Charlenes blik gled fra tøjet på stolen, til pungen med de klingene skillinger.  Med et smil tog hun imod betalingen, at han forventede en tur om morgenen kunne hun nu nok godt sørge for, så længe hun huskede at få en portion af den te som de kvindelige horer der stadig var frugtbare, skulle drikke af for at undgå graviditeter. " Et morgenmåltid kan nok godt arrangeres." Ærligt vidste hun det ikke, hun havde aldrig oplevet at det blev spurgt efter, så det var nok noget hun måtte spørge om i køkkenet
Hånden lukkede sig om mønterne, inden hun lagde dem over på en hylde. Af røg hendes overdel, så brysterne atter var fri, inden hun i en næsten glidene bevægelse ændrede skikkelse om til sin blåviolette svale form. Uden den store kvidren fløj hun op og landede på hylden, tog et ravstykke i næbbet, og en jade i kløerne, inden hun atter lettede og fløj op til en godt gemt svalerede oppe under loftet. Der lod hun mønterne dumpe ned, inden hun tog endnu et par ture for at hente resten. Først da alle mønterne var i reden, fløj hun igen ned og landede på gulvet, foran den tålmodigt ventende mand, og gled over i sin nu splitterragene nøgne menneskeform. En kort grimase gled over hendes ansigt da hun plukkede et par blivende fjer fra sin hud. Først da fjerene var væk og ikke i vejen, i al fald ikke dem hun havde bemærket, gav hun sig hen til Randall med et voksende smil. " Tak for din tålodighed, du gamle. Forkæles skal du nu.. " Lød det muntert. Et kys blev placeret på hans læber, kys der gled ned langs hans let knoglede overkrop længere ned til hans...


(( og her cencoreres og timeskippesfor zofs uskylds nåde xDD ))

Det var lidt en overraskelse at se pigebarnet ændre skikkelse og flyve op under loftet med krystallerne, men han sagde ikke noget, betragtede hende bare med et skævt smil på læberne. Endeligt stod den nøgne unge kvinde foran ham og alt det sjove kunne begynde. Han nåede lige at plukke en fjer fra bagpå den ene skulder, inden deres læber mødtes og hans hænder gled ned over hendes krop. Dette skulle nok blive godt.

Og det blev det også. Randall hyggede sig og nød sit samvær med den unge hore. Timerne gik og udmattet faldt han i søvn med en arm om hende. Natten gik. Solen stod op. Lyset fik ham til at vågne med et tilfreds suk. Han åbnede øjnene og så på den sovende pige, inden han strakte sig lidt og kærligt lod sin hånd glide ned over hendes krop. Skulle man vække hende eller sove noget mere? Der var rimeligt stille i huset, så klokken var nok ikke så mange. Sove videre. Der var tid nok til mere sjov senere, så han rakte ned og trak tæppet lidt bedre op om dem begge to, inden han lukkede øjnene og ventede på søvnen indfandt sig igen. Det skete ikke lige med det samme, så han havde tid til at tænke lidt. Ikke at Randall var en mand af specielt dybe tanker, men han tænkte lidt tilbage på den tid, han havde tilbragt i dette hus. Det var mange år siden sidst, men ikke meget havde været lavet om, som han havde taget turen fra vaskekælderen og op til værelset. En skam han ikke måtte komme her mere. Bare fordi han havde dummet sig lidt og banket en mand, der havde fortjent det. Nok var pigerne her til for mændene, men derfor kunne man godt behandle dem pænt. Hvilket var noget, den mand ikke havde gjort. Tøsens blodige ansigt kunne han stadig se for sig, som han havde givet manden en lektion i, hvad man ikke skulle gøre.
Ikke at Randall selv var for fin til at tæve kvinder, men de havde i det mindste gjort sig fortjent til det. Hans tanker strejfede Cyrine og han besluttede sig for, at han nok snart skulle besøge hende igen. Og se, hvordan det gik med hende og knægten.

