Hans latter ekkoede i tunnelen og truede med at få det til at runge i ørene, som den afslørede de ikke var nær enden på tunnelen. Så længe havde de da ikke været om at komme frem til hulrummet, var de? Tanken slog hun hen igen, med endnu en tanke om det nok bare ikke kunne komme ud samme sted de var kommet ind.
Moderne term, hun fnøs af hans ord, som havde han ikke forstået hendes tidligere ord om det ikke var til sammenligning.
Forsøgte han at være vittig?
Det var næsten fristende at give ham et velplaceret smølfespark på øreflippen, men hun lod være, for hun skulle først matche hans skridt for ikke at træde ham i hælene, men han ville vide hun havde noget i sinde før hun var tæt nok på, alene på lyden af hendes skridt som ville nærme sig ham. Ikke at hun gik langt bag ham, hun fulgte ham i en passende afstand.
En rynke sat sig mellem hendes øjenbryn jo mere han fortalte ”Vent, hvor længe har hun været besat?” stemmen tog antræk af bekymring, men om den var møntet på ham, hans bekendte eller begge var uklart, men om ikke andet var det en væsentlig information. Der var dog et af spørgsmålene hun kunne besvare med sikkerhed, så nu hun besvarede hans spørgsmål med et nyt, var det vel passende han fik svar på et af hans.
”Hvis du kender en dæmons navn, ikke bare det eller de navne som de påstår de har, men deres rigtige navn, så kan du kontrollere dæmonen. De er på en måde slavebundet til deres navn” hun holdte en pause før hun mere alvorligt tilføjede ”Så du må forstå nogle dæmoner vil gå meget langt for ikke at røbe deres sande navn”