Der var gode dage. Og der var dårlige dage.
Guinevere sad i det brændende varme vand, med benene trukket op til sig, uden egentlig at bemærke hvor varmt der var omkring hende. Den lyse hud var vant til varmen efter de mange årtier i smedjen hvor varmen havde hærdet den forhenværende fine og bløde hud og tildelt sine del af små lange sår og runde mærker efter varme og skarpe våben der var blevet fremstillet. De ar var gamle og ikke noget hun længere så. De var alle en del af hende, hendes liv og ikke mindst, de fejl hun i livet havde lavet. Det sorte hår han tungt og vådt ned over hendes skuldre og dansede let i overfladen på den svage bevægelse vandet, selvom hun sad komplet stille. Med sine tanker vandrende, så hun knap sit eget spejlbillede i det matte vand. Det var en forvrænget forestilling der reflekterede tilbage, og tankerne spillede det ekstra pust der gjorde at virkeligheden braste tilbage til hende med en sådan kraft og smerte at hun slog til vandet, og plasket gav genlyd i det varme rum. Hun så ham konstant. Når hun mindst ventede det, og når hun var allermest sårbar.

Guinevere rejste sig, lod vandet overdøve hendes tanker af skvulpene bevægelse, som hun trådte over kanten og forsøgte at glemme de kendte blå øjne, det sorte flettede hår og det varme smil. Han var død. Intet kunne bringe de døde tilbage! Hvorfor blev hun ved med at torturere sig selv med at genkalde ham hver eneste gang hun lod facaden falde? En smule mere arrigt, mest på sig selv, fik hun tørret kroppen og håret, forsøgte at ignorere de store hvide ar fra dragens gab, tilbage da mørket havde overtaget alt og taget mere end bare deres stolthed. Hun samlede klynger af det sorte hår, placerede de sædvanlige fletninger med så stor indøvelse at hun knap bemærkede hvad eller hvordan hun gjorde, samlede derefter al de kraftfulde sorte hår i en stor fletning der hang tungt ned af hendes skulder. I spejlet blev hun igen konfronteret med fortidens rædsler. Ryggens fortidsrædsler var for hende aldrig nem at se, grundet dens placering, men enkelte lange tynde hvide streger fra piskens modhager var at se over skulderne. Hun lod et par fingre følge arrets rute ned til kravebenet, mens hun genkaldte hvad al den smerte havde været for. Hun lod armen falde, som der blev banket blidt på døren. Guinevere vænnede sig aldrig til at have en der forsøgte at varte hende op lige meget hvad hun foretog sig.

”Bedstefar?” Guineveres stemme var blid som hun let havde åbnet døren ind til Godrics arbejdsværelse. Hun genkendte det godt, og huskede også tiderne hvor hun havde befundet sig her i gladere og mindre trængte tider. Hvordan hun havde gemt sig under hans skrivebord og grinede lykkelig som den ældre dværg havde jagtet hende og Magnar rundt i rummet. Alle de minder syntes at sortne ved siden af det som mødte hende nu. Rummet var aldret med hende. Aldret med hendes erfaringer, minder og udfordringer. Guinevere gik ind i rummet og lukkede døren efter sig til de to vagter der altid var stationeret hvorend Godric bevægede sig. Forståeligt nok. Tøjet hun bar var intet over det sædvanlige – faktisk mere nedtonet end hun ofte var set med, i sin blå kjole og det simple bælte om livet. Simpelheden var en afspejling af hendes egen tilstand af manglende lyst til at gøre noget. ”Hvor længe har du været herinde?” De blå øjne afspejlede bekymring, og ingen kunne sætte spørgsmåltegn til hvorfor.

Godric var placeret i den store stol bag det store, robuste skrivebord, der stod i arbejdsværelset. Ilden brændte i pejsen og stearinlys lyste det store rum op. Nok var det et arbejdsværelse, men med plads til omkring fyrre kampklædte dværge, var der også godt med åben plads. Langs væggene stod der bogreoler med tunge bøger, gamle som nye. Malerier hang på væggene og et par enkelte buster var placeret mellem reolerne. En enkelt potteplante med klare røde blomster var endda også at finde, givende det tunge værelse en smule skønhed og liv.
Ved døren stod to vagter. Ikke fordi Godric ville have dem der, men fordi hans personlige vagt, som stod for hans sikkerhed, sagde de skulle være der. Faktisk var det sjældent, at Thanen fik lov til at være alene. Det havde ikke været så slemt førhen, men efter Mørket havde besat Dragorn og de var blevet befriet igen, var sikkerheden blevet skærpet. Helan var bestemt og havde på sin egen måde fejet Godrics protester til side. Der havde Thanen intet at bestemme.

