Kulden var virkeligt ved at komme til Krystallandet, men takket være alt det tøj, Dino havde, eh, lånt på sit besøg i Dianthos, frøs han ikke. Til gengæld kedede han sig gudsjammerligt, så han var taget fra sit lille træhus og var draget ud i verden. Han havde tilbragt natten i en lun stald med et par køer og en arbejdshest. Og var han hoppet op på taget, havde snurret rundt om sig selv med lukkede øjne og en arm pegende ud fra sig. Da han havde mistet retningssansen var han stoppet op og hoppet i den retning, han havde peget. Mod Amazonitskoven. Ikke at han havde planer om at drage ind i skoven. Der var ikke noget for ham der, ud over fare, men der lå en del små landsbyer rundt langs kanten af skoven, og det kunne jo være, at en af kroerne kunne tilbyde ham hans udvalgte.

Så han hoppede så langt han kunne. Det første hop fik ham til at lande midt i en flok får, der straks løb mæhende til alle sider. En dreng stirrede chokeret på ham.
"Ups. Eh, hej. Måske du skulle styre dine får lidt." Og puf, så var han videre. Denne gang landede han på en bakketop. En mørk skygge i horisonten fortalte ham, at han kom nærmere. Med et suk begyndte han at gå. Han kunne ikke hoppe ud i en evighed, og han ville gerne spare lidt på energien. Så de næste par timer gik ham. Så lidt på sine omgivelser og lyttede til et par fugle, der fløjtede løs trods kulden. Til sidst gad han dog ikke mere, så han hoppede igen. Og landede midt på et hjulspor, der snoede sig langs skoven, der nu var ret tæt på. 

Han blev stående lidt og betragtede den mørke skygge lidt, inden han gøs og begyndte at gå syd på af hjulsporet. En vej måtte lede til et eller andet. Forhåbentligt en kro, han ville gerne have en hyggelig aften i godt selskab. Eller bare lave lidt ballade og søge tilflugt for sure folk på høloftet natten over. Hvem vidste, hvad han kunne finde på.
Fordi det var midt ude i ingenting, svajhede hans hale bag ham. Den lette, iskolde vind fik det hvide, buskede hår til at bevæge sig og gjorde hans lange ører kolde. Måske han skulle skaffe sig en hue. Egentligt var hans hale også lidt kold, og han var lige ved at overveje at pakke den væk under jakken, da noget i græsset længere fremme fangede hans opmærksomhed. Det var svært ikke at få øje på den lyserøde plet, og han gik nysgerrigt nærmere.

Hvad i alverden var det?! De gule øjne blev spærret op, da det gik op for ham, at det lignede en lille person. En ... var det en ... en alf?! Han stoppede op og stirrede lidt, uden helt at tro sine egne øjne, men til sidst gik han alligevel hen og satte sig på hug foran det lille væsen, for at tage det nærmere i øjesyn. 
"Du er godt nok lyserød," var det første han sagde, mens han bukkede sig frem hen over sine knæ, nysgerrig. Han havde ikke set en alf før, selvom han havde forsøgt at finde deres by. Det var ikke gået så godt, hvilket også var en af grundene til, at han ikke ville ind i skoven.
Om alfen kunne forstå ham, det vidste han ikke. Hans blik gled over den. Den ene vinge så krøllet ud. Forkert. Altså, han kunne bedst sammenligne det med en guldsmeds vinge og den skulle i hvert fald være flad og pæn.

Det gik først op for Dino, at det lille væsen var bange for ham, da den holdt en arm op foran ansigtet som for at beskytte sig. Det havde han ikke lige tænkt på, han havde været optaget af at være nysgerrig. Men det virkede til, at alfen tog hans snak, som at han kom med fredelige intentioner, hvilket han også gjorde. Det lille lyserøde ansigt blev vendt i mod ham, og han kunne konstatere, at alfen havde røde øjne. Det havde han ikke set før, så han lænede sig lidt længere frem for at studere alfen nærmere. Det måtte næsten være en af hankøn, noget der blev bekræftet af stemmen, der var overraskende nem at høre i vinden.

