Sted: Vejen sydpå, lige udenfor Tusmørkely.
Tidspunkt: Lidt over midnat.
Vejr: Lige over frysepunktet. Den sædvanlige tåge ligger over landet. En let blæst bevæger sig af og til igennem området.

Selvom det officielt var blevet forår, var vejret ikke helt fulgt med, og det var stadig forholdsvis koldt, især om natten. Hvis ikke for tågen havde det også været tydeligt på skikkelsen, der roligt gik afsted langs vejen, hvis ånde efterlod små skyer, der dog hurtigt blandede sig og blev et med tågen. Hvis man kom tæt nok på, kunne man set at denne var klædt i en mørkerød kappe, der gik til anklerne, med dertil hørende hætte. Hætten var trukket op, så det eneste man kunne ane, hvis man kiggede godt efter, var de svagt glødende, orange øjne. I takt med skridtene kunne man se et par langskaftede, mørkebrune læderstøvler, der var lukket med metalspænder. Knæet og ned viste også et par lysebrune, lettere stramtsiddende bukser. Trøjen, der i øjeblikket ikke kunne ses var hvid og med løse ærmer ved overarmene, men de blev holdt stramt på underarmene af de ligeledes skjulte armskinner. Et sværd med beskyttende hvirvler af metal der omkredsede håndtaget, der normalt beskyttede hånden kom af og til til syne ligeledes i takt med gangen. Ved brystet bulede kappen lidt ud, inden den igen hang løst, hvilket afslørede at individet var en kvinde, men hofternes bredde var sværere at vurdere, fordi kappen ligeledes hang om armene.

Alicia var udstationeret i Tusmørkely og omegnen. Hun havde været her en tre dages tid, og i dagens anledning havde hun vundet nattevagten. Hun havde netop afsluttet sin første patruljerunde og var på vej tilbage til sit udgangspunkt for at starte forfra. Hun vidste godt, at hun normalt skulle have kofte på for at vise, at hun var byvagt, men hun kunne ikke fordrage at have dem på. Det var også langt nemmere at fange forbrydere, når man ikke skiltede med, hvem man var, og Alicia havde en forestilling om, at hvis der blev gået efter hende, var der andre, der kunne sove trygt om natten. Om ikke andet havde hun sit sergent-badge hængende på brystet under kappen, så hvis hun skulle møde en anden byvagt, kunne hun stadig identificeres. Kappen var egentlig ikke til, fordi hun frøs, men igen for at styrke illusionen om, at hun var menneske. Hun var ret sikre på, at de var dem, der var mest overfølsomme over for kulde. Dem og så elvere, men hun kunne selvfølgelig tage fejl.

Et suk og en lidt større sky end normalt, der var resultatet af en dyb vejrtrækning, forlod hendes læber, som hun stoppede op. Hun var blevet færdig med første runde. Det generede hende ikke, at der ikke skete så meget, når hun havde mulighed for at gå rundt i stedet for at stå stille. Hun syntes altid tiden gik så langsomt, når hun havde stillestående vagter. Når hun gik, havde hun i det mindste fordelen af skiftende udsigt. Eller måske ikke i Tusmørkedalen, men det var stadig ikke så slemt som slet ikke at bevæge sig. Efter at have kigget sig omkring et par minutter og tjekket at alt var vel, satte hun i rolig gang igen for at starte en ny runde.

Hvad havde det været? To dage, måske mere? Saharah havde ikke den fjerneste ide om hvornår hun sidst havde indtaget blod. Hun havde ikke mere på lager, hendes doner var smuttet fordi han havde fundet kone og ventede nu et barn. Saharah var ved at blive sindssyg og det betød også hun var nødt til at komme ud i gaderne. Hun var på ingen måder tryg ved dette, men hun som vampyr, havde klart en fordel. Tusmørkedalen vrimlede med underlige væsner, plus hun vidste ikke om hendes tidligere overfaldsmand stadig var der ude et sted, ventede på hende for at få runde to med hende. Det var lige før hun var ligeglad. Hun for nærmest ud i forhallen uden så meget som at sige et ord, fik sig klædt på og stoppede da tøvende ved døren. Hun sukkede over sig selv ”Kom nu...” sagde hun stille til sig selv inden en af tjenestefolkene kom over til hende og lagde en hånd på hendes skulder ”Lady Sunfury... De behøver ikke gøre dette” sagde manden og sendte hende et skævt smil, men inden Saharah havde sagt noget gik hun ud af døren og ud på gaderne.

Da hun kom ud på gaden, var der ikke ret mange væsener, faktisk var der ret tomt, så hun var nødt til at komme længere ind mod byen og så længe hun holdt sig til vejen, så kunne det vel ikke gå helt galt? Svagt bed hun sig i underlæben som hendes blik flakkede fra højre og venstre for at holde øje med eventuelle farer. Hun var vampyr!!! Dette var ikke sådan en vampyr skulle føle og hun vidste det godt, men det overfald sad så dybt i hende og hun kunne ikke helt give slip. Hvis bare hun kunne besøge Henry, men ville han snakke med hende? Hun havde ikke hørt fra ham længe, så derfor havde hun holdt sig væk. En lyd fik hende til at stoppe op og hun så sig omkring. Kjolen som hun bar faldt næsten i et med mørket og som hun drejede sig rundt, svang den med. Hun sagde ikke noget og stirrede blot ud i mørket, men der var intet at se, ikke engang for hende som kunne se i mørket. Svagt trak hun på skuldrene og gik videre. Hvis ikke snart hun fandt en frivillig eller en hun vidste solgte blod... Så ville hun ende med at gå i blodrus. Hun havde ikke tid eller energi til at tage til Vesterdalene, for hun vidste der var en adelig kvinde der solgte blod der, men hun kunne ikke... Rejsen var for lang..

