Sted: Ved vejen syd på, ikke ret langt fra Lindeskoven
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Det er efterhånden ved at være efterårskøligt, men det har holdt tørt i et par dage

Ferghus hoved dunkede. Det størknede blod kløede i hans hovedbund og ned over hans tinding. Rebene om hans håndled var ru og var bundet stramt omme bag hans ryg, så hans fingre efterhånden var begyndt at snurre. Endnu en reb var bundet om ham og det træ, han var blevet placeret op af. Et par totter, der var faldet ud af den lille hestehale, hans gråbrune hår var samlet i, kildede ham i ansigtet. Jorden var kold og fugtig under ham, som han sad direkte på den med benene samlet foran sig. 
Han sad lænet foroverbøjet med hovedet hængende. Øjnene for det meste lukkede, mens han i stedet lyttede. En gang i mellem gled de stålgrå øjne på klem for at kaste et blik på sine omgivelser, men så snart der var risiko for, at nogen ville opdage det, lukkede han dem. Det var bedst at lade hans tilfangetagere tro, at han ikke var ved bevidsthed.

Det var en lille lysning i et mindre stykke skov en lille halvandens dagsrejse fra kanten af Lindeskoven. Fire heste stod bundet til et andet tre lidt derfra og lidt derfra stod Ferghus' lille lavbenede nordlandspony Nille. Hun var tydeligvis ophidset og urolig. En gang i mellem kaldte hun på ham med sit lille sky vrinsk. 
Oppakningen var taget af hende og var blevet gennemsøgt. Der havde ikke været noget spændende, ud over lidt krystaller. Ferghus havde forladt sin hytte for at arbejde, så det eneste, der var i taskerne, var det kan skulle bruge for at overnatte ude. Nej, det mest værdifulde, han havde haft på sig, var den store kampøkse, der altid hang i hans bælte. Dværgesmedet. Nedarvet i hans familie. Det gav ham kvalme at se det smukke våben i hænderne på de tre mænd. Lytte til deres snak om, hvor meget sådan en ville være værd de rigtige steder.

Slavehandlere. Han kunne næsten lugte det på dem. Grådigheden og manglen på respekt for andres liv. Vreden og foragten kogte i ham, men han blev siddende stille. Der var ikke så meget, han kunne gøre lige nu. Andet end at observere og vente på det rigtige tidspunkt til at kæmpe for sin frihed. Hvis han da bare kunne få løsnet rebene om hans håndled. De små korte fingre kunne knapt nå knuden.
Mændene var her tydeligvis ikke for at fange en ældre arrig dværg, nej, de var på udkig efter elvere. Satyrer. Og hvad der ellers boede i skovene heromkring. Ferghus havde bare været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og selvom han havde forsøgt at holde dem væk, var han alligevel blevet overvundet. Skaftet på et sværd havde ramt ham og alting var blevet mørkt for et øjeblik. Da han var vågnet, var hans hænder bundet og han havde være smidt over ryggen på sin pony, mens de transporterede ham frem til lysningen.

Det var heller ikke med hans gode vilje, at han havde været så tæt på Elverly. Det stod ikke ligefrem øverst på listen af ting han ville, at ende i hænderne på spidsørerne. Nok var Dragorn og Elverly inde i en fredelig periode, men han stolede ikke nok på dem til, at han havde lyst til at risikere noget. Nej, men han havde brugt nogle uger hjemmefra på at arbejde. Det ene job tog som regel det andet, når folk fandt ud af, hvad han kunne. Og et spor havde ledt ham så tæt på elvernes land, at han havde kunne skelne stammerne fra hinanden i skovkanten. Dét var for tæt på. Han var vendt om, selvom han ikke fandt det, han var sendt ud efter. Det var ikke krystallerne værd.

Og nu sad han her. Med hovedpine og en tør mund, der ønskede sig noget at drikke. Han tvivlede på, at han fik det, spurgte han efter det.
Der var kun én mand tilbage i lysningen, efterladt for at holde øje med ham. De to andre var taget ud for at se sig omkring. Ferghus hjerne arbejdede trægt med at finde på en måde at slippe fri på. Det var et ordentligt gok de havde givet ham.