Dino vidste ikke rigtigt noget om alfer, ud over at de var små og havde vinger, så det var et rent gæt, at alfen var en yngre en af slagsen. Fungerede de lige som mennesker? Eller som elvere? Den så ung ud. Sådan, rigtig ung ud. Måske var det naiviteten, men Dino havde en fornemmelse af, at han havde ret. Alfen var iklædt noget, der lignede tøj lavet af blade. Og håret. Dino havde lidt svært ved at få øjnene fra det, for farven var heftig.
Den lille størrelse lokkede ham virkeligt til at samle alfen op, men selvom Dino ofte opførte sig som en røv, var han ikke ond, og han kunne ikke forestille sig, at det ville være rart at blive samlet op af nogen så mange gange større end en selv.

Til hans overraskelse og morskab, rakte alfen hånden frem som om, at den ville give hånd. Det var ikke rigtigt muligt, men Dino lagde hovedet lidt på skrå og rakte ham en finger. Det virkede næsten høfligst, nu alfen gerne ville give hånd. Så han skubbede sin fingerspids ind i hånden på alfen og førte den op og ned et par gange.
Remsen lød imponerende, men Dino var ikke rigtigt typen, der gik op i den slags. Ærligt talt forventede han lidt, at alfen tog pis på ham. Prins og hvad havde han ellers. Nej, det mest spændende var navnet, Juliander. Det ville han huske.
”Jeg hedder Dino.” En ganske kort introduktion i forhold til den andens, men han hed ikke mere. Var ikke mere. Han var bare Dino.

Han trak sin hånd til sig og så nysgerrigt på alfen med sine store gule øjne og halespidsen vippende bag sig. Han havde glemt, at det var koldt.
”Jeg har aldrig mødt en alf før,” indrømmede han ærligt. ”Hører du ikke til inde i skoven i stedet for herude?” Alfen havde sagt, at han var faret vild. Kunne man fare så meget vild, at man forlod den skov, man boede i? I så fald var det en meget forvirret alf!

Dino ville have været flad af grin, havde han kunne læse alfens tanker. Mest over at være blevet taget for et - højt - menneske, at hans navn var passende for et kæledyr og hele alfens forståelse af mennesket som race. Men det kunne han heldigvis ikke, altså læse tanker, så han nøjedes med at studere det lille væsen grundigt og med stor nysgerrighed. Det var underligt at se så lille en person med så små fine træk. Og håret! Hårstråene var så små, de var næsten svære at se. Det var virkeligt lige før, at Dino rakte ud for at røre. Samle alfen op og få den tættere på.

Men før han ikke kunne styre sig selv, svarede alfen på hans spørgsmål. Han så ikke glad ud, da han svarede på det, og Dino kneb øjnene sammen. Han løj ikke, den lille, men Dino fik alligevel en underlig fornemmelse. Det kildede lidt. Så en halv sandhed? Han skjulte noget? Dino var ikke helt sikker, men der var et eller andet, der manglede. Noget der fik en lille alarmklokke til at ringe et sted bagerst i hans hoved. Det behøvede ikke at være noget seriøst. Hans evne reagerede bare, når der blev sagt en løgn, den uddybede ikke.

Dianthos. Dino så automatisk op for at orientere sig, men han vidste jo godt, hvor de var. Så han skar ansigt.
"Jo, der er ret langt til Dianthos." Hans blik vendte tilbage til algen med et spekulativt blik. Hans første tanke var ikke, at han skulle tage alfen til Dianthos, for der var langt, men hvordan sådan en lille fætter skulle komme dertil selv. Hans vinge så forkert ud. Han løftede en hånd og pegede på den.
"Du kan ikke flyve med den der, kan du?" Det var mest for at få det bekræftet, for det regnede han ikke med, at han kunne. Men hvad så? Med de små ben ville det tage ham et år at gå til hovedstaden.
At Juliander forsøgte at se ungdommeligt naiv ud rørte ikke rigtigt Dino, andet end at han konkluderede, at det lille væsen nok ikke var i stand til at overleve særligt længe herude. Altså, en rovfugl eller en ræv ville jo kunne snuppe den uden at tænke nærmere over den lyserøde farve.

