Den lange rejse fra Dianthos havde taget en evighed og Baldrian havde kun haft en enkelt overnatning, på den nærmeste kro til at slappe af, før hans overordnede havde givet ham en ny ordre. Han var egentlig ikke helt sikker på hvilken opgave krigeren fra Lyset var blevet sendt på, men Baldrian havde lært for længe siden, at han ikke skulle spørge. Hvis det kom ham ved, så skulle han nok få det at vide.

Baldrian var lidt træt da han drejede ind på markedspladsen, men han skjulte det egentlig ret godt. Den lille kutte, der dækkede hele den lille, pelsede krop, og hætten, der dækkede det meste af det pelsede hovedet og de store ører, var godt nok lidt varm, men amuletten lå stadig på det værelse, han havde lejet for de næste par uger på kroen. Så man efter, kunne man stadig se den lille, pelsede, spidse næse og han havde intentionen om at holde sig bare lidt skjult i offentligheden, selvom han havde fået at vide, at hans specielle udseende ikke ville blive set så underligt på her.

Opgaven Baldrian havde fået var nøjagtig, men det betød vel ikke at han ikke lige kunne se på de mange andre boder på vejen. Det var jo først nu det var gået op for Baldrian, hvor stort markedet egentlig var og det var godt nok helt anderledes end i Dianthos. Så den høje fart han ellers havde haft på hele tiden, blev sat gevaldigt ned, da han stoppede op ved hver eneste bod og stillede sig på tæer for at kunne se bare lidt af inventaret.

Det var ved at være lang tid siden, at Nicola havde spist. Det havde ikke været muligt for ham at tigge sig til noget dagen før, og hans evne havde han endnu ikke helt styr på, så den havde heller ikke været den store hjælp. Natten havde han tilbragt i en gyde, så søvn havde han heller ikke fået meget af. Generelt gik det ikke for godt, men der var ikke andet at gøre, end at forsøge endnu en gang, hvilket var grunden til, at han nu rendte rundt på markedet. Hans tøj bar præg af de usle forhold han levede under for tiden. Blusen og de korte bukser havde engang haft en lys farve, men var nu en blanding af brun, grå og sort. Tøjet havde aldrig passet ham fuldkommen, men nu var det tydeligt, at det var alt for stort til den spinkle krop. Bukserne blev holdt oppe af et reb rundt om livet, og blusen var så løs, at den truede med at glide ned over hans skuldre.

Han havde formået at stjæle nogle enkelte stykker frugt ved en bod, og han var nu i gang med at proppe det sidste i sig. Det var langt fra nok til at gøre ham mlt, men det var en skam.
Han så sig om på markedet for at finde et offer hvis lommer han kunne tømme. En skikkelse iført kutte fangede hans opmærksomhed. Det virkede som al for varm påklædning til markedet. Det kunne umuligt være en lokal. Fremmede var ofte meget bemmere at stjæle fra.
Han gik forsigtigt hen til den fremmede. Da han kom tæt nok på stak han hånden frem for at få den ned i den fremmedes lommer, så han kunne lette personen for et par krystaller.

Baldrian nåede den fjerde bod og stillede sig endnu engang på tæer, for at få et glimt af varene. Samtidig snuste han lige, bare for at finde ud af om det nu skulle være noget lækkert til ganen, der lå på bordet. Men det var ikke færten af mad Baldrian opfangede. I stedet var det den velkendte lugt af rovdyr og straks trak han sig en anelse sammen. Han var jo godt klar over, at Rubinien vel også husede mange herreløse katte, så chancen for, at det lige var et større rovdyr på jagt efter ham og hans muselugt, var vel ikke så stor.

