Daeralda holdt blikket køligt på den tidligere leder. Der var ingen varme at finde deri og heller ikke i hendes stemme som hun køligt svarede. "Mange halvelvere er ganske rigtig kommet til verden imod deres moders vilje - om hun var elver eller menneske har ingen betydning der, men nogle er ikke. Jeres had og foragt til alle der ikke er fra Frosthjem lagt til side, så vil en bosættelse for dem i udkanten af Elverly og udenfor Lindeskoven være til vores alles formål. Jeg vil anbefale du og dine undlader at rejse så langt mod syd, så I ikke udfordres med noget nyt. Rådet har taget beslutning om grundlæggelsen. Jeg forventer du respektere Rådet i dette." Hendes blik talte tydeligt om at hun i det øjeblik tvivlede på Toorahs respekt for rådet og ærligt tvivlede på om den nogensinde fuldt havde været der.

Derefter hævede hun spørgende et øjenbryn. "Hvilket du formentlig allerede havde sendt en punkti med besked om til din overordnede?" Punktier rejste ikke så lidt hurtigere end elverne gjorde selv når de fik hjælp af en Lyshjort. Det lød lidt for selvtilfredst måde emblemet var blevet smidt på bordet på, så det var formentlig endnu et forsøg på at fremhæve egen overlegenhed og indikere hvor lidt der blev tænkt om Rådet.
Toorah var da også på vej mod døren som hun burde, men med en sidste bemærkning der fik Daeralda til at for venligt at svare igen. "Selvfølgelig vil I det. I Lindeskoven. Vi vil betragte jagt ved og i den nye bosættelse som en åben erklæring om jeres frasigelse af Rådet og resten af Elverly."

Daeralda vendte blikket tilbage resten af Rådet og trak vejret dybt, som døren endelig lukkede sig bag den uventede og uønskede afbrydelse. "Askfay, vil du tage et ekstra syn på den nordlige del af vores styrke? De virker til at være blevet lige vel egenrådige og vi har ikke brug for at de splitter vores folk i to, mens Mørket hærger vores kyster." Derefter nikkede hun let til Vala. "Hun bliver forhåbentlig voksen engang." Der var dog ingen tvivl om at Elverlys Stemme var særdeles utilfreds med at skulle have endnu en front at kæmpe med i den i forvejen spejede situation i Krystallandet.
Hun lod Elisor tage ordet næst og Askfay om at svare ham. Det var trods alt Efterårets område. Derefter nikkede hun let. "Det vil have min stemme bag. Nogen imod?"

Askfay blev stående, klar til både at forsvare Daeralda og at angribe Toorah, hvis det blev nødvendigt eller muligt. Hun var sikker på, at hun ville nyde det sidstnævnte. 
Det lod til, at hun var den eneste i Rådet, der kunne lugte blod, da jagten på halvelverne blev nævnt. Hun havde aldrig selv været med til den, men hun vidste, af den summen hun fik i fingerspidserne, at hun ville blive afhængig af det, hvis hun nogensinde tillod sig selv at være med. Hun var heldig, at hendes loyalitet mod Daeralda holdt hende fra at lade sig lokke. 

"Selvfølgelig," svarede hun straks Daeralda, da hun blev bedt om at kigge på den nordlige del af deres styrke. Hun stod stadig op, med blikket mod døren, men hun nikkede høfligt mod Daeralda ved hendes ord, og nikkede ligeledes mod Elisor, da han bed hende om at bekræfte hans syn. "Det er sandt. Vi har vagter ved havet, og spioner længere ude." Hun havde endnu ikke taget blikket fra døren. "Hvis I vil undskylde mig," tilføjede hun og gik med lange skridt selv mod døren. "Min stemme er, hvor Daeraldas er," råbte hun, inden hun forsvandt ud af lokalet og blidt lukkede døren bag sig.

Udenfor lokalet flåede hun vagterne op, men i så lavmælt en hvisken, at de måtte læne sig ind mod hende, for at høre alle de grimme ting hun sagde om det, og alt det hun truede med at gøre ved dem, hvis de nogensinde førte nogen uinviteret ind i mødelokalet ind, medmindre de blev slæbt ind med knæene mod gulvet. Først da hun var sikker på at de forstod budskabet, satte hun sig ud for at tjekke at alle andre sikkerhedsforanstaltninger var på plads, både i forhold til Toorah og Nattefrost, og i forhold til det syn Elisor havde haft, der nu var blevet bekræftet.

