Sted: En mindre skov, den gamle landevej leder igennem
Tid: Sen aften
Vejr: Tørt og stille med en smule skyer

"NEIJH! Det er min, giv den tilbage!" Desperationen i Ezras stemme var ikke til at tage fejl, som han råbte, ja nærmest skreg, af manden, der flåede hans taske fra ham. Hans fløjte lå deri, sammen med hans få krystaller og de få andre ejendele han var i besiddelse af, blandt andet hans pynteplader. Både tæppet og rejsekappen, der stadig lå på jorden, hvor han havde gjort klar til at sove, var nye. De gamle var forsvundet, da Jocasta havde angrebet ham for så lang tid tilbage. Han havde selvfølgelig optrådt sig til begge dele, hans måde at købe ting på.
Han og Jocasta havde forladt ørkenen og rejst et stykke sammen. Hun ville til hovedstaden, han ville ikke tilbage til det trælse sted med alle de mennesker, så de havde valgt at skilles ad for en periode. Med lovning om at mødes omkring tre fuldmåner fremme på en bestemt kro, de begge kendte til. Det havde været hårdt at vinke farvel til den unge kvinde, som han var kommet så nær - på et venskabeligt niveau - for han var stadig utryg ved at være alene. Det kneb lidt med at kunne falde i søvn, især det første stykke tid, men det var begyndt at blive bedre. Angsten sad stadig i ham, men ikke så dybt og depressionen var næsten væk. Han var langsomt ved at få det bedre. Om han nogensinde ville blive helt sig selv igen, vidste han ikke. Fysisk bar han stadig mange af de små tynde, hvide ar efter piskesmæld. Og selvom arret på skulderen var væk, kløede stedet med en grim fornemmelse ind i mellem. Hans krop så knapt så tynd og slidt ud, selvom han roligt kunne tage noget mere på, da hans ribben stadig var en smule for tydelige og hans bukser stadig var strammet mere ind, end de plejede. Psykisk var han stadig forvirret og træt og mareridtene hærgede hans drømme og hans hjerte satte stadig farten op, hver gang han mødte folk på sin vej.

I dag havde han slået lejr i en skov, godt gemt væk mellem nogle træer. Men ikke godt nok åbenbart, for som han var blevet færdig med at spise den mad, han havde fået ved et hus dagen før, havde lyden af en knækkende pind fået ham til at fare op - men for sent. En stor ildelugtende mand havde grebet fat i ham bagfra, mens en anden var dukket op den anden vej fra. På en eller anden måde havde det lykkedes Ezra at vride sig fri og løbe hen for at gribe sin taske i håb om at kunne stikke af, men de store mænd var hurtigere end man skulle tro og nu havde en af mændene en arm om livet på ham, for at holde ham tilbage og havde nærmest løftet ham fra jorden, mens ham, der havde taget tasken, var ved at rode den igennem for værdier. 
"Det er et sølle bytte. Bras og..." Han hev fløjten op. Den så lille og skrøbelig ud i hans store beskidte hånd. "... en fløjte. Hvad kunne man ellers forvente i en satyrs taske." Han så næsten ud til at ville knække den og panikken løb igennem Ezra, der hårdt sparkede bagud og ramte manden bag sig i skridtet, hvilket fik ham til at slippe. 
"Den er min!" Noget var der sket med ham i ørkenen, for han løb de få skridt hen til manden og forsøgte at slå ham. Ezra der ellers altid afskyede vold, tyede nu til det, for at frelse sit kæreste eje. Hans knyttede næver ramte manden og hans spidse klove sparkede ud efter hans ben. Men Ezra var lille og ikke specielt stærk, så intet af det gjorde meget skade. I stedet smed manden fløjte og taske fra sig og greb fat i Ezras horn. Uden at kunne gøre noget, blev han snurret rundt og trukket ind i mandens favn. I samme øjeblik, hans ryg rørte manden, stod den anden mand med et arrigt udtryk foran ham og en skarp smerte udsprang fra Ezras mave.

