Uger og måneder var gået siden den dag. Siden den dag den forældreløse, ja familieløse, Maya havde fundet ikke kun et, men to familiemedlemmer på en dag. Hun var ikke kommet et hak tættere på at finde ud af hvad hun egentlig mente om det hele. Jabari havde påbudt Jarko at passe på hende. Se efter hende. Sørge for at der ikke skete hende noget. Maya fik det dårligt bare af at tænke på det. Jarko skulle ikke gå og lege bekymret farmand og pusle om hende - specielt ikke når det var blevet ham påkrævet, og ikke fordi han frivilligt valgte at gøre det.

Jarko. Manden der havde reddet hende ud af kløerne på øglemanden. Manden der havde været med til at myrde selv samme øglemand og dele rovet. Manden der havde lært hende at gøre brug af en kniv og forsvare sig selv mod dem større end hende selv. Havde hun sat ham ind som en farfigur i sit liv? Ikke hun ville indrømme. Men sandheden var, at det var derfor det gjorde så ondt nu.

Maya trak de efterhånden lange ben ind til sig, som hun spejdede ned fra tagtoppen af det faldefærdige hus. Huset havde været beboet engang. Det kunne Maya godt huske, men døden emmede ud af huset nu, som det gjorde overalt i skumringskvarteret. Et forkrøblet krageskrig gennemtrængte den ellers dybe stilhed der lå over den mørke formiddag, og fik Maya til at dreje hovedet. Stirre på den sorte skikkelse med et kort bedrøvet blik, før hun rynkede næsen og kastede en sten hen imod den så den fløj fra sin hvileplads. Hun følte altid at det var Jarko hver gang hun så et af de kræ. En påmindelse hun helst så sig foruden.

Kragens klagesskrig over den uhøflige opførsel fra pigebarnet blev erstattet af mumlende stemmer nede fra gyderne. Nysgerrigt kravlede Maya hen over de skæve tagplader til hun sad på kanten som en anden gargoyl og lyttede med. De kriminelle var oftest i undergrunden for at diskutere forretninger, med mindre den de forhandlede med var af finere stand til at vise sig i kloaksystemet. De kunne betyde at der var rov at hente et sted - eller oplysninger hun kunne sælge.

Det havde plaget Jarkos sind gevaldigt, at han havde efterladt sin datter dér på kroen i Medanien den skæbnesvangre aften. Skulle han have prøvet hårdere? Insisteret på at være i hendes liv? Han vidste, at hun var kommet godt på benene dagen efter, og at hun havde forladt området, for han havde forhørt sig - både hos kroværten og den mand, han havde betalt for at sørge for, at hun kunne hvile uforstyrret og havde noget vand at dulme hovedpinen med. 

Der var ikke gået længe, før han havde forladt de sydlige egne, følgende i den unge piges fodspor. Tilbage til Dianthos.

Den seneste tid havde han oftest tilbragt i krageskikkelsen. Når han ikke drak sig fra vid og sans på kroerne, fulgte den årvågne fugleskikkelse med i, hvad der foregik i Dianthos gader. Oftere en ikke, var der en bestemt skikkelse, han holdt øje med.
Det var ikke Jabaris trusler, der fik ham til det. Hun kunne tage en kost og stikke den langt op i røven, hvis det stod til ham. Forbandede kvindemenneske, der troede, at hun bare kunne komme valsende ind i hans liv på den måde og stikke ordrer ud. Men naturligvis kunne han ikke lade være med at våge over Maya. Ikke nu, hvor han vidste, at hun var hans kød og blod.

