Kristala.
Dér. En kvinde med lyst hår passerede igennem markedspladsens menneskemylder. Hun havde en grøn trøje på under en brunlig kappe. Som hun smøg sig mellem to mennesker, forsvandt kappen, og en hat dækkede for det lyse hår.
Liducia havde nær mistet hende af syne, og hun forstod nu hvorfor hendes egne folk havde fejlet i at fange kvinden.
Hardy… Markus … Kristala.
Hatten var allerede forsvundet, og hendes hår virkede mørkere. Havde Liducia ikke netop fået navnet igen, ville hun havde været i tvivl. Kunne kvinden også skifte udseende, eller havde hun lige taget en paryk på hurtigere end Liducia selv havde rejst sig op?
Ennaila … Kristala … Elliot … Kristala!

Liducia optog forfølgelsen. Med den konstante strøm af navne, på de folk, hun så, kunne hun holde fokus på sit mål, selvom denne Kristala var overordentlig kompetent til at ryste forfølgere af sig med sine konstante skift i udseende. Det var sjældent de dygtigste folk fra Mørket, hendes folk fik fanget, så da hun havde hørt om denne ballademager, der forsvandt så let som ingenting fra hendes spioner, havde hun taget sagen i egen hånd.
Kristala blev forfulgt gennem mylderet på markedspladsen, trange stræder, åbne gader og videre op imod de højere dele af Dianthos. De vidste ikke, hvad hun var ude på denne aften, men de agtede at fange hende midt i det og få en masse svar ud af hende. Liducia selv var også i forklædning, som de travede gennem storbyen, ligeledes var de tre folk, hun havde til at følge efter sig - både for at sikre sig, hun ikke blev forfulgt, og for at stå til rådighed, når de havde grebet om kvinden fra Mørket.
Liducias elviske træk var blevet dækket af både sminke og forklædning. Dagen forinden havde hun gnubbet sig med pulver, der sank ind i huden og gjorde den mørkere med en rødlig undertone. Pulveret blev udvundet fra nogle bestemte træer i Sumplandet og havde tjent dem godt, hver gang de skulle være sikre på, at ingen ville kunne genkende dem. De spidse ører havde hun gemt væk bag sit lange, opsatte hår. Engang havde det været gyldenrødt som aftensolen, men nu var det gråhvidt og falmet. Kun få andre væsner vidste det, da hun til møder og opgaveudleveringer bar parykker for at skjule sin alder, så at gå i byen med sit ægte hår var næsten den bedste forklædning, hun kunne bruge. Evigt liv betød ikke evigt ung for alle, og slet ikke for Liducia. Om det reelt var tiden, eller mere mærker efter alle de ting hun havde set, og de hårde beslutninger, hun havde måttet tage, vidste hun ikke, men rynkerne og det falmede hår havde gjort hende til en ældre dame, selvom hendes krop stadig kunne lave vilde spring over hustage og løbe lige så langt, som da hun var 500 år gammel.
Hun kneb øjnene sammen da deres jagt ledte dem ind imod den hellige bydel. Her var langt færre folk nu hvor aftenen sænkede sig, og hende og hendes folk måtte holde ekstra lang afstand for ikke at gøre det åbenlyst, at de fulgte efter Kristala.  Først lignede det bare at kvinden valgte denne rute netop for at ryste eventuelle forfølgere af sig, men da hun sænkede farten, blev Liducia overbevist om, at dette var hendes destination. Ville hun stjæle fra et tempel? Vanhellige det? De tidligere gerninger, de havde fået sporet tilbage til Kristala havde været mere fokuserede på at stikke så mange kæppe i hjulet på Lyset som organisation som muligt, men nu hvor Liducia var blevet ledt hertil, begyndte hun at tænke over de små tegn på vanhelligelse, der også havde været til stede i rapporterne. Små detaljer, men tydeligvis ikke uden betydning.

