Lige som vinden - har jeg ingen retning.

Azura Saeclum

Azura Saeclum

Kronprinsesse af Strana

Kaotisk God

Race / Elemental

Lokation / Medanien

Alder / 32 år

Højde / 173 cm

Sparks 17.02.2020 22:32
Hendes øjne betragtede ham, som hørte hun hvert ord han sagde til hende. Hvilket slet ikke var tilfældet, hun var ganske forblændet af det individ der stod foran hende. Hun registrerede munden der åbnede sig, hun formåede også at høre lyden der kom frem over hans læber. Men ordene som tungen formede, dem hørte hun ikke, eller hun hørte dem men alligevel ikke. En af de tidspunkter, hvor man så tit ville have sagt, undskyld hvad? Men bag efter godt vide, hvad personen havde sagt.
Hun sank det mundvand der havde lagt sig på tungen og tog en dyb indånding. Hun betragtede ham, fortrak ikke mine til at fjerne sig fra ham, det var først da en tung bank fik hende ud af trancen. Først var hun sikker på, at det havde været hendes øre der havde spillet hende et puds. Men da den atter kom, var det tydeligt at det var den tunge træ dør, at lyden kom fra.

Først der brød trancen, hans ord ramte hende som en kold balje vand. Hun gispede kort efter vejret og trak sig væk fra ham. “Ja –” mumlede hun tydeligvis forvirret. Hun nikkede med hoved, og begyndte at gå imod døren. Hele hendes væsen følte som om, at hun ikke helt var fysisk tilstede i hendes egen krop. Derfor så hun hellere ikke helt personen, der stod bag døren da hun åbnede den. Først da en mørk mande stemme ramte hendes øregang blev hun rigtig vækket fra det stadie hun havde været i.

Undskyld?” kom der hæst fra Azura som hun rejste sine øjenbryn. Manden foran hende, smilede skævt, og gentog sit spørgsmål “Mit navn er Letianter Twylan, og dette her Tristan Egekilde, jeg håber ikke vi forstyrrer?” Azura tog en dyb indånding igennem næsen, manden foran hende var klædt i lysets krigers klæder. Normal højde menneske, med mørke brune krøller og nogle ganske gribende brune øjne. Bag ham stod en lidt mere kroget og indsunket ældre herre også i lysets kriger rustning. Et sug greb Azuras mave, hvad lavede lysets kriger her?

Øh, jeg… undskyld. Havde ikke regnet med at få selskab. Så i har taget mig lidt med overraskelse. Jeg er først lige kommet ud af fjerne.” hun lød fingrene glide igennem hendes blå hår, som hun betragtede dem med en forbeholdende mine. “Undskyld min uhøflighed, men hvad bringer to fra lysets hær her ud?” den yngre mand smilede forstående til hende. “Vi er kommet for at takke for at nogen har valgt at bygge ruinen op igen. Forstår du, det var tidligere en af vores generaler der boede her med hans familie.. Desværre blev bygningen angrebet af nogle fra mørket. Må vi komme ind?” før at Azura kunne nå at sige imod, var de begge trådt ind igennem døren. Hun havde en tyngende fornemmelse i maven, at det bestemt ikke var derfor de var kommet. Nogen over dem, føltes forkert. Meget forkert.

Er det te jeg kan dufte? Vi ville meget gerne bede om et kurs hver inden vi tog videre, hvis det ikke er alt for besværligt?” igen nåede Azura ikke at sige imod, før at de havde sagt tak og gået imod køkkenet. Inden hun gik efter dem, kiggede hun med nervøse øjne efter Morgoth. Dette var ikke godt. Langt fra godt.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 51 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 17.02.2020 23:24
Smilet på de sorte læber blegnede fuldkomment så snart Azuras betragtende øjne forsvandt fra ham. Han sank og prøvede at bibeholde sin egen rolige vejrtrækning, imens han så hvordan hendes kvindelige skikkelse trådte fra ham og til sidst forsvandt fra hans synsvinkel. Han kunne ikke afholde sig selv fra, at følge hende med øjnene - helt indtil allersidste øjeblik - med hovedet en anelse på skrå. Indrømmet, synet af hende distraherede ham i et splitsekund. Indtil han atter blev revet nådesløst tilbage til den virkelighed, de begge befandt dem i. Han bakkede langsomt, men sikkert bagud idet han hørte hvordan Azura åbnede hoveddøren, og tog imod hvem end der forstyrrede hendes hjem. Han fokuserede først og fremmest på at høre samtalen der formede sig imellem Azura, og (bekræftet af Azuars egne ord) to soldater fra Lysets hær. Han forbandede deres tilstedeværelse, og hans egen mangel af held.
Han sænkede blikket nedad, seende hvordan han løftede sig selv ganske let fra gulvets hårde overflade. Med sine magiske evner, svævede han få centimeter over overfladen under ham, og bagud imod køkkenet Azura og han selv netop var kommet fra. Som Azura mistænkte han meningen med deres besøg - uden rigtigt at kunne forklare hvorfor. Hvis blot de var indenfor hans synsvinkel, så ville han være i stand til at læse deres tanker; han ville være i stand til, at se og høre alt hvad de ikke ønskede, at nogen andre end dem selv måtte. Desværre betød dette også, at der var en langt større risiko for at de også ville se ham. Med eller uden hans illusionsmagi. Nok vidste han at hans magi var kraftfuld - men han kunne aldrig vide sig sikker med andre magikere. Der var trods alt måder at bryde med illusionsmagi på.
Som Morgoth fandt sig selv i køkkenet, hørende hvordan skikkelserne nærmede sig hans destination, trak han sig yderligere ud af deres synsvinkel - ud i udestuen, med mulighed for at se dem, men også for en flugtvej ud i det åbne. Han havde ingen intention om at forlade Azura. Ligegyldigt hvor dumt det var, at blive i hendes og deres nærhed, havde han ikke engang tænkt tanken at stikke af fra det øjeblik han befandt sig i. Følte han det var hans skyld; følte han det var ham der havde bragt dem begge i denne situation? Ja, han følte ingen tvivl om dette.
Heldigvis vidste han hvad han måtte gøre. Idet Azura og soldaterne ville træde ind i køkkenet, ville halvdæmonen være ude af  syne. Selv hvis de trådte ind i udestuen, seende imod den flotte have der beklædte bagsiden af det lille hus. For første gang i årtier, takkede Morgoth sin far for sine magiske evner. Han takkede sin far for, at have oplært ham til at være den formidable illusionist han kunne betragte sig selv som i dette øjeblik. Forhåbentlig levede hans omdømme op til dets rygte. Han turde dog ikke håbe; han havde endnu ikke turde se ned på sin værste fjende. Han vidste endnu ikke hvad der ventede ham, som de tre skikkelser trådte ind hans synsvinkel. Han kunne blot håbe.
signature by jodeeeart

Azura Saeclum

Azura Saeclum

Kronprinsesse af Strana

Kaotisk God

Race / Elemental

Lokation / Medanien

Alder / 32 år

Højde / 173 cm

Sparks 19.02.2020 18:36
Azura pustede fortvivlet ud, som hun hastede efter de to herre som der gik ind i hendes hus som vidste de allerede hvor alting lå. De to herre stod og betragtede køkkenet lidt, og som hun skulle til at finde krus og teen frem til dem. Begyndte hendes hår at rejse sig på armen og nakken, en ubehagelig følelse gled ned over rygsøjlen. Det ville ikke være for meget at beskrive, at alle alarm klokker begyndte at ringe i hendes hoved. Hvad hun sagde og gjorde over for disse mænd, kunne være forskellen mellem om resten af dagen blev god – eller drastisk værre. “Så du bor her helt alene?” spurgte den yngre af mændene, det var tydeligt at den ældre herre; bestemt ikke var en snaksaglige en af slagsen.