Mørket var faldet på over Dianthos, som han cirklede over tagene. Han kunne skimte Mayas skikkelse dernede, kravlende på taget af et faldefærdigt hus. De sorte øjne så, hvordan hendes fod kom lidt tættere på en løs tagsten, end han brød sig om, og før han tænkte sig om, producerede kragenæbbet et advarende skrig.
Det fik hende til at reagere, for at øjeblik senere susede en sten gennem luften, som han undveg. Der gik lidt tid, før han turde nærme sig igen. Vingerne flaprede og han slog sig ned på en udstikkende bjælke fra en af de faldefærdige huse over for taget, hvor Maya opholdt sig. Fugleblikket så ned på de mumlende skikkelser i gyden under dem.
Pigen så ud til at følge i sin fars fodspor, hvad erhverv angik. Han vidste ikke, om han burde føle stolthed over det.

Maya forsøgte at lade være med at skifte sin opmærksomhed fra de talende nede i gaderne til kragen der ikke lod sig skræmme helt væk af stenen. Krager var eftersigende intelligente dyr, så den burde da vide at hun ikke brød sig om den var der! Men den vidste sikkert også at hun ikke kunne ramme den herfra. Havde det ikke været for mændene i gyden, kunne en velplaceret ildkugle havde gjort trækket.

Men hvis det bare var en almindelig krage, ville det også føles underligt at sætte ild til fjerkræet.
Maya så derfor tvært over mod den, før hun lod blikket glide ned igen. Hun sad som forstenet og lyttede til planerne. Kun en enkelt gang imellem rokkede hun sig lidt, for at genfinde balancen, uden at nærme sig kanten for meget.

Stemmerne var dæmpede, og Maya hørte knap hvert andet ord der blev udvekslet, men hun mente selv at hun opfangede det vigtigste. Manden af højere stand havde nogle værdigenstande, som han nødigt skulle fanges med i sin besidelse, nu riget havde fået mere lovlydige folk i position. Gad vide hvad det var for nogle genstande? Garenteret ulovlige, måske endda forheksede. De kunne skrabe gode penge ind på det sorte markedet! Det vidste både hun, og den sleske mand der gned hænderne sammen nedenfor.

Maya nåede at få et smøret skævt smil på læben før hendes fod gled og hun lukkede luften ud af sine lunger i et halvkvalt gisp, før hun hang ud over kanten og dingede med benene spjættende for at finde fodfæste. Maya nåede at trække sig op til næsten at få benet over kanten, før et fast greb lukkede sig om hendes ankel og trak hende hårdt ned på jorden. "Slip mig!" luften blev slået ud af hende som hun landede hårdt på ryggen på brostenene. "Slip mig din lorte tudse!" hans hænder føltes i hvert fald klamt fugtige!

Lige som pigen på taget over for ham sad kragen med hovedet let på skrå og lyttede. Det havde altid været nemt at opsnappe oplysninger i krageskikkelsen - noget der gjorde, at han var gået ind i "branchen" til at starte med, og han kunne simpelthen ikke lade være. Rovet skulle Maya nok få lov til at beholde.
Den ene af de talende var af Gyldenskjolds-slægten, opfattede han, en af de mindre adelige slægter i Dianthos, som ind til videre havde undgået lovens lange ham, som der blev "ryddet op" i adelsslægterne efter fadæsen med Kiles Orden. Det lød til, at han, når det kom til stykket, havde noget at skjule.

De blanke fugleøjne havde hvilet på manden, og han så for sent, hvordan Mayas fod gled. Et krageskrig flængede luften, men mændenes opmærksomhed var allerede på den uheldige teenagepige, som brutalt blev hevet ned på jorden.
"Ved Zaladins hjemmesokker, hvem kalder du en tudse!?" Mændenes forskrækkede udbrud gav genlyd mellem de tætliggende huse og Jarko var ikke et sekund i tvivl om, at det hurtigt ville ende skidt for Maya.

Kragen styrtdykkede ned mod den fugtigklamme mand, der vovede at lægge hænderne på hans datter. Under rasende fugleskrig gik næb og kløer efter ansigtet på ham - i håb om at han ville blive distraheret nok til at give slip på hende. De blanke fjer skinnede i halvmørket, som han hakkede mod mandens øjne og kløerne greb efter kød, de kunne holde fast i. Han kunne bare lige vove på at gøre Maya noget!

