Memories of Angels - or the lack of it.

Amelia

Amelia

Byvagt

Kaotisk God

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 27 år

Højde / 165 cm

Hobbit 07.06.2018 16:40
Det var ikke ligefrem det Amelia havde regnet med der ville ske i dag, som hun var gået ud til søen for at nyde udsigten. Det var alt sammen forvirrende og skræmmende. Men det var ikke hende. Det vidste hun! eller.. Hun havde en stærk fornemmelse. Han lød for ung, eller i hvert fald for ny. Ny var nok et bedre ordvalg. Sproget havde ændret sig markant fra hendes levetid til nu. Hun trak let undskyldende på skuldrene. "Det siger mig ikke noget" umildbart var det også alt for mange generationer senere hvis det faktisk skulle være hendes familie som denne Cecilia skulle være efterkommer af. Men det var stadig underligt.

Og som hun stod i sin let forvirrede tiltand, blev det faktisk kun mere underligt. Hun havde lagt armene over kors og kigget tilbage over vandet. Samlet tankerne en smule, da han talte igen. Hun drejede hovedet let for at kigge på ham, undersøgende og afventende på hvordan han mente hun kunne hjælpe med at genvinde minder. Men hans forespørgsel fik hendes øjenbryn til at skyde op i panden og give hende et noget overrasket, ja næsten skræmt udtryk. Herefter, begyndte ordene at fumle rundt, uden at danne en ordentlig sætning til en start. "Øhm.. erh du vil.. Hva'?" han var fremmed! han var en fremmed mand der ikke havde andet til fælles med hende end at de begge var engle, genfødt uden mange minder at trøste sig ved. Hun rømmede sig og blinkede et par gange, for lige at genfinde sammenhængen. "Jeg.. jeg vil gerne hjælpe dig med at finde minder.. men.. Du er fremmed.. Og jeg.." hendes træk blødte op som hun huskede noget. Hun havde sagt netop det sidste af den sætning hun aldrig fik færdiggjort, før. Og hendes blødere træk gled over i sorg. "Jeg var forlovet.." hviskede hun mest henvendt til sig selv, før hun tog en dyb indånding og løftede blikket til ham igen. "Jeg er ikke sikker på at jeg.. kan"
Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Neutral

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 126 år

Højde / 182 cm

Erforias 10.06.2018 12:05
Ah, så det sagde hende trods alt ikke noget, det var ventet. Men gjorde stadig en smule ondt at vide. Valkar gav hende et kort nik for at anderkende hendes ord. 

Han havde vendte sig mod hende, og kunne ikke andet end smile en smule overbærene, sjældent havde han set nogen blive så forfjamsket over tanken om et kys. Trangen til at flytte en lok af hendes fine fehår bag øret, blev holdt nede.  Det ville ikke være passende, men en del af ham sagde at det var den måde han ville have gjort for at berolige Cecilia. "Og de..?" hans ene øjenbryn vandrede undrende længere op i panden på ham. Vent det udtryk kendte han, hun var ved at huske noget. "Kan de fortælle mig om din forlovede? Måske det for det til at falde mere på plads?" spurgte han stille og nænsomt, hans hånd fandt hendes skulder for at give hende lidt ro, samt at sikre sig at hun huske hvor hun var nu, og ikke blot faldt tilbage til hvor hun havde været. 
Hvis hun begyndte at fortælle ville han lytte, til hvad hun havde af fortælling om hendes forlovede. Men til sidst ville han spørge "Forstår de nu hvorfor at jeg ønsker at huske mere end min forlovedes død?"

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Amelia

Amelia

Byvagt

Kaotisk God

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 27 år

Højde / 165 cm

Hobbit 20.06.2018 20:20
Amelia var fra en hel anden tid. En tid hvor noget så simpelt som et kys var mere bindende end man umildbart skulle tro. Dengang ville det være forrygt hvis en mand rørte hendes arm, eller lod et par fingre stryge over hendes. Det ville være stærkt upassende. Amelia havde bemærket at de tider var gået på hel, og det kunne hun faktisk kun være glad for. Men det betød ikke at hun blev mere komfortabel med det. Hun havde set nogle unge mennesker forgribe sig i hinanden og hun var altid blevet en smule ubehagelig til mode. For noget sagde hende at det var forkert at gøre. Dybt inde i kroppen og den opvækst hun havde glemt det meste af.
Amelia lukkede øjnende, halvt forsøgende at huske og halvt i trang for at glemme igen. Det gjorde mere ondt end hun havde regnet med. "Hans navn var Lionel.. Han var kriger, ligesom min far.. Han havde brunt hår og nogle blide mørke øjne.." hun åbnede øjnende igen og kiggede væk fra Valkar som havde hun nærmest brændt sig. Det gjorde ondt..