Dino kunne godt se, at alfen blev helt opgivende, da han fik at vide, at der var langt til Dianthos, men det var der ikke så meget at gøre ved. Selv for Dino, ville det tage et par dage at komme dertil. Mere lige nu, fordi han havde taget et par lange hop i dag og nok kun havde et enkelt tilbage. Som han egentligt helst ville gemme, i tilfælde af, at han havde brug for at lave små hop. Man kunne aldrig vide, hvad resten af dagen ville bringe. 
Men han skulle heller ikke til Dianthos. Han var på vej syd på.

Han lyttede med løftede øjenbryn til den lidt forvirrende fortælling om, hvordan alfen havde brækket sin vinge. Det var først til sidst, at han vidste, at alfen løj om noget. De ti kilometer? At han foretrak at gå? Dino var ikke sikker, men det var også lidt lige meget. Det var ikke en løgn, der havde nogen betydning, selvom det da irriterede ham som altid.
"Du burde finde en healer." Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige til historien med trolden. Han havde mødt en trold, faktisk to. Og derfor brød han sig ikke om skoven.

Og så kom bønnen om hjælp. Dino sukkede. Han ville gerne sige nej, for nu havde han jo lige udset sig en tur syd på, måske helt ned til Fredskilde. Jo større by, jo større sandsynlighed for at møde sin næste udvalgte, ikke?
Det gav et svagt ryk i hans hånd, da alfen tog fat i den for at trække sig op og kravle op af hans arm. Inden han kom alt for langt, løftede Dino armen op, så alfen var lige ud for hans ansigt.
"Dem på paladset er ikke mit folk," konstaterede han lidt tørt. "Og du ved godt, at jeg var på vej i den anden retning, ikke?" Han betragtede alfen lidt og kløede sig så i håret. Hans hale svingede lidt irriteret bag ham. Han ville ikke til Dianthos. Men han kunne heller ikke bare efterlade alfen herude midt i ingenting. Til sidst rejste han sig, forsigtigt så alfen ikke røg af hans arm.
"Jeg kan finde dig en healer, så din vinge virker igen." Han drejede rundt og begyndte at gå nord på. Om der var en healer den vej, vidste han ikke, men mon ikke, at han kunne finde en.

Dino himlede med øjnene, da alfen pointerede, hvilken slags healer, det skulle være. Nu måtte de se, hvad de stødte på, en healer var en healer, den ene slags tog bare længere tid end den anden.
Skuffelsen var tydelig, men Dino var ikke helt sikker på, hvad den var for. At han ikke hørte under paladset eller at han ikke var på vej nord på? Det var lidt forvirrende, og hans hale slog et sving mere, som en utilfreds kats. Han fulgte alfen med blikket, som den bevægede sig op af hans arm og satte sig på hans skulder, hvor han lige kunne se den ud af øjenkrogen. Det var en sær ting, at have et så lille væsen til at sidde på sin skulder, og det tog ham lige nogle skridt, før han havde fundet ud af om den blev siddende, når han gik, ude at han skulle vride i kroppen eller løfte skulderen, for det ville da blive anstrengende i længden.

Dino trak på den frie skulder, da alfen spurgte, hvor han havde været på vej hen.
”Det ved jeg ikke. Måske ned til Fredskilde. Hvor tilfældighederne fører mig hen.” Det var jo ikke fordi, at han skulle noget, han kedede sig bare. Og så var han som altid på udkig efter sin næste udvalgte, men han vidste godt, at han ikke ville finde personen ved at lede efter den. Den udvalgte ville dukke op, når det var tid, det var Aladrios, der stod for det. Men derfor kunne han jo godt tage lidt rundt og kigge lidt.
”Men jeg tager dig med nord på nu, indtil vi finder en healer. Så må du flyve videre selv.”