Hans spørgsmål tog hende tydeligvis med overraskelse, som hun kiggede hurtigt hen på ham. Hun lagde hoved lidt på skrå, og kunne mærke den ubehagelige fornemmelse gribe omkring hendes mave. Hvorfor ville de vide om hun boede her alene? Måske under normale omstændigheder, var det et ganske uskyldigt spørgsmål. Men når man havde en fornemmelse man bare ikke kunne ryste af sig. Så kunne man fortolke alt på den været måde.

Hun fugtede læberne, og vente tilbage imod sin tekande. “Der kommer og går mange mennesker, især i perioderne hvor der bliver bygget på huset. Så i den forstand er jeg aldrig rigtig alene her. Nogen gange bliver folk også og overnatter.” det bedste svar hun kunne give, hvor hun hverken fortalte sandheden men hellere ikke løj. De behøvede vel ikke at vide, at der var en mand i huset i dette givende øjeblik faktisk boede her mere eller mindre på ubestemt tid.

Frøken, nu har jeg hellere ikke været helt ærlig omkring vores anliggende.” hun vente igen blikket tilbage imod de to kriger. “ser du, der er blevet lagt nogle ganske heftige anklager imod dem. Og vi er kommet for at sikre om disse anklager har noget hold i sig. Ville du have noget imod vi kigger os omkring?” Azura blev tør i munden, og hun var igen tæt på at tabe vand ud over sig. “Øh… jeg.. undskyld mig. Hvem tror i lige i er!?” hvor hun før havde været nervøs og på vagt, var hun nu rasende. Hvilket var ganske tydeligt på den lilla farve som der steg op i hendes kinder. “I skal ikke bare komme her og tro!” hun så hvordan at den tavse af dem brød ud af rummet og traskede afsted. “hvor tror du lige du er på vej hen!?” hun ville være fulgt efter, hvis det ikke havde været for en skikkelse der stillede sig foran hende og lagde en beslutsom hånd imod hendes skulder. “Vi vil lige tjekke om der er andre til stede” hendes øjne lynede. Aldrig havde hun oplevede magen til frækhed! Men for en kort stund blev hun dog stående og betragtede ham.


Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 51 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 19.02.2020 19:43
Morgoth mærkede frustrationen vokse i ham. Han nåede kun at få et enkelt glimt af den ældre lysets kriger; et glimt der ikke gav ham adgang til hans tankecenter, men blot en fornemmelse. En fornemmelse af en større magisk kraft, en kilde af magi han længe ikke havde stødt på. Denne magi behøvedes ikke være det han frygtede allermest - en defensiv kraftkilde, brugt i kamp imod de værste fjender. Denne kunne også fremkomme som en offensiv en af slagsen; en magi brugt til at hjælpe ham selv og hans patrulje - evner til at beskytte, læge sår af en hver slags. Dette var den slags magi halvdæmonen håbede på der henlagde sig i skyggerne af den ældre soldats rynker - og intet andet. Men som før kunne han ikke gøre andet end at håbe, og være der på bedste vis for Azura. Han kunne ikke andet end blot at hjælpe hende - hverken set eller hørt, selvfølgelig.
Han strakte sig en anelse imens han lød sig selv flyve længere frem i rummet, i håb om at få endnu et glimt af den ældre lysets soldat. Dog var dette uden held, da han allerede havde forladt køkkenet - hvilket efterlod Azura, Morgoth og den noget yngre soldat alene. Morgoth lod derfor sine isblå øjne passere imod de to skikkelser foran ham, betragtende først soldaten der meget insisterende holdte Azura tilbage i køkkenet. Et lille smil dannede sig på halvdæmonens sorte læber, og han kunne ikke tilbageholde én enkelt tanke: det skulle han aldrig have gjort. Om nok havde han ikke kendt Azura i mange timer, men han havde allerede en vis fornemmelse af hvordan hun ville håndtere en behandling som denne. Hun udviste allerede sin  bestemte personlighed, en personlighed der også bar præg af et temperament uden lige. Morgoth ville lyve for sig selv, hvis han påstod han ikke kunne lide det. Så derfor gjorde han det ikke.
Med den ældre soldat ude af køkkenet, følte halvdæmonen sig sikker nok til at kunne drive sig selv over udestuen og indover kanten til køkkenet. Han passerede den lille åbning, placerende sig selv i hjørnet af køkkenet - tættere på Azura end den anden soldat. Hans isblå øjne fikserede sig på soldaten foran ham, nu igang med at indlagte sig i hans tankecenter. Dette var ikke svært - ikke, at der ikke var en psykisk barrierer at nedbryde, fordi det var der altid - men det var forholdsvist hurtigt overstået. Så snart dette var gjort, gik han igang med at lede efter hvad både han og Azura kunne finde brugbart. Han ønskede for nu blot at besvare nogle få spørgsmål: Hvad var deres intention med at besøge hendes hjem? Soldaten havde besvaret dette spørgsmål overfor Azura meget vagt, trods hans oprigtighed i hans besvarelse. Halvdæmonen ønskede at få et mere dybtegående svar - ligeledes kunne han fornemme Azura ønskede det samme svar.
Han blev ikke overrasket da svaret nåede ham. Billeder af soldaterne, omringet af en lille gruppe mennesker ved selv samme by han selv og Azura havde mødtes mindre end et døgn siden, dannede sig på hans nethinde. Han hørte deres udtalelser, bekymringer til soldaterne. Bekymringerne bestod hovedsageligt af, at “- en stakkels krøpling var blevet givet væk som et stykke tøj-” og “- staklen, sikkert var helt ude af stand til at kunne forsvare sig selv” imod den handel der havde foregået imellem “de små grønne mænd” og “den blåhudet, magiske kvinde, der boede helt alene ikke langt herfra” der havde opkøbt ham. Morgoth rynkede brynene sammen, nu ganske overbevist om hvilke såkaldte anklager der var henfaldt Azura. Han var ret sikker på, at ‘menneskehandel’ var en af dem. Hadet i menneskenes stemmer var dog heller ikke til at tage fejl af - der lå noget meget mere nederdrægtigt bag deres handling, end blot at hjælpe et såkaldt forsvarsløst individ. Han havde godt set hadet lure bag blikkene, han havde mødt på markedspladsen den dag, imens de betragtede Azura. Han kendte godt den slags mennesker, og intet godt kom ud af dem.
Han hørte den gamle soldat nærme sig lokalet igen, men han var endnu ikke helt synlig i gangen der ledte sig ind i køkkenet. Morgoth så derfor en mulighed for kort, at advare den kvindelige elemental - imens han stadigvæk kunne. Hans stemme lød atter i hendes tankecenter, bestemt, men så beroligende som han kunne fremmane den:
<“De kender til den handel De og goblinerne foretog jer igår. Og den slags handler er ikke helt .. Lovlige længere.”>
Hans øjne gled fra hende imod døren - han nåede netop at udtale de sidste ord, inden den ældre soldat trådte indover dørkarmen til køkkenet: <“Fald ned. De vil bruge din egen vrede imod dig Prinsesse. Vis dem du er bedre end det.”>
signature by jodeeeart

Azura Saeclum

Azura Saeclum

Kronprinsesse af Strana

Kaotisk God

Race / Elemental

Lokation / Medanien

Alder / 32 år

Højde / 173 cm

Sparks 19.02.2020 20:41
Der stod de så, en prinsesse og en lysets kriger og stirrede hinanden ind i hinandens øjne. Hvem ville tabe denne markværdige kamp? Denne usynlige magt opgørelse, der stod for skud. Gjorde bare at den lilla farvel ansigtet blev værre og værre. Hun skulle lige til at eksplodere i hoved på ham, da hun pludselig gav et lille skrig fra sig, ved alle de ni guder! Hun fór sammen, hvilket retmæssigt nok gav hende nogle ganske forundret øjne fra manden foran hende. Hvordan skulle hun forklare sig ud af denne her situation!? Hun havde lige hørt Morgoth stemme, inde i hendes hoved – det var hun helt sikker på! Men, var han her? Hendes blik blev kastet flygtigt omkring, før de atter lagde sig imod de nu to skikkelser i rummet.