Bare for en sikkerheds skyld, begyndte Baldrian at se sig om. Han nåede kun lige at vende sig rundt, da hans blik blev mødt af en tyvagtig halvkat, der allerede havde fået stukket en hånd i Baldrians kuttelomme. Baldrian måtte løfte hovedet, for at få et ordentligt udsyn til den fremmede og dermed gled hætten ned, og afslørede det lille, brune, pelsede hoved og de store, runde museører.
"Hvis du er flink og tager din hånd ud af min lomme igen, så skal jeg være flink og undgå, at lave et postyr, tyveknægt," sagde Baldrian, kun lige højt nok til at den fremmede ville kunne høre det, nu hvor han stod så tæt på. Stemmen var dybere end man nok lige ville have forventet, af så lille en skikkelse, men tonen var blødere end man skulle tro, siden ordene alligevel skulle forstås lidt som en trussel. De fleste forvekslede tit Baldrian med et barn, når de kun så ham bagfra.
Han kunne have valgt at råbe op med det samme, men tyven skulle da lige have chancen for at tage det rigtige valg. Og ellers var Baldrian klar til at bide fra sig, både i et forsøg på at beholde de krystaller, der lå i bunden af lommen, og for at få tyven straffet. Ingen ugerning skulle gå helt ustraffet hen.

Nicola havde nær trukket hånden op af lommen i ren overraskelse, da hans offer vendte sig om. Et halvdyr, udden tvivl. Og så endda en mus! Han hvæste lavt af ham.
"Mus" Det var det eneste hans hjerne lige kunne finde på. Han beholdt hånden i lommen, mens han studerede musen foran ham. Han ville ikke have en chance mod denne person, hvis han forsøgte at tilbageholde ham for at overlevere ham til de rette ordensmagter. Her gjaldt det vist om at handle klogt.

Langsomt trak han hånden til sig, inden fik han dog listet nogle enkelte krystaller ind i hånden. Han havde levet af at stjæle i et stykke tid nu, og han vidste, hvordan man kunne gøre det diskret. Lige så snart hånden var oppe af lommen på kutten, stak han den i lommen på sine egne bukser, hvor han gav slip på krystallerne.
"Ingen grund til postyr" Han forsøgte at lyde afslappet. Han trådte et enkelt skridt tilbage, klar til at stikke af, hvis det blev opdaget, at han havde taget krystallerne. Det var nok hans eneste chance for at slippe uskadt væk.  

Baldrian gjorde virkelig alt han kunne for ikke at vise den mindste smule frygt, da han stod overfor det større halvdyr. I hvert fald større for ham. Men da den fremmede kom med et lavt hvæs, reagerede Baldrian af ren refleks med et lille, forskrækket musepeb. Han forsøgte straks efter at se lidt hård ud, men han havde en fornemmelse af, at pebet havde ødelagt hans rolige fremtoning lidt. Der var grænser for hvor truende man kunne se ud, når man kom med mindre mandige lyde.

Den fremmede trak hånden til sig og det lidt hårde blik i musens øjne, blev lige pludseligt helt venligt at se på. Baldrian havde ikke ænset, at der var blevet taget lidt krystaller fra lommen, så nu var han da bare glad for, at hans advarsel havde virket.
”Tak for ikke at hugge mine krystaller.” Med hovedet bøjet så meget bagover, kunne de højere folk lige se et lille smil på de meget smalle, næsten usynlige læber. Baldrian havde været forberedt på mindst et skrig fra en fremmed da hætten gled ned, men han havde intet hørt. Han kunne dog godt fornemme, at hans pelsede jeg tiltrak til ekstra opmærksomhed, så han valgte at hive hætten over hovedet igen, inden han rakte en lille hånd op mod den anden.
”Mit navn er Baldrian. Hvis du mangler spise, giver jeg gerne et måltid på den nærmeste kro?” Tilbød han, rimelig munter taget i betragtning at han ikke følte sig helt tryg i selskab med et halvrovdyr. Baldrian havde heldigvis altid været rimelig god til at skjule sin frygt, men engang imellem slap de små peb altså ud.

Nicola skulle lige til at grine over den andens, mildest sagt umaskuline, lyde. Sådan en skræmt lille musling, han var da noget ynkelig. Størrelsen i sig selv gjorde, at han var svært nok at tage seriøs, men så de ynkelige lyde. Han havde egentlig tænke sig at stikke af, men måske han kunne udnytte ham en lille smule.