Hvorfor han var så sød, vidste han ikke rigtigt. Normalt fokuserede han mere på sig selv, men måske var det bare fordi, at han kedede sig og netop ikke havde noget mål. Så en dag mere eller mindre på rejsen syd på, det gjorde ikke så meget. Det kunne jo være, at han stødte på noget spændende på vejen.
Han skævede til alfen, der havde formet sine hændder til en kikkert og sad og kiggede over området. Den var virkeligt ikke ret gammel. Var den?
”Hvor gammel er du egentligt? Prins og alt det.”

Dino trak på den frie skulder igen.
"Fredskilde ligger der nok også en anden dag." Han var der ret ofte, for han kunne godt lide landsbyen. Dianthos var også udmærket, men der var bare mange tætte huse og mange væsner. Og fyldt op med byvagter og krigere fra Lyset. Fredskilde var bare mere fredelig. Meget mindre stresset at være på besøg i, men han tog nu også forbi Dianthos regelmæssigt. Det var nemmere at snuppe mad på markedet og finde mere brugbare ting som tøj og den slags. Nemmere at gemme sig i mængden.

15 år. Han havde ingen anelse om, hvor gamle alfer kunne blive. Var de udødelige som elvere eller blev de bare gamle som dværgene? Eller levede de kort som mennesker og halvdyr? Han skævede til ham og besluttede sig for, at han lignede en på 15, så det passede nok meget godt med et menneskes alder. Men det var vel egentligt lige meget, det var bare rart at vide, om man rendte rundt med et barn på skulderen eller ej. Dino havde ikke noget i mod børn, hvilket man måske nok kunne tro, når man sådan lige mødte ham. Altså, så virkede han til at have noget i mod alle. Men børn var noget andet. Nemmere at have med at gøre. Uskyldige. Og til at skræmme, blev han træt af dem. Hans første udvalgte havde været en lille pige, og han havde elsket hende. Tog en gang i mellem forbi hendes nye hjem og så efter, at hun havde det godt, dog uden at blive set. Hun skulle bare glemme ham og leve videre.

Spørgsmålet fik ham til at se ned af vejen og sparke til en sten. Ja, hvor gammel var han? Han havde absolut ingen anelse. Han havde ingen minder fra sit liv fra før han blev beskytter, hvilket betød, at han ikke vidste, hvor længe han havde levet. 
"Det ved jeg ikke." Han kørte en hånd igennem sit hår for at få det væk fra ansigtet, vinden fik det til at kilde ham i panden og vifte ind i øjnene på ham. "Dit bud er lige så godt som mit."

Dino skævede til alfen, da den kom på benene og stod og betragtede ham med hovedet hvilende i hånden. Det trak lidt ved Dinos næse af gnavenhed, da han ikke brød sig om at blive gloet sådan på. Men han sagde ikke noget, som Juliander gav sig til at vurdere hans alder. 19-20 år? Et lille fnys kom fra Dino, men han stoppede ikke med at gå.
"Nok nærmere 16-17 år, det er i hvert fald, hvad andre gætter på. Men hvad ved jeg, jeg kan kun huske seks år tilbage." Han trak på skulderen igen, og svingede lidt irriteret med halen. Et eller andet sted havde han det lidt svært ved ikke at kunne huske sit liv. Hvem var han, før han blev beskytter? Hvad havde han lavet? Hvilken race havde han været? Han havde ingen anelse, men han kunne huske underlige ting. Hvordan man gjorde dit og dat, hvordan man overlevede. Men ingen konkrete hændelser.

Da alfedrengen blev ved med at stirre på ham, stoppede Dino op og snerrede en smule af ham.
"Hvad glor du på?" Åh, hvor var det irriterende at have ham på skulderen, for Dino kunne ikke dreje hovedet for at se direkte på ham, uden at skubbe til ham med ansigtet. I stedet dukkede Dinos pelsede halespids op ved siden af Juliander og bevægede sig tæt på, næsen som om, at den ville skubbe ham ned. Det gjorde den dog ikke, men den vippede lidt advarende.

