Døren ned til våbenkælderen blev åbnet. 'Kælder' var måske ikke det helt rigtige ord at bruge, eftersom man kun skulle træde tre trin ned ad en stentrappe for at nu gulvet. Det havde mere med skråningen, stueetagen var bygget på, og hvordan der kun var vinduer til den ene side, fordi rummet til den anden side var bygget ind i bakken, at gøre. Vinduerne hjalp ikke meget på dette tidspunkt af døgnet. Kilian havde taget en nattevagt, og månen var næsten aftaget helt. Han rodede i lommen efter et fyrtøj og på væggen efter en lampe og fandt begge dele samtidig, mens han - mere eller mindre frivilligt - huskede festlighederne fra i går. En byvagterne havde været i tjeneste i fem år, så det skulle naturligvis fejres på den nærmeste kro med godt med alkohol. Lyset spredte sig langsomt, mens flammen fik fat i lampeolien. 'Festligheder' ændrede betydning kraftig, som aftenen skred frem og folk fik mere indenbords. Han var selv gået ved midnat, da han havde dobbeltvagt i dag. Eller det havde han i hvert fald undskyldt sig med. Han havde dog hørt nogle historier fra dem, der var blevet der lidt længere. Blandt andet havde jubilæumsbyvagten drukket sig pælstiv og var begyndt at smide tøjet. De havde nået at fange hende, men ikke før, som byvagt Gayus havde formuleret det, han var blevet "besat af en bukseløs Ana". Kilian var ikke sikke på 'besat', var det rigtige ord et bruge. Eller måske var det det helt rigtige. Gayus snakkede utroligt meget om hende for en der, og her kunne Kilian igen citere ham, "overhovedet ikke var det mindste interesseret i det sindssyge kvindemenneske".

Den anden historie, som Kilian havde hørt og netoop nu var igang med at verificere, var, at 'festlighederne' var fortsat i våbenkælderen. Der havde været stille i stueetagen, så mon ikke det var en god idé, at tælle inventaret og se, om alt var der? Lyset havde ni lige præcist nået hjørnerne af våbenkælderen. Kilian sukkede dybt, højlydt og i den grad bebrejdende. Der kunne lige så godt være for meget, som for lidt i det kaos, der åbenbarede sig dernede, og spydene lå som om nogen havde spilllet Dronning med dem. Lampen blev hængt på væggen, skridt blev taget ned ad trappen, og oprydningen blev langsomt påbegyndt.

(Dronning: forsøg på oversættelse af Mikado > opkaldt efter pind, der er mest værd > opkaldt efter titel på japansk kejser)

Hvis man spurgte Alister, så var han en mand, der takket være sit elviske blod, kunne drikke uanede mængder alkohol. Spurgte man byvagterne fra festen i går, kunne de fortælle en lidt anden historie, og den gode sergent, havde faktisk en smule svært ved at huske alle aftenens detaljer. 

Én ting var dog ganske klart i hans minde: Der var rod i våbenkammeret.

Dagen var gået med vagter og tømmermænd, og der havde været usandsynligt travlt, for Alister havde ikke engang haft mulighed for at tvinge et par stakkels rekrutter til at gå ned og tage sige af spyddene. Eller jo, han havde forsøgt, men den nye rekrut han havde udset til opgaven, havde haft en særdeles dårlig dag, og en snak under fire øjne, havde fortalt Alister om tragedier i famlien, der langsomt fik det til at gå op for ham, at manden havde en almindelig, tragisk baggrundhistorie, hvor hele familien dør. Sergenten havde ikke kunne gøre andet end at sende den stakkels mand hjem med streng besked på at møde udhvilet op dagen efter.

Derefter havde dagens rapporter skulle udfyldes, og natten var for længst gået på hæld, da Alister langt om længe gjorde klar til at drage hjemad, og tanken om rodet i våbenkammeret igen begyndte at irritere hans baghoved.

Pokkers. Han kunne ikke lade det stå.