Melarue lod udvekslingen mellem Toorah og rådet finde sted. Hun havde samme had mod halvmenneskerne som Toorah, men der var stadig noget barbarisk over at jagte dem, for ikke at nævne at Toorah havde forstyrret rådsmødet.
Heldigvis forlod den unge elver rådet, og de kunne forsatte med rådet. Melarues øjne gled mod de andre rådsmedlemmer og lyttede til deres ord.
”Jeg ser ingen grund til at sætte mig imod. Det er svært at holde nogle i en by, hvor de kan blive jagtet hvornår end det skulle være,” bekræftede Melarue, mens hun ligeså stille var begyndt at tegne lidt på de papirer hun havde foran sig, for jo hurtigere hun kunne finde ud af en idé til hvordan byen skulle opbygges, jo hurtigere kunne de komme i gang med det, jo hurtigere kunne de få det forsvarsværk mod kysten, som de ønskede. 

Vala var oftest helt og aldeles neutral i sine ansigtstræk, og det samme galte under disse råd. I øjeblikket var det tydeligt at hun bar præg af irritation og foragt for hvad deres tidligere leder havde gjort. Hun ville huske det, og gjorde sig ligeledes en mentalt note om at Frosthjems luner var kraftigere end hun havde først antaget.
Fjerpennen fortsatte hen over pergamentet med fine strøj, nedskrivende ord fra rådets medlemmer, uden selv at komme med noget bidrag. Hun koncentrerede sig om det hun havde forstand på, og det var hverken krigsførelse eller opdragelse af uregerlige krigerelvere.
Hun lavede et let drej med hovedet, indikerende at hun ingen indvendinger havde. Hun påskrev de andres stemme løbende ned. Handlinger var blevet sat i værk, allerede og Askfay fik et roligt nik med på vejen som hun forsvandt ud af lokalet. Der var næppe meget mere der skulle diskuteres til dette møde, tænkte Vala for sig selv.

Cornélian nikkede sin enighed. "Jeg står ligeledes med Stemmen" bekræftede han for referatet, skønt han lød allerede distræt igen.
Et indfluks og indlemmelsen af halv-elverne åbnede nye døre for hans ekspertiseområde også. Halvelverne ville utvivlsomt bringe nye magiske evner med sig, der var sjældent set under skovens skygge, og det kunne være både lærerigt, så vel som brugbart.
Han forudså dog at det ville blive noget svære at holde nogen form for formel skoling af halv-elverne, der kom med så mange forskellige traditioner og verdenssyn. Dertil kom det at det ville være en havneby, med folk rejsende ind og ud i et væk!

Det var så sandelig spændende tider elverfolket gik imod.

Elisor nikkede som rådet udviste deres enighed i at lade de halvblods være frie i deres by, det havde virket nærmest grotesk at skulle sikre sig at beboerene af den by de ville bygge, ikke blev anset som vildt der skulle jages af frostelverne. Jo han var selv fortaler for et stærkt elverfolk, men han havde svært ved at forligs med Frosthjems nærmest fanatiske værdier om racerenhed.
Det var dog et lyspunkt at rådet havde et noget mere moderart synspunkt på halv-elverne, selvom det var tydeligt at mange ej heller var glade for dem, i det mindste så de værdien i ikke bare at slå dem for fode.

Elisors blik vendte sig mod Daeralda, søgende om der var mere rådet skulle diskutere, de havde trods alt en del pligter at tage sig af.

Daeralda lod blikket glide rådet rundt, som alle gav deres samtykke til at frede den kommende by fra åbenlys jagt. Skulle byen bruges som værn mod havet og være et tillokkende alternativ til at forurene Lindeskoven med halvelvernes væren, så var det også en nødvendighed. Det ville blive besværligt nok at få de allerede tilflyttede til at forlade skoven. Igen.

Så nikkede hun let. "Med det på plads, så lad os afslutte mødet her." De havde nået alle punkterne på dagsordenen og havde alle andre ting at se til også. "Vi kan mødes igen, når Melarue har set på de mulige steder og vi har noget mere konkret at vælge ud fra." Der ville nok gå lidt tid, men samtidig havde de en fast grænse også. Faelwens Tåre ville blomster til foråret.