Juno havde altid taget chancer i livet. De kunne kaldes risikoer, men Juno så positivt på det - der kom meget mere godt ud af det, end der kom dårligt.
Han tog stadig chancer, selv efter alt hvad der var sket de sidste par måneder. Og han brød stadig ind hos fremmede for at nakke deres ting, på trods af hvilke konsekvenser det før havde haft for ham. Han ville ikke lade noget stå i vejen for at han kunne leve sit liv præcis som han havde gjort før Thanos.

Det meste af tiden tog han ikke engang Hector med. Hector var ked, han sov dårligt, han var sårbar og Juno... Juno var vred, han var udadreagerende, han tog mindre hensyn og han kunne ikke holde ud at skulle bekymre sig for Hector mere end han allerede gjorde.

Så Juno var alene, da han brød ind i en villa i den øvre by. Det var et stort og luksuriøst hjem, og ét af de huse Juno aldrig havde været i før. Han havde ikke planlagt at bryde ind et sted i nat, han havde bare været på vej hjem, efter at have tjekket op på sin bortadopterede lillebror, Mars. Knægten havde det fint og Juno var tilfreds, men rastløs, og han kunne ikke stå for fristelsen da han så at der ikke var nogen lys tændt i et af de hjem han gik forbi. Det var også sent, så han ville uden tvivl komme forbi flere af samme slags, men Juno tog som altid bare det første og bedste.

Han brugte sin evne til at komme ind i huset og det tog ham et øjeblik at vænne sig til det tungere mørke der var indenfor, uden gadelamper eller månen. Han begyndte dog at snige sig rundt allerede inden han helt kunne se sig omkring, og han stak tilfælde ting i sine lommer efterhånden som han kom forbi dem; en brevåbner fra et lille bord i entréen, et æble fra køkkenet, som han bed ned i, imens han forsøgte at lokalisere enten soveværelset eller et kontor. Det var dér, de fleste ting af værdi var, og Juno havde ingen kvaler med at snige sig ind på et sovende par. De ville højst sandsynligt ikke opdage ham alligevel, og hvis de gjorde, kunne Juno som regel nemt slippe væk med sin evne.

Han gik i sine egne tanker, da en lyd fik ham til at vende sig om pludseligt - frygten for Thanos strammede hans luftveje til, og han væltede ind i en stor glasvase bag sig, da han forskrækket var trådt et skridt bagud også. Han vidste, at vasen væltede, allerede inden den var helt ud af balance og da han vendte sig om for at gribe den, havde han som om at det skete i slowmotion. Han greb ud efter den, forgæves, og så, lige så meget som han hørte, den blive smadret. 
Først da bemærkede han den stribe af lys, der kom fra en sprække under døren lidt foran ham.

Aftenen var forlængst faldet over Dianthos, sammen med mørket. Udgangsforbuddet var trådt til og der var stille omkring det store hus, Giles havde arvet efter sin morfar. Normalt var der en anden person i huset med ham, men hans tjenestekones datter var gravid og Giles havde givet hende lov til at overnatte derhjemme. ikke at han behøvede at give lov, men hun ville gerne holde på formerne, selvom han efterhånden syntes det var lidt tosset, siden hun havde tjent ham, siden hun var en ung pige. 
Så han var alene som han sad på sit kontor, et lidt mindre rum i stueetagen, iklædt en behagelig skjorte og et par løse bukser, omgivet af stearinlys. Der var nok at se til, de havde fået en ny kunde og han var ved at finde ud af, hvordan nogle forsendelser mest praktisk kunne sendes af sted. Tal skulle holdes styr på, varer skulle noteres. Han havde et krus med varm te ved sin side, han dog havde glemt han havde, mens han fokuserede på sit arbejde. 

Han var næsten færdig, da et brag af en anden verden lød fra gangen udenfor. Først stivnede han. Der var nogen i hans hjem. Og derefter fløj han på benene, mens han greb et lys, tog et par lange skridt hen til døren og flåede den op for at se, hvem der var brudt ind.
Skårene fra vasen glimtede i skæret fra den lille flamme, men det var ikke det første, hans øjne ramte. Der stod en ung mand i hans hjem, der tydeligvis havde skubbet vasen på gulvet, uden tvivl ved et uheld. Alting gik i stå for et øjeblik, mens Giles stirrede på ham, overrasket. Men en rynke dukkede ret hurtigt op i hans pande og han sænkede lyset en smule.

"Den kommer du til at betale for, unge mand," sagde han så med sin lidt hæse, bløde stemme. Jo, vasen var dyr, men det værste var sådan set, at det var et arvestykke fra hans mormors familie. Det gjorde mere ond end prisen for noget så elegant som vasen i sig selv. 
Giles' blik gled ned over den unge mand, der ikke så ud til at have andet end en kniv på sig. Han selv var våbenløs, men det virkede ikke til at bekymre ham, som han trådte ud i gangen for at få fat i drengen. Det var ikke en mulighed at lade ham stikke af, vasen skulle betales. Om det blev i krystaller eller ved en tur til byvagterne, det måtte de næste øjeblikke vise.

Mandens ord i sig selv kunne, med undtagelse af 'unge mand', lige så godt have været noget hans far havde sagt, men måden de blev sagt på, var så fremmede for Juno at han ikke troede han nogensinde havde hørt noget lignende. De var rolige og venlige, på trods af hvor bestemt han lød. Juno vidste med det samme, at den her mand ikke ville ham ondt, og at han var til at forhandle med. Men selvom hans instinkt sagde ham, at han kunne stole på ham, var der en logisk del af hans hjerne der fortalte ham, at han aldrig kunne stole på fremmede. Juno var dog hverken gået til angreb eller stukket af endnu, så lidt stolede han trods alt allerede på manden foran sig.

