Log ind Opret bruger
Amalia
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Erforias

Sted: En havneknejpe i udkanten af Piratbyen
Tid: Lidt før middag
Vejr: Let skyet med en kold pålandsvind.

Den Sidste Dråbe, var ikke den største havne knejpe. Dog var taget  tæt og væggene værnede mod de kraftig vindpust fra havet.
Der var ingen gæster tilstede i den salt-lugtende krostue, udover Amalia og kromutter.
Amalia havde valgt at mødes her med de to seneste tilføjelser til hende besætning, de var for dygtigt til ikke at have titler ombord på Den Sorte Sirene, men hvilke og hvad de indebar skulle de finde ud af.
Amalia sad henslægt i en stol med begge hendes støvler solidt placeret på bordet. Hendes våben stod ved siden af hende, ikke at hun ville få brug for dem, men hun turde ikke efterlade dem et andet sted. 
Hun nulrede en tot lyst hår mellem hendes fingre, hvor en svag glød slap ud mellem hendes fingre. Hvorefter hun lagde hårtotten tilbage i muslinge medaljonen.
Hun så frem til forhandlingerne med Hicks og Morgana, for med dem skulle hun nok nå sit mål. Hun tod et drag fra sit krus, hvorefter fyldte det op med kanden der stod på bordet. Smagen var bitter og ikke ligefrem god.
Perfekt til forhandlinger, da det fik folk til at ville have dem overstået hurtigst muligt.
 
Morgana Hjerteknuser
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Menneske
Alder: 35 år

Skaber: Dragonflower

Døren til kroen gik op, og det var næsten ikke til at tro at kvinden der trådt ind af døren, var den samme som Amalia havde talt med blot dage forinden.

Morgana havde fået et bad og var blevet skrubbet i bund, fra hår til neglebånd. Hendes tøj var nyt, og rent, støvlerne pudset og hendes karakteristiske bandanna sad præcis hvor den skulle. Det var dog ikke kun hendes personlige hygiene der havde ændret sig. Morganas ryk var rank, og det smil hun sendte Amalia som hilsen var kækt. Hendes øjne var, om ikke selvsikre, så med et mål.
"Ohøj kaptajn! Jeg kan se jeg er den første huh?!"
Morgana gik over til bordet med sikre skridt, og hendes hofter vuggede lokkende ved hvert skridt, hvilket ville have set noget mere tiltrækkende ud, hvis Morgana ikke havde været skin og ben. Der var visse ting et los i røven og et par dage ikke kunne rette op på.

Morgana trak en stol ud, vendte den på det ene ben og satte sig omvendt på den, men armene over kors på ryglænet "Hvem venter vi på?". En anden detalje Amalia uden tvivl ville ligge mærke til, var manglen på hårsmykker. Til trods for Amalia havde leveret dem tilbage til hende, alle som en, så var der kun én at se i hendes hår - Den Amalia havde kastet i luften, den der endeligt havde trukket Morgana op af rendestenen.

Beckett
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Halvork
Alder: 40 år

Skaber: Zofrost

Hicks gik ned af en af de smalle gader i Piratbyen, noget mere frisk end han havde været de sidste par dage. Hans ansigt var pænt igen og han kunne trække vejret frit, hvilket var en velsignelse. Slåskampen i kroen mod Kaptajns Plachs folk havde efterladt ham godt mørbanket og med et par bøjede ribben. Amalia havde fået ham ud af kniben og han havde endda fået sine ting tilbage, som det hele handlede om. Typisk ham, havde han ikke sagt noget om, hvor ondt han egentligt havde, det ville jo forsvinde igen. På et eller andet tidspunkt. Men lidt uheldigt havde han hevet lidt forkert i et tov, hvilket havde sendt ham ned at sidde op af rælingen, mens han skar ansigt af smerte og gispede efter vejret og dette havde altså afsløret for Amalia, hvor slemt det stod til. Og trods protester var han blevet sendt af sted til healer med besked om at dukke op på en lille snoldet kro, han godt kendte til i forvejen. Hvad mon hun ville der?