Ikke nok med at hun havde problemer nok med at være gledet og nu pågrebet af mændene nedenfor, så skulle kragen også til at larme. Havde hun ikke været i en stressende og meget farlig situation, havde hun nok set sig skide sur på kræet, men der var vigtigere ting at koncentere sig om. Måske det bare var en almindelig krave der var blevet forskrækket over noget ligegyldigt. Faktisk var Maya ikke helt sikker på hvad hun håbede. Hun ville bilde hele verden ind at hun håbede det var en dum gammel krage, og ikke hendes dumme gamle far. Det lød stadig forkert bare at tænke ordet far om Jarko. Maya havde ingen forældre. Sådan var det!

"Dig, dit fede svin! Slip så min fod!" knurrede hun arrigt, som hun sparkede vildt og voldsomt fra sig.
Hun stivnede forskrækket som kragen var dykket ned og kom hende til undsætning. Et kort sekund kunne hun ikke andet end at stirre på den, som den hakkede løs på mændene der brølede og kastede med deres arme for ikke at blive blændet af kragens spidse næb.
Sekundet var ovre, og det samme var chokket. Så snart foden var sluppet, vendte hun sig, kom på benene og styrtede ned af gaden i fuld fart. Hun kiggede ikke tilbage, men rundede hjørne efter hjørne, for at skabe distance og forvirring. Først mange gader senere, og da hendes muskler påtalte hende at tage et hvil stoppede hun op, lænede sig forover og tog sin tid til at få luft igen. Den krage. Den krage måtte havde været ham. Ingen anden ville være så hjernedød at kaste sig ind i problemer på den måde! Så dumme var ikke engang dyr! Til trods for disse tanker, var det svært ikke at smile et lille taknemmeligt smil.
Måske han ikke hadede hende alligevel.

“Din skide møgfugl! Kom her og lad mig lave en fjerpude ud af dig!” Mændende var tydeligvis alt andet end glade for forstyrrelsen - Jarko kunne sådan set ikke bebrejde dem. Det var nogle rimelig luskede affærer, de havde gang i, og det kunne gå rigtig galt for dem, hvis rygterne først slap ud. Men nu var det Maya, hans datter, der var i knibe, og det kunne han ikke vende ryggen til.

Kragen fortsatte sit vilde angreb ind til lyden af fodtrin forstummede, og han vidste, at Maya var kommet på god afstand. Hans kløer gav slip på manden og han baskede med vingerne for at flyve i sikkerhed, men han var ikke hurtig nok! Mandens næve havde fat i fjerene på ham, og Jarko måtte levere ham endnu et solidt hak i hånden, før han jamrende gav slip - trækkende en god del af Jarkos fjerpragt med sig.
I skyen af de sortblanke fjer, der faldt mod jorden, slap han endelig bort fra de vrede mænd.

Det tog ham ikke længe at finde Maya. Han kendte gyderne ud og ind - især fra oven, hvor han snildt kunne lokalisere hende, og uden at tænke over det, landede han foran hende i gyden, hvor hun stod og pustede ud. En del af ham kunne nok ikke holde ud at fortsætte med dette spil længere: hende, der fortsatte sit eget liv med ham i krageform som en sort skygge forfølgende hende i alt, hvad hun foretog sig i byen.
Kragen blev derfor til mand igen. De plukkede fjer udgjorde et interessant syn efter forvandlingen: en god mængde hår i den ene side af hovedet var revet ud og det samme galdt et godt stykke af koften ved skulderen. Pokkers til banditter. Det havde gjort ondt at miste de fjer og nu kunne han også se frem til, at håret voksede ud igen.