Saharah faldt sammen og støttede sig op af et træ. Hun hev nærmest efter vejret og knugede noget af stoffet fra kjolen. Vaklende kom hun tilbage på benene og forsøgte at holde sig oprejst, men hun kunne mærke hun havde ret svært ved det. Godt der ikke var ret mange her på egnen der vidste ret meget om hende, så folk ville sikkert ikke tro hun var adelig, men mindre man selvfølgelig så¨bort fra den fine kjole og smykkerne hun bar omkring halsen, ringene og øreringene. Hun skar tænder som duften af blod ramte hendes næse og hun mærkede hvordan det gav hende blot lidt kræfter til at komme videre.

Alicia var nået et godt stykke væk fra Tusmørkely igen. Tågen lå endnu tykkere her end ved byen, og hun kunne absolut ikke se to meter foran sig, så hun holdt i stedet ørerne åbne. Det var ofte svært for patruljerne herude at opdage noget, fordi tågen altid var så tyk, at man ikke kunne se ret meget, men Alicia havde efterhånden vænnet sig til at benytte sig mere af sin hørelse end af synet. Ikke at hun havde fanget nogle forbrydere endnu, men hun var langsomt blevet mere opmærksom på dyrelivet omkring sig, der var overraskende rigt, men som ikke kunne ses på grund af tågen. Hun fandt det til gengæld rart en gang imellem at kunne høre fuglene synge, selvom det ikke altid var tilfældet om natten.

En lyd - der på ingen måde lød som noget fra et dyr - fangede Alicias opmærksomhed, og hun drejede hovedet mod retningen, inden hun blev mindet om, at hun ligeså godt kunne kigge ind i en væg. Langsomt gik hun mod lyden med hånden på sit sværd, dog uden at hun egentlig trak det. Hun ville ikke virke fjendtligsindet, hvis det viste sig ikke at være noget alvorligt. Langsomt kom en silhouet til syne, og Alicia kunne tydeligere og tydeligere se, at det var en kvinde. En kvinde i sort oven i købet, så hun var ekstra svær at få øje på (om det var hensigten, kunne hun ikke sige). Hun stod lige i øjeblikket lænet op ad et træ, og så ud som om hun havde problemer med at komme op igen. Hun fik dog rettet sig op, men Alicia fortsatte hen til hende. "Er De okay? De ligner ikke en, der burde være ude nu." Selvom hendes stemmeføring var høflig, var det stadig tydeligt samtidig, at hun var bekymret for kvinden. Det var tydeligt, at denne ikke var ved sine fulde fem, og da først Alicia var kommet tæt på, kunne hun også se, at kvinden så en smule syg ud. Hun var ligbleg, og Alicia kunne mærke kulden emme fra hende (det var endnu ikke gået op for hende, at det var en vampyr). Hun lagde forsigtigt en hånd på kvindens skulder, og det var nu, hun opdagede, at dette bestemt ikke var et menneske. Kvinden var ikke bare kold, hun havde absolut ingen kropsvarme. Det var også nu, hun opdagede, at der ikke var tegn på, at kvinden trak vejret, selvom hun så ud til at være vågen. Vampyr. Ikke at Alicia tog sig så meget af racen, men nu kunne hun i det mindste gøre noget.

Uden et øjebliks tøven trak hun sit sværd en smule ud af skeden - ca. en tredjedel ud - med den venstre hånd, og kørte håndfladen på den højre hånd over klingen. Et lille gisp forlod hendes læber, som blodet begyndte at løbe fra hånden, men hun havde ikke tid til at bekymre sig over det. Hun stak sværdet helt tilbage i skeden og førte hånden op tæt på kvindens mund. Hun havde ikke lyst til at tvinge hende til at drikke, men hun kunne se, at denne vampyr manglede mad. Hun havde ingen fordomme mod væsner, og kvinden var tydeligt i nød, så hun havde intet imod at træde til for at hjælpe. "Drik. De har tydeligt brug for det" sagde hun høfligt men bestemt. Det var ikke en ordre, men en rimelig bestemt opfordring, og det var tydeligt, at hun nok ikke ville godtage et nej. "Bor De langt væk? Hvis De ønsker, vil jeg gerne følge Dem hjem. De burde slet ikke gå i Deres tilstand. Havde De ikke en, der kunne hente blod for Dem?" Alicia havde bemærket kvindens tøj, og hun så ud til at være af rimelig høj stand, så det undrede hende, at kvinden selv var gået ud.

Uden helt at tænke over det, havde Alicia skubbet sin venstre arm under kvindens armhule for at støtte hende, og hånden hvilede nu på hendes nakke.

