Zirra smilede lumsk til ham ved benævnelsen af pyromani. Drillende i udtrykket, fordi hun vidste, han ville kommentere på det. Havde hun ikke været født med en ordenlig bunke god-hed, havde hendes evne nok vist sig fra en meget mere skræmmende side. 
Hun fulgte med ham over til posen, mens han talte. At bruge sækken som våben, havde hun ikke ligefrem forestillet sig, men det var nok også meningen - hvis de endelig var kommet i kamp, skulle angriberne helst ikke se det komme. Det kunne spionen godt se som en praktisk foranstaltning. Men de var taget af sted om morgenen og hun regnede ikke med, at Alran ville holde hende herude til efter mørkets frembrud, så det var ikke ligefrem fordi de var ude på samme tidspunkt som de fleste skumle eksistenser i og uden for byen. Var Alran bare ekseptionelt paranoid, eller var vejen til netop denne gård ekstra meget tilholdssted for banditter?
Hun rystede tanken ud af hovedet og smed opmærksomheden tilbage på sækken, hvor hun nu kunne skimte metallet skinne i sollyset der hvor læderet ikke dækkede klingerne helt.

"Hvordan ved man, hvad man er mest komfortabel med, Alran?" spurgte hun og så op fra sværdene. "Jeg har primært haft brugt en lidt lang kniv, så at få et langt sværd i hånden er nok en væsentlig ændring. Træsværdene virkede egentlig meget godt for mig, men de er jo heller ikke så tunge som et rigtigt et."
Hun havde svært ved at forestille sig selv med et langt sværd. Især sådan et som hendes brødre svingede rundt med. Hun var så vant til at være den, der kunne falde i baggrunden. Hvis hun endelig skulle have et større våben end sin kniv, skulle hun også overveje, hvor hun havde det. Folk med sværd ved sin side blev lagt mere mærke til i gadebilledet, og det var alfa og omega at Zirra generelt kunne falde i ét og være bare endnu en tildældig byboer på vej til markedet. 

Der var virkelig ikke noget for Zirra at være bekymret for. Og havde Alran lagt mærke til, hvordan hans sarkastiske svar havde fået sendt tankerne i en nedadgørende spiral hos hende, ville han da have sørget for at  lægge et låg på det. Gården var ikke mere sikker end andre gårde, men den var heller ikke særligt eftertragtet af kriminelle. Det var en normal gård, som så mange andre gårde. Området, derimod, var sikkert. Ikke alt for mange landevejsrøverier skete i mark-landet. Røverne vidste som regel bedre end at forsøge at plyndre en bonde for hans vogn fyldt med bønnespirer.

Ubevidst for Alran, fik han hende vist på andre tanker alligevel ved blot at åbne op for den verden, han havde givet en hånd med til at gøre hende parat til. Sværd! ”Meget simpelt! Man prøver sig frem. Selvfølgelig vil man komme ingen vegne, hvis man som et lille skvat valgte et tohåndet langsværd, man ikke engang kunne løfte spidsen op fra jorden,” forklarede han i en tone, som om at det var åbenlys viden. Det var stadigvæk en tone, han havde svært ved at slå helt fra, selv, når han var sammen med en som Zirra. En… han var ikke sikker på, om han egentlig ville kalde hende en ven. Men hun var ikke helt ulideligt at være i selskab med.
”Med et sværd, et helt almindeligt et af smedet, livløst metal, i hvert fald, vil du ikke opleve at der er et bånd. Ikke som du måske ville med en chakrafyldt stav eller hvad ellers. Med et sværd skal du ikke bekymre dig om, hvorvidt din chakra kan enes med det. Så for at netop få følelsen af at sværdet er en forlængelse af din arm, er det i bund og grund med baggrund på din egen kampstil. Og træning.” Man kunne godt hører, at han kendte en del til sit kram på måden, hvorpå han fortalte. Og hvordan han skred videre end bare at give et kortfattet svar. Han ønskede, at hun skulle forstå fundamentet. At kunne dét var hvad der skilte en professionel med en amatør. Om amatøren havde svunget sit sværd mere end den professionelle.

”Så vælg ud af egen lyst. Der vil være øvelse ved hvilken som helst du vælger, netop fordi du ikke er vant til dem. Men hvad jeg prøver at sige er, at skulle du foretrække en sabel men du på nuværende tidspunkt ikke kan styre dens anderledes smidighed, betyder det bare, at det er et punkt du kan arbejde dig frem mod.” Blikket faldt tilbage ned i sækken i takt med, at han satte sig bedre til rette for ikke at få overbalance og ryge ned på bagdelen. ”Men… skulle du være interesseret i et foreslag, ville jeg anbefale dig det her.” Det var lidt svært at finde nede i sækkens dybde, eftersom at sværdet, han søgte, lå allernedest. Det var noget kortere end de andre, og mon hun ikke allerede havde set den slags. Klingen var bred, men grebets værn bredte sig stadigvæk et godt stykke ud over klingens bredte.
Med et let kast, skiftede han sit tag i sværdet fra grebet og ned omkring klingen, der heldigvis havde et tykt lag stof omkring sig, så han ikke risikere at miste adskillige fingre ved stuntet. Sværdets greb rakte han så prøvende frem mod Zirra.

Zirra lyttede interesseret til Alrans ord, mens hun så på de forskellige våbens facon nede i sækken. Det var sværere at se, når de alle var bundet ind i læder, men som han sævnte en sabel, kunne hun godt lidt ane, at en af våbnene var mere krumt end de andre. Hun havde set andre kæmpe med sabler, og det havde været noget af det smukkeste kamp, hun havde oplevet. Og hun havde været rigtig, rigtig glad for, hun ikke havde været den stakkels mand, der havde lagt sig ud med kvinden bag sablerne. 
Hun kunne dog på ingen måde forestille sig selv i den dansende, lette, stadig brutale kampstil. Det virkede som noget, hvor man skulle have overordentligt godt styr på, hvad man lavede. Ikke noget man lærte i basistræning - der var års træning bag sådan noget. 
Flere års træning ville ikke være et problem, men Zirra ønskede noget, der kunne give hende mulighed for at forsvare sig selv sikkert fra starten af, og hvor hun ikke fik sig selv slået ihjel, fordi hun glemte et fodtrin eller lignende. Når det kom til sværdkamp havde hun i det mindste allerede noget viden om fødder, balance og nogenlunde hvordan man beholdt våbnet i hånden. 