“Jeg gik ud fra, at du vidste det var mig.” Brummede han, mens hans blik afsøgt Mayas ansigt for et hvert tegn på følelser. Deres sidste afsked havde været så slem, at han halvt forventede, at hun ville kaste et eller andet efter ham.. men hvis ikke.. “Desuden er det lidt nemmere at tale sammen, når jeg kan svare andet end Kraaa..” Tilføjede han prøvede. Han var ikke helt sikker på, om hun var klar til at tale.

Maya rettede sig op, stadig en smule forpustet og så på den nu noget afpillede krage. For et øjeblik stirrede hun bare på ham, og bakkede et par skridt som han forvandlede sig tilbage til mand. Det var noget af et syn. Mændene måtte havde fået godt fat, for han manglede en stor del af sit hår på hovedet og hans tøj var mere ødelagt end normalt. Hun sank en klump der havde formet sig i halsen, og lagde med det samme armene over kors.

Hun nikkede en enkelt gang, sammenbidt og tilbageholden. Hun havde sin fornemmelse af at det var ham, som hun hvad haft mange gange, men det blev bekræftet som han havde blandet sig. "Ingen anden ville være dum nok til at blande sig" hendes svar var en smule tørt, men også meget lavmælt. Som forsøgte hun at skjule sin taknemmelighed.
"Hvad skulle vi tale om?" hun pressede sine arme lidt hårdere omkring sig selv og løftede hovedet stolt, for at skjule sin egen usikkerhed. Hun var trods alt bare en ung tøs, men hun forsøgte at gøre sig større og mere stolt end hun egentlig var.

Maya var tilbagetrukket og hård i udtrykket. Han kendte det så godt, fra sig selv, og fra mange af de andre, der var opvokset på gaden. Man kunne ikke være blødsøden - bedre lade som om, der ikke var noget, der ragede én. Det ville ikke blive nemt at komme ind på hende.

"Det gik ikke helt så godt som planlagt." Indrømmede han og rørte forsigtigt ved det ømme punkt på hovedet, der manglede en god håndfuld hår. Han vidste godt, at han ikke skulle forvente tak - hun var næppe glad for, at han havde fulgt efter hende på den måde. Fejt i sin fugleskikkelse. 
Alligevel var han glad for, at han havde været til stede. Måske havde hun været i stand til selv at komme fri - men måske ikke, og så var det ikke godt at vide, hvad de havde gjort ved hende..

"Åh, såmænd bare det faktum, at jeg har en datter, som jeg ikke vidste, at jeg havde." Brummede han. Det føltes stadig underligt at sige ordet. Han pillede lidt ved de løse tråde, der stak ud fra hullet i tunikaen. "Måske jeg gerne ville gøre et forsøg på endelig at være i hendes liv." Tilføjede han, lavmælt.

Maya løftede et sigende øjenbryn af ham. Nej, det gik da virkelig ikke særlig godt for ham. Hun gad godt vide hvad han havde planlagt. Flyve ind som en stort stærk fugl for at redde den lille forsvarsløse tøs fra de onde onde mænd og blive fejret som en helt bagefter. Det var lige før hun kunne le. Mænd var simpelthen så gennemsylende dumme engang imellem.

Maya trak armene en smule tættere om sig og hendes grimasse blev grebet af surhed og vrede ved hans ord. Hun kiggede væk og ned på jorden. "Det er ikke nu jeg har brug for dig" hun så sammenbidt og bitter ud, ude af stand til at løfte blikket igen. Hun var stadig sur og hun var stadig såret. "Du var ikke ligefrem langsom til at afskrive mig på kroen. Fornægte og råbe højt. Hvorfor skulle jeg tro dig?" Endelig løftede hun blikket igen og så direkte på ham. Hun havde klaret sig selv hele livet. Hun havde haft brug for en far da hun var lille, men nu. Nu var hun nærmest voksen og bildte sig selv ind at hun derfor ikke længere havde brug for nogen til at passe på sig. Hvad skulle det alligevel nytte?

