Tidspunkt: Lidt over midnat.
Vejr: Lige over frysepunktet. Den sædvanlige tåge ligger over landet. En let blæst bevæger sig af og til igennem området.
Selvom det officielt var blevet forår, var vejret ikke helt fulgt med, og det var stadig forholdsvis koldt, især om natten. Hvis ikke for tågen havde det også været tydeligt på skikkelsen, der roligt gik afsted langs vejen, hvis ånde efterlod små skyer, der dog hurtigt blandede sig og blev et med tågen. Hvis man kom tæt nok på, kunne man set at denne var klædt i en mørkerød kappe, der gik til anklerne, med dertil hørende hætte. Hætten var trukket op, så det eneste man kunne ane, hvis man kiggede godt efter, var de svagt glødende, orange øjne. I takt med skridtene kunne man se et par langskaftede, mørkebrune læderstøvler, der var lukket med metalspænder. Knæet og ned viste også et par lysebrune, lettere stramtsiddende bukser. Trøjen, der i øjeblikket ikke kunne ses var hvid og med løse ærmer ved overarmene, men de blev holdt stramt på underarmene af de ligeledes skjulte armskinner. Et sværd med beskyttende hvirvler af metal der omkredsede håndtaget, der normalt beskyttede hånden kom af og til til syne ligeledes i takt med gangen. Ved brystet bulede kappen lidt ud, inden den igen hang løst, hvilket afslørede at individet var en kvinde, men hofternes bredde var sværere at vurdere, fordi kappen ligeledes hang om armene.
Alicia var udstationeret i Tusmørkely og omegnen. Hun havde været her en tre dages tid, og i dagens anledning havde hun vundet nattevagten. Hun havde netop afsluttet sin første patruljerunde og var på vej tilbage til sit udgangspunkt for at starte forfra. Hun vidste godt, at hun normalt skulle have kofte på for at vise, at hun var byvagt, men hun kunne ikke fordrage at have dem på. Det var også langt nemmere at fange forbrydere, når man ikke skiltede med, hvem man var, og Alicia havde en forestilling om, at hvis der blev gået efter hende, var der andre, der kunne sove trygt om natten. Om ikke andet havde hun sit sergent-badge hængende på brystet under kappen, så hvis hun skulle møde en anden byvagt, kunne hun stadig identificeres. Kappen var egentlig ikke til, fordi hun frøs, men igen for at styrke illusionen om, at hun var menneske. Hun var ret sikre på, at de var dem, der var mest overfølsomme over for kulde. Dem og så elvere, men hun kunne selvfølgelig tage fejl.
Et suk og en lidt større sky end normalt, der var resultatet af en dyb vejrtrækning, forlod hendes læber, som hun stoppede op. Hun var blevet færdig med første runde. Det generede hende ikke, at der ikke skete så meget, når hun havde mulighed for at gå rundt i stedet for at stå stille. Hun syntes altid tiden gik så langsomt, når hun havde stillestående vagter. Når hun gik, havde hun i det mindste fordelen af skiftende udsigt. Eller måske ikke i Tusmørkedalen, men det var stadig ikke så slemt som slet ikke at bevæge sig. Efter at have kigget sig omkring et par minutter og tjekket at alt var vel, satte hun i rolig gang igen for at starte en ny runde.
- De ønsker aldeles ikke at se mit temperament i kog...
- Sååå... kan De lide brød?