Aurarius Kailani

Aurarius Kailani

Krystalisianer

Neutral God

Race / Havfolk

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 42 år

Højde / 178 cm

Dew 22.05.2017 19:13
Sumpen! Med selvskabt vindmodstand i de orange lokker, virkede sumpen som den eneste udvej, hun havde tilbage. Hun havde været væk fra vand længe nok til at kunne fornemme et tydeligt forfald i hendes chakra-kammer, så muligheden for at succesfuldt udføre en afledende illusion var tvivlende. Og hun ville da slet ikke kunne udføre en, mens hun løb og hendes opmærksomhed var mere rettet mod at finde frem til sit mål, end at fokusere og finde adgang til hendes forfølgers mentalitet. Grene og kviste blev knækket under hendes bare fødder, som hun løb ind imellem Amazonskovens træer. Et par snegle var blevet ligeledes blevet most uden en ekstra tanke under hendes flugt. Og sten havde gang på gang skavet sig op i hendes blottede fodsål. Hun bevægede sig langt fra lige så elegant som en elver ville have gjort det, men nu var hendes ben knap nok ægte og derfor ikke ligefrem nogle legemer, som hun havde den vildeste kontrol over. Heldigvis havde de flere dages gående rejse fra sin endelige befrielse fra Azursøen givet hende tid nok til at vænne sig til menneskebenene igen efter at have været i hi under plagerne.

Hvis Auras viden holdte sig ret, så ville sumpen kunne føre hende ud på havet, hvor hun var sikker på, at hun ikke vil kunne blive forfulgt længere. I vandet havde hun fordelen. Det var der, hun havde farten. Så hvis hun bare kunne nå dertil, ville hun være i sikkerhed for, hvad end der var efter hende. Kjolens skørt flagrede faretruende omkring hendes ben og den lille indgraverede bjælde om hendes ene håndled spillede panisk i takt med hendes forpustede vejrtrækninger. Hendes blik var rettet stift fremad, og selvom hun ikke var det meste behaget af sin situation, så var hendes ansigt ikke gemt væk i skrækslagende folder, men i stedet var det målrettet. For selvfølgelig ville hun kunne nå i sikkerhed. Der var intet der indikerede, at hun ikke ville kunne nå frem. Hun kunne sågar lygte den lettere fæle lugt af sumpen i forude. Selv den konstante tåge kunne hun ane længere fremme. Og hun kunne ikke fornemme en anden tilstedeværelse nær hende. Lyden af en andens end hendes egne skridt var blevet blokeret af hendes koncentration. Hvis hun da overhoved stadig blev forfulgt. Hun havde ikke taget sig tid til at se sig over skulderen i et godt stykke tid nu.

Og pludselig var den i syne. Sumpen. Hun kunne føle vandet kalde på hende. Heppe på hende. Men med ét blev hun stoppet brat i sit løb. Et sekund af forskydende glæde og en klodset fod, der blev fanget i en rod, resulterede i at hendes horisont blev vendt på hovedet. Hun ramte hårdt jorden og hvis ikke foden endnu sad fast ville hun meget vel have rullet et stykke længere frem. I stedet blev hun udsat for en skarp smerte i anklen, der tvang hende til at blive liggende. Ømmende.
Rolf Dødshøj

Rolf Dødshøj

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Halvork

Lokation / Omrejsende

Alder / 25 år

Højde / 192 cm

Efterlyst af Byvagten

Rolf 22.05.2017 19:51
Nogle gange, så tog guderne ved én, og det var som om man ikke helt var herre over sig selv. Rolf gav ikke meget for guderne, det lod hans pøblen om, men da han havde spejdet hvad han kun kunne vurdere til at være ”Den Gyldne Havfrue” fra Azursøen, som selv han, der aldrig lyttede til rygter, havde hørt om, vidste han, at der kun var én måde for deres møde, at ende. Hun løb og løb, på menneskeben, som hun ikke burde have – eller måske det slet ikke var havfrue, men blot en kvinde. Det ændrede intet, og Rolf ville ikke finde ud af det før det var for sent for kvinden alligevel. Deres jagt gik gennem skoven og mod sumpen. Kvinden søgte åbent hav, åbenbart – eller det nærmeste hun nu engang kunne komme. Rolf prøvede ikke engang, at løbe hende op, for hun havde ikke en chance med hendes urutinerede bare fødder alligevel, ligesom han ikke havde haft det i vandet. Rolfs rakkalaph løb jævnligt foran kvinden, bag hende, ved siden af hende. Altid lige uden for hendes synsvidde. Den legede ganske enkelt, og løb ringe om hende. Rolf selv ville være død af udmattelse hvis tempoet kvinden havde lagt for dagen var hurtigere – eller så havde han i hvert fald været tvunget til rent faktisk, at løbe hende op.