Sværdet, hun blev rakt, var den helt rigtige længde. Hun kunne mærke det, så snart hendes hånd lukkede sig om skæftet.  Det var lidt kortere en træningssværdene, men havde næsten samme vægtfølelse. Lidt tungere nede hvor hun holdt fast, perfekt afbalanceret. Hun skiftede det prøvede fra hånd til hånd og svingede lidt med det - i passende afstand fra Alran selvfølgelig. 
"Det føles... Det føles perfekt," hviskede hun forundret. 
Hun havde aldrig troet, at noget ville føles så naturligt i hendes hænder, men netop det her sværd føltes så rigtigt, at Alran ville kunne bilde hende ind, at hun altid havde holdt det i sine hænder. Andre kortsværd, hun havde holdt, havde ikke føltes sådan. Ovrhovedet.
"Hvordan er det her anderledes? Jeg har holdt kortsværd før, men det her... Det føles helt anderledes end dem, mere fast, mere som en forlængelse af min arm," spurgte hun betaget af følelsen, og kom så i tanker om det andet han lige havde sagt. "Og... Er der chakra i stave? Altså, træet er vel dødt efter at være skåret af til staven, så...?"

Alran smilede med et tydeligt hoverende smil.
”Min kære Zirra. Det er mit arbejde at vide, hvilket sværd der passer til folk. Jeg er næsten lige ved at tage din forbløffelse som en fornærmelse på mit håndværk.” Morskab spillede fortsat en rolle i hans ansigt. Ikke engang en lille smag af oprigtig fornærmelse var at finde i folderne. Hverken ved hans mundvige eller i hans øjne. ”Der er som sådan ikke noget anderledes ved det sværd, du har dig det. Det er et standard kortsværd. Men det er smedet, som jeg ville foretrække et sværd som det skulle være,” satte han sig så ellers til at forklare og nikkede afslappet mod det. Hans egne brunrøde øjne lå på sværdet og fulgte hendes bevægelser og sving med det, som observerede han det selv. Det var ved at være en gammel klinge. Ikke noget det ville være penge værd. Ikke noget han kunne tillade sig at sælge til en med penge på lommen. Godt brugt var det også, ville hun se, hvis hun kiggede under stofbeklædningen. Men skarpt og vedligeholdt var det skam også.

Hobah! Og så fik han lige rejst sig fra sin siddende stilling, men kun lige nok til at kunne lade sig selv falde tilbage og placerer måsen tilbage i terrasseplatformen lige bag sig. Det var nu rarere at side sådan frem for på hug. ”Sig mig, har du aldrig hørt om at indkapsle chakra eller ’magi’ ind i et våben?” Han var ærligt forundret over det her. Særligt kommende fra hende af alle personer. Kvinden der havde evnen til at overføre lys fra selve dens lyskilde over på noget andet livsløst? ”Du har ret i at træet, der laver staven, egentlig er dødt materiale, men lige som du kan flytte lys fra objekt til objekt, findes der magikere der kan overvære chakra til objekter. Her iblandt også sværd. Det mest basale er at hæfte det til metallet. Men effekten forsvinder hurtigt derfra. Andre kan gøre det fast. Give objektet sin helt egen chakra center. Og hvis ejerens ikke matcher op med våbenet vil det afvise ham. Eller hende.”

Han rullede prøvende med skulderne i et forsøg på at sætte en nivende nerve korrekt, før han fortsatte. ”Jeg misledte måske ved at sige det som om at sværd ikke kan blive noget magisk. Men… ja. Det var lidt nemmere at bare beskrive det som komplet livløst. Desuden skal der en helt særlig smedningsmetode til for at gøre det muligt, så vidt jeg ved. Jeg kan desværre ikke sige alt for meget om det. Det er ikke mit speciale,” afsluttede han så og hans blik veg faktisk lidt væk fra hende, i det, at han indrømmede sin egen mangel på viden. Selv om udmærket smed, så havde han stadigvæk en masse at lære.

"Jeg har hørt om magi i våben, altså at våbnet i sig selv får en slags evne," svarede Zirra lidt tænksomt ved Alrans ord. "Men bare chakra? Måske er det det, de har ment bare mindre... specifikt? Altså hvad gør det, at et våben har chakra i sig? Kan man så låne chakraen fra det?"
Hun lyste en smule op ved den tanke. Tænk hvis hun kunne finde sig et våben, der havde en chakrareserve, som hun kunne benytte i stedet for sin egen hurtigt opbrugte? På den anden side, hvis det havde været en kendt mulighed, havde hun vel hørt om den for længst. Hendes skuldre faldt en smule, og hun rystede næsten usynligt på hovedet. 

"Men det må være meget anderledes end min evne," fortsatte hun, selvom hun ikke havde fået svar på sit oprindelige spørgsmål. "Altså, jeg flytter lys, men det tager stadig form fra den oprindelige kilde, og jeg flytter hverken varme, lugt eller noget andet med lyset. Dem, der smeder chakra ind i våben må vel gøre det permanent, så chakraen ikke bare forsvinder på uforudsigelige tidspunkter."

