Det kunne tydeligt ses på gaderne, at foråret var kommet; der var fyldt op med mennesker, der var på vej til og fra markedet. Flere var stoppet op for at hilse på velkendte ansigter, og alle var tydeligt i godt humør. Her og der var der også både byvagter og medlemmer af kiles orden til stede, og en enkelt kriger af lyset kunne også spottes en gang imellem.
Alicia havde netop fået fri, og var nu på vej hjem med et træt udtryk klistret på ansigtet. Hun skulle dog heldigvis ikke forbi hovedkvarteret først, for der havde været en magiker til stede, der kunne ophæve magien, der lå over hendes sværd, når hun var på arbejde. Hun skulle egentlig have haft fri om morgenen, men et uheld med den der skulle overtage hendes post, havde givet hende en halv dags overarbejde. Til gengæld havde hun ikke haft en stillestående vagt, men havde været ude på patrulje, så tiden var alligevel gået forholdsvis hurtigt. Nu glædede hun sig blot til at komme hjem, få et varmt bad og så få noget søvn, for hun skulle på vagt tidligt morgenen efter. Et tungt suk forlod hendes læber, som hun blev mindet om dette, og hun kunne tydeligt mærke, at hun ikke havde fået meget søvn de sidste par nætter.
Hun var iført en hvid trøje med en mørkegrøn vest over. Uden på denne havde hun et bælte siddende med et sværd hægtet fast i venstre side. Dette havde beskyttende hvirvler af metal der omkredsede håndtaget, der normalt beskyttede hånden, når dette var trukket, der reflekterede den højtstående sols lys. På benene havde hun et par lysebrune, lettere tætsiddende bukser stukket ned i et par mørkebrune, langskaftede læderstøvler, hvis metalspænder ligeledes reflekterede sollyset. Det knaldrøde hår var for en gangs skyld samlet i en pæn fletning, hvilket også afslørede tre ørepiercinger i hvert øre; to i øreflippen og en oppe ved toppen af øret.
Lidt i sine egne tanker var hun svagt begyndt at nynne, men hun stoppede brat med dette, da nogle svage toner fra en violin fangede hendes opmærksomhed. Det tog hende noget tid at lokalisere lyden, for den var meget dæmpet, men det lykkedes hende dog at finde frem til, at det kom fra teateret.
*Det var spøjst. Normalt når de øver, er det et helt orkester.* Langsomt skubbede hun døren en anelse op og listede sig ind. Nu kunne hun tydeligt høre, at musikken kom herinde fra. Det var en smuk melodi, men alligevel... trist. Hun kunne ikke finde andre ord for det. Det var som om, der manglede noget. Som om, hvem der end spillede ikke længere lagde kræfter i det.
Som hun listede tættere på, fik hun øje på en mørkhåret, ung mand. Hun kunne ikke se flere detaljer i mørket. Hun listede sig lidt tættere på, og prøvede så lydløst som muligt at sætte sig på en af bænkene. Som hun lyttede til den flotte, men (for hende) triste musik gled en enkelt tåre ned over hendes kind. Hendes øjne glødede kraftigt orange, men hun havde stadig sine pupiller, og hendes kropstemperatur var stadig lig et normalt menneskes. Det var tydeligt, at tristheden påvirkede hendes udseende på en anden måde, end vreden gjorde.
Da den hurtige melodi sluttede, rejste Alicia sig og gik ned mod scenen. Langsomt for ikke at give ham et alt for stort chok. Hun prøvede ikke længe at holde sig skjult.
"Undskyld, hvis jeg trænger mig på, men det var smukt spillet. Trist, men smukt. Det føltes som om, der manglede noget til gengæld. En gnist eller sådan noget." Hun stoppede et par meter fra scenen, og vendte sig halvt for at vise, at hvis han ønskede det, ville hun gå igen.
"Mit navn er Alicia" sagde hun høfligt og hendes blik prøvede at fange hans øjne.
- Vampyr, dæmon, menneske, elver. Det gør ingen forskel for mig.
- De ønsker aldeles ikke at se mit temperament i kog...
- Sååå... kan De lide brød?