Tusmørket var faldet på, og Melrose havde bevæget sig ud fra sit skjulested. Hun brød sig ikke om at vise sig i dagtimerne. Derfor havde hun lejet et værelse i et par dage på Det Halve Svin. Snart ville hun finde et andet sted at sove. Grunden til hun aldrig blev det samme sted, var fordi hun ikke ønskede at nogen skulle opsnappe hende. Hun følte altid at nogen lurede. Hun bevægede sig ned af trapperne og ned i krostuen. Til aftens anledning havde hun taget en kjole på af hør, som havde en grønlig farve. Håret sad i en kunstfærdig fletfrisure. Kjolen sad så løst at man knap nok kunne se de kasteknive som hun havde siddende i et bælte over hoften. Ikke engang i en kro, følte hun sig tryg nok til at være ubevæbnet.

Da hun kom ned i kroen var der ikke særlig mange til stede. Det var ikke en hemmelighed at kromutter Thelma ofte beklagede sig over udgangsforbudet. Det betød færre kunder. Dog havde Melrose hørt rygter om at Thelma sommetider lukkede folk ind af bagdøren. Men ikke denne aften. Hun havde hørt rygter om at et par lejesoldater bevægede sig ned igennem den nedre del af by-distriktet de sidste par dage, og det gjorde folk ekstra forsigtige. Man sagde de arbejdede for Kilens Orden, men det var ikke blevet bekræftet.

Hun gik hen til disken og bestilte noget at drikke og dagens ret. Hun anede ikke hvad det var, men hun købte ikke proviant fordi hun var sulten; hun gjorde det fordi hun så havde en grund til at sidde her ubemærket og lytte efter hvad andre i krostuen snakkede om. Pludselig hørte hun tumult uden for kroen. Nogen råbte op, men råbene blev pludselig brudt, og der lød et gisp i stedet. En del af folkene i kroen rejste sig op og stirrede stift på døren. Så blev den låst op indefra og ind kom fem lejesoldater uden uniformer. De satte sig ved et bord tæt op af Melrose. En af dem havde stadig blod på sine hænder, efter han havde slået ud efter en af de råbende.

Melrose trykkede sig op af væggen og bøjede sit hoved ned over sin øl. De måtte ikke bemærke at en ung frøken sad her helt alene. Ikke vidste hun hvorfor.  Langsomt tog hun en tår af sin øl og spejdede forsigtigt ud i lokalet.  

Ahh, Hovedstaden... stedet hvor noble riddere lod som om de var helte, hvis eneste formål i livet var at redde skønjomfruer og dræbe retfærdighedens fjender. Af sted på den hvide hest, dræb en ork eller tre i Lysets navn, og så hjem igen for at høste et par rosende ord og træne sine velformede muskler imod en dummy af træ.
Løgnen var så tam, men alligevel formåede de fleste faktisk at tro på den.

Hvilket simpelt folk...

Og heller ikke synderligt vågne, da det endnu en gang var lykkedes for ham at snige sig inden for bymuren og finde sig en kro.
Han sad ved et lille bord i det allerbageste hjørne af Det Halve Svin, klædt i en rejsekappe med en dyb hætte som skjulte hans ganske eftersøgte race for de andre gæster.

Foran ham havde han et krus mørk øl, som han af og til tog en tår af.
I det mindste kunne folk her i byen finde ud af at brygge ordentlig øl...

Zane lod mageligt blikket glide hen over krostuen, og lige før han fik ordentligt øje på den kønne pige i hørkjolen, lød der tumult udenfor, efterfulgt af et par uniformløse lejesoldater der trådte ind i krostuen.
Stemningen kunne næsten skæres ud som kage nu, og Zane morede sig en smule over hele scenariet... gad vide hvad der ville ske nu?

Melrose begyndte med lettere nervøse trækninger at spise sin mad. Det var en gryderet, med noget kød i. Der var så mange sener i, at hun havde svært ved at tygge det. Hun lavede underlige grimasser og måtte gentagene gange måtte tage kødet ud af munden og tygge det igen. Hun var bevidst om nogen kiggede. Og hun ville allerhelst forsvinde så hurtigt som muligt. Hun kastede blikke hen mod lejesoldaterne, som hældte det ene krus mørke øl i sig, efter det andet. De begyndte at blive højrøstede og langede ud efter forskellige i krostuen. 
Pludselig blev døren smækket op, og endnu en lejesoldat kom ind. Hans ene hånd var fastgjort til det offer som var blevet tæsket godt igennem af de andre lejesoldater. Det var en ork. Melrose satte sig mere op, og stirrede på orken. Det var ikke tit hun så orker, mest og alt fordi hun ikke kunne udstå dem som race, så hun undgik dem bevidst. Han havde en revne i det der lignede hans øjenbryn. Han blev smidt på gulvet af kroen. 