Hele Saharah's krop rystede nærmest ukontrollerbart, men hun forsøgte så vidt muligt at skjule det. Hun måtte snart have blod. Hvis hun bare havde taget til Vesterdalene for nogle dage siden, så ville det ikke have været så slemt, men nu, nu var hun nødt til at løbe rundt i gaderne som en febrilsk narkoman, der prøvede at finde en der havde et fix. Lyden af nogle der nærmede sig fik hende til at se op i et ryk og hun var på vagt. Bevares hun havde ingen kræfter til at kunne slås, men lidt værdighed havde hun trods alt. Hun fik sig rejst i fuld højde, på trods af smerterne og den hivende  vejrtrækning og så på personen med et hævet øjenbryn som der blev talt til hende. Den efterfølgende hånd på hendes skulder fik hende til at synke det svar hun eller ville have givet. Hånden var dejlig varm mod hendes egen kolde hud. Svagt smilte hun til kvinden ”Jeg burde slet ikke... Slet ikke være ude.. Ikke i denne tilstand” sagde hun svagt, stadig en smule vaklende på sine ben. Hun hadede at fremstå svag, specielt nu hvor hun var adelig og dette var første gang i hundrede år hun udsatte sig selv for dette igen. Hun var en idiot, det havde hendes tjenestefolk også sagt, for i teorien kunne hun bare have sendt en af dem af sted til Vesterdalene, da de ikke havde problemer med solen som hun selv havde, men nej nej..

Saharah så ned på kvindens hånd, det var tydeligt hun ar på vagt, hvilket Saharah sikkert også selv ville være, hvis hun stod overfor en sulten vampyr som et menneske, eller hvad denne kvinde nu var, for der var en anden, mere pikant duft over kvinden udover den normale menneskeduft. Igen ramte duften af blod hende, nærmest som en hammer og hun lagde mærke til hvordan kvindens hånd blødte. Kvindens ord fik Saharah til at stivne. Mente hun det? Lettere tøvende tog Saharah om kvindens håndled og førte hånden op til hendes mund. Svagt lo hun sin tunge glide over såret inden hun satte læberne til og begyndte at drikke, kun nok til hun vidste hun kunne holde til at komme hjem for så måtte en af tjenestefolkene være villige til at donere, det havde de i hvert fald gjort før. Hendes øjne begyndte nærmest at skinne som blodet kom ind i hendes system og et nydende suk undslap hende, før hun lod kvindens hånd gå fri igen ”Tak..” sagde hun lavt og så ned i jorden. På en eller anden måde havde hun det dårligt med dette, en  fuldkommen tilfældig der havde set hende og haft medlidenhed og så givet hende noget blod.. Det var yderst sjældent det skete for hende, specielt det med medlidenhed... Sidst hun var udenfor døren alene endte det med voldtægt...


Saharah rystede svagt på hovedet ”Jeg bor... Eh... Omtrent ti til femten minutter her fra eller sådan noget” sagde hun og bed sig kort i læben som kvinden begyndte at tage om hende og støttede hende ”Nej... Eller jo... Men jeg plejer selv at gøre det... Ser De.. Jeg nåede det bare ikke, for jeg troede jeg stadig havde rigeligt tilbage, men ak..” sagde hun stille og sukkede nærmest opgivende. Saharah tog omkring kvinden accepterede hendes hjælp og begyndte langsomt at gå ”De er ikke i tvivl når De ser stedet... Det er en hvid herregård, to etager... Stald bygninger og en fin have” sagde hun med et blidt smil. Hun var glad for sin herregård, sin have og sine tre heste, trods det også var tjenestefolkenes, men den store sorte var hendes... Kun hendes.

Alicia bed smerten i sig, da hun mærkede, kvinden suge sit blod. Hun havde kun prøvet det en gang før, og der havde det ikke været specielt rart. Denne kvinde havde dog noget mere mildt over sig. Hun var ikke så grådig. Da hendes hånd blev sluppet, kunne Alicia tydeligt se, at det havde hjulpet på kvindens tilstand, men hun valgte stadig at støtte hende. Hun fandt dog et lommetørklæde frem, som hun bandt om hånden for at lukke såret, så det ikke fortsatte med at bløde. Hun begyndte stille at gå, da retningen var blevet udpeget. Hun lyttede til kvindens ord. "Men så burde De da have sendt nogle andre afsted? Men det er lige meget nu. Jeg får dem hjem" svarede hun høfligt og venligt. Hun nikkede, som kvinden forklarede, hvordan det så ud, og Alicia så lettere drømmende ud et øjeblik. "Det lyder som et rart hjem. Har De boet der længe?" spurgte hun og blev opmærksom på sin egen nysgerrighed. "Undskyld. Det kommer ikke mig ved. Min nysgerrighed tog over et øjeblik. Hun slog blikket ned i jorden, tydeligt flov over, at hun bare havde stillet et spørgsmål uden at tænke på, om kvinden overhovedet var i humør til at svare.

"Mit navn er Alicia. Alicia Minarko" sagde hun efter et lille stykke tid og sendte kvinden en varmt smil. Hun bemærkede ikke kulden så meget mere, men hun lod alligevel sin kropstemperatur stige en anelse, mest for kvindens skyld. Det var ikke nok til, at hendes øjne begyndte at gløde kraftigere (det burde allerede være tydeligt i mørket, at der var en glød over dem), men nok til at det ville kunne mærkes.

