Tid: sidst på aftenen 
Vejr : godt på vej til at blive meget mørt. - Lunt, ingen vind.
Omgivelser : port vagterne og få andre 
Sted : næsten lige inden for sydporten.
________________________________

Det var endelig lykkes Villas at komme tæt på porten ind til hovedstaden, den sidste del af rejsen havde nok været noget af det hårdeste for Villas i hans kort liv. Kampen om at få hans mor med til hovedstaden men at måtte begrave hende, fordi hendes krop havde givet op og ikke at have noget mad til det sidste stykke, andet end de få ting han kunne finde på den sidste del af rejsen. 

Villas havde da også været ved at give op det sidste stykke, men han gjorde det ikke, for han vidste at det ville hans mor aldrig kunne acceptere at han ville have gjort. Han sad bag noget buskgas hvor han kunne se de to vagter ved porten, han vidste at han nok aldrig ville komme forbi dem, hvis han bare gik over til dem. Derfor måtte han lægge en plan, selvom det var svært at tænke ordentligt, når han havde en mave der rumlede højre end hvad godt var! Bare vagterne ikke hørte hans mave larme. 

Han sad stille og tænkte hvordan han skulle gøre det her, han troede virkelig ikke på at han bare ville kunne komme ind af porten men alligevel kom der en ide til hans hoved, det var måske ikke den bedste men om ikke andet så var det jo virkeligt og uden at lyve det han ville gøre nu. 

Villas fik tårerne til at løbe, bare det at han tænkte på at ville bruge hans mors død som undskyldning, for at få vagterne væk. Han gik stille og hulkende over mod porten hvor han ganske rigtigt blev stoppet af vagterne. " Hvad flæber du over" Havde en af vagterne spurgt så snart han var kommet helt over til Villas. " Det bare forbi min mor er meget syg, hun ligger på stien ikke så langt herfra og jeg kan ikke få hende det sidste stykke, jeg er bange for hun er ved at død" Sagde han oprigtigt og grædende, det virkede langt mere ægte end Villas havde håbet på, men det var jo også rigtigt, udover at hun faktisk var død. " Vil i ikke hjælpe mig med at hente hende? jeg kan ikke få hende det sidste stykke" Sagde han bedende og grædende til vagterne. Begge vagter kiggede undersøgende på Villas, og mumlede noget sammen som Villas ikke fik hørt, han hulkede for meget til at han kunne koncentere sig om det. " okay godt! vi går ned ad stien og kigger og hjælper hende her hen, men du bliver lige der knægt" sagde den ene af vagterne og så advarende på ham. Villas nikkede stille og hulkede videre, han blev ved at hulke indtil han kunne se vagterne var et stykke fra ham til at kunne høre ham hulke. Han tørrede hurtigt sine øjne i sin i forvejen beskidte ærme inden han satte kursen i løb ind af porten. 

Han vidste ikke hvor han skulle løbe hen! Men da han fik øje på et sted hvor en mand stod og hentede vand fra løb han der hen og ventede kort der fra indtil manden var væk, før Villas selv ville få fat på noget vand, han var død tørstig.

Victoria havde for én gangs skyld bestemt sig for at holde tidligt fri. Eller det vil sige holde tidligere fri. Normalt var hun ikke færdig med alt det administrative på denne side af midnat. Der var i øjeblikket mange spioner at holde styr på, og hun havde endnu ikke hørt fra dem, hun havde sendt ud for at observere disse nye halvdrager (dragefødte). Det var en grund til bekymring, og hun havde til sidst haft svært ved at koncentrere sig om de andre opgaver, der også krævede hendes koncentration. Derfor havde hun været nødt til at tage en pause og få noget luft.

Victoria var klædt civilt, men hendes trofaste kårde hang ved hendes venstre hofte, mens daggerten sad på ryggen med håndtaget nedad i en holder, der sad fast på den ærmeløse, tætsiddende skjorte. Hun havde ikke ændret på sit udseende, så håret var sort med undtagelse af pandehåret, der havde en rød stribe på hver side af hendes ansigt. Selvom hendes støvler havde hæl, var hendes skridt næsten lydløse. Et talent hun havde tillært sig. Med aftenforbudet ophævet havde hun heller ingen grund til at være uniformeret for at bevæge sig rundt. Det gjorde det også nemmere for hende ikke at stikke ud.

