Hans ord fik hende til at løfte blikket og stirre på ham. Blive ved med at stirre med indædt had for hver eneste bid hun tog. Hvis bare hun kunne finde en måde at tørre det venlige smil af hans læber. Finde noget at skade ham med. Så snart tanken slog ned, irriterede det hele hendes krop. Det måtte hun ikke. Forbandet! Helt ned til Zaladins sorte sjæl!
"Hvordan blev du dog så tålmodig" stemmen var ikke kælen, men ejede heller ikke den vrede og spydighed man måske kunne forvente. Ordren overvandt langsomheden, og hun måtte opgive at trække den længere, men i stedet forføre. Selv ordet var helt forkert. Hvad var forførelse? Det var noget man gjorde for at smigrer og håbe på mere end bare at få opfyldt sine egne behov. Det var hvad ordet betød for hende, og alligevel vidste hun ikke hvordan hun skulle opfylde det, andet end at gå efter hans behov.
Hvilket blev forsøgt ved først at kravle tættere på, tage fat i skjorten, og nå ind til huden der gemte sig bag med overraskende bløde læber. Opfylde hans behov. Det var vel at forføre?