De rundede et sving, og Alicia fik med det samme øje på herregården, der langsomt kom til syne rundt om skovbrynet, i takt med at de kom længere og længere hen ad stien. "Der er ikke langt igen. Er De okay?" Bekymringen var tydelig at høre i Alicias stemme, som hun igen lod blikket finde kvindens øjne.

Saharah kunne godt mærke på kvinden, at dette var en af de første gange hun havde ladet en vampyr sætte tænderne hende og frivilligt sågar. Hun så på det såret ganske kort og slikkederesterme af blod fra hendes mundvige, for at være sikker på der ikke var noget der gik til spilde. Kort trak Saharah på skuldrene og sukkede over sig selv " Ja, det burde jeg egentlig nok have gjort" sagde hun med et skævt smil. Hun vidste godt kvinden havde ret og på en eller anden måde irriterede det Saharah at hun ikke havde været klog nok til at sende nogle ud efter det, i stedet for hun selv tog turen, for det var næsten på rangen til idioti. Om end Saharah ville indrømme nederlaget, så var det faktisk rart at have en at støtte sig til på turen tilbage til herregården. Det var rart at kvinden ikke bare var stille på turen, for der fandtes næsten ikke noget mere angst provokerende end akavet stilhed mellem to mennesker. Hun smilede ganske kort "Jeg er stoppet med at holde styr på det... Men omkring hundrede år, plus minus " sagde hun med et smil. Saharah havde boet der i noget tid efterhånden, men hvor længe? Det havde hun ikke styr på. Et grin undslap hende " Det gør ikke spor" sagde hun og smilede.

Saharah bukkede kort med hovedet " En ære at møde Dem frøken Minarko. Mit navn er Saharah Sunfury" sagde hun. Kvindens krop var dejlig varm i kontrast med hendes egen kolde og der var ingen tvivl om, at det fik Saharah til at slappe mere af, det var en af de effekter varme havde på hende.

Som de rundede et sving så hun hurtigt herregården, hun var snart hjemme... Hun så på kvinden og nikkede ganske kort [b" Jeg klarer mig, bare rolig" sagde hun og sendte kvinden et smil og fortsatte turen mod hendes herregård.

Alicia nikkede lidt til hendes fortælling om, hvor længe kvinden havde boet der. "Ja når det er så længe, kan jeg godt se, at det kan være lidt svært at holde styr på" svarede hun mildt og sendte hende et venligt smil. Alicia var ikke selv så gammel, men hun kunne alligevel ikke huske præcis hvor længe, hun egentlig havde boet i Dianthos. Det var dog efterhånden en del år. Hun kunne snildt være oppe omkring de halvtreds.
Hun smilede igen til kvinden, da denne introducerede sig. Det var et ganske nydeligt navn, Saharah. "Æren er helt på min side. Og bare kald mig Alicia. Titler giver mig kuldegysninger" sagde hun og lod sit blik hvile på Saharahs øjne.

Alicia smilede varmt ved forsikringen om, at vampyren nok skulle klare sig, og i sit stille sind var hun egentlig enig. Vampyrer var ret hårdføre (af hvad hun vidste), og den sidste hun havde mødt, havde været i væsentligt bedre stand på trods af, at den også havde været i blodmangel. Den havde dog været væsentligt mindre venlig, end Saharah virkede til at være.
Som de gik kiggede Alicia af og til på hende, mest for at sikre sig at hun ikke drattede om eller noget, men hun kunne ikke lade være med at bemærke, at kvinden så ud til at tage sig rimelig godt af sig selv (blodmanglen taget i betragtning). Hun var pæn slank med rimeligt gode former. Ikke at Alicia som sådan tænkte på hende seksuelt, men hun kunne sagtens se skønheden i et andet væsen og beundre den, hvilket var tilfældet lige nu.

Da de kom tættere på gården, kunne Alicia se lys i nogle af vinduerne, hvilket betød, at der stadig var nogle vågne på stedet, og hun åndede lettet op. Det gjorde, at hun ikke skulle stå og banke i flere timer for at vække folk, og det ville gøre det noget nemmere, at få Saharah indenfor.
Hun bankede dog temmelig hårdt på hoveddøren, for hun ville gerne være sikker på, at det blev hørt indenfor. Som hun ventede på, at der blev åbnet, kastede hun et blik på Saharah. "Når vi kommer indenfor, må De altså drikke noget mere, så De får Deres kræfter igen" sagde hun bekymret, og det var tydeligt i Alicias blik, at hun godt ville lægge hals til, og at hun aldeles ikke havde tænkt sig at gå nogle steder, før hun var sikker på, at kvinden var okay.

Saharah grinte lidt af kvindens kommentar ”Ja der er ikke mange der tror på det, men jeg ligner jo heller ikke en der er syvhundrede” sagde hun og smilede ganske kort. Hun fik næsten kvalme af at fortælle hvor gammel hun var, for det var grimt at indse at hun i teorien var en ret gammel dame efterhånden, trods hun måske ikke lignede en. Saharah bukkede kort hovedet Alicia bliver det så” sagde hun og smilede.