Hun stod stadig med sværdet i hånden. Vægtede det. Holdt det i begge hænder, for at mærke, hvordan det lå i venstre hånd også. Hun havde ikke kæmpet meget med venstre hånd, men hun var blevet trænet i at kunne gå for at bruge venstre hånd primært, i tilfælde af at hun skulle give et indtryk af det. Det handlede mest om, hvordan hun holdt et glas vin eller spiste med kniv og gaffel, men måske hun med den generelle intuition om at kunne bruge begge hænder, på sigt ville kunne kæmpe med begge også. Hvordan mon det ville være at have to lidt kortere, lettere sværd? To af det her ville hun nok ikke kunne klare, men en lille daggert den venstre hånd ville måske vise sig en fordel mod en større modstander. 
Stadig havde hun et lille smil trækkende i udkanten af sin ene mundvig. Det føltes så godt faktisk at føle sig ikke-uduelig med et våben. Der var en sitren, en spænding, noget nyt ved det hele. Hun glædede sig til fremtiden, og hvad den ville bringe. Forhåbentlig lidt mere sikkerhed og lidt mindre flugt, når hun kom i problemer.
Zirra var stødt ind i den helt rigtige person, så det ud til, og for første gang i lang tid, følte hun, at guderne havde tilsmilet hende.

Det var nu egentlig nogle komplicerede spørgsmål, Zirra fik stillet ham. Det var lidt af en ballon, han havde fået prikket hul på. Men hun var interesseret. Som en lille pige ved markedets farverige slikbod. Og skulle han være ærlig med sig selv… så kunne han godt lide al det her… at lære fra sig. Han havde da haft små smagsprøver for det før. Bitterhed havde det bare med at lægge det i et skjul efterfølgende. ”Jeg vil ikke sidde her og påstå, at jeg er nogen ekspert i din evne, men jeg vil nok give dig ret i, at det er ret anderledes fra, hvad du kan gøre. Du giver trods alt ikke stenen evnen til at lyse. Du overfører det bare fra noget til andet,” svarede han og lod blikket falde på måden, hvorpå hun håndterede at have det nye våben i sine hænder.
Alran overvejede selv, hvorvidt det var, hvad der passede til hende. Prøvede at studerer, hvordan det lå i hendes hænder, hvordan hendes håndled enten hang eller var naturligt stærk nok til at bære på den forøgede vægt. Det burde virkelig ikke komme bag på ham, hvor meget det korte sværd klædte hende. Ikke bare hendes figur men også personlighed. Knive. Ja, det var måske, hvad hun var bekendt med. Men knive var et så snedigt våben. Den unge smed foretrak det robuste ved et sværd.
”Det er mere, at våbenet for en chakra-kerne. Ligesom dig og mig har en. Ligesom størstedelen af verdenens folk har. Det er hvad der gør, at vi kan bruge magi. Og ligesom vores chakra-kerne vil den blive drænet ved brug men også ladet op igen ved hvile.” Han var så småt begyndt at lyde træt. Ligemeget hvor meget han måtte kunne lide at stå i front som læremester, så var det udmattende, at udtænkte måder at forklare ting, der efterhånden var blevet så åbenlyse for en selv.

Så det var lidt af en lettelse, da han hørte den løse dør ind til gårdhuset lukke i, efterfulgt af rolige, dog tunge skridt henover træplatformen, de to nye og umage venner, sad og tog pause. Hvis de da kom i gang igen. Alran havde det nu ret godt, hvor han var… Dovent lænede han hovedet så langt tilbage som var ham muligt for på den måde, at kunne se tilbage mod bonden, der var kommet ud til dem. Sour-faced som altid. Fremhævet af ansigtsrynker fra hårdt fysisk arbejde hele sit liv. Han havde ikke travlt med at sige, hvad han ville sige. Han stod der blot for et øjeblik indtil, han havde begge deres opmærksomhed. Mon han ikke havde haft børn af sine egne engang?

”Hvis I to har tænkt jer at blive til aftenspise, så må I gøre jeres for, at det står klar på bordet,” brummede ham, som noget af det første, han egentlig havde sagt til dem eller bare sagt i det hele taget, siden de var kommet. Han talte ufatteligt kontrolleret og med et hint af monoton stemmeføring. Han nød en pibe tobak, kunne man høre. Han løftede blikket udover gården og løftede en hånd af klima-skadet læderhud og synlige sener, pegede mod de fritgående høns. ”Vi skal have slagtet og plukket en fugl, hvis I ønsker kød til måltidet. Og en af jer kan hjælpe med kartofler indenfor.” Med ét skød Chléos sit hoved og lange hals op ved nævnelsen af slagtning af en fugl. Strudsen så ikke meget fornøjet ud, også selvom det hurtigt var gået op for den igen, at der var tale om kylling. Og ikke struds. Alran ville heller ikke have været særlig glad, var dét tilfældet.

Vægten af sværdet føltes godt i Zirras hånd som hun vendte og drejede det, mens Alran talte. Det gav god mening, hvad han sagde med chakraen. Ikke at hun forstod det i dybden og hun var nok også lidt misundelig på at nogle sværd måtte kunne have en stærkere chakra end hende selv. Men så igen; de fleste store dyr havde en større chakra end hende. Inden hun nåede at fortsætte den ellers spændende samtale om magi, blev hendes opmærksomhed dog revet mod gårdhusets dør ligesom Alrans.


Zirra havde ikke forventet at møde beboerne på den lille gård. Så det var med et overrasket udtryk og let åben mund, at hun vendte sig mod den aldrende mand. Hun havde været ved at lægge an til at svare Alran, men sætningen forsvandt fra hendes bevidsthed. 
Mad, ja sådan noget skulle de vel have. Hun havde lagt mærke til, hvor sent det var ved at blive, men havde antaget, at de blot snart ville vende næsen hjemad mod Dianthos og klare den slags selv derfra. Zirra lod sit blik glide hen på Alran, og da hverken han eller Chleo så ud til at have planer om at afvise madtilbuddet, nikkede hun let - nærmest for sig selv.
"Jeg tager mig af kartoflerne, så," sagde hun og forsøgte sig med et smil mod den gamle mand, mens hun rakte Alran kortsværdet. "Jeg er lidt for øm i armene til en fugleplukning."