Den gamle dværgs blik var tomt, som han stirrede på et usynligt punkt i luften. Det gamle ansigt fyldt med træthed og tristhed. Hans albue hvilede på det ene armlæn og hans hage hvilede mod de gamle fingre. Hvis ikke det var fordi, at man kunne se hans imponerende hvide skæg bevæge sig med hans vejrtrækning, kunne han lige så godt have været en statue.
Sådan brugte han meget af sin tid, begravet i tanker og minder. Forfærdelige minder om smerte, død og ulykke. Også gode minder, om hans børn og hans elskede afdøde hustru, men de gjorde næsten mere ondt at tænke på end piskens smæld og lyden af gloende metal mod hud. Hans krop bar mange tegn på tiden i Mørkets kløer, som den havde aldret mange år på kort tid. Ryggen var blevet en smule krum, han havde tabt en stor del af sin kropslige fylde og rynkerne i hans ansigt var blevet dybe. Ar havde han overraskende få af, som hans torturbødler havde healet ham. De havde brug for ham i live og en gammel mand ville ikke overleve infektioner, blodtab og brækkede knogler. De havde healet ham og var startet forfra.

Døren ind til rummet gik op uden han helt registrerede det. De to vagter reagerede dog, men så snart de så hvem det var, faldt de ind på deres pladser igen. Den velkendte stemme hev ham dog ud af sine tanker og han rettede sig en smule op. Lidt liv kom tilbage til hans ansigt, som han så, hvem det var. Et smil kunne ses igennem skægget og et par smilerynker dukkede op. Men smilet nåede ikke hans øjne, som det gav et sorgfuldt stik i hans indre ved synet af hans barnebarn. Hvad hun ikke havde været igennem. Lidt af smilet forsvandt igen, selvom han forsøgte at holde det oppe.
"Guinevere." Hendes spørgsmål fik hans blik til at vandre rundt i rummet, men det gik op for ham, at han faktisk ikke vidste, hvor længe han havde sidde i stolen. Efter hans sultne mave og værkende ryg at tyde, lidt for længe. Det måtte snart være spisetid.
"Er der noget galt?" Hans blik faldt på en af vagterne og med en bevægelse med hånden sendte han dem ud. Hans tid med familien var privat.

Guinevere var glad for at hendes bedstefar var beskyttet, og satte ligeledes pris på at de reagerede så snart hun åbnede døren. Hun dannede øjenkontakt med den ene, og roen faldte over begge vagter så snart de så hvem det var der var kommet for at forstyrre. Guineveres blå øjne søgte videre til Godric, det lette smil der aldrig syntes at nå op og fylde hans øjne med den livsglæde og gnist hun kendte ham bedst med.

Guinevere tog en indånding men svarede ikke på spørgsmålet før vagterne var gået ud af døren og havde lukket den efter sig. Hendes blik hvilede på døren et par sekunder før hun fandt tilbage til det hun var her for. "Nej.." Hendes smil var mere vellykket, men ikke et gram nåede frem til de blå øjne, der fortsat lyste af bekymring mere end noget andet. "Jeg er bekymret for dig.." I stedet lå fokus på at få den væk fra hende selv, og i stedet over på hvad hun kunne gøre noget ved. Det var i hvert fald sådan hun tænkte.

Guinevere gik hen til stolen, satte sig på hug og tog sin bedstefars hånd. Alt for længe havde han siddet her. Alt for længe havde han ladet sorgen overtage sit indre - og hun forstod ham godt. Men hun nægtede at lade ham dø. Og hvis det absolut skulle komme dertil, nægtede hun at lade ham dø i ensomhed og sorg. Hvis bare han begyndte at spise igen, ville han havde mange leveår tilbage. Mange år som regent, med kloge beslutninger og vise taler. Guinevere så stadig den dværg fra før. Før mørket var kommet, og før rædslen og ødelæggelsen havde taget over.

