte gå hjem tidligt. Hun blev dårlig."
"... Stod hun for tæt på køkkenet?"
"NU!!!"

Alwyn samlede et fad med to skåle "suppe" og tre stærke krus mjød og begav sig ud i krostuen. Hun brød sig absolut ikke om at være midt i dette mylder af mennesker. Det var ikke fordi hun frygtede, at nogen ville genkende hende eller sælge hendes lokation - folk her var for det meste så fulde og skæve, at de ikke kunne genkende når deres egen hustru kom og trak dem hjem. Nej, hun hadede at være i krostuen, fordi fulderikkerne havde en tendens til at brække sig. Overalt. Et par krumspring og undvigelsesmanøvrer skulle der til, førend hun nåede sin første destination. To skåle og to krus lettere, forlod hun hurtigt de to mænd (som ikke anede hvad de dog skulle til at spise).

Det sidste krus skulle leveres til en eller anden suspekt kutte-klædt fyr i hjørnet. Gertrud havde foreslået en ekstra-stærk mjød til ham; folk der forsøger at skjule sig i en kro, blandt byens værste folk, er for det meste en del af byens "bedste" folk. Og dem kunne vi ikke lide her. Hvis kutte-fyren skulle skabe balade, så ville kromutter sørge for at han var så bedugget som overhovedet muligt.

"Vær så artig... Drik den hurtigt, den gør lugten mere udholdelig. Tro mig..." brummede Alwyn og placerede det store krus foran figuren. Hun var ikke den store small-talker, så hun vippede hurtigt om på hælen og lagde kursen mod køkkenet. (Er stadig ved bordet, på vej væk)

"Og hvad skal du så have, smukke?" spurgte en halvsalamander, som straks efter slyngede sin lange, slanke, slimede tunge ud af sylten og smaskede en flue i sig, der lige i det øjeblik fløj meget tæt på Kilians ansigt. For. Tæt. Han tørrede diskret lidt salamandertungeslimsprøjt af kinden. "Har bestilt." Han havde nært sagt tak. Man skulle være pinefuldt forsigtig med at lade sig afsløre ved at være høflig heromkring!
"Noget... andet?"
Kilian svarede blot med et suk, og absolut ingen øjenkontakt. Han anede ikke, hvad han ellers skulle gøre.
"sshhhllp.. fint, så pas dig selv!" Salamanderen svang rundt og valsede fornærmet væk. Pyh. Vent! Hun bevægede sig!

Kilian så brat op og vendte hovedet i alle retninger. Hvor kom det det fra? Kvalmen og i maven blev kraftigere, og hans hove begyndte at summe, som om han manglede luft. Han mimrede med næsen og så sig over skulderen. Det havde ikke været auraen det hele. Et halvvildsvin sad bag ham og lettede luften i maven. Hans sanser blev bombarberet her. Nu begyndte folk at råbe op lidt fremme, dem hvis mad ikke var kommet endnu, så vidt Kilian kunne granske; folk snøvlede og skrålede og talte i dialekter, der lod til at være opfundet på stedet, og han havde hørt lyden af en bakke brase gennem køkkendøren, hvis hængsler om muligt knirkede værre end hoveddørens. Han sank en beslutsom klump og trodsede den dårlige mavefornemmelse og også kvalmen og blev siddende.
"HRR-HRRR-RHLLLL....HUUUUUHHHHHLLLL..." Kilian så en kropige springe til siden for et grønt og gult vandfald af *... gulerødder?* Kilian snusede modvilligt ind, *rådne gulerødder*. Den liflige aroma af syrregennemarbejdede kraftigt overmodne rodfrugter af egen avl nåede nu Kilians næsebor, så han nu kunne mærke hvert eneste lille hår på sin krop stå på ende. Det var et under, at han nåede at registrere, at den groteske, slimede aura han havde forsøgt at spore herinde, også var sprunget til side. Han nærstuderede kropigen. *Det kan da ikke være...* Den omtågede fornemmelse, slog elveren i hovedet igen som en troldekølle, og denne gang var det ikke vildsvinefjerter, *Jo, det kunne det godt!*

Den gode sergent var ellers rimeligt overbevist om, at han skjulte sig meget godt i hjørnet. Meeen han var nu bedre til at skjule sig i gyder og i skove end blandt levende væsner. Og så var han ikke så dum, at han drak alkohol inden for arbejdstiden. Ikke at han havde nogen som helst lyst til at indtage noget som helst lige nu.
"Tak,"  *Zalans...* "For rådet..." Han var nødt til at bekræfte sin anelse nu, "Alwyn." det burde være nok til at få hendes opmærksomhed... hvis det altså var hende.  Det var da tydeligt, at INGEN vidste, hvem hun var her... hvilket kun kunne betyde, at hun skjulte sig og gerne ville fortsætte med det. Måske havde han ikke behøvet til at bekræfte sin teori lige nu. Faktisk, ved nærmere eftertanke kunne det godt have været en god idé, ikke at gøre det nu. Nej, nu var godt, hun ville ikke lave en scene herinde. Troede han. Det var i hvert fald for sent at sluge, hvad han havde sagt.

