Éir syntes at det havde været ubehageligt nok da manden greb om hans sjæl, og alligevel var han ikke forberedt på fornemmelsen af at få en sjæl trukket ud af sin krop. Selvom det ikke var hans egen, kunne han ikke lade være med at forestille sig at den grumme følelsesløshed der greb ham tilnærmede hvordan det måtte være at dø. Han følte sig mere udmattet end han nogensinde havde været i sit liv. Hans hud var bleg, og hans vejrtrækning kom i dybe gisp, der yderligere blev besværliggjort af mandens kvælertag. Alligevel, måske mere end før, var der ild at finde i drengens øjne, som han arrigt stirrede tilbage mod dødsenglen.
Hans ben bevægede sig af sig selv, som han svagt sparkede ud efter mandens ben. Hvis dette var måden han skulle dø på, ville han i hvert fald gå ud i kamp, så hans sjæl kunne finde hvile i Valerias haller. Et kort øjeblik blev han grebet af frygt – for ville hans sjæl kunne finde hvile så langt fra havet? Øjeblikket efter kunne han ikke lade være med at smile. Han var ved at angribe en dødsengel, og alligevel var hans største problem hans afstanden til det salte paradis.
”Gi’. . sá. . slip!” stønnede han afkræftet, og den eksotiske accent var tilbage i hans stemme.

Sakse var blevet klog af skade, hvilket var grunden til, at han sørgede for at holde Éir langt nok væk fra sig, så knægten ikke kunne nå hans ben med sine spark. Hvis Sakse havde været typen, der følte medlidenhed med andre, så ville han nok have haft lidt ondt af den stakkels dreng, der virkelig var kommet ud, hvor han ikke kunne bunde.

"Hvorfor kæmper du imod mig?" spurgte Sakse, oprigtigt forvirret over dette. "Hvorfor modsætte sig naturens orden? Denne verden tilhører de levende. De døde og deres sjæle tilhører de dødes rige. De sjæle, der bliver her, er ulykkelige, evigt fortabte mellem to verdener. Det er ikke naturligt, og det ødelægger naturens balance. Forstår du ikke det?"

Mens han talte, satte Sakse forsigtigt Éir ned på gulvet og slap hans krave. Sakse var en mand af logik, og han regnede med, at hvis han nu bare forklarede logikken bag sine handlinger, så måtte drengen her også forstå. Hvordan kunne han undgå det?

Det var egentligt et godt spørgsmål, og Éir måtte indrømme at han ikke var helt hundrede sikker på hvad grunden var. Han lod sig slappe af i mandens greb, som han overvejede de mulige grunde. Han brød sig ikke om mandens fremgangsmåde, og mente personligt at ånderne ville rejse til de dødes rige når de var klar. Han havde set det nok gange til at han følte sig rimelige sikker i sin sag. På den anden side var der ånder, der aldrig fandt deres vej og snart glemte hvem de var og hvorfor de blev hængende. Disse ånder var typisk vrede og fulde af had, og han kunne godt se hvordan det var en fordel at hjælpe dem på vej.
Men han var alt for træt til at kæmpe længere. Energien var blevet hevet ud af ham sammen med den gamles sjæl. Så snart manden satte ham på gulvet, lod drengen sin krop glide ned langs væggen, og trak benene op til sit bryst.
”Hvad vil du ha jeg siger?” Drengens ord var stille. Og en kort pause kiggede han op og fangede mandens blik. Han følte ikke længere frygt, bare udmattelse. ”Du ved tydeligvis mere om det end jeg gór, men jeg fóler stadig at det du gór er. . . Forkert.”

"Naturens orden er aldrig forkert," sagde Sakse. "Det er kun forkert at blande sig. Livet er hårdt og uretfærdigt, men i døden bør vi alle være lige. Det må du lære at forstå, ellers vil det ikke gå dig godt."

Drengen var jo egentlig fin nok, og Sakse klappede ham akavet på hovedet med sin lange, tynge hånd. Det var fint at være fyldt med idealer og ideer om tingene, men naturens orden skulle der ikke pilles ved. Desuden risikerede drengen jo bare at blive offer for bitre sjæle og ånder, der vil ham ondt, fordi han insisterede på, at alle sjæle skulle blive tilbage, indtil de var klar. Som om man nogensinde bliver klar.

Éirs ungdommelige udholdenhed kom ham til gode, som han stort set var kommet sig over at få en sjæl trukket ud af kroppen, og hans mod voksede i takt med hans velvære. Han kiggede dødsenglen direkte i øjnene, med betydeligt mindre fjendtlighed end tidligere. Hvorom alt var, så virkede den mystiske fremmede ikke til at ville nogen noget ondt – og det var sandt at det ikke nyttede noget at kæmpe mod døden.