Fjolset virkede godtroende. Hvis man havde bare en smule omløb i hovedet ville man selvfølgelig tjekke lommerne for en sikkerheds skyld. Men det var ikke hans tab. Tværtimod, han kunne få et gratis måltid ud af det.
Han trykkede kort Baldrians hånd.
"Nicola" Han trak hånden til sig igen, og stak den i lommen hvor han beskyttende greb om krystallerne. Han var næppe den eneste lommetyv på markedet.
"Et måltid ville være dejligt. Du kan følge efter mig" Han overvejede, hvilken kro han mon skulle tage Baldrian med på. Realiteten var, at han selv havde stjålet fra køkkenet på flere af de pænere kroer, så der ville de næppe blive lukket ind. Så hellere være på den sikre side.
Han endte med at føre Baldrian med til en nedslidt udseende kro. Han vidste, at maden var af rimelig kvalitet, omend krofatter havde en tendens til at tage mere for maden, hvis han så sit snit til det. Nicola kendte krofatters små tricks, men Beldrian gjorde næppe, så i realiteten gjorde han også krofatter en tjeneste.
Han ledte Baldrian over til at bord i hjørnet. Lige nu var der ikke mange mennesker på kroen, men han foretrak stadig at sidde lidt tilbagetrukket.

Baldrian var tydeligvis ikke vant til at skulle håndtere tyve og derfor faldt det ham ikke ind, at tjekke lommen efter. Han havde jo ikke set nogle krystaller i den andens hånd, da han var så venlig at trække den ud af kuttelommen. Han tænkte heller ikke over, at det nok ville kunne skjules, hvis man var bare lidt fingernem. Måske fordi Baldrian selv havde så små fingre, så at skjule noget som helst i hånden, var ikke nemt.

Han sænkede hånden igen, efter at have trykket Nicolas.
"Hyggeligt at møde dig," sagde Baldrian høfligt, selvom det måske ikke passede helt. Men lige nu kunne man ikke fornemme hvor utryg han var, selv ikke i håndtrykket, der havde været helt fast og roligt.
"Okay, så gør jeg det," sagde han med et nik og fulgte derefter med Nicola mod kroen. Han måtte tage lidt hurtigere skridt end han var vant til, så han kunne følge ordentligt med, men det gjorde intet. Han var vant til at skulle halvløbe efter sin mester hver dag alligevel.

De endte ved samme, nedslidte kro, som Baldrian havde værelse på. Han var blevet tilbudt noget på en af de pænere kroer af krigeren han arbejdede for, men han følte sig altid så malplaceret på dem, så han takkede altid nej. Han var bare ikke klar over, at krofatter tog mere for maden, hvis han kunne slippe afsted med det, men Baldrian havde så heller ikke haft tiden til at bestille andet end drikke dagen før.
Han fulgte med over til bordet i hjørnet og måtte lige hoppe lidt, for at komme op på stolen og sætte sig til rette. Nu hvor de sad lidt afsides og med så lidt liv i krostuen, valgte han at skubbe hætten ned. Så kunne han også bedre holde øje med Nicola.
"Jeg gætter på, at du helst vil have et eller andet med kød i?" Baldrian lød måske lidt fordomsfuld, men det var vel ikke unormalt for kattedyr at spise kød. Han ville også hellere spørge og være sikker, inden han gik op til baren for at bestille.
"Er 'Dagens ret' fint?" Spurgte han kort efter, stadig med noget der mindede om et smil på de små, tæt på ikke eksisterende, læber. Han anede ikke hvad 'Dagens ret' var, men sådan nogle steder her, involverede det altid kød.

Nicola måtte kæmpe for ikke at grine af hele situationen, og især af Baldrian. Det hele virkede utrolig komisk. Her sad han sammen med mande, eller måske nærmere drengen, som han lige have stjålet fra, mens han ventede på, at selvsamme dreng betalte for hans mad. Situationen blev også kun mere komisk af den måde Baldrian næsten måtte hoppe for at komme op for at komme op på stolen. Han var næsten fristet til at lege lidt mere med ham, blot for at undersøge, hvad han mere kunne lokke ud af ham.