Hun var bekymret for ham. Et stik af dårlig samvittighed gled igennem ham, som det ikke var hende, der skulle være bekymret for ham. Han var den ældste, den der burde have styr på sig selv og være bekymret for hende. Det var lige før, at han fik en klump i halsen ved hendes ord og det varede derfor lidt, inden han fandt evnen til at svare hende. I mens kom hun hen og satte sig på hug ved hans side og tog hans hånd. Hans korte, tykke fingre lukkede sig om hendes og han gav den et beroligende klem. Som hun sad der og så op på ham, lignede hun sin far og klumpen i Godrics hals udviklede sig til et par fugtige øjne. Noget han normalt ville skjule, men ikke denne gang. I stedet så han ned på hende med det svage smil gemt i skægget.

”Kære Guinevere. Du ligner din bedstemor. Hun ville have været stolt af dig, ved du godt det?” Det var sandt, hans hustru Guinevere ville have været umådeligt stolt over sit barnebarn og den styrke, hun udviste. At hun stadig kunne fungere efter det, der var sket. Godric havde taget sig selv i at tænke, at det var godt, at hans elskede havde fundet fred ved Kile, inden Mørket overtog Dragorn. Så hun ikke skulle have lidt på samme måde som ham og så meget af familien.

Han trak sin hånd til sig og rakte ud for at lade den stryge Guinevere over håret. Den simple kjole hun havde på, afslørede et af de hvide ar, Mørket havde givet hende. Et af dem, han havde set hende få. Blidt sænkede han hånden og lod en fingre følge arret. I mens blev hans blik fraværende og ansigtet sammenbidt, som minderne tog ved ham, trak ham tilbage til den forfærdelige tid, der fik ham til at ønske, at han var død i det lille mørke hul, de havde gemt ham væk i.

Guinevere kunne se hvordan hans øjne blev våde, og hun kæmpede imod hele sin krop for ikke selv at give efter. Den stikkende fornemmelse i næsen, der advarede om at vandet var ved at forme sig. Hun var her ikke for at græde! Hun var her for ham, at sikre sig at han kom sig. Hun skulle nok klare sig - hun var for stædig til andet.

Guinevere lukkede sine øjne, ikke for at klemme dem sammen, eller forhindre at hendes øjne blev våde. Man kunne ikke forhindre noget der allerede er sket. "Jeg håber jeg engang kan blive en lige så hjertevarm og stærk kvinde, som hun var" Der kom et lille smil frem på Guineveres læber som hun sagde ordene og åbnede øjnende igen ganske roligt. Den kvinde som hendes bedstemor havde været, var langt mere end hvad Guinevere anså sig selv for.

Guinevere ville under normale omstændigheder havde trukket sig, eller på anden vis blive anspændt i kroppen, som hun mærkede de rug fingre ramme det lange hvide ar der løb ned over hendes kraveben. Hun kiggede op på Godric, hvis øjne fulgte arret og blev mere fraværende og sammenbidt. Hun vidste at han tænkte tilbage. At minderne om hvad der var sket fyldte ham igen. Minder der svagt gav genlyd i hendes eget hoved. Hvor meget hun havde skreget. Hvor meget hun havde kæmpet for ikke at bryde sammen, og hvor meget hun havde grædt. "Arrene kan ikke længere skade os. Vi overlevede" De blå øjne var rolige, og stemmen lavmæl og blid. De kunne tilbagebringe onde minder, og skabe frygt i hjertet og sjælen, men hun ville ikke gemme dem. Begyndte hun først at gemme sine ar væk, som hun hidtil havde gjort med al magt, så ville hun aldrig affinde sig med hvad der skete. Hvor ondt det end gjorde at acceptere.

Minderne fyldte hans sind, som hans finger gled ned over det hvide ar. Skrigene, smerten, ensomheden og den uendelige følelse af, at han var ubrugelig. Hjælpeløs. At han ikke betød noget mere. At Dragorn ville have det bedre uden ham. Følelser der havde fulgt ham ud af hullet og hægtet sig fast i ham, følelser han gik rundt med i hjertet hver dag. Følelser, der gav ham tanker om at give slip på sin post som Dragorns leder og forlade dværgenes hjem. Drage ud i verden, finde et sted, hvor han kunne være anonym og blive gammel i fred. Men stædigheden var åbenbart stærkere end fortvivlelsen, for han var her endnu. Ledte sit folk endnu. Hvis man kunne kalde det det, han havde fralagt sig en del af ansvaret, ladet andre tage sig af daglig ledelse. Han tog sig kun af det, kun Thanen kunne beslutte. Selv det var næsten for meget at bære for ham. Tænk hvis han gjorde det forkert og Dragorn igen kom i problemer?