Jarko kunne have slået sig selv. Han havde aldrig haft let ved at kontrollere sine følelser, især vrede, og det havde altid bidt ham i røven. Selvfølgelig havde hun ikke lyst til at kendes ved en far, der slog i bordet og råbte op ved udsigten til at have en datter!

"Jeg blev bare overrasket." Brummede han, selv om han godt kunne høre, at forklaringerne ikke helt ville være gode nok til at heale bruddet i mellem dem. "Og hende damen.. jeg brød mig ikke om måden, hun truede mig på." Han sukkede dybt. 

"Jeg bebrejder dig ikke for at være vred på mig. Det ville jeg nok også selv være, hvis jeg fandt ud af, at jeg havde sådan en som mig som far." Han skævede ned ad gaderne bag sig for at sikre, at de ikke var forfulgt, men ind til videre hørte han intet fra mændene, som de havde spioneret mod. Han følte sig dog ikke helt sikker..
"Kan jeg i det mindste give dig et varmt måltid mad på en kro i aften? Guderne ved, at vi trænger til det. Jeg kan endda holde kæft hele tiden, hvis du foretrækker det sådan.." Han hadede hvor bedende hans stemme lød. Han kunne ikke efterlade hende alene i gaderne nu.

Maya fnøs og lod sine arme ligge over kors over brystkassen. Overrasket. Ja tak, det ville hun ved Zaladin også påstå at hun gjorde! Først kom Jabari og påstod hun var familie, og Maya havde følt et gnist af håb, men også skepsisme. Og så kom Jarko og hun påstod at han var hendes far. "Hvis hun ikke havde, ville du næppe opsøge mig igen" svarede hun tørt og surt, som hun kiggede væk med et vredt blik. Hvis Jabari ikke havde truet Jarko til at passe på sin datter, ville han næppe være her. Det var hun sten sikker på.

Maya koncentrerede sig overhovedet ikke om hvad der skete omkring dem. Hun havde simpelthen ikke overskud til samtidig at håndtere hans tilstedeværelse, den samtale de havde, og hvis der skulle være andre langøre. Maya trak skulderne en smule op og aede på sin ene arm med en sammentrukken grimasse. Hun betvivlede stadig at han overhovedet ville hende, men den lette rumlen fra hendes uslukne mave fik hende til at synke og slippe den sammenbidte kæbe. "Fint. Men du skal ikke begynde på dit pis om hvor meget du altid gerne ville havde haft en datter.. For så mister du mere en en håndfuld hår" knurrede hun tvært men kunne ikke få sig selv til helt at kigge på ham endnu. Vigtigst lige nu var at afholde sig fra at sætte ild til de sørgelige rester af hans beskidte klæder.

"Tror du jeg gør det her, fordi hun har sagt jeg skal!? Hun kan stikke en kæp op i.." Han bremsede sig selv inden han blev for vred, da han kom til at tænke på, at hun jo sådan set også var Mayas familie. Eller det påstod hun i hvert fald. Nogle gange overvejede han, om det hele var en stor løgn hun havde plantet i hovedet på dem begge, men når han gennemsøgte minder og følelser og så på Maya, var der ingen tvivl i ham. 
Han ønskede bare, at han havde opdaget det tidligere.. Før alt det med øglen.

"Jeg skal nok lade være.. lad os få noget i skrutten." Sukkede han. At have en datter var bestemt ikke noget, der havde stået på hans ønskeliste, men nu var hun her altså. Han skyndte sig at lede hende af sted, før hun ombestemte sig. Han forsøgte ikke at snakke til hende på vejen, men hans blik blev ved med at søge hende ud af øjenkrogen, læggende mærke til de små ting, som hvordan hun bevægede sig, og den måde hun bed kæben sammen på, når hun var utilfreds over noget. 
Alle de måder, hvor hun i virkeligheden lignede ham.

