Aleksander af Isenwald

Aleksander af Isenwald

Lysets Kriger, Prins af Isenwald

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 194 cm

Dragonflower 05.09.2020 14:49
Alexander havde ikke været vågen meget siden han var ankommet til Isenborg dagen forinden. Thalia havde helbredt hans værste skader, men på Alexanders eget ønske, havde hun ikke gjort det færdigt. Alexanders muskler var overanstrengte, hans ben fyldt med rifter, småsår og insektbid, og hans ene arm var svært forstuvet. 

Efter Thalia havde tilset ham, var han blevet flyttet fra det lille kammer, op til sit værelse. Det var dog fremmede vægge der rejste sig omkring ham, for han havde ikke brugt mere end et par enkelt nætter der. Ligeledes var der kun få personlige ejendele derinde, bragt med fra deres gamle hjem.

Det betød næppe meget for den unge prins. Alexander havde sovet, og når han ikke sov, spiste og drak han hvad han kunne, for at genvinde kræfter. Dag og nat var fløden sammen, og da Alexander endelig vågnede af sig selv, og ikke ved en tjeners hånd, anede han ikke hvornår på døgnet det var. Tunge gardiner var trukket for vinduerne, for at give ro.
Alexander løftede sin raske hånd og gnubbede sig ansigt. Der var nogen i rummet med ham, det var han sikker på.. En tjener?
"Vand.." kvækkede Alexander disorienteret, mens han prøvede at samle sine søvntunge tanker. 
Verona L A af Isenwald

Verona L A af Isenwald

Fyrstinde af Isenwald-slægten

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 46 år

Højde / 173 cm

Erforias 13.09.2020 12:38
Verona havde været ubeskriveligt lettet over at se sin søn i live efter at have frygtet det værste, hun takkede guderne for at Thalia havde kunne helbrede hans skader så meget at han nok skulle komme sig af sig selv. 
Men bekymringerne havde ikke lagt sig helt, for hendes eneste søn havde stadig været gennem mere end hun nogensinde havde ønsket for ham, og det eneste hun kunne gøre var at vente. 
Så hver nat kunne hun ikke finde ro, så istedet tog hun til hans side for at holde hans hånd, for at sikre sig at han vidste at han ikke var alene, at han var hjemme og sikker.

Så da Alexander en nat pludselig vågnede smilte fyrstinden bredt, det var bittersødt at hører hans stemme. Fantastisk at hører ham tale, men stadig så hærget... "Her" lød det bildt som hun rakte ham et krus med vand. Hun havde sørget for at der altid skulle være både vand og mad i nærheden hvis han skulle mangle noget.
"Har du det lidt bedre?" spurgte hun, hun var ikke sikker på om han havde opdaget det var hende der var i rummet med ham, men hun kunne ikke bebrejde ham det. Hun havde overvejet at om hun skulle tage nogle af hans skader, men hun vidste at han ville være noget så utilfreds hvis han opdagede det, så i smug havde hun taget nogle af hans rifter og et par af ledenes smerter. Det var tåbeligt, men hun kunne ikke ladevær med at lindre sit barns smerte når hun havde muligheden.
Aleksander af Isenwald

Aleksander af Isenwald

Lysets Kriger, Prins af Isenwald

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 194 cm

Dragonflower 14.09.2020 20:38
Det var med en hvis anstrengelse at Alexander skubbede sig op i sengen, til en mere siddende position, inden han tog imod vandet og drak i store, grådige gulp. Med et dybt suk sænkede han kruset igen og rømmede sig.
"Ja" svarede han, hans stemme allerede stærkere efter vandet. "Tak mor" tilføjede han varmt, og rakte hende koppen tilbage. Han flyttede lidt på sig og skar en grimasse som smerten skød op igennem den forstuvede arm. Grimassen blev dog hurtigt erstattet af et smil, stadig farvet af smerten, men dog et smil.
Thalia havde ikke været inde og helbrede ham i smug mens han sov. Han var glad for hun trods alt havde lyttet til ham, og ikke presset sig selv yderligere. Hun havde nok sovet lige så tungt som ham efter den omgang!