Døren ned til våbenkammeret knirkede en smule, og til sin overraskelse så Alister et lys dernede samt en umådeligt velformet mand, der var i færd med at inspicere spyddene. Velformet på den manér, at Alister beundrede de timer der var langt på træningspladsen, naturligvis, ikke andet.
"Sergent Pil .. jeg troede at alle var taget hjem." Hilste han en smule forundret, men smilede alligevel til den anden sergent i halvmørket. Han havde altid beundret Pils arbejde, og de to havde også tilbragt en tid i Azurien sammen, da hele fadæsen med Ordenen havde plaget Dianthos. 

Festoriginalernes narrestreger fra i går aftes blev set igennem i sømmene. Det havde gjort et fremragende stykke arbejde - hvis deres arbejde havde været at få hele byvagten til at ligne uduelige drukkenbolde. Kilian samlede beviser op fra gulvet, på at de havde drukket videre hernede. Tre af beviserne var tomme mjødflasker. Det fjerde var en tom, knust mjødflaske. "Forhåbentlig blev de flasker ikke åbnet ud på gaden blandt... folk" mumlede han skuffet som en regelret storebror. Spyddene var det største rod, men for at komme derover måtte Kilian tage sig af nogle bredde sværd, der var havnet tæt ved trapperne i stedet for i den anden ende af kammeret. Han bøjede sig ned og tog et fast greb om et par læderindbundne skæfter og rejste dem lige op ad væggen.

De spidse ører vippede lidt ved lyden af fodtrin. Han var da den eneste på vagtplanen, det havde han tjekket. Han stod stille og lyttede lidt. Arh, de fodtrin genkendte han. Alister var en gammel ven, som han havde sloges side om side med i Azurien. Ham kunne man stole på. Kilian vendte rygge til døren igen og begyndte at skille spydene ad. Han var også temmeligt sikker på, at han hørte Alister tøve et øjeblik i døråbningen. Kilian måtte give ham, at han kunne være meget observant, og måske lidt mere end sergenten selv var klar over. I dagens anledning kunne det dog være, at Alister forsøgte ikke at lade sig påvirke af synet af kælderen.

"Sergant Alister! Jeg kunne spørge dig om det samme... jeg er lige kommet." Sergent Kilian så fra sergent Alister og rundt i kælderen. "Jeg er virkelig ikke imponeret... men det kunne have været værre." Hans smilede. De havde mange interne vittigheder omkring byvagter, der var kommet galt af sted, og dette var en reference til en af deres stakkels spejdere: "I det mindste bliver vi ikke ligesom den evigt traumatiserede Georg le Bots, der har besøgt Samsons gemakker."

Alister kunne ikke lade være med et kigge en smule beundrende på, hvordan Kilian greb om skæftet på sværdet - hvis blot alle i byvagten var som Sergent Pil, så var der slet ikke så meget ballade, og så havde de ikke haft hele denne her redelighed.

Han lo lidt af Kilians kommentar og lod blikket glide rundt på rodet. "Ja, det var lidt af en fest hernede .. Jeg ville have sendt en af rekrutterne ned for at rydde op, men det stod lidt sløvt til med bemandingen."

Han sukkede og bøjede sig ned for at samle et par spyd på, vejene dem lidt i hånden. Spydet var ikke hans foretrukne våben, men han vidste da en ting eller to om, hvordan sådan nogle skulle håndteres. Det vigtigste var et godt, fast greb.

Selv om han burde være hjemme i sin seng, var han egentlig ganske glad for det uventede selskab. Det var alt for længe siden, at han havde været på tomandshånd med Sergent Pil - efter alle hændelserne de seneste år, hvor man kunne have været fristet til at råbe "duk dig, plottet kommer!" havde hverdagens travlhed pludselig overtaget, især efter hans forfremmelse til Sergent.

"Alt vel, bortset fra rodet i våbenkammeret?" Spurgte han.