"Nej.. det gør jeg ikke.." svarede hun med tåre i øjnende hun desperat forsøgte at få væk gennem ren stædighed. "Intet gør så ondt som at huske en person du elsker, og vide at de aldrig kommer tilbage.." hun ville ønske at hun ikke vidste. Ønske at hun ikke kunne huske ham. At hun aldrig havde fundet ud af at hun ville havde haft et liv, en mand, en familie, hvis bare hun ikke var blevet slået ihjel! Og hvad havde han? Tanken var næsten distruerende. Han var blevet gift med en anden, havde glemt hendes eksistens og havde fået den familie hun blev frarøvet. Hun ville ønske, med alle kræfter hun havde i kroppen at hun ikke kunne huske ham.
Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Neutral

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 126 år

Højde / 182 cm

Erforias 09.07.2018 09:21
Valkar's hånd forlod forsigtigt hendes skulder igen, der var intet der tydede på at hans gestus havde virket som han havde ventet. Det var dog interessant hvor meget hendes tid stadig havde sit greb i hende, selvom hun lod til ikke at erindre den. Mange år var gået siden han selv havde vågnet op i sin grav uden at vide, hvad eller hvem han var. Ikke at han havde haft en følelse af at hans tid havde defineret hvem han var i det øjeblik, men en snært havde nok blevet. 
"Lionel" kommenterede han stille, med et sagte nik. En del af ham havde medlidenhed med hendes smerte, en smerte han sagtens kunne genkende.

"En kvinde sagde engang til mig at vi husker bedst de mest smertefulde minder, da de definere os mest" svarede Valkar med en trist mine.
Let distraheret børstede han noget støv af jakken. Med lukkede øjne fyldtes han lunger med den friske luft der blæste ind over søen. I en lomme fandt hans et tørklæde han rakte mod den anden engel, hvorefter han begyndte at tale atter en gang. "Hvad tænker de at Lionel ville sige til dem i en stund som denne? Ville han formane dem om hvordan de havde efterladt dem? Eller ville han glædes over de havde fundet livet igen, og ønske at de levede det?"

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Amelia

Amelia

Byvagt

Kaotisk God

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 27 år

Højde / 165 cm

Hobbit 23.07.2018 23:12
Amelia pressede øjnende sammen, mærkede den varme væske forme sig og presse sig forbi øjenlågene og ned af kinderne. Hvorfor gjorde det så ondt. Hun ville ikke huske det. Hun ville ikke mærke mere af det. Svagt begyndte hendes krop at ryste, som hun brugte alle sine kræfter på at fokusere på nuet. Hun var ikke sikker på om hn virkelig havde gjort noget ved hende, eller det bare var mindernes tag. Hun vidste ikke om hun skulle skrige, græde, krølle sig sammen eller løbe sin vej. Alt var forkert. Alt var ikke som det plejede. Hun skævede let til siden, tørte sig over kinden med en håndflade og tøvede med at tage imod tørklædet. Hun havde ikke svaret på hans bemærkning. Eller rettere hendes egne ord brugt imod hende. Hun følte lige nu at hun ikke kunne havde taget mere fejl. Med en tøvende hånd tog hun imod tørklædet og fjernede det værste af sine tåre. Hun brød sig ikke om at græde, specielt ikke i andres nærvær.