Et dæmpet gisp lød fra Ezra, der med opspærrede øjne så ned. Mandens hånd holdt om skæftet på en kniv. Bladet var blevet stukket ind i venstre side af Ezras mave, helt ind til skæftet. Som i en døs så han manden trække kniven ud igen og blodet begyndte at fosse ud. Den anden mand slap ham og han væltede om på jorden, ude af stand til at stå på sine gedeben. Som om, at det ikke var nok med det næsten helt sikre dødelige sår, begyndte de to mænd at sparke til ham. De hårde støvler ramte ham i ryggen, hovedet og på ben og arme, da han formåede at krølle sig sammen om sin mave, hvor blodet stadig løb. Smerten fra sparkene trængte næsten ikke igennem, heller ikke, da en tung støvle ramte ham i ansigtet. Verden var langt væk for ham i det øjeblik, som smerten fra maven overtog alt og visheden om, at nu skulle han dø, gjorde alting gråt og koldt. Jocasta ville nok undre sig over, hvor han blev af. Og hun ville aldrig vide, at han ikke bare havde svigtet hende. Det var næsten den mest ulidelige vished ved det hele.

Skadis temperament kunne godt have været værre. Hun havde taget en drejning for det bedre på det sidste ved hjælp af både sin lillebror som hun var blevet genforenet med, samt vennen Stian, og hun gik lige nu bare og fløjtede for sig selv efter en god dags arbejde med at tage sig af nogle orker der havde været særdeles nærgående for nogle bønder. Det var de ikke længere, men for en gangs skyld bar Skadi ikke et helt så blodigt præg over sig som normalt. De havde kun fået ram på hende to gange og det havde været små sår der var helet sammen efter kort tid. Og nu gik hun af sted langs landevejen, på vej tilbage mod hovedstaden, et sted hun faktisk godt kunne lide, overraskende nok, men hun blev hurtigt afbrudt i sine positive tanker da hun begyndte at gå igennem et lille skovområde og kunne høre lyden af nogen der slog eller sparkede én. Lyden af en krop der blev gennempryglet var alt for velkendt for Skadis ører og frem for at stivne som de fleste, satte hun tempoet op til hun kunne se to store mænd stå og sparke til en mindre skikkelse. Banditter. Skadi kunne ikke fordrage dem. Var der én ting, hun ærede meget højt, så var det, at modstanderen altid havde et våben på sig, og at man ikke lod personen lide før sin død. Og her stod to store, ildelugtende mænd og pryglede en person der slet ikke så bevæbnet ud. Hun stillede langsomt oppakning og skjold fra sig. Hvis de skulle stå dér og sparke til ham, så havde hun ingen planer om at bruge andet end sin økse på dem.

Hun gik hen til dem og skubbede dem hårdt væk fra den liggende skikkelse. De blev lettere overraskede men genvandt hurtigt deres mæle og gik til angreb på hende. De var stærke, overraskende stærke og da én af dem formåede at få fat i hende i et kvælertag bagfra, var det nært umuligt at komme fri for hende, som den anden begyndte at lade sin kæmpefede næver regne slag ned over hende. Hun svarede ved at sparke ham i maven og mens han bukkede let under, smadrede hun sit baghoved i ansigtet på ham der havde fat i hende. Dette gav dog stadig den første tid til at trække et våben. Allerede synet af den store daggert var nok til at Skadi vrængede næse. Den var dækket i alt muligt ulækkert, noget som banditter ofte favoriserede, hvilket ikke var godt, selv ikke for folk som Skadi, der var i stand til at heale, men hun nåede stadig ikke at undgå at få kniven ind mellem ribbenene i siden. Denne gang var hun dog også selv hurtig nok til at hamre sin økse i skrinet på manden, hvis pandeskal flækkede. Han faldt kort efter omkuld, stille, mens Skadi stod lettere usikkert på benene. Den anden mand var edderspændt. Først stod han og holdt om sin brækkede næse, dernæst kastede han sig over nordkvinden i blindt raseri og væltede hende til jorden. Han spildt bestemt ikke tiden, da hans ene hånd lagde sig om halsen på hende og den anden hånd begyndte at hamre løs mod hendes ubeskyttede ansigt. Hun tog imod det, mens hendes hånd fumlede rundt og til sidst fik fat i sin kniv. Mens hun trak den, brækkede hendes næse under trykket, og da hun hamrede sin kniv op i maven på ham, havde hendes kraveben på venstre arm også givet efter. Da han fik hendes sakniv i maven, væltede han ind over hende, døende, men stadig forsøgende på at myrde hende, fordi hun havde taget hans gode vens liv. Skadi formåede at vælte ham af sig med et aggressivt råb og som han væltede af, trak hun kniven ud af ham og plantede den igennem hans venstre øje. Hele vejen ind gennem hovedet. Han lå stille nu, og Skadi gjorde egentlig lidt det samme til at begynde med, følende sig tyve år ældre lige pludselig.