"Tjoooo, alt vel," svarede Kilian tilfreds efter lidt betænkningstid. Ganske vidst havde han ikke regnet med at skulle tage sig af dette rod i dag, men så var det jo godt, at man ikke var alene, og han havde aldrig haft noget imod Sergent Sølvklinges selskab. Det var svært ikke at sætte pris på en mand, som lod til kun at tale pænt om en, og som man selv kun havde respekt for. Desuden havde han også selv kun en tom seng derhjemme, så han tog gerne nattevagterne. Der skete oftest noget mere ophidsende end om dagen.

"Men ja, bortset fra våbenkammeret... Jeg er glad for, du vil hjælpe," tilføjede Kilian smilende kun med den ene mundvig men taknemmeligt, og vendte sin opmærksomhed mod de lange, velformede spyd. Han løb at par fingre langs siderne på et par af dem. Dette var selvfølgelig for at se hvilke, det lå øverst. Selv om Kilian var en temmelig opmærksom halvelver, så havde han ikke øjne i nakken, så da han tog et skridt til siden for at dreje sig om spydbunken, bumpede han bagdelen ind i en reol og fik en stor, tyk, grøn, komplet udfoldet sovepose til at falde ned fra en af hylderne og vælte over dem som en aggressiv søpølse!

Alister placerede spydet i dets korrekte holder, hvor det let og velsmurt gled på plads. På trods af rodet var våbenkammeret ganske velholdt, for en populær opgave for nye rekrutter, der havde dummet sig var, at sætte dem til at polere samtlige spyd i våbenkammeret.

"Naturligvis .. i det mindste er det ikke lige som sidste år, du ved, episoden med spruttejuicen." Sagde han og gav Kilian et lille klap på ryggen, idet han gik forbi, beundrende mandens veltrænede muskulatur så godt man kunne i halvmørket hernede.
Naturligvis ud fra et professionelt øjemed. 

Den nævnte episode fra det forgangne år havde også krævet en del rengøring, da en eller anden klaphat havde tilladt en levende og meget energisk blæksprutte at blive leveret til hovedkvarteret.

Et forskrækket og ikke specielt mandigt hyl undslap Alisters læber, da et eller andet grønt og udfoldet pludselig sprang ned fra en hylde på dem. Af ren refleks greb han det nærmeste sværd og stak opad, med det resultat at soveposefyld væltede ud over det hele.
Her stod han nu og så lidt brødebetynget på det nye rod, der var opstået. "Det må du undskylde, jeg blev helt forskrækket." Sukkede han.

Som halvelvere var flest, havde Kilian heller ikke meget fedt på kroppen, så man ville tydeligt have mærket de slanke, veltrænede muskler svulme, hvis man havde rørt hans ryg, mens han arbejdede med spydene.

Det gjorde den kære sergent Pil dog ikke længere. Han blev distraheret. Han havde ikke set den aggresive sovepose, men han havde set Alistars sværd blive trukket ud ad øjenkrogen og havde øjeblikketligt vendt sig mod angriberen - hvilket havde resulteret i, at  han nu stod med den lange, grønne sovepose, hængende slapt over skulderen, og den hvide indhold ud over sig. Den slags materiale havde åbenbart en tendens til at klæbe til netop det stof, som Kilians yndlingsskjorte var lavet af. *Skønt.*

Han rømmede sig, som han som regel gjorde, hvis han følte sig lidt akavet... eller opgivende... eller skulle starte en sætning. "Det skal du ikke tænke på, min ven, i det mindste var det ikke spruttejuice," svarede han og blinkede i et forsøg på at være kæk. Det virkede ikke altid.

Der var en anden ting ved Kilians yndlingsskjorte; den var lidt nedringet, og den sprække havde det hvide fluf fra soveposen udnytte på det groveste. Kilian gled en slank hånd ind under skjorten, ned i hvad der nu svarede til en kavalergang for mænd, så langt fingrene kunne komme og trak et par klumper hvidt bomuld op."Arh og alle de tentakkelvittigheder... haha, tror du nogensinde Frans slipper af med sit øgenavn?" Alister ville vide, hvad han talte om. Øgenavnet, Lummerfrans var ikke særligt kreativt, men det var meget sigende, og det var det vigtigste.