De fulgte i kvindens hæle over blødt græs og smalle stier, gemt bag de ældgamle, høje træer og det faldende tusmørke. Da hun nærmede sig et af templerne mere målrettet, gav Liducia tegn til sine følgesvende om at tage forskellige ruter omkring templet, så de kunne dække alle udgange. De ville finde andre veje ind i templet, mens Liducia ville følge efter kvinden direkte. Tempoet røg i vejret, så snart hendes skikkelse forsvandt ind bag døren. Liducias lange ben førte hende lydløst hen over jorden, og hun stoppede ved døren og spidsede ører for en stund. Lav fuglekvidder overdøvede alt, hun ellers ville have kunnet høre inde fra templet, og hun sneg sig forsigtigt ind ad døren til en lange gang med døre på hver side og en dør for enden. Liducia kendte templets plantegninger, og vidste at dørene førte ind til små opbevaringsrum, et afsides bederum og et rum til præsterne, når de var i templet. Den store dør for enden ledte ind til den offentlige bedesal, og hun var kommet ind af bagdøren. Der blev stille, så snart døren lukkede i bag hende. De tykke mure holdt al lyd ude og medførte en næsten perfekt akustik i bedesalen, mens alle baglokaler kom til at føles indelukkede. Med varsomme skridt gik hun mod døren til bedesalen, mens hendes ene hånd kærtegnet træet på hver enkelt dør, hun passerede. Da hun nåede døren for enden, lagde hun hele håndfladen mod den glatte overflade. Et kort, skarpt gisp forlod hendes læber.

Måbende trådte hun et skridt tilbage med frygten malet i ansigtet. Det kunne ikke være sandt… De kunne ikke have…? I fem lange skridt var hun tilbage ved døren, hun var kommet ind ad, tjekkede at der var fri bane på den anden side med en hånd på overfladen, og smuttede så ud igen, hvorefter hun straks krøb ned langs siden af bygningen og kiggede rundt om hjørnet. Inde langs væggen lå en af hendes folk med åben strube, men der var ingen fjender at se i nærheden. For en sikkerheds skyld kantede hun sig om på den modsatte side af templet og videre ind i noget buskads, der kunne holde hende skjult. Skumringen kom hende til gode, og hun nåede på afstand, men uden at kunne bekræfte status på de to andre, hun havde haft med. At dømme efter ham, hun havde set, var der ikke store chancer for, at de stadig var i live. Hun bed tænderne sammen og trak sig længere ind i den tættere del af parken. Udgangen ville være bevogtet. Hun ville nok kunne komme over muren, hvis hun ledte længe nok efter et sted uden frit udsyn, men det ville ikke fortælle hende, hvad ved Isari der var i gærde. Med en lille bøn kun sagt i sindet, satte hun kursen mod en af de små marmorpavilloner. Derfra ville hun kunne holde øje med området, være skjult og havde mere frihed til at flygte, end hvis hun satte sig i et træ.



Luften summede af små nataktive insekter. En lille olielampe brændte på det runde bord i midten af pavillonen og tiltrak sig små selvmordstruede myg. Zahinael skruede på lampen og kvalte flammen, hvorefter han rejste sig op. Arbejdet måtte vente, og han måtte spare på lyset. Det kriblede i hans fingre for at høre nyt fra sine underordnede, men vidste, at der nok ville gå en rum tid endnu. Mørket var først lige faldet på, og planen skulle have tid til at udfolde sig. Det var ikke hver dag, man prøvede at lokke et af de mest forsigtige væsner i live i en fælde. Efter to rastløse omgange i den lille runde bygning, gav dæmonen efter og åbnede sin medbragte rødvin. Egentlig var den tiltænkt sejren, men et enkelt glas for at dulme spændingen ville ikke gøre skade. Efter at have skænket sig et glas, kiggede han ned over det arbejde, han havde prøvet at få lavet. Halvfærdige noter lå spredt udover bordet, som han havde måtte stå op og bøje sig hen over, da de skamler der ellers var i pavillonen var helt latterligt lave. De fungerede nu kun som stumtjenere for hans frakke, og selv der skulle der tre af dem til for at der var nok plads. To af hans knive lå hen over pergamenterne, så de ikke blev taget med af aftenbrisen. Måske han kunne få lidt lavet nu? Nej, hellere vente og så rent faktisk være effektiv. Zahinael lod sine tanker vandre og stillede sig hen til gelænderet mellem to solide marmorsøjler. Herfra havde han udsyn til en god portion tempelhave med en lille bæk løbende på tværs indunder et par små plankebroer og hen over nøje placerede sten. Her var alting tænkt over to gange, lige som han godt kunne lide det. Kun de bedste gartnere fik lov til at klippe hækkene, og selv i de områder, hvor naturen fik lov til at boltre sig og vokse vildt, var det meningen. Når Mørket overtog Dianthos, ville Zahinael bo her.
