It hurts like hell! (Fortidstråd)
XaphanXaphan
Afhøringsmester for Lyset

Kaotisk God
Race: Speciel race
Alder: 2350
Højde: 190 cm

Skaber: Fnuggie
24.09.2019 15:49
Det havde været nogle lange dage og Xaphan havde været hårdt presset. Som altid når han var hårdt presset dukkede hans dæmoniske side frem i ham. Dette var en af de dage der helst bare skulle glemmes. Men det gjorde han tit når hans dæmoniske side var fremme i ham. Som regl var det kun små bider han kunne huske om hvad han havde lavet. Bider han altid fortrød var sket, især fordi det altid omhandlede om hvor dumt et svin havde været. Hvor mange han havde tortureret. Hvor mange han havde slået ihjel. Denne gang var ingen undtagelse. Dæmonen i ham havde overtaget, og han var ikke længere en del af Lysets ridder. Det var noget andet og langt mere ondt. Det stod ud i øjnene på ham, øjnene var mørkere end de plejede at være næsten sort, og hans holdning var noget helt andet end den plejede at være.
Midt ude i nærmest ingen ting havde Xaphan fastholdt et offer med magt. Ved hjælp af sine knive havde han voldtaget kvinden der efter fået de grimmeste ar på hendes krop til at gå op. Hun havde skreget op som en stukket gris der var ved at blive slagtet. Dette var i sandheden også det der skulle ske. Dog havde hendes tilråb fået en hver i nærheden til at komme hende til undsætning. Efter at have åbnet de forskellige ar var han til sidst omringet af 5 mænd alle pirater efter at dømme af deres beklædning. Dette havde blot fået Xaphan til at trække på smilebåndet. Det ville blive en sjov kamp at være i. Selvom det var 5 mod 1 havde han kampstil. Det var noget han var blevet oplært i blandt englene, og i sin tid blandt dæmonerne. Han havde et behov for at give sig i kast med at tage det første skridt i en kamp, men ikke denne gang. Han vurdrede situationen og han lod en hver mand få et dødsblik. Dette her kunne kun gå en vej, og den vej var døden. Det var ham eller dem, og han havde ikke tænkt sig at det skulle være ham.

Det første slag faldt ind over ham, han var ikke overrasket, men en af mændende dolkede ham i ryggen med sin kniv. Han spændte i musklerne så manden ikke kunne få kniven ud igen. Kniven sad nu fast i ryggen på ham, men han lagde ikke an til at smerten påvirkede ham. I stedet begyndte han at grine. Lyn hurtigt trak han sine egne knive op fra bæltet  og havde en i hver hånd. Han drejede hurtigt omkring og snittede manden der netop havde dolket ham i ryggen. Halsen blev sprættet op på et split sekund og han manden tog sig til halsen. Det fik de andre mænd til at gå amok. Kvinden kravlede ind imod nogle træer men Xaphan havde allerede set at hun var på vej væk. Med de energier der fløj rundt i luften lod han en energikugle forme sig i hænderne og kastede den afsted. Den ramte lige hvor den skulle, lige midt i ryggen på kvinden. Kort tid efter begyndte hun at brænde efter den voldsomme varme der var fra kuglen. Kvinden skreg og piraten nær kvinden prøvede at slukke brænden. Dog fik det Xaphan til at se endnu mere sort. Han satte fødderne i gang og løb direkte imod manden og dolkede ham i hovedet. Kniven sad fast men med lidt magt fik han kniven ud af hovedet igen, nu var der 3 døde, og 4 tilbage af denne mængde folk der var omkring ham. Han vendte sig om med et bredt smil omkring læben. Endnu engang måtte han grine af folkene der stod klar til at angribe ham.
Den første mand trak et sværd og gjorde klar til at lave et stød, han regnede ikke med at Xaphan havde en chance for at stoppe ham med kun en kniv i hver hånd. Dog indså manden sin fejl da Xaphan parredere sværdet uden problemer. Sværdet stak ind i skulderen på Xaphan da han ikke havde nået at give sig i kast med at fjerne sværdet helt. Lyn hurtig som han var stak han manden i hjertet med sin skarpe kniv og manden faldt om til jorden. Sværdet der havde borret sig ind i skulderen på ham lavede en skramme hele vejen ned fra skulderen og videre ned til maven inden det faldt helt til jorden og gav en kliren efter at have ramt en sten. 3 mænd tilbage ud af 5. Dette var en sjov leg, men den kunne ikke blive ved. Den nærmeste pirat aktiverede sin magi og sendte en ladning af lyn imod Xaphan, dog skete der ingen ting da Xaphan løftede hånden og absoberede lynet da det var en ren energi ladning. "Tak for det" kom det fra ham i en hånlig tone inden han selv formede en energikugle i hånden og sendte afsted mod den man der netop havde kastet et lyn. Kuglen var så kræftig at den sendte manden ind i et træ og blev spidet af en gren lige midt i maven. Dette fik de to sidste pirater til at tage alle midler i brug. De angreb på samme tid og sværd og en morgenstjerne blev trukket fra dem. Dette var en dans som kunne gå alle veje, dansen skulle være yndefuld og fyldt med vigtige danse trin. Den første der ville lave en fejl ville dø. Kampen mellem de 3 var til at få sved på panden men den første mand faldt til jorden efter 10 minuter. Han havde lavet fejlen af at opgive og dette gjorde at Xaphan plantede sin kniv i halsen på manden så han faldt om på jorden. Der var kun sværdmanden tilbage, men inden Xaphan fik kigget op blev der plantet en kniv i benet på ham og der efter en kniv i brystet. Han havde nu 3 knive siddende i kroppen, men han gjorde ikke det mindste for at virke smerte plaget. Der var ingen tegn på at han var træt. Han var ridder med alt hvad det indebar. Hans blik vandrede op på manden og hvis øjne kunne dræbe havde manden været død på stedet. Øjnene blev smalle og et vindpust fik det til at dufte af blod omkring dem. Han havde ikke tænkt sig at dø nu. Han havde stadig et langt liv foran sig, og det kunne kun betyde en ting. Han trak kniven ud af benet hvilket fik blodet til at sprøjte ud da kniven havde ramt hans muskel. Xaphan bevægede sig som han plejede at gøre, ingen smerter skulle ødelægge dette øjeblik. Det stod malet i ansigtet på ham at denne kamp langt fra var slut. Han begav sig over imod manden som om han var et bytte der skulle nedlægges. Manden trådte tilbage og virkede skræmt over at knivene ikke havde ødelagt noget. Som om det var et monster der gik foran ham, og i sandheden var det et monster der gik foran ham. Xaphan tørrede sine knive af i det sorte tøj og puttede dem i bæltet. Dette skulle gå langsomt og han vandrede over til manden med et blik der sagde mere end 1000 ord. Manden bakkede helt tilbage og faldt over et lig og væltede. Sværdet faldt ud af mandens hånd og lå ved siden af ham. Men Xaphan trak blot på smilebåndet. Denne kamp var slut. Han bukkede sig ned over manden, hvilket bare resulterede i at han blev spiddet lidt i maven af sværdet der var blevet samlet op. Dette fik Xaphan til at fjerne smilet og kiggede ned på sværdet. Han tog fat om æggen og trak sværdet ud, hvilket resulterede i at hænderne gled på æggen og lavede skrammer igennem hele hans hånd. Han placerede sine pegefingre i øjnene på manden og trykkede til. Øjnene blev trykket så meget ind at mandens øjne splattede ud og et hyl fra manden kom over hans læber. Han var færdig. Han ville aldrig få et stykke arbejde mere, og han ville aldrig kunne finde nogle til at tro på ham. Men manden kunne ikke overleve, han havde set for meget og han måtte derfor lade livet. Han trak sværdet ud af hånden på manden og plantede det lige midt i maven så det røg lige igennem og mærkede modstanden fra jorden under ham. Det var først da modstanden kom fra jorden at Xaphan slap sværdet og kiggede på mesterværket der lå omkring ham. Kampen mellem dem alle sammen havde varet i omkring 45 minuter. Der lå blod ud over det hele, og duften af jern fyldtes omkring ham.