"Dagens ret er helt fint" Han nåede dårligt at bekræfte Baldrians spørgsmål, før han fik øjet på en krumrygget ældre kvinde, som var på vej mod dem. Han genkendte hende hurtigt som servitricen. Ikke noget købt syn og en lige så stor svindler som krofatter, men Nicola kendte hende, og hun havde før ladet ham slippe afsted med et gratis måltid.
Hun tog imod ordren, og rakte så en knoglet hånd frem for at modtage betalingen.
Nicola kunne mærke nervøsiteten sprede sig i kroppen. Baldrian ville højst sandsynligt opdage, at der manglede krystaller i lommen. Mon han kunne nå at stikke af? Hvis Baldrian råbte op, ville nogen formentlig stoppe ham inden han nåede døren. Folkene på en kro som denne foretrak gerne at håndtere problemerne selv fremfor at involvere nogen form for ordensmagt.
Så han blev siddende på sin stol, mens han kunne mærke sveden pible frem på ryggen. Han kunne kun håbe på, at Baldrian ikke ville tænke over de manglende krystaller.

Baldrian stak hånden i kuttelommen og greb fat om den lille håndfuld krystaller. Han var da næsten sikker på, at den håndfuld var lidt større før. Han skævede let skeptisk mod Nicola. Mon han alligevel havde fået smuglet et par med sig tidligere? Han trak krystallerne op af lommen og rakte de nødvendige til den skumle servitrice. Indtil videre ville han ikke nævne noget om de manglende krystaller, for hvis han gjorde, var han sikker på at Nicola ville forsvinde i en ruf. Hellere vente til han måske fik en mulighed for lige at stikke en lille hånd i missens lommer.
”Tag min nøgle med tilbage. Værelse 4,” bad han og der kom en broget lyd i bekræftelse fra servitricen, inden hun lukkede hånden om krystallerne og slentrede væk fra bordet. Baldrian efterlod altid nøglen til værelset i baren, for han stolede ikke nok på sine evner til ikke at miste den på markedet, men lige så snart han kom tilbage, bad han om nøglen med det samme.

Det lidt skeptiske udtryk var forsvundet fra Baldrians sorte øjne, inden han rettede sig mod Nicola igen.
”Bruger du hver dag på at rode i folks lommer? Du ligner en der kunne bruge lidt mere, end bare et ordentligt måltid.” Baldrian hentydede pænt til de slidte klæder, der så ud til engang at have været en helt anden farve. Derudover skulle det ikke undre ham, hvis Nicola også kunne bruge noget der mindede om en ordentlig nats søvn. Hvis Baldrian nu var lidt snedig, så tilbød han en nat på værelset og så kunne han lige tjekke efter sine manglende krystaller.
Servitricen kom tilbage kort tid efter, stillede et par krus på bordet og værelsesnøglen blev lagt foran Baldrian, før hun forsvandt igen. Baldrian lagde nøglen i lommen og hev et af krusene til sig, for at tage en lille tår af det vand, der var fyldt i til kanten.

Nicolas krop var spændt op, klar til at stikke af, da Baldrian betalte servitricen. Han lagde mærke til det skeptiske udtryk, men det så ikke ud til, at Baldrian fattede videre mistanke. Ikke endnu i hvert fald. Han blev nødt til at være en anelse mere forsigtig. Han burde få noget mad og så stikke af så hurtigt som muligt. Alligevel noterede han sig Baldrians væreæsesnavn. Måske han kunne få listet nøglen ud af hans lomme, så han kunne gennemgå værelset?

Han stirrede en anelse fornærmet på Baldrian. Han var ikke nødvendigvis stolt over den måde, han levede sit liv, men han gjorde, hvad der var nødvendigt.
"Det er ikke os alle, som bare har penge til at betale for overnatning og mad, eller har familie, som kan sørge for det. Jeg gør hvad jeg er nødt til, for at holde mig i live" Stemmen var lettere afvisende. Han brød sig ikke om, at tale om sit liv med fremmede. Han anede intet om Baldrian, men ud fra antallet af krystaller han havde haft i lommen, levede Baldrian et langt bedre liv, end han selv nogensinde ville komme til.
Han tog en tår af vandet som blev stillet foran ham, for at undgå at sige mere til Baldrian. Han havde selv foretrukket vin, men det var begrænset hvad man kunne forvente som tigger.