Han skævede til væggen og tænkte, at hvis han ville kunne han nemt stikke af ved at bruge sin evne og bare glide igennem alle væggene. Men hans nysgerrighed var vakt, så han rettede sig op, og fjernede sit skræmte udtryk fra sit ansigt, for i stedet at se arrogant på manden.

"Jeg har ikke nogen krystaller," svarede han ærligt og vendte vrangen ud på sine lommer for at vise, at han fortalte sandheden. Brevåbneren han havde hugget fra entréen havde han glemt alt om, og den faldt ud med et rabalder. Juno skævede ned til den og så derefter op på manden med et skuldertræk, som var det noget, han ikke kunne have gjort noget ved. 
Han var provokerende med vilje, fordi han gik ud fra, at hvis noget gik galt kunne han altid stikke af.

Drengen så skræmt ud til at starte med, nok af forskrækkelsen ved at have lavet sådan et rabalder. Ikke at Giles følte med ham, det var ham der var brudt ind og havde ødelagt hans ejendom. Giles var mere overrasket over, at drengen ikke satte i løb med det samme mod nærmeste udgang, men blev stående. Måske var det den ældre mands rolige udstråling, der ikke skreg på farer. At han var farligere end han så ud, det kunne drengen selvfølgelig ikke vide.
Men det skræmte forsvandt og blev erstattet af tydelig arrogance, noget der i Giles' øjne ikke helt passede til situationen, men som sagde meget om den unge mand. Noget der fik ham til at blive stående lige udenfor døren til kontoret, afventede hvad han havde at sige.

Brevåbneren ramte klirrende gulvet og han så kort ned på den. Den var også krystaller værd, som det meste i det gamle hus, men intet i forhold til vasen, der var afgået ved døden. Ingen krystaller. Nej selvfølgelig ikke, ellers var han vel ikke brudt ind for at stjæle, vel? 
"Så har du to valg. Enten at jeg hidkalder byvagterne og de kan tage sig af en indbrudstyv som dig. Eller du kan arbejde vasens pris af." Der var intet truende i hans stemme, det var et reelt tilbud. Han kunne vælge enten det ene eller det andet. Den måde han sagde det på, lagde ikke op til den tredje, måske mere sandsynlige mulighed, at drengen kunne stikke af. Nok så Giles ud til at være en almindelig mand i fyrrerne, men han kunne godt forhindre drengen i at slippe væk. På flere måder.

Hans ene øjenbryn, der var lidt skævt i forvejen, gled lidt længere op i panden. Han havde nær lagt armene over kors, men det var nok bedst at have hænderne fri, i tilfælde af at knægten valgte at angribe ham. Og så havde han stadig lyset i den ene hånd.
"Nå, hvad skal det være?" Han trådte et skridt frem, klar til at gribe drengen i armen, hvis han ikke fandt hans løsning på situationen morsom. 

Juno så manden an, som havde han al tid i verden til at træffe et valg, imens han tyggede på de muligheder han var blevet givet. Den tredje mulighed, at stikke af, overvejede han stadig, men han var for nysgerrig til at gøre sig brug af den endnu.

"Hvilken slags arbejde snakker vi om?" Han så skeptisk på manden foran sig. Hans pæne tøj, hans rene negle. Hvilken slags arbejdskraft kunne en mand som ham have brug for? Juno kunne både læse, skrive og regne, men det kunne ikke ligefrem ses på ham. Han lignede mest af alt et gadebarn, som han også så passende havde været de sidste par år. Der var ikke noget ved at ligne et af de forkælede børn, der fik tøjet strøget for dem, slet ikke når det ikke var sandheden længere.

"For det er ikke udelukket, at jeg kan arbejde dens pris af, men der er sgu noget arbejde jeg ikke gør mig i..." fortalte han og lænede nonchalant en hånd imod det lille bord vasen havde stået på for et øjeblik siden. Han var gammel nok til at finde sig et rigtigt arbejde nu, hvis han ville, og han havde overvejet det. Det ville ikke være lille så spændende eller givende som at stjæle eller snyde sig til krystaller, men det ville være langt mere stabilt, især nu hvor udgangsforbudet efter mørkets frembrud var aktuelt. Det havde været nemmere at stjæle når det var mørkt og folk var fulde eller trætte. Juno tænkte, at han lige så godt kunne afprøve et rigtigt arbejde nu, som han kunne finde sig ét et andet sted.

Atter blev Giles overrasket. Han havde ikke regnet med, at den unge mand foran ham, overhovedet ville overveje hans forslag. Hvorfor skulle han forvente det, han var tydeligvis et gadebarn og en indbrudstyv, hvorfor skulle han tage ansvaret for noget, han havde gjort? Det var ikke første gang, at Giles tilbød et gadebarn et arbejde og for det meste lo de ham lige op i ansigtet. Mange ude af stand til at ville tage et ansvar.
En kort tanke om, at denne unge mand måske var stødt ind i Giles på det rigtige tidspunkt i hans liv, gled igennem hans hoved, men den skubbede han væk. Det var vigtigere at fokusere på nuet end så meget andet.