Xaphan havde vandret fra gernings stedet og ud til bugten hvor han stirrede ned i vandet. Han havde ingen healing magi, og han havde mistet meget blod. Der var en stribe af blod fra hvor han var gået. Kniven i ryggen sad der stadig da han ikke kunne nå den. Kniven i brystet jagede han ud og smed ud i vandet. Han var hårdt såret og han havde ingen til at tage sig af ham. Når englen i ham dukkede frem vidste han præcis hvad han skulle gøre. Dette var dog en sejr og han virkede stadig ikke til at have ondt. Kanten af bugten blev blodrødt efter blodet havde løbet ned af benet på ham og ud i vandkanten. Solen var allerede på vej ned, det var trukket lidt op i forhold til blæsten men han gjorde intet. Han havde ingen tanker om at gøre noget. Han satte sig på hug i vandkanten og lukkede øjnene. Han manglede blod, og blodet skulle stoppes ellers ville han dø. Men han havde ikke tænkt sig at dø, måske han skulle lade englen overtage for ham igen? Nej han var endelig sluppet fri fra det tag som englen altid havde i ham. Dette var noget der skulle nydes. Han rev et stykke af sit tøj i stykker og bandt rundt om låret på ham. Forhåbentligt stoppede det blødningen men han tvivlede stærkt. Kniven  ryggen kunne han ikke nå, og hans ryg var blod rødt og en kæmpe plet kunne anes på det ellers så mørke stof.
Han vendte blikket op imod den nedadgående sol og var lige ved at falde om i vandkanten

Yadrial XavijkYadrial Xavijk
Healer i Mørkets Hær

Neutral Ond
Race: Speciel race
Alder: 67
Højde: 173 cm

Skaber: Murizz
24.09.2019 18:49
Noget fritid havde efterhånden været længe ventet. Fritid, hvor Yadrial kunne tillade sig at forlade sine gemakker i Kzar Dûn og komme lidt væk fra den underlige luft, der florerede i Kzar Mora. Måske var Diamantbugten ikke det mest optimale sted at søge hen, da her trods alt var lidt skummelt, men Yadrial havde et par bekendte i piraternes by, som hun brugte et par dage hos engang imellem. Det var så sjældent hun fik tid til at sidde i behageligt selskab og nyde et glas, måske nærmere en hel flaske, vin og hun så helt bestemt frem til det.

Yadrial nåede ikke langt, inden den intense lugt af blod ramte hende, som en tyk mur. Så meget tid hun brugte på at hjælpe de blødende krigere, var lugten ikke til at tage fejl af og hun havde egentlig aldrig fundet den specielt hyggelig, trods hendes daglige arbejde. Det undrede hende ikke at blodet flød lidt heromkring, men lugten tog til og det var voldsomt. Der gik heller ikke længe før hun rendte ind i de mange lig, der lå lidt alle vegne. Da hun passerede et træ for at komme lidt nærmere, fik hun straks øje på manden der hang på det og så en anelse forkullet ud. Hun havde godt nok set mange ting det sidste år i Kzar Mora, men hun var helt sikker på, at hun aldrig ville vænne sig til det. Hun måtte tage en dyb indånding og lavede en misfornøjet grimasse, før hun gik videre. Hun kunne ikke lade være med lige at tjekke dem alle, for at se om nogle af dem måske stadig trak vejret. Men det var ikke tilfældet. I stedet blev hun nysgerrig på hvad eller hvem der befandt sig for enden af blodsporet, der førte væk fra derfra.

Ved bugten faldt hendes blik på fyren ved vandkanten. Han havde da noget af et usædvanligt udseende. I et kort øjeblik faldt hun lidt i staver og stod bare og stirrede, men det gik hurtigt op for hende at han højst sandsynligt havde brug for hjælp.
"Hey!" Skyndte hun sig at råbe, da hun satte farten op det sidste stykke hen til den fremmede. Hun smed staven og tasken fra sig på jorden og satte sig på hug ved fyrens side.
"Hvad er der dog sket? Jeg er healer, lad mig hjælpe dig," tilbød hun straks efter sit spørgsmål, uden at tage højde for, at det muligvis kunne være denne mand, der havde været skyld i alle de tabte liv lidt længere tilbage. Hun skænkede det ikke en tanke, at hun kunne være så uheldig, at være den næste.

XaphanXaphan
Afhøringsmester for Lyset

Kaotisk God
Race: Speciel race
Alder: 2350
Højde: 190 cm

Skaber: Fnuggie
24.09.2019 21:15
Vingerne der ikke kunne gemmes væk sad og lukkede og åbnede sig hele tiden. Det resulterede bare i at den sorte vinge skubbede til kniven for hver gang den lukkede sig mod den hvide. Men der var stadig intet tegn på at han var i smerte. I stedet blev hans øjne mindre mørke, englen var ved at overtage og det måtte ikke ske! Han prøvede at rejse sig op, men han kunne ikke. Han havde allerede siddet for længe ned til at kunne komme op igen. Musklen dunkede i benet på ham, og hver gang han prøvede at komme op at stå resulterede det i en voldsom smerte, og blodet der banede sig vej ud igennem stoffet han havde bundet rundt om. Han havde ikke skænket det en tanke om at stoppe blødningen ved maven eller skulderen. Det var ikke lige så slemt som det i benet, men jo det var det. Det var mindst lige så slemt som i benet. Musklen ville tage lang tid om at vokse sig sammen igen, men det var lige meget.

En stemme bag ham lød og han blinkede nogle gange med øjnene for at finde ud af hvor han var henne, men lige så hurtigt som han prøvede at finde ud af det sortnede det lidt for hans øjne. Han begyndte at sidde og sveje en smule. Øjnene blev mere klare men kort tid efter skiftede de endnu engang farve til sort. Der kørte en magt kamp igennem ham, men hvem ville vinde den? "Jeg har ikke brug for hjælp" kom det anklagende og køligt fra ham. Han kunne sagtens klare sig selv, men inden han fik set sig om vendte han det hvide ud af øjnene og faldt om i skødet på personen ved siden af ham. Vingerne stoppede med at åbne og lukke sig sammen, han var gået ud med et lys takket være den blod mangel han havde.