En bølge af varme, larm og madlugt skyllede ind over dem, da han åbnede døren ind til kroen, hvor han for øjeblikket havde fast hjemsted. Kroværten nikkede i hans retning og sendte kun et enkelt blik i retning af teenageren, han havde i hælene.
"Et par omgange af stuvningen .. og et par krus øl til at skylle det ned med." Råbte Jarko i retning af ham, før han vendte sig mod Maya og gjorde et kast med hovedet hen mod et bord i hjørnet. "Bare sæt dig .. jeg skal lige.. skifte tøj." 

Da han et par minutter senere kom ned af trappen var hans tunika skiftet ud med en skjorte, der næsten var ren. Han havde kørt vand gennem håret og forsøgt at stryge det hen over den skaldede plet - og han havde endda skrubbet ansigtet. Han vidste ikke helt, hvorfor han gerne ville gøre noget ud af at se pæn ud over for Maya, men han brød sig ikke om det lurvede spejlbillede der havde stirret tilbage på ham, og tanken om, at hun skulle kigge på det og tænke "det er min far."

Han havde da virkelig et iltret temperament der ville noget. Maya vidste ikke helt om hun skulle grine eller græde over det - for hun tvivlede stærkt på at nogen ville mene det ikke var noget hun havde arvet. Bare tanken om at folk begyndte at sammenligne dem var grænseoverskridende. Hun vidste ikke hvordan hun skulle føle omkring Jabari og hendes påstand om dette familiebånd. Måske hun bare skulle vælge at flygte igen? Glemme det og gå tilbage til det hun kendte.

Men hun nåede ikke at ombestemme sig før hendes fødder begyndte at bære hende i den anførte retning. Maya forsøgte desperat at holde blikket direkte frem for sig, og afsløre så få følelser som overhovedet muligt. Nægte at kigge på ham, selvom hårrejsningen i nakken fortalte hende at han med jævne mellemrum kiggede på hende. Hun fortrød allerede, selvom madlugten gjorde det nemmere at godtage hendes dumme valg. Han kunne give et måltid, kunne han.

Med armene over kors kiggede hun på ham, som han nærmest forfjamsket fik fremsagt at han lige ville skifte tøj først. Hvorfor var han så nervøs? En tanke hun egentlig ikke burde have, taget påstyret i hendes egen mave og adrenalinen i eget blod taget i betragtning.
Hun gik hen mod bordet, undgik de andres blikke og satte sig. Hun forsøgte at se ud som om hun hørte til, og at hun ikke havde noget imod at være der. Men når alt kom til alt, lignede hun en forvirret teenager der forsøgte at beskytte sig selv.
Hun børstede lidt skidt af sit eget tøj, selvom kroen absolut ikke kaldte på fint tøj, men hvis han skiftede tøj, måtte hun vel også hellere bare gøre et eller andet. Og ganske rigtigt han havde skiftet tøj, fået styr på håret så den skaldede plet var dækket og fjernet skidtet fra fuerne i ansigtet. Man kunne nærmest kalde ham anstændig.
Maya pillede nervøs ved en fingernegl og kunne ikke helt beslutte hvilken grimasse hun skulle opsætte.

Jarkos trin på trappen var lidt tøvende, men bar ham alligevel sikkert ned til bordet, hvor Maya havde taget plads. Han var lettet over, at hun var fulgt med - om ikke andet bare for det varme måltid. Ved guderne, da Jarko havde været hendes alder, kunne han af og til havde slået ihjel for en skål stuvning. Især i vinterkulden.

Ølkrusene kom hurtigt på bordet og maden fulgte snart efter. Krostuen var godt larmende - lige som det skulle være, for det betød som oftest, at det var umuligt at følge med i de mere stilfærdige samtaler. Det var ikke fordi Jarko ønskede som sådan at holde forholdet til Maya hemmeligt, men han brød sig ikke om, at der var nogen, der skulle snage..