”Og det tror du ikke jeg har?” var Alran hurtig til at kommenterer med blikket tilbage til Zirra. ”Du var squ hård ved mig derude på pladsen. Jeg tror du måske fik mig til at forstrække en muskel i min arm.” Spøgende lagde han en ømmende hånd omkring sin overarm og rullede skuldrene, som for at sætte den på plads og løsne noget ubehag i armen. Han tsk’ede teatralsk over hendes selviskhed, tydeligvis ikke berørt af det på det mindste. Men det var ikke ensbetydende med, at han ikke kunne lave lidt sjov med det.
Han lænede hovedet tilbage endnu engang, så på bonden, som ville man på nogen måde finde den mindste form for medlidenhed i det faste blik, der lå over dem begge. Kun afventede deres svar, så han kunne komme videre med sin dag. ”Kan du tro, at den kære Zirra Reynlest her er så hjerteløs.” Bonden rørte ikke på sig. Ikke så meget som en krøllet mundvig eller et morende glimt i øjet. Alran havde skam heller ikke forventet andet. Den mand var lige så tør som de tørrede blomster, han havde hængende i sit hus. Hvis ikke tørrer. Ville ikke undre Alran meget, skulle der komme nyheden om, at bonden var blevet til støv dagen Kile skulle åbne døren for hans sjæl.

Alran lod ikke spøgen hænge i luften mere end et par sekunder, før han brød sin elendige illusion af seriøshed med et både kækt og skævt smil i retningen af Zirra. Sværdet tog han fluks imod og begyndte straks at finde plads til det i sækken sammen med de resterende. ”Men hvilken mand ville jeg være, hvis jeg ikke tog mig af det hårde arbejde. Hvor mange fugle, skal du bruge?”
”Bare én.” Jep. Tør.

Stiv som havde pausen vare en tand for længe, kom Alran så tilbage på sine ben. Kunne være han skulle spørge Zirra om at holde ham i gang? Hun virkede altid til at have meget mere krudt i røven end han havde. Rigeligt til sig selv og ham samtidig. Og med et sidste forsikrende blik mod hende, travede han tilbage ud på gårdspladsen, hvor hønsene var vendt tilbage til at hakke i jorden efter rester af gryn eller korn, nu hvor de to giganter ikke sloges omkring.

Zirra morede sig gevaldigt over Alrans spøgefuldheder. Havde han været hendes sværdtræner, da hun første gang var blevet sendt af sted, ville hun med garanti ikke være blevet sendt hjem så hurtigt. Så ville hun havde gjort en ekstra indsats for at gøre ham stolt og glad og grinende. Hun lo af hans falske ømhed og gav ham et halvhjertet dask på den antageligt forstrakte arm, inden han forsvandt ud på gårdspladsen igen. 
Selv fulgte hun med den tavse bonde ind for at skrælle kartofler. At det var næsten lige så hårdt arbejde for overarbejdede armmuskler, havde hun ikke lige overvejet, og da hun endelig kunne smide den sidste gule rodfrugt i gryden, var hun klar til at amputere begge arme bare for at slippe for den krampe, der gik i dem med jævne mellemrum.

Alran blev kaldt ind, og Zirra hjalp med at tilberede både fugl og tilbehør, dække bord og ordne opvask ind imellem, for hun følte hun burde hjælpe så meget til som muligt, nu hun var ubuden gæst på gården. Helt ubudne kunne de vel ikke være, egentligt, for Alran var trods alt ikke blevet smidt ud. Havde bonden ventet dem? Det havde mere lignet, at han vidste, det kunne ske, men at besøget kunne ske når som helst. Derudover havde han lignet, at han ikke rigtig havde haft lyst til at det skulle ske - men måske den del bare var bondens ansigt sådan helt generelt. 

Starten af måltidet blev nydt i stilhed. Zirra skovlede æde ind på den pænest mulige måde, hvor hun stadig fik så store mundfulde som muligt. Så snart den første bid havde rørt hendes mave, var der blevet skreget på mere indtil hun havde fået mindst ti skefulde indenbords. Så sulten man blev af træning! 
Lysten til at spørge, hvem bonden var, og hvad hans forhold til Alran var, var overvældende, men Zirra bed det i sig og arkiverede det med spørgsmål, som hun kunne stille Alran på vej hjem på Chleos senere. 
"Så hvor mange gange skal vi gøre det her, før jeg kan begive mig ud i den slags i mit-eh-arbejde?" spurgte hun og håbede ikke, at det virkede som et alt for mærkeligt spørgsmål. Bonden vidste trods alt ikke, hvad Alran vidste om hendes arbejde.

På grund af freden, der havde lagt henover aftensmaden, kom spørgsmålet som ud af ingenting. Stoppede Alran midt i at tygge igennem en smule kyllingekød til fordel for at løfte blikket mod hende henover bordet. Han skævede kortvarigt mod bonden, der så mere ud som en, der var blevet forstyrret midt i sit måltid frem for at være særlig interesseret i, hvad den kryptiske meddelelse skjult i hendes sætning havde af betydning. Han var nu en god nok mand. Havde lært at ikke stikke næsen i hvad andre folk havde på bagen allerede fra en tidlig alder.

”Så du er ikke blevet helt skræmt væk af det endnu?” svarede han hende, godt nok med et spørgsmål. Og en oprigtig forundring, der lå og brummede i stemmen. Han havde haft tæt på ingen forventninger til, hvordan det hele ville gå. Hvordan hun ville have været med et sværd i hånden – legetøj eller ej. Hvordan hendes iver ville have holdt sig! Den havde jo ligefrem steget for hvert sving, hun havde gjort med våbenet. Men det betød også, at han egentlig ikke havde gjort dig nogle forventninger om, at fortsætte.
Han sænkede blikket igen. Vendte tilbage til sit lår, pillede fortsat det mørke og fedtrige kød af knoglen, bid for bid. ”Jeg er ikke nogen læremester. Du vil gøre dig klogere i at finde sådan en frem for mig. Du vil gøre hurtigere fremskridt på den måde. Jeg kan kun lære dig så meget, du ved.” Et latterfyldt fnys kradsede fra hans strube. Minder strømmede til hans hoved. Om hans tid før Dianthos. Før han havde taget ud på sin endeløse rejse for at finde sig selv. ”Selv min mor ville sikkert kunne give dig bedre kamptræning end mig.”