Yadrial XavijkYadrial Xavijk
Healer i Mørkets Hær

Neutral Ond
Race: Speciel race
Alder: 67
Højde: 173 cm

Skaber: Murizz
25.09.2019 10:32
Fyren begyndte at svaje lidt og Yadrial førte begge hænder op, klar til at give lidt støtte, hvis det skulle blive nødvendigt.
"Så så, nu ikke så stædig, unge m-oh!" Hun nåede ikke at færdiggøre sin sætning, før hun i stedet måtte gribe fyrens hoved i sine hænder, inden han ramte den store, røde rubin, der sad fast i hendes tøj omkring skødet. Den ville ikke være rar at lande på, og derudover skulle den jo helst ikke tage skade.
Hun førte en hånd ned omkring ham, som en lille støtte, men inden hun kom videre, mærkede hun kniven i hans ryg. Han havde godt nok gjort det klart, at han ikke havde brug for hjælp, men nu når han var bevistløs, kunne han ikke gøre så meget modstand alligevel. Yadrial kunne jo ikke lade være. Hun rakte ud efter tasken, hun havde smidt på jorden og trak den til sig. Trods hendes evne til at heale, gik hun aldrig hjemmefra uden de vigtigste ting i tasken, som stofklude, en beholder i jern, fyldt med rom, og forbinding. Det var efterhånden bare blevet en vane, fordi hun var fuldt ud bevidst om, at hendes evne var begrænset. Og så selvfølgelig lidt mad og vand.
Hun lagde fyren på siden, tog godt fat i kniven skaft og trak den ud af hans ryg. Så hurtigt hun kunne, fiskede hun en håndfuld stofklude frem og lagde dem mod såret, inden hun rullede ham om på ryggen. Så kunne det fungere som et pres, indtil hun kunne heale såret.

Yadrial fik et hurtigt overblik over fyrens skader. Alle åbne sår skulle helst lukkes så hurtigt som muligt, men hun kunne umuligt heale dem alle på en gang. Stadig siddende på hug, lænede hun sig ind over ham og mærkede rundt omkring sårene med fingrene. Heldigvis kunne hun ikke fornemme nogle brækkede knogler, hvilket gjorde det væsentligt lettere.
Hun åbnede tasken og fiskede en af stofkludene frem. Den blev dyppet i vandet og Yadrial lod sin kropstemperatur falde gevaldigt, så hun kunne sørge for at den våde klud blev godt kold, før hun foldede den sammen og lagde den mod hans pande. Så rettede hun sin opmærksomhed mod såret i hans bryst.
Hun sørgede for at kropstemperaturen blev varm igen, inden hun straks pressede en hånd mod såret, så blodet ikke flød endnu mere. Hun kunne ikke give ham nyt blod, men hun var sikker på, at han sagtens ville kunne komme ovenpå igen. Healingen var allerede i gang, det var den idet hun lagde hånden mod såret. Såret var dybt og derfor ville det ikke gå voldsomt stærkt, men strømmen af blod stoppede i det mindste inden længe.

Da Yadrial fjernede hånden igen efter cirka femten minutter, var såret væk og hun kunne gentage healingen på såret i hans mave. Hun valgte med vilje de to først, da såret i hans ben i det mindste var forbundet. Hun gik ud fra, at han selv havde nået at gøre det, inden han faldt om.
Yadrial havde ingen anelse om hvornår fyren ville vågne, og om han måske ville blive fornærmet over hendes hjælp, når han havde bedt om at slippe, men hun gjorde hvad hun kunne, på den tid hun havde. Nu mistede han i al fald ikke mere blod.

XaphanXaphan
Afhøringsmester for Lyset

Kaotisk God
Race: Speciel race
Alder: 2350
Højde: 190 cm

Skaber: Fnuggie
25.09.2019 21:39
Hvis der var noget der var sort omkring ham så var det i hvert fald nu. Han var dejset om og han anede ikke hvad det var der forgik omkring ham. Kniven i ryggen på ham var taget ud, og han lå nu nede på jorden med et stykke stof presset imod såret. Hvad der skete med ham kunne han primært være helt lige glad med.  Alt var gået i sort og ved øjnene kunne man se at de missede lidt og prøvede at åbne sig, men intet skete. Der var lukket og slukket for nu.

Det var først da såret på hans bryst begyndte at lukke sig og smerten i brystet ændrede sig. Der var nu ingen smerte, men der var en behagelig varm følelse. Ikke for varm og ikke for kold, men han var også utroligt varmblodig når man tænkte over det. Det var først da såret blev lukket på brystet af ham at hans øjne gik op med et sæt. Først anede han ikke hvad der var sket. Alt virkede så forandret og alligevel så mærkeligt. Han måtte tage sig til hovedet og smerten i maven, skulderen og ryggen kom ind over ham. Hvad var der sket. Hans øjne havde ændret sig til den normale øjenfarve, men kort tid efter skiftede de til den samme sorte farve igen. Han mærkede endnu engang den varme der før havde været på hans bryst, men denne gang i hans mave. Han lænede sig lidt op på albuerne så stoffet på hans ryg faldt til jorden. "Sagde jeg ikke at du ikke skulle hjælpe?" hvislede han og kunne have bidt hovedet af hende på stedet hvis han kunne nå hende. Men ak ja han var udmattet, han havde brugt en stor mængde energi i at bruge sin evne, og hans sår gjorde det ikke meget bedre. Han havde helt klart haft blod tab. Han var egentlig også lidt svimmel når han tænkte over det. Han knyttede hånden mod jorden under ham og samlede lidt jord op. Han kunne smide det i hovedet på hende nu, eller han kunne lade vær.
Han rystede på hovedet og hans øjne blev igen den normale brune farve. Hvad skete der lige nu? Han stirrede ned på såret i maven og prøvede at rette sig lidt mere op, men smerten i hans skulder fortog sig ikke. Han måtte tage sig til hovedet han kunne ikke huske det. Det var som om der var et tomt hul inde i hovedet på ham. "Hvad... Hvad er der sket med mig?" mumlede han mest for sig selv. Han måtte tage en hånd op til skulderen men inden han fik set sig om begyndte hans øjne at blive mørke igen. Fingeren der havde ramt hans skulder borrede sig lidt ind i såret, og kort tid efter sad der blod på hans finger. Han kiggede lidt på fingeren og begyndte at slikke på den. "Den velkendte smag af blod..." kom det køligt fra ham og skænkede ikke længere kvinden en tanke, lige ind til han så hende. "Kan du så gå, jeg klare mig blev der sagt!" endnu engang var hans stemme kølig og han holdte denne gang øje med hende. Dog måtte han tage sig til hovedet da en stemme inde i ham lød. "Nej ikke nu.. Jeg er sluppet fri..." kom det fra ham og trykkede med begge hænder på siden af hovedet.

Yadrial XavijkYadrial Xavijk
Healer i Mørkets Hær

Neutral Ond
Race: Speciel race
Alder: 67
Højde: 173 cm

Skaber: Murizz
26.09.2019 17:29
Yadrial fjernede straks hånden fra fyrens mave, da der igen kom liv i ham. Hun var vel nødt til at være forberedt på lidt vrede, men som forventet, var han slet ikke i stand til at gøre andet, end at komme med en muggen kommentar. Hun valgte ikke at svare. Med sit fokus stadig mod såret i hans mave, lagde hun heller ikke mærke til ændringen af øjenfarven første gang. I stedet udnyttede hun hans svaghed i øjeblikket og lagde hånden tilbage mod såret på hans mave, så det kunne blive healet helt.

Først da hun hørte den lidt undrende mumlen fra fyren, rettede hun et lidt forvirret blik mod ham. Han måtte da vide hvad der var sket? Han var jo ved fuld bevidsthed da hun dukkede op for kort tid siden.
"Det er jeg ikke helt klar over," svarede hun alligevel, selvom hun ikke regnede med, at han forventede et svar. Yadrial rettede ryggen en anelse, da hans øjenfarve ændrede sig, bare for at finde ud af om hun måske havde set forkert. Hun var ellers sikker på, at de ikke så helt så mørke ud lige før. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham med et endnu mere forvirret blik i de gule øjne, da han kommenterede på smagen af blodet. Måske hun burde være blevet bare lidt nervøs, men hun havde set nogle underlige ting i Kzar Mora før, så det her var ikke så slemt. Hun trak hænderne til sig efter hans hårde ordre, men havde ikke tænkt sig at adlyde.