En lyd af bevægelse bag ham fik Zahinael til at dreje rundt, forventende at se en underordnet med gode nyheder. I stedet fik han øjenkontakt med aftenens offer, der uheldigvis stadig var i live.
“Zahinael,” hvæsede kvinden. Hun så ud præcis som han havde forestillet sig - på ingen måde ligesom nogle af de billeder, der var blevet fremvist til ham i årernes løb. Mængden af blade i hendes hår overraskede ham dog.
"Liducia Dyare Leccár," svarede Zahinael med overraskelse i stemmen. "Jeg troede aldrig jeg skulle nå at møde dig."
"Nej, du havde kun tænkt dig jeg skulle mødes med spidserne fra otte armbrøstbolte, havde du ikke?" fnøs Liducia.
“Jeg formoder, de er lige i hælene på dig og rammer dig i ryggen hvert øjeblik, det skulle være?” spurgte Zahinael roligt for at spore sig ind på krisens omfang. Hvorfor kendte hun til hans plan?
“Ha! De ved ikke engang jeg var i bygningen,” gav hun hånligt igen.
“Hmm,” sagde han tænksomt. Noget var ikke som det skulle være. Hun havde været i bygningen, så hun kendte ikke til planen fordi nogen havde stukket dem. Det var også kun de mest betroede folk, Zahinael havde taget med, og ikke engang ledelsen i mørket kendte til hans plan med at tage til hovedstaden. Han kneb øjnene lidt sammen. “Du har en evne jeg ikke kender til, har du ikke?”
Hendes skæve, hoverende smil gav ham al den bekræftelse, han kunne behøve.
I det øjeblik faldt begge deres blikke på de to knive midt på bordet. Derefter låste deres blikke igen. Her stod to af de mest magtfulde væsner i Krystallandet, lige langt fra våbnene imellem sig. De havde begge to utvivlsomt våben gemt på sig hver især, men at trække en kniv op ad støvlen ville tage lang nok tid for den ene til at den anden ville kunne nå hen til bordet, tage en kniv og få et tilløb i sit angreb. Hvis en af dem valgte at tage flugten ud fra pavillonen, ville forfølgeren kunne snuppe knivene og være yderligere bevæbnet. Og eftersom ingen af dem anede, hvor god den anden var til at kaste med ting, var det mest sikre at blive stående for nu og lege lidt med ord. En mulighed var også at gå efter knivene og håbe på at den anden ville reagere langsommere, men de var spionmestre fordi de handlede hurtigt, tænkte alting igennem og ikke tog overilede chancer. Uanset hvad Zahinael tænkte, var han sikker på, Liducia ville nå til samme konklusion.

“Jeg antager, du kender min ene evne,” Liducia tog samtalen op igen nu mindre stakåndet og med fornyet ro i sin stemme.
“Jeg antager det er derfor, du kender mit navn,” svarede Zahinael og valgte at sippe videre af sin rødvin. Hans nerver behøvede ikke blive dulmet mere, men hans hænder havde brug for at lave noget. Det stak i dem for at få lov til at lægge sig om hendes lange, tynde hals, og samtidig var det faktisk en smule mærkeligt for ham at stå over for hende. Den ro, der lå over dem begge og dækkede over deres følelser og tanker, gav ham lyst til at fortsætte samtalen.
“Havde jeg kunnet høre jeres ægte navn havde jeg brugt de sidste tusind år på at binde jer alle sammen og ikke på at lokke jer langsomt ud af skyggerne,” svarede Liducia og lagde armene over kors - sikkert hendes egen måde at holde sig beskæftiget på. “Desuden er ens ægte navn sjældent særligt brugbart,”
Zahinael lagde hovedet på skrå. Hvordan kunne det rigtige navn være mindre brugbart end det, man havde besluttet sig for at hedde i øjeblikket? Liducia svarede, før han nåede at spørge.