Efter et godt stykke, hvor Victoria blot var gået i den retning, hendes ben førte hende, blev hun vækket til live igen af stemmer i det fjerne, og hun så op. Hun befandt sig ved muren tæt på porten, hvor hun kunne høre vagterne, og hvad der lød som en ung drengestemme. En såret mor? Eller i al fald en i kritisk tilstand. Victoria skulle til at springe til for at hjælpe, men det næste fik hende i stedet til at gå i skjul: Drengen stak af fra vagterne ind i byen? Der var noget uldent ved det her, og hun besluttede sig for at følge efter. Det var højst besynderligt, at drengen stak af, når hans mor var i knibe. Hvilket betød, at han var fuld af løgn.

Victorias evne gjorde sig nyttig på trods af, at der ikke var nogle mennesker; det var nemmere at falde i et med skyggerne og dermed ikke gøre opmærksom på sig selv. Som drengen gik hen til en brønd for at hente vand, valgte hun dog at tage kontakt, så hun trådte ud i lyset. Hun stoppede nogle meter væk fra ham, så der var mindre chance for, at han følte sig truet. "Det var en udmærket historie, men du glemte én ting: intet barn ville forlade sin mor, hvis hun virkelig var i knibe" sagde Victoria, og hun gjorde derved opmærksom på sig selv.

Villas stod og sludrede vand i sig, det var dejligt koldt og han trængte virkelig til det, det var der ingen tvivl om han havde det som om han var en udtørret frugt eller sådan noget. Han havde været dybt optaget af at drikke vand og få lidt vandet i hovedet, så han måske lignede mindre en gadedreng også selvom han inderligt hadede at blive vasket og få vand på sig! Han drak kun vand og kunne han slippe, så sprang han også badet over. Medmindre hans mor tvang ham, men det havde været en mareridt hver gang, hun måtte tvinge Villas til det.

Der var ingen fokus på ting omkring ham, han skulle bare have så meget vand ned som muligt inden vagterne ville komme tilbage til porten og opdage at han havde taget fusen på dem. Han skulle bare sørge for de ikke omringede ham hvis de nåede tilbage inden han var væk igen. Han havde endelig plasket lidt vand i ansigtet… ufghh det var koldt og våd! Han stivnede som han hørte en tale, han havde glemt at holde øje? Var de allerede kommet over til ham? Nej stemmen passede ikke til at være en mand. Han kiggede forsigtigt op og så på kvinden der stod lidt væk fra ham. Havde hun hørt ham? Havde hun stået og luret imens han snyd vagterne? Var hun en vagt? Hun lignede ikke lige frem en der var vagt, kunne kvinder være vagter? ” Tak” sagde han og skubbede til spanden med vandet som skod på kanten så vandet ville sprøjte ud mod kvinden, inden han løb rundt om brønden og satte afsted længere ind i byen. Han anede ikke hvor han skulle løbe hen og om han kunne gemme sig et sted? Han anede jo ikke hvor han var, han havde tros alt aldrig været her før.

Victoria hævede begge øjenbryn over drengens svar. Hvad i al verden takkede han dog for? Så gik det op for hende, at det kun var for at aflede, da hans næste træk var at sprøjte vand efter hende. Hun flyttede sig adræt til siden og undgik derved det meste vand, men hun kunne ikke forhindre mindre dråber i at ramme hende hist og her. Drengen var sat i spurt, da hun så op. Med et suk satte hun i løb. Hun sprang henover brønden for hurtigere at indhente ham.

Victoria havde ikke tænkt sig at lade ham slippe, så hun spurtede alt, hvad rammer og tøj kunne holde, til hun indhentede ham. Planen var at løbe op foran ham, så hun kunne spærre vejen for ham. "Hvis jeg ville skade dig, tror du så ikke, jeg havde gjort det, mens du var optaget af dit vanddrikkeri?" spurgte hun, inden det egentlig gik op for hende, at han nok ikke havde tænkt så langt. Han var trods alt kun et barn.

Villas kunne sagens høre at hun var løbet efter ham, ikke at han synes det var sjovt! Han var bange, som i virkelig bange, for hvad ville hun ikke kunne finde på at gøre ham? Måske hun bare prøvede at sørge for at han fik løbet et sted hen hvor ingen ville se dem, før hun ville fange ham og bure ham inde?

Det var virkelig svært at løbe og prøve at komme væk fra kvinden og samtidig kigge hvor han løb henne. Det var også derfor at han ikke havde set at hun lige pludselig var foran ham, da det gik op for ham, at han ikke kunne nå at stoppe ordentligt op. Han endte derfor med at brage lige ind i kvinden og falde ned på jorden. Han fokuserede ikke på hvad hun sagde, hans hjerte bankede der udad og hans krop var øm og træt. Armene blev ført op foran hans ansigt for at beskytte sig selv, mens han bare sad og ventede på at hun ville blive at slå ham eller tage ham til bange. Men der skete ingen ting, ingen bank eller noget andet, han tog forsigtigt hænderne ned og kiggede på hende. ” jeg har ikke gjort noget” Sagde han og så på hende med en skævelende underlæbe. ” Min mor er død”Sagde han stille og kiggede sig omkring det var rimelig mørkt og han var bange for vagterne var på vej hen efter ham. ”Er du vagt?” Spurgte han stille og blev siddende på jorden.