Der var noget underligt over ham. Han virkede ikke helt normal. Måske han havde slået hovedet, inden hun dukkede op? Var der tale om flere personligheder? Han lod i hvert fald ikke til at være helt rask, hverken fysisk eller psykisk.
"Du virker lidt forvirret. Måske du bare skulle acceptere min hjælp?" Sagde hun, uden at forvente et svar. Hun håbede på, at han stadig var lidt for svag til at gøre noget overilet, så hun stak hånden ned under ham og lagde håndfladen mod såret i ryggen. Healingen på ydersiden gik i gang med det samme og derfor stoppede blødningen fra såret ret hurtigt, men blev hun forstyrret nu, ville han stadig have ondt, da såret ikke var blevet healet indvendigt.
"Lig så stille, ellers kommer du aldrig på benene igen," beordrede hun, men hun vidste godt at chancen for, at han ville høre efter var ret lille. Selv så tæt på døden, var han da utrolig stædig.

XaphanXaphan
Afhøringsmester for Lyset

Kaotisk God
Race: Speciel race
Alder: 2350
Højde: 190 cm

Skaber: Fnuggie
27.09.2019 23:45
Selvom han var forvirret og ikke anede hvad der foregik omkring ham var han da til stede. Sådan mere eller mindre. Han sad stadig og kæmpede med sig selv om hvem der skulle have magten. Øjnene blev ved med at skifte farve til hans normale brune og til de sorte. Det var virkelig ikke ret tit at han måtte kæmpe med sig selv om hvem der skulle være hvor. Men så igen det var heller ikke så tit at den dæmoniske side af ham kom frem. Han havde generalt meget godt styr på hvem det var der bestemte. Englen i ham havde altid magten over den dæmoniske side. Det var kun en ting her i livet der fik dæmonen til at vende sig. En stærk dæmonisk adfærd med en meget stærk energi kilde. At være voldsomt stresset og have for mange bolde i luften kunne også være en af tingene. Det var mest af alt derfor han nok heller ikke ville gå forrest hvis der kom krig mod dæmonerne. Det ville frem provokere hans træng til dæmonen, og hvem sagde så ikke at han kunne gå imod sine egne? Der var ikke en eneste gang nogen havde stillet spørgsmål ved hans dæmoniske side af Ridderne. Det var bare sådan tingene var. Han undertrykkede jo altid sin dæmoniske side det bedste han kunne.


Hendes stemme fangede hans øre men han svarede ikke, han koncentrede sig mest om hvem der skulle overleve magt kampen inde i ham. Dæmonen ville ikke slippe denne glæde den havde ved at være fri. "Skrid! hvislede han mellem sine sammenbidte tænder. Han trykkede stadig sine hænder på hver sin side af hovedet, og han lukkede øjnene for at få lidt fred for hvad der skete omkring ham. "Giv slip.." mumlede en blid tone fra ham. En tone der var langt anderledes end den der havde været der før.  "Hjælp.. Hjælp med hvad?" mumlede han på ny i den samme blide tone. Han kunne mærke smerten i ryggen og benet. Smerten i maven og brystet var væk, men der var andre ting der var mere vigtige end det her. Han skulle kunne styre sig selv og den vrede dæmon der var i ham. Dæmonen lignede hans mor Vepar på en prik, afskygelig, fyldt med smerte, og voldelig adfærd. Det havde været en lang hårdere opvækst blandt dæmonerne end det havde været hos hans far Zophiel, men det var hvad der skete når der kørte en magtkamp mellem engle og dæmoner.


En bidende smerte kom da healingen i hans ryg gjorde at såret blev mere og mere lukket, måske var der alligevel en muskel i ryggen der var blevet ramt når alt kom til alt. Dog fik det ham kun til at trække på smilebåndet. Endnu engang havde dæmonen i ham overtaget og han begyndte at grine højt i en latter der kunne fylde det meste. Grinet var hånligt og slet ikke fyldt med kærlighed. Grinet kunne skære igennem marv og ben for dem der ikke var vant til det. "Hvem har sagt at jeg skulle bruge hjælp? Har den udulige engel valgt og acceptere en hjælp jeg ikke bad om?!" han vendte hovedet lidt over skulderen og afslørede nu knald sorte øjne. Hvis hun ikke havde regnet noget ud endnu så skulle hun nok regne den ud før eller senere. Der var ingen til at rede hende når han først kom helt op på benene igen. Men når hun alligevel var igang med at gøre ham kamp klar, så kunne hun måske ordne benet også. Der fra kunne han jo altid prøve at slå hende ihjel som tak for den fine hjælp?

Yadrial XavijkYadrial Xavijk
Healer i Mørkets Hær

Neutral Ond
Race: Speciel race
Alder: 67
Højde: 173 cm

Skaber: Murizz
28.09.2019 22:03
Aldrig havde Yadrial behandlet så disorienteret en mand. Udover at han var forvirret, lykkedes det ham også at gøre hende forvirret, for hun anede vitterligt ikke hvad der foregik. Hun havde lagt mærke til den skiftende øjenfarve og hun havde også bidt mærke i, at så snart farven var sort, var hans stemme ikke så blid og kommentarerne var spydige. Hun var stadig ikke helt klar over grunden, men det gjorde intet. I det mindste var han relativt stilleliggende, så hun kunne gøre sit arbejde nogenlunde ordentligt.
"Min hjælp med at få dine sår healet," svarede hun og endnu engang forventede hun ikke, at han ville have et svar, men han spurgte i så blid en tone og Yadrial var venlig nok til at svare, dog ikke så blidt, for det var hun ikke i stand til. Men det blev sagt så venligt hun kunne, uden at bruge den ellers hårde tone, hun altid brugte.

Fra nu af sørgede Yadrial for hele tiden at have et øje mod fyrens ansigt og hænder, i tilfælde af at han skulle finde på et eller andet. Det gjorde også, at hun fik set smilet der dukkede op på hans læber og hun kunne ikke lade være med at undre sig endnu mere. Der var noget utrolig mystisk ved ham.
"Engel?" Mumlede hun lidt for sig selv over hans bidende spørgsmål. Hun så noget så forvirret ud, men alligevel kunne hun ikke undgå, at undre sig over om det her handlede om de to forskellige vinger. Lå der noget dybere, end bare et fascinerende udseende?
Såret mod ryggen blev healet, heldigvis uden for meget besvær, men han ville uden tvivl stadig være øm.
"Så vidt jeg husker har ingen givet mig decideret lov til at hjælpe dig. Men du slipper ikke af den grund," svarede Yadrial, nu med en gevaldig hårdere tone end før, nu da han også havde skiftet over i vrede.