Vinden var stadig iskold, og Dino glædede sig til at finde noget læ på et tidspunkt. Nok var tøjet, han havde nakket i Dianthos, varmt, men al fri hud blev ret så kold i vinden, og hans spidse ører var begyndt at gøre lidt ondt. Han burde have stjålet en hue og et par luffer også!
Der var stadig tomt omkring dem, ud over nogle fugle på himlen. Selv på de større veje, var det ikke folk, man mødte flest af.

Okay, Dino havde måske vrisset lige hårdt nok af alfen, men hans opførsel og hans stirren var begyndt at gå ham på. Kongelig? Det var nemmere at sluge, nu han efterhånden fik lidt fornemmelse af, hvem han var. Eller også var han bare teenager, men han virkede nu bare lidt virkelighedsfjern. Noget nogen måske ville finde nuttet, men Dino var ikke nogen, han var selv en sur teenager, og han fandt det allerede en smule belastende. Han stillede dumme spørgsmål om Dino, og det gad Dino ikke rigtigt. Han hadede at snakke om sig selv, fordi, ja, han vidste ikke helt, hvem han selv var. 

Han gik i tavshed og var lidt surmulende, mens alfen var stille på hans skulder. Indtil ham i hvert fald fik lagt sig ned på maven med hovedet bagud, hvilket fik Dino til at skæve til ham. Hvad nu? Kiggede han på hans hale eller hans røv? Han orkede næsten ikke at spørge, og inden han alligevel fik taget sig sammen, snakkede Juliander til ham.
"Mhm?" Han var klar på endnu et dumt spørgsmål, men i stedet sagde alfen, at den var sulten. Dino var ikke sulten. Han havde ikke brug for at spise. Overhovedet. Han gjorde det dog for det meste ind i mellem alligevel, det andet føltes underligt. 

"Hmm, hvad spiser sådan en som dig? Alfer? Jeg har ikke lige nektar i lommen." Ja, hvad mon de små væsner spiste? Dino havde ingen oppakning med sig, så han bar tydeligvis ikke rundt på mad eller ting til at lave mad af. Spiste alfen mere normal mad, ja, så skulle de ud og finde noget. Lige nu var der bare meget tomt omkring dem, og Dino vidste ikke, hvor langt der var til næste hus eller landsby. Ville et hop sende dem det rigtige sted hen? Han havde ikke et helt kort i hovedet, der var så detaljeret, at han kendte alle huse i hele Krystallandet, for det meste sigtede han bare lidt tilfældigt og hoppede, når det var på de lange afstande.

Dino himlede kort med øjnene, da Juliander straks lød skuffet over, at Dino ikke kunne skaffe ham nektar. Det var ikke ligefrem årstiden for blomster, ellers havde alfen sikkert kunne spise sig mæt fra blomsterne, der ville være overalt i græsmarkerne omkring dem. Eller noget. Hvad vidste Dino om det, han behøvede ikke engang at spise rigtig mad, selvom han godt kunne lide at gøre det. Nok var hans krop ligeglad, men mentalt var der noget tilfredsstillende over at spise. Han følte sig mere rigtig, når han kunne tygge og smage og mærke sin mave blive mæt. Der kunne godt gå lang tid i mellem, at han gjorde det, for eksempel på sådan en tur her, hvor han bare drog af sted uden mål eller med.

Noget lyserødt. Dino skævede til alfen, der forsøgte at vise ham størrelsen på et hindbær. En smule overdrevet måske, men de virkede nok lidt større, når man var så lille.
”Det er lidt den forkerte årstid til bær og lyserøde ting,” svarede han og fortsatte med at skæve til alfen ud af øjenkrogen. Alfen der satte sig tungt på hans skulder og så helt opgivende ud. Dino vidste ikke, hvordan det var at være sulten, sådan rigtig sulten, men han havde da set nok folk være det, til at han vidste, at det ikke var sjovt. Og man blev ked af det.

