Tid: Sen aften
Vejr: Tørt og stille med en smule skyer
"NEIJH! Det er min, giv den tilbage!" Desperationen i Ezras stemme var ikke til at tage fejl, som han råbte, ja nærmest skreg, af manden, der flåede hans taske fra ham. Hans fløjte lå deri, sammen med hans få krystaller og de få andre ejendele han var i besiddelse af, blandt andet hans pynteplader. Både tæppet og rejsekappen, der stadig lå på jorden, hvor han havde gjort klar til at sove, var nye. De gamle var forsvundet, da Jocasta havde angrebet ham for så lang tid tilbage. Han havde selvfølgelig optrådt sig til begge dele, hans måde at købe ting på.
Han og Jocasta havde forladt ørkenen og rejst et stykke sammen. Hun ville til hovedstaden, han ville ikke tilbage til det trælse sted med alle de mennesker, så de havde valgt at skilles ad for en periode. Med lovning om at mødes omkring tre fuldmåner fremme på en bestemt kro, de begge kendte til. Det havde været hårdt at vinke farvel til den unge kvinde, som han var kommet så nær - på et venskabeligt niveau - for han var stadig utryg ved at være alene. Det kneb lidt med at kunne falde i søvn, især det første stykke tid, men det var begyndt at blive bedre. Angsten sad stadig i ham, men ikke så dybt og depressionen var næsten væk. Han var langsomt ved at få det bedre. Om han nogensinde ville blive helt sig selv igen, vidste han ikke. Fysisk bar han stadig mange af de små tynde, hvide ar efter piskesmæld. Og selvom arret på skulderen var væk, kløede stedet med en grim fornemmelse ind i mellem. Hans krop så knapt så tynd og slidt ud, selvom han roligt kunne tage noget mere på, da hans ribben stadig var en smule for tydelige og hans bukser stadig var strammet mere ind, end de plejede. Psykisk var han stadig forvirret og træt og mareridtene hærgede hans drømme og hans hjerte satte stadig farten op, hver gang han mødte folk på sin vej.
I dag havde han slået lejr i en skov, godt gemt væk mellem nogle træer. Men ikke godt nok åbenbart, for som han var blevet færdig med at spise den mad, han havde fået ved et hus dagen før, havde lyden af en knækkende pind fået ham til at fare op - men for sent. En stor ildelugtende mand havde grebet fat i ham bagfra, mens en anden var dukket op den anden vej fra. På en eller anden måde havde det lykkedes Ezra at vride sig fri og løbe hen for at gribe sin taske i håb om at kunne stikke af, men de store mænd var hurtigere end man skulle tro og nu havde en af mændene en arm om livet på ham, for at holde ham tilbage og havde nærmest løftet ham fra jorden, mens ham, der havde taget tasken, var ved at rode den igennem for værdier.
"Det er et sølle bytte. Bras og..." Han hev fløjten op. Den så lille og skrøbelig ud i hans store beskidte hånd. "... en fløjte. Hvad kunne man ellers forvente i en satyrs taske." Han så næsten ud til at ville knække den og panikken løb igennem Ezra, der hårdt sparkede bagud og ramte manden bag sig i skridtet, hvilket fik ham til at slippe.
"Den er min!" Noget var der sket med ham i ørkenen, for han løb de få skridt hen til manden og forsøgte at slå ham. Ezra der ellers altid afskyede vold, tyede nu til det, for at frelse sit kæreste eje. Hans knyttede næver ramte manden og hans spidse klove sparkede ud efter hans ben. Men Ezra var lille og ikke specielt stærk, så intet af det gjorde meget skade. I stedet smed manden fløjte og taske fra sig og greb fat i Ezras horn. Uden at kunne gøre noget, blev han snurret rundt og trukket ind i mandens favn. I samme øjeblik, hans ryg rørte manden, stod den anden mand med et arrigt udtryk foran ham og en skarp smerte udsprang fra Ezras mave.
Et dæmpet gisp lød fra Ezra, der med opspærrede øjne så ned. Mandens hånd holdt om skæftet på en kniv. Bladet var blevet stukket ind i venstre side af Ezras mave, helt ind til skæftet. Som i en døs så han manden trække kniven ud igen og blodet begyndte at fosse ud. Den anden mand slap ham og han væltede om på jorden, ude af stand til at stå på sine gedeben. Som om, at det ikke var nok med det næsten helt sikre dødelige sår, begyndte de to mænd at sparke til ham. De hårde støvler ramte ham i ryggen, hovedet og på ben og arme, da han formåede at krølle sig sammen om sin mave, hvor blodet stadig løb. Smerten fra sparkene trængte næsten ikke igennem, heller ikke, da en tung støvle ramte ham i ansigtet. Verden var langt væk for ham i det øjeblik, som smerten fra maven overtog alt og visheden om, at nu skulle han dø, gjorde alting gråt og koldt. Jocasta ville nok undre sig over, hvor han blev af. Og hun ville aldrig vide, at han ikke bare havde svigtet hende. Det var næsten den mest ulidelige vished ved det hele.