Rumi havde været kidnappet på en måde af en Deavas som havde efterladt ham i nogle tuneler han havde været 5 timer om at komme ud af. og ikke nok med det. han havde ikke kunne forkusere pga noget væske manden deavas havde givet ham. og så var han besvimet uden foran. dette var sket om natten. nu var det snart morgen.


Rumis tøj var slidt og ødelagt. han  vågnede op efter en halvtime han havde været besvimet. hans blik kunne stadig ikke fokusere og det tog ham langtid at få rejst sig da hele verden snurrede for ham. han kom dog op til sidst,
Rumi vaklede afsted og faldt ofte, og det tog omkring 5 timer mere før han fik fat i en mur som tilhørte byen. han var taknemlig og virkelig tørstig efter at ha rent rundt uden at vide hvor han var. han kom over til et hjørne og stoppede op. han var usikker på hvor han var og hvilken vej han skulle. de røde øjne søgte rundt efter noget genkendeligt og en ting slå ham. Senso. hun måtte for alt i verden ikke komme til skade. han vaklede ud fra hjørnet og begyndte at hviske hendes navn. 
Rumi var møg beskidt og var nød til at holde fast i muren for ikke at falde om. han kom ind til midten af byen og måtte slippe muren. han kunne høre stemmer.
Rumi gik efter hvad der så bekendt ud og fik fat i en kvinde med samme højde som senso og samme hår lignede det og han trak vejret hurtigt imens han kaldte på hende. "Senso?.... er det dig Senso?" kvinden så på ham først forfærdet men så hvor udmattet og slidt han så ud og skyndte sig at råbe efter hjælp. Rumi faldt sammen og kvinden lagde sin hånd på ham og så rundt da hun igen hørte han hviskede Sensos navn. hun så rundt og kunne ikke se nogle der reagerede på navnet, hun trak vejret dybt hun var blot et menneske men hun ville gerne hjælpe. så hun råbte højt ud over det hele. 

"Senso, Senso her er brug for din hjælp!" kvindens stemme fik folk til at vende sig og kigge på dem. vis en eller anden bare stod og kendte senso kunne de måske få fat i hende for Rumi kunne ikke klare mere. han var træt, udmattet og tørstig og ville bare gerne glemme alt om dette men det kunen han ikke. det forfærdelige sted og den Deavas personlighed var virkelig for meget. og han havde stadig lommelærken. rumi fældede en tåre ved tanken om at han havde hans lommelærke pga uforsigtighed om natten. ikke at han havde været ude om natten men deavas var kommet ind hos ham om natten.  og troet det var en ægte lommelærke med alkohol i. rumi ville aldrig kunne tilgive sig selv vis deavas brugte ham til at skade nogle. han var ikke den voldlige tybe. han var faktisk mere en rolig sjæl.

Det var faktisk et godt stykke tid siden, Sensō havde set Rumi sidst. Hvor længe præcist mon? En uge? Eller var det mere? Det var svært at holde styr på. Tiden gik jo sin vante gang, men hun kunne ikke helt lade være med at tænke på, om hun mon havde skræmt ham væk? Det havde ikke føltes sådan, men hvorfor skulle han ellers blive væk så længe? Hun havde aldrig følt sådan, så hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle tolke det. Kunne det være, at der var sket noget? Bekymringen havde grebet imponerende let om sig, og hun havde flere gange været klar på at tage ud og lede efter ham, men så havde realiteten grebet hende; Hvor skulle hun begynde at lede? Hun havde ikke en jordisk chance for at finde ham, så det var vel nemmere at lade ham komme til hende, når eller hvis han følte for det? Tiden havde bare virket så endeløs.

Denne dag var ikke meget anderledes; Sensō havde befundet sig i sine grublerier, da råb på gaden nåede gennem det åbne vindue. Var det hendes navn, der blev råbt? Og der var brug for hende? Var det en eller anden dårlig joke, Marad havde fundet på? Nysgerrigheden fik hende dog til at kaste et blik ud. En folkemængde havde samlet sig et stykke derfra, og det var også der, lyden virkede til at komme fra, men fra sin nuværende position kunne Sensō ikke se noget som helst, der indikerede det ene eller det andet. Hun var derfor nødt til at gå ned på gaden for at se, hvad der skete. "Jeg er Sensō. Hvad er der sket?" sagde hun så, da hun var kommet tættere på. Hun holdt sig dog på god afstand, for der var en del væsner, og hun havde ikke rigtigt lyst til at påvirke dem med sin evne.