Flygtigt suttede han spidserne af sine sorte fingre rene fra fedt og fuglesaft og pegede dovent den nøgne knogle imod Zirra. ”Du har…” Igen skimmede han vej til bonden, der havde vendt tilbage til sin egen tallerken. Han rejste sig endda inden længe og efterlod det unge par ved bordet for diskret at gå i gang med afrydningen.
”Du har muligheden for at blive trænet i Hæren. Med dit potentiale vil det kun tage for dig at vise dig på træningspladsen. Og du ville vælge smeden, der sliber krigernes sværd.” Det var næsten komisk. Måske var det den milde honningvin, de havde drukket til maden.

"Jeg har ikke bare lige muligheden for at blive trænet af Hæren, Alran," protesterede Zirra og lagde sin gaffel ned på tallerkenen lidt hårdere end nødvendigt. "Det beviste jeg for alle, da jeg var ti år gammel."
Hun huskede kun alt for tydeligt, hvordan hun havde haft så meget at bevise da hun var blevet sendt til sværdtræning, og hun havde skuffet alle. Hun havde været så nervøs, at hun var faldet på halen ved nærmest hvert eneste slag, og det havde ikke hjulpet, at nogle af de andre børn, kendte hende fra svagmagi-holdet. Enten lo de af at hun ikke kunne bruge sin magi til noget i sparringen, eller også brugte de deres egen magi til at vælte hende, hvis de kunne, velvidende at hun ikke kunne gøre nogen væsentlig gengæld.
Ridderen, der stod for rekrutteringen, havde heller ikke haft et godt øje for at hjælpe de svageste op på et højere niveau, men tog kun de stærkeste i flokken og lod dem begynde træning i hæren. I det mindste var han blevet afsat nogle år senere - ellers var Sorris aldrig kommet gennem nåleøjet. Havde han ikke været det, havde Zirra så i det mindste ikke været den eneste i børneflokken, der ikke havde modtaget kamptræning hos hæren. 
Men sket var sket, og spionagen havde nok altid været et bedre erhverv for hende. Og nu havde hu nmuligheden for at lære noget kamp - det var ikke en mulighed hun sådan lige lod glide væk mellem sine fingre.

"Jeg får intet ud af at sende en forespørgsel ind nu," fortsatte hun lidt mindre oprevet. "De vil blot fortælle mig, at de ikke vil sætte mig på træningshold sammen med børnene, og at de ikke vil spilde ressourcer på enetræning. Mine brødre har for travlt til at lege læremestre, og de ville aldrig kunne få sig selv til at gå nok til mig alligevel." 
Hun holdt en kort pause. Så ned i bordet, for så at løfte blikket og møde Alrans. 
"Så ja, jeg vælger smeden, der faktisk virker til oprigtigt at ville lære mig det her."

Der var noget i ham der hærdede så snart, at hun begyndte at hidse sig op. Noget der virkelig havde lyst til at spytte ud, om hun overhoved havde prøvet at genvaliderer sig selv siden hun var disse ti år. For i hans hoved lød alle hendes undskyldninger nærmere som ren og skær stædighed og et stødt ego, der havde hakket i hendes selvtillid. Havde hun fortsat på den måde, så havde han nok også ladet hende høre alle hans forreste tanker, men hun fik vist selv talt til ti, og det blev straks nemmere for ham at have medlidenhed med hende. Der var en del af ham om relaterede til hende. En del han ikke var vitterligt glad for at anerkende.

Alran var nød til at se væk fra hende igen. Han havde gloet lidt for meget på hende, mens hun havde… forklaret sig selv. Og hans blik havde nok vist sig en smule hårdt for hende. ”Du er en underlig tøs, frk. Reynlest,” blev det eneste der forlod hans mund derefter, før han blev stille i et længere stykke tid. Det blev sagt sagte og ganske blidt. Der kunne snildt have gemt sig en form for opgivende suk i hans stemme – det var næsten at forvente af ham – men det gjorde det ikke.
”Jeg kan ikke tilbyde at træne dig hver dag. End ikke hver anden dag. Men dage hvor smedjen ikke er travl kan vi tage herud fra morgenstunden og gøre op for de kortere timer, andre dage,” sagde han så endelig. Hvad ved Zaladin var det han var ved at sige ja til?! Han var en smed!... Og alligevel lod han sig glide med på den underliggende glæde han havde haft af at svinge sværd med Zirra. Set hende stråle, når hun følte, at noget havde lykkedes hende. ”Jeg har kun én betingelse. Jeg kræver ikke betaling så længe, at du gør dit bedste og fortsat presser dig selv. Men…”
Han så stadig ikke på hende, idét han satte sig ordentligt op i sin stol, førte en hånd om i nakken til de svedfugtige hårtotter og kløede distraherende. Hovedet drejet lidt væk. ”… fortæl ikke nogen, at jeg gør det for dig. Du kan snakke alt hvad du vil om, at hvad du laver, men undgå helst at nævne mit navn.”

"Tro mig, Alran, jeg vil ikke nævne det for en sjæl..." svarede hun stille, stadigt med øjnene mod bordets revner og ridser. "Jeg ville ikke få opbakning alligevel. Men hvis jeg en dag gør, mod forventning, skal jeg nok sørger for ikke at nævne dig. Det har du mit ord på."
Med de sidste ord hævede hun blikket og mødte hans med hvad hun håbede var et tydeligt udtryk af oprigtighed. Det var ret meget uden for Alrans område at træne små spionpiger, og han kunne sikkert komme i en masse problemer, hvis folk vidste, at det var det han brugte sin fritid på. Lige så mange problemer, som hun selv ville få. Nok var det nyttigt at kunne forsvare sig selv, men hvorfor brugte hun ikke tiden på noget, der kunne bruges i dagligdagen? Noget, der ville gøre hende til en bedre spion. Hendes arbejde involverede sjældent vold, og når det gjorde, var hun ikke sikker på et par timers træning med sværd ville gøre megen nytte mod en trænet sværdkæmper. 

