At skaffe mad var en smal sag, når man var en lille, langfingret alf i Dianthos. Der var ingen der opdagede, at der forsvandt en krumme her og der, og fik hun fingrene i noget større, ja så var der ofte mad til flere uger.
Det tyveri, Kelpie havde udset sig som det næste, var dog ikke bare for at fylde maven - det var for at sende et signal!

Ostehandleren på Diamantstræde var en fornem forretning, som stor set kun blev besøgt af Dianthos' adelige. Kelpie nærede efter sit fangenskab i Balzera et særligt had til de adelige røvhuller, og ostehandleren tjente alt for mange krystaller på deres dyre spisevaner. I vinduet udstillede han altid et stort, flot ostehjul, der rigtigt skulle stå og lokke kunderne til.

Klokken over døren ringlede muntert, som en ældre frue iført kjole helt op til halsen gik ind i butikken, og Kelpie var hurtig som lynet til at smutte gennem dørsprækken i knæhøjde. Der var aldrig nogen, der lagde mærke til hvad der foregik i knæhøjde - især ikke ostehandleren, hvis udsyn var spærret af disken, og som allerede havde travlt med at bukke og skrabe for fruen.

Imens gemte Kelpie sig bag en kurv, hvorfra man kun lige kunne ane toppen af hendes krøllede, mosgrønne hår. Mennesker var dumme, så hvis de skulle få øje på hendes lokker, troede de sikkert bare at det var ostemug.
Handlen tog sin tid - fruen var en vanskelig kunde, der i øvrigt lige skulle bruge noget ekstra tid på at beklage sig over hvor forfærdeligt al den horen og druk, der foregik nede i den nedre by var. Kelpie gabte for sig selv, og begyndte i mellem tiden at udse sig ostehjulet i vinduet. Det var kronen på værket i forretningen - og dermed også det perfekte mål!

Da den ældre dame endelig havde forladt forretningen og ostehandleren var gået over til sit bord for at skære ost, fløj Kelpie forsigtigt frem. Hun standsede et kort øjeblik, svævende i luften foran det store ostehjul og udåndede på det. Fra hendes mund kom en lille strøm af glimtende alfestøv, og lige så stille begyndte det store ostehjul at bevæge sig.
Kelpie var gået i ly bag sin trofaste kurv igen, mens hun signalerede til ostehjulet: "Fremad. Stille og roligt.. du skal ned fra vinduet!" kommanderede hun telepatisk og håbede, at ostesælgeren ikke ville opdage, at hans bedste ost var ved at stikke af..

Kastanje var en god byvagt. Hun kunne færdiggøre sin patrulje på rekordtid, og så kunne hun også lige tage den igen, så sergenten også lige blev ekstra glad. Så var hun jo dobbelt så sikker på at der ikke skete nogle unoder i byen, især nu når hun ikke lige kunne følges med Frejdis.
Derfor var det også et lille lyn der spurtede gennem gaderne, så hurtigt at man ikke engang anede det. Kun en lille vind medbar den, og noget mørkt, som ligeså godt kunne være en flue der var forsvundet igen, tænkte de fleste i hvert fald.
En lille ulempe ved at hun fløj så hurtigt, var at hendes hjerne ofte ikke rigtig kunne følge med, når det kom til alle de indtryk der kom som hun fløj og kiggede om sig.

Hun var fløjet ned af Diamantstræde, som hun havde gjort så mange gange før, men var nået ned på den anden side af Markedspladsen, da hun gik i stå, og kiggede sig lidt forvirret over skulderen. Hun havde været nede af den gade massere af gange, og hun kunne have svoret at osten der stod i vinduet ikke plejede at bevæge sig. Var det blot et synsbedrag fordi det var gået så hurtigt?
Selvom Kastanje var ret sikker i sin sag om at det ikke kunne være rigtig, så var hun ikke en der bare efterlod når noget virkede suspekt, så i løbet af få sekunder stod hun oppe foran ostebutikken igen, hun havde næsten fløjet for langt igen, men ikke helt.
Der var butikken og inde bag det var der naturligvis et ostehjul der stod helt og aldeles stille... vent!