Der var noget over denne kvinde, et eller andet specielt hun ikke kunne sætte en finger på. Måske var det fordi hun i teorien havde redet hendes røv og hun vidste, at havde det været hver anden der havde fundet hende, havde de ladet hende drætte om på hendes jagt efter blod. Denne kvinde var som en gave sendt fra himlen, som var det en syg feberdrøm hun levede i. Hun var taknemmelig for at denne kvinde rent faktisk havde tilbudt hende blod frivilligt, faktisk nærmest havde hun beordret Saharah på at drikke og det, havde redet hende!

Hun så på som kvinden bankede på døren og kort tid efter, åbnede en ung mand op ”Mannu... Jeg har brug for du gør værelset klar.. Mad til denne kvinde, samt drikke.. Og Blod..” sagde hun og så på ham. Mannu så ud til at være vedsiden af sig selv over at have fundet Saharah i dette stadie. Mannu nikkede febrilsk og for op på værelset for at gøre det klar og Saharah begyndte at gå efter Mannu ”Op af trappen... Tredje dør til venstre” sagde hun og sendte kvinden et smil og lod hende nærmest føre an, nu hvor hun vidste hvor hun skulle hen.

Alicia smilede over Saharahs svar, inden hun rystede på hovedet. "Det er ofte svært at vurdere nogle racers alder alene på udseende" svarede hun og hentydede både til vampyrer, dæmoner, engle og elvere. Hende selv var jo faktisk også et eksempel på, at man ikke altid kunne vurdere alder på udseende. "Se på mig, jeg er 78, og jeg er ovenikøbet menneske. Nej, jeg er ikke forbandet. Faktisk ved jeg ikke, hvad der gør det, men det er som om min aldringsproces nærmest stoppede, da jeg nåede midten af tyverne" sagde hun forundrende. Det var ikke noget, hun normalt tænkte over, for hun havde egentlig lært bare at leve med det.

Alicia så lettere befippet ud over Saharahs ord, og en let rødmen kunne ses på hendes kinder. "Det er altså ikke nødvendigt" mumlede hun lettere flovt. "Jeg gjorde jo bare min pligt." Hun fulgte dog med, da det var tydeligt, at Saharah nok ikke havde tænkt sig at lade hende protestere, og hun fulgte instrukserne, hun var blevet givet. Hun støttede Saharah op ad trappen og talte dørene, da hun var kommet op. Hun åbnede døren til værelset og ledte vampyren ind. Hun lukkede døren efter sig og kastede et blik på de grønne øjne. Så trådte hun et skridt tættere på, så hun nu stod næsten helt op ad hende, inden hun flyttede håret til den ene side med hånden og strakte den side af halsen, der nu var fri. "Kan De gøre det blidt? Jeg er ikke så vant til at få drukket blod" sagde hun lettere undskyldende og lukkede øjnene.

Saharah nikkede ganske kort. Det var altid svært at gætte andres alder, da det det var sjældent man kendte til personens race. Hun smilede kort ”Det er aldrig til, for man kender jo ikke personens race hver gang” sagde hun og lyttede til kvindens ord. Hendes alder fik dog Saharah til at hæve det ene øjenbryn ” Jeg havde skam gættet mig til du ikke var menneske... Eller rettere jeg kunne smage det” ja det lød måske lidt forkert at hun kunne smage at kvinden var andet end menneske, men det hele var i kvindens blod. Hun kendte godt det med hendes krop stoppede aldringsprocessen, for hun havde heller ikke selv ændret sig i de lidt over syvhundrede år hun havde været i live. Det var egentlig fascinerende, men på samme tid ret skræmmende, for hvordan det kunne lade sig gøre at det bare stoppede kroppen med at ældes? Saharah vidste det ikke selv helt.

Både Saharah og Mannu så kort på Alicia, men Mannu forsvandt alligevel. Et kækt smil kom frem på Saharah's læber ”Det er nok allerede for sent at takke nej... Vil næsten være med maden er klar på værelset når vi kommer der op” sagde hun og grinede ganske kort. Det var tydeligt at Alicia var pinligt berørt, men det generede ikke Saharah og stoppede hende heller ikke fra at opvarte sin gæst. Det var rart at få støtte, for hun var ikke sikker på hun havde kunne klare det hele vejen op på egen hånd. Som de kom ind på værelset var der allere gjort fint. Der var gang i kaminen, hvor man tydeligt kunne høre hvordan træet knirkede. De to sorte lænestole stod ikke langt fra kaminen, under dem var der et bjørneskind. Mellem de to stole stod et lille fint bord, hvor et glas blod allerede stod klar, samt en tallerken med brød og noget kylling eller noget i den dur. En masse bogreoler dækkede væggene rund omkring dem.

Hun så overrasket på Alicia som hun gik helt op til hende og trak håret til siden. Hun så i retningen af glasset med blod og derefter på Alicia. Altså frisk blod var uden tvivl at fortrække, men... Hun bed sig i underlæben og så på Alicia's hals. Saharah kunne se hvordan blodet pumpede i Alicia's årer. Hun bed sig i underlæben inden hun gik helt op til Alicia ”Jeg... Skal nok være blid” sagde hun og lænede sig ind mod Alicia's hals. Kort lod hun tænderne strejfe, bare for at lade Alicia vide hvad der ventede, men så tog hun hende helt ind til sig og hold hende oprejst og der lod hun tænderne synke langsomt ind i Alicia's hals.