Med den tanke gled han ind i søvnen igen og en dæmpet snorken lød fra ham. Armen var stadig lagt over Charlene. Sådan sov han nu bedst, med en tøs i favnen, godt træt efter fysisk udfoldelse med selv samme tøs. Randall var en mand uden respekt for liv, ejendom og mange andre ting, men han var i og for sig en godmodig mand, der fandt sig i meget. Og som værdsatte de stille stunder, han kunne få. Hvor længe de end nu måtte vare.

Det var tidlig morgen. Vejret var skiftet noget pludseligt, og det øsregnede udenfor. Hvilket var det perfekte tidspunkt at sætte sig ned i køkkenet med en krus te og bare nyde livet. Det betød nok også at en del gæster ville komme forbi for at varme sig mod kulden som regnen altid bragte med, selvom varmen uden tvivl ville komme tilbage igen dagen efter. Hvad end der var godt for at kunderne kom ind, var en ting der glædede Vigdis, selvom tallene nu næsten altid var stabile. Det var forskellige folk de fik fat på, på forskellige dage, selvom det udgangsforbud havde gjort mere ondt end godt!
Det var dog med tanken om den varme te og at tøserne måtte se at komme op, at Vigdis var på vej op til Charlene. Hun vidste at Charlene havde haft en kunde dagen før, men var nok ikke helt klar over at den selvsamme kunde stadig var her, eller hvem det var. Noget af et vidunder når det blev sagt at Vigdis havde et øre over det hele. Praktisk, men Charlene havde virket til at hygge sig, så der havde været ingen grund til at komme og ødelægge det hele.

Et par enkelte bank lød på døren ind til værelset hvor Charlene lå, og med en hvis knirken åbnede den sig, og Vigdis' gamle, stolte krop trådte ind. ”Så er det ved at være tid at komme op,” sagde hun muntert og gik over, for at tjekke om Charlene havde hørt hende. Der var ingen grund til at råbe for at få pigerne op trods alt. Hun blegnede dog noget da hun så manden der lå ved siden af hendes lille fugl. Hendes dejlige lille, uskyldige Charlene, havde taget en som ham med ind! Nu var det godt nok mange år siden at Vigdis havde set ham, men han havde ikke forandret sig overhoved, og vreden vældede op i hende.
”Randall. Hvad laver du i Zaladins navn her!” hun var kun et par toner væk fra at råbe det og var ligeglad med om han overhoved var vågen til at høre hvad hun spurgte ham om. Hun var vred, og den blege hud havde da også taget en vis rød farve. 

Charlene havde, overraskende nok, nydt natten med den ældre mand i fulde drag, og det lod da til at have været gengældt. Udmattet havde hun faldet i søvn, tungt nok til at hun ikke vågnede ved solopgang, hvilket ellers normalt skete. Dog vågnede hun da hun mærkede Randalls hånd kærtegne hendes krop. Kvælende et gab havde hun åbnet øjnene halvt op, for lige at se om det var nu han ville opkræve sin anden omgang, som han retteligt havde betalt for. Det lod dog ikke til det, og hun lod sig stille glide hen i søvnen, hjulpet på vej af lyden af den sjaskende regn udenfor.
Hvor lang tid der gik til lyden af banken på døren, som endnu engang vækkede hende op, anede hun ikke, men hun tvivlede at det havde varet meget mere end e halv time, så kvæstet hun næsten følte sig. Et gab forlod hende inden helvede nærmest synes at bryde løs. I et spjæt vågnede hun mere op og så på den vrede Vigdis foran sengen, skældende og smældende på Randall. Tydeligvis var manden endnu ikke glemt fra den ældre kvindes nethinde.. 