Hans tanker blev afbrudt af Guineveres ord. Det var bare ar. De overlevede. Ja, de gjorde. Osgar gjorde ikke. Mange gjorde ikke. Fordi han havde nægtet at åbne forseglingen på minerne og smedjerne. Noget han fortrød bitterligt, men samtidigt også godt var klar over, var det rigtige at gøre. Men det havde kostet ham en søn. Og lavet arret han kunne se på Guineveres fine hud.
"Du er allerede mindst lige så meget, som hun var. Hun ville..." Hans stemme knækkede og han rømmede sig. Hans øjne løb over og en tåre trillede ned af hans kind og ned i hans hvide skæg. "... hun ville have været meget stolt og fortalt dig, at du er en smuk, stærk ung kvinde. Og bagefter givet mig en røffel for ikke at tage mig bedre af dig." Ja, hans hustru havde aldrig lagt fingre imellem, når Godric gjorde ting, hun ikke var tilfreds med. Åh, hvor han havde brug for hende ved sin side lige nu. Hendes styrke.

Godric lagde hånden mod hendes kind, strøg den med en finger og trak så hånden til sig. Han var træt og trist og ville ønske, at han kunne lave om på det hele. Han ville ønske, at han kunne have forhindret Mørket i at skade hans smukke barnebarn og give hende ar, ikke bare i huden, men i sindet. De havde skadet hende på grund af ham, og det ville han aldrig kunne tilgive sig selv for. Lige meget, hvad der blev sagt og gjort. Det var hans skyld. Og på de rigtigt slemme dage, følte han, at han ikke fortjente at trække vejret. De dage hvor han slet ikke spiste og låste sig inde i sine private gemakker i mørket, der virkede så skræmmende sikkert men samtidigt så skræmmende ondt. Som en ven med en kniv i hånden.

Dragorn havde overlevet. De var så langsomt men sikkert begyndt at genopstå efter den hårde tid der havde kostet så mange dværge livet og forsaget så megen tab og skade på krop og sjæl. Guinevere havde mistet sin far, Godric sit barn. Den smerte ville aldrig kunne beskrives med ord der var fyldestgørende nok, og Guinevere vidste at den smerte var værre for sin bedstefar end for hun selv. At miste sit eget barn, og se det udfolde sig for sine egne øjne, måtte rive og flå i hans sjæl værre end nogen anden kræft ville være i stand til.

Guinevere bed fast i sin egen læbe som hun forsøgte at smile til Godric, der mere blev til en dirren i hendes læber som hun forsøgte at forhindre sig selv at græde. At se den enkelte tåre glide ned af hans kind havde været nok til at hun bøjede hovedet, pressede øjnende sammen og ikke kunne holde til at se på ham et par sekunder, før hun fik samlet sin styrke og løftet blikket igen. Våde øjne der ikke længere holdte igen, og en lavmæld snøften. ”Du var nødt til at gøre det. Det ved jeg Bedstemor også ville havde sagt. Uden dig var vi alle blevet slavebundet i smedjerne, og hvem ved om Magnar nogensinde ville kunne befri os når mørket havde fuld adgang til dværgeskabte våben. Du kan ikke blive ved at bebrejde dig selv” Hun lagde sin hånd op imod hans igen, og holdte fast så han ikke kunne trække den til sig denne gang, men hun kæmpede imod tårene uden at det syntes at lykkedes. ”Specielt ikke, når der intet er at bebrejde dig for.” Hun hadede at se ham sådan her. Så tabt for liv. Uden den gnist der holdte hele Dragorn i live, og som han havde gjort i så mange år, og forhåbentlig mange flere at komme. Guinevere kunne ikke blive ved med at sidde og se passivt til mens det ødelagde ham indefra og ud.