Hun trak hånden mod hans ryg til sig, men tøvede ikke et eneste sekund, før hun tog fat i hans ene arm og forsøgte at holde ham nede mod jorden, længe nok til at hun lige kunne kravle halvt ind over ham og lægge et knæ mod hans mave. Hun håbede på, at han stadig manglede for meget blod til at gøre alt for meget modstand, for så kunne hun få en chance for at blive siddende over ham.
"Stop så med at bevæge dig!" Beordrede hun, denne gang med sin normale, standhaftige stemme. Som om hun ikke ville give ham andet valg, end at lytte efter, selvom hun godt vidste, at hun sikkert ville få endnu en spydig kommentar.
"Hvis du bare lod være med at være så besværlig en patient, ville jeg have været færdig nu!" Det passede nok ikke helt, men nu manglede hun kun såret mod låret og såret i skulderen, så der var næsten en ende på hans smerte. Stadig med et knæ presset mod hans mave, slap hun hans arm og fjernede stoffet om hans lår. Hun lagde en flad hånd mod såret og gentog samme procedure som på ryggen, hvor ydersiden blev lukket først og blødningen hurtigt stoppede. Hun holdt den anden hånd fri, så hun kunne nå at reagere, hvis han alligevel skulle få samlet kræfter til at gøre modstand. Det faldt hende stadig ikke ind, at han måske ikke ville takke hende med glæde efterfølgende. Lige nu var det vigtigere for hende, at få ham i et ikke blødende stykke igen.

XaphanXaphan
Afhøringsmester for Lyset

Kaotisk God
Race: Speciel race
Alder: 2350
Højde: 190 cm

Skaber: Fnuggie
01.10.2019 10:36
Et smil spredte sig på hans læber. Det var som sådan ikke et pænt smil, nej det var frygtsomt for dem som kendte ham. Han ville hellere end gerne heales, men det havde altid sin pris ved at blive healet. Man blev træt af alt den energi man brugte. Det gjorde ham virkelig heller ikke noget. Hun ville være lige så svækket som han ville være lige nu, det var perfekt i længden. Der var måske en grund til stadig at gøre modstand, men aldrig i sit liv havde han overvejet hvad han havde af muligheder nu. Det var fantastisk smart det her. At slå fem ihjel, der efter at få en til at heale sig for at give sig ud i et nyt kill. Det var fantastisk. Lige noget han kunne bruge til noget! En plan begyndte at forme sig i hovedet, men så skulle han lige få sat den engel på plads først. Det var virkelig ikke særlig smart det her. Hvorfor skulle den lorte engel også prøve på at slippe ud af de klør der for en gangs skyld sad fast i ham?

Ej svarede han på spørgsmålet der blev stillet ham. Hun havde åbenbart ikke den skarpeste hjerne her i landet. Men så igen, ikke alle kunne være lige kloge, måske hun så heller ikke var så dygtig til våben. Af hvad han kunne se havde hun kun den der stav. Der var ikke rigtig noget andet der kunne være farligt. Bevars han havde kun sine knive på sig, men han var hurtig til at bruge dem. Dog lå de ved siden af ham og ikke i bæltet hvor de plejede at være. Desuden skulle de også slibes igen efter den hård kamp han netop havde haft for ikke så lang tid siden. Knive mod knogler var aldrig en god ting, men det var noget der kunne rettes op på.

Smilet sad fortsat på læben af ham og han begyndte at grine en latter der kunne gå gennem marv og ben på enhver. Det trak lidt i ryggen, og det stak i skulderen men han var lige glad. Dette her var en smule sjovt for hvem der lige kunne kigge på det. Men så med et stirrede han stift på hende med de sorte øjne. "Hvis du ikke har fået lov til det, så burde du virkelig ikke gøre det min fine ven." det var en smule nedladende at spore i hans stemme men han var lige glad, han mente hvad han sagde. Man skulle ikke gøre noget man ikke havde fået besked på. Han kunne nemt have taget fat i hendes hånd da hun lagde den på hans arm men han gjorde intet. Han ville ikke ødelægge dette lille øjeblik der var i mellem dem.

Han prøvede så vidt muligt at slippe væk fra hende men hendes skarpe tunge fik ham alligevel til at stoppe. Den skide engel var ved at have overtaget endnu en gang. Det var virkelig en skam at han skulle kæmpe om at få lov til at blive, han havde sådan håbet på at det kunne være lidt anderledes bare en lille smule. Knæet i hans mave region gjorde ikke ondt, men han prøvede så vidt muligt at ligge stille så godt han nu kunne. Hvis det nu havde været noget andet der pressede imod hans mave havde han måske blevet lidt tændt. Nå ja han kunne jo ikke få alt hvad han pegede på hellere.
Han rykkede sig ikke det mindste som hun begyndte at binde stoffet op på hans ben. Blodet piblede ud af benet da det kom af men da hun lagde en hånd på og begyndte at heale ham løftede han det ene øjenbryn. Dette kunne blive en sjov leg når han først var kommet på benene igen. "Hvad er dit navn fremmede." kom det fra ham lidt hvislende. Han stirrede på hende men fortrak ikke en mine som hun healede låret. Tankerne for rundt i hovedet på ham. Dette kunne blive et yderst fantastisk sammentræf, hvis han bare ikke havde været udmattet af det manglende blod han havde.

Yadrial XavijkYadrial Xavijk
Healer i Mørkets Hær

Neutral Ond
Race: Speciel race
Alder: 67
Højde: 173 cm

Skaber: Murizz
04.10.2019 23:46
Det var ikke ligefrem en behagelig latter der lød fra fyren, men selvom Yadrial burde have reageret mere på den, så var hun åbenbart mere vant til skræmmende lyde end hun troede. Det løb hende koldt ned ad ryggen og hun rystede kort i hele kroppen, noget han uden tvivl ville kunne mærke, når hun nu sad med knæet mod hans mave, men mere kom ikke fra hende. Den måde han stirrede på hende bagefter, som hun lige fik skævet mod, gjorde heller ikke noget godt, men hans ord efterfølgende, fik Yadrial til at grine en smule.
"Du slår mig ikke som en type der er vant til, at spørge om lov først. Kommer det bag på dig, at andre måske heller ikke gør?" Hun forventede ikke rigtig et svar på det, for det kunne da umuligt komme bag på ham. Indtil videre havde han ladet hende gøre sit arbejde, men hun var sikker på, at havde han haft lidt flere kræfter, så var hun blevet losset væk for længst.

Yadrial kunne godt mærke, at energien langsomt var begyndt at forlade kroppen. Skaderne havde heldigvis ikke været værre, men der havde været mange af dem og hun havde været nødt til, at arbejde på lånt tid. Hun vidste jo aldrig hvornår han besluttede sig for, at hun havde hjulpet nok. Hun skulle helt klart snart have en pause, men som sædvanlig fokuserede hun på sin patient først. Alle hans sår skulle i det mindste være lukket, før hun ville trække sig og få lidt vand.
Der gik heller ikke længe før hun fjernede hånden fra hans lår. Såret var lukket, men healingen var ikke perfekt, så han ville nok stadig have lidt smerter. Hun var bare nødt til at rette sin sidste energi mod såret i hans skulder. Men inden hun nåede at rette sig til, stadig med knæet mod hans mave, blev hun helt overrasket over hans spørgsmål.
"Virkelig? Du vil kende mit navn. Hvorfor?" Spurgte hun, ikke længere overrasket, men med sin sædvanlige hårde tone. Samme tone hun brugte over for alle de store, bredskuldrede mænd i Mørkets hær, når de kom for at blive healet. Godt nok tænkte hun sjældent over konsekvenserne ved at give folk noget så simpelt som et navn, men denne gang var det anderledes. Hun anede ikke hvad ham her kunne finde på at gøre med den oplysning efterfølgende og han havde helt ærligt ikke virket helt vildt velkommende indtil videre.
Uden at vente på hans svar, lagde hun begge hænder mod såret i hans skulder og hele processen blev gentaget der. Nu lidt langsommere, da hendes chakra trods alt var ved at blive brugt godt op.