Kastanje gned lidt sine øjne, før hun fløj lidt tættere på, så hun kunne lægge hænderne mod vinduet og stirrede forundret og betaget på osten der var i gang med at bevæge sig ned af vinduet. Det gik ikke så hurtigt, og ikke for første gang glemte Kastanje at hun havde et job. Hun havde endda ikke engang fået øje på den anden alf. 

Man kom vidt omkring når man både var pirat og smugler. Jed havde just været i Rubinien for at aflever nogle varer til en kunde og havde tilmed mødt en ung kvinde ved Balzeras havnekaj, men nu var han atter i Dianthos. Normalt var Diamantstræde ikke et sted han opholdt sig særlig tit, men nogle kontakter i undergrunden havde fortalt Jed at flere indbyggere havde opholdt sig i området de sidste par dage. Der var altså bedre chancer for at skjule sig i menneskemængden og stjæle uden det blev opdaget. Derfor havde Jed brugt det meste af dagen på at udnytte denne fordel og havde da også formået at stjæle 50 Jadestykker, 5 Safir og en enkelt diamant fra forskellige personer. Han kunne uden tvivl havde stjålet mere, men han valgte at være forsigtig og stjæle små portioner fra flere folk. På den måde var der en mindre sandsynlighed for at folk opdagede noget. Specielt når han samtidig kombinerede det med hans magiske evne.

For tiden stod Jed på et gadehjørne overfor ostehandleren og holdt en pause, men da han fik øje på alfen, der var kendt i undergrunden som en del af byvagterne. Gjorde Jed hvad han kunne, for ikke at tiltrække for meget opmærksomhed. Han vendte sig væk fra alfen for at hun ikke skulle se hans ansigt, tog sig en smugle til hovedet og gjorde hvad han kunne for at falde ind i omgivelserne. Dog observerede han stadig, hvad alfen foretog sig, ud af øjenkrogen. Han så hvordan alfen fløj tættere på butikkens vindue og først nu opdagede han at ostehjulet bevægede sig. Der var muligvis en tyv på spil i butikken, men han var ikke sikker. Det eneste han var sikker på var, at det ville give problemer for tyven, hvis der var en tyv.

 

Ostehandleren var heldigvis dybt optaget af at skære en butikkens andre oste ud i små, appetittelige hapser, som de fine damer kunne nippe af. Fuldstændig intetanende om alfens ondskabsfulde plan om at fjerne "kronen" på hans forretning.
Ostehjulet havde fået ganske fin fart på og trillede muntert af sted og var netop nåede til det afgørende punkt: kanten, hvor det skulle videre ned på gulvet uden at påkalde sig ostehandlerens opmærksomhed. Det var dog også i dette øjeblik, at Kelpie fik øje på den anden alfeskikkelse, der stod og kiggede ind på den trillende ost.

Vent var det .. en byvagtsuniform? Kelpie følte en blanding af rædsel og stolthed over, at en af hendes slags var blevet optaget blandt byvagterne, og hun kommanderede hastigt osten til at stoppe trilleriet. Alf eller ej, det var ikke godt at blive taget på fersk gerning af en byvagt midt i et stort ostetyveri.

Det så dog næsten ud til at være for sent. Osten stod faretruende på kanten og vippede.. hvert øjeblik kunne den lande på gulvet! Kastanje dukkede hastigt ned bag kurven igen, men i det sidste splitsekund, hvor hun kiggede gennem vinduet, fik hun øje på en stillestående, observerende skikkelse på den anden side af gaden, der gjorde lige så meget ud af at falde i ét med omgivelserne, som Kelpie selv gjorde. Flere tilskuere..

Kastanje havde ikke fået øje på den anden alf inde i butikken, og heller ikke manden der havde bestemt sig for at observere hende. Hendes øjne var kun for det store ostehjul som stod og tippede ganske stille.
Hun holdt vejret, som hun fascineret kiggede på det, og så... gik det i stå, og stod blot faretruende, som om at det ville begynde at trille et hvert øjeblik, men gjorde det ikke.