Til sidst fik hun dog kæmpet op på sine knæ og derfra kravlede hun nærmest hen til den lille skikkelse, der lignede at han havde gedeben. Hun placerede en hånd på hans skulder og ruskede ham let, mens hun skar en grimasse over at have gjort det med den arm hvor kragebenet var slået i stykker. Men det skulle vel gøres.
"Hey.. Hey, du kan godt vågne op lille mand!" hendes stemme var hæs og hun havde totalt glemt alt om den meget ulækre knic der sad plantet i siden på hende, men det var vel bare Skadi, der var Skadi. Præcist som det plejede at være. Var det overhovedet en mulighed for kvinden at gå bare én dag uden at blive blodig? Nej. Var det hvad hun ønskede? Egentlig ikke.

Sparkene fortsatte for en stund og smerterne tog til, som noget sagde knæk i hans brystkasse og hans ene håndled, som han brugte sine arme til at beskytte sit hoved med. Det hårde støvler brækkede hans knogler, som var de kviste, men intet kunne måle sig med smerten fra hans mave, hvor kniven havde boret sig ind i vitale organer. Han var døende, det var han ikke i tvivl om, det tog bare sin tid. 
Det var nær aldrig gået op for ham, at sparkene var holdt op, og selv da det gjorde, flyttede han ikke på sig. Alting gjorde ondt og hans vejrtrækning var overfladisk, som hver eneste bevægelse af brystkassen sendte bølger at tung smerte igennem ham. Virkeligheden var langt væk, som han nærmest kun kunne fokusere på smerten og hans bevidsthed begyndte at hænge i en tynd tråd. Lyden af folk der sloges og udbrud af smerte og vrede, var knapt noget, han registrerede. Efterhånden var han også ligeglad. For han vidste godt, at han skulle dø. 

Da der var nogen, der tog ved hans skulder, var han næsten gledet ind i bevidstløsheden, men en stemme, der krævede, at han vågnede op, fik ham alligevel til at åbne øjnene. På en eller anden måde fik han flyttet armene fra sit hoved og med grå øjne, der var tågede, så han på den fremmede kvinde. Eller rettere sagt, han så ikke rigtigt noget. Alting var sløret og han havde nær aldrig fået fokus nok til faktisk at se hendes ansigt. Det var fyldt med skrammer og hun havde brækket sin næse. Ikke at hans eget ansigt var for kønt, det ene øje var allerede hævet op og han havde næseblod efter den hårde støvle, der havde ramt ham i ansigtet og skrammer på den ene kind, efter at have ligget på jorden.

Han var ikke klar over, hvem hun var eller hvad hun ville, men hendes udtryk virkede venligt nok. Et venligt ansigt som det sidste inden døden var nok ikke helt ringe. Lige som han skulle til at lukke øjnene igen, fangede noget dog hans klik. Skrammerne i kvindens ansigt så ud til at forsvinde for øjnene af ham. Pludseligt spærrede han øjnene op. Hu-hun healede selv. Hurtigt. Kunne han virkeligt være så heldig? Ville det virke? Tankerne gled langsomt igennem hans hoved, men med en pludselig bevægelse greb han overraskende hårdt fat om håndleddet på hendes arm. Først skete der ikke noget. Intet. Det var så sjældent, at han brugte sin evne, at han nogen gange spekulerede på, om man kunne miste sin magi eller glemme, hvordan man brugte den. Men lige som han skulle til at give op, kunne han mærke den varme fornemmelse i kroppen han altid fik, når han overtog en evne. Nu kunne han kun håbe på, at hun kun havde en eller det i hvert fald var den rigtige, han kopierede. 