Dagen havde som sådan været foregået roligt. De tidlige morgentimer var gået med at samle sammen til et mindre forråd, så Taen havde noget med sig på vejen. Ikke at han for alvor havde besluttet sig for han ville tage hen og der var en vis chance for at han endte med bare at søge tilbage ind i skoven. Alligevel kunne han lige så godt været forberedt og han var da også så småt begyndt rejsen, ihvertfald så ved på ganske rolig vis at bevæge sig i en østlig retning af hvor han havde tilbragt de sidste par dage. Han havde intet mål for øje og af samme grund heller ikke travlt. Derfor havde han også taget sig tid til at snakke med en forbipasserende, et menneske, der var på udforskning i skoven. Som regel var det lettere for ham at tale med folk, der ikke var elvere, ganske enkelt fordi de ikke havde samme slags forventninger til ham som dem han delte race med. Man kunne nok sagtens sige, at han kun var elver på ydersiden. Hans forhold til naturen kom udelukkende af, at han hele sit liv havde boet i den.

Hen på eftermiddagen var han så småt nået til, at det tyndede en smule ud i træerne. Da blev roen brat afbrudt, da endnu en fremmed bevægede sig ind i hans synsfelt. Med det samme havde han fået en dårlig fornemmelse, men det var før sket, at det var ånden han havde sjælebånd til, der forstyrrede ham. Af den grund havde han også tvunget sig selv til ikke at dvæle ved det, hvilket hurtigt viste sig at være en fejl. Han nåede ikke at hilse inden den fremmede viste sig fjendtlig og truede ham til at stå stille, mens en anden dukkede frem.

Et fejlslået flugtforsøg senere lå han på jorden, mens hans hænder blev bundet stramt nok til, at han kunne mærke rebet skære ind i huden. Mere nåede han dog ikke at opfatte inden han blev slået bevidstløs. Da han kom til sig selv igen, var der ikke længere træer omkring ham. Han lå på en kærre og bemærkede først da han kom mere til bevidsthed, at det nu både var hans hænder og fødder, der var bundne. Ved siden af ham lå den lærredssæk han plejede at rejse med, men det så ikke umiddelbart ud til, at den var blevet rodet igennem endnu. Endnu et øjeblik gik inden han kunne høre en stemme kalde på en anden og han indså at det kun var den ene af de to der nu var ved ham. Ihvertfald indtil de nåede en form for lejr hvor en anden mand tog imod dem. "Han kan ikke ret meget ham der. Kan du klare den selv til solnedgang?" Et grin fulgte ordene og Taen forsøgte at kigge op for at få øje på de to, der talte. Resultatet blev en skubben til hans hoved så hårdt, at han blev svimmel da det ramte ind i kanten af kærren.

På benene kunne man knap sige han kom, da han blev trukket ud af kærren. Hele tiden på grænsen til at vælte blev han trukket hen til et træ, hvor han hurtigt så en anden sad bundet til. Endnu et reb blev bundet mellem hans hænder og træet og så blev han ellers efterladt dér, mere liggende end siddende ved siden af træet. De to mænd snakkede lidt mere, inden ham, der havde bragt Taen til lejren smuttede igen og den anden gav sig til at rode lærredsækken igennem. Taen udnyttede det som en chance for at rykke på sig, så han lettere kunne se den anden tilfangetagne. En dværg, så vidt han kunne se.

"Ved du hvem de er?" Han talte lavt, hvilket dog ikke kun var for at undgå manden kunne høre dem, det var lige så meget fordi han ikke rigtigt havde krafter til andet mens han stadig følte sig en smule svimmel.