Havde det blot været noget hun havde forstillet sig? Ej, men det kunne ikke være rigtig, og derfor måtte hun også helle fortælle den kære mand der stod inde i butikken. Man kunne jo ikke have at ens ostehjul bare løb væk fra en.
Det var dog ikke nemt at komme ind i butikken, og derfor måtte hun nøjes med at banke noget højlydt på døren, indtil ejeren gik ud for at åbne døren for hende.

”Undskyld mig herre!” sagde hun højlydt, for at få hans opmærksomhed. ”jeg ved ikke om du er opmærksom på at dit ostehjul forsøgte at løbe væk tidligere. Jeg ville forsøge at holde det i kort snor, så det ikke sker.” Velformuleret og lige til pointen. De ville være stolt i byvagten hvis de hørte det. Kastanje havde dog ikke overvejet hvor usandsynlig hendes historie havde lydt overfor ham.

I det øjeblik, alfen i byvagtsuniform havde bankede på døren, var Jed begyndt at forberede sig. Han tog sin fritte Spike og forklarede sin plan for den. Herefter satte han den på jorden, så den var klar når døren blev åbnet. Jed vidste stadig ikke, om der var en tyv i ostehandleren, men hvis der var, ville personen få chancen for at stikke af, om ikke så længe. Det gjorde dog ikke noget, hvis der ikke var nogen tyv. Jed havde selv planer om, at udnytte det kaos han snart ville skabe, til at stjæle lidt.

Da døren blev åbnet kastede Jed en af sine røgbomber mod ostehandleren. Den formåede lige akkurat at komme ind ad døren, men både ostehandleren og alfen kunne have hørt den ramme døren og observere noget flyve ind i butikken et sted. Da den landede lå din i nogle sekunder, indtil lunten forsvandt og fik bomben til at eksplodere i en tyk røg der gjorde det vanskeligt at se.

Så snart Jed og Spike kunne se røgen bevægede Spike sig mod ostehandleren ligesom de havde planlagt. Spike smuttede omgående ind i butikken under virvaret, imens Jed blev stående og opholdt sig ude af syne. Kort efter at Spike var lusket ind i butikken kunne man på skift hører skrig fra forskellige kvinder, efterfulgt af sætninger som "Mine perler!", "Stop tyven!" og "der er en rotte i butikken!"          

"Hva...?" Ostehandleren vendte sig om, tydeligvis dybt forvirret, og han måtte da også bruge et øjeblik på at lokalisere byvagten, som ikke var særlig stor. Det var nok første gang i sit liv, han havde hørt sådan en sætning, og hans blik gled langsomt hen mod ostehjulet, der stadig stod og vippede faretruende på kanten. Kelpie ville gerne have beordret det tilbage på sin plads, men nu hvor alles øjne var på osten, var det for sent til en retræte!

*PUF*

En kæmpe røgsky begyndte at brede sig i butikken og Kelpie gispede, hendes små vinger blafrede, og hun forsøgte desperat at se hen over kanten på kurven, hvad der foregik i det pludseligt røgfyldte rum. Ved alle alfer, det var jo effektivt dét der!
Kelpie lavede en mental note til sig selv om at skaffe sådan en bombe, inden hun begyndte at snige sig fremad ind til hun igen kunne se ostehjulet: "Hurtig! Ud af døren med dig!" Kommanderede hun telepatisk til osten, der hoppede ned på gulvet og begyndte at trille med stor hast.
Hun vidste ikke, hvem der var kommet hende til undsætning, og hvad det var, der pludseligt var begyndt at hyle op, men det skulle udnyttes!

Kastanje nikkede bestemt til Ostehandleren, som så noget forvirret ud, men de blev forstyrret i deres snak over noget som flyvende, og pludselig var alting bare fyldt med røg. Kastanje hostede lidt. Det var ikke så godt for et par alfelunger som hendes, men hvad værre var, så var der tydeligvis nogen i ledtog med ostehjulet, hvis de gjorde hvad de kunne for at få det til at flygte.