Så faldt hun. Ligesom det gråbrune, grumsede vand fra sumpen viste sig i distancen. En sørgelig skæbne for kvinden, som måtte føle et stikkende håb i brystet, og så tabe ikke til et overfald eller en overhaling, men til en trærod. Rolf hentede hastigt ind på hende, pludseligt kun omtrent fem meter imellem dem. Rakkalaphen åndede højlydt og havde tungen hængende ud af munden i et ægte ulvegrin, som den placerede sig på modsatte side af kvinden, og altså blokerede vejen til sumpsen. Slangen om Rolfs hals hvislede af kvinden, og snoede sig om halvorken på må og få.

”Bliv liggende”

Kommanderede Rolf hæst, knurrende, og hev så efter vejret imens han tog korte, langsomme skridt imod kvinden på jorden.

”Samarbejd, og jeg giver dig et hurtigt endeligt”

Fulgte halvorken op. Ingen tomme løfter. Måske kvinden ville kæmpe. Måske ikke. Måske hun ville prøve at flygte. Måske ikke. Uanset hvad hun gjorde, så måtte Rolf finde ud af, om hun besad nogen form for værdifuld information – og hvor hårdt han skulle gå til værks var op til kvinden selv, for hun lå helt sikkert inde med sådan information. Spørgsmålet var hvor meget hun skulle overtales, for at dele den.

Rolf var klædt i sin kofte og kappe, som altid. Han regnede ikke kvinden som en egentlig modstander, overhovedet, og havde haft en lyst til, at klare sig med de bare hænder alligevel – næverne, og redskaberne, som sad i hans kofte.
Rolf læser tanker HELE TIDEN, så medmindre jeres karakter er særlig resistent eller noget, gider i så ikke inkludere tanker i den ene eller anden kapacitet? 
Det behøver ikke være kursiv og bogstaveligt, men kan også bare være beskrivende over hvad karakteren overvejer, synes eller hvad i nu føler for. Tak!
Aurarius Kailani

Aurarius Kailani

Krystalisianer

Neutral God

Race / Havfolk

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 42 år

Højde / 178 cm

Dew 22.05.2017 20:24
Da hun endelig kunne få sig selv til at løfte hovedet igen, var det et lettere fortabt udtryk der skyllede henover hendes ansigt. Og et længselsfuldt blik var at finde i de lysegrå øjne, som hun stirrede mod sumpen. Den var så pirrende tæt på, men alligevel var hun så langt væk fra den. En ubehagelig kriller skød igennem hendes krop, som hun indså, at hun havde kvajet sig. Hvis den robuste brut stadig havde været efter hende, ville hun umuligt finde nok tid til at få fumlet sin fod fri og derefter få haltet sig resten af vejen. Dog skød frygten for sit liv først op i hende, da det blev bekræftet for hende, at hun stadig havde sin forfølger i hælene. Det sendte et mindre chok igennem hende, da den magre ulveskikkelse pludselig stillede sig foran hendes aflange krop og blokerede hendes udsyn til sin udvej. Automatisk fik hun rejst sin overkrop op i armene med et højlydt gisp. Og inden længe kom hun da endnu mere op at sidde ved lyden af den brummende stemme bag sig. Det første splitsekund sad hun stivnet, inden hun endelig drejede hovedet for at se sig over skulderen og efterfølgende fik manøvreret sin smidig krop, så hun i stedet sad med sin krop i hans retning. Stadig med sin skadede fod fanget og hvilket smertefuldt omkring roden. Det var vel altid noget, at den ikke var brækket.