Vognen kom tilbage. Uden at åbne øjnene fandt Ferghus ret hurtigt ud af, at de havde fanget en mere. Han rettede sig lidt op og åbnede øjnene for at se, hvem slavejægerne havde valgt at tage til fange. En elver, ikke overraskende. Hans udseende var lidt specielt, men det var ikke noget Ferg bed synderligt mærke i. Det kunne være ret lige meget i denne situation. I stedet fulgte hans stålgrå blik mændene, der slæbte elveren hen til samme træ, som han sad bundet til. Hvis blikke kunne dræbe, var de begge faldet døde om på stedet, men i stedet førte hans blik til, at den ene med et ubehageligt grin bemærkede, at han var vågen.
"Dværgen er vågen." Manden gav ham et los, inden de bandt elveren til træet. Ferghus kneb øjnene lidt sammen, men ømmede sig ellers ikke, selvom det ikke havde været et blidt spark. Den fornøjelse skulle de ikke have.

Han fulgte dem med blikket, som de tog drog af sted igen. De havde åbenbart ikke tænkt sig at ligge på den lade side. Forbandede svin. Ferghus hadede slavejægere lige så meget, som han hadede folk fra Mørket.
En stemme lød fra ved siden af ham, hvilket ikke fik ham til at reagere med det samme. I stedet flyttede han blikket til manden, der var ladt alene tilbage for at holde øje med dem. 
"Slavejægere." Hans svar var kort og brummende. Ferghus var ikke en mand af mange ord, hvilket elveren nok ret hurtigt ville finde ud af.

Efter et øjeblik drejede han sig lidt, så han kunne se sin lidelsesfælle. Det var lettere at se tatoveringerne og ørerne, når han var så tæt på. Han kunne ikke huske, at han havde set en elver dekoreret på den måde før. Ikke en skovelver i hvert fald, som mørkelverne virkede til at have en forkærlighed for tatoveringer i ansigtet. Og dem havde han set rigeligt af inden for Mørket. Var denne elver også med Mørket? Et eller andet ved ham sagde nej, men Ferghus ville ikke afvise det, før han vidste mere om ham. Han vendte blikket tilbage til slavejægeren, inden han dæmpet brummede igen.
"Du har tilfældigvis ikke lige en kniv i støvlen?" De havde taget alt, hvad Ferghus havde af klinger på sig, så han havde ikke mulighed for at skære sine egne reb over.

Det var fristende at give efter for svimmelheden og falde hen, men det måtte bare ikke ske. Taen måtte da også kæmpe imod det, og var ikke i stand til at reagere, da der blev sparket til dværgen. Det var ikke nogen behagelig oplevelse, at se en anden blive gjort skade på og det gav også et sting i hjertet, der med det samme gav ham dårlig samvittighed over ikke at handle. Dog var han nødt til at vente til der var noget afstand. Heldigvis lod det til, at de blev ladt til sig selv, da den tilbageværende mand ikke virkede til at regne dem for det store.

Slavejægere. Svaret fik ham til at rynke bekymret på brynene. Han havde ikke læst om moderne slaveri udenfor Rubinien og de var trods alt langt derfra. Det fik ham til at undre sig over hvordan de var kommet så langt nordpå, hvilket kun gav anledning til yderligere bekymring. De måtte vide hvad de gjorde, hvilket også betød at et flugtforsøg var nødt til at gå hurtigt. Selv havde han ikke en chance, men måske han og dværgen kunne gøre noget. De var bare nødt til at komme væk inden de kunne risikere at blive overmandet. Han gav et ryk på sig igen og lænede hovedet mod træstammen mens han forsøgte at tage et kig på knuderne der holdt dværgen fastbunden.

"Nej, de har min kniv." Den eneste kniv han havde, havde han altid liggende i sin rejsesæk når han ikke skulle bruge den. Lige nu kunne han dog virkelig godt have brugt den. Han så ned på sine egne hænder og forsøgte at rykke lidt på dem. "Jeg kan måske trække knuderne fri," foreslog han så hentydende til dem, der holdt sammen på rebet der bandt dværgen. "Hvis du holder øje med ham." Med ham mente han selvfølgelig slavejægeren, der var tilbage i lejren. I en stædig og besværet bevægelse fik Taen rykket sig tæt nok på til at kunne nå knuderne og måtte så ellers holde vejret for ikke at slippe en lyd da han på smertefuld vris måtte vrikke hænderne i position til at kunne få fat i den ene knude. Han udåndede mens han med en kraftanstrengelse trak i den, men det lykkedes ikke at få den helt op. Dog blev den løsere, hvilket da gav et håb om, at det kunne lade sig gøre.