Alexander søgte sin moders blik, og lænede sig tilbage mod puden igen. "Jeg har det meget bedre. Thalia tog sig af det meste" han smilede træt til Verona "Jeg.. er ked af at have bekymret jer mor". Han viste der næppe var nogen grund til at sætte en modig maske på foran hende. Hun behøvede ikke se skaderne for at forstå. Hans mor havde set mere end nogen af hendes børn kunne forestille sig..
Men alligevel kunne han ikke stoppe sig selv fra at prøve.
Verona L A af Isenwald

Verona L A af Isenwald

Fyrstinde af Isenwald-slægten

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 46 år

Højde / 173 cm

Erforias 16.09.2020 21:43
Det bittersøde visnede fra Veronas smil som hun så sin søn smile, hun havde forventet at han ville sige han havde det bedre. Ikke kun fordi at han kun kunne have det bedre end da han ankom, men mindst lige så meget fordi han ikke ville bekymre hende. Det var utroligt betænktsom af ham, men utroligt tåbeligt på samme tid. "Det var så lidt min skat" kølige fingre strøg hen af hans kind, han var her og det var det vigtigste lige nu.

Det var praktisk at hun havde sat vagter foran Thalias dør, den yngste prinsesse kunne sagtens have fundet på at liste ind for at helbrede i ly af mørket, men hun skulle passe på sig selv lige så meget som hun skulle passe på sin bror.

Smilet lå stadig opmuntrende på hendes læber som deres blikke fandt hinanden "Jeg er taknemmelig for at hun kunne hjælpe" ved guderne det var hun, det havde været svært at finde den ny helbreder siden Agnete var vendt hjem for at bruge de sidste år blandt hendes familie, samt det var godt for Thalia at have noget at give sig til. Alexanders undskylding fik dog hendes bryn til at rynke sig sammen. "Det er en mors pligt at bekymre sig for sine børn, du er her nu og du skal nok komme dig, hvor lang tid det end tager" selvom ordne måske kunne lyde hårde, var det tydeligt at de var fyldt med både omsorg og kærlighed. Et blidt kys blev plantet på hans pande "Men med det sagt, så håber jeg ikke det sker igen lige med det samme" eller nogensinde.
Aleksander af Isenwald

Aleksander af Isenwald

Lysets Kriger, Prins af Isenwald

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 194 cm

Dragonflower 16.09.2020 22:27
Selv i halvmørket kunne Alexander fornemme sin mors smil varme op, som han talte og hun så han ikke var døende.. længere.
Hans eget var træt, men lettet. Han tog prøvende en dyb indåndring og fandt til sin tilfredshed at han havde sovet ømheden i sit bryst væk. "Det er jeg også, uendelig meget så.. Jeg tror ikke det havde været en rar omgang at skulle komme sig over naturligt" medgav han. Mon Thalia ville have helbredt ham, hvis han havde været mindre tilskadekommen, eller brugt chancen til at læge ham naturligt, for at holde længere på ham? Det var en absurd tanke. Selvfølgelig ville hun ikke have tøvet et øjeblik, hvor lille skaden end havde været! Men han skyldte hende tid, år han aldrig kunne betale tilbage..

Alexanders blik var blevet fjernt et øjeblik, men han fokuserede ind igen, som Verona talt og kyssede hans kind. Han sukkede atter og lod sine øje glide i.
"Jeg tror næppe det der skete vil gentage sig, nogensinde" hans tone var anspændt som minderne begyndte at vende tilbage til ham. "Jeg.. antager du har hørt hvad der skete ved Vinddalen?" spurgte han, men kunne ikke få sig selv til at spørger om udfaldet. Om Aztekas skæbne. Han viste det bare ville lede ham til at gøre noget forhastet og overilet.. Men han kunne ikke hjælpe nogen så længe han knap kunne løfte sin hånd.
Verona L A af Isenwald