Alt okay frøken?

Hendes næse rynkede sammen, i et næste frastødt utryk. Frøken. “Mit navn – er Azura Saeclum.. Jeg er kronprinsesse af Strana – jeg er bestemt… ingen frøken” hun var faktisk blevet ganske god til ikke at tage det som en fornærmelse, men nu var de begyndt at kravle ind under huden på hende. Hvor at det var svært for hende at holde sine følelser i skak.

Det der skete som det næste, var for meget. Den eneste reaktion der forekom, var blot et enkelt rejst øjenbryn og en uinteresseret mine. Ikke en gang to øjenbryn kunne hun få!? Magen til uforskammethed. Hun sugede en stor mængde luft ind i hendes lunger.

Jeg kræver i fremlægger jeres grund til at være her. Jeg tolerer ikke at blive behandlet som en simpel kriminel! I kommer her, i mit hjem – under falske oplysninger. For først at fortælle mig at jeg er under seriøse anklager – Efter! – at uden omtanke har manet jer vej ind i huset.

Ind til videre ingen andre at finde” den lavmelde brummen, fra den ældre herre gav et sæt i hende. Stemmen var rug, som havde han skreget i flere dage eller røget pipe uafbrudt siden spæd. Det var det eneste, syv ord. Intet andet. “Bliv ved med at lede, vi skal være helt sikre” svarede Letianter. Og manden vente rundt og gik tilbage hvor han kom fra.

Ignoreret.

Kunne godt være hun var blevet rådet til at falde ned. Men dette — dette var alt for galt.

Fortæl mig straks mine anklager..  ellers er det UD AF MIT HJEM.” denne gang var det Letianter der så en smule forfjamsket ud. Da et kræft brøl forlod hendes fyldige læber, at sådan en lille spinkle kvinde kunne have sådan en bas. Det var de færreste der kunne tænke sig.

Han greb hendes arm og tvang hende tilbage. Der var ikke længere noget venligt blik i hans øjne. “De er anklaget for menneskehandel – hvilket bestemt ikke er noget vi ser på med venlige øjne. Kan være det er lidt svært for dem at forstå deres lille prinsesse tanker om. Men vi forlader ikke hjemmet før vi at helt sikre på at der ikke er bilag for anklagerne.

Azura skar en grimasse da et lyn af smerte skød op af hendes arm. Han var bestemt stærkere end han så ud, men grimassen var hurtigt erstattet af et stolt og urokkeligt udtryk. “Slip mig” kom der mellem sammebidte tænder, mens hun betragtede ham med lynene øjne.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 51 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 19.02.2020 21:36
Morgoth kunne ikke lade være med at holde vejret, imens han så scenariet udspille sig foran ham. Halvdæmonen lukkede øjnene da han hørte den kvindelige elemental udstøde hendes vredesråb, ganske overbevist om at helvede ville bryde løs om nogle få øjeblikke. Han var endda klar til, at slippe illusionen hvis det nåede dertil - men da han åbnede øjnene, og ingen endnu havde kastet sig i struben på hinanden, forholdte han sig endnu rolig. Han vidste med sikkerhed, at det ville få alvorlige konsekvenser, hvis han tilkendegjorde sig selv - med eller uden sit forvrængede ansigt, som han havde båret dagen forinden på markedspladsen. Noget der foruroligede ham, var blikket i den unge soldats øjne. Udtrykket i hans øjne var ganske genkendeligt for halvdæmonen. Faktisk havde han sjældent oplevet andre udtryk, i lysets sympatisøeres øjne, når de havde betragtet ham. Dog var dette ikke ude grund; at tro andet ville være direkte idiotisk, ligegyldigt hvor meget han så sig modstander af Lysets Hær. Faktisk var han ganske sikker på, at soldatens blik ville lyne af noget langt værre end vrede hvis han fik kastet et enkelt blik på Morgoths ansigt. Derfor forholdte han sig fortsat skjult - iøvrigt klarede prinsessen sig ganske udemærket uden ham. Med hendes stålsikre stolthed, var han sikker på at hun nok skulle klare situationen. De ledte trods alt efter ham, ikke? Og han var komplet ude af syne. For nu.
Med ét slog det ham - der var noget han havde glemt. Og ganske rigtigt - den ældre soldat kom atter tilbage i køkkenet, og ikke tomhændet. I armen bar han Morgoths gamle klæder, heriblandt hans støvler og beskidte tøj. Han smed det op på bordet i midten af rummet, efterfølgende med armene over kors. Han følte sig ikke nødsaget til at tale. Overhovedet.
Morgoth bed sig i underlæben, kun hørende sig selv tænke: Åh. Nej.
signature by jodeeeart

Azura Saeclum

Azura Saeclum

Kronprinsesse af Strana

Kaotisk God

Race / Elemental

Lokation / Medanien

Alder / 32 år

Højde / 173 cm

Sparks 19.02.2020 23:05
Det var ganske få sekunder fra, at Azura ville gøre alvor af den trussel som havde ligget i hendes stemme. Men inden hun nåede, at vise manden der holdte hendes arm på plads. Hvem han virkeligheden havde med at gøre, kom den anden tilbage. Hun betragtede tøjet og støvlerne som blev smidt på hendes fine, nye, spisebord. Hun pressede læberne sammen, og prøvede at tage en lang dyb indånding.

Hun prøvede virkelig at tage til eftertrækning, at Morgoth havde advaret hende. Havde sagt at jo mere hun strittet imod, jo mere ville de bruge det imod hende.

Sådan stod de så lidt og kiggede på hinanden. Tristan med armene over kors, Letianter der lige så stille slap hendes arm for at gå hen og betragte tøjet. Også var det som om alt var givet. For hvad, noget tøj? Hvad bevidste det.

Da hun ikke sagde noget, eller tilkendegav tøjet. Blev det tydeligt at tålmodigheden var ved at løbe op hos de to soldater. “hvor er han?

hvem?” hendes blik flakkede til de knyttede næver, det var tydeligt at hun bevægede sig ud på et skrå plan. Men hun var ligeglad. De kunne ikke anholde hende, på baggrund af tøj.

En hånd greb hende omkring hagen og et ansigt blev bragt faretruende imod hendes. Men hvor hun før havde været ved at bide hans hoved af. Kiggede hun køligt på ham. Som vinden, således var hendes temperament. Altid skiftende. Utilregnelig.