Alister selv havde taget den største del af 'ladningen' fra den aggressive sovepose, og selv om koften ikke viste helt så meget af brystet som Kilians skjorte (ikke at der var noget i vejen med det - Alister beundrede synet af et veltrænet mandebryst), måtte han alligevel fiske en del af fyldet ud af diverse sprækker.
Han havde en fornemmelse af, at der ville være en del mere at finde, når han engang kom hjem og fik tøjet af.

Kilians vittighed fik ham til at slå en hjertelig latter op - manden var jo faktistisk, ofte så ganske alvorlig, men alligevel i stand til at komme med en velplaceret og yderst morsom kommentar, når det passede sig. Kunne man andet end at beundre ham?

"Lummerfrans? Aldrig i livet, den slags bliver hængende for evigt. Det er derfor, det er vigtigt at sætte sig i respekt, så man ikke får den slags øgenavne, som du og jeg, Sergent Pil! Tænk bare på stakkels Miranda, der skal høre for at være i løbetid efter hele fuldmåneepisoden." Sukkede han, selv om antydningen af latter kunne ses i hans blik stadig. Det var en episode, hvor man ikke skulle nævne alt for mange af detaljerne. Utroligt upassende. 

Han lagde sværdet til side og greb i stedet en kost, for at få fejet det værste af soveposefyldet op.

Alisters latter bragte smilet frem på Kilians bløde læber. Der var ikke mange, der forstod Kilians sans for humor, han kunne ganske rigtigt være lidt… stiv i sin måde at være på. Men Alister forstod ham altid. Og man måtte beundre mandens evne til – mere eller mindre diskret – at formå at snige en rosende bemærkning ind her og der.

”Hahah, det øgenavn fortjente hun ikke at hænge på,” var det rigtige at sige, og det var skam også, hvad Kilian sagde, men det stoppede ham ikke fra at grine. Aprpos på ting, der sneg sig ind steder, så bemærkede Kilians skarpe blik et par hvide pletter, der havde forskubbet sin ind i sprækken mellem Alisters uniform og skjorten under den.
”Stå stille min ven, du mangler et par fnug,” Kilian tørrede grinet af, men fortsatte med at smile og skrævede over de afslappede rester af grøn sovepose for at fjerne det hvide fluff fra sergent Alisters kraftige skulder, naturligvis meget forsigtig med ikke at rode for meget med uniformen; han var dog tvunget til at presse lidt med fingrene at løsne det sidste.

Mens Kilian så efter sin egen kost at arbejde med, så han nogle ufærdige kurve i et hjørne. Mirandas nye hobby, og det så ud til, at hun havde nogle frustrationer at udarbejde: ”Synes du ikke, det er en noget aggressiv kurvefletning Miranda er gået i gang med?” Han vidste ikke rigtigt, hvordan han ellers skulle beskrive stilen… selv om der også var noget genkendeligt ørkenelvisk over det.

Det hvide fyldt var ud over det hele og af en eller anden grund klistrede det til alting. Alister havde ikke lyst til at vide, hvem der havde haft fat i den sovepose, men episoden med den havde under alle omstændigheder resulteret i, at der var endnu mere arbejde.

"Hov.. tak skal du have." Han stoppede sin fejning for at lade Kilian fjerne det lumske soveposefyld, der havde vovet sig ind på hans uniform. Det fik det til at kilde så sært i ham, at han overvejede, om der var kommet fyld ind nogle mere intime steder. Ikke at han ville bede den anden Sergent om at fjerne det derfra - det ville være skrækkeligt upassende.