“Du tænker lige så meget på dig selv som Skyggen som Zahinael. Jeg ved præcis, hvem du er bare ved at kigge på dig, så du har gjort klogt i at holde dig væk alle disse år.” Liducia virkede højere ved de ord. I forvejen var hun en høj elver, men hendes holdning havde fået hende til at se ældre ud med en smule bøj i ryggen og hævede skuldre. Det hvide hår narrede Zahinaels hjerne til at se flere rynker, end hun egentlig havde, og han forestillede sig, at hun måtte tænke det samme om ham. Mange udødelige væsner kunne man på ingen måde aldersbestemme ud fra fysisk udseende, men lige de to spionmestre… De ikke bare var gamle, de så efterhånden gamle ud. Når man havde set og oplevet lidt for meget, var det ofte tendensen.
“Kløgtig lille elver. Men det har vist været mere held end forstand, Liducia,” svarede Zahinael køligt. “Jeg tænker du nok kender følelsen af at være begravet så dybt i papirarbejde, at man ikke får del i sjoven så ofte mere. Ikke dermed sagt, at jeg ikke har gjort min del af feltarbejdet.”
Et kort glimt af træthed føg hen over hendes ansigt, og det var næsten så rynkerne blev understreget af den ellers camouflerende sminke. Jo, hun kendte det. Nok havde Zahinael kæmpet  mod hende så længe han havde været spionmester, men det var så meget anderledes, end når generaler mødtes på slagmarken. Selv efter 200 år ville skæbnen, at de ikke anede, hvordan hinanden så ud, og at de endte med at mødes ved et tilfælde. Næsten. Det var ikke helt et tilfælde, at Zahinael havde lagt en plan for at slå Liducia ihjel, men han så det som rimeligt usandsynligt at der ikke havde været en spøgefuld gud inde over at få hende til at søge tilflugt i netop den marmorpavillon, han tilbragte aftenen i.
“Og se os nu,” fortsatte han, mens han slog ud med hånden mod deres omgivelser, da hun ikke gav udtryk for at svare. “Begge spionmestre: På feltarbejde.”

Zahinael lænede sig op ad gelænderet. Han havde planlagt det her i månedsvis. Gået ud af sin vej og udenom sine overordnede for at være sikker på, intet kunne lækkes ned gennem rækkerne til de folk, Liducia uden tvivl havde fået inden for Mørkets mure. Det var hele grunden til, at han havde brugt de sidste par uger i Hovedstaden og for det blotte øje umiddelbart ikke havde lavet meget andet end at gå tur i byen, skrive ordre fra sit værelse over bogbinderiet, og så tage sig af enkelte presserende opgaver. De fleste af de folk, han havde til at arbejde tæt på sig, troede nok, han havde tiltusket sig noget ferie, og selv ikke de otte mand, han havde opstillet i templet, havde fået at vide, hvem målet var denne nat.
"Hvordan regnede du ud, jeg er elver? Selv ikke Leoric og hans undersåtter fik nys om det,” spurgte  Liducia og henviste til Kilepræsten, der de sidste to år havde siddet på magten i Dianthos antageligvis med hjælp fra mere magtfulde kræfter. Lysets Dronning var kommet tilbage for kun få dage siden, og Zahinael havde været på nippet til at aflyse hele operationen med det spektakel, tilbagekomsten havde skabt. Han var dog kommet på bedre tanker, da han havde overvejet, hvad han selv ville have gjort i Liducias sted med den lokkemad, han havde lagt ud. Han ville ikke have ladet ballademageren hverken slippe væk eller af sted med flere vandaliseringer, bare fordi det politiske system var blevet vendt på hovedet. Zahinael havde valgt at stole på, at de to spionmestre tænkte meget lig hinanden, og det havde givet pote. En uforudset fordel var, at mange af præsterne opholdt sig andre steder end tempelhaverne efter mørkets frembrud, fordi det trods alt havde været en præsteorden, der var blevet taget i korruption. De fleste frygtede for deres job og betvivlede deres tro, og så havde Zahinael kunne sende sine folk ind meget tidligere end ellers planlagt.
Det havde tilsyneladende ikke givet nogen som helst fordel dog, med Liducias evne til at vide, at der ventede hende et baghold i templet. Vidste hun, hvor mange folk, der var i en bygning? Eller hvor mange våben? Så mange af de gange, Lyset havde fået en uforudset fordel, gav lige pludselig langt mere mening.