Men lidt havde også ret og det var disse få timer der skulle gøre forskellen, når hun en sjælden gang befandt sig i en situation hvor netop det gjorde forskellen på hendes liv eller død. Så ville hun ikke pludselig finde sig selv bevidstløs på gulvet i en brændende bygning igen. Nok havde tyvene været kompetente, men med bare en smule træning og et rigtigt sværd, havde hun nok kunne drive dem bort før de fik slået hende til jorden. 

Færdig med sit tankespor rejste hun sig op og skubbede stolen pænt ind til bordet igen. Et kig ud ad vinduet viste hende, at skumringen var nær. 
"Vi bør nok også snart vende snuden hjemad," kommenterede hun. "Før mørket falder helt på. Selv uden udgangsforbuddet, synes jeg stadig folk har nerverne uden på tøjet om natten."

Overrasket vendte han øjnene mod hende, før han drejede hovedet til at følge med. Hun tog det pænere, end hvad han havde kunne frygte, hvilket i sig selv var noget af en lettelse. Han havde selv lagt mærke til, hvordan det havde kunne lydt. Nævn mig ikke. Som om han skammede sig over at træne hende. Han bekymrede sig nok for meget om sine ords effekt, når han kastede dem efter Zirra. Det havde han også gjort før. Og selv dér havde han ellers været blevet bekræftet på, at han ikke havde meget at være bekymret for. Men alligevel nægtede bekymringen åbenbart at falde fra.
Han så væk fra hende igen. Slog blikket samtidigt med at han fjernede hånden fra nakken og sad med lidt mere rolige skuldre. ”Tak,” brummede han, nærmest rømmende, som var det ikke et ord, der normalt lå ham godt på tungen.

Længe nåede han dog ikke at sidde og hænge over sin ellers så godt som tomme tallerken, før lyden af hendes stol, der blev trukket henover gulvet, automatisk løftede hans hoved og blik op mod på hende. Så hende rejse sig og fint stille stolen på plads. Det var noget uventet, og det kunne da ses i hans ansigt, der udtrykte sig i undrende overraskelse endnu en gang. Hjem? Han fulgte hendes blik mod vinduet. Han havde ærligt ikke tænkt over hjemturen. Ikke endnu. Det var så normalt for ham at bare overnatte her på den lille gård, når han alligevel blev hængende så længe, som de havde nu. At det ikke havde været en del af hendes plan havde ikke helt faldet ham ind. Men det var vel også for det bedste?
Med en lettere beklagende krop og til trods for, at han havde håbet at kunne sidde og spytte i sin honningvin lidt længere, kom han selv ud ad sin stol. Skubbede den noget halvhjertet på plads med den ene fod, inden han langede sig ind og hendes service sammen med sit eget.
”Du har ret. Det går heller ikke at vi ubelejliggør os mere her.” Alran skævede mod bonden, der i mellemtiden havde smidt sig i en slidt lænestol nær den tændte pejs i den mere stue-lignende afdeling af den åbne stueetage plan. Han var god til at ikke stikke næsen i andre folks ting og sager. Smedjen hævede sin stemme en smule: ”Jeg kommer forbi og ordner trillebøren inden for nogle dage, som lovet.” Bonden brummede sin tak fra sin plads uden at se meget væk fra ilden, der varmede hans slidte legemer.

Tallerknerne blev lagt i den fyldte træbalje i vasken for at bløde op, før han førte Zirra ud ad døren. ”Du er ikke for øm til at ride tilbage? Vil tage en evighed til fods,” lavede han lidt sjov med. Med solen nede var der blevet betydeligt køligere, men man kunne stadig fornemme sommervarmen. Det var blot blevet en smule mere friskt.

Udenfor skulle Zirra lige bruge et par sekunder på at lade øjnene vænne sig til tusmørket. Hun så Chleos komme trippende hen imod Alran, så snart han viste sig i døråbningen. Hun sendte fuglen et træt smil, selvom den sikkert var ligeglad, og så trådte hun ud i den kølige aftenluft. Den friskede hende lidt op, men samtidig gjorde den hende også opmærksom på, hvor enormt træt, hun var. Nu havde de siddet ved middagsbordet og deres lemmer havde fået lov til at hvile sig i noget tid, og nu hvor hun brugte sine muskler igen, skreg hele hendes krop på en varm seng, et tæppe og en god, lang nats søvn. Og hun vidste bare, at det ville blive værre i morgen.

"Jeg tror det vil være hårdede at gå tilbage til byen end at ride," svarede hun og formåede at sende Alran et skævt smil. "Så længe jeg kan holde godt nok fast om dig, skal det nok gå. Så må vi bare håbe på, mine arme lystre! Det må være et godt tegn, at jeg er så øm, som jeg er."
Hun masserede sin ene skulder lidt med sin hånd og klappede Chleos, da strudsen kom helt hen til dem. Hendes hender duftede sikkert af god mad, som fuglen ikke havde måtte deltage i. Tranebær var sikkert også at foretrække. 

"Må jeg spørge hvem de er? Dem her på gården?" spurgte Zirra vagt, mens hun gjorde sig klar til at komme op bagved Alran og endnu engang suse ud ad landevejen. 
Hun havde hele dagen været nysgerrig på, hvilken forbindelse Alran havde hertil, når nu han havde fortalt hende, at han var opvokset hos en orkklan. Manden på gården her var ingen ork. Måske en tidligere læremester eller en ven af smedjen?