Det var, som hvis et lyn havde slået ned i hende. I et split sekund, stod verden stille. Det var efterhånden mange år siden, at nogen havde kaldt hende ved hendes sande navn, og det lød næsten bizart. Men han havde sagt det; og det var et meget dårligt tegn. Med et kælent smil på læben, drejede hun atter om på hælen og mødte halv-elverens blik. Han var ren, havde uden tvivl badet samme dag og havde ikke nok pletter på sit tøj til at være fra nærområdet. Langt fra.
"Hvad?" spurgte hun, i en tyk undergrundsdialekt, "Skulle du bestille noget andet, truntemås?" Hun havde observeret Drazil - kroens skællede lyst-salamander - og var i stand til at imitere den voldsomme og direkte flirte-tone til punkt og prikke. Hun lænede sig ind over bordet for at få et bedre kig på denne "gæst".
"Jeg ved ikke hvem du tror du er, men du er ude på alt for dybt vand, lille ven." hvislede hun lavt gennem sit smil. Det var meget længe siden nogen var kommet nær Alwyn - faktisk regnede hun klart med, at alle havde glemt at hun overhovedet eksisterede. Der var ikke så mange plakater med hendes ansigt på rundt i byen længere. Trist, egentlig - hun var trods alt pænere end så mange andre af de kriminelle typer, som nu hang alle vegne.
Med en hurtig bevægelse rejste hun sig op og et højt skingert (og meget tøset) skrig forlod hendes læber.
"IIIIIIIH! Hvor vover du! Det skal man betale for her!"

Alwyn placerede den ene hånd strategisk over sit bryst, som hvis hun beskyttede dem fra uønskede hænder. Den anden hånd blev ført ud til siden og svingede straks efter tilbage mod gæstens ansigt i en (forsøg på) øredøvende lussing. Det store halv-vildsvin, der sad lige bag dem - og som desuden var en stamkunde på establishementet - sprang op fra sin stol og vendte sig imod dem.

"HØØY! MAN MÅ KUN RAGE NÅR MAN BETALER!" brølede han og kastede sig ind over den kutteklædte gæst. Alwyn sendte ham et smil, et blink, og gik hurtigt tilbage til sit køkken.

Sergentens øjne blev store. *truntemås… kaldte- kaldte den sidste mørkets general mig lige… truntemås?* Af alle de ting, han troede, han skulle opleve i sit liv – det var ikke nogen lang liste, men han havde den da – så var at blive kaldte kælenavne af en af fjendes øverstkommanderende allernederst lige over at blive gift med en halvtudse. I et splitsekund overvejede han at forklare, at han altså ikke var interesseret på den måde, men at han selvfølgelig var meget smigret.

Det var lige inden, at han kom i tanker om, at det var han overhovedet ikke!

Han løftede sit kønne hoved – og de næsten perfekte øjenbryn –, så Alwyn direkte i øjnene og gennemsøgte hendes *gulp* frastødende aura for tegn på frygt. Som regel når Sergent Kilian af Dianthos’ byvagt, afdeling for utidige dødsfald, fangede en kriminal, så var der altid nervøsitet et sted. De forsøgte måske at holde en facade oppe, og de kunne være noget så klygtige, men at nogen sådan direkte gik til dem, fik dem altid til at tænke sig om en ekstra gang.

Nu havde han så fundet undtagelsen. Der var ikke en snært, en flig, en antydning af nogen form for bange anelser. Ingen smule ekstra salt sved, ingen flakken i øjnene, intet knæk i stemmen. Absolut nul og niks. Ingenting. Han kunne lige så godt stirre ind i øjnene på en bjørn, og nu havde han bange anelser.

Det næsten perfekte øjenbryn sprang ud af panden på ham. Årh den stemme! Kilian slog hænderne op for ørerne, men det var alt for sent. Fint! Han kunne godt lege med. Lidt.
”Så hold dog kæft, kælling, jeg- UH!” Kilians skarpe øjne fangede en forkert håndbevægelse ud af øjenkrogen og nåede lige præcist at dukke hovedet.

Da han fik hovedet op igen, fornemmede han den faretruende silhuet af et kæmpe halvvildsvin tårne sig op bag ham. Nuvel, han havde altid været en mand af handling, hovedsageligt fordi han ikke var godt skåret for tungebåndet, så han dukkede sig for svinet, som her skulle forstås som ubehagelig forbrydertype, og smuttede mellem hans ben, fik en ordentlig dunst af intern os, da bordet, som svinet landede på, slog luften ud af den forkerte ende, og flygtede ud af den knirkende hoveddør.