Verona L A af Isenwald

Fyrstinde af Isenwald-slægten

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 46 år

Højde / 173 cm

Erforias 19.09.2020 19:48
Veronas øjne gled op og ned af sin søn, jo der var småting han sagtens kunne komme sig over nu. En stor kontrast til de skader han var ankommet med. "Nej der ville være en del der ville have varige men, og dem der aldrig var kommet sig..." en sandhed de begge vidste. Hun havde det dårligt med at bringe det op, men en del af hende ønskede at han ikke ville lave noget så tåbeligt en anden gang! At han kunne være sikker uden farer, men det kunne ikke være sådan, det vidste hun godt...
Endnu engang takkede hun guderne for at Thalia kunne være med til at redde hendes søn fra en mere ulykkelig skæbne end den han havde haft allerede.

Hun nikkede uden et ord, det ville næppe være helt det samme igen, men hun frygtede i sit hjerte at det ikke ville være sidste gang mørket spillede med musklerne. "Jeg har hørt om en hvis prins der var uvurderlig i at vende en utænkelig situation til en hvor langt de fleste af folkene slapvæk" et opmuntrende smil på hendes læber. Hvor mange der var faldet havde Alexander ikke behov for at vide lige nu, han måtte komme sig først. 
"Jeg hører at du har fundet en ny skrædder?" teknisk set havde nogle af hendes folk hørt Astrid snakke om det, men det var lidt en bagatel i det store hele. Forhåbentlig kunne et lidt lettere emne løfte hans humør.
Aleksander af Isenwald

Aleksander af Isenwald

Lysets Kriger, Prins af Isenwald

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 194 cm

Dragonflower 19.09.2020 20:18
Alexander sænkede blikket som vægten af sin moders ord ramte ham. Det var en ædruelig tanke hvor let han kunne være omkommet af de skader han havde pådraget sig, og ikke blot ude i det fri. Han havde bevæget sig med en sikkerhed i brystet om, at hvis han først nåde hjem, ville han være sikker.. andre var næppe så heldige. Så igen, det var næppe alle krigere af lyset der endte i samme kattepine som han.

Alligevel var det svært at løfte blikket og møde hans moders øjne igen.

Veronas fortsatte ord, fik Alexander til at ånde lettet op i et tungt, langtrukket åndedræt. "En tåbelig prins, med en lidt-for-optimistisk plan.." rettede han hende, mens et smil trak over hans læber. En god håndfuld af hans skader var kommet i slaget, men de værste havde han stadig pådraget sig efterfølgende, i hans flygt.. Men selvom hans moder ikke gravede i det endnu, var han sikker på hun ville kræve en forklaring af ham før eller siden. Hun ville næppe tror han blot var 'faret vild', siden han blev fundet ved grænsen til Ulvedalene, flere dage efter slaget.

Spørgsmålet der i stedet fulgte, fik Alexander til kort at ønske sig tilbage i den grøft han var blevet fundet i. Den unge prins stivnene, som hans tanker faldt på den eneste mulighed der for ham var logisk. 
Astrid.
Hun var blevet utålmodig og havde sladret. Hun havde hele tiden haft i sinde at sladre. Det var hendes intention at skade og sårer ham.
Alexander kæmpede mod den flod af paranoide tanker der flød indover ham, og forsøgte i stedet at fokusere på spørgsmålet. "Det er korrekt" svarede han kort. Der gik et langt øjeblik, inden han fortsatte. "Mine andre klæder var blevet for små, så jeg skulle bruge nye til Arys maskebal" blev der stift tilføjet. Han mærkede hvordan han blev varm om halsen og nakken.
Verona L A af Isenwald

Verona L A af Isenwald

Fyrstinde af Isenwald-slægten

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 46 år

Højde / 173 cm

Erforias 19.09.2020 21:58
Et stille suk forlod Verona som Alexander fik den brilliante ide at nedgøre sig selv, men han havde lidt i at have det i, desværre. Ud fra hvad hun havde hørt havde hans plan været utrolig optimistisk, men det havde været det der var brug for. Selvom hun håbede at hans planer kunne nøjes med at være noget mere nede på jorden fremover. "Måske en kende optimistisk, men havde de andres planer mulighed for at virke? Optimisme er nødvendig i nød, hvis man antager alt er tabt, så taber man alt" Hendes ord var opfordrende, som smilet hun sendte ham. I hendes øjne havde har fået det bedste ud at en skidt situation, ingen kunne bede om mere.