Ordene som hans blide, smukke barnebarn sagde, sendte knive i hans hjerte. Han havde været nødt til at gøre det, uden tvivl, men han hadede sig selv for det. Nej, had var for mildt et ord. Han kunne knapt leve med sig selv for det, for hvad han havde været nødsaget til at gøre. Guineveres ord, trods deres forsøg på at trøste, gjorde det næsten bare værre.  Hendes berørings af hans hånd fik ham kort til at lukke øjnene, hvilket blot fik flere tåre til at falde.
Langsomt skubbede han sig ud af stolen og ned på knæ ved hende med sit blik i hendes, indtil han trak hånden til sig, lagde armene om hende og trak hende ind til sig. Ikke så meget for hendes skyld som for sin egen. Han havde brug for et kram, en mere fysisk forsikring af hendes ord.

Og så snart det gamle ansigt hvilede mod hendes skulder, kunne han ikke holde gråden tilbage. Ikke at han hulkede eller græd højlydt og tydeligt, nej det var blot tårerne der fik frit løb og hans vejretrækning, der blev en smule mere tung og hans krop mere anspændt. Han var skyld i, at hendes far var død. Hans eget barn. Han havde ladet dem spidde ham med et sværd for øjnene af ham, torturere hans barnebarn og han havde intet gjort for at stoppe det. Al den smerte de havde givet han fysisk var ingenting for den smerte, de havde pådraget ham fysisk, en smerte der borede sine grimme kløer ind i ham hver eneste dag. Følelsen af intet at være værd hang over ham og kvalte hans lyst til livet. Han kunne intet, han kunne end ikke holde sin familie sikker. Sin familie, der betød alt for ham. Mørket kunne hane revet ham i småstykker, en bid om dagen og han ville have været kommet ud stærkere end nu, hvor han havde set pinslen af dem, han holdt af.

Gråden fortsatte et øjeblik, det samme med det hårde greb ham havde om hende. Men ikke længe, som han næsten følte sig tom for tårer i forvejen og han slap hende for at trække sig tilbage. De blå øjne, der stadig var fyldt med tårer, gled kort til hendes ansigt, inden det faldt til hans hænder i hans skød.
”De gav mig valgmuligheden mellem at åbne for minderne eller at se din far dø for øjnene af mig. Hans stemme rystede som han fortale noget, han ikke havde fortalt nogen før. Han skammede sig. Afskyede sig selv.
”Din far var en stærk mand. Nægtede at tigge for sit liv. Han bad mig om at holde Dragorn sikker. Og det gjorde jeg. Jeg skulle ikke have lyttet til ham.” Han måtte rømme sig lidt, inden han sagde den sidste sætning og endnu en tåre dryppede ned i hans store skæg. Selvom hans største frygt var, at Guinevere og Magnar ville hade ham for hans beslutning, blev han nødt til at fortælle, som han ikke kunne bære rundt på det mere.

Guinevere kunne ikke beskrive med ord hvor ondt det gjorde at se. Se tårerne løbe ned af de for tynde ansigt, af en mand der ellers altid havde været fyldt med varme, latter og humor. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, mere end hun allerede gjorde. Give de ord som hun kunne, om at hvad han havde gjort måtte havde været den eneste mulighed. Men de så ikke ud til at virke. Så hun skiftede over til det næste hun kunne give af trøst. Hun holdte om sin bedstefar, næsten knugede ham ind til sig, for selvom hun vidste han havde brug for varmen, nærværen og i det hele taget krammet i sig selv, var det også Guineveres måde at vise hvor meget hun stadig elskede ham. At han altid ville være hendes bedstefar, og at det han havde gjort, ikke kunne ændre på dette.

Guinevere havde stadig tårer i øjnende, og enkelte der faldte ned, som dette fortsatte. Men hun slap ikke på noget tidspunkt. Hun var stadig en forsikrende klippe der insisterede på at være stærk for dem begge lige nu, hvor meget hun end selv havde lyst til at bryde sammen og græde sine øjne ud.
Guinevere lod ham trække sig ud fra omfavnelsen og holdte sine blå øjne rettet mod ham, selvom hans egne rettede sig ned mod hænderne i skødet. Hun var ikke i tvivl om han stadig følte skyld. Noget hun nok aldrig ville få til at forlade ham fuldstændig.