Charlene løftede hænderne afværgende op mens hun gik halvvejs ud af sengen, ligeglad med hendes nøgenhed, og det køligere værelses effekt på hendes krop der skreg efter dynen og Randalls varme igen. 
" Vigdis.. Han har betalt, godt endda. " Hun pegede sigende op imod reden. " Desuden har han ikke gjort nogen skade eller været voldelig, tværtimod." Randall måtte finde sig i at blive talt over hovedet, om end hun skævede hen imod ham et par gange, for lige at sikre sig hvor han var. 
Åh gud.. Våbnene!
Tavst bad hun til at Randall ikke straks greb til våben, og at Vigdis ikke ville drage til forhastede konklusioner, tro at han havde truet sig til nattehyggen, når han rent faktisk havde betalt for hendes ydelser. 

Søvnen havde et godt tag i ham, og han hørte kun underbevidst den lave banken på døren. Men det var nok til at begynde at hive ham mod virkeligheden. Hvilket kom væltende brat ind over ham, som nogen hævede stemmet og råbte hans navn efterfulgt af en ed og et spørgsmål. Forskrækket spjættede han og skubbede sig halvt op at sidde med den ene arm, som den anden gled hen over sengen, hvor horen allerede havde flyttet sig, for at gribe efter hans våben. Men så langt kom han ikke, som han fik fokuseret på kvindemennesket, der havde råbt af ham. De grå øjne blev spærret op og han tabte kæben for et sekund eller to. Ved Zaladin, det var jo Vigdis. Grå og gammel, men han kunne alligevel genkende hende. Hvor længe siden var det, han havde været her sidst?!
"Vigdis?! Ved guderne, du er blevet gammel!" Måske ikke ligefrem det mest fornuftige at spytte ud, når kvindemennesket var så vred, men det var det første, der faldt ham ind.

Horen begyndte at forklare sig og Randall lod hende uden at afbryde. Måske pipfuglen kunne få den gamle kone til at falde lidt ned igen. Om det så bare var nok til at han kunne nå at få sine ting og smutte af sig selv. Han havde ikke ligefrem lyst til at blive smidt ud, lidt værdighed havde han vel. Eller noget. Én ting kunne man dog ikke kalde ham lige nu og det var en gentleman, som han valgte at tørre den af på horen.
"Det var hende, der inviterede, selvom jeg sagde, det var en dum idé," mumlede han, som han skubbede sig helt op at sidde, ligeglad med, at han ikke havde noget tøj på, Dog var tæppet gledet strategisk godt ned og lå i skødet på ham og hen over det ene ben. Ikke at havde noget i mod at vise sine sager frem lige nu, begge kvindfolk havde set, hvad han rendte rundt med. Mere end set, endda, selvom det måske kunne være svært at gætte, når man sammenlignede ham med den ældre kvinde.

Ham og Vigdis havde da hygget sig en del, da han var yngre. Da hun var yngre. Ak ja, det havde da været tider, indtil hun havde forbudt ham at komme tilbage. Og den kvinde skulle man ikke lægge sig ud med, slet ikke når graviditetens hormoner havde raseret rundt i hende, så Randall havde fundet andre græsgange. Og havde ikke lidt nogen nød, men så skulle verdens kvinder også uddø, før det skete. 

Der var ild i øjnene på Vigdis, og Charlene havde nok aldrig set den gamle kvinde så vred før, hvis hun nogen sinde havde set Vigdis rigtig vred. Hun var en bestemt gammel dame, det var der ikke tvivl om, men det var sjældent der var noget der fik hende helt op i det røde felt. Randall havde dog åbenbart den virkning på hende.
Heldigvis for Vigdis var hun dog ikke blufærdig, så hun ignorerede hvordan de to parter stod totalt nøgne foran hende, selvom hun sendte et vredt blik til Charlene og så over til Randall. "Det er lige meget, hvor godt han betaler. Han er ikke velkommen her," sagde Vigdis skarpt til Charlene

"Og du! Du burde vide at du ikke er velkommen på dette sted! Det kan godt være at jeg ikke forventede at se dig igen så mange år efter, men du er banlyst her på livsstid," sagde hun bestemt og gik mod ham mens hun sagde det. "Så jeg har håber for dit eget bedste at du kan vejen ud, inden jeg kalder byvagterne." der var ingen sympati at hente hos den gamle dame, men hun huskede nok også episoden lidt anderledes end Randall.
Hun havde haft en god tid med Randall mens han kom på bordellet ofte, men hun var også en kvinde med moraler, og hvad han havde gjort havde ikke været i orden, uanset for hvilken grund. Havde hun grund til stadig at være sur på ham? Nok ikke. Men hun havde en familie og et erhverv at beskytte, og Randall osede bare ulykke.