Spørgsmålet hun havde forventet ville have fået sin til at slappe mere af, fik ham i stedet til at stivne som Astrid var trådt ind ad døren. Der var tilsyneladende noget med den skrædder som Alexander slet ikke ville have kom frem. "Ah, Sander du ved godt det er helt iorden at brugen en anden skrædder end Kjartan? Jeg ville ikke have noget imod at du kom forbi, men det er fuldt forståeligt at du bruger en i Dianthos" hun gav hans hånd et klem "Er hun sød?" Der var to muligheder, enten var han faldet for nogen, eller så var han i gang med at få lavet en overraskelse af en art. Så det var venligst at undersøge om det var det første.
Aleksander af Isenwald

Aleksander af Isenwald

Lysets Kriger, Prins af Isenwald

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 194 cm

Dragonflower 20.09.2020 10:51
Alexander rystede langsomt på hoved. "Vi kunne have trukket os tilbage" sagde han med et lille fnys. Det var tydeligt i hans tone, at det aldrig havde været en mulighed. Havde de gjort det, havde de efterladt Vinddalen til sin skæbne, og alle dens beboere til døden eller en tilværelse som slaver hos mørket. Alexander var ikke sikker på hvad der var den værre skæbne.
Skyggen af et smil fandt vej til hans læber "Men.. vi skulle nok have været mere en to om at distrahere dragerytteren" erkendte han. Han og Azteka havde givet alt de havde, men Alexander havde sandet, at hvis hun aktivt havde forsøgt at myrde dem, og ikke tage dem levende, så var Vindalen blevet deres begges grav. Heldigvis var det ikke tilfældet!

Veronas ord gjorde ikke Alexander mindre stram i betrækket, og som varmen langsomt krøb op fra hans hals til hans kinder, fik hans ansigt noget tiltrængt farve. "Jeg ser bare ikke hvad der er så nyhedsværdig ved det" forsvarede han sig, som hun klemte hans hånd. Han mødte stadig ikke hendes blik.
Det ændrede sig dog ved Veronas næste spørgsmål. Hans øjne blev store som han så lamslået på sin mor mens han højlydt udbrød "MOR!!!"
Verona L A af Isenwald

Verona L A af Isenwald

Fyrstinde af Isenwald-slægten

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 46 år

Højde / 173 cm

Erforias 20.09.2020 15:56
Verona rystede på hovedet sammen med sin søn, nej han ville aldrig bare have trukket sig tilbage ikke så længe han troede der var en chance for at de kunne rede nogle af folkene. Han var for meget sin fars søn til at gøre andet.
"Åh ja, det havde nok være smart" lige den del havde været en kende for optimistisk, selv for ham. Hvordan det var gået godt, havde hun ingen anelse om, men sket var sket og det var hun taknemmelig for. 
Hvad der var sket efter angrebet manglede stadig, men hun følte ikke for presse ham for det lige nu. Han skulle have lov at få lidt ro, før hun krævede en forklaring på hans meget spontane omvej fra slaget.