"Jeg ejer en forretning, et transportfirma, der har et lager i Nedre by. Det er et hårdt, fysisk arbejde. Tunge varer, der skal flyttes rundt med, heste, der skal passes og vogne, der skal holdes ved lige. Dagen starter ved solopgang og slutter til aften." Han så nøje på knægten, mens han talte, forsøgte at se hans tanker omkring hårdt arbejde. Han ville ikke gøre sig ulejligheden ved at sætte ham i gang og finde ud af, at han ikke ville det alligevel.
"Lønnen er ikke den værste du kan finde, selvom du selvfølgelig ikke vil se en eneste krystal til at starte med. Det er en dyr vase. Medmindre vi laver en aftale om, at du kun afleverer noget af din løn og derved arbejder for mig i længere tid." Alle skulle jo kunne leve.

Halvdæmonen så afventende på mennesket i det svage lys fra stearinlyset. Der var ikke et smil på hans ansigt, men det virkede heller ikke uvenligt. Han skulle anstrenge sig lidt for at ændre det, siden smilerynkerne var lidt for afslørende om, at han normalt var en positiv mand. Hele hans kropssprog var roligt, måske overraskende meget i forhold til, at han lige havde fanget en indbrudstyv i sit hjem, en ung mand, der uden tvivl kunne vise sig at være farlig. Men så længe, han ikke provokerede til brug af vold, kunne det jo være, at den anden ikke besluttede sig for at det var løsningen. 
Og hans nysgerrighed var vagt. Drengens ord og holdning, hans villighed til måske at tage et arbejde i stedet for at forsøge at komme ud derfra så hurtigt som muligt. Måske var det virkeligt en ung mand, der inderst inde havde brug for hjælp. Giles kunne tage fejl, men tanken havde nu sat sig fast.

Juno arbejdede sig igennem den information manden gav ham. Nedre by var et praktisk sted, for han boede jo i nærheden, og hårdt, fysisk arbejde havde han i teorien ikke noget imod. Med undtagelse af hos Vargas havde han aldrig gjort sig i den slags, men nu havde han fået bevist for sig selv at han kunne, selvom han ikke havde nogen positiv oplevelse med det. 

Hans øjenbryn trak sig sammen, da han fik at vide at han ikke ville se nogen af krystallerne til at starte med. Det burde han have sagt sig selv, for han var jo trods alt sat til at arbejde vasens pris af, men det var først nu det gik op for ham hvad det virkelig betød.

"Jeg kan ikke komme hjem tomhændet, mine..." Han stoppede sig selv, inden han fik sagt 'mine børn', for selvom det var sådan han omtalte dem, ville han ikke have at manden foran ham troede at han havde børn. "- Mine brødre ville sulte," afsluttede han i stedet, og det lød som den løgn det var, men Juno var ligeglad. Hans grunde til ikke at kunne komme tomhændet hjem var hans egne.

"Men den der aftale du snakker om... hvor jeg kun giver dig noget af min løn. Det ku' vi godt finde ud af." Den her aftale var allerede ved at være mere besvær end Juno normalt brød sig om og en af hans ben hoppede ængsteligt op og ned, utålmodig efter at komme væk. 

Giles ventede tålmodigt på, at drengen besluttede sig for, om det hele lød som en god idé. Han kunne næsten forestille sig ham overveje konsekvenser for at sige ja eller nej. Han var ikke det første gadebarn, Giles gav et tilbud og han vidste, at det ikke altid var lige let at tage den rigtige beslutning.
Så han havde nogen at komme hjem til? Løgnen var tydelig, men Giles gjorde ikke mine til at spørge mere ind til det. Han var som sådan ligeglad, lige nu i hvert fald, det vigtigste for ham var, at han sagde ja til at arbejde for ham. Ikke bare for at betale en ødelagt vase af, men også fordi han troede på at give folk en chance. Og ved at tilbyde denne lømmel et job, kunne det være, at han fandt en mere brugbar retning med livet. 
Det var i hvert fald sådan Giles tænkte.

Han nikkede, da den unge indbrudstyv sagde, at den halve løn lød som en løsning.
"Godt. Lønnen vil ligge på fire jadestykker om ugen, så du vil få to udbetalt." Ingen grund til at lægge skjul på det. Mængden af tid det ville tage ham at arbejde prisen på vasen af, var nok bedst ikke at nævne. Det kunne han altid få at vide, når han havde fundet ud af, hvad arbejdet gik ud på.
Giles tog et par skridt bagud og lavede en bevægelse med den frie arm mod døren til kontoret, hvor der var mere lys. Han ville gerne tage ham i lidt bedre øjesyn, inden han lod ham gå.
"Kom med ind."

De fleste ville nok have banket knægten sønder og sammen, han var brudt ind og havde ødelagt et uerstatteligt arvestykke, men Giles troede ikke på vold som løsningen til verdens problemer. Ikke altid. Havde det været en voksen mand eller en person med en helt anden reaktion, end den denne tyv havde haft, ja, så havde Giles nok også reageret anderledes, men der var noget ved denne unge mand, der havde pirret hans nysgerrighed. Så nu inviterede han ham ind. Måske han endda ville tilbyde ham noget at spise, hvis det gik rigtigt godt. 
"Min navn er Giles Mathis. Og dit?" Hans grå øjne hvilede på ham, ikke bare afventende, men med en forventning om et svar. Et ærligt svar.

Juno havde ingen ide om, hvad man normalt tjente på et lovligt arbejde og han trak blot på skuldrene, da han fik tilbudt en løn på fire jadestykker om ugen. Han havde allerede besluttet sig for at tage det ligegyldigt hvad - han regnede med at han ville kunne stjæle ved siden af eller stikke af, hvis han ikke tjente nok eller ikke brød sig om arbejdet.

