Perry 26.01.2018 22:47
Et sted i det nordlige Medanien kunne en enlig rytter skimtes på hovedvejen. Liam holdt tøjlerne løst i hænderne, og den nøddebrune vallak fulgte vejens snoninger i sit eget rolige tempo. Det var stadig en længere rejse tilbage til Hovedstaden, og han ville ikke nå hurtigere frem hvis han red sin hest til døde. For nok tyvende gang den dag rakte han ned i sin saddeltaske, for at forsikre sig selv om at det forseglede læderetui stadig lå hvor det skulle. I det etui lå frugten af hans rejse til Balzera, og han havde ikke tænkt sig at tabe det i en grøft i Medanien, hvor enhver elver eller dæmon kunne finde det. Liams kontakt i Balzera havde fortalt ham at dokumenterne i etuiet beskrev de nyeste udviklinger i magtkampene mellem handelsfyrsterne der styrede landet. Hvordan manden havde fået fat i alle disse oplysninger havde de ikke diskuteret, og Liam havde på fornemmelsen, at han alligevel ikke havde lyst til at kende detaljerne. Hans mission var at få dokumenterne sikkert og diskret tilbage til Dronningens hof, og det var hvad han havde tænkt sig at gøre. Af samme grund lå den sølvfarvede rustning og den snehvide kappe hjemme i hans kammer, til fordel for den brune rejsekappe og ringbrynje af stål som karakteriserede en omrejsende lejesvend. Vallakken prustede en smule og slog let med hovedet, og Liam klappede beroligende hans hals med en behandsket hånd. "Rolig nu, dreng. Det er en smuk dag - nyd den," opfordrede han hesten, og sammen fortsatte de fremad med frugttræer på den ene side og enge på den anden.