Kvinden hørte senso sige det var hende og hun rejste sig op og gik igennem mængden og pegede så på rumi der lå helt afkræftet. "jeg tror han har ledt efter dig. han troede jeg var dig" hun havde også same hår farve som senso, og højde. folk gik til siden for senso kunne komme til. Rumi hørte også sensos stemme og blev helt lettet. så han havde været tæt på hende dejligt. hun ville næppe blive glad for at se ham sådan. han åbnede de røde øjne og så mod stemmen men alt var tåget for ham.

Rumi prøvede at skubbe sig op at side men det hele rystede i ham da han prøvede. kvinden så på senso for at være sikker på det var hende han havde spurgte efter. hun ville jo ikke kalde på den forkerte vis hun ikke kendte ham.
Rumi kom lidt op og sagde lavt. "giv venligst plads for hende folkens" og folk gav hende en pæn omkreds til hun kunne komme ind til ham.
Rumi var ikke selv sikker på hvor længe siden det var han havde set hende men han vidste han havde tænkt på hende hver dag men arbejdet havde taget meget tid. og så dette lille sammen stød med Deavas. han tog sig til hovedet og prøvede at fokusere rundt omkring sig med sammen knebne øjne men det var ike meget han så.

Som kvinden flyttede sig, gik Sensōs verden nærmest helt i stå. Det var som om, alting holdt op med at bevæge sig. Ikke engang kvindens ord nåede hendes ører. Alt var frosset, som hun så Rumi ligge udmattet på gaden. Hvad var der lige sket? Det var som om, noget gik i stykker indeni. Hvorfor havde hun ikke været der til at passe på ham? Var det virkelig hendes lod, at alle omkring hende skulle komme til skade, uden hun kunne gøre noget ved det? Tanken fik det hele til at føles koldt, og hun kunne tydeligt mærke kuldegysningen skylle ind over sig.

Så talte Rumi, og det var som om, tiden vendte tilbage for Sensō. Hun havde hørt hans ord, og hun var faktisk taknemmelig for, at han havde bedt om plads. Det gjorde det væsentligt nemmere for hende, og hun spildte ikke et sekund; så snart hun havde plads til det, strøg hun hen til ham. Hun var for en gangs skyld ikke iført en rustning, så det var kun et par stramme bukser og en enkel, løs skjorte. Langsomt knælede hun ned ved siden af Rumi. Hun var godt klar over, at hendes evne ville påvirke ham, men det var ikke hendes største bekymring lige nu. Hun kunne godt tåle, hvis han begyndte at vrisse af hende. "Det er længe siden. Du ser forfærdelig ud" konstaterede hun, som hun sendte ham et bittersødt smil, inden hun gjorde et forsøg på at hjælpe ham op. Hun var forholdsvis stærk, så det burde ikke være svært at få gelejdet ham op i sit hjem.

Rumi kunne se hun var gået lidt i stå og var glad da hun kom over til ham. han tog hendes hånd og klemte den for at være sikker på at hun faktisk var der. hun hjalp ham op og man kunne mærke på ham hvor meget han rystede. han smilte lidt over det hun sagde og grinte lidt. "ja det gør jeg helt sikkert" sagde han med et smil og kom op at stå. han smilte til folket der stod omkring dem og nikkede til det hele var okey nu.

folket splidtrede men sendte blikke efter dem. Rumi holdte godt fast i Senso for ikke at miste hende. "jeg ved du ikke vil kunne lig det men... min lommelærke er taget fra mig" normalt ville folk ikke synes det var noget forfærdeligt. men senso kendte jo til hans race og hvad lommelærken betød, hans tøj var støvet og slidt men det lignede mere noget han hurtigt havde taget på end hvad han normalt ville gå i. han fulgte roligt med hende imens han så deavas for sig med det onde smil af hans. Rumi var ikke voldlig af natur men lige nu kunne han godt slå ud efter ham vis han så ham. men det var forsent. han havde 2 ønsker tilbage. 2! shit, det var ikke godt. han ville ha afgang til Rumis ene evne. giftigt støv. men hvad ville han bruge det til. det var jo ikke for sjov han kaldte det giftigt støv.