Jeg spørger igen, hvor er slaven du købte?” hun himlede med øjnene. “Ingen slave her – kun gammel brugt tøj. Som jeg forklarede før, har jeg mange arbejder der går igennem huset på en måned. Fandt du måske nogen ud over tøjet – Tristan” hans navn blev der lagt tryk på som hun kiggede over på den ældre herre. Han mødte ikke hendes blik, eller tilkendegav hendes ord. Kiggede blot over på Letianter. “Nu høre du her din forbistret kælling, jeg kan mærke vi er flere end blot os i dette hus hvor er han?” da han talte disse ord, vidste hun med det samme det var sandt.

Dette var begyndt at blive tragikomisk.

Så tag mig med tilbage til din afdelings leder, og lad mig se hvordan det går. Når i vender tilbage og stadig ikke finder nogen. For jeg har på ingen måder nogen finger i menneskehandel. Jeg betaler mine arbejder og jeg kunne aldrig finde på at købe og formidle mennesker.

Dette måtte have været dråben for den ellers ganske veltalende soldat, der greb fat omkring hendes svævende hår og twistede tilbage. Hun blev hævet ud af køkkenet og ført igennem gangen. “Nu gennemsøger vi huset en gang til, også får jeg dig til at fortælle mig hvor de er, på den ene eller anden måde” hun fnyste, tydeligvis så var det på begge sider af lyset og mørket man brugte vold og magt for at få det man ønskede. Når alt kom til alt, var der virkelig ikke nogen som var bedre end de andre.

Hun fulgte trodsigt med, mens hun begyndte at planlægge hvordan hun kunne overrumple manden der havde sine fingre godt viklet ind i hendes hår.

Hvilken drejning denne dag havde taget. Og det havde ellers lige været så fabelagtig en morgen. Hun lavede et surt ansigt. Set bort fra hun havde landet fladt på hendes ansigt. Måske havde det bare ikke været hendes dag overhoved. 
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 51 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 19.02.2020 23:43
Synet af Letianter der vendte på en omgang, overraskede ikke Morgoth. Han kunne genkende en forbistret soldat på lang afstand, og han var en af dem. Han havde igennem sin tid i mørkets hær, oplevet mange forskellige slags soldater - og lysets og mørkets hær var ikke så langt fra hinanden, som man skulle tro. Der var større ligheder blandt hærene end man skulle tro - og Letianter, individer som ham, var en af dem.
Dette var dog ikke ensbetydende med, at halvdæmonen var ligeglad med hvad der skete foran ham - på trods af, at han havde set det mange gange før. Han mærkede hvordan frustrationen tog sig på hans krop; hvordan han spændte op, og et ubehageligt smil formede sig på hans læber. Et smil der bar alt andet end varme og glæde. Hvis det ikke var fordi Azura klarede sig langt bedre end hans tilstedeværelse, så havde han ikke opholdt sig skjult for de to soldater. Han begyndte at høre sig selv finde på undskyldninger for, at genbruge hans magiske evner, for ikke at tale om kampfærdigheder. Det var trods alt længe siden at de var blevet taget i brug, og at få lov til at komme ud med lidt frustrationer pådrog vel ikke nogen (særlig meget) skade, vel?
Han fløj ganske sagte efter de to skikkelser, som de bevægede sig igennem gangen og længere ind i huset. Morgoths isblå øjne placerede sig atter imod Azura, atter ladende sig selv indtage hendes tankecenter således, at han kunne ytre sig - uden de to soldater kunne lytte med:
<“Sig til når De har brug for min hjælp.”>
Stemmen var undskyldende, næsten frustreret over den afmagt der omhyldede hans person i dette øjeblik.
Ikke lang tid efter gjorde Letianter holdt, hvor han kastede et blik over Azuras skuldre. For en kort stund stirrede han direkte på Morgoth - eller nærmere igennem ham, end på ham. Han så ud til at lytte, imens han skævede imod enden af gangen hvor de var kommet fra. Han vendte herefter blikket skarpt imod vinduet, der ledte ud til bagsiden af huset, ud til urtehaven. Hertil vandrede Tristan, ugideligt og tungt fremad. Han rystede på hovedet i Letianters retning, og nærmede sig herefter vinduet. Det lignede han gjorde sig en alvorlig kraftsanstrengelse idet han hævede stemmen for, at tale imod ham:
”Der er ingen udenfor. Det ser ud til her er tomt,”
Tristan lød ganske uprovokeret - en følelse, eller mangel af følelse, der ikke så ud til at sætte sig godt hos Letianter. Noget der mindede om en irriteret, arrig fnysen lød fra ham. For en kort stund var hans opmærksomhed henlagt fuldkommen på Tristan, der fortsat krydsede armene og gestikulerede helt og aldeles ligegyldighed, da han trak på skuldrene.
Morgoth vendte øjnene imod Azura, hvis tålmodighed så ud til at holde til. Han kunne ikke lade være med at optage et lille smil på sine læber. For en kort stund glemte han at holde sig svævene, og han tillod sig at sætte af på gulvet under dem.
signature by jodeeeart

Azura Saeclum

Azura Saeclum

Kronprinsesse af Strana

Kaotisk God

Race / Elemental

Lokation / Medanien

Alder / 32 år

Højde / 173 cm

Sparks 08.03.2020 22:25
Hun gav igen et kortvarigt sæt i sig, heldigvis lod det til mændene tog det som irritation omkring at den ene af dem havde fat i dem. Hvor det i virkeligheden var stemmen inde i hendes hoved, det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende, at Morgoth havde muligheden for at rumsterer rundt der inde. at hun kunne høre ham, uden han talte. Hun var ikke sikker på hun brød sig om det overhoved. Men hun pressede læberne imod hinanden, hvor en tanke strøg igennem hendes hoved. At det skulle hun nok. Hun var ikke sikker på om han kunne høre det, eller hvordan denne kommunikation forgik. Da hun aldrig havde været udsat for den før. 

Da de snakkede om der ikke var noget udenfor, slog en tanke hende. Hvis hun bare kunne få dem ud af huset. Ud af hendes hjem, så skulle hun nok vise hvad der skete med folk - der prøvede at tage fusen på hende! “Hvis der skulle være noget, så skulle det da bestemt være herinde” mumlede hun vredt, manden der holdte hende, bed på krogen som en ivrig fisk efter madding. Et smil spredte på hans læber, “så er det nok udenfor vi skal lede Tristan, og du så bare ikke godt nok efter.

Hvor dum havde man lov til at være? Dum. men for hende var det en fordel, da hun havde tilgang til hendes magi i det fri. Og hun var træt af at være dem underdanig. 

Det øjeblik de ramte den friske luft trak hun dyb indånding igennem hendes lunger. “Hvor har du gemt ham.” Mumlede Letianter. Der begyndte hun at mærke magien begyndte at samle omkring sig. Hun snerrede igennem sammenbidte tænder. “Drenge, jeres velkomst er udløbet og det er på tide i vender tilbage til jeres gruppe.” Manden vente blikket tilbage imod hende, hvad hun kun ville kunne gætte sig til hvad et forbistret udtryk. Men gisp forlod hans læber, så meget hørte hun. Den blålige hud var begyndt at lyse op, som vinden begyndte at hvirvel omkring hende. 