En svag skælven gik igennem Charlenes krop under det strenge, sure blik fra Vigdis. Uden egentligt helt at ville det, sænkede hun blikket bare en anelse, med en tavs nikken. Et blik mere blev sendt over imod Randall. Det lød til at han og Vigdis havde en hel historie sammen, en historie med en dårlig slutning.  
"undskyld Vigdis.." Lød det en smule brødbetynget, hvilkrt nærmest fik hende til a føle sig som en 7-årig der fik skæld ud af sin mor. 

Et dybt suk forlod hende, inden hun endnu engang gled over i sin fugleskikkelse, op til reden. Det kunne meget vel ligne et flugtforsøg, men så dum var Charlene alligevel heller ikke, ikke om hun ville risikere at miste det std hun næsten opfattede som sit hjem. Et hjem med mange brødre og søstre, og ikke mindst gæster. Hun rystede kort på det lille hoved inden hun fik næbbet om en af ravstykkerne, kløerne greb om en jade, som hun halvbesværet af vægten og formen, fløj ned og landede på bordet, spyttende ud både rav og jade, inden hun fløj tilbage op imod reden for endnu engang at hente endnu et af hvert stykke ned på bordet. Først da gled hun tilbage i sin menneskekrop. Akkurat som aftenen før var der stadig fjer at ane i håret og rundt omkring på kroppen. Fraværende pillede hun nogle dun af.
" Jeg går ud fra du vil have betaling tilbage for det du ikke får? " Lød det spørgende, mens hun så vidt muligt forsøgte at ignorere tordenskyen Vigdis' tordende skikkelse der truede med byvagterne. 
I stedet rakte hun ud efter en tynd kåbe af let stof, der hang på væggen, og tog den på mens hun ignorerede følelsen af tyngden imod de få fjer der var. Det var ikke ligefrem fordi at kåben dækkede synderlig meget, men hun havde forstået budskabet, om end hun var nysgerrig på deres fælles historie. Hvad kunne Randall dog have gjort, som gjorde den gamle kvinde så vred. 

”Og hvad er livstid så?” Randall stillede det retoriske spørgsmål næsten hurtigt til sig selv, for hvis en livstid var til man døde, så havde han efterhånden gennemlevet mange livstider siden han sidst var her. Dog fik den gamle dames ord om byvagter sat gang i ham og han rynkede utilfreds på næsen, som han skubbede sig ud af sengen og op at stå, nu uden tæppe.
”Rolig nu, jeg skal nok smutte. Få ikke en blodprop.” Han greb sine bukser og begyndte at hive dem på. Mens alt dette skete, havde horen hente nogle mønter oppe i det lille gemmested, hun åbenbart havde. Krystallerne lå på bordet og Randall så fra dem til det kønne unge ansigt. Et smil gled over hans ansigt, som han fik lukket bukserne.

”Behold du bare dem, hvis bordelmutter bliver ved med at være bitter, så kan du købe hende en kandiseret æble. Til at søde det sure op med.”
Hans blik gled over til den ældre kvinde som han trak sin trøje over hovedet, for derefter at gribe sin jakke.
”Jeg fatter ikke, at du stadig bærer nag. Jeg gav ham jo bare en omgang tæv. Han kunne da næsten selv gå herfra.” Det var sandt, det havde kun været næverne, der talte og ikke de skarpe klinger. Nok mest fordi ingen af dem havde haft ret meget tøj på og våbnene smidt fra sig. Randall var stadig overbevist om, at han havde gjort det rigtige ved at tæve manden, der åbenbart syntes Randalls yndlingshore var en boksebold. Nok var Randy et svin, men man tævede ikke på kvinder, medmindre de havde gjort sig fortjent til det.