Rumi mærkede på Sensos tøj og kunne mærke det var helt normalt tøj, det var ikke rustning som da de første gang mødtes. han smilte til hende da det føltes meget blødere på hende end en rustning.  han sukkede lidt. "jeg ved ikke hvad han gav mig. men jeg kan ikke fokusere eller se ordenligt lige nu. jeg er svimmel og alt er tåget" forklarede han roligt for at få hende til at forstå hvorfor han gneb øjnene sammen og rystede som han gjorde.

Sensō gjorde sit bedste for ikke at lade tankerne vandre alt for langt i forhold til, hvad der mon kunne være sket. I stedet fastholdt hun fokus på at støtte Rumi. Hun brød sig absolut ikke om, at han rystede sådan, og hendes ansigt var tydeligt fuld af bekymring. Der var dog altid tid til at få den fulde historie. Lige nu handlede det om at få ham på benene igen.

Som Rumi begyndte at fortælle, lyttede Sensō nøje til hans ord. Hun vidste godt, hvad det betød, men det kunne hun ikke ligefrem tage sig sammen til at bekymre sig om nu. "Ssh, det er okay. Vi får den tilbage igen. Lige nu burde du virkelig spare på kræfterne" rådede hun, som hun fortsat holdt godt fast i ham for, at han ikke skulle vælte.

Langsomt fik Sensō guidet Rumi op ad trapperne og ind ad døren. Så ledte hun ham direkte hen til sin seng, som hun forsigtigt lagde ham i. Hans forklaring gjorde ikke hendes bekymring mindre. Det var to gange på to møder, han var kommet til skade. Det var lidt en dårlig statistik. Hun tøvede dog ikke, som hun fandt en kande med vand og et krus, hun kunne hælde op i. Så rakte hun forsigtigt kruset til ham. "Her er du ikke i fare. Nu skal du bare koncentrere dig om at komme ovenpå" svarede hun opmuntrende. Hendes stemme var varm, selvom hun tydeligt ikke brød sig om at se ham sådan.

han smilte til Senso da hun sagde han skulle spare på kræfterne hun havde nok ret. han gik meget forsigtigt op af den trappe hun ledte ham op af. hun var virkelig hans skytsengel. Rumi lagde sig forsigtigt ned da hun lagde ham og han lukkede øjnene kort for at få verden til at stå stille igen. det snurrede for ham.

Rumi så op på hende da hun gav ham et krus med vand. han skubbede sig op så han ikke spildte i sengen. han tog roligt en tår og man kunne fornemme glæden i ham over at få noget vand. rigtigt vand.
"tak Senso. det har jeg trangt til" han tog en tår mere og så mod hende med glade øjne. første gang var jo et uheld at han var komme til skade. denne gang var det en anden persons skyld jo. han så mod senso  "jeg er glad for du er i mit liv Senso. for du er den eneste jeg kender der ikke vil udnytte min lommelærke og mig" hviskede han roligt til hende og tog en stor tår af vandet og mærkede denne berolige væske glide ned igennem hans tøre hals. det var en rigtig beroligene følelse der stommede ind over ham.

Sensō følte sig aldeles ikke som en skytsengel. Var det virkelig hendes lod at alle omkring hende skulle komme til skade? Det føltes sådan lige nu. Lige nu handlede det dog om Rumi, og hun var fast besluttet på at få ham på højkant igen. At pleje nogen var dog ikke hendes stærke side, men hun havde da lært en smule gennem årene. Det var ikke ligefrem ofte, det var nødvendigt for hende at kunne, så hun følte sig lidt rusten.