En måge skreg over ham og den kolde vind fejede ned igennem gaden, men vejret kunne ikke påvirke hans humør. Han havde et skib og en kaptajn og begge dele var ganske godt. Han glædede sig uendeligt meget over, at Amalia havde besluttet sig for at hyre ham. Han vidste, at hun ville være en god kaptajn og han glædede sig til at skulle arbejde under hende. Der var ikke så meget besætning endnu, men han ville kunne hjælpe hende med at finde passende folk, som han kendte en del både efter sin tid på skibene, men også på de kroer, han havde arbejdet på. Tanken om at kunne tilpasse sin egen besætning gjorde ham glad. Ja, altså hvis han fik lov til at styre besætningen, Amalia havde været sært tilbageholdende med at fortælle ham hans rolle på skibet. 

Kroen dukkede op, som han rundede et hjørne og han stak en finger op for at nusse Mio på hovedet. Katten lå som altid rundt om hans nakke og fulgte med i, hvad han lavede. Et halstørklæde med automatisk varme.
Han skubbede døren op og måtte bukke sig lidt for at kunne komme ind af den lave åbning. Lige som han hørte en kvinde spørge, hvem de ventede på. De grå øjne rettede sig straks mod hende, der havde stillet spørgsmålet og han mærkede sit hjerte synke en smule. Hende. Han kunne godt huske hende, som han havde været udsmider på en kro, hvor hun havde holdt til i en tid. Blikket gled over til Amalia i stedet og han gik hen til bordet uden at sige noget. Ingen grund til at antage noget, det kunne sikkert forklares, at Hjerteknuser var til stede. Forhåbentligt uden det havde noget med Den Sorte Sirene at gøre.
Amalia
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Erforias

Amalia skulle lige til at svare Morgana som Hicks trådte ind af døren. Fantastisk så kunne de endelig komme igang!
"Ah så er vi her allesammen, fat jer er krus så vi kan komme igang!" Hun rettede lidt på hendes hat hvorefter hun fortsatte "Siden i begge har sagt ja til at blive en del af min besætning, er det blevet tid til at vi skal have tjekket kursen for skjulte rev. I har begge så store ry at i ikke vil tage jer til takke med at bare være en del af besætningen, så vi er her for at finde ud  af hvad i kommer til at lave ombord på Sirenen"
Hun løftede kruset til hendes læber for at væde halsen. "Indtil videre har jeg en regel, jeg har den største hat ombord på skibet, så det betyder at i bruger bandanaer" Hendes blå øjne så anskuende på dem. Nogen ville mene at det var en besynderligt regel, men deres reaktion ville afsløre en del om dem. 
"Så med det på plads hvad havde i tænkt at i skulle lave ombord på Sirenen?" 
Morgana Hjerteknuser
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Menneske
Alder: 35 år

Skaber: Dragonflower

Morgana vendte fluks blikket som hun hørte døren gå op bag sig og så.. Hick. Uuuuuuggggghhhhhh. Hun huskede ham lidt for godt, selvom det efterhånden var længe siden hun havde haft den tvivlsomme fornøjelse af hans alge-grønne ansigt. Hun gav ham et svagt nik som hilsen og vendte ellers opmærksomheden tilbage mod kaptajnen. Hun var ikke glad for det, men hun var nød til at lege pænt med alge-ansigtet. Han havde vist sig yderst besværlig at arbejde med, selv dengang hun havde været på toppen. Han havde ligefrem smidt hende ud! fra en af de kroer hvor han havde været udsmider! Hende! smidt ud som en eller anden letmatros!