"Så snart du kan," sagde han forsigtigt. Godt nok havde han talt meget lavt før også, men det var som om han var ekstra opmærksom på det nu. "Så træk til. Tror godt du kan få hænderne fri før knuderne er helt oppe." Det var måske naivt sådan at hjælpe en anden fri uden forsikring om selv at få hjælp, men det var nu engang sådan Taens natur var. Han gjorde endnu et forsøg, denne gang med den anden knude og gjorde også denne gang brug af sin vejrtrækning for at undgå at slippe lyde af smerte. Sådan blev han ved og agtede også at blive det, indtil dværgen enten kunne komme fri eller kunne komme til at hjælpe.

Elverens svar var ikke så overraskende, de havde sikkert undersøgt ham for våben. Ingen kniv. Ferghus fortsatte med at stirre på manden, der skulle holde øje med dem. Der var åbenbart ikke noget spændende i elverens taske, for den blev smidt til side, over i bunken med Fergs. I stedet gav han sig til at lave bål. Godt, så var han optaget.
Inden Ferghus nåede at protestere, var elveren i gang med at flytte rundt på sig og række ud efter knuden bag Ferghus ryg. Han kastede et hurtigt blik på den sorthårede elver, inden han så mod slavejægeren igen. Der blev rodet lidt rundt deromme, inden det gav et ryk i hans reb. Forsigtigt trak han håndledene fra hinanden og han kunne mærke rebet give sig en smule. Nok til at han kunne komme fri? Måske.

Inden han kunne nå at gøre mere, så slavejægeren op fra sit pindebrænde og fik endeligt øje på, at elveren og dværgen sad lidt for tæt op og ned af hinanden. Hurtigt var han på benene og på vej hen i mod dem.
"Han kommer nu," konstaterede Ferg dæmpet. Ikke at der var så meget at gøre ved det, manden farede der over med nogle lange skridt. Det første han gjorde, var at gribe elveren i håret og trække ham væk fra Ferg, sammen med et spark på hans ben. 
"Ved Zaladin, her gik jeg og troede, at elvere og dværge hadede hinanden, og så sidder i ved guderne og kissemisser." Han lod blikket glide fra den ene til den anden, mens han kort overvejede situationen. Til sidst bandt han rebet op, der holdt den grimme elver fast til træet, inden han uden at lade ham komme op fra jorden, trak ham hen til træet ved siden af og sørgede for, at han sad godt fast der. Her gav han ham en knyttet næve i maven.

"Hvad med at slå på nogen, der ikke knækker som en vissen pind?" Ferghus stirrede vredt på ham og afsluttede sætningen med et grimt ord for menneske på dragoran. Ikke at han ikke troede, at elvere kunne holde til noget, men det var lidt, hvad man kunne lokkes til at tro med de spinkle, lange kroppe. Mandens ansigt trak sig sammen i vrede, for selvom han ikke havde forstået det sidste ord, var der ikke så stor tvivl om meningen med det. Straks stod han over Ferghus og lod næven ramme dværgen i ansigtet. Igen skabte det ikke nogen speciel reaktion fra den ældre dværg, der bare drejede hovedet på plads og så op på ham med de stålgrå øjne. Han sagde ikke noget. Behøvede det tydeligvis heller ikke, for slavejægeren stirrede lidt tilbage, sparkede så til ham igen med en vred lyd og trampede tilbage til sit bål. Han glemt alt om at tjekke dværgens reb, hvilket også havde været meningen.