Han hostede og hakkede et øjeblik. Zalens! Godt, så måtte han være tålmodig. Sergent Kilian gik rundt om kroens hjørne og klatrede op ad gavlen, beklagede for at forstyrre et ”par” på første sal, og op på tagryggen. Så var det bare at vente.

Alwyn kastede et hurtigt blik over skulderen. Halv-svinet havde fungeret som en udmærket afledningsmanøvre - og han havde desuden også knust bordet. Gertruds skønne stemme rungede højlydt, at lige præcis dét bord også var gået i arv. Der blev kastet et par krus og tallerkener; og da Alwyn lukkede døren bag sig, var en slåskamp i fuldt sving.

Så... Den pretty-boy genkendte mig. Det er ikke et tilfælde; han er her for at finde mig. Ingen tvivl. Hun bandt forklædet op og hang det nydeligt på en lille krog på bagsiden af døren. Der lød højlydte brøl fra krostuen - det ville blive endnu en livlig aften derinde. Og Alwyn vidste godt hvem der skulle rydde det op i morgen. Suk.
Men elver-knægten spillede sine kort meget hurtigt. Hvorfor? Hvis han ville fange mig, så burde han have ventet til kroen tømte ud. Hvis han ville have informationer, hvorfor så ikke lægge ud med en trussel?

Alwyn samlede et stort sort låg op, og lagde det henover den sorte gryde, hvis indhold stadig boblede og stank noget så grufuldt. Hun brugte de næste par minutter på at rydde op efter aftenens madlavning.
Eller måske er han bare ny. Uerfaren. Men han genkendte mig...

Det gav ikke rigtig mening. Ville han anholde hende? Alene? Næppe. Ville han have noget? Hmm, måske. Hun lænede sig mod køkkenbordet og studerede døren ind til stuen. Der var gået et kvarters tid nu, og krostuen var ved at falde til ro igen. Han havde ikke fulgt efter hende. En elver ville let kunne danse sig igennem en slåskamp - han havde altså valgt ikke at følge efter. Han måtte vente et andet sted. Hun skævede mod bagdøren og overvejede kortvarigt sine næste trin. Det ville være let at blive usynlig og liste ud af fordøren med en gæst. Men... Det havde trods alt været lidt kedeligt på det sidste. Et smil gled over hendes læber. Hun tog sin kniv fra skærebrættet - og fjernede et stykke ildelugtende gulerod væk fra bladet - og skubbede bagdøren op.

Den kolde aftenluft kælede sig henover hendes ansigt. Alwyns fødder førte hende nogle lange skridt væk fra bygningen - hun slog armene ud til siden, tog en dyb indånding og hånede ud i mørket:

"Så kom da, truntemås. Lad mig se hvor modig du er!"

Hvorfor? Han havde brug for beviser. Han ville være blevet grinet ud af byvagtgårdet, hvis han havde påstået, at en af mørkets generaler lavede mad nede hos Gertrud om tirsdagen. Det var tirsdag, var det ikke? Han troede knapt selv på det, og hvis han ikke selv gjorde, hvorfor ved Azure skulle hans kaptajn så. Desuden vidste han ikke, om hun havde rekrutteret nye folk. Det virkede sandsynligt, at en general kunne samle folk omkring sig. Han fulgte Alwyns energi fra taget. Det lod til, han tog fejl. Hun var helt alene.

Han overvejede, om han alligevel skulle forsøge en anholdelse, men på en skala fra fasan til brun bjørn, var sådan et mål nok oppe i nærheden af store bæster med kløer. Hun så så lille ud. Nej, det var bedre at følge hende et stykke tid, finde ud af hvor hun arbejde, hvor hun boede, hvor hun handlede, rapportere tilbage til byvagten og så sende en gruppe afsted. Så han ventede. Og ventede. Og ventede. Og- nej, det var ikke hende - ventede lidt længere.

"...jkskjefn TRUNTEMÅS ejkjesk..."

*Hvem i alverden råber... Åh...* Kilian var ikke helt tilfreds med sit nye kaldenavn, men han vendte sig da efter lyden. Hvis man spurgte ham, havde han altid været en kujon, og han havde mange eksempler. Men dum var han ikke. Han ventede, til hun begyndte at gå. Og så ville han følge efter.

Et sted i nærheden af Alwyn åbnede et andet vindue: "Er det mig du kalder på sssnusske?! Jeg er fri om 10 minutter, hviss du kan vente." Nu kunne Kilian ikke selv se, hvem det var, men det lød umiskendeligt som en halvslange.