Det fik han hurtigt svar på.
Ezra kunne sjældent styre de magier, han kopierede. Det var mest på må og få, han kunne prøve sig frem og han havde også prøvet at overtage passive magier, som han ingen kontrol havde over. Dette var en passiv evne, det ville sige, at han på ingen måde kunne kontrollere den. Men det betød ikke, at hans krop ikke styrede den anderledes end ejeren selv. Og så snart hans krop fandt ud af, at den kulle hele sig selv, gik det stærkt, stærkere end ved Skadi selv. Det tog sekunder at hele skrammerne i ansigtet og såret i maven. Og med en grim lyd flyttede hans håndled sig på plads og han gispede højt som de to brækkede ribben også heledes. I løbet af øjeblikket kom farven tilbage i hans ansigt og han satte sig op med opspærrede øjne og overraskelse i ansigtet.
"Ved Aladrios!" Han lagde en hånd på sin mave, hvor huden nu var hel og pæn.  

Trætheden væltede med det samme ind over ham, som hans krop havde brugt al hans energi på at hele, men i stedet for at lystre kravet om øjeblikkelig søvn, så han på kvinden, der åbenbart havde reddet op. Til hans forfærdelse så han en kniv stille ud af hendes mave.
"E-er du okay?"

Mandens øjne var fuldstændig glasagtige, som om at han ikke rigtig var der, selvom det vidst nok så ud som om, at han forsøgte at se på hendes ansigt. Skadi rynkede brynene og stirrede på ham mens hun overvejede hvordan ved Zaladins behårede stinkenosser hun skulle redde hans røv, for han så ikke ud til at ville overleve denne form for straf i modsætning til hende selv. Hun var ingen feltlæge eller klog gammel som dem tilbage i landsbyen, der kunne ordne skader på folk. Hun var udelukkende en kriger, en god én af slagsen, om end meget dumdristig, men en kriger var hvad hun var. Intet mere, intet mindre. Og her lå en mand med gedeben, døende ved siden af hende og hun kunne ikke gøre en skid for at hjælpe ham. Idet hans hånd pludselig lukkede sig hårdt om hendes arm, var det lige før hun heppede på ham. Hun ville helst gerne have at han overlevede jo, og det her var tegn på, at der måske stadig var lidt kamp tilbage i hans krop. Dét eller det var bare det sædvanlige panikgreb som mange folk brugte, når de var døden nær. Hvad, vidste hun ikke. Ikke før han pludselig begyndte at heale sine skader væk, på så høj fart at hun bare gloede forvirret på ham, da han pludselig satte sig op og så helt fin ud igen. Der var ikke det mindste tegn på skader. Kun den træthed som hun ofte selv følte når hun havde healet enorme mængder af skader og et forskrækket udbrud over hans læber samt et spørgsmål, der først bare tjente at forvirre hende endnu mere.

Hun sad kort og stirrede overrasket på ham, før hun blev påmindet om kniven der sad mellem to ribben og nok havde ramt noget der ikke havde det godt at blive ramt. Især ikke at et sådant våben som dette. Hun skævede ned mod den, derefter op på den fremmede, underlige mand, før hun tog fat om skæftet på kniven. "Ja ja.. Jeg klarer mig," besvarede hun, næsten gnavent hans spørgsmål, mens hun rykkede lidt i kniven i et forsøg på at få den ud. Der var ét problem. Den sad meget godt fast og hendes kraveben var ikke healet på plads endnu. Sådan noget tog flere minutter for hende i forhold til andre mindre grove skader. I stedet greb hun fat om næsen og knækkede den på plads, som om det var ingenting og tørrede det værste blod væk fra sit ansigt. Hun skævede endnu en gang mod kniven og himlede derefter med øjnene, irriteret over den, for det gjorde ærligt talt rigtig, rigtig ondt, men selvfølgelig var hun typen der ikke græd over spildt mælk. Hvad kunne man i det hele taget også bruge sådan noget til? Det var øl, der var sagen!
"Gider du lige give en hånd? Den sidder ret godt fast, den lille lortekniv.. Store lortekniv.. Ergh, lige meget, lortekniv.. Jeg kan sgu ikke få den ud selv," det virkede næsten trivielt for hende at stille alle om enhver et sådant spørgsmål, også selvom hun sagtens kunne mærke, at det her langt fra var godt. Hun var allerede virkelig træt.

