Okay nu kunne det for dværgprinsens pinsel være nok! Judas var godt tæsket i hovedet, og ja jo desværre også i kroppen. Efter hans sidste stunt havde han ikke været meget værd, og skulle han selv sige det, så burde han nok snart holde en pause fra livets udfoldelser. Desværre så var det bare ikke helt så let, når man selv skulle tjene penge til dagen og vejen.
I det mindste havde han da fået lidt penge på lommen nu, men det var jo bare fra småjobs og det gjorde da at han ikke gik sulten i seng, men så heller ikke mere. Judas var netop gået ind igennem bymuren, da svimmelheden igen havde ramt ham og han var faldet i mod jorden, han havde ramt en sten og slået et lille hul i hovedet - det var typisk, bare fuldkommen typisk.

Lige nu lå han på en lille græsplet tæt på muren og kiggede op på den blå himmel, det var midt på eftermiddagen og egentligt ganske varmt. Han havde sikkert bare brug for at ligge lidt, så ville han være klar igen.
Men hvis han selv skulle sige det, så virkede alt det her en smule latterligt, han plejede at være hardcore, sej og god - og nu ramte en ene ulykke ham efter den anden.

Judas anede ikke hvad der foregik, men alt det her med hans x-kone Agnes, jagede ham virkeligt. Han var ikke typen der dvælede ved fortiden, men det her var for stort til at slippe, og han anede ikke hvad han skulle gøre. Måske var det også derfor han var blevet dårlig til sit arbejde, måske jagede det ham mere end han regnede med? Det var blot nogen af alle de tanker der fløj rundt i hans hoved lige nu, han var ved at blive sindsyg over sig selv.
Så for nu måtte han trække vejret inden han fik fikset det lille hul i hovedet, også måtte han jo overveje hvordan han fik tingene på rette spor igen.

Senya var på vej ud af byen, endnu en gang. Hun havde skaffet det hun skulle bruge, men alting var blevet ødelagt på grund af... ja, basicly på grund af Kiles Orden og deres præster. Det var trods alt ikke præstens skyld, at han stod op mod Kile og måtte flygte, men det var hendes ulykke at han gjorde, fordi hun mistede så mange af de værdifulde ting, som hun havde købt.

Hun nåede til bymuren, da hun så nogen ligge ned nær den. Først troede hun bare at det var en fulderik, men det var snart ved at være mørkt, og selv den dummeste, mest fulde mand ville ikke opholde sig udenfor efter udgangsforbudet, sat op af Kiles Orden.

Derfor skyndte hun sig derhen, og ruskede i vedkommende, mens hun sagde:

"Er du okay?" Han så ærlig talt ikke særlig godt ud, hvis hun selv skulle sige det. Jo, han var køn, men han så skidt ud. Som om han var syg eller sådan noget.

Hvis Judas tænkte sig lidt om, så vidste han jo godt at det nok var stress. Men han kunne ikke geare ned nu, han manglede penge og fundament i livet. Han trak vejret tungt ind et par gange, han skulle op på kroen og se om der var kommet nye opgaver ind, han var snart villig til alt - selv mord, selvom han alle dage havde sagde at den slags aldrig ville komme over ham.
Han hørte fodtrin og senere en stemme, det fik ham til at sætte sig en smule op, så meget han nu kunne uden at blive atl for svimmel og ende med at ligge sig igen.

"Mig?" spurgte han lidt defust, ja selvfølgelig talte hun til ham, det var jo ligesom ham hun kiggede på: "Øh.. Tjooo.." sagde han, normalt ville han komme med at rungende ja, men lige nu var han faktisk ikke så sikker, det hele måtte siges at virke en smule uoverskueligt.
Verden var sgu egentligt rimelig dum i mod ham for tiden, han måtte virkeligt have noget karma han skulle gøre op for, eller noget.

Senya lagde hovedet let på skrå, mens hun så på manden, som lå på græspletten. Hun forstod ikke helt, hvorfor han lå der, men godt så han i hvert fald ikke ud. Syg altså, for han var, som sagt, ret lækker, hvis hun selv skulle sige det. Men det skulle hun ikke. Hun rystede på hovedet, men nikkede så til hans 'øøh... tjooo...'.

"Ok. Men er du såret? Syg?" spurgte hun så, for at få opklaret, hvorfor han lige lå her. Især fordi der ikke var så længe til mørkets frembrud "Har du brug for hjælp var det jeg prøvede at spørge om." Hun rødmede over sin egen akavethed overfor denne fremmede. Hun satte sig på hug ved hans side, og lod blikket løbe hen over ham, for at se, om hun kunne se sår eller andet tegn på sygdom.

"Jeg hedder forresten Senya. Senya Culpe." svarede hun og så ned på sine bare fødder. Hun var en sand trækrammer, så hun bare sjældent sko. Det var rare uden. Hun børstede lidt skidt af sit søgrønne skørt, og satte sig på knæ ved hans side, fordi den anden stilling var ubehagelig i længden.

// Da Senya er død, lukker jeg vores tråd. //