Alicia så gevaldigt overrasket ud over Saharahs svar. Det var ikke ligefrem noget, hun fik at vide hver dag. "Så jeg er ikke menneske? Hvad er jeg så?" spurgte hun stadig tydeligt overrasket. Hun vidste ikke, at der flød elementalblod i sine årer. "Jeg vidste godt, at jeg ikke er som alle andre, men begge mine forældre er mennesker, så det giver ikke mening?" sagde hun temmelig eftertænksomt. Hun var i al fald ikke engel, for hun var ret sikker på, at hun ikke var død, og hun var heller ikke vampyr, for hun havde som sådan ikke fået drukket sit blod før. Hun kiggede lettere flovt på Saharah og kunne ikke helt finde ud af, hvor hun skulle gøre af sig selv.

Det hjalp ikke ligefrem på Alicias flovhed, at hun ikke kunne takke nej. Hun var på ingen måde vant til at blive takket på den måde. På den anden side var hun efterhånden temmelig sulten. "I så fald bliver jeg da. Det er venligt af jer" svarede hun med et smil. Hun fik sjældent så meget som et tak for at hjælpe andre, for det var forventet af hende i hendes arbejde, at hun bare gjorde, som hun skulle. Det var dog ganske rart at blive takket for at hjælpe andre, og hun kunne ikke helt undgå at have et smil på sine læber lige nu.

Alicia havde ikke set blodet, der stod på bordet, og hun var temmelig overbevist om, at Saharah havde sagt tidligere, at hun var ude, fordi hun var løbet tør, så hun tænkte, at dette var den bedste måde. Hun nikkede til svaret. "Tak" nåede hun at sige, inden hun først mærkede tænderne strejfe sin hals, og derefter at de punkterede hendes hud. Et lille gisp slap hendes læber, og hun lagde hænderne på Saharahs ryg, hvor fingerspidserne borede sig lidt ned. Så lukkede hun øjnene. Flere suk slap hendes læber. Suk af let smerte og... nydelse? Det var underligt, men læberne føltes rare mod hendes hals, og det dulmede smerten en smule. Hun trykkede sig om muligt mere ind mod Saharah og lagde sit hoved på hendes skulder, mens hun stadig sørgede for, at hun kunne komme til, mens den ene hånd begyndte at stryge hende kærtegnende over ryggen.

Saharah trak svagt på skuldrene da hun ikke helt selv var sikker, men der var et eller andet over dette ”menneske” der var anderledes. Svagt bed hun sig i læben ”Jeg er ikke sikker på hvad du er... Men det smager bestemt ikke kun som menneske... Du har en helt anden smag” sagde hun og smilede til Alicia. Det var tydeligt at kvinden var flov, men Saharah  kunne ikke se der var noget galt, blot fordi man ikke var helt sikker på hvad race man egentlig var. Saharah var også ret god til at glemme hun egentlig var vampyr og ikke menneske.. Det havde nær kostet hende livet for hundrede år siden, hvor hun ville se en solopgang og næsten blev sat i flammer.

Saharah smilede ”Det skal du ikke tænke på.. Du er trods alt gæst i mit hus, jeg kan i det mindste få dig til at føle dig velkommen og give dig en forfriskning” sagde hun og så efter folkene og trak svagt på skuldrene. Saharah havde altid været meget gæstfri, i hvert fald overfor kvinder, men med mænd havde hun altid været lidt mere tilbageholdende, da hun havde haft så mange problemer med dem og den voldtægt... Den sad stadig så dybt i hende at hun havde det svært med mænd der forsøgte at komme med hende hjem og få en tur i kanen med hende.

Det blod der måtte have stået på bordet var ikke meget, det var måske et kvart vinglas og det var, hvad der havde været tilbage på hendes lager inden hun var taget ud for at jage og havde fejlet. Gipset der kom fra Alicia fik Saharah til at lukke øjnene og nyde det yderligere. Der var intet bedre for hende end når hendes donor lod hende drikke frivilligt. Følelsen af hendes fingre der begravede sig i hendes ryg, fik hende svagt til at sukke at hun blev trykket tættere på og fik lov at hvile på hendes skulder, kickstartede et eller andet i Saharah, men hvad? Hun havde jo ikke just en levende krop der behøvede ilt eller et hjerte der pumpede blodet rundt, men noget var der da i hvert fald sket. Hun trak tænderne til sig og lod da hendes tunge glide over såret for at få det til at hele igen. Saharah trak sig svagt og så på Alicia ”Tak Alicia... ” sagde hun og slikkede sig om læberne, for at få en hver dråbe blod med.

Som Saharah drak af hende, mærkede Alicia en svag svimmelhed melde sig, men hun ønskede ikke, det stoppede. Det var underligt, at sådan noget kunne føltes rart, men det gjorde det nu engang. Hun mærkede dog, at tænderne slap, og hun kunne på ingen måde undgå at sukke lettere nydende, da hun mærkede tungen køre over sin hals. Hun sendte vampyren et varmt smil. "Det var da så lidt. Det er ikke ligefrem hver dag, jeg får lov at hjælpe en vampyr" svarede hun venligt, som hun fortsat blidt kærtegnede hende over ryggen. Bevægelserne var lige nu nærmest automatiske, og hun ænsede dem ikke rigtigt. Hun gav dog plads, da Saharah trak sig, og hun satte kursen mod bordet med mad.