Langsomt begyndte hun at genvinde noget af sin egen stædighed og måske endda ligegyldighed, selvom den sidste del ikke helt ville sidde fast. "Jeg blev dræbt, jeg forlod ham ikke.." svarede hun en smule vredt. Hun vidste godt at det ikke var hans intention, men der var forskel på at stikke af, og på at blive taget. Med et suk fik hun dulmet vreden - det var ikke en god erstatning til smerten. "Undskyld.. Jeg burde ikke opføre mig sådan overfor Dem. De forstår trods alt bedre end nogen anden hvordan det må føles." og med det tog hun en ny dyb indånding og fik løftet blikket til at kigge på ham igen. "Han ville være glad på mine vejne - men jeg selv kan ikke se hvad der er værd at leve uden ham. Jeg er ikke som kvinderne fra denne tid. Jeg er stadig hans, selv nu flere tusind år senere." hun var ikke sikker på at han forstod hvordan det var. Dengang var der kun én og ingen anden! Man kunne ikke bare hoppe rundt som de piger Amelia havde set i byen. De forstod slet ikke hvor stærkt et bånd det var.
Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Neutral

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 126 år

Højde / 182 cm

Erforias 12.08.2018 18:20
Ah tænkte Valkar stille, lidt vrede havde hun trods alt. "Alt forladt, det var ikke meningen at skulle forstås sådan, jeg undskylder" Kom det roligt fra den mandlige engel, det havde ikke været hans intention af gøre hende vred, nærmere at bløde hende op, for at se hvad hun kunne komme til at huske. "Hvem siger at der ikke er kvinder der har det som dem? at de ønsker at være tro gennem alle deres liv?" 
Sandt det var ikke mange der fulgte så trofast Amelias eksempel, men der havde været nogen der havde haft den overbevisning og ganske besværlige at overtale. "Men mere relevant hvordan tænker du Lionel ville ønske at du levede dit liv du har nu?" Spurgte han roligt med stille stemme, og en blid hånd på hendes skulder. Måske pressede han hende for hårdt lige nu, men det var for hendes eget bedste det var han sikker på. Det virkede som at de var tæt på at finde hende en vej, og som det var nu ville han gøre sit for at hun fandt sin. Han kunne selv tydeligt huske fortvivlelsen, fra da han var vågnet og de år der fulgte. En fortvivlelse han ikke ment Amelia fortjente.

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Amelia

Amelia

Byvagt

Kaotisk God

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 27 år

Højde / 165 cm

Hobbit 18.08.2018 13:04
Amelia forstod godt hvad han mente, og selvfølgelig fandtes der stadig kvinder som hun selv, der holdte sig til en og aldrig fandt en anden at dele deres liv med. Ligemeget hvor længe eller kort de end måtte leve. "Det er ikke dem man ser i denne tid" og det var på sin hvis sandt. Selvfølgelig havde alle kvinder på hendes tid heller ikke været deres partner tro, men det var mere forlangt og normalt. Amelia havde set megen forskellighed i Dianthos og de omkringliggende områder. Mere frisindede folk der ikke ville lade sig låse fast. Hun forstod dem ikke. Forstod ikke deres normer eller hvorfor de tænkte sådan - det gjorde hende bare mere forvirret. Hvorfor vælge så flygtigt et liv fremfor trygheden hos én speciel person i livet.

Amelia trak sig ikke som hånden rørte hendes skulder, selvom hun mærkede den ældgamle følelse af at ville trække sig. At røre ved hende var ikke tilladt andre, hvor uskyldigt det end var. Desuden havde hun heller aldrig selv været komfortabel med det. "At jeg levede det" svarede hun måske en smule kort for hovedet, men svaret gav mening i hendes eget hoved. At hun ikke gik i baglås og bare lod tiderne forbigå hende uden at tage nogen notice af dem. Nej, han ville have hende til at nyde sin tilværelse og livet i sin helhed. Se verden, opleve eventyr. En tanke der måske havde været unormal dengang, men hvad skulle hun ellers uden ham. Hun vidste ikke om han ville ønske hun fandt et nyt sted at kalde hjem, men Amelia vidste at det ikke var noget hun ønskede for sig selv. Så det kom ikke engang på tale som værende en tanke.
Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Neutral

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 126 år

Højde / 182 cm

Erforias 06.09.2018 13:36
Valkar nikkede til hendes svar, eder var blevet mere og mere udvandede med tiden. "Ganske sandt, men gør det dem ikke mere enestående? Nogen ville sågar sige at de kunne være et eksempel at se op til?" Han forventede på ingen måde at hun ville være villig til et liv i solen, nej hun virkede til at føle sig sikrere i skyggen hvor hun kunne finde sig selv. En skam at en som Cecilia ligeså ville skjule sig fra omverdenen. En mundfuld kold luft fyldte den mandlige engels lunger. Hvor meget end hun måtte ligne kvinden der havde elsket ham, og han havde elsket. Så var hun sin egen, og han burde ikke sætte hende på en sti brolagt af hans ønsker.

