Det her var jo simpelthen bare så typisk! Så havde man endeligt lagt en god plan, lavet en god deal og havde endeligt chancen for at tjene 5 diamanter. Judas vidste det kunne få økonomien til at give ham en fucking break, og det var vigtigt for ham. Han havde lukket ned for næsten alt andet end arbejde lige nu og han vidste at han ikke havde brug for at fokuserer på andet.
Han havde for få uger siden fået telegram at hans bror Darko netop var død, og uvidende om at han var genopstået som engel, var han taget til en af de lokale kirkegårde for at ligge en blomst. Ham og hans bror havde aldrig haft et super godt forhold, men derfor ønskede Judas stadig at vise ham respekt, nu hvor at døden måtte tage ham så tidligt.

Lige nu var det dog ikke disse tanker der lå Judas på sinde, eftersom han var i fuld firspring efter manden der skulle indbringe ham de 5 diamanter. Det var en af rigmændende i området, der netop havde opdaget at hans tjener havde stjålet fra familien igennem de sidste 10 år og der var derfor en ganske flot dusør på mandens hoved. Lige nu styrtede de igennem markedspladsen, manden var omkring fem meter foran Judas. Judas havde sin kniv i hånden, og i farten blev der væltet både frugtkasser og stativer med tøj. Judas var egentligt god af sig og det var ikke fordi han ønskede at ødelægge butikkerne, men forhelved, med de penge så kunne han jo bare købe noget nyt til dem.

Manden foran ham var ganske hurtig og adræt som han fik hoppet op af et træ og op på taget af et hus. Judas var hurtig efter, op i træet og sprang så i mod taget. Hans fod ramte siden af det ældre tag, men den lettere fugtige tagryg fik hans fod til at glide, og inden Judas nåede at blinke var han på vej i mod jorden igen, dog ikke helt lige så kontrolleret.
Judas landede på ryggen oveni i en bunke af æbler, og udbrød et voldsomt støn da han ramte med sin fulde vægt. Han kunne høre et par kvinder skrige omkring ham, og hæv voldsomt efter vejret eftersom alt luften var blevet slået ud af ham, i det fjerne kunne han se manden løbe videre, det her var fandeme over typisk. Judas gjorde et forsøg på at komme på benene, men væltede omkuld lige så hurtigt igen, svimmel og med et rigtigt flot hul i hovedet der blødte ret så kraftigt.

Jocastas dag var stille og rolig. Hun var godt i gang med at forberede sig på sit møde med familien, så noget af dagen var gået med at tage ting. På ulovlig vis naturligvis. Hun havde fået fat på støvler og handsker indtil videre og begge dele var gemt væk i hendes gemmested. Sjovt nok. Hun havde ingen intentioner om at miste det hurtigere end hun kunne stjæle det. Hun var lige nu i skyggeverdenen, mest af alt for at holde sin træning med den ved lige, men da hun hoppede ud af skyggen på en stand med æbler lød der et ordentligt rabalder og op til flere kvindeskrig efterfølgende, og hun kunne ikke andet end at vende sig forskrækket rundt – uden at skrige, for Jocasta havde sgu oplevet lidt af hvert – og hendes blik faldt på en ungt udseende herre med et stort, blødende hul i hovedet. Han så både ud til at være medtaget, men også meget travl og stresset ud. Hvordan han var endt her, vidste hun ærligt talt ikke. Men det så ikke rart ud, det sår i hovedet.
 
Hun var henne ved ham ret hurtigt da han forsøgte – og fejlede grumt – i at komme på benene. I hendes erfaring var der kun én ting at gøre ved den slags: Hjælpe ham med hans gøremål, for han så ikke ud til at ville opgive det. ”Woah, er du o..” okay? Lignede han én der var okay? Selvfølgelig ville hans svar nok ende sådan, så hun stoppede sig selv og rakte ham i stedet en hånd der var behandsket for at skjule de okkulte, mærkelige tattoveringer under. Det måtte se sjovt ud for hun havde ingen handske på sin anden hånd. Hun var lidt ligeglad selv. ”Du er tydeligvis ikke okay.. Er der noget jeg kan hjælpe med?” for evigt diplomat samtidig med at hun var en tyv der stjal fra alle dem der ikke behøvede så meget, lød hendes spørgsmål, dog hurtigt, netop fordi han så så travl ud.