Alran klukkede lavmælt men stadig ganske morende, og så snart lyden var væk, blev Zirra mødt af et lige så skævt smil, som dét hun havde sendt i hans retning. Når alt kom til alt, så var det virkelig ikke helt forfærdeligt med hendes selskab. Hun havde vokset på ham på relativt godt ud. Og han kunne vel håbe, at hun heller ikke foragtede ham. Var det tilfældet, ville han næsten være helt imponeret over, hvor godt hun skjulte det for ham. ”Dine ben vil hurtigt blive varme igen efter de første par 100 meter hjem. Men dit argument tiltaler mig også mere end at tage turen på gåben.”
Det høje trin ned fra terrasseplatformen blev taget i et let hop. Gruset knasede endnu engang under hans sko, og endnu mere idét han gjorde en vending på stedet og greb omkring sækken, der blot var blevet efterladt udenfor, mens de havde spist. Den raslede og klingede atter genkendeligt. Med Chléos distraheret ved brug af Zirras tilstedeværelse – han sværgede! Den fugl vidste mest kærlighed for alle andre end ham – så han til at kaste sækken op på ryggen af fuglen, der heldigvis kun reagerede lidt misfornøjet med et skrap af ham.

”Torben Kjellsøn?” Det var vel at forvente, at hun spurgte indtil gården ejer. Eller ejere, som hun antog. Alran så sig kortvarigt mod huset, inden han vendte tilbage til at sikre sækken lå ordentligt, inden han steg op som den første.
”Jeg kendte hans søn. En venlig knægt, det var han. Han havde en interesse for sværd og kom ofte forbi smedjen bare for at se på, når ham og hans far var taget ind til byen.” Han rakte ned efter hende for at hive hende op. Hans muskler var tæt på lige så ømme som hende, men de havde været stive og brugte længe før de overhoved havde kendt noget til hinanden, så hvad gjorde lidt ekstra arbejde. Hun vejede trods alt ikke det helt store. Bare hun ikke blev hængende i hans arm for længe, gik det nok.

Han satte sig bedre til rette. Sørgede for ikke at fylde det hele, selvom de stadig var nød til at sidde lidt tit. ”Pesten tog sønnen og hans kone. Så nu kommer jeg af og til og hjælper til med småting,” afsluttede han næsten for nonchalant, havde det ikke været for mørket i hans stemme. ”Jeg holder på tanken, at han sætter pris på det. Om han ved, at jeg også gør det for at tjekke om, han stadig holder ordentligt ved, mistænker jeg. Den mand ser måske godt brugt ud, men han er ikke helt blank.”
Et enkelt hep! og strudsen satte i gang. Ud af gården. Men denne gang gik tempoet en del langsommere. Frem for at løbe af sted, så luntede den nærmere.

Zirra tog imod Alrans hånd og kom op på strudseryggen med et støn af udmattelsessmerte. Hendes muskler skreg efter varme og afslapning, og de var straks klar over, at de lige skulle klare hele turen hjem på struderyg for derfra at gå fra smedjen og hjem til Zirras lejlighed. For ikke at tale om trapperne op til hendes loftsværelse - åh, trapper af alle ting!

"Det er jeg ked af at høre," svarede hun til hans beretning. "Pesten ramte hårdt. Jeg er heldig, den ikke tog min storebror. Han var udsendt til at hjælpe nogle af de udsatte områder."
Vinden tog fat i hendes hår, selvom tempoet var langt lavere end på udturen. Chleos var også blevet træt, virkede det til, og Zirra kunne absolut ikke bebrejde fuglen. Nok havde den ikke trænet, men dagene var ikke varme endnu, så den havde nok brugt mere energi end man lige troede på at holde sig varm imens den ventede på sin rytter og hans nye fritidsaktivitet. 

"Det er en god gerning, du gør," tilføjede hun, mens hun ændrede sit greb lidt og lagde armene bedre til rette om Alrans mave. "Torben er heldig at have dig til at holde øje med sig."

Mere sagde hun ikke. Mere havde hun ikke brug for blev sagt. Pesten var stadig i alles erindring og der var ingen grund til at røre alt for meget mere i den suppe. Det var vigtigere at tage sig af de efterladte, og det varmede Zirras hjerte at høre, at Alran gjorde det. Nok kunne manden virke kynisk udadtil, men hun var ikke i tvivl om, at hans hjerte var smedet i guld.

”Ja. Heldig. Det er vel, hvad vi var,” tilføjede han lige så afsluttende, ordene svøbt ind i et tungt suk, som hun havde givet udtryk for at gøre. Det var et nedtrykt emne at bringe op. Og det var et endnu ømmere punkt for ham. Han havde ikke så meget som stået med chancen for at blive ramt. Han huskede svagt beskyldninger rettet mod ham selv i perioden, hvor plagerne for alvor havde taget højder i både katastrofer og… dødsfald. Mange havde prøvet at forsøgte sig om, at Chance havde gjort sit yderste for at holde sine heldige arme omkring alle. Men det havde tydeligvis ikke være godt nok.

Alran gled stille og roligt til at blive stum, som de begav sig ud i det åbne landskab og fandt de små landeveje hjem igen. Stemningen var dog ikke helt så tung, som den kunne have været. Han var bare træt. Og det var hun uden tvivl også. Brugt godt og grundigt. Fra tidlig morgen til nu, hvor sommersolen endelig begyndte at gå ned vest. Den lagde et behageligt lys henover Safiriens grænseområde. Tog de syd på hvem for nord på var han sikker på, at Zircons ville være et lige så skønt syn, badet i det samme sene eftermiddagsskær.
Efter noget tid blev tempoet sat op. Atmosfæren i landet kunne være åh, så idyllisk, men Zirra var ikke den eneste der længstes efter deres ankomst tilbage i hovedstaden. Han savnede ikke de travle gader, men det var begyndte at summe i fingrene. Og Chléos var blevet varm igen, så selvom strudsen ikke virkede til at være helt får det til at starte med, så begyndte den at løbe i et godt tempo og med en glad rytme indenfor de begyndende øjeblikke. Den lange hals løftet og de store fjer hoppede pjusket ved de lange og springende skridt.