”Ingen grund til panik, byvagten er her,” råbte Kastanje så højt hun kunne få for at få folk til at høre efter hende. Desværre var hende stemme hverken særlig høj, og ingen lød til at lytte til hende, som panikken også sperdte sig ud på gaden.

Hvad kunne en lille alf som hende dog gøre? Hun kiggede sig forvirret omkring, og kunne ikke se noget foran sig, og det var der det slog hende. Hvis hun skulle danne overblik over situationen, så gjaldt det om at få røgen væk, og havde en af sergenterne ikke sagt at hun måtte finde på flere kreative måder at bruge sin evne?

Først prøvede hun at baske vingerne vildt og voldsomt, men det var ikke meget der rykkede på den, men så begyndte hun at flyve rundt i røgen, og ud, og ligeså stille begyndte hun at få opløst det værste af røgen, ved at sprede den ud i den friske luft også.

Frejdis var på patrulje, men Diamantstræde havde ikke oprindeligt været en del af den rute hun skulle gå. Faktisk var det meningen hun skulle have været i den nedre bydel, og Frejdis var godt klar over at det ikke var der hun var, men hvor hun lige var drejet forkert, var hende en gåde. Det var hen slags der skete når hun skulle på patrulje uden Kastalje!

Frejdis fejl så dog ud til ikke at skulle være for ingenting. Hun rundede et hjørne, lige til at se en lusket udseende herre kaste et eller andet ind i en butik. Frejdis fnøs for sig selv, og satte kursen ned af gaden. Minotaurerens blik flakkede mod butikken som noget tydeligvis skete derinde, og butiksvinduet blev fyldt med røg.
Men hun fortsatte, uden at forekomme alarmeret, til hun var i nærheden af den luskede mand. Først da hun var i nærheden, skiftede hun retning, og gik direkte mod ham.
En tung hånd blev løftet, for at blive lagt på mandens skulder. "Og hvad har du så gang i her?" spurgte hun i en brusk tone.

Frejdis blev dog distraheret kort da døren til butikken gik op igen, og der ud fra røgen trillede et lystigt ostehjule. "HEJ! OST! STOP, I LOVENS NAVN!"

En stor hånd faldt på skuldrene af Jed "Og hvad har du så gang i her?". Stemmen fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Jed. Han var blevet opdaget og personen var endda kommet tæt på ham. Langsomt drejede Jed hovedet for at få et bedre syn på personen. Hånden var enorm, kunne han mærke, så han var klar over at personen var stor, men han havde ikke forventet at hans øjne ville møde en minotaur, da han i et kort glimt, kiggede sig tilbage over skulderen.    

”Ingen grund til panik, byvagten er her,” lød det pludselig inde fra ostehandleren, stemmen var ikke særlig høj og de mange paniske råb fik stemmen til at drukne en smule, men Jed formåede dog at hører det. Kort efter begyndte den lille alf at flyve ud og ind og rundt i butikken, hvilket resulterede i at røgen langsomt blev opløst. Jed måtte handle hurtigt. Så snart røgen forsvandt ville den lille alfe byvagt med stor sandsynlighed vende sin opmærksomhed imod Jed, men hvordan skulle han slippe væk så længe han var optaget af en minotaur. Og Spike skulle han også have fat i.

I samme sekund gik døren til butikken op hvorefter et ostehjul kom trillende ud.
"HEJ! OST! STOP, I LOVENS NAVN!" råbte minotauren.
Med en hurtig bevægelse fik Jed trukket et ladt armbrøst frem, der omgående blev rettet mod hovedet af minotauren.
"En forket bevægelse og du er død" han sagde ordene med en stemme der både var lav, men også høj nok til at minotauren hørte og forstod hvad der blev sagt.


"SPIKE! TID TIL AT SMUTTE!" kort efter kom den lille fritte ud fra butikken iført ringe, diverse værdigenstande og en enkelt pung i munden.
 