Han koncentrede sig om tanken om det kolde bad han skulle have, når han kom hjem, som han greb kosten igen og fejede videre, lyttende til Kilians smalltalk om de andre byvagter. "Hun burde bruge kræfterne lidt mere på at svinge et spyd." Brummede han enigt. Det var i hvert fald ikke nogen kønne kurve der var kommet ud af det ind til videre .. og hvad skulle de i øvrigt med de rædsler på hovedkvarteret? En tanke kom over ham, og han så lidt mere munter ud: "Så længe hun ikke forsøger at flette Völunds behårede bagdel, høh." 

Kilian løsnede sit kontrollerede greb om skaftet på kosten et øjeblik, mens et tydeligt billede af et par kraftigt behårede mandeballer, der var flettet sammen, tonede frem i hans hoved. Hans forstyrrede grimasse blev hurtigt efterfulgt af latter, der hverken var særligt dyb eller rå, men den klingede varmt og så var den bestemt højlydt. Sergent Pil havde somme tider fået at vide, at han var en sværd mand at få til at le. En af de få, der kunne løkkes med det med nogenlunde sikkerhed var sergent Sølvklinge.

"HAHAHA!" han genoptog sit hårde greb om kosteskaftet i et forsøg på at samle sig selv efter sådan en forestilling , "Min kære ven, vi ser meget i vores arbejde, men jeg beder til, at vi aldrig ser det i virkeligheden!" Aller bagest i lokalet, under flere lag af smidte rustninger dækket i mjødpletter, gamle uniformer, og... strå? Lød der pludselig klirren og klasken. Ud af rodet traskede en meget lille pony og vrinskede utilfreds, som om nogen havde vækket ham fordi en anden byvagt ikke var kommet på arbejde, og han nu var tvunget til at gå i stedet. Kilian genkendte ponyen som en af dværgenes trofaste gangere. Nogen måtte have taget Momses hø og lokket Momse hele vejen ud af stalden, over gårdspladsen, gennem kontoret og ned i våbenkammeret, og nu stod Kilian og stirrede på ponyen: "... Den kom bag på mig."

Killian havde en vidunderlig, perlende latter, synes Alister. Der var mange på hovedkvarteret der mente, at den anden halvelver var en alvorlig mand, men Alister selv havde aldrig været af den opfattelse. Han selv gik også og klukkede lidt ved tanken om det sammenflettede røvhår. Ved Guderne, man havde kun den sjov man selv lavede, når man gik og kæmpede med

Alister, der var begyndt at feje videre, havde også opdaget at der lå hø på gulvet, og hans stoppede sine fejende bevægelser med en undrende blik. Lyden af hove fik det til at give et lille sæt i ham, så han tabte kosten på gulvet.

"Ved Zaladins betændte storetånegl, hvordan er Momse kommet herned?" Udbrød han. Det var alligevel imponerende, hvad der kunne ske, når hele byvagten fik rigeligt at drikke. Ponyen var også kommet bag på Alister - og han havde endda evnen til at se gennem ting der begynder med "br" - og alt andet materiale for den sags skyld. Han havde bare ikke lige tænkt på, at der skulle være grund til at aktivere magien hernede.

Momse satte sig ned på bagdelen som en hund med stive ben og lavede et frygteligt spektakel med rustningen under sig. Rustninger var sædvanligvis god beskyttelse, men når det man stoppede i dem var for store, bøjede og sprak de, og så var de ikke meget værd hverken til at holde ude eller inde. Momse var selvfølgelig ligeglad og gumlede skuffet videre. Det her var ikke hans staldbås, og det var noget frygteligt stift og larmende hø at sidde på, men man måtte vel slå sig til tåls med, hvad man havde.

