Hunter var vant til at se Asad, om ikke hver dag, så i det mindste ofte. Hver anden dag, mindst. Der var krystaller der skulle tjenes, ry der skulle opretholdes, tyveknægte der skulle skræmmes væk, territorier der skulle markeres, blod der skulle spildes. 
Han havde kaldt Asad for sin ven, men der var ingen sorg i ham, da han rodede igennem sin forsvundne 'vens' hjem. Efter ikke at have hørt fra Asad i en uge, var han taget hjem til ham. Han vidste, at Atlas' forsvinden havde taget hårdt på ham, hele banden havde kunnet mærke det på ham. Der havde ikke været nogle tårer, men der havde været en betydelig stigning i aggressionen fra ham, der var kulmineret i nedbrændingen af Rottebandens hus. 
Det burde have været dér, at Hunter havde indset, at noget i Asad var knækket. Måske han skulle have hjulpet ham. Måske han skulle være stukket af fra ham noget tidligere, så han ikke var blevet indblandet i Dianthos' nyeste, store tragedie. 

Nu stod han i stedet her, i Asads lejlighed, og rodede igennem hans ting. Krystaller lå spredt ud over det hele, og Hunter tog dem alle sammen for sig selv. Hvis ikke Jaxon eller Emmet havde været her endnu, så var de heller ikke berettiget til noget af det, der var der. Først til mølle, jo. 

Hunter nippede også de fleste af Asads mange smykker, stoppede det bedste af hans tøj i en sæk, og faldt tilfældigvis også over en kasse med et par sko i. Et par sko, Hunter genkendte, fordi han havde været med ude med Asad, da Asad havde skaffet dem. 

Hunter tog dem med sig, som det sidste han kunne bære, så sig omkring en sidste gang efter noget af værdi, og forlod så lejligheden. Han smed alle tingene hjemme hos sig selv, inden han begyndte at sortere i, hvad han selv ville beholde, og hvad han ville sælge. Smykker gik han ikke med, men han beholdt alligevel en god del af dem, hvis nu Asad kom hjem igen. Om ikke andet kunne de bruges til at købe Asads velvilje med, når han opdagede, at Hunter havde skiftet bande. Hvem vidste, om Asad ville komme tilbage om en uge eller om et år? Hvis han kom tilbage om en uge med Atlas på slæb, så ville Hunters skift af loyalitet sandsynligvis få ham dræbt. Nu kunne han i det mindste påstå, at han havde haft gode intentioner.


Der gik flere dage, før Hunter tog sig sammen til at tage kassen med sko med ud i byen. Han opsøgte Mahir, hvor han vidste at drengen arbejdede, for han havde ikke lyst til at rende ind i hans forældre også. 
Han ventede i gyden ved siden af bygningen Mahir løb med pakker fra, og ventede tålmodigt dér, til Mahir kom løbende fordi ham, og tog chancen til at gribe fat om hans arm og smække ham ind i gyden. 

"Mahir," hilste han i en næsten nedladende tone, fordi det var den, Asad altid havde brugt med ham. Hunter var ikke sikker på, om han nogensinde før havde sagt et eneste ord til Mahir. Han var generelt en stille type, der ikke sagde noget, medmindre han blev spurgt, og det havde ladet til at Mahir var samme type, med undtagelse af at han altid havde beklaget sig, når Asad havde hentet ham for at få ham med ud. Hunter beklagede sig aldrig - han adlød blot ordrer.
Hunter var både yngre og lavere end Mahir, men han havde en blodtørst, han vidste Mahir ikke havde, og han følte sig på ingen måde truet af Asads lillebror der, i alle deres sind sikkert, havde set ham som en lillebror, ligegyldigt hvad deres reele aldersforskelle var. Mahir var bare den lille. Ham, der skulle beskyttes. 

Mahir havde ingen fornemmelse af, hvor længe det var siden, at han havde haft sin konfrontation med Asad. Tre dage? To uger? Det var som om, at alting var flydt sammen omkring ham. Dagene lignede hinanden - han hjalp til i bageriet, løb med breve og pakker, fik aftenmad, var i bageriet igen, inden han væltede om i sin seng. Sådan havde det været altid, men det var som om, at alt andet var suget ud af livet. Hver dag var mere grå end hvad vintervejret kunne have skyld for. Han havde konstant ondt i maven og hans krop føltes tungt og svær at få til at bevæge sig fremad.
Men han havde ikke grædt. Ikke siden den aften. Det var som om, at han ikke kunne mønstre energien.

