Krystallandet
Granny 30.06.2020 22:03
Et klukkende fnis forlod Rennys fyldige læber. ”Uanset hvor min plads er, så tror jeg nu, at jeg vil gøre dem selskab alligevel”, mumlede hun kælent, i det hun dernæst satte sig på hug ved Neagus side. De fregnede, let solbrune hænder kærtegnede den blonde mands brystkasse, men begyndte ikke lang tid efter deres vandring ned langs den muskuløse krop, til de, drillesygt og legende, gled henover hans køn. Rennys mørkebrune øjne funklede af en legesyg energi, der ikke blev tæmmet synderligt af hendes pjuskede hårpragt, hvor alskens krøller puffede uregerligt. ”Jeg tror ikke, at jeg kan lade være. Medmindre der selvfølgelig er god udsigt ved siden af dig”, lød det dernæst lige dele kryptisk og overvejende, alt imens det drillende smil over læberne, langsomt men stødt blev bredere. Nok foretrak den sorthårede kvinde mænd, men det betød ikke, at der ikke også havde været kvinder, der havde besøgt hendes seng – eller det lille kammer på skibet…
Ved Neagus alvorsord fortrak alt det drille- og legesyge sig dog. Renny lod sit hoved glide til den ene side, i det hun for et øjeblik betragtede ham eftertænksomt.
Omsider nikkede hun. ”Jeg har det bedre. Med dig er alting… bedre.” Renny lod sit blik hvile i Neagus tofarvede for blot et øjeblik længere, som for at sikre sig, at han forstod hendes oprigtighed, før hun fortsatte sine hengivne kærtegn. ”Nogle gange er det værre end andre. Ham den lille charmetrold i dag… jeg troede dengang, at jeg ville få sådan en som ham, og nogle gange føles det som om… som om, jeg går rundt med et usynligt barn. Jeg kan næsten mærke hans vægt i mine arme, hvis jeg lukker øjnene og tænker på ham, så når… i dag – da vi sagde farvel til ham, så kommer den der fornemmelse af, at have noget i ens arme, man ikke kan se… den kommer tilbage. Det er noget, jeg mangler, jeg går rundt og bærer på. Giver det - giver det mening?”
Renny skævede til Neagu, i det hendes fortælling omsider holdte inde, hvorefter hun trak lidt på den ene skulder; som for at lade ham vide, hun godt vidste, at hendes ord var sværere – hvis ikke umulige – at besvare med sine egne.