"Vi må have ham tilbage i stalden... senere" mumlede Kilian på en gang konstaterende, træt af rekrutterne, og stadig forvirret over ponyen. Han fortsatte sin fejen. Hvordan kunne strå også komme ind alle vejne? Han kunne sværge, at et havde sneget sig et sted hen, det ikke skulle være allerede. Han kunne bede Alister om at tjekke... Men det ville være en dårlig idé af flere årsager, selvom mandens magiske evne til at gennemskue ting i den bogstaveligste forstand var praktisk. Der var dog en enkelt gang, var Kilian havde haft en fornemmelse af, hvordan Alister måtte have det, hvis han brugte evnen på det forkerte tidspunkt, tænkte han mens hans samlede resterne af endnu en tom flaske op fra gulvet: "Rekrutterne har drukket sig skøre, men de har i det mindste ikke drukket lige så meget som Judah, der mødte nøgen op til Midsommerballet," tilføjede han - han havde nu fået samlet sig efter grineflippet -, "Jeg har i hvert fald ikke set noget smidt tøj endnu." Han spejdede rundt i lokalet.

Alister bekæmpede lysten til at holde sig for sine sarte ører, som ponyen kravlede rundt i rustningerne, og udstødte et meget langt og dybt suk. Hvis det ikke var for den gode sergent Pils selskab, ville han utvivlsomt have fundet nogle rekrutter til at lave arbejdet i stedet på nuværende tidspunkt.

Han forsøgte at dirigere Momse en smule til siden for at han kunne komme ind og stable rustningerne op igen ovre i hjørnet, men hesten måtte have noget æselblod i årerne, for den gloede bare på ham, mens han forsøgte at skubbe lidt til den.

"Kom nu Momse!" Sukkede han og opgav derefter. Heldigvis fik Kilians ord han til at klukle igen. "Ja, se det var lidt af en fornøjelse. Ballerne er blevet meget stive og kedelige på det seneste." Ikke at det egentlig gjorde ham noget. Han kunne godt lide ro og orden i sagerne.

"Har du nogensinde været sydpå, Sergent Pil?" Spurgte han. "Jeg har hørt at festerne dernede er endnu mere løsslupne. Men så igen, der er altid lummert i Rubinien.."

Nej, ikke en trævl tøj at se. Det var betryggende. Rekrutterne kunne selvfølgelig godt have smidt tøjet tidligere ellere senere… *Nej, nu stopper du, det er ikke værd at bruge tid på at efterforske.*, men Kilian havde nu svært ved at slippe et mysterium af enhver størrelse, når første han havde fået tag på det.
”Hvad? Nej, jeg har aldrig været sydpå…” svarede sergent Pil sergent Sølvklinge og missede fuldstændigt at hans gode ven ikke snakkede om vejret. Nå, det var den pony.
Ponyens forsøg på at mase brystpladerne om til bagpartibeskyttelse, blev afbrudt af en det, der blev smækket op efterfulgt af en råben. Det var svært at høre for rustningerne, der stadig var i presform (under Momses bagdel), men Kilian troede der blev sagt noget i retning af ”lkjnjbvgur UANSTÆNDIGHEDER snbkrjn”. Den var ellers kun 21.59; nogen måtte have taget forskud på”efter 22”. Kilian sukkede dybt og skævede til Alister som for at sige vil du er jeg? ”OSWHEBVGJHS RØVERE JBNSJHB!” kom det oppe fra forkontoret. Denne kvinde var vidst et tomandsarbejde. Det havde været en hård aften, men mon ikke de to kunne håndtere bare lidt mere: ”Tag den med ro, frue! Vi kommer straks!”

Det havde egentlig ikke gjort Alister det store, at tilbringe aftenen med oprydningen, når han nu havde Kilian som selskab - også selvom der var dukket en del uforudsete forhindringer op. Som en skinger stemme skreg, så det rungede oppe fra hovedkvarteret, kom der et meget dybt suk fra sergenten, som han så over på sin kollega.

"Vi må vel hellere.." Sagde han, og forbandede endnu engang, at rekrutterne havde fået fri. Dette var også den slags arbejde, som han foretrak at sætte andre til, men i samarbejde måtte han og Killian vel kunne få fruentimmeren sendt hjem igen.

Han satte af sted efter den anden byvagt og forsøgte at holde blikket mod målet (og ikke Killians bagdel) som de hastede op ad trapperne.