Også tog den til, som hendes fødder langsomt lettede sig fra jorden. Hun mærket grebet forlod hendes hår og arme. Så hun kunne vende sig om imod den forvirrede og næsten skrækslagens lysets kriger. Tristan havde grebet titlen af sit sværd. Og kiggede forundret på hende, men gjorde ikke noget. “Skrid” hun slog ud med hånden, og det skjold af vind der havde formet omkring hende tog fart og kylede stakkels Letianter flere meter væk fra hende. Tristan blev dog med nød og næppe stående. Tydeligvis i stand til at bruge sine magiske evner til at modstå hendes kraftige vind. Han nikkede imod hende, og gik hen for at samle sin rejse kammerat op. Da hun kunne se de var på vej hen imod deres heste satte hun sine fødder ned imod jorden igen. Men det var først da de forsvandt på hesteryg. At lyset omkring hende dæmpede og hendes øjne til sidst blev hendes normale øjenfarve.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 51 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 06.04.2020 18:33
Umiddelbart som Tristan og Letianter forsvandt fra området, dukkede Morgoths skikkelse op i døren der ledte ud til urtehaven. Han stak langsomt hovedet ud, med et ganske forsigtigt smil liggende henover hans læber. Det var tydeligt han var sekunder fra, at bryde ud i et større tandsmil, men afholdte sig selv fra at gøre meget mere end blot det. Hans isblå øjne trak sig op og ned af Azuras skikkelse, betragtende hver enkelt del af hende; hendes kropsprog. Siden deres første møde havde Morgoth fornemmet en kraftfuld magi emmende fra den kvindelige elemental, men havde aldrig helt kunne vide sig sikker på hvilken slags magi hun besad - udover hendes manipulation af vinden, selvfølgelig. Han ville lyve hvis han påstod, at han ikke havde ladet sig selv underholde ved synet af Letianter blive kastet tilbage, ude af stand til at stå tilbage fra Azuras evner. Hans begejstring over hendes evner afholde ham dog ikke for at være i kontrol - han havde godt fornemmet frustrationen og irritationen i hendes stemme, idet Azura havde bedt de to lysets krigere forlade grunden. 
Idet de to krigere forsvandt igennem træerne tråde han udover dørkarmen. Hans isblå øjne kunne ikke afholde sig fra, at se nedad. Hans bare tær krummede sig idet han mærkede græsset under dem, kildende hans hud imens han bevægede sig igennem haven. Han lagde sine hænder bag sin ryg, idet han placerede sig ved Azuras side - stadigvæk med det skæve, næsten irriterende smil hvilende over sine læber. Han rømmede sig, prøvende på at gemme det væk idet hans øjne lagde sig imod hende.
"Såh,"
Han tiltede hovedet lidt, granskende hendes ansigtstræk imens han talte: "Ønsker Prinsessen stadigvæk mit selskab?"
Morgoth lod munden stod en anelse på gab, idet han pausede sig selv. Det skæve smil havde langsomt vasket sig af de sorte læber, og en mere alvorlig tone indfandt sig i hans tone da han atter talte:
"Hvis de finder ud af, hvem du huser under dit tag - så bliver det næste besøg fra hæren ikke kun af to soldater, men flere. Og så er det ikke kun mig, de vil have fingrene i." 
signature by jodeeeart

Azura Saeclum

Azura Saeclum

Kronprinsesse af Strana

Kaotisk God

Race / Elemental

Lokation / Medanien

Alder / 32 år

Højde / 173 cm

Sparks 09.04.2020 11:19
Azura følte sig nødsaget til at tage nogle dybe indåndinger. Hendes blik gled ned på hendes sammenknyttede næve, der rystede af vrede. Det eneste på hendes krop, der viste at hun var påvirket af hvad der lige var hent. Hendes fingre foldede sig langsomt ud, hun tog endnu en dyb indånding. Dette rakkerpak der lige havde tvunget sig ind på hendes private grund. Behandlet hende som en gemen bondekvinde. De vidste slet ikke hvilken vrede de havde pustet til. Ilden havde for alvor grebet omkring brændet. Hun vendte sin side imod Morgoth, da han var kommet op på siden af hende. Hele den kvindelige elementals postyr havde ændret sig. Hun havde ranket sig op, og udviste en viljestyrke af en kvinde; der i sandhed en dag ville være dronning af et land. 

Hvis lyset mener, det er sådan de skal behandle mig.” hendes ord var kølige, fuldstændig frataget alle følelser. “Så har de slet ingen idé om hvad der kommer til at ske.” Hendes blik lynede da de greb halvdæmonens. Så han troede han skulle afsted nu? Han troet at to mænd fra lyset var nok til at ændre hendes mening?  Måske havde hun ikke givet udtryk for, at hun vidste hvem han var.

Blikket ændrede sig dog kortvarigt, da hun blev ved med at kigge på ham. I hendes kultur havde man en anden måde at anskue konstruktionerne af forhold. Man havde dem man følte seksual tiltrækning til, i så stærk en grad at man ikke kunne holde sig fra hinanden, Capio. Også var der dem, man ville få utrolig stærke romantiske følelser for, Amandi. Det var meget sjældent de to ting gik hånd i hånd. Og når de gjorde, var det noge helt ekstraordinært. Og når hun kiggede på manden ved hende side, kunne hun næsten mærke frygten i hendes mave, at han var præcis det. Anima mea. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding, hun havde brug for mere tid. “Du skal ingen steder, dette er dit hjem. Og hele hæren kan dukke op ved mit hjem. Det vil stadig ikke få mig til at ombestemme mig.

Hun vente sig rundt imod huset, og gik med fast besluttet skridt ind igennem havedøren. Kunne godt være hun var hovmodig, når hun troede hun kunne modstå et lands love. Men hun var ikke dum, og vidste hun havde brug for hjælp. Skulle det nogen sinde komme så vidt. Hun stoppede dog med at gå, og vente sig om imod Morgoth. “kommer du?
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 51 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 13.04.2020 21:54
Morgoth viede ikke med blikket, da Azuras lynende øjne omfavnede hans. Han havde set hendes rystende næve, hendes meget kontrollerede åndedræt - vreden drev nærmest fra hende. Halvdæmonen var ikke det mindste i tvivl om, at han stod ved siden af en utrolig stolt kvinde (foruden at hun var monteret med et godt temperament). Hele måden hvorpå elementalen kontrollerede hendes krop, og de eksplosive følelser der prøvede at gribe hele hendes krop - det tog næsten vejret fra ham. Hun var kaos og orden på en og samme tid; ren følelse, dybt kontrolleret af en professionel viljestyrke. Han tillod til sidst at lade sine øjne sænkes, i et forsøg på at bryde sin trancesættelse af skikkelsen ved sin side. Dette alene i et forsøg på, at skjule den der havde tændt sig i hans isblå øjne; den altædende begærlige ild.
“Jeg tror du har givet dem en forsmag på hvad der kommer til at ske.”
Mumlede han ganske sagte, ude af stand til at holde et flabet smil tilbage på de sorte læber. Han hævede forsigtigt øjnene, seende Azura betragte ham. Han sukkede, en anelse lettet, over hendes ord. Hun gav ikke efter - havde hun gjort andet, ville Morgoth ikke have bebrejdet hende, men han ville være overrasket. Azura virkede ikke som en kvinde der lod sig bestemme over, eller irettesætte på nogen som helst måde. Han fandt det beundringsværdigt; hendes stædighed og stolthed var i sandhed beundringsværdigt.
“På dit ønske,”
Han fugtede sine læber, seende hende ganske dybt i hendes lyseblå øjne, ude af stand til at skjule den ild der emmede i hans egne isende:
“- Og på mig eget - så bliver jeg.”
Morgoth fulgte den kvindelige elemental med øjnene, idet hendes skikkelse bevægede sig tilbage imod huset. Hans øjne gled henover hende, fulgte hendes hvirvlende hår med øjnene, indtil de placerede sig imod hendes vrikkende hofter. Han rynkede brynene, tydeligvis ude af stand til at kontrollere sig selv, idet han betragtede hende imens hun gik. Han ænsede ikke at hun vendte sig imod ham - eller også ønskede hun, at hun så hans ugerning. Uanset intentionen bag hans manglende reaktionsevne, nåede han ikke at løfte blikket tids nok til at hun ville kunne undgå at se hvor hans øjne for lidt siden havde henlagt sig.
“Hm?”
Han smilede uskyldigt, næsten for uskyldigt, som han vendte øjnene opad imod hende. Han satte i en blød, næsten legende gågang op imod hende, idet han svarede hende: “Så hvad nu? Nu er vores lille besøg overstået -“
Han strakte armene over hovedet, strækkende sin overkrop - næsten som en træt, doven kat, idet han nærmede sig Azuras skikkelse.
“Hvad skal vi så bruge resten af dagen på, nu da vi ikke kan kaste rundt med lysets soldater længere?”   
signature by jodeeeart