Taenarel var alt for opmærksom på sit projekt med at få knuderne op til selv at skænke manden der holdt øje med dem et blik. Derfor nåede han også først at reagere da dværgen sagde han kom, hvilket hurtigt viste sig at være alt, alt for sent. Manden var allerede på vej og Taen nåede ikke at trække sig væk før der blev grebet fat i ham. Med en grimasse, men øvrigt lydløst, trak benet til sig da det blev sparket til. Hvad han allerede havde set dværgen udvise af stoisk ro gjorde ham opsat på ikke at give efter for følelsen af smerte og frygt, der hobede sig op i ham. Han trak vejret ind for at sige noget, men ingen ord kom ud og i stedet sukkede han bare og kiggede ned i jorden. Ikke længe efter blev han trukket henover jorden uden chance for at rejse sig inden han ellers blev bundet fast igen, nu til et andet træ. Endnu engang måtte han kæmpe for ikke at reagere for meget, da han blev slået i maven. Han krøb dog en smule sammen og bukkede lidt forover, hvilket lod til at underholde manden, indtil dværgen pådrog sig hans opmærksomhed.

Det var et taknemmeligt blik, der blev sendt i dværgens retning mens slavejægeren bevægede sig i retning af ham. Blikket ændrede sig dog til undskyldende så snart manden blev voldelig igen. Endnu engang måtte Taen beundre dværgens evne til at tage slaget uden en mine, men mest af alt følte han bare skyld for, at han var nødt til det. Også selvom en del af ham godt vidste, at det sikkert sagtens kunne være sket havde han ikke været der til at blande sig. Han sænkede straks blikket igen, da slavejægeren så imod ham og så ikke op igen før han kunne høre han var på afstand.

"Jeg troede jeg kunne nå det," sagde han undskyldende, så lavt han kunne mens han stadig var sikker på dværgen kunne høre ham. Længere væk var han trods ikke blevet slæbt hen, blot til et andet træ. Slavejægeren var vel sikker nok på, at de ikke kunne komme fri til ikke at behøve have dem på afstand af hinanden. Han forsøgte at vrikke hænderne lidt i rebene igen, men denne gang kunne han ikke få dem ret meget fri og da slet ikke nok til at kunne bruge det til noget. 

Manden slog hårdt, det skulle han have. Ferghus vrikkede lidt med kæben, da mennesket havde vendt ryggen til, han ville få ondt de næste dage. Men så igen, han havde prøvet meget værre. Havde han været lidt mere rapkæftet havde han nok fyret en typisk dværgefornærmelse af efter ham. "Min søsters yngste datter slår hårdere end dig!" Men Ferg var en af de mere tavse dværge der var, og han sendte bare et hadefyldt blik efter mennesket. Ved guderne han hadede den slags væsner. Dem der anså andre for at være til for deres egen fornøjelse. Han havde oplevet det så rigeligt i de få år, han havdde været spion i Mørkets rækker. Foragten fik ham til at spytte en blodig klat ud på jorden ved siden af sig.

Elverens stemme trak ham ud af de vrede tanker, og han drejede hovedet for at se på ham. Var han kommet noget til? Han så ikke ud af så meget, så Ferghus var nok lidt mere bekymret end han normalt ville være overfor en elver. Han havde mest været omkring mørkelvere, da det ikke ligefrem havde været normalt at socialisere med elvere, da han boede i Dragorn. Og efter han var blevet alene, var det kun sjældent, at han havde mødt nogle af langørerne. Mørkelvere var hårde, trænet til kamp, smerte og krig, hvor skovelvere virkede lidt mere normale. Lidt mere sårbare. Men det så ikkd ud til, at slaget havde været mere end det, et slag, så bekymringen forsvandt med det samme igen.

"Få hvilet, det bliver en lang nat," brummede han så dæmpet som muligt, inden han selv satte sig lidt bedre til rette og lukkede øjnene. Han ville ikke få sovet, men han kunne slappe af og meditere lidt, mens han overvejede et strategi. 
Sådan sad han resten af dagen, kun afbrudt af, at de to andre kom tilbage med vognen. De havde ikke haft held med sig, så det var kun Ferghus og elveren ved det andet træ. På et tidspunkt kom den ene af mændene med et vandskind og gav dem noget at drikke, dog uden at binde dem op. Mad måtte de åbenbart undvære for nu.