Kelpie var egentlig lidt ligeglad med, hvad der skete med det store, flotte ostehjul. Det vigtigste var, at det kom ud af butikken, og selv om der ellers ville være mad nok til at mætte en lille alfemave i ugevis, så skulle hun nok finde andet at gnaske på.
Tril! Tril! Tril! kommanderede hun lystigt, selv om hun nærmest ikke kunne se noget for røgen. Hun hørte derefter den lille alfestemme råbe noget om byvagt, og hun bestemte sig til, at det var tid til at tage vingerne på nakken og komme i samme retning som ostehjulet - selv om hun gerne ville snakke med den anden alf, var det ikke så smart at blive taget på fersk gerning i ostetyveri.

Hun flaksede med sommerfuglevingerne for at komme hurtigt hen mod det, hun nok troede var døren, hvor hun kunne fornemme en uhyggeligt stor skikkelse, men hendes øjne løb i vand, og hun fløj direkte ind i en anden lille, bevinget skikkelse. Alfebyvagten. Pis.

Et sted henne i retning af døren kommanderede en brysk stemme at osten skulle stoppe - Kelpie kunne ikke længere se den, og håbede, at den ville finde sin vej til friheden uden at blive konfiskeret af byvagterne..
Sammenstødet med den anden alf og røgen, der ellers så småt var ved at lette gjorde, at hun endnu ikke opdagede udvekslingen, der var ved at blive foretaget ved døren ind til ostehandleren. Hun vidste heller ikke hvad der var blevet af manden bag disken, der uden tvivl havde den mest kaotiske dag i sit liv som ostesælger..

Kaosset var totalt, men Kastanje følte sig lidt bedre, da hun var begyndt at kunne se lidt mere i røgen, og så hørte hun stemmen. Den bedste stemme for en lille byvagt som Kastanje, og hele hendes hjerte følte sig bare lidt mere lettet, nu når hun havde hørt Frejdis' stemme, som tydeligvis også var involveret. Det gjorde tingene meget nemmere.
Hun skulle også til at skifte retning mod Frejdis, da hun så fritten på vej ud, men hun kom aldrig så langt at nedlægge den, som hun blev fløjet ind i af en anden alf.

”Ufff..” kom det som luften blev slået ud af hende, og hun var kortvarigt bange for at hun ville ramme jorden, men heldigvis ikke noget der skete.
Hendes øjne blev store som hun så på den anden alf. En anden alf. Hendes øjne var store, men et skrig distraherede Kastanje igen, og siden hun nok var lidt racistisk anlagt, overvejede hun ikke engang at den anden alf havde været en del af ostetyveriet. ”Du må skynde dig væk, der er forbrydere her, så det er meget farligt!” sagde hun, inden hun fløj op igen, for at orientere sig om hvad der var sket med Frejdis for ikke også at nævne fritten. Her fik hun i hvert fald øje på skikkelsen, som uden tvivl måtte være skyld i alt det her. Et menneske, som Frejdis var hængt op på.

Frejdis så et øjeblik forbløffet ud, som hun vendte opmærksomheden tilbage mod den mistænklige mand, og så den lille, ladte armbryst han havde haft skjult.

Og så smilede hun.

"Så må du hellere være helt sikker på du slå mig ihjel på først skud makker, får du får ikke et andet. Hærværk er en en bøde, måske en nat i arresten hvis du er fræk. Mord på en byvagt? Det er en hel anden sag" knurrede hun, og man kunne se hvordan arenalinen begyndte at pumpe i det store væsen, der tårnede sig over manden. "For hvis jeg overlever forsøget, så gør du ikke makker" tilføjede hun, og samlede sine næver foran sig, langsomt, så han ikke blev skydegal, og knækkede sine knoer.

Frejdis fjernede ikke blikket fra man da hans lille dyr kom tilbage, men den raslende lyd var alt Frejdis behøvede. "Ellers kan du sænke dit lille våben der, og give mig halvdelen af rovet. Så kan vi glemme den her lille misforståelse, og sige din lille røgbombe bare var en spøj der gik galt, og du kan gå hjem med en advarsel, i stedet for at ende i Kiletemplet" Frejdis lagde hoved en anelse på skrå "Lyder det ikke meget rarer end at blive flækket på langs af en vred minotaur?"

