Venus lyttede intenst, fordi det var noget sikrere, end at blive ved med at råbe. Selv hun selvfølgelig kunne blive nødt til at råbe igen alligevel. Galios rå stemme var ikke til at høre for øjeblikket. Hun vendte hovedet. Var det hendes navn, der blev råbt? Det var umuligt at høre. For det første gav lyden ekko mellem den sammentrampede jord på gaden og de udtørrede lervægge omkring hende, og for det andet lød det mere som 'jihuuuuuu!'. Det var i hvert fald langt mere sandsynligt, da der jo ikke var noget 's' til sidst. Hun klemte sig op ad en husvæg og så rundt om hjørnet, først den ene vej og så den anden vej. Ingen Renaél. Hvor i Dunkelskov var han?
Venus var ikke meget for det med sin nuværende mangel på benklæder, men der var vidst ingen udvej. Hun lettede fra jorden, så hun netop kunne lande på et hustag, krøb op til tagryggen, hvor der var bedre udsyn og så sig omkring. Stadig intet syn af elveren. Men han måtte være fortsat i den modsatte retning af, hvor de kom, ikke? For at bevæge sig i den retninge, måtte hun over tagryggen og videre til næste tag. Hun tog springet og landede på næste tag. Stadig ingen elvermand. Forsigtigt gik hun over tagryggen, ned på den anden side, satte igen af fra taget på vej til det næste, og satte en fod på en tagsten på næste hus. Desværre sad den specifikke tagsten ikke helt fast. Den rutjede ned ad taget, og siden Venus stod på den, rutjede hun med.
"ÅååaaaAAAAGH!" Hun faldt ned gennem nogle tørresnorrer og landede midt i en lille baghave.
"Hvad er det fornet spektakkel?!" kom det knirkende inde fra huset. Kort tid efter kom en gammel dame ud af huset, meget hurtigere, end en dame i hendes alder, kunne forventes at gøre det, og gispede, som skulle hun til at begynde på længere aria, der krævede særtligt meget luft:
"Hvad laver du her?! Tyvetøs! Du stjæler mit vasketøj! Langfinger, jeg kender din type..." Venus forsøgte ihærdigt at få et ord indført, så hun kunne forklare situationen, at selv om hun ganske rigtigt lå midt i, hvad der lignede alt damens pinligt rene vasketøj, så var det et uheld, og der var banditter efter hende og, her rejste Venus sig.
"OG DU ER NØGEN!!!" Venus så ned ad sig selv og mærkede sine kinder flamme op. Varme og kulde rørte hende ikke, på grund af hendes magiske evner,
med undtagelse af når hun blev pinligt berørt. Hun havde ganske vidst stadig sit undertøj på, men kjolen - eller resterne af den - hang nu på tørresnoren, som det eneste. Hun havde ganske vidst haft mindre tøj på, men det var bare noget ved gamle damer, der råbte ad en, som gjorde alting meget værre.
"USØMMELIGT! UTILGIVELIGT! UD AF MIN HAVE DIT UTYSKE! Bare vent til min kusine hører om det her! VAAAAGTEEEEEEER!"
Venus rev Renaéls kappe op fra jorden, slyngede den om sig, hev kjoleresterne ned som om, der var et skybrød var sekunder væk, og stak op så hurtigt som kappe og undertøj kunne holde.
"JEG BEKLAGER VIRKELIG, FRUE!" lød det fra Venus, inden hun nåede om hushjørnet og ud af syne. Hun havde absolut ikke orienteret sig om, hvad der var på den anden side af det hushjørne.