Den Morgana der sad på Den Sidste Dråbe denne dag var langt fra det pragt eksemplar af et kvindemenneske hun havde været dengang, men der var stadig noget lokkende over hendes væsen, over hele hendes væremåde, noget der var alt for indgroet til at et par år i rendestenen kunne andet end flosse kanten. I hendes nuværende tilstand var det dog ikke mange potter pis værd uden oppakning fra hendes evne, og det gad hun ikke engang prøve med ham. Han var sikkert til mænd alligevel!

Det her skal nok blive.. interessant tænkte hun mens hun fyldte et krus og tog en slurk. Hun stoppede midt i at drikke og sænkede kruset langsomt mens hun kiggede næsten mistroisk på indholdet. Hun havde næsten glemt hvordan ordenligt sprøjt smagte..
Amalia fik snart hendes opmærksomhed igen. Kaptajnens første regel gav.. overraskende god mening. Det var ingen hemmelighed at den største hat bestemte, men Amalias valg af hovedbeklædning var overraskende moderat i forhold til de fleste kaptajner. Hatte forbuddet sikrede kaptajnens plads uden hun skulle skifte hat! Morgana løftede blot sit krus "Som du siger Kaptajn". Ingen grund til at være på tværs der.

Den næste del blev lidt være. Morgana mærkede straks modløsheden snige sig ind. Hvad kunne hun egentligt, når det sådan kom til stykket? Hun pressede den til side og tvang et selvsikkert smil frem på sine læber "Ah, ja. Som du selv nævnte sidst, så har jeg været noget omkring, og selv været i din hat i mange år! Jeg skulle mene jeg kan varetage de fleste poster om bord! .. så længe du ik' sender mig i tønden, der bliver jeg så pokkers ensom!"

Beckett
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Halvork
Alder: 40 år

Skaber: Zofrost

Kaptajnens første ord fik Hicks halvhjertede forsøg på håb om at han ikke skulle være ombord på det samme skib som Hjerteknuser til at synke i grus. Så hun var en del af besætningen. Langsomt trak Hicks en stol ud fra bordet og satte sig. Nå, ja, hun kunne jo have ændret sig. Smidt lidt af attituden. Det værste var den forbandede evne hun havde, en evne, der ikke bed på ham, siden han var immun overfor psykisk påvirkning. Men den snurrede hovederne rundt på hver eneste mand i hendes nærhed og det ville gøre det besværligt at arbejde sammen med hende. Mio skiftede stilling og satte sig på hans skulder i stedet, mens hun spindende gned sit hoved mod hans, som for at trøste ham. Det fik ham til at løftede hånden igen og ae hende under hagen med en finger uden at tænke nærmere over det. Mio havde ret, det skulle nok gå. Håbede han.

Med et lidt fraværende blik lyttede han til Amalias ord og kort rynkede han på den flade næse. Selv finde deres pladser? Et skib var ikke et demokrati. Hans blik gled kort til Hjerteknuser. Han kendte godt hendes ry, hvilke stillinger hun havde haft. Tanken om  at skulle tjene under hende var ikke ligefrem behagelig, men hun havde prøvet at være kaptajn. Så det ville ikke være et usandsynligt udfald. Og hvis det var sådan, at det skulle være, ville han finde sig i det. At tjene Amalia på Den Sorte Sirene var en mulighed han ikke havde lyst til at give slip på.
Den lidt spøjse regel, som hans kaptajn derefter smed på bordet fik ham til at trække på den skulder, hvor Mio ikke sad. Han brugte ikke hat eller bandana, så det var ikke et problem. Den eneste form for hat han havde på hovedet var huer, hjemmestrikkede huer fra en af hans kusiner, som kunne holde hans tyndt behårede hoved varmt på de kolde dage. Man gjorde kun grin med huerne én gang og så nævnte man dem aldrig mere, mest fordi man ingen tænder havde tilbage i munden.