Sensō ventede tålmodigt på, at Rumi fik sat sig op, og hun var klar til at hjælpe ham, hvis han skulle få brug for det. Det var dog ganske tydeligt, at han manglede næring. Da hun var sikker på, at han ikke behøvede hendes hjælp, vendte hun sig derfor for at gå ud i køkkenet. Det var ikke fordi, hun ejede de store mængder mad - hun behøvede ikke at spise trods alt - men hun havde dog noget. Hun brugte dog en rum tid på at lede skabe igennem, men hun kom tilbage med et fad, hvor der lå lidt frugt og lidt tørret kød. Hun vidste absolut ikke, hvad han spiste, så hun måtte prøve sig frem. "Jeg ved ikke, om du er i stand til at spise noget, men du burde prøve for at få kræfterne igen" sagde hun med tydelig bekymring i stemmen. Lige i øjeblikket tog hun ikke højde for sin aura.

Rumis ord fik dog Sensō til at se lidt på ham. Mente han virkelig det? Det lød sådan, men hun var absolut ikke enig. "Det er vel ligemeget, når jeg så ikke er i stand til at passe på dig?" svarede hun, og det var tydeligt, at hun stadig havde dårlig samvittighed over at have forladt ham ude på vejen. "Hvis jeg var blevet, var du jo ikke blevet fanget" fortsatte hun, som hun lagde armene beskyttende om sig selv. Det var ganske tydeligt, at hun var ked af det.

Rumi mærkede straks hende tristhed i det hun sagde. han tvang sig op at sige og lagde armende om hende. helt ligeglad med  hendes aura. han krammede hende.
"jeg var selv ude om det Senso" prøvede han for fanget var han jo ikke blevet. kun hans lommelærke.  hun skulle ikke føle hun havde efterladt ham på nogle måder. han havde jo et job han også måtte tage hånd om. han lagde blidt en hånd på hendes og nussede den imens han lukkede øjnene. "Senso. du kunne intet ha gjort ved at min lommelærke er taget så snart nogle gnider på den er jeg deres ånd i 3 ønsker" sagde han roligt og så på fadet hun havde været kommet med. han tog roligt den frie hånd ned til fader og tog et æble op. det så dejligt saftigt ud. han tog stille.... eller så stille man kunne en bid af det. han slap ikke på noget tidspunkt sensos hånd. hun skulle ikke føle sig skyldig. han kunne da også bare lade vær med at lade lommelærken ligge på natbordet når han gik iseng. han kunne da ha gemt den. men han havde ike troet nogle ville kravle ind midt om natten i hans værelse.

han havde så meget lyst til at sige det var hans skyld. men hun ville nok ikke mene det samme så han holdte mund. han tog en bid mere af ææblet og mærkede saften glide ned i halsen. det var lækkert og beroligene i halsen der havde været så tør. han slugte biden og lagde hovedet mod hendes ryg. "du gav mig styrke til at komme tilbage senso" hviskede han og han lukkede øjnene i et kort sekund for at mærke hende og dufte hende rigtigt. en duft han kunne lig og en varme der var dejlig bekendt.

Sensō følte med det samme en bølge af tryghed ramme hende, da Rumi omfavnede hende. Hans ord gjorde det dog ikke lettere for hende, men hun forstod hans ord og hvad, han prøvede på, så hun lod det ligge. Hans næste ord fik hende dog til at se lidt tænksom ud. "Virker det kun på en person ad gangen?" spurgte hun, og det var tydeligt, at hun tænkte så det knagede. Hun lagde selv armene om ham og gengældte krammet. Det virkede stadig lidt uvirkeligt, at han var så god til at håndtere hendes påvirkning, men hun havde absolut intet i mod det.

Sensō betragtede ham med et halvt smil, som Rumi begyndte at spise. Det var rent faktisk rart at kunne føle sig lidt nyttig. Det var ikke normalt noget, hun sådan var vant til, og det var faktisk en overraskende god følelse, hun fik af det. Hans ord fik hende til både at smile og rødme let. Det var noget af en kompliment, noget hun heller ikke var vant til at få, så det varmede faktisk. "At du kom tilbage er det vigtigste. Jeg var ved at blive nervøs for dig" svarede hun med et smil og strøg den ene finger over hans kind. "Og med god grund ser det ud til" tilføjede hun lidt drillende. Hun sendte ham dog et smil, inden hun plantede et kys på hans pande. "Hvil dig nu. Jeg går ingen steder, og vi har masser af tid. Det er fordelen ved at være udødelig trods alt" sagde hun i en både munter og kærlig tone, inden hun puffede til ham for at få ham til at lægge sig i sengen igen.

han gengældte med glæde krammet hun lagde om ham. han var kun glad for at hun var der. da hun spurgte om det virkede på en person af gangen tænkte han sig lidt om. han havde aldrig prøvet at ha flere herre end en før. så måske virkede det kun på en af gangen. men det kunne også være vis den blev taget af en anden at det så virkede på dem i stedet. "det.... ved jeg faktisk ikke med sikkerhed. jeg har aldrig haft flere herre på engang. men jeg tror vis en anden tog den og gned ville jeg blive deres ånd."