Da han blev inviteret med ind på kontoret holdt han sig fortsat et par skridt bag manden. Det var farligt at komme for tæt på fremmede mænd og desuden brød Juno sig slet ikke om det. Men han fulgte trods alt efter ham, og stoppede kun i døråbningen for at tjekke at hans evne virkede på den væg, der adskilte gangen og kontoret. Aldrig i livet om Juno skulle risikere at blive låst inde i et værelse med en mand, der var større og ældre end ham selv.

Han stod stadig der, med armen halvvejs igennem væggen med sin evne, da manden introducerede sig selv, og Juno så fra sin arm og over på ham med et skævt smil, der udstrålede al hans charme og selvsikkerhed.
"Jeg stoler ikke på fremmede mænd," sagde han, som var det en undskyldning for at stå dér, og så tydeligt fremvise sin evne i en fremvisning af at han kunne stikke af, hvis han ville. At den her mand, Giles, ikke havde nogen magt over ham, men at han kun var der, fordi han havde valgt at blive.

Endelig fulgte han efter ham ind i kontoret og han smed sig også slængende ned på en af stolene derinde, imens han så sig omkring i kontoret. Herinde var der mange ting, han gerne ville have stjålet, men han lod pænt være.

"Juno." Selvom det havde taget ham tid at præsentere sig selv, var der intet andet end ærlighed i hans stemme. Det var hans rigtige navn og selvom han normalt nød, at lade folk gætte om han løj eller ej, så ville han gerne have, at Giles vidste at han fortalte sandheden nu.
"Kadwell." Hans familienavn blev tilføjet som en eftertanke, som havde han ikke vidst, hvad han skulle gøre med det. Giles var tydeligvis en handelsmand og Junos far, Kerfeir, havde været en handelsmand i Dianthos engang. Det var godt nok omkring 10 år siden nu, og at dømme efter indretningen i Giles' hjem havde Kerfeir ikke været nær så succesfuld, men Juno betragtede alligevel indgående Giles' ansigt for at se om navnet sagde ham noget. Selv hvis de ikke havde handlet eller konkurreret, havde Kadwell familiens fald været noget af et emne i de kredse der holdt af at sladre om sådan noget. 

Giles så svagt overrasket ud, da Juno stak sin arm igennem væggen. Så det var sådan, han var kommet ind. Interessant. Drengens ord fik ham til at trække let på den ene skulder.
"Det er en klog indstilling." Selvfølgelig havde han ingen forventning om, at den unge mand ville stole på ham. Han havde trods alt lige fanget ham i færd med at stjæle fra ham. Som sagt var han mere overrasket over, at knægten virkede interesseret i en aftale i stedet for bare at stikke af. Noget der gjorde Giles noget mere interesseret i ham end han ellers ville have været i en stor teenager fra gaden. En teenager, der tydeligvis mente verden om sig selv og sine evner. Arrogancen kunne næsten smages i luften omkring ham. Men noget sagde Giles, at den ikke stak så dybt som drengen gerne ville have det til at virke som. Det var bare en fornemmelse og han var lidt spændt på, om han ville få den bekræftet.

De grå øjne fulgte ham, som han gik hen og smed sig i en stol foran skrivebordet, der var dækket i papir, en stor bog og andre småting, der hjalp ham med at føre regnskab. Og koppen med te, der efterhånden var blevet koldt. Det så rodet ud, men han vidste lige præcis hvilket papir, der fortalte ham hvad.
"Juno Kadwell." Han sagde det en smule spekulativt, mens han gik om bag skrivebordet og satte sig på sin gamle, men behagelige stol. Lyset satte han fra sig på hjørnet. Navnet Kadwell lød bekendt, men han havde ikke noget minde om, hvor han kendte det fra. Sikkert et af de utallige navne i den store bog med folk, han havde handlet med. Han eller en af hans ansatte. Det betød ikke noget.

Med hjemmevandte bevægelser hev han et stykke pergament op af en skuffe og lukkede den store bog sammen, så der var plads på det solide skrivebord. Snart sad han med en fjerpen i hånden, spidsen elegant bevægende sig hen over pergamentet, hvilket efterlod en pæn og øvet håndskrift.
""Jeg, Giles Mathis, ansætter hermed Juno Kadwell som arbejder i mit firma, Mathis Transport. Lønnen vil efter aftale ligge på 4 jadestykker, hvoraf de 2 udbetales og de 2 resterende går til afbetaling af gæld."" Han holdt pause for at dyppe pennen i blækhuset, inden han fortsatte, erfarent med ikke at tvære blækket ud. ""Ved underskift anerkender begge parter, at denne aftale er gældende, medmindre andet aftales og en ny ansættelseskontrakt udformes."" Han lod blikket glide over dokumentet, satte en glemt prik over et i og tog så et stykke stof, der forsigtigt blev lagt over dokumentet for at suge det overskydende blæk, inden han skubbede pergamentet hen foran Juno og rakte fjerpennen frem mod ham.
"Kan du ikke skrive dit navn, er et kryds eller lignende tilfredsstillende." Han ventede tålmodigt på at Juno tog fjerpennen og skrev under. Det var ikke specielt, at han lavede sådan et dokument, det gjorde han for alle sine ansatte. Han vidste, at det var de færreste, der gjorde sig besværet, men hans morfar havde lært ham det fornuftige i det. Ikke at det juridisk havde ret stor betydning, men det var en sikkerhed for begge parter. Og i dette tilfælde forstærkede det alvoren i det, drengen gik med til. Han ville behandles som en voksen, så det blev han.