Guinevere bed tænderne sammen for ikke at begynde at græde igen. Hun savnede sin far. Det kunne der ikke være nogen tvivl om. Savnede den varme han gav og hvordan han kunne samle en flok ved en enkelt opråbning. Han forstod sig på sine meddværge og han kendte Dragorn som sin egen baglomme. Oven i det, var han en fantastisk far. Elskede sin familie, og ville ofre sig for dem, og hele Dragorn. Hvilket også var fordan han havde endt sine dage. Guinevere havde aldrig hørt alt af hvad der var foregået, men hun vidste et sted indeni at selvfølgelig havde hendes far reageret som han havde. Hun ville selv havde gjort nøjagtig det samme. "Vi vil aldrig kunne vide hvad der ville være sket. Mørket kan havde taget beslutningen at dræbe ham ligemeget hvad.." Guinevere sank klumpen hun havde i halsen. "Et dværgeliv gik tabt, for at sikre tusind andre." det gjorde ondt at sige, for det var ikke hvilket som helst dværgeliv, og man kunne se det i hendes øjne. Men han havde ofret sig for dem. Talt sin far til fornuft om ikke at bukke sig. De var nødt til at tro på at det var det eneste rigtige der kunne gøres.

Godric vidste ikke, hvad han kunne forvente af reaktion, men som Guinevere talte, følte han lettelse. Mørkets folk havde, efter hans søn var død, brugt tiden på at fortælle ham, at det var hans skyld. Hvor hver eneste knogle, der brækkede, for hver eneste dråbe af blod, de havde trukket for ham, havde de fortalt ham, at det var hans skyld, at Osgar var død, at han kunne have stoppet det. Og lige meget, hvor gammel Godric ville blive, ville de ord altid forfølge ham. Men at hans barnebarn ikke udtrykte de samme ord flyttede noget i ham, bare en lille smule. Og for et øjeblik blev han siddende med blikket mod sine hænder, kæmpende med sig selv for ikke at græde videre.

Til sidst løftede han blikket, lagde hænderne på hver side af hendes hoved og trak hende lidt mod sig, for at placere et kys på hendes pande. Hans tommelfingre aede hende lidt i håret, mens han mødtes hendes blik. Først tavs, som han ikke var sikker på, at hans stemme ville som han ville, men til sidst prøvede han alligevel.
”Min Guinevere, mit hjertes stolthed. Et svagt, men oprigtigt, smil gled over hans ansigt. ”De kalder mig Dragorns Søjle, men jeg ville intet være uden min familie. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort det sidste år uden dig og din bror.” Han slap hende igen og kørte den ene hånd ned over sit ansigt for at tørre tårerne bort. Tårer der stadig truede med at falde.

Den tunge klump inde i ham var der stadig, tyngede ham ned og gjorde hans eget hoved til et forfærdeligt sted at være. Men det havde lettet lidt at græde, at udtale de frygtelige ord og høre hende sige, at det nok havde været uundgåeligt. Det var som sådan ikke en trøst, men alligevel var det. Han var i hvert fald meget lettet over, at hun ikke straks havde rejst sig og forbandet ham langt væk for det offer, han havde følt sig tvunget til at gøre. Osgar. Godric havde flere børn, han elskede dem alle lige højt, men Osgar havde alligevel været den smule nærmere, som han havde været arving til titlen og derfor havde brugt endnu mere tid med sin far. Det var som om, at nogen havde rykket Godrics hjerte ud og brændt det i smedjens evige ild. Smerten var uendelig.

Guinevere var afventende. Tålmodig og lod sine ord synke ind. Hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle sige det. Hun havde mærket mørkets egen vrede på sjæl og krop. Hendes egen krop var dækket i ar der lyste hvidt op i adskillelse fra hendes hud. Den ville aldrig blive den samme igen. Det samme galt hende sind. Hun var blevet mere mørk i sine tanker. Mere konsekvent og langt mere fokuserende. Verden var et ondt sted. Men hun var stadig ikke blind for at græde. Når hun var i en sikker favn eller omgivelse.

Hun lukkede svagt sine øjne som Godric kyssede hende på panden. Der var tåre at spore i de blå øjne som hun åbnede dem igen, men en svag gnist var tændt. Vækket til live at det lette smil på sine læber. Lille, men tilstedeværende. "Vi vil altid være her, Bedstefar." svarede hun ham, stensikkert. Det var urealistisk at hun eller Magnar nogensinde skulle forlade ham. De ville aldrig forlade deres hjem, eller deres familie. Det var så sikkert som klippens faste sten. Det her var hvor de hørte til. Og familien var den største grundsten i deres indre bjerg.