"Så .. hvad bragte dig tilbage til Dianthos?" Spurgte han konverserende, som han havde fået taget plads ved bordet og stukket skeen i stuvningen. Der var brød til også - lidt hårdt, men godt til at tage sulten. Han havde uendeligt mange ting, han gerne ville spørge Maya om, men i første omgang ville han se, om hun overhovedet var til at få til at snakke.. Han havde trods alt lovet, at han gerne ville holde kæft, hvis hun foretrak det sådan.

Kunne Maya synke ned i et hul der på magisk vis fremmanede sig under hende, havde hun gjort det. Hun følte sig så malplaceret og forkert i netop dette. Men maven, ud over at være nervøs, fremsagde også et ønske om at spise først og flygte bagefter. At få et anstændigt måltid mad kunne opveje for mange ubehageligheder i ens følelsesliv.
Maya var en smule hurtigere end hun burde være til at gribe et af ølkrusene og begynde at drikke af det. En bevægelse der bagefter fik hende til at kigge lidt ned i kruset, uden helt at fokusere på det hun kiggede på. Det var ikke fordi øl smagte godt, men det distraherede hende alligevel fra at pille ved sine egne negle eller trippe med benet, at hun i stedet kunne holde godt fast om hanken på kruset.

Langsomt løftede Maya skeen fra bordet som maden nåede frem og prikkede først lidt usikkert til stuvningen. Det endte med at hun rørte lidt rundt i det, og fortsatte med det et par sekunder efter at Jarko havde stilt sit spørgsmål. "Jeg kan ikke leve længe udenfor byen.. Indtjeningerne er for lave" Hendes stemmen var mest af alt en højlydt mummelen - men hun svarede trods alt på spørgsmålet, før hun skovlede mad ind. Der var mere plads udenfor storbyen, og hun kunne derfor ikke stjæle fra tilfældige lommer særlig nemt. Bevares, nogen mente hun bare kunne få et job. Hvis det var så nemt og indtjenende som at stjæle, fandtes der ingen tyve.

Jarko stak skeen i sin egen stuvning. Han smagte ikke rigtig på den, som han hældte det munden - al hans opmærksomhed var på pigen foran ham. Hver eneste lille bevægelse og trækning af hendes ansigt. Han kunne tydelig mærke den mur af akavethed, der var dukket op i mellem dem - og den forekom vanskelig at bryde.

"At spionere og indsamle oplysninger her og der kan være god indtjening." Brummede han. Han behøvede ikke at sige, at det nemmest lod sig gøre i Dianthos. Steder som Medanien .. jovist, der kom da et par landevejsrøvere forbi i ny og næ, men der var ingen, der virkelig var værd at aflytte.
Ikke noget, der var krystaller i.

"Vi ku' dog godt bruge at få dig trænet lidt mere i at slås." Fortsatte han. Nu var samtalen begyndt, og ved guderne, hvis hun blev sur igen - så var der ikke noget at gøre. "Folk har det med at blive skidesure, når de finder ud af, at man har smuglyttet.. og så ka' man komme i problemer." Han håbede ikke, at hun syntes, han lød for belærende - han ville bare gerne være sikker på, at hun kunne klare sig, når hun var begyndt på et så farligt erhverv som hans.

Maya trak let på skulderne og stak til stuvningen med sin ske. Hun kørte lidt rundt i den før hun fik en skefuld op til munden. Jo at spionere bragte oplysninger, men det betød også at hun var en større trussel. Hun var i hvert fald blevet jagtet mere end før ved at sniglytte til folks samtaler. Hun synes ikke det bragte nok at stjæle, da det var sparsomt hvad folk havde nu. Tiderne havde været hårde.