Trætheden var overvældende, men synet af kniven, der stadig sad i siden på hans redningskvinde var nok til at holde Ezra vågen. Han afskyede vold og synet gjorde ham ærligt talt lidt dårlig, mest fordi han vidste, at han lige selv havde haft en kniv i maven. Nok var såret væk, men han havde en alt for klar erindring om smerten. Den ville han nok aldrig glemme, lige som han stadig kunne mærke smerten fra det glødende stykke metal, der var blevet presset mod hans skulder. At hun stadig havde kniven siddende og ikke virkede synderligt berørt af det, det forstod han ikke. Mystificeret så han til, mens hun uden held forsøgte at rykke den ud, og da det ikke lykkedes, knækkede sin brækkede næse på plads. Lyden var frygtelig og han kunne ikke undertrykke en gysen.

Da hun spurgte, om han ikke ville give en hånd og rykke kniven ud, stirrede han chokeret på hendes ansigt. R-rykke den ud? Tanken var forfærdende og han var lige ved at sige nej. Men det var jo hans skyld, at den sad der til at starte med, hun havde reddet ham. Han sank en klump og rakte tøvende ud for at lukke den ene hånd om knivens skæfte. Det gik ret hurtigt op for ham, at han måtte bruge begge hænder. Og endeligt gled kniven ud af kvindens krop. Blodet forlod hans ansigt og så snart han kunne, slap han kniven og lod den dumpe til jorden. Trangen til at brække sig overvældede ham et øjeblik, men det lykkedes ham at lade være. Det ville være spild af mad, alligevel. Men åh gud, det var nok noget af det mest klamme, han havde gjort. Med rystede hænder gned han sig i ansigtet og så på hende igen.

”J-jeg… tak for…” Han rystede på hovedet, tom for ord for én gangs skyld. Hvordan sagde man tak for hjælpen og lån af evne? Hun havde reddet hans liv på flere måder.
”Du har reddet mit liv. Tak.” Som hans hænder, rystede hans stemme også lidt. Han var rundt på gulvet, alting var sket så hurtigt. Fra fredelig aftensmad til vold, til døden nær og nu havde hans krop det bedre end den havde haft det i evigheder. Trods trætheden kunne han mærke, at hans krop var mere frisk på en måde, den ikke havde været det i meget lang tid. Hendes helingsevne måtte være fantastisk at leve med fast. Hvor længe han ”lånte” den, vidste han ikke, men nok ikke mere end højest den næste times tid.
Han mødtes hendes blik og trods forvirringen og trætheden, var hans øjne også fyldt med alvor og taknemmelighed.

Det var en særdeles stor, ulækker kniv og bare det øjeblik den lille gedebukkemand lagde sin hånd om dens skæft, ubehaget tydelig i hans ansigt, skar Skadi en grimasse. Den sad på den helt forkerte måde mellem hendes ribben og det krævede begge hans hænder at få den ud. Lettelsen var dog ekstrem da kniven blev revet ud. Altså lige efter den smerte det krævede da den blev hevet ud af kød og hvad end den havde siddet i, samt havde skrabet mod ribben på vejen. Det var ikke nemt at undertrykke smerten og hun kunne ikke lade være med at slå en knyttet næve hårdt ned i jorden mens et sammenbidt udbrud forlod hende. Derefter lukkede såret sig stille og roligt sammen og hun kunne mærke at det samme skete i et mere langsomt tempo for kravebenet. Med et træt suk tørrede hun blod af sit ansigt og forblev for en gangs skyld siddende mens gedebukkemanden stammende takkede hende for at have reddet hans liv. Hun forstod ikke hvorfor hun blev ved med at gøre det: Redde folks liv. Det virkede lidt fjollet, hun var en kriger for hyre, ikke en helt som de der lysets krigere. Ej at forglemme edsbryder. Det virkede bare forkert at blive takket på denne måde.

Hun kom langsomt på benene igen og gik hen til sin oppakning. Et misfornøjet grynt lød fra hende da hun samlede oppakningen op men hun fik den stadig taget med hen til fyren og åbnede for sin taske. Hvor var den flaske nu? Efter lidt roden rundt fandt hun frem til den og trak den ud af tasken. "Egentlig.. Så dræbte jeg bare banditterne.." konstaterede hun, næsten nonchalant, var det ikke for den mindre tøven. Hun åbnede flasken og tog et langt drag af dens indhold. Rom. Hun kunne ikke finde mjød eller øl på den sidste kro, åndsvagt nok, men rom havde der været masser af. Ikke lige hendes smag, men det var stærkt og rart oven på en kamp. Hun stillede flasken mellem dem, så gedebukkemanden selv kunne tage, hvis han lystede. "Så.. Hvordan i alverden gjorde du det der? Brugte min... Evne.. Du ved... Dén evne.. For der er selvfølgelig ikke andre evner!" hun havde intet behov for at nævne seer-evnen og med det samme, efter at have begået brøleren af være så åbenlys omkring at hun havde en anden evne - for hun kunne sagtens se at hendes løgn kunne gennemskues af hvem som helst - tog hun fat om flasken og drog endnu en lang slurk. Selvom såret i siden havde lukket sig gjorde det ondt. Det plejede det normalt ikke at gøre. Men hvad helvede kunne hun gøre ved det? Det skulle sikkert bare gås væk alligevel.