Som Morgana fik svaret på kaptajnens spørgsmål, rakte Hicks ud og tog et krus og kanden. Med en rolig bevægelse hældte han op. Det var ikke fordi, at han havde tænkt sig at drikke, et krus kunne sagtens holde resten af dette møde ud. Alkohol havde en lidt uheldig effekt på hans ork-gener og dette var ikke tidspunktet at åbne døren til det roderi. Uden at tage en slurk, rettede han blikket mod Amalia.
"Du ved hvad jeg kan. Giv mig et stykke arbejde og jeg skal sørge for, at det bliver gjort." Hicks var lidt mere beskeden end Hjerteknuser, men han kunne stort set det samme som hende. Han havde aldrig været kaptajn, men havde ofte udfyldt pladsen alligevel, når kaptajnen ikke var til stede. Nej, det han brød sig mest om, var at styre besætningen. De havde respekt for ham og han var god med alle slags væsner, alle typer af personligheder. Han havde respekt fra besætningen og tillid fra kaptajnen. Men han kunne også sagtens sejle et skib og tage det tunge, hårde arbejde på gulvet. Det eneste, han ikke længere var så skabt til, var at kravle i riggen, hans vægt var efterhånden blevet for meget som han var blevet voksen.
Amalia
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Erforias

Amalia tog en tår fra sit krus og sukkede dybt. Det havde ikke overasket hende at de var gået med til reglen om hattene. De havde trods alt sagt ja til at være en del af besætningen, og værende deres kaptajn var det forventet at de gjorde som hun bad dem om.
Så hun kunne ved Valeria ikke forstå at de ikke kunne finde ud af at svare på det andet spørgsmål! At Hicks brummede noget hen af "det ved du allerede kaptajn" var ikke ligefrem overaskende, men lige så brugbart som en vindstille dag til havs. Morgana havde ikke været meget mere imponerende, men i det mindste havde hun da sagt noget om hvad hun ikke ville.

Amalias krus ramte bordet med en højt thunk. "Har i begge været på land så længe at i har fået jord i hovedet, og sand i ørene? Det er mægtig fint at i siger at i kan mange ting, og at jeg ved det. Hvis jeg var i tvivl om jeres evner så sad i ikke her!" Hun tog atter en tår af det bitre sprøjt. Hun skar en grimasse, smagen var stadig elendig "Så nu prøver jeg en gang til. Hvad havde i tænkt at i skulle lave ombord på mit skib?" hendes blik gled fra Morgana til Hicks. Hendes øjne var intense og uden den livglæde der ellers altid var at finde. "Hr Hickerton, de starter" Forhåbentligt fangede han at han skulle sige hvad han ville lave, og ikke bare sige at det vælger du kaptajn, hele opgaven gik ud på at de skulle fortælle hvad de gjorde bedst, og brændte for at gøre. Samt at de også fik muligheden for at vise hvor de gerne ville være ombord på skibet.
Beckett
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Halvork
Alder: 40 år

Skaber: Zofrost

At hans nye kaptajn ikke ligefrem var glad for hans respons var tydeligt, men det han sagde var rigtigt. Det var åbenbart ikke det, hun ville høre, for hun sendte straks en svada ud, der fik ham til at læne sig lidt tilbage og lægge armene over kors. Nå nå, det skulle være på den måde. Som hun lod blikket glide over dem, mødte han det roligt med sit eget. Ikke en trækning var at se i hans ansigt, som hun brugte hans fulde efternavn, det havde han opdaget, at han lige så godt kunne vende sig til. For et øjeblik så han bare på hende, tavst og fast som en klippe, inden han sukkede dæmpet og atter trak på den ene skulder. Det var åbenbart en af Amalias spøjse idéer, han ikke kunne slippe udenom. Så han kunne lige så godt forsøge at give hende det, hun ville have.