Det glædede hende at se ham få lidt farve tilbage og at han kunne give et lidt mere levende svar end det fra før "Sådan er det ind imellem, kan du bebrejde mig for at vil hører lidt mere til dit liv?" det var måske et fejt trick, men hun så ham så sjældent at det var svært at lade være. 
Hans udbrud fik hende til at rulle med øjnene, og løfte en finger til sine læber "Pas på du ikke vækker dine søstre" Det lød som hun havde prikket det rigtige sted, nogenlunde rigtigt som et minimum. "Skulle jeg have sagt han? Jeg dømmer ikke" hendes øjne afspejlede smilet på hendes læber.
Aleksander af Isenwald

Aleksander af Isenwald

Lysets Kriger, Prins af Isenwald

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 194 cm

Dragonflower 20.09.2020 17:28
Veronas ord bragte ingen smil til hendes søns læber. Alexander sænkede blikket i skam, som en hund der stak halen mellem benene, efter at have fået en over snuden. Han var tavs som Verona fortsatte, og en smule af farven drænede fra ham igen, som hun nævnte hans søstre. Astrid. En blanding af frygt og forurettet vrede steg op i ham.
Han ønskede bare at komme med et halvt svar, at skøjte om spørgsmålet, som han havde gjort med Astrid, med Arya, men han kunne ikke. Han var for vred, for bange, for træt..

Alexanders raske hånd knyttede sig hårdt, så knoerne blev hvide. "Det er ikke en mand, moder, og hun bliver ikke et problem... bare.. kan vi ikke lade det ligge for nu?" bad han, hans stemme halvkvalt mod slutningen, som var han på tårers rand. Stemmen var tyg af skam og frustration.
Havde han ikke altid vist det ville ende sådan her? Han var adelig, og mere nu end nogensinde før. Prins. Han viste dagen ville komme hvor han ville være nød til at gøre det forbi. Han havde bare altid troet, håbet, den ville komme senere.
Verona L A af Isenwald

Verona L A af Isenwald

Fyrstinde af Isenwald-slægten

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 46 år

Højde / 173 cm

Erforias 20.09.2020 20:45
Alt den glæde der havde været i Veronas øjne drænede væk det sekund Alexander slog blikket ned, hun var gået for langt og hun fortrød det inderligt. Hun ville have være en del af hvad der fik ham til at få det bedre, ikke værre!

Blidt kærtegnede hun hans kind, nænsomt prøvede hun at løfte hans hage så hun kunne fange hans blik igen. "Sander..." lød det stille som en hvisken "Du er en god søn, jeg ved at du ikke kommer til at gøre noget dumt. Og jo jeg vil gerne lade det ligge, men jeg vil ikke have at det går og æder dig op inde fra..." Hun havde set for mange hun holdt af låse deres egne drømme inde fordi de mente det var deres pligt, hun havde selv gjort det op til flere gange, men samtidigt forsøgt at sørge for at hun ikke lænkede alt bag lås og slå.
En smule stift i ledene lænede hun sig ind og plantede et kys på hans pande. "Så hvis du vil tale om det så er jeg her for dig, det vil jeg være så længe mit hjerte slår. Men lov at komme til mig når du er klar"
Aleksander af Isenwald

Aleksander af Isenwald

Lysets Kriger, Prins af Isenwald

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 194 cm

Dragonflower 20.09.2020 21:11
Alexander løftede modvilligt hoved som Veronas hånd bød det, og først ved lyden af sit navn, mødte han hendes blik. Det var tydeligt hendes ord skar ham i hjertet, som de flåede op i ting han kun viste alt for godt, men endnu ikke havde haft modet til at handle på. Prikkede til alle de ting der havde gnavet i hans indre så længe, uden andet end hans egen vilje til at holde deres glubske bid i skak.

Hans moders nænsomme kys mod hans pande var dråben der fik tårrene til at flyde over, og løbe nedover hans kinder i en lind strøm. Gråden der fulgte var ikke køn eller nænsom. Den var hjerteskærende og rå. Desperat og ukontrolleret, så hans søstre måtte hører det hvis de kunne. Der var ikke mere han kunne gøre for at holde det tilbage.

Alexander trak benene op mod sit bryst og greb efter sin moders hånd, arm eller skjorte, hvad end han kunne få fat i! Hvad han kunne gøre for at føle hendes nærhed, og den trykhed der fulgte med sin moders favn.