Ingen turde røre sig ud af stedet. 

Melrose kiggede ud i krostuen, og pludselig blev hun fanget af de violette øjne, som stirrede tilbage på hende. Hun kunne ikke se hvem det var, da vedkommendes ansigt var skjult i mørket fra en hætte. Hun blev lettere nysgerrig, og stirrede måske en anelse for åbenlyst. 

EN gruppe højrøstede lejesoldater som drak, blev højrøstede og viste deres tendens til vold... ganske normalt, men dog stadig en anelse underholdende.
Og da orken blev slæbt ind i krostuen, blev stemningen så tyk at man næsten kunne smage den i luften.
Gad vide hvad der ville ske...?

Zane lod blikket glide roligt fra den sårede ork til et par stykker af lejesoldaterne, før pigen i hørkjolen fangede hans blik.
Sekundet senere fik de øjenkontakt, og Zane måtte undres over at lejesoldaterne endnu ikke havde fået øje på denne unge skønhed.
Det var heldigt nok, for det var ikke til at sige hvad den slags kunne finde på at gøre...

Hun stirrede en anelse - forståeligt med hans unaturlige øjenfarve - og Zane svarede ved at blinke en enkelt gang til hende.
Interessant... måske ville han selv lege med hende senere.
Måske.

Der var noget som prikkede i nakken på Melrose. Fare. Hun kunne mærke at noget snart ville ske, og hun ønskede ikke at være til stede hvis uheldet var ude. Men hun turde ikke rejse sig. Hun kunne også bruge sin evne, men hun var ængstelig for at nogen ville bemærke hende. Så hun sad afventende og stirrede på skikkelsen overfor, idet hun nægtede at se på orken.

Lejesoldaten som havde smidt orken på gulvet gik hen til disken. Han begyndte at råbe efter kromutter, der havde gemt sig ude i køkkenet. Lidt efter kom hun hen til ham med et stort krus øl. Han vendte sig om og stirrede med et lummert smil.

”Hey! Gutter! Se hvilket fint eksemplar jeg har fundet!” råbte han og stillede øllen hårdt på disken. Derefter bevægede han sig mod Melrose. Melrose blev møjsommeligt siddende og fortrød i dette øjeblik at hun havde taget kjole på. Kasteknivene sad omkring hendes talje og hvis hun skulle nå ind til dem, måtte hun hive ind efter kjolen. Så hun afventede situationen. Han kom nærmere og da han var tæt på, forsvandt hun for øjnene af ham. Hun rejste sig op, og prøvede ihærdigt at fastholde evnen til hun nåede hen til den fremmedes bord i den anden ende af krostuen. Hun satte sig ved siden af ham.

Imens flippede lejesoldaten ud. Han råbte og skreg, indtil orken på mystisk vis rejste sig, og slog lejesoldaten i tindingen med sin bare næve. Lejesoldaten faldt om. De andre rejste sig hurtigt op og kastede sig over orken. Melroses evne til at forholde sig nogenlunde usynlig forsvandt og hun så nervøst på den fremmede med de violette øjne.

Hun ville sige et eller andet til ham, men hun kunne ikke få et ord over sine læber. 

Så... endelig noget mere interessant.
Lejesoldaten havde fået øje på den kønne pige, som Zane havde haft øjenkontakt med - og desværre lod det til at han ville lade sin pjovert tænke for ham, for han begav sig tydeligt hen imod hende mens han brægede op over for sine kammerater.

Der var ikke meget tvivl om at pigen ville blive lejesoldaternes legetøj for denne aften, hvis de fik fat i hende.

Det viste sig dog at være langt mere udfordrende, end den fulde soldat havde regnet med: pigen forsvandt øjeblikkeligt, som om hun blot havde været en illusioin.
Zane hævede det ene øjenbryn og lod blikket glide hurtigt, men kontrolleret og trænet rundt der hvor hun havde været.

Teleportation...?

Nej... trods lejesoldatens brægen opfangede hans skarpe hørelse nogle lette fodtrin, som nærmede sig.

Da hun dukkede op ved siden af ham, drejede han roligt hovedet og betragtede hende med et interesseret blik.
Han virkede ikke overrasket over hendes pludselige opdukken...

"Okay..." sagde han lavmeldt og kastede et enkelt blik imod lejesoldaten, før han atter vendte blikket mod pigen.
"Følg efter mig, og hold dig på min højre side. Jeg bruger mn kappe til at skjule dig så godt jeg kan."