Jed havde før stået overfor store og intimiderende typer under diverse smuglerjobs. Derfor rørte truslerne ham ikke det store. Han var udmærket klar over hvad en vred minotaur kunne udrette og at han havde rodet sig i problemer med byvagten, men samtidig havde han også starten på en improviseret plan.

Han gengældte smilet fra minotauren med hans eget flabede smil.
Kort efter svarede han:

"For det første. Jeg har ikke lyst til at slå dig ihjel, men hvis du forsøger at flække mig på langs, så må jeg gøre det nødvendige." Jed lod blikket glide over minotaurens ansigt for efterfølgende at fokusere på næverne der var blevet gjort klar til kamp. Han stirrede på næverne, men var alligevel opmærksom på, hvad minotauren foretog sig imens han fortsatte:   
"For det andet har jeg flere tricks i ærmet end det her armbryst," han løftede armbrystet en anelse, for at understrege hans kommentar, men pilen fjernede sig ikke fra målet "så hvis det ikke lykkes for mig første gang, kan du være sikker på, at jeg vil tage skrappere metoder i brug."

Jed kunne hører, hvordan Spike nærmede sig. Og da fritten var kommet indenfor en passende afstand, havde han med sin frie hånd forberedt sit næste træk. 

"Og for det tredje deler jeg ikke det jeg røver, specielt ikke når jeg lige har fået fat i det"

Et trodsigt blik var det sidste Jed sendte minotauren, inden hans frie hånd gav slip på endnu en røgbombe, der øjeblikket efter blev til en tæt og uigennemsigtig røg. 

Kelpie baskede alt hvad hun kunne med sommerfuglevingerne, men hun var stødt direkte ind i den anden alf, og måtte nu ømme sig lidt, mens hun holdt sig svævende i luften. Heldigvis havde byvagtsalfen slet ikke fattet mistanke, og hun lagde ansigtet i sine bedste, uskyldige folder:

"Åh nej! Godt vi har modige folk som jer, til at være på pletten med det samme!"

Sagde hun, nærmest åndeløst, mens hun så på alfen med store øjne. Det rørte hende ikke det fjerneste, hvis mennesket måtte tage al skylden for balladen i ostebutikken. Hun kunne alligevel ikke lide mennesker..

Hun skævede over skulderen efter alfen, og undrede sig en smule over, hvordan hun og minotauren tilsyneladende var et makkerpar. En lille idé begyndte at klække i hendes hoved - hvis alfer kunne få minotaurer på deres side, kunne man for alvor lave rav i tingene!

Ostehjulet trillede sikkert videre ude på gaden, men for nu listede Kelpie sig op i et hjørne. En del af hende sagde, at hun burde stikke af, men hun var lidt for spændt på at se, hvordan det hele ville udfolde sig. Et lille gisp undslap hende sammen med en lavmælt ed på sylvan, da mennesket smed endnu en røgbombe! Øv, det fik hendes øjne til at svie. Nu gjorde det hende slet ikke noget, hvis han blev taget med af vagterne!

Kastanje, som absolut have fuld tiltro til at den anden alf var en med et godt sind, smilede stort til hende. ”Mange tak, og skynd dig nu at gemme dig,” nåede hun lige at sige inden at hun var væk fra Kelpies syn, og på vej hvor hun havde set Frejdis stå og kæmpe mod en eller anden mand, som sikkert var skyld i det.

Dog, som hun færdiggjorde sin egen sætning tabte han også røgbomben, så da Kastanje fløj mod ham, kom røgen pludselig omkring hende, og da hun allerede havde haft fart mod ham, så krøllede hun sig bare sammen, og gjorde sig tung, så hun fløj som en lille kanonkugle mod ham, i håb om at hun ville ramme rigtig, for hun kunne trods alt intet se.

Der var dog intet der tydede på at hun kom flyvende i den fart hun gjorde, og sandsynligheden for at et almindeligt menneske kunne reagere på hendes fart, selv hvis de havde set hende, var så tæt på ingenting. 