"Besætningen." Det ene ord var uden tvivl ikke nok og han fortsatte. "Jeg vil helst arbejde med besætningen. Sørge for at dine ordrer bliver fulgt, sørge for orden og give en hånd med, når det er nødvendigt. Skifte lidt mellem broen og dækket." Det var underligt at sidde og beskrive ens lyster til et job, når han var vant til blot at blive sat på en post. Det med at fremhæve sine evner var sjældent nødvendigt for ham og han brød sig heller ikke om det. Han var bedre til at vise det, ikke fortælle det. 
"Jeg befinder mig bedst som kaptajnens højre hånd..." Han kastede et blik på Morgana, som nok var mere sandsynlig til at få den rolle. "... eller venstre, hvis pladsen er optaget." Han foldede sine arme ud og greb kruset, som han drak en lang tår af, inden han sluttede af.
"Så længe jeg ikke bliver sat til at skrubbe dæk og kravle i riggen. Så svømmer jeg hellere i land." Det sidste var lidt af en henvisning til den situation, Amalia havde fundet ham i, hvor han var blevet smidt overbord fra sit sidste skib på grund af uoverensstemmelser med kaptajnen. Trods at han gerne hjalp til med alt på skibet, havde han alligevel stolthed nok til at holde på sin position.

Hans blik hvilede atter roligt på Amalia for at se, om hun var tilfreds med hans svar. Hvis ikke, vidste han ikke, hvad han ellers kunne give hende. Mio havde sat sig lidt bedre til rette på hans skulder og så også på Amalia med halvt lukkede øjne og en dæmpet spinden. 
Amalia
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Erforias

Amalia nikkede i Hicks retning. Godt at se at han godt kunne hører efter når det galt, og at han havde mere mellem ørene end en slimet søpølse. Hun viste godt at han havde svært ved at fortælle om hvad han kunne, men ind i mellem var det altså nødvendigt. Hans tavse nedstirren virkede godt til mangt og meget, men det var sgu også vigtigt at han kunne sætte ord på tingene ind i mellem! 
"Tak for det. Morgana har du noget du vil tilføje?" forhåbentlig tog hjerteknuser ved lærer af Hicks andet svar. Amalia var ganske interesseret i hvor ambitiøs Morgana egentlig var, og turde indrømme over for hende.
Morgana Hjerteknuser
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Menneske
Alder: 35 år

Skaber: Dragonflower

Morgana skar en grimasse ved Kaptajnens opsang. Hun kunne ikke tænke hun ville have sagt anderledes selv, havde hun været i hendes knæhøje støvler, men det gjorde det ikke nemmere at være på den modtagende ende and den hidsige blondines arrigskab. Et sted skreg Morgana af sig selv. Hvordan kunne hun være sunket så lavt, så hun ikke engang kunne sælge sig selv på det hun var bedst til? Var det af frygt for Amalia ville føle sig truet og ikke tage hende med alligevel??
Morgana lyttede til Hicks ord, og fandt dem.. interessante. Han ville være besætningen nær, men også stå ved kaptajnens styrbord side. Langsomt drak Morgana af sit krus mens hun tænkte. Rolige satte hun det fra sig på bordet og kastede en lang lok hår tilbage over skulderen.
"Min primære talenter ligger ved roret, og navigation" hun stak kaptajnen et skævt smil "Jeg er trods alt kortet! Og det er da ikke lykkedes mig at skylle alt min kartografi ud med grog endnu" hun viste det var en risikable position for Amalia at sætte Morgana i. Som ny Kaptajn ville det kun være naturligt at frygte Morgana.. men det var også en mulighed for at tage ved lære fra den mere erfarne kvinde. Det var Morganas bedste bud, det var nok det nærmeste hun kom kaptajnsposten uden at være kaptajn! Med mindre..
Morgana vippede frem på stolen "Der er selvfølgelig også en anden mulighed... De udelukker ikke nødvendigvis hinanden, men.. Før jeg tog mit eget skib sejlede jeg med Ståltand og var hans første border" hendes smil blev bredt ved mindet. Det havde været simplere tider "Det er ingen sag at tage et skib når alles øjne ligger på mig" hun gnækkede lidt og rystede en anelse på hoved af sig selv "Det ville ikke være let, men hvis jeg får pisket mig selv i form, så ville det bestemt heller ikke være umuligt"