Den kommentar om livstid, fik bare Vigdis endnu mere op  i det røde felt. "Indtil at ingen her på bordellet vil kunne genkende dig, og tro mig. Der kommer til at gå flere 100 år," kom det irriteret og vredt fra den gamle dame. Måske det var noget gammelt nag der hang ved, men så lang tid at hun var bordelmutter, så måtte hun i den grad bestemme hvem der kom på bordellet, og Randall var ikke velkommen i allerhøjeste grad! Måske når Vigdis engang var død, så ville han havde en chance, men der var noget der tydede på at Vigdis ikke havde tænkt sig at kradse af foreløbig.

"Hvad du gjorde, var ikke i orden, og jeg vil ikke have samme situation under mit tag igen! Ud Randall! Og du kan lige vove på at komme tilbage, så lang tid jeg står på denne jord. For næste gang er byvagterne det første jeg kalder!" sagde hun bestemt med hænderne i siden og et fast blik mod Randall. Han kunne ikke komme hurtigt nok ud af bordellet. Og når han var smuttet, så måtte Vigdis nok også have en lille snak med Charlene. Ikke at Vigdis faktisk var vred mod Charlene, ikke andet end at man kunne være hvis ens eget barn havde begået en dumhed.

Charlene lænede sig let op imod bordet, betragtende, og ikke mindst lyttende til de to ældre. Det var svært for hende at forestille sig at de to havde lagt i kanen sammen, men det var åbenbart hvad de havde. Så måske der var noget om den alder Randy havde nævnt overfor hende. 
Slåskamp med en gut lød det til var hele miseriet med hvorfor han ikke måtte komme.  " Det er et bordel, ikke en bar. " Kommenterede hun mens hendes fingre legede let med den ene mønt. At hun ville skulle stå til ansvar for sine handlinger efterfølgende, overfor Vigdis var hun nu temmelig godt klar over. Hun rejste sig i en bevægelse fra bordkanten, og pillede en af Randys støvler ud der havde fundet vej halvvejs ind under sengen. Hun rakte den imod ham med ryggen til den gamle bordelmutter, så hu ikke kunne opfatte det undskyldende blik der blev sendt til Randall. " Nu ikke glemme fodtøjet. " Lød det, næsten moderligt fra den unge kvinde. 

Randall kunne ikke lade være med at skære ansigt over den gamle kvindes ord. Flere hundrede år hans bare røv. Fint. Han kunne sagtens klare sig med de andre bordeller. Sex og tøsebørn var der ikke mangel på i Krystallandet! Hurtigt fik han lukket jakken og grebet sine våben, han blot svingede over skulderen, det tog for lang tid at spænde bælter og remme fast, når hun nu stadig stod der og truede ham med byvagter igen. Det var der da slet ingen grund til! Han havde jo ved Zaladins beskidte lagner ikke gjort noget! Denne gang. Han havde bare hygget sig, været sød ved horen og endda betalt ekstra. Men nej nej, så skal man trues med byvagter.

Alle disse brokkende tanker løb igennem hovedet på ham, men han sagde dem for én gangs skyld ikke højt. At holde sin store kæft lukket var ikke ligefrem et af Randalls store talenter, men nogle gange lykkedes det alligevel for ham. Hvor længe det ville holde kom helt an på, hvad der blev smidt i hovedet af ham.
Horen, han allerede var ved at have glemt navnet på - Ch… Cha… Charine? Charlanie? - rakte ham hans støvler og han tog i mod dem med et smil.
”Tak smukke blomst. Jeg er ked af, at vores lille bekendtskab må slutte så brat.” Han blinkede til hende og ærgrerede sig oprigtigt over, at han ikke havde haft morgenen med hende også. Hans blik gled videre til Vigdis og smilet forsvandt. Måske han bare skulle tage støvlerne i hånden og komme ud herfra, inden konen åd ham med hud og hår. Så han trådte hen i mod døren, men kunne samtidigt ikke lade være med at lade blikket glide over hende. Et skævt, lidt frækt smil dukkede op.
”Nok har alderdommen sat sine klør i dig, men det gør dig nu ikke mindre sexet, honningblomst.”