"Noget i rapporterne, fik mig til at grave dybere," svarede han. “Der var tidspunkter i årernes løb, hvor jeg troede du var blevet udskiftet, men der var altid et snert af genkendelighed i måden operationer blev udført på, ordre blev givet… Noget fortalte mig, at det stadig var vores lille leg.”
“Leg? Er det det, det er for dig?” En gnist af vrede blev tændt i hendes blik. “Er det sådan du omtaler det, når du dræber mine folk?”
“Nu ikke så hurtigt, Spurvemester,” afbrød Zahinael og skubbede sig ud fra gelænderet. Bevægelsen fik Liducia til at glide den ene fod lidt tilbage, så hun stod mere kampparat. “Det er yderst sjældent, jeg bliver nødt til at dræbe dine folk. De har langt mere værdi for mig indkvarteret på borgen. Især hvis de kan blive overtalt til at arbejde lidt for mig, når de bliver sluppet ud i den friske luft igen.”
Liducia kom med en lav snerren, der viste Zahinael, at hun vidste præcis, hvad han snakkede om. Han havde gjort det til en lille sidebeskæftigelse at få knækket tilfangetagne spioner af Lyset så meget, at de gik med til at gå imod deres tidligere overordnede bare for at få en lille illusion af frihed tilbage. Det var som regel ikke muligt at sende dem tilbage for at infiltrere rækkerne, når de havde været længe væk, men sabotagemissioner var næsten altid en eller anden grad af succesfulde, når sabotøren bar en af Lysets uniformer.
“Men du skal ikke påstå, dine egne hænder er rene,” tilføjede han. Stemmen havde han sænket, faretruende og kold, mens den ene side af hans overlæbe trak opad i væmmelse.
Lysets foretrukne måde at håndterer hans folk på var henrettelse, og det lå Zahinael meget fjernt at have en så lemfældig omgang med død. Hans tid i landet havde for længst lært ham, at man ikke vandt noget ved at tromle over andre og slå hele byer ihjel for at vise sin magt. Det skabte frygt, ja, men det skabte også marker uden bønder. Nej, skulle man dræbe, skulle det være nøje udvalgte personer med magt. Dronning Aldemar. Spionmester Leccár.

Stemningen i marmorpavillonen var blevet trykket. Brisen, der før havde rusket i træernes blade omkring dem, havde lagt sig, og den sommervarme natteluft stod nu stille omkring dem som en klam og fugtig omfavnelse. Zahinael holdt øjenkontakten, mens han rettede på sin skjortes ærmer og satte vinglasset fra sig. Her stod to af de mest magtfulde væsner fra hver side og delte hemmeligheder, som var det standard middagsbordssnak. Men de vidste begge to, hvad der ventede. Kun en af dem, ville gå derfra i live.
“Hvad var idéen egentlig?” Liducia brød stilheden. Hendes stemme var stadig hård, og hendes udtryk var kun blevet mere sammenbidt efter Zahinaels ord. “En alt for iscenesat død midt i et af de hellige templer? Har du ikke rådgivere til at fortælle dig, hvornår du er ved at gå over stregen?”
Selvfølgelig ville hun ikke indrømme, at hun havde lige så meget del i blodsudgydelserne. Hun arbejdede jo for en retfærdig sag, og Isari bød hende sikkert gøre en ende på al ondskab. Zahinael fnøs. Når der kom for meget religion indover ting, mistede folk ofte lidt af deres rationelle sans i forhold til, hvad de anså for at være rigtigt og forkert. Hvis han havde troet på, at hun ville lytte, ville han have gjort et forsøg på at få hende til at forstå, hvorfor hendes metoder tydeligt var hans underlegne. Det var en falsk forhåbning og frihed, Lyset lullede sine borgere ind i, og de ville først opdage det, når Mørket satte sit styre på tronen. Først da ville den sande retfærdighed ske fyldest med hver borger på sin sande plads og hver afvigelse håndteret.
“Måske var det alligevel for teatralsk,” endte han med at svare. “Hm, det her er et bedre sted, det har du ret i.”
Det havde været en smuk tanke med et lig i et tempel, skudt ned af armbrøster, før hun kunne nå at reagere. Otte var lidt i overkanten, det måtte Zahinael medgive hende, men det havde mest været en foranstaltning. Fire kunne nok sagtens havde gjort det, men med viden om at hun antageligvis var en elver på hans egen alder, turde han ikke lade noget være op til tilfældighederne, og han havde indsat det dobbelte alle steder, hvor han følte, det mindste kunne gå galt.