XaphanXaphan
Afhøringsmester for Lyset

Kaotisk God
Race: Speciel race
Alder: 2350
Højde: 190 cm

Skaber: Fnuggie
24.12.2019 15:17
At hun rystede lidt gjorde ham virkelig ikke noget, det han sagde og sådan han som så ud gjorde indvirkning på hende. Det hele var planlagt allerede inden det havde taget form. Det var sådan her det skulle være. Han skulle sprede rædsel hos alle der mødte ham. I hvert fald når Englen i ham ikke havde overtaget. Og det skulle være sjovt at være ham i sin dæmoniske skikkelse. Englen anede ikke hvordan man havde det sjovt. Det hele handlede om ordre, han gamblede ikke engang med terninger. Nej det var virkelig for dårligt. Ærligt talt så fandt han det ganske morsomt at hun rystede og han måtte le en ondskabsfuld latter. Den kom helt nede fra maven af, og det kunne tydeligt høres. Dog stoppede han sin latter og skulede til hende som ord kom ud af hendes mund. "Hvad jeg gør er min egen sag. Men dem, nej de burde spørge om lov først." han var faktisk lige glad med at han ikke havde bedt om lov til noget som helst. Han skulle ikke stå for nogen regning når det endelig kom til stykket. Alle der så ham blev slået ihjel hvis han var i det onde hjørne. Der skulle aldrig efterlades nogen form for levende væsner der kunne sladre om ham. Det ville blive værst for ham selv, og englen i ham ville miste sit arbejde, dog var han lige glad med englen i ham.  Den betød intet for ham, og det kom den heller aldrig til. Faktisk var der op til flere i englens arbejde han godt kunne få det sjovt med hvis han fik fingrene i dem.

Hun ville ikke oplyse sit navn, og i stedet valgt hun at bruge en hård tone imod ham. Han trak lidt på smilebåndet og kiggede på hende som hendes hænder fandt vej til skulderen. Godt nok var hun ikke overrasket over hans spørgsmål, og hendes hårde tone fortalte ham da også hun brugte den tit. Men til hvilket formål? Det var nok en af de ting han skulle finde ud af. Hvis det kom til stykket. Han var ikke sikker på om han helt skulle sige sandheden til hende eller om han skulle lade hans spørgsmål glide ud og tage et andet spørgsmål. Han tænkte sig lidt om som han rykkede lidt på sit ben for at få blodomløbet til at løbe helt ned i det, også bare for at finde ud af om han overhovedet kunne stå. Benet gjorde stadig ondt bevars, men det var til at overkomme. Han havde prøvet det der var meget værre. "Jeg bliver nød til at vide hvem det er jeg overvejer at slå ihjel" kom det køligt fra ham og vendte blikket hen imod hendes ansigt. "For jeg tvivler ærlig talt på om du overhovedet ville kunne få mig på andre tanker..." han fjernede ikke blikket fra hende i et stykke tid. Blikket var fast på hende, og hun kunne umuligt være stærk, ikke efter at hun havde brugt så meget magi på ham. For det ville da være sjovt at afprøve hende bare en smule. Desuden så havde han ikke brugt ret meget magi selv. Disse sår han havde fået var til at overkomme, og han kunne sagtens have klaret sig selv. Eller det regnede han da med at han kunne have gjort. Til sidst fjernede han dog blikket fra hendes ansigt og lod det falde ned på hans skulder som han kiggede på hvordan healingen gik. Umiddelbart klarede hun jo jobbet godt nok, også selvom han ikke havde bedt om nogen form for hjælp.

Yadrial XavijkYadrial Xavijk
Healer i Mørkets Hær

Neutral Ond
Race: Speciel race
Alder: 67
Højde: 173 cm

Skaber: Murizz
05.01.2020 19:07
Yadrial kunne ikke undgå at føle sig lidt utilpas. Ikke decideret dårlig tilpas, men det var en underlig situation hun var endt i. Det var bestemt ikke dette hun havde planlagt at skulle bruge tid på, da hun startede sin rejse. Hun havde aldrig noget imod at hjælpe hvor hun kunne, specielt ikke hvis hun kunne redde en fra døden, men hun havde nu ikke forventet at skulle hjælpe en, der var mere utaknemmelig end nogle af de skiderikker, hun mødte hos Mørket. Han var en spøjs type.
Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over hans kommentar. Måske havde han ret. Måske burde hun have spurgt først. Men hun havde helt ærligt ikke regnet med, at man ikke ville tage imod healing, når man tydeligvis havde brug for det. Hun valgte ikke at svare. Hun var sikker på, at intet godt ville komme ud af sådan en diskussion.

Der lød en tungt suk fra Yadrial. Hun kunne godt mærke energien forlade kroppen. Det ville gøre godt med en pause, så snart hun var færdig med at lappe ham sammen, ikke perfekt, men nok til at han i det mindste ikke ville forbløde længere. Hun lagde lidt ekstra kræfter i, som hun pressede lidt hårdere mod hans skulder, bare lige for at give healingen det sidste chakra, før hun vendte et direkte vredt blik mod ham. Hun tænkte ikke engang over det, før hun slap hans skulder med den ene hånd og lod den ramme hans kind i en lussing. Langt fra hårdt nok til at det ville gøre ondt, kun for at opdrage lidt på ham.
”Slå ihjel?! Så så, unge mand! Du har tydeligvis ingen manerer. Man slår ikke folk, der redder ens liv, ihjel!” Sagde hun, endnu engang med den hårde tone, men denne gang fulgte en opdragende undertone med, som om han var en ung dreng, der skulle lære at opføre sig ordentligt.

Yadrial slap endelig hans skulder med den anden hånd også og flyttede sig et lille stykke væk fra ham, så hun kunne nå sin taske. Hun holdt øje med ham, som hun stak hånden i tasken og trak dunken med vand frem. Hun lød en anelse forpustet, men hvor træt hun egentlig var forsøgte hun at skjule. Han skulle jo nødigt tro, at hun ikke ville slå igen, hvis han prøvede på noget. Ikke at hun ville have meget af en chance. Jo, han var godt nok ikke healet helt rigtigt, men hun var i forvejen en spinkel dame og derudover havde hun intet overskud tilbage. Normalt, hvis hun havde mulighed for det, ville hun lægge sig i en lille time og slappe af, efter så meget healing, men det var vidst ikke rigtig en mulighed nu. I stedet måtte hun tage en tår vand.

XaphanXaphan
Afhøringsmester for Lyset

Kaotisk God
Race: Speciel race
Alder: 2350
Højde: 190 cm

Skaber: Fnuggie
09.01.2020 01:43
Egentlig fandt ha det ufattelig morsomt dette her og han måtte trække på smilebåndet en enkelt gang. Aldrig i sit liv havde nogen overlevet at se ham på denne her måde, og måske skulle han rent faktisk lade hende overleve, en gang skulle vel være den første. Dog når alt kom til alt var der andre ting der var på spil til ikke at skulle gøre det. Han kunne gøre det hurtigt, og nu hvor han mere eller mindre kunne bevæge alle lemmer igen så var det jo en smal sag. Han var jo hurtig med sine knive. Han mærkede lidt i hoften men der var ingen knive. Hvor var de blevet af. Han lod blikket glide lidt rundt og fandt sin ene kniv ligge et stykke fra ham. Den anden kunne han ikke lige se men den måtte da være her et sted. Han skulle bare se lidt ordentligt efter. Hans blik vandrede fra side til side uden at flytte hovedet en eneste gang, og først da hun fjernede presset fra hans skulder og der efter gav ham en lussing kiggede han noget overrasket på hende. Skete det virkelig? Havde hun lige formået at give ham en lussing?! Okey den havde ikke været særlig hård, men HAM. Hvordan kunne man slå ham?! Det var da skandaløst!