Victoria betragtede drengen, som han prøvede at beskytte sig selv, men begge hendes øjenbryn skød i vejret, da han begyndte at tale. Han rablede da virkelig derudaf, men intet syntes at være svar på hendes ord. Havde han ikke hørt hende? Eller var det en afledning ligesom før? Nej, han så ikke ud til at ville flygte denne gang. Hun sukkede tungt og satte sig på hug foran ham, mens ansigtet blev lagt i mere milde folder. "Jeg har heller ikke sagt, du har gjort noget" sagde hun forsigtigt. "Det er jeg ked af at høre. Er det lige sket?" spurgte hun igen roligt. Hun havde ikke lyst til at skræmme ham, men ved hans sidste spørgsmål, kunne hun ikke lade være med at slippe en latter. "Du virker som en kvik ung mand. Hvis jeg var vagt, ville jeg så rende rundt i det her tøj, tror du?" spurgte hun, mens hun lavede en gestus mod sit tøj, der absolut ikke var en byvagtsuniform. Ud over den ærmeløse trøje havde hun en stramtsiddende heldragt indenunder og et par langskaftede, ligeledes tætsiddende, støvler med en forholdsvis høj hæl på. Hendes stemme var stadig mild, og hun lagde hovedet en anelse på skrå, mens hun betragtede ham med et smil. "Er du sulten?"

Villas vidste ikke hvordan man kunne se forskel på en vagt og ikke en vagt, han havde aldrig set en sådan rigtigt, kun få gange for de var reddet forbi der hvor han boede sammen med sin mor og den gamle mand. Da hun valgte at sætte sig på hug for an ham og virkede ikke til at ville ham noget ondt. Han kunne ikke helt forstå det? Det var underligt, han var jo ikke her fra og han havde hørt om byer som ikke ønskede at der kom folk som ikke havde noget at gøre, men var det rigtigt? Eller var det bare den gamle mand som havde fortalt ham historier? Han elskede hans historier og kunne sidde og høre på dem i flere timer og nogle gange kunne han godt lide at høre den samme igen og igen for der kom hele tiden nyt på og det var bare så spændende. ” Du vil ikke gøre mig noget?” Spurgte han stille og så på hende, han vidste ikke helt hvor meget han rent faktisk kunne stole på hende, men det var som om hun virkelig ikke var ude på at gøre ham noget.

” Min mor var syg sådan rigtig syg tror jeg, vi ville rejse hertil, fordi den gamle mand sagde at hvis jeg tog min mor hertil, ville de kunne gøre hende rask, men vi nåede aldrig her hen før hun ikke kunne mere” Sagde han stille og kiggede ned i jorden, det var ikke sjovt. Han vidste ikke hvad han skulle gøre nu? Han havde jo ingen tilbage og han var ret sikker på at han ikke ville kunne finde tilbage til der hvor de kom fra alene, og måske den gamle mand ikke var der længere? Måske han også var død eller måske blevet taget til fange?

Villas var lidt uforstående overfor at hun grinte der var da ikke noget sjovt ved noget af dette? Han så væk fra hende og kravlede lidt bagud. ” jeg har aldrig rigtig set en vagt før så jeg ved det ikke” Sagde han stille og så kiggede sig omkring det var svært at se noget i mørket. ” Du må ikke lade vagterne tage mig, jeg har ikke gjort noget forkert” Sagde han stille og så bedende på hende. Men at hun var en kvinde, begyndte at få Villas til at tro på at hun ikke var vagt, for kvinder kunne da ikke blive vagter kunne de? Altså han havde altid fået at vide det kun var noget mænd kunne være.

Som hun spurgte om han var sulten, gav hans mave en højt lydt lyd fra sig som tydeligt indikerede at han var mere end bare sulten, han nikkede stille til hende. ja, vi slap op for mad for måske snart 3 dage siden, så har bare spist de bær og sådan jeg kunne finde, jeg ikke så god til at finde mad og sådan som min mor var” Sagde han stille og valgte at rejse sig op, det var ikke så rart at sidde på jorden. Det gjorde det nemlig sværere for ham at kunne komme hurtigt væk, hvis det blev nødvendigt.

//Undskyld, men jeg kan simpelthen ikke få et svar frem her. Du er stadig velkommen til at tage kontakt, hvis du har lyst til andre emner.