Det var et åndehul fra den travle, støvede gade, som var blot få meter fra terassen, og et samlingspunkt for nogle af Belzeras velhavende - heriblandt en lille mængde fra Kazimi-familien, ikke Fyrstens nærmeste, men blot nogle af dem, der havde arvet en stor mængde af pengene og en lille mængde af ansvaret, som fulgte med familienavnet. Nogle af byens handelsmænd, deres koner og børn var også mødt op - de havde i modsætning til adelen ikke et familienavn bag sig, men kunne også bryste sig af stor rigdom, opbygget i deres eget navn.
Drakhan tøvede et øjeblik ved åbningen, der førte ind til terassen, lyttende til stemmerne, der strømmede ud derfra. Derefter lagde han ansigtet i passende folder, nikkede til vagten, som var placeret ved indgangen og begav sig med et behageligt smil om læberne ind mellem de andre gæster.
Han indsnusede duften af mad, krydderi og den svage duft af havet, og hans glæde blev større derved. Det havde været adskillige, lange måneder i Nordlandet, men endelig var han hjemme, hvor han hørte til: Balzera med dens varme, dens adel og intriger.
Skikkelsen, han bar, tilhørte et mindre betydningsfuldt medlem af Kazimi-slægten, hjemvendt fra eksil. Han var iført gule og røde silkeklæder, det tilbagestrøgne, lange sorte hår og tætklippede skæg skinnede af olie, og han bar smykker på hænder og hoved - ikke alt for prangende, for ikke at træde over sin rang, men passende og komplimenterende tøjet og håret.
"Samik af Kazimi! Jeg troede aldrig, vi skulle se dig her i byen igen." En midaldrende mand, bærende Kazimi-slægtens farver, havde nærmet sig dæmonen i forklædning. Drakhan vendte sig mod ham, nikkende en hilsen. Han rakte kort ud med sit sind for at læse mandens tanker, men fandt intet alarmerende. "Jeg er også selv overrasket, men hjemveen var for stor." Svarede han med et blidt smil, ikke langt fra sandheden. Han vandrede hen til terassens sydlige ende og tog en dyb indånding, mens han så ud over vandet, der glimtede bag de flade, sandfarvede hustage. Han var i sandhed vendt hjem.