"Bare rolig. Jeg føler mig aldeles velkommen" svarede hun og sendte vampyren endnu et strålende smil, inden hun satte sig til rette i den ene stol og begyndte at tage for sig af maden. Maven havde allerede rumlet på vej derover, og hun kunne nu for alvor mærke sulten. Hun følte sig stadig en smule svimmel, men hun var sikker på, det gik over igen. "Har De mange tjenestefolk? Dem jeg har mødt virker ganske flinke" sagde hun efter at have sunket den første mundfuld mad. Hun var gået ud fra, at maden var til hende, da hun tænkte, at vampyrer nok ikke spiste menneskeligt føde. Hun gik dog ud fra, at hun ville høre for det, hvis hun havde taget noget, hun ikke måtte.

Alicia var stadig ikke helt klar over, hvad det betød, at Saharah havde smagt noget andet i hendes blod. Som hun sad der og så på den lyshårede kvinde, fandt hun det dog lettere ligegyldigt lige nu. Saharah havde startet noget i hende. Noget hun ikke helt kunne identificere. Var det lyst? Hun havde ikke ligefrem følt sådan over for en anden kvinde før, men det var vel muligt? Skulle hun sige noget? Det var jo ikke sikkert, Saharah havde det på samme måde. Nervøst bed hun sig i underlæben, inden hun igen begyndte at spise af fadet.

Saharah kunne nærmest mærke på Alicia, hvordan hendes hjerte langsomt sank i fart, hvilket var et tydeligt tegn på hun skulle stoppe, i hvert fald hvis hun ønskede Alicia skulle slippe levende fra dette. Kvindens svar fik Saharah til at smile kækt ”Det er heller ikke ligefrem hver dag der er en person der frivilligt hjælper” sagde hun med et skævt smil på læberne. Der var ikke nogen tvivl om at Alicia's kærtegnelse startede noget i Saharah, men hun kunne ikke helt sætte de korrekte ord på det.. Nogle små flashbacks ramte hende som hun gik mod bordet med mad og glasset med den sørgelige mængde blod. Saharah hævede glasset, så på det ganske kort og kastede det mod væggen ”Det falske blod smager elendigt... Specielt efter jeg fik lov til at... ” hun så på glasset der var knust i tusinde stykker og derefter rettede hun blikket mod Alicia og bed sig kort i underlæben ”Jeg beklager du skulle se dette” sagde hun nærmest i afmagt og lod sig glide ned i en af de fine lænestole der stod på hver side af bordet og stirrede ind i ilden der var i kaminen.

Et smil kom frem på Saharah's læber som hun kunne se ud af øjenkrogen, at Alicia tog for sig af maden der var sat frem til hende. Hun hørte godt spørgsmålet og trak på skuldrene ” Jeg har Mannu og så er der kokken og en enkelt tjeneste pige.. Jeg har ikke brug for der er så mange mennesker omkring mig, trods stedet er stort. Ganske vidst er jeg adelig, men jeg kan sagtens gøre rent selv” sagde hun og grinede ganske svagt. Saharah havde altid sat pris på at kunne få lov til at gøre hvad hun var vandt til som menneske, at passe sig selv, at gøre huslige ting... Selv efter hendes mand døde og hun havde fået en adelig titel, havde hun stadig rendt rundt som en hovedløs høne og gjort rent og ikke fortrudt et eneste sekund der var gået.

Saharah hævede det ene øjenbryn og så mod Alicia og bemærkede hvordan hun bed sig i læben ”Hvad er der? Jeg springer ikke på dig uden at få lov... Hvis det er det du frygter” sagde hun og sendte Alicia et blidt smil inden hun igen rettede blikket mod ilden. Hun fandt det yderst afslappende... Der var noget over ild der var fredfyldt, men alligevel havde hun voldsom stor respekt for det.

Alicia kiggede lettere forundret på Saharah. For hende var det totalt uvirkeligt, at folk ikke ville hjælpe hinanden, uanset hvilken race de havde. Hun valgte dog at trække lidt på den ene skulder. "For mig er racen ikke så væsentlig. Jeg hjælper gerne væsner i nød. Alle har ret til at blive behandlet lige, synes jeg" svarede hun oprigtigt. Det var hendes synspunkt, og det var ganske tydeligt, at hun ikke kunne være ligeglad med, hvad andre syntes om den holdning. Hun havde det ganske godt med at være, som hun var, og hun tog sig ikke af, hvad andre syntes om hende. Jo selvfølgelig havde den holdning kostet hende tidligere, men hun var heller ikke uden konsekvenser. Hvis folk misbrugte hendes tillid, var hun ikke nem til at tilgive.
Alicia rystede på hovedet ad Saharahs næste ord. "Det er helt okay. Det er ikke noget, jeg kan sætte mig ind i, men jeg har en idé om, hvordan det må være" svarede hun med samme ærlighed i stemmen som før.