De tre mænd havde en hyggelig aften omkring bålet. Der blev leet og drukket og gjort grin med de to fanger. Især elveren fik nogle hårde ord med på vejen, for de havde da aldrig set så underlig og grim en elver før.
Endeligt faldt lagde de to sig til at sove med den tredje som vagt, men han begyndte alligevel at sidde og nikke og til sidst sad han med hagen hvilende på hagen.
Ferghus havde brugt mørket som skjul til at lirke med sine reb. Da han var sikker på, at vagten sov, spændte hans ikke helt undseelige overarmsmuskler op, som han trak sine håndled fra hinanden. Efter lidt lirken var hans første hånd fri, og han begyndte at løsne rebet, der bandt ham til træet. Han slap ikke den sovende mand med blikket, heller ikke da han lænede sig frem og løsnede knuden, der bandt hans ben sammen. Endeligt var han fri. Hans ben var stive og hans krop mindede ham om, at han ikke var helt ung mere, men han havde ikke tid til at bløde de stive muskler op. I stedet bevægede han sig så lydløst som muligt hen til elveren og efter at have gjort tegn til, at han skulle være stille, begyndte han at binde hans reb op.
Så snart elveren var løs, rettede Ferg blikket mod næste mål. Hans økse.

Frygt var noget ånden han var bundet til ofte tog sig af. Den kunne distrahere ham og rationalisere, tale til ham og insistere på at der ikke var noget at være bange for - eller i det mindste gør det klart for ham at det ikke hjalp noget at være det. Taenarel kunne dog ikke ligefrem påstå at have været i en lignende situation før. De ting han før havde oplevet at være bange for havde været mere håndgribelige af den simple grund, at hans hænder ikke havde været bundne. Alle andre gange havde han haft en mulighed for at kunne løbe eller gemme sig og med de få kræfter han havde var det altid en nødvendighed for ham. Her kunne han intet andet gøre end håbe på et mirakel og det var hans erfaring at den slags ikke eksisterede.

Hvilet fik han ikke; ikke som sådan. De første timer sad han bare stille og lyttede til hvad end der var af lyde omkring ham. Fjern fuglesang beroligede ham en lille smule, selvom det ikke var i nærheden af nok til at gøre situationen rigtigt udholdelig og han blev da også straks hevet tilbage til bekymring da hans fokus blev afbrudt af en af mændende, der kom med vand. Langsomt blev hans fokus dog fjernet mere og mere fra verden omkring ham indtil hans opmærksomhed til sidst var opslugt af ånden og dens forbindelse til åndeverdenen. Han ænsede ikke et ord af hvad mændende sagde om bålet, men sad blot med hovedet lænet tilbage mod træstammen og øjnene rettet blankt ud foran ham. Timerne gik også uden han overhovedet opdagede hvordan det blev mørkere og mørkere og mere og mere stille. 

Han kom med et sæt til sig selv da ånden løftede sløret fra hans sind for at lade ham opdage, at dværgen kom nærmere. Først spilede han øjnene op, men tvang så sig selv til at forholde sig rolig, da rebene blev løsnet og han til sidst kunne bevæge sig væk fra træet. Han knyttede kortvarigt hænderne bare for at være sikker på at have føling i dem og måtte så også bruge et øjeblik på at få sine ben til at samarbejde helt. Med sammenknebne øjne så han sig omkring i lejren og lyttede ellers nøje efter lyden af de tre mænds vejrtrækning. Ikke at han var nogen ekspert i at vurdere om folk sov eller ej, men det kunne da give en idé om det. Alle åndedrag var tunge og som han kiggede bemærkede han da også lugten af alkohol og krusene der så ud til at være blevet efterladt. 