Så rejste han sig op og bevægede sig roligt hen imod døren, mens han gik ud fra at hun gjorde som han sagde.
Hvis ikke de blev stoppet på vejen, ville Zane åbne døren i stilhed, og smutte ud på gaden...

Melrose så undrende på den fremmede og hans reaktion. Skulle hun stole på ham? Egentlig havde hun allermest lyst til at smutte op på sit værelse og forsvinde ud af vinduet. Han lignede rent ud sagt ikke en der havde rent mel i posen. Men havde det overhovedet en betydning? Egentlig ikke… hun omgik folk dagligt som levede op til et ry med ingen ren mel i posen. Der var trods alt en grund til at hun vaklede mellem lyset og mørket; det var for svært for hende at tage et valg om hvor hun egentlig hørte til.

Hun så indgående på den fremmede. ”Hvis du prøver på noget, så får du en kniv mellem ribbenene,” hvislede hun skarpt. Hun rejste sig op og hoppede under hans kappe. I det de gik forbi lejesoldaterne, som stadig slog på orken der nu var bevidstløs, så en af dem i Melroses og den fremmedes retning.

”Lorkan havde ret! Sikke en lækkerbisken!” 

Melrose opdagede for sent at hun var stoppet op og den fremmede var nået hen til døren, og hun selv åbenlyst stirrede på lejesoldaterne.
Hun frøs og stod som naglet til stedet imens hun så lettere hjælpeløst på den fremmede. 

"Heh... prøver du at stikke mig med din kniv, vil den blot ende dybt i maven på dig selv." sagde han lavmeldt som modsvar på hendes trussel.
Hvad lignede det at true en mand som blot forsøgte at hjælpe...?

Dog fandt han det morsomt.
Og hun havde da ben i næsen!

Zane mærkede alt for godt da kappen gled af hende, og han sukkede ved lejesoldatens ord. Havde de virkelig tænkt sig at forsøge at slæbe pigen med, og... ja... gøre det som de nu engang gjorde ved kønne, unge piger?
Dumt spørgsmål. Selvfølgelig havde de da det.

Så han vendte sig om, kastede et blik på den fastfrossede pige, og vendte så blikket mod den lejesoldat der lige havde talt.
"Mon ikke du kunne lade mit hjertes udkårne være i fred? De herrer vil da vel ikke slæbe afsted med en pige som er trolovet i Kile's navn vel...?" sagde han og gik hen for at lægge en hånd på Melrose's skulder.
Løgnen var ikke helt så tosset, eftersom at pigen omgående havde opsøgt ham da hun kom i problemer.
Det virkede troværdigt, hvis han selv skulle sige det.

"Kom, kære... vi må hellere lade de noble soldater i fred."

Melrose ignorerede bevidst den fremmedes svar. En kniv i maven… pffffftttt. Hun var hurtig, men det var til hendes fordel at han ikke vidste noget om det. Hun stolede ikke på andre end sig selv, og sådan ville det altid forholde sig!

Det var ikke tit at hun følte sig så hjælpeløs, som hun gjorde i denne situation. Lejesoldater skræmte hende, for deres hæmninger var ikkeeksisterende.

Hun gispede da hun hørte den fremmedes ord. Hans hjertes udkårne? Virkelig? Hvornår accepterede mænd nogensinde hvis en kvinde var stemplet som optaget? Aldrig nogensinde…

Hun så mod lejesoldaterne, som var stoppet op midt i det hele. De nikkede blot, samlede den bevidstløse lejesoldat op og slæbte orken med sig mod deres bord. Hun blev så opslugt af hele dette scenarie, at hun ikke hørte den fremmedes stemme i første omgang. Hun glippede med øjnene, da hun mærkede hans hånd mod hendes skulder og vendte sig i mod ham.

”Jeg kommer nu min elskede!” sagde hun med så kærlig en stemme hun kunne mønstre. 

Han var klar på at skulle til at slås med lejesoldaterne. Helt klar.
Der var, i hans hoved, overhovedet ingen tvivl om hvordan den kamp ville ende.

Det viste sig dog hurtigt at det var unødvendigt at slagte fjolserne. Måske var det det faktum, at han havde brugt Kiles navn? Dødens gud havde vundet stærkt frem siden Kile's Orden overtog alting.
Kun fjolser satte sig åbenlyst imod.

Eller... fjolser, og så selvfølgelig Zane.

Han smilede skævt ved hendes elskelige tone, nikkede til soldaterne, og forlod så resolut kroen.
Da de begge to var kommet udenfor, vendte han sig om imod hende og stirrede på hende med et advarende, men interesseret, blik.
"Det er uklogt at true en mand som forsøger at hjælpe dig. Det kunne have kostet dig livet - og ikke nødvendigvis for min hånd."