Der var stadig følelser der rev og flåede sig i dværgekvindens indre. Hun var vred, hun var ked af det og hun følte sig ødelagt. Selvom dette havde hjulpet, fået hende til at slappe af og langsomt begynde at acceptere sin faders alt for tidlige død, vækkede det også en anden gnist. Guinevere var ikke kendt for at være hævngerig. Faktisk var hun den mest velovervejende af tvillingerne, men hun kunne ikke undgå følelsen. Trangen til at opsøge Mørket og fjerne hver eneste af dem fra denne jord. Hele hendes krop emmede nærmest af kamp, samtidigmed at hun var så træt at kroppen nærmest faldte sammen. Men hun var stærk. Hun var stædig! "Dragorn kommer tilbage til sin storhedstid igen. Og så skal vi vise dem.. hver og en"

Gnisten i barnebarnets øjne gav Godric en svag tro på, at de nok skulle klare sig igennem det. Måske kunne han genkende gnisten fra sig selv, selvom den var udslukt, når han kiggede i et spejl. Men den var der, begravet inde i den gamle krop. Han havde ikke givet op, hvor meget han end ville ønske, at han havde. Opgivelse ville være let. Nemt. At kæmpe krævede mere end han nogle gange troede, at han havde i sig. Smerten jagtede ham hver dag. Nogle dage hårdere end andre og på de dage, overvejede han at give op. Men han gjorde det ikke. Og et øjeblik som dette, hvor han sad og betragtede sit barnebarn og hendes styrke, vidste han, at det var kampen værd.

Hendes ord fik ham til at række ud og gnide tommelfingeren kærligt over hendes kind. Det betød meget for ham, at høre hende sige det højt, for tanken om at miste mere af sin familie var næsten ubærlig.
Den ældre dværg faldt langsomt til ro, som han sad der på sine trætte knæ og ømme ryg, som han burde gå til healer med, men næsten hellere ville lide med. Fysisk smerte til at opveje den psykiske, en fysisk straf for alt det, der var sket. Tanken om at få en healer til at fikse ham sådan uden lige føltes forkert. Så han havde ikke sagt til nogen, at han i det sidste års tid var gået rundt i flere og flere smerter. Han kunne bære dem. Det var ikke det samme som at få hænderne slået i stykker under tunge hammere.

”Dragorn vil altid være, storhedstid eller ej. Det vigtigste er at folket trives.” Og med de ord, slog han fast, at han var Than og den vigtigste opgave i hans liv, var at passe på sit folk. Selv Dragorn som sted, havde ingen betydning. Folket havde. De var alt. Uden dem ville Dragorn intet være. Og folket levede stadig, trods Mørkets forsøg på at slå dem ned, dræbe dem. De var ved at vokse igen, finde sig til rette og klare sig igennem problemer. Sorgen for de tabte. Og det var det vigtigste. Godric kunne på ingen måde bekymre sig om hævn, det førte ikke til andet end mere smerte alligevel.

Den gamle dværg var langt visere end Guinevere selv. Hvilket især kom til udtryk ved hans ord. Det vigtigste var at folket trives. Hun vidste han havde ret, men det sitrede stadig i kroppen efter at få lov at bevise sit værd. Få lov at slå igen, og ikke blot stå passivt til. Men hun kunne ikke presse sine egne følelser og vrede ned over folket og krævede de fulgte hende. Hun kunne nok godt, men hun ville ikke. Det var ikke deres kamp. En kamp som Guinevere ofte valgte at tro skulle være fysisk, for at få afløb, men i virkeligheden var en brussende krig indeni hende selv. Ting der ikke blev bearbejdet, og i stedet stædigt skubbet til siden og gemt væk. Hun havde vigtigere opgaver end det.

"Jeg ved jeg kommer til at lyde som Bedstemor endnu engang men... Du skal have noget at spise" hun havde spurgt tidligere, og ikke rigtig fået et svar andet end den stenagtige stædighed der syntes at befinde sig i alle dværges indre. Men Guinevere havde ikke tænkt sig bare at give op uden kamp. Han havde brug for mad, han havde brug for at komme til kræfter. De havde brug for at han overlevede. Og hvis det betød at Guinevere skulle følge i sin egen bedstemors fodspor og prikke til ham flere gange om dagen, så gjorde hun det. Den stædighed var ikke til at tage fejl af i de stærke blå øjne.