Langsomt, for at være sikker på ikke at komme til at sparke noget og dermed lave unødig lyd, bevægede elveren sig efter dværgen. Det var fristende bare at stikke af, men nu hvor dværgen havde fået ham fri kunne han ikke få sig selv til bare at stikke halen mellem benene uden at hjælpe. Han var sikker på de tre mænd sagtens kunne få overrumplet ham hvis han var alene og selvom elveren måske ikke nødvendigvis var til megen hjælp, så var han vel bedre end ingen af slagsen. Han gjorde tegn i retning af kærren hans ting stadig var placeret på. De var ikke livsnødvendige, men trods alt praktiske for ham at få med. Desuden var hans kniv nok stadig iblandt dem og den kunne da bestemt vise sig praktisk. 

Ferghus' økse og hans ting var smidt i en bunke ikke så langt fra bålet. Det var et farefuldt stykke at gå, for vågnede menneskene før han nåede derover, ville han blive fanget uden et våben. Men han blev nødt til at prøve, for han gik ikke herfra uden sine ting, sin økse og sin nordlandspony. Som han listede sig frem, så godt en tung dværg kunne gøre det, fulgte elveren med. Det forstyrrede Ferghus mere end godt var, og han stoppede op for at se mørkt på ham. Så han ville have sine ting i vognen? Ferghus tøvede kort, men nikkede så og lagde en finger over sine læber. At elveren af natur var mere stille end ham, tog han sig ikke af. Hvis han lavede larm, ville de komme i problemer.

Uden at se efter ham, fortsatte Ferghus mod sine ting. En af mændene gryntede i søvne og vendte sig, men der skete ikke mere. Endeligt kunne han lukke sin grove hånd om øksens skaft. Et lille stik af lettelse gik igennem ham, men han havde ikke tid til andet end at være på vagt. Hvad så nu? Ville han og elveren kunne slippe væk med heste og oppakning? Han så tilbage mod elveren, men i samme øjeblik vrinskede Nille efter ham, hvilket fik en af hestene til at svare.
Manden nærmest Ferghus mumlede et eller andet og satte sig op. Man kunne se det hvide i hans øjne, som han spærrede dem op ved synet af dværgen med øksen.
"He-!" Han nåede ikke at råbe mere, før Ferghus solidt plantede spidsen modsat bladet af øksen i kraniet af ham.

Men det var for sent. De to andre mænd vågnede og viklede sig ud af deres tæpper og greb deres våben. Ferghus fik rykket øksen fri af den døde mand, og stillede sig parat til kamp med øksen hævet og benene lidt spredt for at stå solidt, som den første mand kom i mod ham. Dværgen svingede øksen, men mennesket var alligevel vågen nok til at undgå den og bruge hullet til at springe frem mod ham. Ferghus dukkede sig for sværdet og skubbede sig fremad for at bruge sin vægt og solide krop til at støde ind i manden, der måtte tumle bagud for at undgå at vælte. Det gav Ferghus tid nok til at svinge øksen efter ham igen og et skrig lød, da den borde sig ind i siden af ham. Han væltede om og Ferghus gjorde kort process med hans lidelser.

Det var med stor forsigtighed Taenarel bevægede sig i retning af vognen. Han kunne mærke sit hjerte slå hårdt i brystet og som resultat holdt han mere eller mindre vejret mens han sneg sig derhen. Efter et forsøg på at nå lærredssækken fra vinklen han kom fra måtte han indse at det ikke ville kunne lade sig gøre og gav sig i stedet til at klatre op på vognen, for så at gribe den og svinge stroppen i den over skulderen. Han nåede det kun lige inden han hørte hestene vrinske og så måtte spærre øjnene op over forskrækkelsen ved lyden af øksen der ramte en af mændene. Synet fik ham til at gispe og han måtte tvinge sig selv til at sætte i bevægelse igen for at hoppe ned fra vognen inden han ville blive for udsat. 