Lidt træt sukkede han og så frem. Stadig ikke noget tegn på beboelse. Lidt utålmodig overvejede han kort, om han skulle få dem lidt hurtigere frem, og besluttede sig så for, at et par kilometer sikkert ikke gjorde noget.
”Måske vi kan finde nogle æbler eller noget andet frugt. Hold godt ved.” Han gav ikke Juliander tid til at svare, men teleporterede dem et stykke frem. Her drejede han hurtigt rundt om sig selv, men kunne stadig ikke se noget, så han hoppede igen. Denne gang fik han med det samme øje på noget, der næsten kun kunne være en tynd søjle af røg. Ah! Med det samme hoppede han det sidste stykke og landede midt på en gårdsplads ved et lille husmandssted. Nogle høns løb forskrækket og skræppende væk. En kvinde stod som stivnet og så på ham med et skræmt udtryk med en spand med vand i hænderne, som hun sikkert lige havde hentet op af brønden. Lort. Det var jo ikke meningen, at de skulle blive bange, han havde bare sigtet sådan nogenlunde og ikke tænkt over, at han nok burde lande lidt væk.
”Eh, hej. Undskyld forstyrrelsen. Vi leder efter nogle æbler. Eller bare noget frugt.” Han orkede ikke at forsøge at smile til hende, men forsøgte da at se lidt venlig ud.

Hvad han ikke lige tænkte på, var at Juliander ikke havde prøvet at teleportere før, og så lige tre gange i træk. De fleste blev smådårlige af én tur, især første tur, fordi hjernen ikke kunne følge med på den pludselige ændring i omgivelser og det sus i maven, det hele gav.
Men nu burde Juliander kunne se forskellen på Dino og et menneske, for det var i hvert fald hvad den middelaldrende kvinde var. Et lidt blegt et af slagsen lige nu, men et menneske.

Alfen bevægede sig på Dinos skulder, men Dino fokuserede på kvinden, der så ud som om, at hun ikke helt kunne beslutte sig for at skrige eller ej. Han håbede lidt, at hun ville lade være, for det ville sikkert hidkalde en vred ægtemand med et våben, og så fik Dino i hvert fald ikke nogle æbler ud af det. 
Julianders stemme lød i Dinos spidse øre, i det mindste kunne alfen finde ud af at være høflig. Men inden nogen kunne nå at sige mere, væltede alfen ned af Dinos skulder. Instinktivt ville han gribe ham, men han svævede selv fint ned mod jorden i cirkler, og landede lige ved siden af et stort fad, der så ud til at have vand til hønsene. Og så brækkede han sig. Ups. Det var vist Dinos skyld.

Både Dino og kvinden, havde fulgt alfen med øjnene, som han væltede ned og nu lå der og ynkede sig. Langsomt løftede Dino blikket og mødte kvindens. Hun så pludseligt ikke helt så skræmt ud mere.
"Eh, ja, altså, æbler? Til den lyserøde alf der." Han skar ansigt og sukkede. "Jeg har ikke noget at give for dem." Det var sandt. Han havde ingen krystaller på sig lige nu. Han stjal for det meste bare det, han skulle bruge, og han havde ikke brug for hverken mad eller drikke. Det skete, at han nakkede en pung, så han kunne købe drikkelse på en kro, bare for at falde lidt mere i med omgivelserne, men det var længe siden sidst.

Kvinden så lidt usikkert fra ham til alfen og tilbage igen, inden hun svagt nikkede.
"I kan godt få et par æbler," sagde hun dæmpet og slæbte så spanden med ind af døren. Dino flyttede lidt uroligt på sig, men hun havde ikke løjet. Hun ville godt give dem et par æbler. Forhåbentligt ikke efterfulgt af spidsen af et sværd eller noget.
Med et suk satte han sig på hug, så han kom tættere ned på alfen.
"Er du okay? Jeg skulle nok lige have advaret dig." Han rakte ud og tog fat om livet på ham, for at samle ham op. Hvis der nu alligevel skulle komme en vred mand løbende af døren, var det bedst at kunne forsvinde med det samme.