Godric brummede ved hendes ord om at hun lød som sin bedstemor, da hun sagde, at han havde brug for at spise. Det gjorde hun. Og som kvinden, hun havde sit navn efter, havde hun ret. Han havde brug for at spise. Sulten sad bare ikke længere i ham, den var forsvundet nede i hullet, som dagene dernede var gået uden mad. Og appetitten, ja den lå på så lille et sted som hans livslyst. Men han havde ikke lyst til at sige nej til sit kønne barnebarn og et svagt smil viste sig på hans ansigt.
”Du minder mere om hende, end du tror. Hvilket kan diskuteres, om det er godt for et gammelt skrog som mig.” Med en hånd, der havde godt fat i bordkanten, og den anden på sit lår, fik han skubbet sig på benene.

Med et suk hvilede han begge hænder på det tunge skrivebord og så ud i rummet. Så mange Thaner før ham, havde brugt dette rum. Dette bord og stolen ved hans side. Der var et pres at bære ved at være den, der nu havde titlen og ansvaret. Men han ville bære det til han døde, det var ikke muligt at give op. Magnar var efter Godrics mening ikke klar til at tage over, ej heller den unge kvinde, der stod ved siden af ham. De ville komme dertil, men for nu følte han, at han måtte blive på posten, tage sig af sit folk. Og det var, hvad han ville gøre. Så længe de havde brug for ham.

Tårerne kunne stadig mærkes på hans ansigt og han gned en hånd ned over rynkerne og ned over skægget, inden han rømmede sig og rettede sig lidt op.
”Men en bid brød ville nok ikke være af vejen. Mon vi kan lokke lidt marmelade ud af Ghöthe?” Kvinden, der styrede køkkenet med hård hånd. Da børnebørnene var små, havde Godric ofte haft dem med dernede og lade som om, at de stjal af marmeladen, eller, halvvejs ladet som om, siden Ghöthe ikke ligefrem frivilligt havde delt ud af den, men samtidigt ikke kunne sige nej til Thanen. Det var blevet til en leg, der havde hængt ved til børnene var blevet for store. Han sendte hende et blik med et glimt, der hørte fortiden til, et glimt der lovede sjov og ballade og som de fleste dværge i Dragorn kun kunne stønne opgivende over. Deres Than var en spørgefugl og det var ikke blevet bedre med alderen.

Et mere muntert strej faldte over Guineveres øjne. At der var nogen der lød som hendes bedstemor, var godt. Hun havde været en stålfast kvinde med ben i næsen. Den rette til at holde Godric i ørene når han glemte basale ting som at spise. Noget han normalvis ikke gjorde, men efter mørkets overtag og smerterne derefter, havde de haft brug for Guineveres Bedstemor, mere end noget andet.

Guinevere rejste sig, ventede tålmodigt på at Godric kom ordentlig op med hjælp fra bordet. Det var ikke svært at se han var afkræftet. At han ikke havde taget sig ordentlig af sig selv det sidste lange år. Men han var også et stædigt mulddyr når det kom til at modtage hjælp. Man måtte tage det i små skridt af gangen. Noget Guinevere langsomt måtte vende sig til.

Guinevere blinkede kækt, huskede tilbage på barndommen hvor de havde tyvstjålet af de gode sager i køkkenet. Ofte med Godrics hjælp. Hun vidste godt at de aldrig havde været for alvor at stjæle det, men som barn havde det været præcis det hun troede de gjorde. Lavede ballade og udfordrede systemet. Intet under at Guinevere nogle gange så en smule mellem fingre med reglerne, selvom hun foretrak at følge dem. "Hvad hun ikke ved, kan hun ikke skælde os ud for" grinede hun og blev mere afslappet og varm i kroppen som hun så glimtet af en mand der hørte fortiden til. En mand hun forsøgte at få tilbage i dværgens gamle træk, men som tog tid at finde. Han ville aldrig blive sit gamle jeg, det ville ingen af dem. Men at finde bare noget af det, var en sejr. Sjov og ballade var en ting de aldrig måtte gå ned på.