Baldrian lagde godt mærke til Nicola’s afvisende stemme, men han beholdt stadig selv den høflige facade.
”Forståeligt. Du er trods alt ikke den første tyv, der har krydset min vej. De fleste af dem endte dog i en lidt anden situation end du,” sagde han, med et udtryk i de sorte øjne, der afslørede præcis hvad han mente. De fleste andre tyve var ikke blevet budt på et måltid, men var endt direkte i arresten i Dianthos. Mest af alt fordi det ikke var ham, der havde taget beslutningen, men hans mester. Han var dog klar over, at de fleste tyve heller intet valg havde og derfor var han villig til at give Nicola en chance. Baldrian forsøgte at prikke lidt til Nicola. Han kendte ham ikke det mindste, men ramte han lidt rigtigt, kunne han måske få ham til at indrømme, at han havde lavet en fejl. Hvis det altså var rigtigt, at han havde taget de krystaller.

Duften af mad ramte næsen og Baldrian snuste nysgerrigt ud mod køkkenet. Der kunne vel ikke gå længe endnu, før servitricen ville komme tilbage med resten af deres ordre.
”Jeg bragte det kun op, for at tilbyde dig en nat i en seng. Den er ikke meget værd, men helt sikkert bedre end gaden og jeg kan ligge fint i sofaen deroppe,” sagde han, da han rettede blikket mod Nicola igen. Sengen på værelset var virkelig ikke meget værd. Uden den tynde madras, kunne man lige så godt have ligget på den hårde jord, men i det mindste var der varmt, med de mange tæpper og Baldrian var lille nok til at ligge behageligt i en lille sofa.
Hver gang en mere kom ind ad døren i krostuen, skævede Baldrian kortvarigt mod dem. Her var stadig ikke voldsomt mange folk, men nu hvor frokosttiden nærmede sig, begyndte de langsomt at komme. Han begyndte at overveje, om han burde hente amuletten. Bare for ikke at skille sig for meget ud, men det var nok mere hans egen paranoia, end noget andet. Ingen kiggede, så meget som han fornemmede.

Nicola forsøgte at ignorere den lette nervøsitet som dukkede op, da Baldrian nævnte de andre tyve. Han var ikke det mindste i tvivl om, hvad der var sket med dem. Arresten. Ikke et sted, han havde tænkt sig at ende. Men Baldrian havde en skjult plan om, at få ham smidt i arresten? Mon det var derfor han var så flink? Uanset hvad, blev han i hvert fald nødt til at være forsigtig.

Tilbudet om en seng var fristende, især efter han havde brugt den sidste nat i en gyde. Han brugte generelt alt for mange nætter på gaden, så en seng ville da være en rar afveksling. Men han stolede stadig ikke på Baldrian. Ingen tilbød en seng gratis, der lå altid noget bagved, og han tvivlede på, at Baldrian ville have med op for at få lidt natlig underholdning. Han overvejede at sige nej, men udsigten til endnu en nat på gaden, var simpelthen for utiltalende.
"Det vil jeg gerne takke ja tak til" Han tøvede et øjeblik, før han sendte Baldrian en af sine mest charmerende smil. "Men du behøver ikke sove på sofaen for min skyld" Han hævede sigende et øjenbryn. Kunne han charmere sig ind på Baldrian var der mindre chance for, at han endte med at melde ham til vagterne. 

Lyden af slidte såler, der blev slæbt hen af gulvet, blev langsomt højere, som servitricen endelig nærmede sig bordet igen. Hun havde to tallerkener fyldt med mad i hænderne, som hun placerede på deres bord med samme, rustne lyd hun var kommet med gangen før, inden hun traskede væk derfra igen. Det var en eller anden gryderet der lå på begge tallerkener og det var ikke til at se præcis hvad den indeholdt.
Baldrian havde været så venlig over for både hende og krofatter førhen. Han havde sørget for hele tiden at sige pænt tak, eller i det mindste nikke med et smil, hver gang de bragte ham noget, men denne gang ignorerede han den knoglede dame. I stedet blev hans ellers så venlige blik ændret til decideret interesseret. Mon Nicola ledte efter mere end bare et par løse krystaller?