Ezra forstod godt kvindens udbrud af smerte, da han hev kniven ud. Den hang godt ved. Godt det ikke var ham, der var blevet ramt der, han havde næsten ikke kunne mærke forskel fra da den blev skubbet ind og til den blev hevet ud igen, da han selv blev stukket, men det havde også været et meget blødere sted... han skubbede tankerne væk fra det for nu, det kunne han spekulere over senere. I stedet stirrede han på det af såret, han kunne se igennem hullet i hendes tøj. Det helede hurtigt. Ikke så hurtigt som hans, men hurtigt. Utroligt. Hvor ville det være fantastisk med sådan en evne!

Kvinden så ikke ud til at tage vel i mod hans tak, hvilket undrede ham lidt. Hun fortjente den. I stedet rejste hun sig tavst og hentede sin taske, som hun satte sig med foran ham. Han trak benene lidt til sig og endte med at sidde i skrædderstilling, hvilket nok så lidt skørt ud med gedebenene, men faktisk kunne lade sig gøre. Hendes nonchalante konstatering fik ham til at se lidt overrasket på hende.
"Det var også en stor hjælp." Ezra betragtede hende, som hun tog en stor slurk af flasken, der uden tvivl indholdt alkohol. Den blev placeret, så han kunne nå den og for et øjeblik overvejede han det, men nej, han måtte hellere lade være. Han drak ikke normalt og selvom han lige nu var blæst så meget ud af det psykisk, at han ikke følte sig som sig selv, så ville alkohol helt sikkert ikke hjælpe på det.

Hendes spørgsmål kom ikke som en overraskelse, men hendes forsøg på at snakke udenom, at hun havde en evne nummer to, gjorde. Hvad mon hun skjulte? Han følte dog et stik af lettelse, som han kunne konstatere, at han havde "lånt" den rigtige evne. Han havde slet ikke nok kontrol over sin evne, til at han kunne bestemme hvad, han ville låne. Om det så overhovedet var muligt, vidste han ikke. Og han ville nok aldrig finde ud af det, han brugte aldrig sin evne. Han stirrede lidt på hende med et undrende blik, inden han så trak på skuldrene.
"Jeg har en evne... til at låne andres evner. Jeg så du helede hurtigt og tog chancen... jeg bestemmer ikke selv, hvad jeg låner eller hvordan jeg bruger det, så jeg var heldig." Han pillede lidt ved de hvide hår på hans ene ben, inden han løftede blikket og sendte hende et smil. "Tak for lån. Uden ville jeg være død." Som han sagde det, forsvandt smilet igen. Døden virkede til at ville have ham for tiden og det skræmte ham. Han var så glad for livet, hvorfor vendte guderne sig sådan i mod ham? 

Hun så hans tøven. Hun ville have opmuntret ham til at tage for sig af alkoholen, men til sidst besluttede hun sig for, at så var der bare mere til hende, når han ikke gad drikke. Så hun trak flasken tilbage i sin hånd og drejede den fraværende rundt dér.
"Javel ja," hun kunne vel ikke rigtig sige noget imod det. Han havde ret, i hans hoved havde hendes hjælp været meget nødvendig og hun kunne ikke sige noget imod det. Men det betød stadig ikke, at hun havde behov for et tak for det.
"Det er godt min evne kan bruges til noget godt," sagde hun før hun tog endnu en stor slurk af sin flaske, efterfulgt af en bøvs. Hun var ikke videre høflig af sig, og det var ikke anderledes her.