Nok fortrak den anden engel ej en mine, men hendes væsen stivnede et flygtigt øjeblik. Nok havde han brudt en grænse fra hendes tid, men ak hun måtte ligeså finde styrke til at bevæge sig i denne. "Præcis" nok havde hendes svar været kort men ganske som han havde ventet. Ingen skulle fanges i målløsehedens sump som han havde været, og i sær ikke en anden engel.
Men der var stadig håb for hende, nok havde han ikke kunnet rede Cecilia, men her kunne han måske gøre en forskel. Valkars blik faldt udover søens stille ro "Så hvad gør de nu? Hvad er det næste skridt?"

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Amelia

Amelia

Byvagt

Kaotisk God

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 27 år

Højde / 165 cm

Hobbit 15.09.2018 23:10
Amelia var ikke helt sikker på hvor komfortabel hun var med den samtale der havde udformet sig. En komplet fremmed der kunne tale ind til ting hun gemte i hovedet og helst ikke ville ud med. Det var ikke undrende at hun overvejede hvorvidt han var mentalist af en art - men selv det kunne hun ikke stykke sammen. Det var områder hun end ikke havde tilladt sine tanker at gå hen, for de ville alligevel intet nytte i det liv hun førte sig nu. "Måske - men ikke alle kan overleve alene." hun bebrejdede ikke at folk hoppede fra den ene kærlighed til den anden. Eller mistede en som hun havde, og derefter måtte prøve at finde noget der kunne give noget nært den samme følelse. Hun ville bare ikke selv gøre netop dette. Hverken af praktiske eller følelsesmæssige årsager.

Hun kunne ikke li det her. At hun blev hevet ud af sin skal af ren beskyttelse og skulle til at tage valg hun ikke følte sig klar til. Hun havde en knude i maven, og tanker der ikke stod stille og så alligevel ikke kom med noget svar. Amelia tog en dyb indånding, rettede nærmest sin ryg endnu mere end den var i forvejen, for at skjule sin egen ubeslutsomhed og ikke mindst forvirring. "Det ved jeg ikke - Til en start, ingenting" bekendtgjorde hun en smule monotont og så ud over vandet. Hun havde rigeligt i hovedet lige nu til at skulle tage flere valg der kunne ændre hele hendes måde at se og opleve verden på. Og til hvilken nytte. Hun manglede stadig en vigtig brik i sit liv, og hun ønskede ikke at finde en til at fylde det tomrum. Hvad hun ellers foretog sig, var fokuseret på den forpligtelse hun ønskede at opfylde allerede dengang. Beskytte dem der behøvede det og stoppe dem som udnyttede de svage. Det kom nok aldrig til at ændre sig.
Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Neutral

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 126 år

Højde / 182 cm

Erforias 10.10.2018 00:24
En skygge faldt kort over Valkars ansigt, hun havde talt en sandhed han ikke var meget for at anderkende. Ensomheden havde selv haft gnavet i hans sind, men den havde ikke overvundet ham endnu. Samt han havde ingen planer om at lade det ende således. "Men de står her stadig" Som roen sænkede sig over den mandlige engels ansigt, krøb endnu et smil frem på hans læber.  Hun var stærkere end hun lød til at turde tro selv, og hvis han skulle have andtaget forkert. Ville hun falde ud i glemslen hvor de svage hørte til. 