Azura Saeclum

Azura Saeclum

Kronprinsesse af Strana

Kaotisk God

Race / Elemental

Lokation / Medanien

Alder / 32 år

Højde / 173 cm

Sparks 14.04.2020 11:56
Hun havde slet og ret, ikke lagt mærke til ilden der brændte i halvdæmonens øjne. Hun havde været så optaget, over hendes egne tanker, hendes frygt og hendes stolthed hun følte var blevet krænket.
Men da han henvendte sig imod hende igen, spurgte næsten uskyldigt om hvad der så skulle ske. Vente hun blikket imod hans øjne, og den blå elemental kunne mærke suget der greb hende omkring maven. Hendes læber skilte sig langsomt fra hinanden, mens hun betragtede ham næsten drømmende. Så blinkede hun et par gange, og kunne mærke hvordan hendes bryn knyttede sig imod hinanden.
Stop med at distrahere mig! Jeg er meget sur lige.” næsten møffede prinsessen, som var hun pludselig degraderet ned til at være ti år gammel. Hun lagde armene over kors, og prøvede at se så uimponeret ud over, hvad end det var han havde gang i.
Nu var ikke tidspunktet, at han igen skulle prøve at charmere sig ind på hende. De havde jo ting at tage sig til, rettelig sagt hun kunne ikke huske noget af det nu.
Hendes læber pressede sig sammen, men hun bevægede sig ikke, som han lige så stille bevægede sig hen imod hende. Hvorfor havde han den effekt på hende? Han kunne fuldkomme tryllebinde hende, skulle han have lyst til det. Han kunne få hende til at underlægge sig, give ham alt kontrol over hende.
Azura fugtede sine læber, mens hendes blik omfavnede hans skikkelse.
Hun vidste godt, hun skulle være påpasselig omkring ham. Han havde jo ikke været konge af mørket for ingen ting, manden var jo ikke god.
Men – hvad det så slemt?
Hun lukkede øjnene, men nu var ikke tiden!
Jeg bliver nød til at tage ind til byen, du skal have flere klæder – vi mangler proviant for en tid, og jeg skal snakke med arbejderne så de kan fortsætte med huset.” hun prøvede at lyde så nonchalant som overhoved muligt, som hun vente ryggen til ham og trådte ind i huset.
Hun skulle virkelig passe på, ellers ville hun ende med at være fange imellem hans hænder. Og lige meget hvor rart det ville være, så var det ikke sundt for nogen af dem.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 51 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 14.04.2020 19:51
“Distrahere dig?”
Morgoth gjorde ikke engang et oprigtigt forsøg, på at lyde overrasket. Han fortsatte fremad ganske langsom i sine bevægelser, i takt med han nærmede sig Azura.
“Jeg anede slet ikke jeg var i stand til den slags.”
Hans tonefald var ganske legende, understregende i al sin tydelighed, at han var ganske klar over hvilken indflydelse han havde på den kvindelige elemental. For det ville i sandhed var en løgn, hvis Morgoth forsøgte at påstå andet. Han så det ske for sine øjne, hvordan vreden der emmede fra Azuras kropssprog langsomt dulmede; hvordan en oprigtig eksplosiv følelse, forvandlede sig til noget mere useriøst og nedprioriteret. Han så det ske fra det øjeblik hvor deres blikke mødtes, og bandt sig sammen i et bånd han ikke var i stand til at kunne forklare. Et bånd han havde følt for det allerførste øjeblik, Azura havde vidst sig for ham. Han vidste det var en kraftfuld forbindelse; en forbindelse han ikke havde turde benægte, til trods for hvor meget han (om muligt) kunne sætte sig selv og hende i fare.
Om nok var halvdæmonen bevidst om hvilken indflydelse han havde på Azura, men han var lige så bevidst om hvilken indvirkning hun havde på ham. Det var længe siden at nogen havde været i stand til, at henlægge hans opmærksomhed på dem - og alene dem, som hun havde. Og hvad han ikke havde lyst til at gøre for hende, ved hende. Han kunne næsten ikke definere den følelse hun fik ham til at føle, foruden at beskrive denne som en næsten uhåndterbar varme. Hvilken varme hun var i stand til at sprede i hans krop; fra hans allerinderste, helt ud til hans fingrespidser.
Da Morgoth var indenfor en hånds rækkevidde af Azura, lod han langsomt sine arme falde. Han nikkede, brummede et erkendende ‘mhm’ for hver opgave hun remsede op - udtalte et enkelt ’ja’ imellem hendes ord - understregende han lyttede til hvad hun fortalte ham. Alt dette i et forsøg på at anerkende, at det selvfølgelig var hende der var i kontrol; hun havde, trods alt, ikke videregivet ham dem endnu. Han trådte ind efter hende, mindre end et skridt bag hende, idet han løftede sig selv indover dørtærsklen til hendes hjem. Som han nåede om bag hende, placerede han sine hænder imod hendes skuldre. Han trak sig ind imod hendes skikkelse, således hans brystkasse næsten hvilede sig imod hendes ryg.
“Jeg kan godt høre der er meget at lave idag - vigtige ting der skal ordnes. Hvis jeg ikke har tilbudt min hjælp, så gør jeg det nu.”
Talte han til hende, ganske sagte imens han henlagde sin næse i hendes hår. Han lukkede øjnene, ude af stand til at kontrollere det tandsmil der formede sig på hans sorte læber. Han strøg sin næse henad hendes hår, imens hans ene hånd slap hendes skuldre - omfavnende hende omkring livet, imens han talte.
“Men,”
Han trak sit ansigt fra hendes hår, løsnede grebet en anelse om hende således hun var i stand til at bevæge sig ud af hans favn.
“Men jeg har ikke hørt dig sige ‘nej’ til mig endnu?”
Hans stemme forsvandt hen i en dyb hvisken, henlagt i en tydeligvis pålagt undren. En falsk undren der ikke afspejlede sig i de næsten hvide øjne, der betragtede elementalen i sine arme. Han ville have forbandet hendes skønhed, var det ikke fordi han ikke var i stand til det.     
signature by jodeeeart