Baldrian måtte sætte sig helt ud på kanten af stolen, for at kunne nå bordet ordentligt når han skulle spise. Han tog fat i skeen der lå på kanten af tallerkenen og dyppede den i maden, for derefter at stikke tungen ud og sætte den på skeen. Han skulle lige smage.
”De fleste katte jeg har mødt, har ellers kun været interesseret i at sætte tænderne i mig. Men hvis du ønsker en partner for natten, sååh…” Baldrian så det ikke nødvendigt at færdiggøre den sætning, da han lagde hovedet let på skrå og lod blikket glide så langt ned over Nicola, som var muligt, indtil bordet kom i vejen. Han var stadig ikke helt tryg ved tanken om at være så tæt på et halvdyr, hvis naturlige instinkt ville være at gøre det af med en lille mus, men udover at Baldrian stadig gerne ville tjekke Nicola’s lommer, vækkede det hans interesse at skulle dele seng med ham. Måske det var Nicola’s utrolig charmerende smil, der var skyld i det.
”Du vil måske endda hellere tage maden med, med det samme?” Det var en lidt mere diskret måde at spørge på, om de bare skulle rykke op på værelset med det samme.

Der kunne ikke herske nogen tvivl om, at Baldrian var interessret i Nicolas tilbud. Han havde forventet at det ville tage mere overbevisning, men han brokkede sig bestemt ikke over, at det var nemt. Han havde ikke spor kvaler over, at han lagde op til noget, som han ikke havde tænkt sig at fuldføre, Baldrian skulle nok ende med at få noget ud af det.

"Jeg er ikke som de fleste andre katte. Jeg udser mig et bytte, som jeg vil sætte tænderne i, men det er ikke for at spise det" Okay, en mus var måske ikke hans foretrukne type, men tiggere kunne næppe være kræsne.
Han overvejede lidt at takke ja til tilbuddet, og hive Baldrian med op på værelset med det samme. Han ville dog lige have det lidt sjovt først.
Han rejste sig op, og trak sin stol over ved siden af Baldrian. Han lænede sig ind mod ham, så han kunne hviske i hans øre.
"Så utålmodig du dog er" Han spandt let imend han snakkede. Han placerede en hånd på Baldrians inderlår, og lod den langsomt glide opad. Han havde ingen problemer med resterne af gæsterne på kroen, det var ikke første gang han havde forført nogen på præcis denne kro, og det var heller ikke første gang, at det var en mand. 
"Er du sikker på du overhovedet har tid til maden?" Han førte hånden op, så den lige præcis ramte Baldrians underliv, og spandt blidt i hans øre igen.

En snert af panik var lige til at ane i musens sorte øjne, da ordet ’bytte’ blev nævnt, men det forsvandt straks igen, med Nicolas afslutning på den sætning. Han sukkede lavt, næsten lydløst og lidt lettet. Nervøsiteten over at skulle være så tæt med Nicola, formåede han dog at skjule meget godt lige nu. Han skulle til at svare, han var ikke helt klar over hvad han ville svare, men det var også ligegyldigt, for han blev distraheret fra det, da Nicola rejste sig og rykkede stolen med sig tættere på. Han begyndte at trække vejret lidt tungere, men for at lægge lidt skjul på det, stak han hurtigt skeen i munden. Som om han bare ville rense den for mad.

Baldrian skævede mod hånden, der blev lagt mod inderlåret og skævede derefter mod resten af kroens gæster. Han var tydeligvis ikke vant til at være så åben om den slags. Han var generelt utrolig åben om alt andet, men han havde altid været meget privat, når det gjaldt de lidt mere intime lege.
”Jeg synes du lader til at være den utålmodige af os,” mumlede han tilbage, stadig med skeen i munden og hentydende til hånden, der langsomt rykkede sig længere op ad låret.

En underlig, lidt anstrengt lyd, som om han fik skeen galt i halsen, lød fra ham da han mærkede hånden ramme noget helt andet end låret. Han hev skeen ud af munden med det samme, smed den på bordet og lagde sin pelsede hånd på Nicola’s. Usikkerheden i hans øjne var kun fordi de sad så offentligt et sted, også selvom der ikke var mange folk på kroen. Derudover var Baldrian kun vant til at være sammen med andre uden amuletten, hvis han kendte dem rigtigt. Det var mest af alt fordi han selv gik ud fra, at fremmede ikke ville finde hans lidt specielle udseende alt for tiltrækkende.
”Ikke hvis du har tænkt dig at fortsætte sådan,” svarede han hviskende og sørgede for at sende ham et blik, der tydeligt viste at han gerne ville, trods sin usikre væremåde.
Baldrian drog sin egen konklusion, da han antog at Nicola havde tænkt sig at fortsætte på samme måde. Derfor gav han ham ikke meget tid til at svare, før han viklede sine fingre ind i Nicola’s, hoppede ned af stolen og forsøgte at trække ham med sig mod døren, der ledte om til kroens værelser. Maden var betalt for, men han tog den ikke med sig. De få krystaller kunne han godt undvære.