Det var lange, tunge minutter før Alexanders gråd stilnede hen til tunge hulk og snøft. "Jeg.. mor jeg... elsker.. hende... fra før alt.. det her" frustrationen i hans sidste ord var mærkbar, som han gjrode en arrig gestus mod værelset, mod Isenborg. Fyrste borgen.
"Hun.. ved det ikke... og jeg.. jeg.. har ikke.. kunne knuse hendes hjerte.... endnu..... eller.. mit eget" hans sidste ord var så små og skrøbelige. 
Verona L A af Isenwald

Verona L A af Isenwald

Fyrstinde af Isenwald-slægten

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 46 år

Højde / 173 cm

Erforias 22.09.2020 21:45
Veronas hjerte føltes som det gik itu, som gråd, tårer og sorg flød over hos hendes søn, truende med at fylde hele rummet. Det var hende ligegyldigt om hele borgen hørte det, lige nu var alt det der betød noget at være der for Alexander. 

Hans hånd fandt hendes arm, som hun satte sig på sengen ved hans side og tog ham i hendes favn. En favn der altid lovede at at være der for ham, at værne mod alt med næb og klør. En favn der havde været der gennem mareridt og ulykker.

Blidt strøj hun hånden gennem hans hår "Åh min skat..." Gråden tung i hendes ord. Hvor mange havde drømt om titlen som fyrste eller fyrstinde, havde det været en forbandelse for hendes. De havde måtte forlade det hjem der altid havde været deres, fået dem længere fra hinanden end nogen sinde før, og for hvad? At det var det rette at gøre?!? Hvordan kunne noget være det rette hvis det gjorden sådan ved hendes barn?!?
"Sander... jeg vil gøre alt i min magt for at finde dig en løsning..." Tankerne for gennem hendes hoved, hvordan ville hun gøre det? "Kærlighed kan findes uden for ægteskabet, så længe man kan finde en forståelse..."
Aleksander af Isenwald

Aleksander af Isenwald

Lysets Kriger, Prins af Isenwald

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 194 cm

Dragonflower 23.09.2020 21:39
Alexanders gråd blev mindre hjerteskærende som hans mor holdt ham, og strøg ham over håret. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde følt sig så.. tryk. Måske sidste gang han havde været netop der, i sin moders arme. Måske engang før Astids evne havde erstattet trykhed med frygt og ængstelighed.

Langsomt falmede gråden, til der ikke var andet en små hulk og tunge snøft tilbage. "Men mor.. hun ved ikke jeg er adelig. Jeg.. hun tror bare jeg er kriger i lysets hær. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne forklarer hende.. endnu mindre forvente hendes forståelse eller accept! Jeg ved.. jeg ved jeg holder hende for nar, men.." ordrene sad fast i hans hals, og han begravede sig ansigt i sin mors skjorte i stedet for at forsøge at få dem ud.
Han klemte om Veronas arm, og trak sig tættere på hende. Hvad end fremtiden bragte, hvad end Guderne havde i vente.. så var det nemmere at bærer der. Ved alle guderne hvor havde han savnet hende, hele sin familie! Selv.. selv Astrid, måske. Han kunne ikke nægte han havde været lettet efter at have set hende til maskeballet. Set at hun var et menneske, af kød og blod, og ikke en kold skygge af frygt i natten.
Verona L A af Isenwald

Verona L A af Isenwald

Fyrstinde af Isenwald-slægten

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 46 år

Højde / 173 cm

Erforias 24.09.2020 10:28
En rysten fik frystindens hår til at danse kort i luften. Selvfølgelig havde han ikke fået fortalt den del, det burde ikke have overrasket hende at Alexander var endt i den situation. Han havde det med at være for god af sig, og i hans jagt på ikke at sårer folk komme til at skade sig selv i stedet.
"Sander, du ved godt hvad du blive nødt til her..." Hans hånd fik et klem. "Jeg ved at du ikke har lyst at såre hende, men jo længere du venter jo større bliver bylden..." Som hans stemme knækkede knugede Veronaham ind til sig, blide kys plantet i hans hårbund. 
"Sander... Så længe du ikke snakke med hende stjæler du hendes valg. Jeg ved godt det er af god vilje, men hvis hun holder af dig bare en snert af hvad du holder af hende, så er jeg sikker på at i nok skal finde en vej."
Den del kunne hun ikke gøre meget ved, det ville ikke hjælpe at hun kom og talte med pigen på sin søns vegne. Det var desværre noget som Alexander selv måtte løse. Men hun ville være en støtte for ham, gennem hvad end der måtte komme. Om hun selv måtte finde på påskud til at være hos ham i Dianthos, eller hvor end han blev sendt hen. 
Hvilken mor var hun hvis hun ikke kunne være der for sine børn?
Aleksander af Isenwald

