Isadora havde ikke forventet så markant en reaktion på hendes enkle spørgsmål, men det fik hendes partners mund til at stramme til et øjeblik før han gav grunden dertil. En velkendt grund og en der havde taget så mange.
"Min sorg for Deres. Det var en hård tid for landet. For alle." Hun havde ingen nære mistet til de plager, men set hvad de gjorde ved egnen omkring godset. Mistroen, mismodet og magtesløsheden noget ikke gjort bedre af mørket der havde afsluttet det hele. Værst af alt havde det åbnet for den næste plage af landet.
Hans næste ord var en kærkommen distraktion fra tankerne og hans kaldenavn til hende fik endda et ægte smil frem på hendes læber.
"Det er ville være en skam at lade årtiet overskygge aftenen, ja." For hende havde det været et årti. Fra mørket tog magten og hendes moder og til nu hvor lidt lys var begyndt at samle sig for hendes fremtid.
Hun fulgte glædeligt med fra den ene dans til den næste, mens hun undertrykte en latter nok til kun at være synlig i hendes blik over hans ord.
"Næppe noget acceptabelt?" Hun lod det svæve der med et bevidst glimt i de mørkeblå øjne og intet ønske om her at sætte flere ord på.
Morskaben vaklede dog ved det næste, skønt det næppe havde været hans hensigt med bemærkningen.
"Jeg.." Hun manglede for engang skyld ordene og mærkede sit blik glide fra hans, før hun tvang det tilbage op med et nu affærdigende smil.
"Det var det årti, vi ikke skulle lade overskygge aftenen." Hun sank som dansen sluttede klædeligt ned i et nej, der både var for dansen og som svar på hans kompliment.
Som hun rejste sig var det kun for at blive trukket ind tættere end hvad var passende, men til et forslag der fristede i to retninger. Især for en der altid havde levet i skyggerne af tingene.
"De tænker der er mulighed for at vi fejler i det?" Hvor ingen vovede, ingen oplevede. Hun tog de første, førende skridt baglæns ind i centrum og lod ham så tage over, som musikken startede igen. Ikke at føre havde været den sværeste del i dansen for hende.