Med et tomt blik og uden sit sædvanlige venlige smil, var han på arbejde og løb byen tynd med pakker og breve. Hvordan det lykkedes ham at huske adresserne måtte kun guderne vide, men ingen have brokket sig endnu, selvom nogle af de sædvanlige kunder var lidt overraskede over hans afvisende adfærd. Der var ikke noget småsnak eller noget smil, han afleverede hvad end han havde til dem, inden han løb igen uden et ord.

Han havde været et eller andet sted henne med en større pakke, og løb nu tilbage mod hovedkvarteret for firmaet, hvor endnu en pakke ville vente på ham.
Gaderne var glatte, og han løb lidt langsomt, som han drejede ind af den rigtige gade. Pludseligt greb nogen fat i ham og hev ham ind i en gyde, hvilket nær havde fået ham til at skrige i forskrækkelse, men der kom ikke rigtigt ud af ham, andet end et skræmt gisp. Hans ryg ramte en mur, og endeligt faldt hans blik på den, der havde hevet ham derind. Hunter. En af dem fra Asads bande.

Hans navn blev sagt i en tone, der bare gav Mahir endnu mere ondt i maven, og han slog blikket ned, inden han skubbede sig ud fra muren og videre forbi den yngre dreng.
"Jeg er ikke interesseret, fortæl ham, at han skal lade mig være." Hunter var uden tvivl sendt af Asad, han mindede Mahir om en lille arrig hund, der gjorde alt, hvad dens ejer sagde. Han var ikke en af de værste i gruppen, men som med dem alle sammen, kunne Mahir ikke rigtigt lide dem. De var alle sammen med på vold og den slags, og de var alle sammen nogle røvhuller. Med den nye viden om Asad, var det vel ikke så sært, at de havde valgt ham til at lede dem.

Hunter lod ikke Mahir komme forbi sig og da han prøvede, lagde han en hånd mod hans mave og skubbede ham tilbage ind i gyden. Hans evne rørte ikke Mahir, ikke endnu, men han lod den slå gnistre af energi i luften omkring sig, så Mahir ikke kunne være i tvivl om, at Hunter var seriøs og ville gå lige så langt, som han var nødt til at gå, for at få den opmærksomhed han krævede.

"Det kan du selv fortælle ham. Hvis du kan finde ham." Hunter havde aldrig gjort noget så forfærdeligt, som det han havde gjort, den nat Asad havde besluttet sig for at sætte ild til Rottebandens hus, men var Asad ikke forsvundet, ville han nok stadig have været i hans bande. Om ikke andet, så var det sikrere at være i en bande, end at være uden den, og Asad var ikke ligefrem kendt for at være den tilgivende type. Hunter havde trods alt holdt Atlas nede, imens Asad havde tæsket ham. Først flere uger senere, var det gået op for ham, at de to havde noget historie sammen, som Asad ville straffe ham for, på trods af hvor tætte venner de tydeligvis havde været. 
Og alligevel var Hunter bitter over, at Asad bare var forsvundet uden et ord. Han havde frygtet ham, haft lyst til at forlade hans bande, og nu stod han her, og var sur over at han ikke længere behøvede frygte ham og var fri til at finde en anden bande.

"Ved du hvor han er?" Det var ikke det han var her for, men han kunne lige så godt spørge, nu hvor han var her.

Selvfølgelig fik han ikke lov til at gå. Men han prøvede, selvom han vidste, at han ville fejle. En hånd blev lagt mod hans mave og skubbede ham ind i gyden igen. Det var nu heller ikke rigtigt fordi, at han som sådan strittede i mod, han var bare så træt. Som han endte mod muren igen, kunne han mærke de små hår rejse sig, som energien gnistrede i luften omkring dem. Han havde aldrig været i den modtagende ende af Hunters evne, men han havde set nogen være, og det var absolut ikke noget, han havde lyst til at prøve. Heldigvis var han Asads lillebror, og det gav ham beskyttelse mod de andre. Ikke Asad. Så han var ikke bange for Hunter. Slet ikke lige nu, som han var på vej ned i et stort sort hul af ligegyldighed.