Amalia
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Erforias

Nogenlunde, var den første tanke Amalia havde efter Morganas mere uddybende forklaring. At lade hende stå ved roret kunne være praktisk, lærrigt endda. Men mandskabet skulle nøddig få den forkerte idé, det var hende der var kaptajn, og ikke den udsultede hjerteknuser. At lade hende være første border ville være mere praktisk, hun ville få en del respekt af mandskabet, men hun ville selv kunne trække på Morganas viden når hun ikke lavede den slags arbejde.

Et smil bredte sig over Amalias ellers tænksomme ansigt, det her kunne virke! det ville give dem nogenlunde hvad de ville have, men på hendes egen måde! Hendes krus ramte bordet bordet med et brag som hun rejse sig op, og så på de to pirater. "Jeg har besluttet mig for hvordan det ender!" proklamerede hun imens hun gestikulerede mod Hicks med hendes krus. "Hicks, du bliver Kaptajnens stemme og øjne! Det job bliver at sørge for at mandskabet er arbejder mere glat end sild i fiskeolie! samt at du er der når jeg har brug for dig ved min side. Jeg forventer at jeg kan stole på at du har min ryg, samt holder den fri for uønskede knive" Hele bøvlet med om de skulle være højre og venstre hånd var ikke noget Amalie følte for at bøvle med, for hvad de skulle ville på ingen måde blive let. 

Hun vendte derefter blikket hen mod Hjerteknuser "Morgana, du ender som at være kaptajnens arm og skygge. Jeg forventer at du er den første over, for at vise Sirenens styrke, men at du også deler din viden når der ikke er behov for at spille med musklerne. Udover det forventer jeg at du får noget kød på dine knogler, så du ikke ligner pillede fiskeben. Jeg vil have den Morgana som folk kom op at slås om fordi at de troede du havde kigget i deres retning!"
Amalia bundede resten af sin grog og lod det tomme krus falde på bordet.

"Med mindre i har noget at sige imod mine ordre, så syntes jeg at i skal komme igang med jeres arbejde, vi har et skib og en besætning der skal formes, for at vi kan få taget den ø til os"
Sagde hun med et bredt smil. Det har skulle nok blive godt! Et skridt nærmere at Toropolis Isla var hendes!. 

Hvis hun fik ret ville de to andre give hende ret, og sætte gang i deres arbejde, sådan at de kunne komme til havs igen hurtigst muligt.
Beckett
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Halvork
Alder: 40 år

Skaber: Zofrost

Det så ud til, at Amalia var ganske godt tilfreds med hans svar, så han førte sit krus til læberne og drak endnu en mundfuld af det kradse stads. Så måtte han se, om hun kunne bruge hans ord til noget. Han ville ikke blive skuffet, hvis hun ikke kunne, men han havde en fornemmelse af, at hun ville lytte. Hun kendte ham alligevel rimeligt godt, havde endda haft ham med hjem til sin familie. Sit barn.
Nej, det var godt, at han havde fået hyre hos hende, det kunne næsten kun blive godt. Han var tilfreds. Også selvom han måske, måske ikke, ramte en position på skibet, der var hans evner værdige. Det ville i hvert fald kun blive bedre end det møg, han lige havde været udsat for.

Den anden kvinde begyndte at snakke og han lyttede grundigt efter. En styrkvinde med gode evner som kort. Noget ethvert skib havde godt af at have. Det lænede sig måske lidt for tæt op af kaptajnens rolle, men Hicks vidste, at han nok skulle huske besætningen på, hvem der havde den største hat på, på skibet. Men han var tavs som Hjerteknuser fremlagde sine evner. Ah ja, Hicks kunne godt huske hende fra hendes storhedstid, hun havde været noget af en kvinde. Der havde været langt ned i bunden af den tynde sprut, hun havde druknet sig selv i. Ikke at han som sådan havde medfølelse af hende, nogen bar livet lidt bedre end andre.