Azura Saeclum

Azura Saeclum

Kronprinsesse af Strana

Kaotisk God

Race / Elemental

Lokation / Medanien

Alder / 32 år

Højde / 173 cm

Sparks 15.04.2020 19:06
Han vidste præcis hvor god han var, han vidste præcis hvad han havde gang i.
Og det burde virkelig få den den stolte elementals vrede helt op og koge, hvor nonchalant han var omkring det hele. Men han havde godt og grundigt tryllebundet hende, det skræmte hende næsten.
Havde det være nogen anden, ville hun beskylde ham for at der var blevet kast en trolddom over hende. Men selv hvis han skulle besidde de evner, så ville hun ikke tro han ville behandle hende sådan. Udnytte hans magt, uden hun ville opdage det.
Hvor hendes begrundelse for det var, hun var ikke selv sikker.
Men i hendes hjertes hjerte, vidste hun det, og så måtte det være sådan.
Hans nærvær fik hende til at stoppe op, den kølige brise fra døren der stadig stod åben, flød hen over hendes føder, og gled langsomt omkring hendes ben, ind til hun kunne mærke hvordan den indehyldedde hendes eksistens. Håret dansede omkring hendes ryg og skuldre, kærtegnede hendes hals, bare skuldre og ansigt.
Var hun ikke stadig kun iført en morgen kjole? Hans blege fingre lagde sig hen over hendes blålige hud, og hun kunne mærke hvordan elektricitet styrtede igennem hendes krop.
Mange ting?” sagde hun forvirret, hun var ret sikker på hun ikke skulle noget?
Hendes åndedrag hikstede da hun mærkede næsen der duftede hendes hår.
Hun lænede hoved tilbage, lukkede øjnene – læberne skiltede sig fra hinanden. Brystkassen hævede og sænkede sig, i så tydelig en grad der fortalte ham at hun havde svært ved at koncentrerer sig.
Åh, hvordan? Hvordan kunne have sådan en virkning på hendes krop. Den modellerede sig næsten efter hans hænder. Hans berøring
Det prikkede i hendes øjenkrog, lige som aften forinden, kunne hun mærke følelser der rasede en storm i hendes indre. Krystalklare tåre gled lige så stille ned over hendes kinder. De ramte hendes åbne læber, og kunne smage salten.
Det var næsten som kunne hun mærke smerten, vreden han rummede; i den måde han rørte hende.
Havde han brug for hende, lige så meget som hun tydeligvis behøvede ham?
Var de som  to stjerner på natte himlen der endelig havde fundet hinandens rejselinje?
Men?” hviskede hun lige så stille, spørgerne, ordene var næsten som svævende dun fra hendes tunge.
Hendes slanke hånd gled op og fingrene kærtegnede ham let hen over kæben, som hendes øjne gled endelig op igen, skinnende fra dråberne der havde forladt dem.
Jeg ville aldrig – kunne sige nej til dig Morgoth Niranon” hun snakkede næsten uhørligt “tidligere konge af mørket, og bekriger af mit folk” hviskede hun, vente sig rundt imod ham. Hendes hænder lagde sig blødt imod hør skjorten han havde på. Hendes fingre følte vævningen under hendes fingerspidser.
Varmen der emmede fra hans overkrop, der alligevel var blandet med en voldsom kulde.
Hendes hånd gled hen over hvor hans hjerte var.
Anima Mea” hviskede hun halvkvalt, et lys brændte i hendes øjne, som hun kiggede op på ham. Hendes øjne skiftede kort farve som et blink. Det skete så hurtigt, nogen ville måske have påstået det slet ikke var sket.
Sjælefrænde” hun sank klumpen der havde dannet sig i hendes hals, og trådte et skridt tilbage. Det, det kunne ikke passe, vel?
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 51 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 09.05.2020 14:13
Behøvede han hende lige så meget, som hun behøvede ham?
Ja. Måske endda langt mere, end halvdæmonen vidste det; langt mere end hvad hans krop og sind kunne rumme. Om nok var dette ikke tydeligt i hans ord, men måden hvorpå han smeltede under hendes berøring - måden hvorpå han hungrende ønskede at gribe hende, trække hende ind til sig og blot mærke hende, føle hende imod sig. Måden hvordan hans øjne væddede sig under hendes berøring, helt uden den kontrol han havde formået at opbygge igennem sit liv. En kontrol der langsomt hviskede sig væk under hendes fingre, følelsen af hendes søde læber der kyssede hans.
Morgoth rynkede brynene, næsten lidende under hendes berøring, idet han hvilede sit ansigt imod hendes hånd. Han strakte langsomt halsen i takt med han hørte hendes ord, åbnende sine arme således der var plads til, at Azura kunne vende sig i hans arme. Han sukkede sagte under hendes berøring, bremsende sig selv idet han hørte hende hviske. Det var som om en ro bosatte sig i hans krop ved hendes ord - en ro han længe ikke havde følt i sin krop; en ro han havde skreget på selv i sine drømme.
Morgoth lod Azura træde bagud, ud af sin favn og væk fra ham. Men han slap hende ikke ud af syne - hans øjne var bundet til hendes i det bånd, som hun havde sat ord på. Ord som halvdæmonen aldrig havde udtalt før, men på en og samme tid aldrig havde følt så velkendte, så sande, som han følte dem.
“Anima mea,”
Han gentog hendes ord: “Sjælefrænde-“ og strakte en hånd fremad imod hende. Han kunne ikke tilbageholde det smil der formede sig henover hans sorte læber, men det var ikke varmt - det var som om noget gjorde ondt på ham. Som om noget endelig var sat på plads i hans krop, og nu følte han dets vægt; dets eksistens.
“Er du bange prinsesse?”
Han tiltede hovedet ganske let, imens han forblev på sin plads. Hvis hun ønskede at komme til ham, så gjorde hun det. Han ønskede ikke at påtvinge hende noget som helst - end ikke sig selv.
“For selv hvis du er - så forstår jeg det godt.”
Han var ikke engang sikker på han rigtig forstod det, men han vidste han følte dét. Han mærkede hvordan det rykkede ham i hans grundvold, men han vidste også han ikke - kunne ikke - gøre modstand. Så han følte blot.
“For selv hvis du ikke vil det; selv hvis du ikke er min - så er jeg din.”   
signature by jodeeeart