Rumi så på hende da hun smilte og rødmede. det var rart også selv om han måtte kæmpe mod hendes aura. hun vidste dog godt at Rumi kæmpede. da hun strøg en finger over hans beskidte kind grinte han lidt. "ja. jeg er lidt uheldig." sagde han med et grin og da han blev kysset på kinden smilte han kærligt som han blev puffet ned i sengen. han tog roligt en bid mere af æblet inden han lagde sig helt ned. det var bare så lækkert og saftigt. men ja hun havde ret. der var fordele ved at være udødelig. men der var vel også ulemper.

Sensō drejede hovedet for at se på Rumi, da han svarede. Hun brugte et øjeblik på at tænke sig lidt mere om, inden hun så åbnede munden for at svare: "Så hvis jeg nu fandt din lommelærke... og gned på den... så ville du teknisk set blive min ånd?" spurgte hun uden at lægge skjul på, hvor hun ville hen med det. Det var ganske tydeligt, at hun havde tænkt sig at forsøge at finde den. Hun vidste bare ikke helt, hvor den var, og hvis denne anden var påpasselig, ville hun ikke bare sådan uden videre kunne få fat i den.

Sensō kunne ikke lade være med at smile over Rumis ord. Hun svarede dog ikke. De blev nok aldrig enige om, om det var hans egen eller hendes skyld, så der var ingen grund til at diskutere det længere. Hun strøg ham dog en ekstra gang over kinden, da han lagde sig, inden hun sendte ham et nyt smil. "Det er okay at sove" sagde hun beroligende. "Jeg har et bad klar til dig, når du vågner." Så rejste hun sig og gik lidt væk, så han kom fri af hendes aura. Der var ingen grund til at gøre det sværere for ham end højst nødvendigt at slappe af.

Rumi var stadig lidt træt og det tog ham et øjeblik at indse hvad hun havde i tænkerne. "teknisk set ja det tror jeg.... hov... nej du mener ikke du vil...." han nåede ikke at afslutte han blev mundlam. denne herre han havde nu ville nok ikke gå friviligt med til at komme af med åndens lampe/lommelærke. han vidste hun ikke vilel høre fra ham at hun ikke måtte osv osv så han sagde ikke noget. men hvordan ville hun finde den? han var ikke engang sikker åp hvor den var. kun at hans herre ville kunne tilkalde ham når det skulle være.

han mærkede hendes hånd på hans kind igen og hendes ord beroligede ham. han lukkede øjnene.  "Tak. du er en skat" afsluttede han efter lidt tid og var faktisk glad for at hun sagde han måtte sove... hun ville sikkert ud og lede efter lommelærken nu. godt hun ikke havde hans beskrivelse af manden.... men hun ville jo nok finde ham uanset hvad.! sådan var senso jo nu en gang. vilje stærk!

Sensō kunne ikke lade være med at fnise en smule over, at Rumi var lidt tid om at finde ud af, hvad hun mente. Hun rystede dog på hovedet og lagde en hånd på hans skulder. "Det kræver jo lige, jeg kan finde ham først. Og du er vigtigere" svarede hun mildt, som hele hendes ansigt nærmest strålede i et smil. Hun havde absolut ikke tænkt sig at jagte lommelærken, før hun var sikker på, at Rumi var på toppen igen.

Rumis ord fik først Sensō til at rødme og dernæst fnise en smule. Han var altså virkelig sød. "Det er første gang, nogen har kaldt mig det" svarede hun lidt forlegent. Sensō havde dog ingen planer om at tage nogle steder lige nu. I første omgang handlede det om at få ham på højkant igen. Det var også derfor, hun som det første ville begynde at varme vand til badekarret i træ, hun havde stående i køkkenet, når han var faldet i søvn.

