Følelserne måtte havde været der længe efterhånden. Dulmet i brystkassen når hun smilede og lo. Når hun pillede ved sit hår og snorede det om en finger. Bumi var fuldstændig forgabt i hende, og havde været det i flere måneder. Men hvordan skulle han sige det? Hvad hvis hun ikke følte lige som ham. De var rejsepartnere! Han ville ikke spolerer det. Hvad nu hvis han aldrig ville se hende igen? Bumi fik optegnet selv de værste mulige scenarier i sit hoved, og selvom hans logik vidste at Peony aldrig kunne finde på at slå ham væk, selv hvis hun ikke følte det samme.
Han havde efterhånden vandret frem og tilbage ved bredden af den lille sø i et par timer nu. Måske hun var ved at blive urolig for hvor han var. Specielt når han havde sagt at han bare lige ville hente noget brænde til bålet. Den tanke fik ham til at gnide hænderne mod hinanden. Oh for søren da også! "Okay, du siger.. nej.. du.. nej.. Hvad med... nej.. nej nej..." han tog en lille blomst op der faktisk efterhånden sang på sidste værst nu vinteren for alvor var ved at komme. "Måske?" han holdte den fremfor sig med et smil på læben, for derefter at lade armen falde igen og se helt slukøret ud. "Nej..."