Han nåede knap væk fra den inden den ene af de to mænd fløj i hans retning. Fumlende fik han sin kniv frem fra lærredssækken med det resultat at han skar sig selv i hånden. Det lykkedes ham dog også at stikke manden i armen, hvilket takket være overraskelsen fik ham til at træde bagud. I mangel på noget som helst forsvar og kamptræning måtte elveren så også bare gøre hvad der faldt ham ind for at tumle manden om kuld, hvilket blev at springe ind i ham. Trods den beskedne kropsvægt var det alligevel nok til at vælte manden i retning af hvor dværgen og de to døde var. Elveren rullede til siden og trak sig så bagud for at få fat i kniven igen, da den var faldet til jorden. Hans øjne søgte de to i forvejen døde, der lå på jorden og han fik svært ved at trække vejret. Det var virkelig til hans held at han ikke var alene i denne situation, ellers var han uden tvivl allerede blevet bundet om hænder og fødder igen. I stedet kunne han overlade det sidste menneske til dværgen, mens han skyndte sig hen for at binde ponyen fri og derefter give sig i kast med også at løsne tøjlerne til den ene af hestene. 

Det var dog også alt han overhovedet nåede inden han frøs i sine bevægelser. Med ondt i brystet sank han sammen som en forsinket reaktion på hvad der lige var sket på kun ganske få øjeblikke. Lyden af økseslagene rungede i hovedet på ham og han lukkede øjnene for ikke at se i retning af ligene igen. Da han slog dem op igen søgte de dværgen efter tegn på om han var okay - det havde han slet ikke haft i sig at tjekke før nu og han havde frygtet det værste til trods for at han jo hurtigt havde fået overtaget situationen til trods for at være overmandet. Ikke med meget hjælp fra Taenarel, der dog var alt for omtumlet af stressen til overhovedet at føle sig skyldig over ikke at kunne hjælpe.

Ferghus lyttede ikke til mandens sidste rallende vejrtrækning, men så sig i stedet om efter elveren. Han nåede lige at se ham skubbe det sidste menneske omkuld, og derefter forsøge at komme væk. Tydeligvis fuldstændig ubrugelig i en kampsituation. Det var vel nok en underlig elver! Men Ferghus gav sig ikke tid til at spekulere eller undres, i stedet løftede han øksen, der dryppede af blod, op og gik hen i mod manden, der var ved at komme på benene for at angribe elveren igen. Men han så ham åbenbart, og vendte sig rundt for at slås med den noget farligere dværg, der så sammenbidt på ham, som han nærmede sig. Manden kastede et blik på sine døde kammerater, så på øksen og på dværgen, inden han begyndte at bakke væk fra ham.

Ferghus havde ikke tænkt sig at stoppe, han afskyede slavejægere og de havde ikke behandlet ham godt. Men han nåede ikke at komme tæt nok på manden til at svinge øksen mod ham, før mennesket snublede, kom på benene igen og satte af i løb ud i mørket. Ferghus blev stående og så efter ham. Han ville ikke klare sig længe, hvis han ikke fandt nogle venlige folk herude. Der var koldt, han havde ingen oppakning, og kom han for tæt på Elverly, ja, så ville Ferghus ikke tænke nærmere over hvad der ville ske med ham.

Langsomt sænkede han øksen, da han ikke længere kunne se manden, og med rynket pande så han rundt efter elveren. Han var løbet hen til hestene, hvoraf den ene nu var gået lidt væk, tydeligvis urolig over lugten af blod. Nille var også fri, men hun var blevet stående med opspærrede øjne og tung vejrtrækning. Hun var ikke nogen kamphest, bare en lille ridepony, der skulle slæbe ham land og rige rundt.
Elveren selv sad på jorden og selv på afstand kunne Ferghus fornemme hans rædsel over hændelserne.

Med en dæmpet suk gik Ferghus over til ham og satte sig på hug foran ham, nu med den blodige økse i bæltet.
”Klarer du dig? Er du kommet til skade?” Hans blik løb over ham, men ud over lidt blod på hans hånd, så han ikke ud til at være kommet noget til. Hans brummen havde et strejf af bekymring, under den lidt hårde tone. Han havde trods alt lige slagtet to mænd uden at blinke, noget han ikke fandt fornøjeligt, men nødvendigt, og han havde det ikke dårligt med at have gjort det. Selvom han hellere ville have været fri.

Lukkes på grund af inaktivitet