Maya sad lænet tilbage i sin stol, med den ene arm over maven og prak fortsat til stuvningen nu den værste sult var blevet slukket og hun følte sig akavet her. Han opførte sig.. Faderligt. Eller også var det bare fordi hun nu vidste hvad han var, at hun syntes at se den opførsel. Måske opførte han sig egentlig som han altid gjorde? Måske lidt mere bekymret. Irriterende.
Maya tog en dyb indånding og lukkede et langt suk ud. "Yeah, det har jeg bemærket." kom der en smule hårdt fra hende som hun kiggede til siden med en let muggen mine men alligevel rettede sig lidt op i stolen og ragte ud efter øllen. "Kan også bare være jeg skal være hurtigere til at slippe væk. De kan ikke banke en som løber fra dem" kommenterede hun en smule for at være på tværs. Hun vidste godt han havde ret, men hun havde stadig lidt kamp i sig.

Havde Jarko været en mere lovlydig mand, havde han nok forsøgt at skaffe mere anstændigt arbejde til sin datter. De søgte vel nok i kroerne rundt omkring, og enhver kunne rede senge og vaske tøj. Men Jarko troede ikke et sekund på, at Maya ville forblive i et sådant erhverv. 
Hun var barn af gaden og havde allerede dybbet foden i den kriminelle verden..

Han forsøgte at ignorere hvordan hun sad og sukkede og skar ansigt af ham. Sådan var det vel nu engang med en pige i den alder, og i første omgang satte han mest af alt bare pris på, at hun svarede, når han talte til hende. 

Et øjebryn blev løftet en smule mod hende hen over ølkruset. "At være hurtig hjælper bestemt.. bare de ikke får fat i fjerene på én." Brummede han og følte sig forsigtigt på den skaldede plet. "Jeg siger heller ikke at du skal kunne nedlægge flere vokse mænd, men hvad vil du gøre, hvis de griber fat i dig, som de gjorde i dag?"

Det var for sent til at nogen skulle til at belærer Maya noget som helst omkring hendes levestil. Hun havde boet på gaden mere eller mindre hele livet. Hun havde fået en lidt mere tryg start, men et liv på et bordel var ikke spor behageligt. Havde hun valgt anderledes havde Jarko sikkert været forbi og købt hende til nogle helt andre ting. Bare tanken gav hende kvalme. Men det havde været livet, var hun gået i sin mors fodspor.

Ironisk nok, var hun tilfældigvis gået i sin fars.
Ufrivilligt kom hun til at grine som han nævnte det med fjerene, og måtte klø sig under næsen, i et halvhjertet forsøg på at skjule det. Det så ret komisk ud, og lige nu havde han da også lidt udseendsmæssigt på det. Skaldet plet og hele lortet. ”Sætte ild til deres røv?” svarede hun kækt og med en del mere selvtillid end hun egentlig ville havde skulle hun stå i situationen en dag. Hun var træt af at han havde ret, men et sted i hende vurderede at det også var en praktisk god ide for hende faktisk at lytte. Belastende.

Mest af alt var Jarko bare glad for, at Maya ikke var endt med at arbejde på bordellet lige som hendes mor. Han vidste godt, at nogle af stederne kunne finde på at ansætte ret så unge piger, og at der var mænd, der glædeligt ville købe dem.
Nok var Jarko en beskidt fyr, men der trak han sgu grænsen.

Faktisk havde han ikke haft den mindste lyst til at sætte sine fødder i et bordelhus, siden han havde fundet ud af hvad Maya var.

Han havde løftet kruset til læberne og var ved at spytte indholdet ud igen over hendes kommentar. Lidt smågrinende tørrede han skægget med bagsiden af hånden. "Ja, hvis du kan det .. så er det sgu meget effektivt." Lo han.
"Du ved.." Fortsatte han efter en lille pause. Han vred sig lidt til siden med en grimasse og stak hånden ned i støvlen, hvor han fremdrog en kniv fra. Den blev lagt på bordet mellem dem. "Hvis du på et tidspunkt vil .. så vil jeg gerne fortsætte træningen." Tilbød han.