Hans øjne begyndte at misse igen og han tog sig til hovedet. Det kunne ikke være rigtigt, det måtte ikke ske dette her. Han havde ikke tid til den slags. En eller anden engel skulle ikke overtage nu hvor han rent faktisk sad og overvejede at slå en mere ihjel. Han pressede lidt hårdere for at se om det kunne hjælpe men lige meget hvad han gjorde så hjalp det intet. Han øjne gled fra den normale brune til de mere sorte øjne, og sådan sad han i et godt stykke tid. Øjnene blev klemt mere og mere sammen og hvor han til sidst rejste sig op. Det var kun hans ene øje der var helt mørkt og det andet var den  normale brune farve. "Jeg takker for hjælpen." kom det fra ham i en venlig tone. han begyndte at slappe af i kroppen og han gik et par skridt over imod hende. "Baby. Fortæl mig dit navn, jeg bider ikke." hans stemme havde ændret sig til den noget hårdere tone og han trådte videre over imod hende. Han gik så tæt på hende at han stod lige bag hende og smilte lummert. Han lod en finger køre hen over hendes nakke inden han bukkede sig ned og gav det et lille kys. "Det ville være så nemt at skære det op fra den ene side til den anden, men jeg lader vær.. For nu" det var den samme dystre tone han kom med. "Desuden er det ikke pænt at slå... han lod et par nye fingre køre hen over nakken på hende og lod den vandre om til hendes hals hvor efter han fjernede hånden igen.

Yadrial XavijkYadrial Xavijk
Healer i Mørkets Hær

Neutral Ond
Race: Speciel race
Alder: 67
Højde: 173 cm

Skaber: Murizz
10.01.2020 19:58
Mens Yadrial fik sat sig til rette på den kolde jord og drak lidt vand, sørgede hun fortsat for at holde et skævende blik mod hende. Hun var klar til at flytte sig meget hurtigt, hvis hun på noget tidspunkt fornemmede, at det blev nødvendigt. Hun måtte dog lige dreje hovedet for at kunne se lidt mere, da hun bemærkede de missende øjne hos ham. Der var altså et eller andet underligt galt, men ikke noget hun lige kunne regne ud. Hun var trods alt ikke vant til, at folk skiftede personlighed uden videre, så det var ikke en tanke, der overhovedet strejfede hende.
”Øhm.. Det var så lidt,” svarede hun lidt undrende. Hun satte da pris på en tak, nu hvor hun havde gjort så meget ud af at redde en fremmed mands liv, men den venlige tone kom bag på hende. Endnu mere kom det bag på hende, at han meget hurtigt ændrede toneleje igen, til det hårdere. Netop den tone hun hele tiden havde hørt fra ham.
”Yadrial. Mit navn er Yadrial,” præsenterede hun sig endelig, men ikke fordi hun følte sig specielt tryg ved det. Hans skiftende personlighed gjorde hende bare lidt mere utryg og hun kunne ikke vide hvordan han ville reagere, hvis hun ikke gjorde som han sagde.

Hovedet blev drejet lidt mere og overkroppen fulgte lidt med, da hun rettede sig mere mod ham, som han kom nærmere. Så snart han endte bag hende, var det dog ikke længere muligt for hende at se ham så godt, men hun sørgede stadig for at holde hovedet drejet og skævede mod ham. Endnu engang løb det hende koldt ned ad ryggen, idet hun mærkede hans berøring mod sin nakke. Hun tog en lidt dybere indånding, bare for at holde sig lidt i ro. Hun rykkede sig ikke det mindste, som hans fingre strøg hen over nakken og derefter hen over halsen, inden de forsvandt og samtidig lyttede hun til hvad han sagde.
Så snart hans hånd var væk, rejste hun sig og vendte sig mod ham. Selvom hun ikke fandt det specielt betryggende, så hun ikke den mindste smule bange ud, tværtimod. Hun så lidt fornærmet ud.
”Du er et mærkeligt væsen,” konstaterede hun og lagde hovedet let på skrå. Det var ikke pænt at slå, men det var åbenbart helt fint for ham at slå hende ihjel? Han var underlig.
”Der er noget galt med dig. Dine øjne…. Skifter?” sagde hun undrende og forventede egentlig en forklaring, selvom det ikke var et direkte spørgsmål. Hun forsøgte så vidt muligt at undgå emnet ’at dræbe’. Det kunne måske distrahere ham til at glemme det. Hun løftede hånden med vanddunken og rakte den så mod ham. Måske han også kunne bruge lidt vand? Selvom hun nok ikke burde, men nu var hun altså venlig.

XaphanXaphan
Afhøringsmester for Lyset

Kaotisk God
Race: Speciel race
Alder: 2350
Højde: 190 cm

Skaber: Fnuggie
13.01.2020 17:57
I det mindste kunne hun være bare lidt høflig, om end at han langt fra var det. Han ville trods alt gerne slå hende ihjel, eller det der var lidt mere hyggeligere, en voldtægt måske? Det kunne sådan set også godt ske. Det var vel egentlig bare spørgsmålet om hvad han mest af alt havde lyst til. Nu havde han ikke lige frem sagt at det var ham der havde slået de mennesker ihjel på vejen her hen. Måske var det bare noget hun vidste, og måske havde hun ikke engang set dem. I hvert fald havde han ikke behov for mere hjælp, han kunne sagtens klare sig selv. Når han altså lige havde taget sig af hende her, for der skulle gøres et eller andet ved hende. Hun skulle nødig gå hen og ødelægge et eller andet for ham. Han kunne rent faktisk komme i problemer. På den anden side kunne han bare lyve sig fra det hele, det ville sådan set også være meget lettere at gøre det på den måde.
Endelig lagde hun et navn på hendes læber og han kiggede lidt på hende. ”Yadiral....” kom det fra ham og han tykkede lidt på navnet. Nu vidste han da i det mindste hvem han skulle slå ihjel hvis han kom i problemer, med mindre at han bare skulle gøre det nu. Dog havde han ikke længere våben på sig, men på den anden side kunne han jo bare åbne et af hendes gamle sår eller ar, for sådan nogle måtte hun da også have. Det kunne være ganske morsomt at åbne sådan nogle slags, og de kunne bløde ganske meget, måske endda kunne man dø af det hvis det var slemt nok. Det alt sammen blev dog i tankerne for nu.