Vigdis holdt noget af et skarpt blik mod Randall, som han fik fat i alle sine ting, så han kunne smutte fra hendes bordel, og forhåbentlig ville hun slippe for at se ham nogensinde igen. Det ville hun i hvert fald foretrakke, men hvor meget ballade han altid bragte med, når han var omkring.
"Smiger får dig ingen steder Randall! Du har allerede fået din sidste tur med mig, så tro ikke du får noget!" sagde hun strengt, selvom han nok mest af alt gjorde det for at provokere hende. Det skulle han dog ikke tro var en ting der kunne ske, for hun var ganske sikker i sig selv. Hun var stadig sexet, selvom hun var gammel, og en gang imellem kom der folk der gerne ville have en tur med den gamle tøs. Ikke mange, og hun gav ikke sig selv hen til særlig mange, men det skete engang imellem, og det var nu dejligt stadig at føle sig værdsat, som kun kunder kunne.
Hun trådte til siden, så han kunne komme ud af døren, men han forsætte med at stirre på ham. Kunne godt være at hun ikke ville følge ham ned, men hun ville holde øje med, eller hører efter om han faktisk gik.

Randalls smil forsvandt for et skuffet udtryk, som han fik at vide, at der ikke var noget at hente ved den ældre dame. Han havde absolut ikke forsøgt at provokere. Smigre, ja, men oprigtigt. Hun var stadig lidt af en steg og han ville da absolut ikke sige nej, hvis tilbudt. Men i stedet var hun bare en sur gammel kælling og han undertrykte en trang til at række tunge af hende, som et tvært barn.
"Nå nå, så skidt var det ved Zaladin da heller ikke, vel? Vi hyggede os da ret så meget, så vidt jeg husker." Han mumlede lidt surmulende og kastede et blik på hende, inden han trådte ud af rummet og begyndte at gå den korte tur hen til trappen. Som han nåede den tog Zaladin ved ham og han vendte sig op for at råbe tilbage mod den gamle kvinde.

"Nok er du blevet en gammel slatten kælling, men det virker til at dit hul kun er blevet strammere med tiden!" Og med de ord gik han en anelse hurtigt ned af trappen, godt klar over, at han nok lige havde åbnet portene til dødsriget, men grinet han havde på ansigtet, fortalte alle om enhver, at han selv syntes, at han var genial. Nu skulle han bare lige ud af døren og ud i friheden. Hvor han ville finde en kro og fortælle denne ganske sjove historie til dem, der gad at lytte og drikke til han væltede om. Det var vist slut med horebesøg denne gang.

Randalls mund var ikke blevet pænere med årerne, nej Vigdis ville da vove at påstå at den var blevet værre. Uheldigt, for han havde da haft en vis charme som ung. Nu var han bare ligeså gammel og klam, som de andre gamle mænd der kom herind.
”UD! Og lad mig aldrig se dig inde for disse murer igen,” råbte hun og kastede det nærmeste der var efter ham, hvilket viste sig at være en vase. Nu var Vigdis heldigvis ikke så god til at ramme, så den ramte i stedet for væggen og smadrede. Et par forvirrede hoveder viste sig da også fra nogle af værelserne.

Ligeså snart at Vigdis var sikker på at Randall havde forladt huset, og hun havde holdt et skarpt blik og et vågent øre på det, så gik hun med faste skridt tilbage ind i Charlenes værelse, hvor hun forhåbentlig stadig stod.
”Mit kære barn. Hvad tænkte du dog på?” stemmen var streng, og det lød også til at det var ikke det sidste Vigdis havde at sige om det her, selvom hun lod sig selv en pause, for at Charlene kunne forklare sig selv hvis hun ønskede inden hun rigtig skældte hende ud.

//Afsluttet