"Den anden ville du ikke kunne ha' brugt til en skid i hvert fald," bitterheden var et kort øjeblik voldsom i hendes stemmeleje, men hendes væsen blev en smule mere blidt idet gedemanden takkede for at hendes healingsevne havde reddet hans liv.
"Den har også reddet mit liv flere gange end jeg kan tælle på ti fingre. Den er ret... Praktisk.. Men den kan også være upraktisk. Men jeg er glad for at du ikke er død. Døde folk er kun problemer.. Lige som dem her," hun gjorde en gestus mod de døde banditter, før hun uden videre spyttede på jorden og snøftede hårdt ind. Endnu en lang slurk blev taget fra den så absolut livsvigtige flaske, før hun kiggede mod manden. "Sååh... Hvor skal du så hen af nu? Har du brug for en hånd eller hva'?"

Ezra var ikke i tvivl om, at det var noget af en usleben diamant, han sad overfor. Hendes manerer trængte gevaldigt til en overhaling, men det var ikke noget, der generede Ezra. Han var bare strengt opdraget til manerer og høflighed, hvilket kun havde været en god ting på hans rejse rundt i Krystallandet. Man kunne komme flere steder hen, når man forstod at te sig ordentligt. Havde etikette. Men han havde ikke noget i mod dem, der ikke havde, så længe det ikke gik ud over ham. Som banditter, der stak ham ned med en kniv.

Den unge kvindes bitterhed over for hendes egen evne fik atter hans nysgerrighed til at røre på sig, men med en lille anstrengelse, spurgte han ikke ind til det. Hendes næste ord gjorde det ikke så meget bedre. Hvordan kunne en helingsevne ikke være praktisk?! At døde folk kun var problemer skulle han ikke kunne svare på. Som hans blik gled over de døde mænd, blev hans blik dødt for et øjeblik. Død. Han havde selv slået nogen ihjel og det havde ændret ham. Mere end man måske skulle tro. Der var en knude inden i ham, som han ikke kunne komme af med. Havde man kendt ham før, at han blev kidnappet til et liv som slave, og mødt ham igen nu, ville man nok kunne spore nogle ændringer. Der var ikke så meget smil i hans øjne og ikke så meget latter i hans hjerte.

Hendes spørgsmål trak ham ud af sine tanker og der kom lidt mere liv tilbage i hans ansigt og øjne, som han så på hende igen. Hvor han skulle hen? Brug for en hånd? Et svagt smil, der ikke nåede hans øjne, gled over hans læber.
”Jeg… skal mødes med en om ikke så lang tid i en kro længere syd på.” Han trak let på skuldrene og så på det, der havde været hans lejr, men nu var en slagmark. Han burde pakke sine ting sammen og begynde at gå. Enten finde en ny lejr eller bare droppe at sove den nat. Det ville på ingen måde være første gang, som søvnen havde haft svært ved at finde ham efter… selv nu. Og efter denne oplevelse kunne han sikkert ikke sove alligevel.
”Jeg tror, at jeg vil gå videre. Der er lyst nok til at gå hele natten.”

Skadi skævede mod gedemanden mens han fortalte, at han skulle mødes med én. Måske en anden gedebukkemand? Hvem mødtes typer som denne med normalt? Hvem end det var, havde hun ingen interesse i at blande sig, så hun tog bare flasken tilbage i sin besiddelse igen og drak endnu en dyb slurk af den. Det var altid rart. Mjød, øl, hun havde sgu næsten glemt forskellen med alt det hun drak. Hun fik hurtigt samlet resten af sine ting til sig mens manden talte og skævede så mod ham igen.
"Du må lige råbe op hvis du får brug for hjælp igen.. Øh... Med mindre jeg falder i søvn," Skadi var forfærdelig med hensyn til humor, også på nuværende tidspunkt. Det var slet ikke passende at sige sådan noget, men hun var småfuld og havde stadig blod i ansigtet fra sine forhenværende skader. Hun havde mest af alt lyst til at stille lejr, drikke en del mere og så sove rusen ud.

"Kender jeg mig selv rigtigt, mødes vi nok igen. Under bedre omstændigheder!" hun håbede i hvert fald på, at han ikke kom i flere problemer, men hun havde desværre en tendens til at møde folk igen, når hun først havde reddet dem ud af en røvsituation. Hun rejste sig op, lidt svajende, fik samlet sammen på sine skader og sendte ham et lille smil, før hun vendte om og gik videre på sin færd.