Azura Saeclum

Azura Saeclum

Kronprinsesse af Strana

Kaotisk God

Race / Elemental

Lokation / Medanien

Alder / 32 år

Højde / 173 cm

Sparks 10.05.2020 22:43
Hendes skinnende blå øjne betragtede manden foran sig. Så hvordan en hånd blev rakt ud imod hende, men hun havde svært ved at få luft. Og dette, var i sandhed et problem; når hele ens eksistens var netop dette. Luft.
Nok var det at kunne trække vejret, en fornødenhed for alle kreaturer der gik på denne jord. Men for kronprinsessen, var luft ikke bare den luft hun trak ned i hendes lunger, det var ikke blot ladningen til hendes magiske kræfter.
Nej det var hele hendes individ; og som hun stod og betragtede manden foran sig. Så mørk som han var lys, tog han det fra hende.
Hun måtte lukke øjnene, for at tage det hele ind. Men hans ord ramte hende hårdt.
Er du bange prinsesse?.
Var hun? For hun var ikke sikker, på om det var det rigtige ord til at beskrive hvad der foregik i hendes tanker lige nu. Hun var bare overvældet, og hun havde altid – alle dage, haft svært ved at kontrollere hendes følelser. Men Morgoth havde på ganske kort tid, formået at kravle sig ind under hendes hud. Langsomt og forsigtigt, trak hun luften ind i gennem hendes næsebor.
Blikket blev slået op, da han fremlagde det; jeg er din.
En brise gled igennem køkkendøren, den fulgte vejen hen over de kølige marmor gulv. Den kælede rundt omkring hendes tær. Lige så stille fandt den vejen rundt omkring hendes ankler, inden at den omfavnede hele hendes krop.
Brisen ruskede rundt i den enkle natkjole, hendes hår der var i et uregerligt tumult, hvirvlede ganske langsomt rundt omkring hendes spinkle skikkelse.
Med resolut skridt, gik hun hen imod ham igen.
Da hun var allerde en smule højere end ham, var hun nu halvanden hoved højere. Som luften havde fået hende til at svæve hen over gulvet.
De spinkle delikate fingre, greb ham omkring ansigtet. Som hun langsomt dirigerede det op imod hendes.
Og jeg er din” mumlede hun sandfærdigt, som hun lod deres læber mødes.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 51 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 11.05.2020 20:04
Stilheden var om muligt kort, men ikke kort nok til at Morgoth ikke nåede at bide mærke i den. Som intetheden bredte sig mellem dem, nåede halvdæmonen at mærke en tyngde; en tyngde han ikke havde mærket i snart mange år. Det var en følelse han svar han aldrig ville opnå igen - ikke i dette liv. Et liv han for mindre end nogle døgn siden svor aldrig ville ændre sig. For Morgoth havde ikke i sine vildeste drømme troet, at hans daværende liv - et liv hvori han blev betragtet som død, i bedste (eller værste nok) tilfælde som en eftersøgt mand - ville ændre sig til det bedre. Men her stod han, overfor en kvinde han kun lige netop havde mødt - og alligevel, alligevel svor han at han ville lade sit hjerte bløde for hende. Hun behøvede blot at række ud og gribe fat; han vidste han ikke ville være i stand til at standse hende.
Morgoth sænkede langsomt sin hånd, da med sine egne øjne hvilende imod dens udstrakte fingre. Tyngden i hans center voksede - og hvad betød det? Han rynkede på brynene over sig selv, tydeligvis forvirret over hvad han selv mærkede; hvad han følte. Var det skuffelse? Hans blik rejste sig, imod Azura, ude af stand til at gribe øjenkontakt med hende da hendes øjne var lukket ganske fint i. Han ville have grint af sig selv, skammet sig hvis det ikke var fordi det hele føltes så forbandet ægte. Var han virkelig allerede så sat - så bange for at miste noget, han ikke engang havde fået givet?
Han knyttede sin hævede hånd i en næve og trak den ned langs sin side. Han lagde an til at træde bagud, væk, men så kom vinden. Han mærkede den imod sine bare tær, dens kølighed og blidhed. Og han gjorde da holdt for at se opad en sidste gang - for blot at se direkte ind i Azuras blanke øjne.
Som hendes skikkelse lettede fra jorden, og hendes fingre til sidst omfavnede hans ansigt, mærkede han tyngden slippe. Han mærkede hvordan sorgen undslap hans krop; hans hjerte. Han lod sine øjne sænke ganske sagte i idet deres læber atter mødtes, da med hjertet fyldt. Fyldt i sådan en grad, at han ikke kunne tilbageholde smilet på sine læber - eller lysten til blot at gribe hende, og trække hende så nært sig som muligt.
Morgoth sukkede idet han trak ansigtet fra hendes, stadigvæk med armene omkring hendes liv.
“Bliv hos mig idag -“
Han kyssede hende atter engang, næsten bedende idet han udtalte de næste ord: “Vil du ikke nok?”
signature by jodeeeart

Azura Saeclum

Azura Saeclum

Kronprinsesse af Strana

Kaotisk God

Race / Elemental

Lokation / Medanien

Alder / 32 år

Højde / 173 cm

Sparks 12.05.2020 15:18
Der var så mange følelser der rumsterede i den spinkle elementaler, som hun lod deres læber mødes i et nænsomt kys. Fyldt med følelser, der ikke havde været der på samme måde som i går.
Jo vidst, havde hun valgt at kysse ham – fordi de følelser han havde vækket i hende var sorgen selv. Og hun havde haft brug for at vise ham, at tingene kunne blive lysere igen.
Men som hun nu hang her i luften, med hans duft der indhyllede hende. Hele hans væsen, var som om det var i gang med at trænge ind i hendes. Det var voldsomt overvældende for hende. Men på samme tid også en befrielse – for hvem i hendes land kunne beskrive sådan en følelse?
Måske noget hun kunne tælle på begge hænder.
Som deres læber slap igen, tog hun en dyb indånding ned i hendes lunger. Smilet han havde haft på hans egne læber, havde smittet af på hendes, som hun betragtede hans mørke øjne og læber. Han var i sandhed det smukkeste væsen hun nogen sinde havde lagt sine øjne på.
Men var det ham.
Tanken rumsterede lige så stille i hendes hoved – hvordan så han ud i virkeligheden?
Azura nåede ikke at svare ham, før hans læber atter var imod hendes. Hun lukkede øjnene, og lod sig selv igen mærke hvordan overvældende følelser kastede sig over hende som et vandfald.
Hendes blik åbnede sig langsomt – dovent. “Jeg bliver.” hviskede hun imod ham, og åbnede øjnene helt og betragtede ham.
Hun kunne ikke slippe følelsen.
Vis mig din rigtige skikkelse” sagde hun endelig, og lod endelig hendes fødder ramme det kolde marmor gulv igen, mens hun afventende betragtede ham.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 51 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 15.05.2020 20:54
”Hvis mig din rigtige skikkelse.”
Først virkede det til, at ordene skulle synke ind hos halvdæmonen – hvilket var et ganske sandfærdigt faktum. Og da dette endelig var sket, var han stadigvæk ikke helt i stand til rigtigt at respondere på Azuars ord. Hans isblå øjne virrede mellem hendes, først uforstående og da undvigende. Morgoth rystede på hovedet, da ikke længere med et smil hvilende over hans sorte, fyldige læber. Grebet omkring prinsessens liv løsnede sig, idet han langsomt gav slip på hende – alt sammen for, at kunne træde lidt væk fra hendes da landede skikkelse.
”Jeg er ikke sikker på jeg kan.”
Morgoth løftede øjnene prompte idet han talte, seende ganske direkte ind i Azuras øjne. Der fandtes ingen usikkerhed i hans ord, men heller ingen hårdhed. Han talte blot sandheden; en sandhed han aldrig havde skænket en større tanke end blot at anerkende den. Morgoth vidste han besad en god del magisk kræft – og deri kræfter (hvis eksistens han kendte til) han havde enorm kontrol over. Men denne kontrol eksisterede kun på grund af hans far – og Melkor, på trods af hans enorme ønske om at hans søn skulle leve op til hans ønskede potentiale, havde aldrig ladet ham udforske den del af ham, som kom Melkor allernærmest: dæmonracen. Med hvilket grundlag for hvorfor Melkor aldrig havde ladet sin søn komme tættere på denne side af ham selv, vidste Morgoth ikke. Men halvdæmonen vidste med sikkerhed, at han besad denne ’rigtige skikkelse’ - som kronprinsessen omtalte. Han havde dog ingen anelse om hvordan denne så ud; hvad denne var, når den kom til livs.
Men hvad var det for en mavefornemmelse der voksede i hans indre? Han bed sig selv sagte i underlæben, mærkende en ganske genkendelig, sigende fornemmelse. Vidden i halvdæmonens pupiller voksede i takt med et lille, hvis man kendte halvdæmonen blot en anelse, sigende smil.
Han kneb de isblå øjne ganske fint sammen, som han – forsat stiltiende – granskede Azuars ansigt.
”Men fortæl mig,-”
Han vædede sine læber, som han havde trådt et skridt tilbage fra hende, nu med fri mulighed for at se nedad hendes skikkelse. Men halvdæmonens isende blå øjne fandt altid vej til hendes – altid.
”- Hvorfor?”

signature by jodeeeart

0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Lux
Lige nu: 1 | I dag: 3