At få hende ud af hendes skal havde taget mere arbejde end for Valkar end han var vant til. Oftest når folk fik muligheden for at tale om dem selv, fortærede den dem som en flamme der blev givet tørt brænde. Men hans nye bekendtskab derimod var blevet presset så meget at hun var endt med at falde tilbage i hendes granit lignende skal. "En forstålig udskydelse" kom svaret høfligt. Bevars det var på ingen måde det svar han havde håbet, men på sin vis ganske forventeligt. 
"Hvis de atter ønsker mit råd en anden gang, så drag blot til Lazura og spørg efter Valkar. Folk vil lede dem til mig"
tilbød han med et høfligt buk i hendes retning, før hans øjne en stund gled over søens vand. "Med mindre der er mere de ønske af mig, vil jeg fortrække mig og lade dem være alene med deres tanker atter en gang"

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
Amelia

Amelia

Byvagt

Kaotisk God

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 27 år

Højde / 165 cm

Hobbit 20.10.2018 16:43
Trods ansigtet af sten, var der uro i hendes indre. Alle følelserne væltede sammen og kæmpede imod at blive presset tilbage ned i den låste kasse. Hun tænkte over så mange ting på en gang, uden at kunne sætte sin finger på hvorfor de følelser kom frem. Amelia kunne ikke huske at havde oplevet ting der kunne fremkalde de følelser, og alligevel var de der. Med en ekstra indånding rettede den ranke engel sig endnu mere op, som en stålfast statue der nægtede at bøje sig for vinden der rev og flåede i det hårde granit.

Langsomt vendte hun hovedet imod ham. Hun forstod ikke hvad der var foregået. Hvorfor han havde valgt at hjælpe hende. Det var i hvert fald det hun tænkte han gjorde. Om det var for hendes skyld, hans egen eller dem begges var stadig en gråzone. Men hvem ville tilbyde at opsøge sig igen, hvis ikke noget af ham faktisk ønskede at hjælpe hende igen.
Følelsen af taknemmelighed voksede frem i maven som en lille varm fugleunge, der trods kulden omkring sig, blev liggende og udformede en redde. Amelia sank en klump i halsen og nikkede. ”Tak.” svarede hun, ganske kort for hovedet, bange for at kom der flere ord ud ville hun spilde mere end hensigten. Hun bukkede høfligt tilbage og nikkede igen som svar, nærmest tom for ord. Det mest høflige havde været at svare at han selvfølgelig var velkommen til at drage videre, og det havde været rart at møde ham, men der var stadig for megen rod i sit indre til at udforme noget der kunne være konstruktivt. ”Hr. Valkar.. Jeg er taknemmelig for Deres råd.” Hun vidste at det var svært at se på hende, mest fordi hun ikke ønskede at vise det, men noget i hende ville alligevel at han vidste det. ”Jeg beklager at jeg ikke kunne give nogen tilbage” og med de ord vandrede hendes blik tilbage til vandet og blev der. Lod ham gå som han ønskede, eller blive hvis han havde skiftet mening. Men Amelia kunne ikke åbne mere. Ikke i dag. Måske ikke i år. Men den lille varme fugleunge blev siddende i maven. Lige så stålfast som hende selv, til at blive siddende der.
Valkar

Valkar

Baron af Lapiskysten

Retmæssig Neutral

Race / Engel

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 126 år

Højde / 182 cm

Erforias 23.10.2018 23:04
Valkar nikkede, det var på ingen måde overraksende at frøkenen var kort med hendes svar. Det var lykkedes ham at bryde et hul ind til hendes minder, minder der ikke var kommet til hende ellers. Han var sikker på at hun ville være stærk nok til at sætte tingene på plads, men det var hendes sti at træde.  "Jeg takker for deres taknemmelighed, men det er nonsens at de intet har bragt mig. Hvordan kan jeg kalde det at de ladet mig give dem håb for at deres minder kan findes for intet?" Minderne hun havde genvundet havde ikke bragt hende lykke, ikke ved første øjekast. Men måske med tiden ville dette ændres, uvisheden var trods alt en afgrund selv en engelsvinger ikke kunne bære en bort fra.

Med endnu et buk vendte han sig fra den anden engel, og lod sine vinger strække sig ud bag ham. De hvide og sorte fjer blafrende i vinden. "Til vi ses igen" Båret på vinger skænket til at nyt liv, drog Valkar atter en gang mod hans pligter, men han var sikker på at han ville møde hende igen, engel der lignede hende han engang haft kæreste af alle.

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 1