Rumi smilte forsigtigt da hun sagde hun skulle finde ham først, men smilet blev større da han fik at vide han var vigtigere. han plantede et hurtigt kys på hendes kind og lagde sig ned. han så på hende da hun rødmede og sagde det var første gang nogle kaldte hende en skat. "det er forkert af alle de andre du har mødt. du er en skat. og jeg er heldig at ha dig i mit liv" sagde han roligt og lukkede øjnene roligt i imens han så på hende. hun skulle være det han så for sig når han sov.

faldt i søvn gjorde han også. han havde dog en af sine maria drømme igen. men på en helt anden form for hvad det plejede at være. han så maria i en sin skikkelse stå foran ham i drømmen og smilte varmt. hun talte til ham. hun fortalte ham hvor glad hun var for at han kunne give slip på hende og komme videre nu hvor han havde fundet senso. han gik over til hende i drømmen og krammede hende. men i virkeligheden kom der kun lidt i sammen hængene ord ud af hans mund. "Maria.... forlader mig ik.... elsker hende." men vis man havde været i drømmen og hørt hvad han faktisk havde sagt så var det noget helt andet. han havde faktisk sagde "Maria. hun forlader mig ikke. jeg elsker hende" men når man talte isøvne var det jo ikke altid det hængte sammen det man sagde. for noget var vulapyk snak.

Sensō blev kogende rød i ansigtet ved Rumis ord. Det var ganske tydeligt, at hun ikke var vant til den slags komplimenter, og hun forsøgte egentlig at sige tak, men det blev ikke til andet end en utydelig, flov mumlen, som hun forfjamsket slog blikket ned i gulvet. Hun smilede dog over hans kys. Hun følte sig virkelig heldig, at han sådan bare levede med, at hun aldeles ikke var perfekt.

Som Rumi faldt i søvn, begyndte Sensō så lydløst som muligt at fylde badekarret med vand. Hun lod ham egentlig sove så længe, som han havde brug for, så hun sørgede bare for at holde den lille brændeovn, der sad fast til karret, i gang, så vandet forblev lunt. Hun hørte hans ord, og hun blev lidt nervøs for, om han mon stadig havde betænkeligheder omkring at give slip på hende. Hun kunne virkelig godt forstå, hvis han havde svært ved det, men hun kunne samtidig ikke undgå at blive lidt egoistisk og jaloux. Ikke at hun sådan ville gøre opmærksom på det, og hun skammede sig faktisk over det. Hun ejede ham jo ikke, og han var en fri mand. I al fald i hendes øjne.

Rumi var glad for Senso. han var helt forelsket i hende. og hans ord havde ikke været til for at såre hende. men maria i drømmen havde talt til ham om senso. sagt hun var glad på hans vegne hvilket jo kun var godt. ihvertfald for hans sind.
Rumi vågnede to timer senere med total uglet hår. han satte sig op langsomt og kløede sig i baghovedet med halv lukkede øjne. "tror jeg trangte til at sove" mumlede han for sig selv. han så på fra sengen og så efter senso. han smilte kærligt da han så han var hos hende. han ville blive glad for vis hun ikke var taget ud og lede efter denne dæmon Deavas. ja. tænk vis hun havde.... uhhh ikke godt. han mærkede knuden i håret i bag hovedet. han prøvede at få knuden ud af håret med fingrene men det var ret svært. det krævede vist en kam eller børste. hans lange heste hale lignede en puddels hår pragt

Sensō kunne ikke helt lade være med at fnise ved synet af Rumis hår. Det var nu temmelig kært. Hun holdt dog hurtigt op og gav sig i stedet til at finde en børste, hun kunne låne ham, så han kunne få styr på sin fuglerede. "Det er fint. Du fik sovet, det er det vigtigste" svarede hun med et smil. Selvom hun ønskede at få hans lommelærke tilbage, var det vigtigste stadig, at han var helt ovenpå igen, inden hun overhovedet kom dertil. En ting ad gangen. Derfor var hun ikke taget nogle steder. Det ville være forkert af hende ikke at have sine prioriteter i orden.