Nok var han ikke helt normal lige nu og her, men det var ingen vel når alt kom til alt. Han vidste dog ikke helt om han skulle begynde at grine over hendes ordvalg. Han var langt fra normal når man kendte ham. Det var nok noget af det han aldrig ville blive. Der var altid en magtkamp i hans indre, og han vidste ikke helt om det var en kamp andre rendte rundt og havde, men på den anden side så gjorde det ham jo bare til ham. Desuden havde han aldrig kommet så hurtigt frem i sin dæmoniske skikkelse som da han mødte dæmonen Deavás. Det var gået hurtigt, men det var også en hurtig måde at komme frem af den mørke vej. Måske han en dag ville støde på den dæmon igen, det kunne faktisk blive ganske interessant når alt kom til alt. ”Mærkelig? Jeg er da ikke mærkelig, jeg er ganske som jeg...” han stoppede sit sætning og tænkte lidt over hvordan han skulle færdiggøre sin sætning med. ”Plejer er ikke det rigtige ord, måske.. Hmm nej heller ikke. Mærkelig passer vidst nok bedst.” kom det fra ham og kiggede ned i jorden. Ja mærkelig var måske et godt ord at bruge, for hvem vidste om han kunne klare mosten at være lige som alle andre?  Nej det var vidst bedre at være anderledes. Han tog vanddunken og tog en tår af den inden han kiggede på hende med de forskellige farvede øjne. ”Tænk ikke på mine øjne, det er en forbandelse at have dem.” kom det fra ham i et blidere tonefald. Endnu engang var hans stemme rolig og han vidste hvad han snakkede om. ”Jeg skal bare lige have kontrol over ham.” kom det fra ham og lænede hovedet tilbage for at drikke lidt mere af vandet. Han fjernede flasken for munden og lod lidt af vandet plaske ham lidt i hovedet inden han rettede dunken op og rakte den over imod hende.

Yadrial XavijkYadrial Xavijk
Healer i Mørkets Hær

Neutral Ond
Race: Speciel race
Alder: 67
Højde: 173 cm

Skaber: Murizz
14.01.2020 16:33
Yadrial nikkede svagt i bekræftelse, som han lige fik tygget lidt på hendes navn og selvom hun egentlig lidt forventede at få hans navn at vide, så kom det ikke den mindste smule bag på hende, at han valgte ikke at nævne det. Taget i betragtning hvordan deres møde havde været indtil videre, så undrede det hende ikke, hvis han helst ikke ville smide om sig med den oplysning, for han kunne selvfølgelig ikke være sikker på hvad hun ville gøre med den. Som en der arbejdede for Mørket og havde haft flere oplysende samtaler med krigerne, havde hun hurtigt lært, at delte man sit navn med den forkerte, kunne det blive ens død. Et faktum hun egentlig var blevet lidt overrasket over, men selvfølgelig ikke var længere. Underligt nok, så havde hun vænnet sig meget hurtigere til grusomhederne hos Mørket, end hun nogensinde troet var muligt. Det betød dog ikke at hun var enig i alt de foretog sig.

Der bredte sig et lille, morende smil hen over Yadrials læber, som hun stod og lyttede til hans svar. Mærkelig passer vist nok bedst, ja, det troede hun da på, men hun valgte ikke at kommentere på det. Den forkerte kommentar ville sikkert ende i hendes egen død, i hvert fald sådan som han havde udtrykt sig tidligere og hun ville helst ikke tage for store chancer. I stedet fokuserede hun på hans øjne. Hendes forsøg på at distrahere ham lidt fra de morderiske tanker så ud til at virke, for lige pludselig lød han igen meget blidere end før. Hun lagde hovedet let på skrå, som hun trådte et lille skridt tættere på og betragtede de forskelligt farvede øjne.
”Ham?” Spurgte hun undrende. Var hun virkelig rendt ind i en decideret sindssyg? Skizofren, måske?
”Har det her noget med dine vinger at gøre? De burde vel være ens?” Spurgte hun, idet hun tog imod vanddunken igen. Yadrial havde godt haft tanken tidligere, men situationen havde ikke været til at spørge ind til det. Hun tog chancen nu, fordi han indtil videre lod til at være flink nok. Hun var dog klar til at flytte sig på afstand igen, skulle han skifte tilbage til den, der havde et ihærdigt ønske om at gøre hende ondt.


//Hjernen er forsvundet, så rydder lidt op i de tråde, jeg ikke har svaret i, så de ikke også ligger og flyder hos jer. Vil gerne tage den op igen en anden gang <3

Yadrial Xavijk har forladt tråden.

XaphanXaphan
Afhøringsmester for Lyset

Kaotisk God
Race: Speciel race
Alder: 2350
Højde: 190 cm

Skaber: Fnuggie
16.01.2020 15:19
Måske var det uhøfligt ikke at fortælle sit navn, men han kunne ikke tage chancen. Hvis hun havde set hvad der var sket med de mænd og så senere have fundet ham. Det kunne kun betyde problemer for ham i sidste ende. Det ville være et dårlig ide at opgive noget så betydningsfuldt som et navn. For nu kunne han da være lidt anonym, eller så godt som, når man lige så bort fra hans vinger. Han var den eneste der havde de slags vinger af hvad han vidste af. Han havde endnu ikke stødt på nogen som havde den slags vinger, eller var af samme race som ham selv. Men han var nu også lidt speciel når det egentlig kom til stykket. Han var ikke sikker på om han handlede i klogskab ved ikke at opgive sit navn, eller om det var yderst uhøfligt. Han overvejede det kræftigt, men det kunne alligevel volde ham problemer hvis han opgav det.

Som hun trådte et skridt tættere på ham rørte han sig ikke ud af stedet. Han stirrede lidt på hende med de to forskellige øjenfarver og blot betragtede hende. Han nikkede lidt til hendes først spørgsmål og rullede lidt med skuldrende for derefter at knække nakken. Han var anspændt efter hans møde med mændende, men på den anden side kunne han også have været død hvis det ikke havde været for hende. For det burde han vel egentlig takke hende lidt mere end han havde gjort. Dog var hans mørke side meget imod at han gjorde det. Den ville bare slå hende ihjel for at have hjulpet uden at blive bedt om hjælp. Han måtte og skulle holde ham i skak, bare lidt længere tid. Bare indtil han kom tilbage til Dianthos og fik fat i Corvus. Han kunne altid få ham til at falde til ro og få dæmonen til at slappe af i ham. Det var altid svære for ham at holde dæmonen i skak når han allerede havde været fremme.
Da hun spurgte ind til hans vinger nikkede han endnu engang. "Det kan man vidst godt kalde det sådan rent praktisk..." startede han roligt og vidste ikke helt om han skulle fortsætte i dette her spor. "... Egentlig burde de være ens, men sådan en som mig der kæmper med en dæmonisk side og en engels så er der desværre ulemper ved at være mig." sluttede han af og kiggede på hende. Han måtte tage sig til hovedet da han kunne mærke hvordan dæmonen i ham pressede på og ville overtage bare for at få ham til at holde mund. For i følge dæmonen var det ikke noget nogen skulle vide, og nu vidste hun allerede for meget i forhold til hvad hun skulle. Så der var kun en mulighed tilbage, nemlig at slå hende ihjel. Det kunne han bare ikke tillade. Han måtte holde dæmonen i skak, bare lidt endnu. Det kunne ende galt hvis han lod dæmonen slippe for meget fri, og han ville nødig gøre flere uskyldige ondt end han allerede havde gjort.

Xaphan har forladt tråden.


00 brugere følger tråden 00 karakterer er tagget i tråden 0Tråden har 0 nomineringer.
Klik her for at nominere tråden

Besvar emne: It hurts like hell! (Fortidstråd)

Forfatter:
Ord: Tegn:
Angiv hvem der næste gang, skal svare i tråden:
Karakternavn:
Jeg ønsker ikke at angive den næste i tråden
Forlad tråden med dette svar


Chatboks

Gæst
[smilies]

IC-Chat