Alicia lyttede interesseret til Saharahs svar, men hun så lettere undskyldende på hende. "Det var heller ikke sådan ment. Jeg var egentlig nysgerrig. Jeg dømmer ikke folk uden at kende dem, så De må ikke tro, at jeg havde forudindtaget noget" svarede hun med en ligeledes undskyldende tone. Det var ganske tydeligt, at hun ikke ønskede at støde Saharah med sine ord, og hun gjorde alt for at være så høflig som muligt lige nu.

Alicia rystede på hovedet over Saharahs spørgsmål. "Det var ikke det. Det var… noget andet. Og jeg ville nok ikke have noget imod, hvis du sprang på mig. Hverken på den ene eller anden måde" svarede hun direkte, inden det egentlig gik op for hende, hvad hun havde sagt. Hun sagde dog ikke noget, men for ikke at skabe en akavet stemning gav hun sig igen til at spise videre af fadet.

Saharah fik et smil på læberne som hun så på Alicia ”Du er et godt menneske, Alicia.. Hold fast i det” sagde hun, stadig med smilet på læberne. Saharah var glad for der stadig fandtes den slags folk blandt mangfoldigheden. Som hun havde sagt, så var det ikke just hver dag hun stødte på folk der ville hjælpe hende, uden en stor frygt for at de ville mærke hendes tænder i nakken, håndledet eller inderlåret. Hun havde trods alt ikke selv valgt at være vampyr, desuden havde hun ikke set sin skaber siden hun blev forvandlet for syvhundrede år siden, så de ting hun skulle have lært af hendes skaber... Fandt hun selv ud af, men på den hårde måde. Saharah vidste ikke hvad hun skulle sige til Alicia's følgende ord, men smilte blot og så lettere forlegen ud.

Saharah grinede ganske kort ”Jeg ved det ikke var din hensigt, bare rolig Alicia” sagde hun med et smil på læberne. Hun vidste godt det ikke var for at støde hende på nogen måde, desuden skulle der lidt til for at støde Saharah efterhånden, da hun jo var en gammel dame efterhånden.

Saharah hævede et øjenbryn mod Alicia og smilede da kækt ”Virkelig? Du skal passe på med hvad du ønsker” sagde hun drillende. Saharah var en kvinde der havde god kontrol over sig selv, på trods af der var så mange der havde tilbudt dem selv til hende, så havde hun ofte takket nej, da de fleste sikkert ikke kunne holde til mosten alligevel, men denne kvinde virkede til at have bedre styr på ting, end blot at lave søstjernen, hvis det var der dette ville ende.

Alicia kunne ikke lade være med at stråle som en sol over Saharahs svar. Hun var ikke vant til at få komplimenter, så når hun gjorde, varmede det helt ind i hjertet. ”Tak. Det skal jeg gøre” svarede hun med et kæmpe smil på læberne. Alicia havde altid været hjælpsom, og hun kunne ikke tåle at se folk hjælpeløse. Saharah havde ikke udvist fjendtlighed, så hun havde absolut intet imod at donere sit blod. Så længe hun blev drænet fuldstændig. ”Ville De have noget imod, hvis jeg blev et par dage? Bare for at sikre mig, De er okay? Jeg ville have det forfærdeligt med mig selv, hvis jeg skulle forlade Dem uden at være sikker på, at De er helt på toppen igen.” Igen var der ærlighed i stemmen, og hendes blik var nærmest bedende.

Alicia nikkede som svar til Saharah, men hun følte emnet var uddebatteret, så hun sagde ikke noget. Til gengæld blev hendes blik lettere udfordrende ved Saharahs drilleri. ”Hvorfor det. De tror måske ikke, jeg kan holde til det?” spurgte hun med tydelig udfordrende stemme. Normalt flirtede hun ikke, så hun anede ikke, om det var sådan her man gjorde eller ej. Hun prøvede sig egentlig bare frem og håbede på, det virkede.

Saharah hævede et øjenbryn over Alicia's spørgsmål om hun måtte blive i et par dage. Det var yderst sjældent at folk spurgte om de måtte blive. Svagt trak hun på skuldrene "Jeg kan ikke se problemet i, at du bliver her.. Så længe du er indforstået med, at jeg er vågen om natten og sover i løbet af dagen" sagde hun stille. Ak, Saharah kunne stadig huske tilbage inden hun blev vampyr, hvordan dagens lys føltes mod huden, men nu, bare det mindste ville give hende brændmærker og det var ikke det værd, blot for at se solnedgangen. Efter sådan en omgang hun netop havde været i gennem, så ville der nok gå tre dages tid, før hun ville være helt på toppen, så for Saharah betød det tre dage med selskab af andre end blot hendes tjeneste folk, hvilket ville være vidunderligt til en forandring. 

Et kækt smil kom frem på Saharah's læber "Som menneske, eller hvad du er.. At være sammen med en vampyr kan ende voldsomt galt" sagde hun og bed sig kort i underlæben. Langsomt lod Saharah en hånd glide over Alicia's kind, hvis hun tillod det, lod en finger glide ned over hendes kind, til hendes hals og tippede svagt hendes hoved til siden, inden hun lænede sig ind med et smil "Men hvis det virkelig er det du vil" sagde Saharah nærmest hvislende, som hun lod tungen glide over Alicia's blottede hals. 

// Lukket