”Hold dig væk!” udbrød hun straks og afslørede sin nu rystede stemme. Hun prøvede at lyde faretruende. Bestemt, som ville ordren rent faktisk sætte sig i stik hos ham. Ligeledes gjorde hun sit til ikke at lade det komme frem, hvor ondt hendes stakkels menneskefod gjorde. I det mindste var der ingen tåre at finde i hendes øjne. Og det eneste ned ad hendes kinder var en smule jord, der havde skrabet sig derop ved faldet. Hendes finnelignende ører skjule sig mere eller mindre i hendes forvildede hår. Det havde trods alt kun været halen, der blev påvirket af talismanen.
Fluks hævede hun sin hånd frem for sig i retning af det groteske muskelbundt, som holdte hun ud et usynligt våben til at forsvare sig med, hvis han ikke valgte at adlyde. Adrenalin strømmede igennem hendes krop og nu, hvor den knap nok var i bevægelse længere, så var det ingen stor overraskelse af hendes arm, hånd og fingre sitrede betydeligt. Men med hånden rakt ud skete der ikke noget. For hun havde intet våben. Synligt eller usynligt. Hun havde intet at forsvare sig med. Ikke engang en stor sten lå i hendes rækkevidde. Det eneste hun kunne gribe omkring var jord eller en sølle bunke blade. Inden længe kom der dog noget strygende igennem luften fra bag hende. En lille kort, men hård stråle af vand passerede i sin fart rakkalaphenen, og med lidt held og sit sigteøje på rette plads ville det ramme ham direkte mellem øjnene. Godt nok var vandet et godt stykke fra hende, og hun kunne ikke komme til det. Men det betød ikke, at hun ikke kunne bringe det til sig selv.
Rolf Dødshøj

Rolf Dødshøj

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Halvork

Lokation / Omrejsende

Alder / 25 år

Højde / 192 cm

Efterlyst af Byvagten

Rolf 22.05.2017 20:41
Kvinden ville øjensynligt ikke give op lige med det samme. Det passede Rolf fortrinligt, og hendes udbrød fremtvang ingen følelser i hans vejrbidte ansigt. Kvinden gjorde en bevægelse imod ham, og Rolf faldt i knæ. Med de mange forskellige magiske evner, så var det ikke til at vide, hvad havfruen var i stand til. Intet skete, af hvad Rolf kunne se, men netop som han skulle til at besvare kvindens imaginære angreb med en latter, så så hans vandet suse imod sit ansigt, og han holdt begge arme op for at skærme af for sit ansigt. Huden på halvorkens underarme var rødmet en anelse, da han tog armene ned igen og så rystede på hovedet imens han gik over imod kvinden igen.

”Du bestemmer selv hvor smertefuldt det her bliver”

Hævdede han – en delvis sandhed, og satte sig på huk en meter fra havfruen. Hendes død kunne ikke diskuteres, og i Rolf erfaring var det også en bedre måde, at få løsnet tungerne. De trodsige fandt mod i håbet, men hvis man tog det fra dem, så valgte de fleste de bedste af to onder. Et øjeblik blev Rolfs tanker fanget i et nysgerrigt spørgsmål om hvilke valg, hvilke følelser, der lå til grund for, at kvinden nu befandt sig i den situation som hun gjorde. Inden han spurgte hende, så havde han dog allerede fortrængt tanken igen. Den var fuldkommen ligegyldig.

”Og ikke flere numre med vandet, eller hvad du ellers kan”

Tilføjede halvorken, stadig på huk, og sendte kvinden et ligegyldigt smil, som intet ændrede. Rolf skrev sig bag øret, at kvinden kunne manipulere med vand, hvorfor han måtte være en smule varsom – også med det vand der netop var plasket af hans hænder. Gjorde hun det igen, eller i voldsommere grad, så blev han jo nødt til selv at skride til handling. Måske han ville få sit første bad i et par måneder. Intet var jo så dårligt, at det ikke var godt for noget.