Nogengange så var Judas bare lidt træt af livet, og lige nu var da ikke nogen undtagelse. Nogengange ville hans held ingen ende tage og andre gange var uheldet bare ude på at gøre livet surt for ham. Lige nu måtte han nok indse at han var i den sidste af de to perioder, og han håbede virkeligt at lykken snart ville vende for ham igen.
Han magtede ikke flere dage hvor han knapt kunne spise og hvor han måtte charmerer sig ind hos de lokale kroværter, især kvinderne var det værste. Judas var trods alt ikke rigtigt interesseret i den slags mere, han forsøgte bare at leve livet.

Judas kiggede op som han fik øje på en ganske smuk ung kvinde, og han kunne mærke hvordan han nærmest hørte fuglekvidder omkring hans ører af bare svimmelhed. Han forsøgte at sætte sig ganske forsigtigt op, og tog fat i hendes hånd i et forsøg på at holde balancen: "Ork jo, jeg har det fint jeg skal bare lige..." sagde han og gjorde endnu et forsøg på at komme på benene, men landede tilbage på røven atter engang. Han sukkede kort, typisk og ikke særlig gennemtænkt.

"Okay nej..." sagde han i et halvhjertet grin: "Måske lidt... Vand... Jeg tror måske jeg bare lige skal sidde to sekunder" sagde han og lod en hånd hvile på sin pande.
Han var nok mest af alt bare irriteret over manden var sluppet fra ham lige nu, men på den anden side så nyttede det jo ikke noget at han sad der er surmulede overfor en kvinde der trods alt intet havde gjort.

Jocasta var på vej til at hjælpe manden da han forsøgte at komme på benene med en meget mandig udtalelse, men desværre faldt han på røven igen. Han måtte have slået sig værre end hun først havde antaget, men nu var hun jo heller ingen healer. Så hun vidste faktisk slet ikke hvor slemt det var. I stedet for at få ham på benene, stoppede hun selv op med at hjælpe og kiggede bare på ham, undersøgende. Han så faktisk ret bleg ud.

Hans halvhjertede grin fik hende til at trække let på smilebåndet. Han var i det mindste sjov og ikke én af de typer, der sad og surmulede over uheldet, når det var ude. ”Så er det godt, jeg kan hjælpe dig med begge ting,” lyste hun selv op, mens hun trak sit vandskind fri af bæltet og rakte ham det. Derefter satte hun sig ved siden af ham. ”Klarer du dig? Og vil du stadig gerne fange hvem end det var du jagtede? For jeg kan måske også hjælpe dig med det,” hun havde måder at få fat i personen på i hvert fald. Måder der ikke involverede at løbe fra hustag til hustag, selvom det faktisk også var en evne hun besad og brugte hyppigt.

Hvis Judas selv skulle sige det, så var han altså en ganske dygtig mand og han havde da normalt udført sit arbejds ganske godt. Lige nu var det dog ikke noget at prale af og Judas fandt det faktisk en smule pinligt at sidde der midt på gaden, imens endnu et godt dusin penge, var stukket af.
Han havde brug for pengene lige nu, for livet havde desværre ikke behandlet ham så godt på det sidste som han selv havde ønsket sig, han prøvede ikke at involverer sig i for meget ballade, men han kunne godt se det efterhånden var svært.

"Ja... Men for satan han er hurtig!" sagde Judas, han var en god mand og egentligt også ganske religiøs, men når han blev gal nok så kunne han sagtens bande, også selvom han godt vidste det ikke var noget hans forældre ligefrem ville være stolt af at høre, han havde en stram og god opdragelse bag sig.
"Men jeg ved ikke lige om det bliver i dag.. Det er pænt af dig at hjælpe" sagde Judas og forsøgte roligt at komme på benene, det virkede nærmest helt uoverskueligt.