En enkelt gang eller to vovede Alran at slippe sit eget tag i den store ride-fugl for at flytte rundt på hvordan Zirra holdte fast omkring ham selv, når han kunne mærke hendes hænder glide eller lægge for ustabilt. Han havde ikke været bekymret for, at hun ville falde af, da de var taget af sted tidligere, men nu kunne han lige så godt gøre sig den smule mere sikker. Han ville ikke have et uheld skulle ske. Det kunne gå udover dem begge..
Inden længe begyndte Dianthos’ høje murer at komme til syne i horisonten. Ligesom toner af lilla kom mere og mere frem i solens orange lys.

Dianthos var lige så smuk her i aftensolens varme skær som i de kolde, klare morgerner. Hustage ragede op over bymuren for at bade sig i det sidste, sparsomme lys, og røg fra skorstene snoede sig op imod himlen i snirklende mønstre. Et bevis på alle de levende væsner, byen husede. 
Zirra var ved at døse lidt hen der bagpå fuglen, som havde sænket tempoet til et stødt, søvndyssende trav. De stødte bevægelser rystede varme ind i hendes ømme lemmer, og de bløde fjer under hende fik kun længslen efter en varm seng til at stige. 
Dog kunne hun godt påskønne udsigten gennem de halvt åbne øjenlåg. Nogle gange glemte hun, hvor smukt et land, de boede i, når hun blev for fokuseret på arbejde.

Inden for murerne var gadens liv stilnet af til den vanlige aftensummen. Et par enkelt børn nød de sidste minutters leg inden de ville blive kaldt ind, og det var endnu for tidligt til at se de nataktive i gadebilledet. Da Chleos blev stoppet foran en af bystaldene - Zirra gættede på det var der, de var, ud fra omgivelsernes lugt - tvang hun sine øjne åbne og lidt bevægelse ind i sin krop. Det var et sandt helvedde at komme ned fra fuglen. Selv med hjælp, følte hun at senerne ihendes ben blev trukket for hårdt fra hinanden, og armene kunne hun lige så godt lade ligge - de ville ikke være til megen nytte i morgen alligevel.

Alligevel formåede hun at smile til Alran. Det var dog et meget, meget træt smil. 
"Tak," sagde hun og gned sig i det ene øje. "Det betyder virkelig meget for mig at du gør det her. Måske især fordi vi ikke kender hinanden så godt, og det egentlig er mig, der skylder dig mit liv og ikke omvendt."
Et gab trængte sig på, og hun lod det overvælde sig med stor styrke. Åh en seng... Snart.
"Jeg tror jeg kommer til at sove halvdelen af dagen væk i morgen, kan jeg slippe afsted med det," kommenterede hun med et halvt grin - hun var simpelthen for træt til at lægge mere styrke i det - og tog et skridt baglæns som tegn på at hun ville til at daffe, men dog ikke med mere hast end af Alran kunne nå at sige noget inden.

Alran landede noget hårdt på jorden, da han fik svunget af sin struds. Selvom han var noget mere vant til det hårde fysiske arbejde, som de havde brugt dagen på, så føltes hans muskler tunge som brosten. Hver enkelt af dem. Det var næsten misundelsesværdigt, at se hvordan strudsen stadigvæk forblev så let og luftig i sine bevægelser. Hvis der var en i blandt dem, der i sandhed var imponerende, så var det Chléos.
”Du kan betalte mig tjenesten tilbage en dag,” svarede han tilbage, som han med et skævt smil betragtede den lyshårede kvinde stå og kæmpe imod udmattelsen og trætheden. Hun havde holdt godt ud i løbet af dagen. Langt bedre end han oprindeligt ville have forventet af en sekretær. Et stillesiddende arbejde gav som regel ikke en den form for smidighed, men det gav mening, nu hvor han kendte hende bare lidt. Hun ville det gerne, det her. Det var i hvert fald det indtryk, han havde fået af hende. …Hvornår havde han sidst haft sådan en passion for noget?

Som han vendte sig mod strudsen for at aflæse den store sæk, gav han samtidigt et let fnys af en latter over hendes forudsigelser. En seng lød virkelig fristende lige nu. ”Skal je-…” Længere nåede spørgsmålet ikke at komme frem, idét han flygtigt så sig over skulderen mod hende og blev stum, stadig med munden let åben. Nej. Noget i hendes skikkelse mindede ham hurtigt om, at hun var en kvinde, der kunne klare sig selv. Om hun så med et smil ville have takket ja til at blive tilbudt om at blive fulgt hjem eller ej. Det var ikke engang helt mørkt endnu. Der var ingen grund til at presse deres allerede daglangt sammenkomst yderligere. Sækken faldt endnu tungere end han selv havde og strudsen rystede automatisk i sin fjerpragt. ”Se til at kom hjem i et stykke, okay? Jeg sender et bud, når der er tid for os til at mødes igen. Indtil da, vil jeg anbefale at få behaget dine muskler. Der kan ikke gøres meget fremskridt med en stiv krop.”
Sækken blev i et let anstrengt sving svunget henover skulderen, og som han atter så tilbage på Zirra, blev hun givet et fluks blink med det ene øje efterfulgt af et nik med hovedet for at tillade hendes aftrædelse, hendes afsked. Intet håndtryk eller kram.

Alran blev ikke stående længere end at hun vendte snuden hjemad, før han selv begav sig ind i bystalden med strudsen, loyal som en hund, sådan som den fulgte ham. Pludselig følte han sig punkteret, og hans ansigt faldt tilbage i sine naturlige folder af manglende imødekommenhed. Plejen af sin struds forgik i stilhed, mens tankerne hvirvlede rundt i hovedet på ham. Det havde ikke været en hel dårlig dag, men han kunne ikke undgå at føle noget krybe nær…