Hvis han kunne finde ham? Hvad mente han med det? Han var vel, hvor han altid var, når han ikke var på gaderne eller ude for at drikke eller hvad han ellers lavede. Hjemme. Mahir så forvirret ud og så kort på Hunters ansigt for at forstå, hvad han mente, men inden han kunne nå at spørge ind til det, stillede Hunter sit eget spørgsmål.

Mahir skar ansigt og så ned igen.
"Jeg har ikke set Asad i..." Han gik i stå, som han forsøgte at finde ud af, hvor længe, der var gået. Han var ikke sikker, hvilket var en skræmmende følelse.
"... længe. Et par uger, tror jeg." Han skævede mod Hunter igen uden nogen form for bekymring, og selvom hans mave trak sig sammen ved snakken om Asad, var hans øjne stadig tørre.
"Vi er uvenner," konkluderede han sløvt, "kan du ikke finde ham derhjemme?"

"Selvfølgelig er I det," svarede Hunter irriteret, da Mahir fortalte ham, at ham og Asad var uvenner. Var de ikke altid uvenner? Hunter havde under alle omstændigheder aldrig set dem være gode venner, allerhøjst lod de til at kunne tolerere hinanden.

"Der er ikke nogen af os, der kan finde ham. Det kan hans udlejer tydeligvis heller ikke." Hunter kastede pakken med skoene i til Mahir. Han havde ingen ide om, hvilken betydningen de havde imellem de to, eller om Hunter overhovedet kendte til skoene, men han vidste at Asad havde tænkt sig at give dem til ham, så hellere sent end aldrig. Måske sådan en gave kunne forbedre deres forhold lidt.

"Hvis han ligger død i en rendesten et eller andet sted, fik han i det mindste givet dig dem," mumlede han med et nik mod pakken.

Hunters irriterede svar efterlod Mahir lidt i tvivl, om den yngre dreng vidste, at han og Asad havde været oppe at skændes, men hvis han havde vidst det, havde han vel ikke forventet, at Mahir vidste, hvor Asad var henne?
Det gik langsomt op for ham, at Asad åbenbart var blevet væk. Der gik et stik af bekymring igennem ham, for det lignede ikke hans storebror. Havde han overhovedet forladt byen siden de var flyttet hertil? Selvom Asad var voldelig og brutal, mente Mahir nu nok, at han var meget glad for at sove i sin egen seng, så hvis han ikke kom hjem efter et par dage...

Han greb forskrækket kassen, som han slet ikke havde lagt mærke til i Hunters hånd. Han genkendte den med det samme, det var den kasse, Asad havde haft hans sko i. Efter vægten at dømme, lå de stadig deri. Skoende var specielt lavet til at gå på line med, og Asad havde givet dem til ham til hans 17-års fødselsdag for næsten et år siden. De havde ligget oppe ved Asad, da Mahir ikke turde tage dem med hjem. Tænk hvis deres far opdagede dem, han ville slå ham gul og blå for stadig at drømme om akrobatik, når bageriet skulle passes. Så i stedet havde Mahir været hjemme ved Asad og låne dem et par gange, når han havde haft tid til at smutte ud af byen og hen til det reb, Atlas havde spændt op mellem nogle træer.

For et øjeblik stirrede han bare på kassen, inden han rystede på hovedet.
"Jeg vil ikke have den." Men han holdt den ind til sig, inden han løftede blikket til Hunter igen. Havde han kunne se sig selv udefra, ville han selv sige, at han så ti år ældre ud. Og træt. Meget træt.
"Jeg ved ikke, hvor han er henne. Jeg er også ligeglad." Det var som om, at han slet ikke havde hørt kommentaren om, at han kunne ligge død i en rendesten. I stedet fortsøgte han at skubbe sig forbi Hunter igen.
"Kan I ikke bare lade mig være."