Frejdis smil blev kun bredere som den kriminelle snakkede videre. Han var kæk, og Frejdis glædede sig umådeligt til at se om de små tricks han havde i ærmet, ville stå mål med hendes arme.. og de tricks hun selv gemte på. Bare fordi hun var i byvagten nu, betød det ikke at hun havde tænkt sig at kæmpe fair.
"Så vil jeg glæde mig til at udgyde blod med dig!" tog Frejdis imod udfordringen. Hun kunne mærke rusen emme op i sig, som adrenalinen begyndte at pumpe, klar på den nært fortstående kamp.

Røgbomben faldt, men endnu før Frejdis havde flyttet hoved til side, og løftet næven, fór noget ind i røgskyen, hurtigt som lynet.
Et halvt sekund passerede.
Frejdis havde da vist hørt Kastanjes stemme før, havde hun ikke?

En underlig susen blev hørt inden noget tungt ramte Jed i den tykke røg. Det føltes som en kanonkugle fra en kanon med for lidt krudt, eller et kraftigt spark fra en hest. Hvad end det var, så gjorde det ondt af helved til, men hvad der var værre var, at vægten fra kuglen var større end forventet. Jed blev derfor skubbet væk fra minotauren med en sådan kraft, at han ramte ind i en bygning nogle meter fra hans oprindelige position. Luften blev slået helt ud af ham og han faldt til jorden. Han ville have skreget af smerte, men det eneste han formåede at gøre, var et åbne munden som en fisk imens luften hverken kom ud eller ind.

I røgen hørte han pludselig en lyd af små metalstykker og kæder der slog mod hinanden. Lyden nærmede sig og blev langsomt kraftigere indtil Spike kom til syne, stadig iført guld, perler og med en pung i munden, foran hans ansigt. Den lille fritte gned sig mod hans ansigt og viste et bekymret udtryk i dens øjne "S... Spike" fik Jed med nogle anstrengelser fremstammet "Gem... D-Dig" fritten kiggede sig omkring, som om den ledte efter en flugtvej, men kiggede så på Jed hvorefter den forsvandt i Jeds tøj.  

Hans chancer for at flygte var ikke særlig store. Røgen var for tiden hans bedste håb, men spørgsmålet var om han kunne samle nok kræfter og stikke af, inden røgen forsvandt eller han blev fundet af byvagterne.    

Øv, den dumme røg. Kelpie havde travlt med at gnide sig i øjnene, og hun fløj hen og landede ved siden af nogle flutes (som jo gik godt til ost). Som hun sugede luft ind, begyndte hun dog at hoste, og som hun hostede fløj der lidt tryllestøv ud af munden på hende og landede på flutesne..

Et lille, snedigt smil kom over hendes blik. Måske skulle der laves lidt mere rav den..

En efter en begyndte flutesne at hoppe ned fra bordet og på gulvet, hvor de vandrede ind i røgskyen. I mellem tiden bakkede hun selv lidt tilbage, lidt bange for den store minotaurbyvagt, hvis stemme brølede gennem rummet. Hende skulle hun i hvert fald ikke komme alt for tæt på!

Et sted i nærheden så hun en skikkelse flyve gennem luften med en frygtelig kraft og et gisp undslap hendes læber. Hun skulle HELT sikkert ikke tæt på minotauren. Måske var det bedst, hvis hun bare stak af og det snart..

Kastanje havde blot krøllet sig sammen som en lille kugle, usikker på hvad hun ville ramme, men da hun ramte noget næsten blødt, ikke Frejdis blødt heldigvis, så tænkte hun at hun nok havde fat i noget af det rigtige.
Hendes små hænder greb ud efter trøjen i håb om at hun ikke ville falde af, og hun havde holdt sig nogenlunde på, selvom hun måtte droppe noget af vægten, for overhoved at kunne holde sig fast. Hun havde ikke forventet at han ville være fløjet med sådan en kraft.

Et par små host kom fra hende, som hun prøvede at orientere sig. Det eneste hun kunne se var noget mørkt hun holdt fast i, og nogle mumlende ord. ”Frejdis, Frejdis! Jeg tror jeg har ham,” kaldte hun ud i røgen, inden hun hostede lidt mere. Dumme røg, den var ikke god for hendes små alfelunger. Hvis Frejdis bare ville komme og tage sig af det.