Sensō havde med vilje lavet vand klar i det andet rum, så Rumi kunne få lidt privatliv. Tanken om at slutte sig til ham, fik hende dog til at rødme, men hun sagde ikke noget. I stedet sendte hun ham et smil. "Jeg har holdt vandet varmt til dig" forklarede hun og lavede en gestus mod karret. "Døren kan lukkes. Jeg tænkte, det ville være rart for dig at være lidt alene?" fortsatte hun med en tydelig nervøs stemme. Hun var absolut ikke vant til andre væsner, og hun var egentlig mest nervøs for, at han ville tro forkert. Egentlig forsøgte hun bare at tage hensyn til ham.

ja en fuglerede kunne man også kalde hans hår lige nu.  han så hvordan hun ledte efter noget men tænkte ikke over at det var en børste før hun rakte ham den. han smilte og tog imod den. han begyndte stille at børste sit hår nede fra og op af. hun var nu rigtig sød som hun begyndte at rødme. men hvorfor mon. han kom til knuden og hev til for at få den ud. han rejste sig roligt op for ikke at besvimme. han så kærligt på hende da hun talte om at ha holdt vandet varmt. hvor var Senso dog betænksom over for ham. han gik rolig over til hende.
han tog sin hånd mod hendes kind og strøg håndryggen ned af kinden af hende og smilte. "tusind tak for alt. jeg lader døren stå åbent så kan vi tale sammen imens vis det er okey med dig" han så mod døren hvor karet var og skyndte sig at gi vis Senso accepterede det, et lille kys på kinden og gik så der ind. Rumi rødmede lidt men var glad vis hun ville lade ham gøre det.
Rumi startede ed at løsnne hestehalen så det tynge fine hvide hår blev løst. han tog fat i sin skjorte og knappede den roligt op og lagde den på gulvet. han så hurtigt mod hende med et varmt smil. han så ned på sin halskæde og tog den af og blev meget plejere end han var med den på. men sådan var det at være en ånd. 
"du har vil ikke tænkt at opsøge dæmonen vel Senso?" spurgte han med lidt bekymring i stemmen. for nok var Senso stærk, modig og fantastisk. men med hendes evne var det umuligt at vide hvad denne Deavas kunne finde på at gøre ved hende. og vis han rørte hende ville Rumi aldrig tilgive sig selv for det. han tog bukserne af og gik op i karet og langsomt ned i det da hans krop virkelig sagde til ham at han havde været på en lang forfærdelig rejse.

Sensō betragtede roligt Rumi, mens han børstede sit hår. Hun tog sig selv i bare at beundre ham, inden hun slog blikket ned, da han rejste sig. Hvad var der lige i vejen med hende? Det var ikke pænt sådan at stirre på andre. Der var nu bare noget over manden foran hende, der gjorde, at hun havde svært ved at tage blikket fra ham.

Sensō bøjede hovedet til siden mod Rumis hånd, da han strøg hende over kinden, inden hun sendte ham et smil. "Det var da så lidt" svarede hun, og hun mærkede igen varmen stige til kinderne, da hendes rødmen tog til over hans næste ord. Hun nikkede dog og sendte ham et nyt smil. "Det er helt okay" nærmest hviskede hun varmt. Smilet voksede kun, da han kyssede hende på kinden, og hun fulgte ham med blikket, som han gik ind i det andet rum. Hun vendte dog hurtigt ryggen til ham, da han begyndte at tage sit tøj af. Det var ikke pænt sådan at lure på andre, og om muligt blev hun kun mere rød i hovedet. Det var ikke ligefrem ofte, hun havde nøgne mænd i sit hjem. Hun vendte sig først rundt igen, da hun kunne høre, at han var helt nede i karret.

"På sigt? Jo, det har jeg. Lige nu? Nej. Du er langt vigtigere, Rumi, men derfor skal du stadig have din lommelærke tilbage" svarede hun og trådte forsigtigt tættere på ham. "Desuden... ville jeg ikke have det godt med, at du sådan forsvinder fra mig, fordi du bliver hidkaldt" forklarede hun videre, inden hun så ned. Det lød så egoistisk i hendes hoved at indrømme det, men det var sådan, hun havde det.