Hunter vidste sjældent noget som helst om Asads og Mahirs forhold, endnu mindre om deres skænderier. Asad var ikke ligefrem en åben person. Hvis han stolede på nogen som helst, så havde det ikke været Hunter. Måske Atlas, men da han var forsvundet, var al Asads tillid til andre vist også.

Mahirs reaktion på skoene fik endnu et fnys ud af Hunter. Kunne drengen ikke se sig selv? Ligegyldigt hvor lidt han påstod at han ville have skoene, holdt ham dem ind til sig, som var han et gadebarn der havde fået en skive brød for første gang i flere dage. Hunter troede lige så lidt på det, som han troede på at Mahir var ligeglad med, hvor hans storebror var. Som desuden nok ikke lå i en rendesten - Hunter havde på fornemmelsen, at han ville have fundet hans lig snart, hvis dét var tilfældet. Han troede mere på, at Asad var taget ud for at finde Atlas, selvom det undrede ham, at Asad ikke havde beordret resten af banden til at hjælpe ham. Lå han død et eller andet sted, var det nok samme sted, som Atlas var forsvundet hen.

"Det er en dum idé, at være ligeglad," råbte Hunter efter ham, da Mahir insisterede på at møve sig forbi ham. "Uden Asad er du ingenting. Der er ingen andre, der vil beskytte dig. Resten af byen troede du var en del af os, og nu kommer de til at vide, at du er alene." Med 'resten af byen' mente han selvfølgelig kun de kriminelle i den, men det var mere end nok til at være farligt.

Havde Mahir ikke haft kassen i hænderne, havde han holdt sig for ørerne, som Hunter råbte efter ham. Ordene borede sig ind i ham som syle, og lidt snublende satte Mahir i løb mod indgangen til bygningen, hvor budcentralen lå. Han ville væk fra ham, væk fra alt hvad der havde med Asad at gøre. Selvom han sagde, at han var ligeglad, var han bekymret for sin storebror. Men hvad ville det nytte? De kom aldrig til at snakke sammen igen, Mahir havde tydeligt frasagt sig deres familiebånd. Hvordan kunne han være lillebror til en, der brændte børn inde?!

Hunter havde selvfølgelig ret. Uden Asad var han ingenting, han var hjælpeløs og svag som en nyfødt kattekilling. Mahir ville aldrig have haft brug for Asads beskyttelse, havde Asad ikke selv skabt det behov for sin lillebror, men nu var han rent bytte for dem, der ville familien ondt. For selvfølgelig troede de alle sammen, at han var en del af Asads bande, der havde hærget med vold og trusler i dele af byen. Fjender var der nok af derude.

Med hjertet i halsen og støre frygtsomme øjne væltede han ind i bygningen. Han fandt sig et stille hjørne, hvor han rystende faldt til ro igen. Selvom en oplevelse som denne normalt kunne få tårerne frem i øjnene af ham, var han lige så død indeni som før.
Kassen med skoene fik han lov til at stille et sted, inden han blev sendt ud igen med en pakke. En bekymret chef ville hellere have ham til at stoppe for i dag, for han så ud som om, at han havde set et spøgelse, men Mahir havde brug for pengene. Som altid. Og det vat bedre at løbe. Så skulle han ikke tænke.
Det endte med, at skoene blev på hans arbejde. Så da han kom hjem, var det i det mindste ikke det, hans far var sur over.

Hunter trådte ud efter Mahir, og var på nippet til at løbe efter ham. Han havde stadig mere han gerne ville have sagt til ham, mere info han gerne ville have presset ud af ham, men da han så Mahir stikke af, gad han alligevel ikke sætte efter ham. Mahir var hurtig på fødderne og selvom Hunter var det samme, troede han ikke at han kunne indhente ham. Desuden var det ikke noget vigtigt han ville. Det vigtigste han havde haft på sinde var at tjekke, om Mahir var okay. Han havde lignet en spøgelse af sig selv, og selvom han aldrig havde set glad ud, når han var sammen med banden, havde han i det mindste set mere levende ud.
Men drengen var ikke Hunters ansvar, og ville aldrig blive det, så Hunter endte med at se tomt efter ham. I det mindste havde han taget skoene med sig - så følte Hunter at han havde gjort, hvad han var kommet for.