Ligeledes overvejede Rolf hvilke informationer han skulle prøve, at få ud af kvinden. Hun kendte helt sikkert til nogle begravede skatte. Lå måske selv inde med enorm rigdom. Hvordan og hvorfor fik hun menneskeben? Der var mange ting, som han kunne spørge hende om, og det nærtstående intime interview var noget som halvorken i særdeleshed så frem til.
Rolf læser tanker HELE TIDEN, så medmindre jeres karakter er særlig resistent eller noget, gider i så ikke inkludere tanker i den ene eller anden kapacitet? 
Det behøver ikke være kursiv og bogstaveligt, men kan også bare være beskrivende over hvad karakteren overvejer, synes eller hvad i nu føler for. Tak!
Aurarius Kailani

Aurarius Kailani

Krystalisianer

Neutral God

Race / Havfolk

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 42 år

Højde / 178 cm

Dew 22.05.2017 21:19
Aura holdte tydeligt øje med ham. Hver enkel bevægelse han gjorde, registrerede hun med den bedste omhug, hun kunne præstere. Hun brød sig bestemt ikke om, at han kom nærmere, men noget i hende satte pris på, at han forblev i hvert fald bare lidt på afstand. Hun ville godt nok lyve for sig selv, hvis hun mente, at han ikke nemt ville kunne række ud efter hende, hvis det var dét han ville. Egentlig havde hun ikke rigtig nogen forståelse af, hvad det var han ville hende. Han havde virket umådeligt intimiderende, da de var stødt ind i hinanden og hun havde ikke modtaget andet end fjendske og advarende udstrålinger fra ham. Hun kunne dog ikke smide det af sig endnu. For hvorfor havde han ellers valgt at jagte hende, som han havde gjort? Som havde det blot været en leg for ham. Hvis han intet ondt ville hende, ville han så i stedet ikke have bare ladet det ligge og fortsat sin egen vej? Det gik pludselig op for hende, at hun hvad der var sket før hun var begyndt at løbe sin vej ikke var meget andet end tågede minder. Det fjernede bare ikke følelsen af fare. Og da slet ikke efter at have hørt ham ytre ord som ’smerte’ og ’endeligt’. Så det virkede næsten absurd, at han stadig sad der og gloede på hende.

Hun sænkede sin hånd igen og efter et par øjeblikke kunne der højes et mindre plask fra sumpen bag dem. Hendes brystkasse hævede og sank stadig markant, selvom hun ikke længere hev efter vejret fra sin lille løbe tur. Længe leve hendes kondition. Hendes øjenbryn havde krummet sig usikkert og viste den endnu eksisterende frygt der hang over hende i hans selskab. ”Hvad vil du mig?” lød hendes stemme endelig. En del lavere end før, hvor hun nærmest havde råbt og skreget af ham. Men tonelejet havde ikke ændret sig meget. Struben vibrerede stadig en smule, mens hun kæmpede for at holde sig selv så hårdfør som muligt.
Forsigtigt gled hendes blik længere ned fra hans ansigt og ned mod slangen der gled omkring hans hals. Hun var virkelig ikke meget for slanger. På afstand lignede det at de var konstant slimede. Og måden de bevægede sig på, som havde de intet skelet hylede hende en tand ud, hvis hun tænkte for meget på det. Hurtigt løftede hun atter blikket op mod ham og prøvede at undgå at se ham direkte ind i de røde øjne. Det var som de varslede om noget, hun ikke ønskede at kende til. Ubevidst var hun begyndt at knuge sine hænder om jordet under hende. Det var altid noget at der var en højere luftfugtighed i det område de var endt i på grund af tågen, så helt tørt og uudholdeligt var det ikke for hende at være på land.
Rolf Dødshøj

Rolf Dødshøj

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Halvork

Lokation / Omrejsende

Alder / 25 år

Højde / 192 cm

Efterlyst af Byvagten

Rolf 22.05.2017 21:39
Kvinden virkede mere rolig, afklaret, som om hun havde forstået situationen. Rolf nikkede til hende, fyldt med ærlig tilfredshed. Det blev lettere for dem begge, hvis kvinden ikke gjorde den store modstand. Noget sagde dog Rolf, at han ikke havde set det sidste til hendes modvillighed – og så skulle det nok slå gnister. Kvinden stillede ham et spørgsmål, og Rolf rettede sig op og stod helt roligt, imens han så ned på hende.