Aleksander af Isenwald

Lysets Kriger, Prins af Isenwald

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 194 cm

Dragonflower 25.09.2020 17:01
Alexander snøftede tungt, og åndede sin mors trykhed ind med hvert åndedræt han tog. Det ændrede næppe hans situation, men hans morders tilstedeværelse, gjorde det hele lidt nemmere at overskue. Lidt nemmere at bærer den byrde han selv havde skabt.

En mellemting mellem et grin og gråd undslap den unge prins ved hans moders ord. Var det ikke præcist det samme Arya havde sagt til han ved maskeballet? Han havde set prinsessens pointe dengang, og lovet sig selv at åbne op, når en bedre lejlighed bød sig.. men at skulle gøre det overfor Dinah?
Det virkede langt mere skræmmende at risikere syreskens vrede ved at fortælle Dinah det, end den politiske skandale det ville være, hvis Arya forrådte hans tillid...

"Jeg skulle havde.. burde have sagt noget tidligere".

Til Verona. Til Dinah. Til nogen. Hvis Dinah smed ham på porten over hans ophav, havde det måske gjort mindre ondt, hvis det var sket tidligere. Hvis han havde talt med nogen, i stedet for at gemme på det hele i sit indre, havde det måske ikke gjort så ondt.
Verona L A af Isenwald

Verona L A af Isenwald

Fyrstinde af Isenwald-slægten

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 46 år

Højde / 173 cm

Erforias 26.09.2020 14:25
Veronas frie hånd gik tilbage til at stryge Alexander over håret. Det lød som at han godt kunne se det værdien i hendes ord, det lød næsten som han selv måtte have tænkt noget lignede på et tidspunkt.  
"Hvad der burde være sket er fortid, spørgsmålet er hvad du har tænkt dig at gøre nu" hun sendte ham et smil. Han kunne ikke gøre noget før han var kommet sig, det skulle hun personligt sørge for. 
Med lidt held ville alt det her, være nok til at sat skub i nogle ting for prinsen. Selvom hun ville have være det foruden, så satte liv og døds situationer tingene i perspektiv, drømme og frygt blev altid mere klart derefter. 
Hun burde efterhånden selv gøre noget ved sine egne drømme, men det var tiden ikke til lige nu. 
"Hvis du får brug for min hjælp så lov at du vil komme til mig, jeg er aldrig længere væk end jeg kan komme til dig" svor hun, og forventede han ville love det samme.

Som det virkede at Alexander lod til at have fået mere ro på sig selv igen, var der et spørgsmål der havde naget. "Hvad skete der egentlig efter slaget?"
Aleksander af Isenwald

Aleksander af Isenwald

Lysets Kriger, Prins af Isenwald

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 23 år

Højde / 194 cm

Dragonflower 26.09.2020 21:34
Alexander lukkede øjnene og sank en klump der føltes så enorm, den havde truet med at kvæle ham.
"Tak, mor" 
Ordrene var svage, knap mere end en hvisken, og uendelig trætte. Men der var også en overgivelse i dem, en overgivelse til den visdom Verona havde delt, og til hans eget utilstrækkelighed. Han kunne ikke holde på alting selv, ligegyldigt hvor hårdt han prøvede. 
"Jeg... det vil jeg huske. Tak" gentog han, denne gang med lidt mere kraft som han rømmede sig.