Juno smilede til Giles, da han sagde at hans indstilling til fremmede mænd var klog. Juno følte sig klog og han kunne godt lide, at andre gav ham ret i sin selvopfattelse. Og så var det selvfølgelig nemmere at holde af en mand, der forstod ens kvaler med at stole på ham, end én der blev vred over manglende tiltro, på trods af ikke at have gjort sig fortjent til den.

Han nikkede, da Giles sagde hans navn, og gestikulerede om sit ansigt, som skulle Giles være i tvivl om hvem navnet tilhørte. Som enhver anden af hans bevægelser og ord, var det til for at understrege hans overlegenhed.
I starten lyttede han til hvad Giles skrev ned, men der gik ikke mere end to sætninger, før han ikke kunne koncentrere sig længere, og han i stedet begyndte at løfte andre dokumenter op og skimme igennem dem. Så snart han indså hvor kedeligt ét stykke papir var, gik han videre til det næste, eller løftede nogle af de andre ting på skrivebordet eller i rækkevidde. Det var svært ikke at snuppe nogen af dem, men han lagde pænt det hele tilbage hvor han havde fundet det, dog uden nogen respekt for privatliv.

Han fnøs irriteret, da Giles gav udtryk for at Juno ikke kunne skrive sit navn, og han havde sat halvdelen af sin signatur i ren arrigskab, inden han genvandt fatningen og læste kontrakten igennem for at sikre sig at der virkelig stod, hvad Giles havde sagt han skrev. Det gjorde der, så han færdiggjorde resten af sin underskrift, omend den havde et underligt hak, hvor han havde tøvet. Hans navn var ikke helt uigenkendeligt i underskriften, selvom det var så snørklet og pænt skrevet, at ingen af hans venner ville have kunnet genkende det. Juno havde ikke skrevet under på noget siden hans far var forsvundet og hans underskrift havde ikke ændret sig fra den pæne, snørklede ting det havde været dengang, så det matchede hverken hans udseende eller attitude nu.

Han skubbede papiret tilbage til Giles, med mere end én finger i det våde blæk, men det lagde han ikke engang selv mærke til.
"Hvornår starter jeg?" spurgte han, som var det ikke en gæld han lige velvilligt havde sat sig selv i.

Drengen kunne åbenbart ikke sidde stille og begyndte at pille ved alt, han kunne få fingrene i, mens Giles skrev kontrakten. Det var forstyrrende, men han sagde ikke noget. Brugte i stedet muligheden til at betragte ham en smule, uden at holde pause i at skrive og læse højt. Om den unge mand kunne læse, hvad der stod på papirerne, vidste han ikke, det kunne også være, at han bare kiggede på det skrevne bare for at underholde sig selv. Der var ikke mange af pergamenterne, der var i Giles egen håndskift, flere var dog i en lidt mere kompakt og knapt så pæn skrift, resten var skrevet af forskellige hænder. Ingen af dem indholdt noget spændende, bare tal, forkortelser og datoer. Ting, der skulle transporteres i kasser med numre, så de var til at genkende uden at kende indholdet.

Giles betragtede den hidsige underskrift, der stoppede halvvejs. Så han kunne skrive. Og læse. Endnu en interessant viden om drengen. Han så lidt mere undersøgende på ham, da han var optaget af at læse dokumentet. Han var ikke i tvivl om, at hans gæst levede som gadebarn, der var bare en udstråling over dem, der levede fra hånden til munden. Ud over skidtet, lugten og blikket i øjnene, som et dyr der altid var på vagt. Selvom arrogancen og selvtilliden lå som et lag over Juno, kunne Giles godt spotte det. Han havde set det så mange gange. Lidt nysgerrig var han da, hvorfor kunne et gadebarn skrive og læse?

Da Juno skubbede dokumentet tilbage sammen med fjerpennen, satte Giles en hurtig, og dog stadig rimeligt yndefuld, underskrift i bunden, inden han atter lagde stoffet over for at fange overskydende blæk. Hans blik løftede sig til Juno igen.
"I morgen tidligt. Jeg fornemmer, du er ligeglad med udgangsforbuddet, men mine ansatte møder så hurtigt de kan efter solopgang." Forbandede Kilepræster, de satte en hæmsko for hans forretning. Både den lovlige og den knapt så lovlige del. Hvilket han ikke sagde højt.
Dokumentet forsvandt ned i en anden skuffe, inden han lænede sig en smule tilbage i stolen. Ind til videre havde han været rolig og alvorlig, en smule anspændt med en tyv i sin nærhed, og forretningsmæssig. Men nu hvor det var overstået begyndte hans behagelige personlighed at komme lidt frem. 
"Hvor gammel er du?"

Juno trak smilende på skuldrene, da Giles kommenterede hans foragt overfor udgangsforbuddet, og hans blik så næsten undskyldende ud, men det var skuespil og ikke særlig godt spillet heller. Juno var ligeglad - med udgangsforbuddet og med, hvad andre tænkte om at han brød det, men det gjorde ham ikke noget, hvis Giles troede at han i det mindste troede at han skammede sig lidt.

"17," svarede Juno afslappet og tænkte ikke over, at de fleste af børnene i hans bande ikke havde nogen idé om, hvor gamle de var eller hvornår deres fødselsdags var. Juno havde fået fejrer sin fødselsdag de første 10 år af sit liv og selv nu, hvor han ikke havde gjort noget ud af den i flere år, udover at hive Hector med ud for at drikke, uden at fortælle ham årsagen, havde han stadig styr på hvornår den lå og hvor gammel han var. Han frygtede alderdom med alt han havde, men han følte endnu ikke at han var nær den. 17 var en god alder. Indtil videre havde han haft det værste år i sit liv, men det havde ikke haft noget med hans alder at gøre.