”Hvordan har du fået benene?”

Spurgte Rolf og vippede hovedet i retning af kvindens menneskelige underkrop. Det var magi, det var klart, men var det permanent? Det var næsten utænkeligt, men ikke umuligt. Måske kvinden var blevet forbandet? Rolf havde flere forskellige teorier.
Inden kvinden havde haft chancen for at svare på halvorkens spørgsmål, så holdt han sin venstre pegefinger i vejret, som for at påkalde sig opmærksomhed.

”Og hvad jeg vil er, at du svarer på mine spørgsmål”

Fulgte halvorken op. Det var den skinbarlige sandhed. Rakkalaphen havde lagt sig ned i den mudrede jord og betragtede dovent de to menneskeligende skikkelser, imens deres lille drama udspillede sig foran den.
Rolf trak den lille hammer fra koftens højre side, og betragtede den, imens han skiftevis flyttede den imellem sine to hænder. Det var intet våben. Hammeren havde et kort skaft og et meget stort, skaftet taget i betragtet, hoved af metal. Rolf undlod at sige mere. Det var kvinden tur – det var ping-pong, noget-for-noget. Gav kvinden ham et utilfredstillende svar, så var der ingen vej uden om hammeren alligevel, og så ville situationens virkelige alvor nok gå op for hende. Rolf granskede kvinden. Hvad mon gemte sig inde bag det skønne ydre? Var det et løvehjerte eller ej?
 
Rolf havde efterhånden brugt hammeren et utal af gange. Det var ikke en raffineret måde, at fremtvinge svar, men det var effektivt. Knive, dolke, endda øksen som han bar – det var gængse tingester, i sådan en sammenhæng. Det var ikke mange der ventede en hammer.

Imens Rolf afventede kvindens svar, da forsøgte han ligeledes at afsøge hendes tanker. Langt størstedelen af alle levende væsner tænkte på svaret, når de blev stillet et spørgsmål – i hvert fald, hvis det var et svar de besad. Med andre ord ville Rolf øjeblikkeligt vide om kvinden løj eller ej. Han ville kende hendes følelser, hendes skræd, rædsel eller hendes mod og desperation. Afstraffelsen og truslerne var ofte udelukkende for nydelsens skyld. Han ville kende hende, for at destruere hende.
Rolf læser tanker HELE TIDEN, så medmindre jeres karakter er særlig resistent eller noget, gider i så ikke inkludere tanker i den ene eller anden kapacitet? 
Det behøver ikke være kursiv og bogstaveligt, men kan også bare være beskrivende over hvad karakteren overvejer, synes eller hvad i nu føler for. Tak!
Aurarius Kailani

Aurarius Kailani

Krystalisianer

Neutral God

Race / Havfolk

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 42 år

Højde / 178 cm

Dew 22.05.2017 22:29
Det kunne ikke helt undgås for hende at sende et noget skeptisk blik imod monstrummet, for det gav ingen mening for hende, hvorfor det faktum, at hun havde ben, var vigtig viden for ham. Hun skulle lige tjekke for en sikkerhed skyld, at han selv besad et par velfungerende ben – meget muligt bedre end hendes falske. Så hvorfor kunne det interessere ham, hvorfor hun gik på to? At han allerede havde vækket mistanke til, at hun nok ikke var en landkrabbe, var ikke noget der kom bag på hende, da der var en del indikationer på hendes ydre om, at hun nok ikke var, hvad man ville kalde for et fuldblodsmenneske.

Med det nye fokus på hendes ben, faldt hendes blik samtidig ned på dem. Det landede med det samme ned på foden, der stadig sad ufattelig akavet fast i trærodden. Hvis bare hun kunne få viklet den fri, så ville hun i det mindste kunne komme på benene og være klar, hvis det skete at han var yderst ondsindet. Derefter gled blikket op fra de bare og beskidte fødder og videre op ad de lige så bare ben, som skulle hun selv lige undersøge dem, før hun kunne svare på hans spørgsmål. Som for lige at gøre sig selv sikker på, at hey! hun har faktisk ben og ikke den nedre halvdel af en guldfisk.