Veronas spørgsmål, om end det ikke var et behageligt emne, kom stadig som et næsten kærkomment afbræk. Det var fakta, handlinger. Det var nemmere at forholde sig til.
Hans bevægelser var dog stadig modvillige, som han trak sig en smule fra sin moders favn igen, for at sætte sig mere op, og få rettet sin stadig skadede arm til en bedre position. I alt hans emotionelle tumult, havde han ikke bemærket hvordan den var begyndt at dunke insisterende.

Alexander tog en dyb indånding, og pustede langsomt ud for at samle sig, inden han begyndte sin fortælling.
"Jeg er ikke sikker på hvordan det skete, men.. Ridderen fra Mørket fik slået mig ud, og da jeg vågnede igen var vi ved Amazonitskovens grænse. Hun.. kunne teleportere, så det må være sådan vi tilbagelagde afstanden" han gned en hånd over sig ansigt og fugtede læberne "Vi var stoppet for et hvil, da spejdere fra lyset fandt os. Men den ene var en forrædder, en del af Inkvisitionen dengang.." han gik ikke i detaljer. "Spike Lee, formskifteren. Han lod de to andre dø for ridderens klinge, men han var efter hende" Alexander sænkede blikket og knyttede sin raske hånd. Der var ikke noget han kunne have gjort for at redde de krigere, men deres død gjorde han stadig vred. Hvis forræderen ikke havde været imellem dem, havde de måske haft en chance?
Den unge prins sukkede og gav slip. Han havde selv kæmpet mod ridderen. Hvis de alle fire havde været oppe, friske og haft overraskelsesmomentet, så måske.
"Han lod mig stikke af.. Jeg greb en af spejdernes oppakning, og satte derfra så hurtigt jeg kunne uden at efterlade for mange spor der kunne følges hvis han ombestemte sig, eller hvis rytteren slap fri.. Jeg fandt den røde flod, og fulgte den et stykke, inden jeg drejede sydpå, parallelt med kysten. Jeg turer ikke komme for nær, efter Vinddalen" han sukkede tungt "Derefter.. var det bare at tilbagelægge kilometerne, til jeg stødte på nogen.. Efter hvad landsbylægen fortalte, havde jægerne sagt de fandt mig nær grænsen til Vesterdalene". Han fortælling var lang, men stadig overfladdisk, for meget af den. Men de lange, endeløse dage og nætter han havde slæbt sig igennem landskabet, skridt for skridt, var næppe relevante for hans mor tænkte han. De var bedre glemt. 
Verona L A af Isenwald

Verona L A af Isenwald

Fyrstinde af Isenwald-slægten

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 46 år

Højde / 173 cm

Erforias 28.09.2020 21:04
Alexander fik et sidste kram fra Verona, som han lovede at komme til hende hvis han fik prøvet sig over evne. Nok ville hun ikke altid kunne være der for ham, men hun ville så længe hun kunne. 
Overanstrengelsen gik hende ikke forbi og uden varsel tog hun den selv, lidt smerte fra eller til kunne hun godt håndtere.

Det huede hende på ingen måde hvad der var hendt hendes søn, især ikke at en af de rædselsfulde inkvisitiøre lod rundt på fri fod, endda en fromskifter! Hun måtte få nogle til at holde øje med om han dukkede op igen. Det var dog besynderligt at han skulle være gået efter ridderen.
Hun kendte blikket der flakkede i Alexanders øjne fra sig selv, kunne de være reddet? Hvis bare man havde gjort mere, svaret var næsten altid nej.
"Det er noget af en tur" indrømmede hun. Alexander havde været heldig, så meget havde hun vidst. Men det var et under at han havde overlevet den tur, et under hun takkede guderne for. Selvom hendes ansigt virkede stoisk, kunne tårer anes i øjenkrogen. Hun vidste godt det det var en risiko da han ville være en del af hæren, men alligevel havde hun håbet at han ville gå fri. At hendes børn ville gå fri... 
1 1 1 1


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Helli
Lige nu: 1 | I dag: 4