"Og hvor gammel er du, bedstefar?" spurgte han, selvom Giles på alle mulige måder så yngre ud end Junos far. 

Blikket, smilet og det ligegyldige træk på skuldrene, gav Giles ret i, at Juno var ligeglad med udgangsforbuddet, men han havde nu heller ikke regnet med andet. Han var tydeligvis ude efter mørkets frembrud i dag og noget så simpelt som et forbud var vel ikke noget, der kunne holde en småkriminel på den rette side af loven. Eller en teenager i det hele taget. Han selv ville nok ikke have gemt sig indendørs i den alder.
Tanker der gav ham et svagt smil om læberne og løsnede let op for alvoren i de lidt ældre træk. Det var ikke fordi, at Giles ikke var en alvorlig mand, livet havde som for de fleste andre ikke været let for ham heller, men han brugte mere tid på at smile end at se vred ud og det var ret tydeligt at se på rynkerne i hans ansigt.

17 år. Lidt ældre end Giles måske ville have skudt ham til, men det kom nok med attituden, der blev lagt for dagen. Han var jo næsten en voksen mand, selvom det var svært at gætte med arrogancen og selvtilliden. En lidt løs tanke om, at noget hårdt arbejde ville gøre ham godt, gled igennem hans sind. Arbejde og disciplin. Hvilket Giles og hans ansatte ville give ham, indtil gælden var betalt af. Om knægten så ville beholde arbejdet derefter måtte de jo så se på. Hvis han overhovedet holdt så længe.
At han ikke var i tvivl om sin egen alder, fortalte Giles, at der var mere til ham end gadedrengen, der sad foran ham. Selv de fleste voksne, havde ikke styr på deres egen alder uden at skulle tænke først.

At blive kaldt bedstefar provokerede ikke Giles, i stedet så han Juno i øjnene, stadig svagt smilende, mens han nævnte sin egen alder.
"317 år." Mange år ældre end det almindelige menneske, han så ud til at være. Ingen træk fra hans dæmoniske fader var at se på ham udefra, det var kun hans evner, der måske kunne afsløre en forbindelse til noget, der ikke var menneskeligt. Og så det faktum, at han ikke ældedes, hvilket nu gjorde, at han lignede et menneske i 40'erne. Takket være hans evne og en hændelse for mange år tilbage, ellers ville han ikke have set ud til at være mange år ældre end Juno. 

Juno grinede, da Giles først fortalte sin alder, indtil det gik op for ham, at han havde ment det. Først da lænede han sig frem over skrivebordet, så han kunne se bedre på Giles. Manden havde smilet lidt tidligere og Juno var sikker på, at han ville have lagt mærke til det, hvis han havde set vampyrtænder.

"317, hva?" gentog han og lod blikket glide over Giles' ansigt igen. Han så rar nok ud. "Hvad er du så? Dæmon? Engel? Jeg har ikke så gode erfaringer med engle, så jeg ville fandme næsten foretrække, hvis du var dæmon." Han tænkte på Liv, der havde hjemsøgt ham, selvom det føltes som ingenting imod, hvordan han engang imellem stadig kunne mærke Thanos' åndedrag imod sin nakke, eller hans hånd under sin trøje.

Mindet fik Juno til at læne sig væk fra Giles med ét igen, som huskede han pludselig på at mænd omkring ham kunne være farlige, og han holdt stædigt fast i Giles' blik, imens han distræt gnubbede en hånd over det sår Thanos havde givet ham. Det burde være helet for længst, men Juno havde ikke haft mulighed for at rense det, fordi han ikke ville risikere at Hector så det, og desuden var han ofte kommet til at pille i det.
Det gjorde ondt, når han rørte ved det nu, og han mistænkte at der var gået betændelse i det, men det var ikke noget han kunne gøre noget ved nu, og han blev blot ved med at presse imod det. Smerten gjorde, at han var fokuseret på faren, Giles, foran ham, og han var bange for at han ville hyperventilere, hvis han gav slip og lod sine tanker vandre til Thanos igen. Han bemærkede ikke de små pletter af blod, der spredte sig omkring såret på hans lyse bluse. 

Giles blev på ingen måde fornærmet, da drengen begyndte at le af ham. Det var ikke første gang, at han havde fået sådan en reaktion. Den undrede ham en smule, for der var mange væsner i denne verden, der blev ældre end et almindeligt menneske, men han måtte på en eller anden måde ikke udstråle andet end menneskelighed, så folk blev overraskede, når han afslørede andet. Og han reagerede ikke, da Juno lænede sig frem for at se nærmere på ham, men fortsatte bare med at se med et fast blik på ham. Et fast blik, der besad en smule morskab og en smule venlighed.
Spørgsmålet om hans race var forventet og han svarede lige så roligt og upåvirket som da han havde sagt sin alder.
"Halvdæmon." Der var ingen grund til at lægge skjul på det, selvom han normalt ikke ligefrem råbte det ud til sine omgivelser. Dæmoner var ofte ikke velsete, forståeligt nok, og selvom han aldrig havde kendt sin far, kunne folk stadig dømme ham på sit faderlige ophav.