Nicola måtte kæmpe for ikke at grine ved Baldrians anstrengte lyd. Han var tydeligvis ikke tryg ved sådan et blive berørt på et offentligt sted. En skam, fordi han morede sig ganske fint selv, og han kunne sagtens blive ved, men ulig Baldrian havde han jo også gjort det her før. Hvad man ikke af og til kunne finde på for at lokke et gratis måltid ud af folk.

Han spandt igen lavt i Baldrians øre.
"Og så er jeg endda dårligt nok begyndt endnu" Der var selvfølgelig grænser for, hvad han ville gøre så længe de sad i krostuen, men han kunne sagtens finde på mange andre ting. Han fik dog ikke chancen, før Baldrian greb hans hånd og forsøgte at trække ham op. Inden da så han dog sigende ned mod Baldrians skridt.
"Er du sikker på, at du vil rejse dig op foran folk?" Han kunne ikke lade være med at grine en lille smule, han fandt det utroligt underholdende at gøre Baldrian lidt flov. Han gav dog ikke Baldrian tid til at svare på spørgsmålet, før han selv var nået hen til døren og var på vej mod Baldrians værelse.

Baldrian fulgte Nicola's blik ned mod sit skridt og så stoppede han straks op og slap Nicola's hånd.
"Åh.." Mumlede han, for nej, han var vidst ikke helt sikker på, at han ville rejse sig op foran hele kroen. Men nu var det vel for sent og dét, at han stoppede op, gjorde det vel bare endnu tydeligere. Han kom med en lav, lidt akavet latter, som han rettede kutten lidt til. Det skjulte ham lidt bedre, inden han fortsatte.

Med et godt greb om kutten i en hånd, fugte Baldrian nu efter Nicola mod sin dør. Han fandt nøglen frem fra lommen, låste døren op og holdt den kun åben længe nok til, at de begge kunne gå ind. Derefter lukkede han den bag sig. Værelset var i lige så dårlig stand som resten af kroen. De få ting i rummet, en seng, en kommode, et lille bord og en stol, så lige så slidte ud, som alle bordene i krostuen. Ved siden af kommoden stod Baldrians lille taske i stof. Hen over den, lå den blå kappe, han havde fået tildelt som væbner og ringbrynjen lå ved siden af.

På vej hen til sin taske, smed han nøglen på bordet og vendte blikket mod Nicola.
"Find dig endelig til rette," sagde han, med en småpervers undertone. Baldrian gik mod tasken og satte sig på hug med ryggen til Nicola, da han stak en hånd i en af lommerne og fandt sin amulet frem. Han bandt snoren om halsen, tæt nok til at amuletten ikke ville hænge længere nede, end til kravebenet. Da han rejste sig igen, ville Nicola ikke længere se den pelsede halvmus, med store ører, men en helt almindelig mand. Dog stadig med sorte øjne og utrolig lav. Så havde han nemlig også selv fundet sig til rette.
Kutten blev smidt og som den faldt mod gulvet, blev en pæn, hvid skjorte i silke, der sad lidt løst og et par lidt løse, sorte bukser, der blev holdt oppe af et brunt bælte afsløret. Nu kunne man også lettere se det lille smil, som ikke var helt nemt at se i hans normale form. Når Nicola nu var så fremmed, havde Baldrian det meget bedre med at vise sig frem sådan her. Uden pels, store museører og en hale.

Efter Baldrians opfordring satte Nicola sig på sengen. Værelset var ikke i videre god stand. Man skulle tro, at Baldrian ville have råd til at bo på et bedre sted end dette. Ikke at han som sådan havde noget til at underbygge den antagelse, Baldrian virkede bare ikke som en af de typer, som normalt boede på kroen. Hans blik fulgte Baldrian, som han gik hen til tasken. Han måtte nok hellere selv tage et kig i den taske senere.