“Udover at du ikke har otte armbrøster,”
“Udover at jeg ikke lige har otte armbrøster,” gentog Zahinael med et nik.

Stilhed sænkede sig over dem. Igen faldt deres blikke på knivene.
I fuldstændig synkrone bevægelser fór de to modsætninger ind mod bordet, gribende mod en kniv med modsatte arme, som var de perfekte spejlinger af hinanden. Hænder lukkede sig om skæfterne samtidig, men der stoppede lighederne også. Zahinael trak sin skulder til siden for at undgå det kommende stød, løftede sin hånd og parerede Liducias kniv med sin egen håndflade. Som Liducia sank sin kniv ind gennem Zahinaels hånd, sank han sin ind i hendes lange hals. Blod sprøjtede ud fra begge sår og en perlerække af bloddråber sprøjtede hen over dæmonens ansigt, mens han hvide skjorteærme blev sølet til af strømmen fra elverens overskårede pulsåre.
For en sikkerheds skyld drejede han kniven en kvart omgang før han trak den ud, men Liducia var allerede død. Øjnene havde mistet deres glans, og munden var frosset i en let måben, blod løbende ud over læberne.
Lysets spionmester faldt til jorden, men hendes hånd forblev lukket om kniven, der derfor blev revet ud af Zahinaels hånd. Han hvæsede gennem sammenbidte tænder. Bare fordi han var god til at håndtere smerte, betød det ikke, at han var upåvirket af at få alle sine sener i hånden skåret midt over. Uden at tænke over sit arbejde, kastede han kniven fra sig på bordet, hvor den afgav et langt blodspor hen over de halvfærdige breve, og med en irriteret vrissen, kom han ud af både vest og skjorte. Vesten var ikke gået helt fri, men det burde skrædderen kunne ordne. Skjorten derimod. Hele det ene ærme havde suget så meget blod, at det var tungere end resten af stoffet til sammen. Zahinael vristede kniven fra sin modstanders fingre og skar  to lange strimler stof fra skjorten, inden blodet overtog det hele. Hurtigt fik han lavet sig en nogenlunde holdbar bandage til hånden, så han ikke dryppede på det hvide marmorgulv, og derefter brugte han resterne af skjorten til at tørre sit eget blod af gulvet og kniven. Der skulle ikke være nok blod at finde her til, at en alkymist ville kunne bruge det til noget fornuftigt.
Den blodige skjorte blev foldet sammen og lagt i et tomt rum i hans lædertaske, hvorefter han med faste skridt gik hen til gelænderet, hvor det stadig halvfulde vinglas stod. Han tømte det i én slurk, fyldte det igen og gik så tilbage til kroppen på gulvet.

Han knælede ned over Liducias livløse krop og strøg lidt hår væk fra hendes ansigt. Dette var deres første og sidste møde. Så mange år imod hinanden. Så mange folk tilfangetaget eller dræbt eller det, der var værre. En ny spionmester for Lyset ville komme til inden for en måneds tid eller to, sådan var det altid med topposter. Men al den viden og erfaring, Liducia endnu ikke havde fået givet videre, ville været gået tabt nu for evigt. Zahinael havde kun såret Lyset, men han havde gjort det ved at skære en hel hånd af. De ville altid være fingerspidser fra at vide, hvad Liducia havde vidst, og præcis hvor vigtig hendes evne havde været for dem. Når det havde taget ham så lang tid blot at opsnappe en smule af dens kunnen, var der med garanti kun få hos Lyset, der kendte til dens fulde potentiale. Man kunne aldrig sikre sig imod evner, man ikke kendte, men Zahinael havde i lang tid sikret sig mod noget, han ikke vidste, hvad var, men hvor visse opgaver altid gik i vasken, hvis de blev udført på bestemte måder. Nu kunne han se tilbage på dem og vide, at Liducias evne havde været inde over. Åh, de ting han ikke kunne gøre nu, hvor han vidste, hun var sat ud af spillet…

Mørkets spionmester rejste sig fra det blodige lig, samlede sine ting sammen og slentrede ud i natten med et let smil på læben og et grusomt glimt i øjnene.