Et glimt af... skræk? Og drengen lænede sig væk fra ham igen. Var det over ham? Der havde ikke været tegn på andet end påpasselighed i mod ham før nu, men måske han var en af dem, der frygtede alt dæmonisk, selvom han lige havde sagt, at han brød sig mindre om engle. En svag rynke dukkede op i Giles' pande. En rynke, der blev dybere som det gik op for ham, at den unge mand blødte. Nok til at det kunne ses igennem hans trøje, der hvor han holdt sin hånd.
"Du bløder." Endeligt flyttede Giles på sig, han lænede sig frem med blikket mod Junos bryst. "Lad mig se." Hans stemme var ikke kommanderende, det var ikke en ordre, men en bestemt forespørgsel han tydeligvis forventede ville blive adlydt. Trods det, virkede han stadig venlig under overfladen.

Der var ingen tøven, ingen tegn på, at han ikke fandt det hans problem, at hans ubudne gæst var kommet til skade. Der var ingen grund til ikke at se på et sår, nu han var der. Det var med en naturlig accept af, at det var hans opgave at sørge for, at såret blev undersøgt og formentligt behandlet. Trods at Juno var brudt ind og smadret en af hans dyrere ejendele, var han nu også en af hans ansatte og hans ansatte var hans ansvar. Så derfor var denne fremmede dreng hans ansvar. Uden spørgsmål.

Det imponerede Juno, at Giles fortalte sandheden om sin race. Eller så ud til at fortælle sandheden. Der var ingen grund til at lyve om sin race, hvis det var for at lyve sig til halvdæmon, så Juno stolede på at det var sandheden. Dæmoner havde ikke et fantastisk ry, men Juno var ikke typen, der dømte folk på deres race.

Juno var allerede anspændt og havde han været et dyr, ville han have vist tænder, da Giles lænede sig frem mod ham. I stedet kontrollede han sine følelser og, fordi han ikke var meget for at se væk fra Giles, spredte han sine fingre ud over såret, indtil han kunne mærke de våde pletter, hvor blodet var sivet igennem. 
"Årh, pis, igen?" spurgte han sig selv, frustreret. Såret havde været længere om at hele end han brød sig om, og det havde krævet meget fra ham at skjule det fra Hector.

Han kunne mærke sit hjerte helt op i halsen, da Giles oven i købet bad om at se det. Junos tanker var stadig hos Thanos. Pludselig så han, hvor farligt det han havde gang i, var - han var i en fremmed mands hjem, han kendte ikke hans evner, han vidste ikke hvem der ellers var i huset. Havde det her tilhørt en mand som Thanos, kunne Juno have været tvunget ind over skrivebordet nu. 
I flere sekunder blev hans blik blankt af at være et helt andet sted i sine tanker, men så fik han øjenkontakt med Giles igen, og det lykkedes ham at overbevise sig selv om at hvis Giles havde tænkt sig at gøre ham ondt, så ville han allerede have gjort det. I et langt øjeblik gennemtænkte Juno de mulige konsekvenser. Han vidste hvem Giles var og hvor han boede. Hvis manden gjorde ham noget som helst, vidste han hvor han skulle finde sin hævn. 

Efter et øjebliks tøven begyndte han at hive sin bluse af. "Hvis du rører mig er du en død mand." Junos trussel kom, imens han stadig var i gang med at hive blusen af, og han skar tænder, da såret blev revet op, hvor sårskorpe og betændelse havde fået fat i blusen. 

Det var tydeligt at læse frustrationen over såret i den unge mand stemme og ansigtsudtryk, så Giles fik straks en fornemmelse af, at det havde irriteret ham længe. Hvor længe vidste han ikke og han gættede så absolut ikke på den mængde tid, der faktisk var gået, siden Juno havde fået såret tildelt.
Hans rolige ord om, at han ville set det, fremprovokerede en reaktion, han ikke havde forudset. Drengen stivnede og blev endnu mere bleg, mens det virkede som om, at han forsvandt et helt andet sted hen i sine tanker. Giles så opmærksomt på ham, næsten bekymret for, om det var noget fysisk, men snart kom der liv i de blå øjne igen, fokus. På ham. Tavst ventede han på en mere håndgribelig reaktion fra den unge mand.

Og den kom i form af en trussel, mens han var ved at hive sin trøje af. Lige nu var der ikke plads til at lægge brikker sammen, men senere, når han var gået i seng, ville Giles nok gøre sig nogle tanker om hans reaktioner og ord. 
Lige nu flyttede han sin opmærksomhed til det grimme sår, der var lavet hen over Junos ene brystmuskel (højre, siden Thanos er venstrehåndet). Et lidt rystet udtryk gled over den ældre mands ansigt, men det forsvandt hurtigt igen, erstattet af beslutsomhed.
"Du må så forsøge at slå mig ihjel, når jeg har renset dit sår. Der er gået betændelse i." Det så grimt ud, kanterne af såret var røde og der var synligt pus. Det var klart, at det blødte og væskede, det havde tydeligvis ikke fået ro til at lukke sig. Og det så noget ældre ud end Giles havde regnet med.

Han rejste sig fra sin stol og gik ud fra skrivebordet.
"Jeg henter noget at rense det med." Han kunne ikke gøre andet end at håbe, at Juno ville blive siddende, til han kom tilbage. Turen ud til skabet i køkkenet, hvor hans tjenestekvinde havde gemt alt til behandling af sår og skader, blev brugt på at tænke. Det så ud til at være et sår efter en kniv. Noget skarpt i hvert fald. Hvem der havde givet Juno det sår vidste Giles ikke, men det burde have været tilset af en healer.