Han rettede blikket tilbage mod Amalia, som hun proklamerede, at hun havde besluttet sig. Uden at fortrække en mine lyttede han til hendes ord om hans position. Først da hun sagde, at hun forventede, at han holdt hendes ryg fri for knive, nikkede han roligt.
”Som altid.” Hun burde vide, at hun kunne stole på ham. De havde været nok igennem til, at han havde bevist sin loyalitet for sine venner.

Han lyttede til kaptajnens job til Hjerteknuser og han kunne ikke andet end at smile lidt over hendes krav om at kvinden skulle have mere kød på sine knogler. Det ville hun uden tvivl have godt af. Måske de skulle finde en god kok også. Et par idéer dukkede op i Hicks hoved, mon der var nogen af dem, der var i mellem hyre lige nu?
Hans tanker blev afbrudt af Amalia, der hamrede kruset i bordet og han skyndte sig at tømme sit eget krus i et par store mundfulde, inden han stillede det fra sig og rejste sig. Det skulle nok blive en spændende hyre. Især når kaptajnens mål var at besætte en hel ø.
Morgana Hjerteknuser
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Menneske
Alder: 35 år

Skaber: Dragonflower

Morganas blik hvilede på kaptajnen mens denne bekendtgjorde hvordan tingene blev. Hendes smil blev det samme, men gløden i hendes øjne som den blonde pirat havde pustet liv i ved deres sidste møde, brændte nu i lys lure. Morgana hævede sit krus mod Amalia og tømte det i takt med den anden kvinde, inden hun ligeledes hamrede det mod bordet. Morgana rejste sig så hurtigt stolen næsten væltede, og lænede sig indover bordet, med blikket fast på sin kaptajn.

"Jeg skal gøre dig til den bedste kaptajn der nogensinde har sejlet på disse have, og med Hicks til at holde styr på mandskabet og din ryg fri kan det ik' gå galt!"

Morgana rettede sig op og kastede med håret.

"Hvert fald indtil de får for tralvt med at glo efter din skygge til at blande sig i hvad du laver"

Piratens ord var så selvsikre, så faste og fri fra tvivl det var svært ikke at tro dem, svært for Amalia at holde øjnene fra hende som hun lo højt og hjerteligt. "Vi skaffer dig din ø kaptajn, og hvad end vi begære derefter!"

Med de ord vendte den umagerede pirat om og forlod kroen med hofter det vuggede som havets blide bølger mod den skabe klippekyst der snart igen skulle blive en blød strand, om Morgana så skulle æde rent fedt og drikke fløde!

Amalia
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Erforias

Hicks var som altid en mand af handling, og af ganske få ord. Hvilket på sin var noget af det mest charmerende ved ham, men omtrent også lige så fusterende som et skjult rev. Ganske sikker hvorhenne man havde det, men ingen chance for at vide hvor præcist det lå!

Morganas ord derimod, puha. Det var en fryd at se et glimt af den hjerteknuser hun huskede historierne om! Hele hendes væsen var som ændret fra den druknede mus hun havde hevet ud af selvynkens dønning, og ja hun skulle passe på at hun ikke selv ville blive fanget i hendes skygges net. 

Amalia smilede det mest smørede smil hun havde gjort længe, og nikkede sigende til hjerteknusers ord. Hvad vi begære, ja det lød fantastisk. Hendes øjne var som klistret til de vuggende hofter, og det tog ikke længe før tanker drev hen på andre ting som Morgana gerne måtte vugge både for, og med hende...

Hun rystede sans og samling tilbage i hovedet, der var arbejde der skulle gøres! ...Samt finde tid til at lærer Morgana at forføre kvinder, en evne som var ville blive meget vigtig i fremtiden...
Tråden er afsluttet