Da Baldrian vendte sig om, så han overrasket på ham. Det musselignende væsen var så godt som væk. Baldrian var jo egentlig en ganske nydekigt udseende ung mand. Med det samme fandt hans øjne vej til amuletten. Den havde ikke været der før.. var det den, som var bag Baldrians pludselige forandring? Sådan en kunne sikkert være en ganske pæn sum værd. Mon han kunne få lokket den af ham?

Han rejste sig op, og gik hen til Baldrian. Han tog fat i hans skjorte, og hev ham tættere på. Silke, eller i hvert fald noget, som føltes utrolig meget som silke. Ikke noget man gik med, hvis man ikke havde penge. Han havde haft ret i sine antagelser om Baldrian. Pludselig var Baldrian blevet en hel del mere interessant.
"Skal vi fortsætte, hvor vi slap?" Han begyndte at åbne Baldrians skjorte og lænede sig ind for at kysse ham.

Baldrian var vant til at have amuletten hængende nede omkring brystkassen, for så var den lettere at gemme væk under tøjet. Han havde godt nok ikke selv betalt for den, men han tvivlede på, at det ville blive helt nemt at få en ny og han ville ikke lade den gå uden kamp, hvis det var det, der skulle til. Derfor førte han også lige hånden op, egentlig for at trække skjortens kant lidt mere foran, men det gik hurtigt op for ham, at det egentlig kunne være ligemeget. Skjorten røg vel af lige om lidt alligevel, som han så Nicola rejse sig og komme nærmere.

Muligvis var Baldrian mere tilpas nu, men han havde stadig ikke sluppet tanken om, at det var et kattedyr der stod foran ham. Så han måtte lige tage endnu en dyb indånding, idet Nicola tog fat i hans skjorte og hev ham tættere på. Han var stadig ikke helt rolig, men rolig nok til ikke at gøre den mindste smule modstand længere, nu hvor de i det mindste var alene.
"Hellere end gerne," mumlede han hurtigt. Inden Nicola fik lænet sig hele vejen ind, greb Baldrian fat i hans løse bluse og trak ham resten af vejen ind til sig. Som han pressede sine læber mod Nicolas og slap hans bluse, for at føre begge hænder op under den i stedet, kunne han ikke lade være med at skæve op mod de sorte ører. Han kunne ikke rigtig finde ud af, om dyret i Nicola gjorde ham utryg, eller om det var en anden form for opstemt, han kunne fornemme. I et forsøg på at finde ud af det, og fordi han egentlig bare gerne ville rage på Nicola, lod han hænderne under hans bluse glide langsomt op over hans mave og derefter hans brystkasse. Den bløde hud føltes utrolig behagelig og der gik ikke lang tid, før Baldrian trak sig en smule væk fra Nicola, så han lige kunne hive blusen over hovedet på ham og smide den til side.

Nicola kunne ikke lade være med at smile, da Baldrian hev fat i hans bluse, og hev ham tættere på. Havde han ikke haft sine faste principper, kunne han godt have fundet på at gå hele vejen med Baldrian, simpelthen fordi han var nysgerrig efter hvilke beskidte sider halvmusen gemte på. Men han havde sine holdninger. En ting var at betale for en seng med noget hurtigt håndarbejde under bæltestedet, det var noget helt andet, hvis han valgte at gå i seng med Baldrian. Han var trods alt ikke prositueret.

Han stoppede med, at forsøge at få blusen af Baldrian. Det ville nok komme en anden chance for at få den revet af ham. I stedet strakte han armene over hovedet, så hans egen bluse kunne blive hevet af.
Han trådte ind til Baldrian igen, og pressede læberne mod hans. Han rykkede lidt på sig, så han kunne komme til at åbne bæltet, som holdt Baldrians bukser oppe. Han havde stadig ingen plan om, hvad han ville gøre, hvis Baldrian forlangte mere, end han ville give. Forhåbentligt kunne han kun en gang, og så kunne han snildt gøre ham færdig med hånden.