”Hvis naturens orden aldrig er forkert, hvorfor er du sá nód til at fikse den, hva?” Han smilte triumferende, overbevist om at han havde fanget dødsenglen i et paradoks. ”Hvis ánderne bliver hängende af sig selv, er det sá máske ikke naturligt, har du tänkt på det?” Drengen lagde armene over kors, og stirrede forventende på den erfarne dødsengel mens han ventede på et svar. Hans tvivlende ansigtsudtryk og hovmodige udstråling fortalte tydeligt at han ikke forventede at manden ville kunne finde på et svar.

Sakse rystede på hovedet.

"Sjæle bliver tilbage i kroppen, fordi de nægter at indse, at deres liv er ovre," sagde han med et suk. Han var ved at blive godt træt af knægten. "Levende væsner, mennesker især, tror de ved bedre end naturen, bedre end guderne... Se bare på dig. Du forsøger at diskutere med en 300 år gammel dødsengel, der har set alt, hvad du kan drømme om, to gange. Jeg kender mit fag, jeg kender mit kald... Jeg kender døden. Jeg er døden. Jeg frelser sjæle fra dem selv. Du kan ikke lære mig noget, knægt."

Med de ord vendte Sakse sig og gik med rolige skridt mod udgangen. Det var typisk mennesker at tro, at de vidste bedre end eksperterne. Menneskernes største brist var, at de troede, de var guder. Det var Sakses job at sørger for, at de forstod deres egen dødelighed. Kun deres sjæle var udødelige, og de tilhørte Dødsriget.

Èir måbede over ordene som manden kastede i hovedet på ham. Drengen havde mødt mange mennesker i sit korte liv, og kunne finde ingen basis i dødsenglens nedladende ord – hver person havde sine fejl, bevars, men alle havde også kvaliteter der gjorde op for det. Vigtigst af alt var alle forskellige. Det eneste man kunne få ud af en generaliserende sætning som den Sakse havde spyet, var hvor lidt taleren vidste hvad han snakkede om.
Drengen løftede en finger og åbnede munden for at tale, provokeret af mandens ord, men lukkede den tænksomt og forblev tavs. Han var ikke glad for manden, der nu gjorde mine til at forlade huset – så hvorfor stoppe ham? Selvom det kunne være svært at sluge sin stolthed, var det unægtelig den hurtigste vej ud af samtalen. Selvom det var umådeligt svært ikke at svare tilbage på det hykleriske budskab. Hvordan kunne han ikke se at gjorde præcis hvad han beskrev som en fejl?
”Sá gá med dig, og lad os levende väre i fred! Jeg vil góre alt i min magt for at forhindre unódig dód – for sá behóver jeg aldrig se dit ansigt igen!” Han var oprigtigt gal, uden at kunne sætte en finger på præcis hvorfor. Nu ville han finde Dhalia, og advare hende mod den ranglende mand. Måske havde hun endda set ham før, og vidste hvordan man kunne skræmme ham væk. Han vendte sig omkring, og gav mine til at forsvinde ind i helbredelseshusets baglokaler, for at lede efter hende.

Sakse kiggede sig over skulderen, da drengen begyndte at råbe efter ham. Han kunne ikke helt lade være med at smile lidt.

"Døde kommer altid," sagde han roligt. "Jeg tager din sjæl, hvad enten din død var unødig eller ej. Ingen kan flygte fra døden for evigt. Husk det."

Så forlod han Helbredelseshuset og vandrede i retning af den nu døde mands bolig. Sakse havde fået et glimt af mandens kæreste eje; en lille, rødmalet træhest, som hans datter havde lavet. Sakse ville finde den og indlemme den i sin store samling af kæreste ejer.

Éir kunne umuligt finde på noget passende at sige tilbage. Hvordan skulle man nogensinde svare på sådan en ildevarslende sætning? Alligevel følte han det vigtigt at give udtryk for hvor lidt han brød sig om manden – han rakte tunge af manden idet han forlod. Hvis manden lagde mærke til det, gav han intet tegn og Éir måtte kæmpe mod anråbet der steg i hans hals. Det virkede mere fornuftigt bare at lade ham gå.
Han havde brug for  tid til at forarbejde hvad der var sket. Han havde fået meget ny information på meget kort tid, for selvom han havde levet med ånderne de sidste par år havde han aldrig set en dødsengel før. Og hvis han var helt ærlig håbede han også at det var sidste gang. Der var noget alvorlig foruroligende ved manden. . . For ikke at nævne at han bogstavlig talt havde fået revet en sjæl ud af kroppen.
Han gik ind i husets baglokaler på jagt efter Dhalia. Hun måtte kunne forstå situationen bedre end han selv kunne.