Snart var han tilbage på kontoret med en skål med vand, et par rene klude, bandager og en krukke med salve. Han stillede forsigtigt skålen på et lille bord, inden han med nogle hurtige bevægelser samlede papirerne på skrivebordet sammen og lagde dem til side, så de ikke blev svinet til. Han satte skålen på bordet ved Junos plads og dyppede den ene klud ned i den, inden han hvilede sin bagdel mod bordkanten, så han kunne læne sig frem mod Juno.
"Slår du, slår jeg igen." Han så på Juno med et blik, der sagde, at han ikke lavede sjov. Han ventede lidt på tilladelse til at vaske såret, men så snart han fik den, lagde han kluden mod såret og begyndte så at vaske skorpe, pus og blod væk, grundigt, men forsigtigt. Han vidste, at det gjorde ondt og var meget opmærksom på, om drengen kunne håndtere det eller begyndte at besvime eller alligevel ville slå ham trods advarslen.

Juno rejste sig op, vrede vibrerende igennem hele hans krop, da Giles uden omsvøb gik direkte imod hans ønske om ikke at blive rørt ved, men Giles var allerede selv oppe og på vej ud af værelset og Juno stod, efterladt tilbage, og indså at det var bedst at få renset. Her kunne Hector ikke se det og han slap for at opsøge Juelia.
Han skævede ned til såret og lod sig velvilligt falde ned i stolen igen. Det var tydeligt, at det trængte til at blive renset.

Giles så ud som om han vidste, hvad han lavede. Han havde i hvert fald en masse ting med sig tilbage, der så lidt mere praktiske ud end den flaske alkohol Juelia havde givet Juno. Junos blik forlod ham ikke et øjeblik, men han gjorde sit bedste for at virke mere afslappet igen. Han var klar over, at han var blevet anspændt fra det øjeblik hans tanker var gledet over på Thanos, og nu var han opmærksom på ikke at ødelægge sit arrogante image helt.

Han trak vejret dybt ind, da Giles satte sig overfor ham og talte til ham, og han tog sig god tid, inden han overgivende løftede begge hænder, som et fysisk løfte om ikke at slå ham. "Jeg bider ikke hånden, der fodrer mig," tilføjede han og det lykkedes ham at se ud som om han kedede sig. Som om det ikke var grænseoverskridende og ubehageligt for ham, og som om han ikke var klar til at stikke af når som helst.

Så snart Giles' klud rørte Junos sår, ændrede hans attitude sig dog igen. Han pressede sig op imod ryglænet og bed sine tænder hårdt sammen. Det gjorde vanvittigt ud og, trods sit løfte, havde Juno lyst til at både slå og bide Giles. Han sad dog i stilhed, med dybe indåndinger og anspændt i hele kroppen, indtil Giles var færdig med at vaske såret. Det føltes som om det værste var overstået, og Juno tog en skælvende indånding, inden hans skuldre faldt fremover, som en besejret mand.

"Hvorfor gør du det her?" spurgte han, med blikket mod gulvet og allerede i gang med at folde sin bluse ud, så han kunne tage den på igen, havende glemt alt om bandager og salve. Han spurgte, selvom han var sikker på at han allerede kendte svaret. Han var en bedre medarbejder, hvis han tog sig af sine skader.

Såret begyndte at bløde mere, da han med kluden nærmest skrubbede skidt, sårskorpe og klister væk, men det var kun godt. Blodet ville skylle skidt ud, han ikke kunne nå med kluden. At det tydeligvis gjorde ondt, havde han ikke helt den store medfølelse for, han burde have gjort noget ved såret længe før nu. 
Giles vidste lidt om sår, mest på grund af sin alder, han havde set en del igennem sin tid. Men han havde også haft lidt med en kvinde, der havde arbejdet på helbredelseshuset engang for mange år siden og havde lært en del igennem hende. 
Endeligt fandt han såret rent nok og han lagde kluden i skålen, hvor vandet havde fået en rødlig, beskidt farve. 

Mens han tørrede hænderne af i et klæde, skævede han til Junos ansigt.
"Jeg tager et ansvar for alle mine ansatte." Han holdt en pause, inden han fortsatte. "Og jeg gætter på, at du ikke har andre til at gøre det. Bliver det ikke behandlet, ender du med at dø. Og det er der ikke nogen grund til, når det ikke er sværere at ordne." Han skubbede sig ud fra sin plads og gik rundt bordet. "Jeg er ikke færdig endnu. Tag trøjen på og jeg skal vaske såret igen." Et lidt bestemt blik gled i Junos retning, inden Giles hev en skuffe ud i skrivebordet. En let klirren burde afsløre, hvad der var i den, inden han hev en flaske og to små glas op. Han gik tilbage og stillede sig som før, begge glas placerede han på bordet, inden han hev proppen af flasken og hældte noget af indholdet op i de to glas.
"Jeg gætter på, at du er vant til stærke sager." Han tog det ene glas, løftede det kort som skål og bundede det så i en mundfuld. Det var stærkt nok til at få ham til at skære ansigt og det trak et varmt spor ned i maven. 

Derefter hældte han noget af væsken ud på den tørre klud.
"Det her kommer til at gøre ondt." Inden Juno ville kunne nå at reagere, lagde han stoffet mod såret. Alkoholen var stærk nok til at rense og gøre godt, men det ville også føles som ild. Han havde prøvet det selv en del gange. Med et fast greb i drengens skulder, sørgede han for at væde hele såret i væsken, inden han trak sig tilbage. Så snart han havde lagt kluden fra sig, hældte han op i de to glas igen, og rakte det ene til Juno.