Hun skulle netop til at åbne munden for at svare – meget muligt spytte et eller andet rapkæftet i hovedet på ham – men der gik ikke mere end to sekunder, før hun blev opmærksom på hammeren, han af en eller anden grund havde fundet frem. Diskret blev hendes varsomhed sat en smule højere op, og hun fik lukket munden blidt i igen i takt med at hun blev nød til at sluge en klump. ”Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor det skulle… interessere dig.” svarede hun ham endelig med en attitude, hun nok ville have ønsket var tonet bare lidt ned. Hun havde hævet hagen igen og så så imod ham igen, hvilket hun fortrød lidt efter, da måden hun talte til ham ikke rigtig matchede op med det samme mod, der syntes at mangle i hendes øjne. ”Men…” Ganske forsigtigt løftede hun sin arm igen, denne gang mere fremvisende og rettet lodret op i stedet for rettet angribende imod ham for at sikre sig, at han ikke ville misforstå. Den lille bjælde på kædearmbåndet gav sig lidt ekstra til kende ved at komme med en sagte lyd. ”Disse talismaner giver os muligheden for at begive os på land.” Hun knugede sin hånd og lagde den nærmest beskyttende ind mod sit bryst. ”Den her giver kun ben.” skyndte hun sig at tilføje, da det gik op for hende, hvad grunden kunne være for hans spørgsmål.
Rolf Dødshøj

Rolf Dødshøj

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Halvork

Lokation / Omrejsende

Alder / 25 år

Højde / 192 cm

Efterlyst af Byvagten

Rolf 23.05.2017 10:02
Rolf læste kvindens tanker, hendes usikkerhed og uforståenhed. Hun gennemskuede ikke hans motiver, ikke lige umiddelbart i hvert fald, men hun forholdt sig fortsat roligt. Kvindens blik gled fra hendes egne ben og så over på hammeren, som Rolf vippede fra hånd til hun. Så begyndte hun at tale, og Rolf forstod med det samme, at hun talte sandt. Hun viste ham usikkert, tøvende og svagt det lille kædearmbånd, som hun bar på  det ene håndled. Rolfs øjne lyste, men inden han nåede at gribe ud efter det, og trække det af kvinden, så åbnede hun munden igen – og gjorde Rolf klar over, at denne ”talisman” ikke ville være synderligt til gavn for ham. Den gav dog Rolf en ganske modbydelig idé, som han ville have i baghånden.
 
Rolf bed tænderne sammen og fattede ganske bestemt sin hammer i højre hånd, imens han skævede lidt til kvinden og så uden problemer lod sig glide ned at sidde ved siden af hende. Der var ingen grund til, at det skulle være et distanceret forhold de havde – særligt for kvinden, for hvem det nok blev det mest vigtige hun nogensinde ville få. I hvert fald det sidste.  Rolf havde sat sig, så hans hoved var over hende, og hun ikke ville behøve at ligge og strække sig eller noget som helst. Han var passiv i sin udstråling, afslappet, næsten som havde han sat sig for at hjælpe, berolige eller trøste kvinden. Det havde han ikke.
 
”Der hvor du kommer fra,”
 
Begyndte Rolf igen, og forsøgte at se kvinden i øjnene, uagtet at hun tidligere ikke havde ville møde hans blik. Hans øjne var røde og forrådte hans tilbagetrukne antrit. Det var onde øjne.
 
”Fortæl mig om det”
 
Rolf var oprigtigt nysgerrig. Han havde aldrig før haft muligheden for at høre om sådanne ting. Det ville også lede kvindens tanker på hvad der kunne have helt særlig interesse for Rolf. Dét, og så måske mest vigtigt var det, at Rolf regnede med at kunne se kvindens håb i hendes øjne. Hvordan hun ville mindes ting hun aldrig fik lov at opleve igen, og de drømme og mål, som hun aldrig fik lov at indfri.
 

Rolf læste ikke bare hendes tanker under hele seancen, men også hendes sindsstemning. Han søgte ikke at påvirke noget, bare at observere. Hun var som en klump ler i hans hånd, tænkte han, som han kunne forme efter bedste evne, indtil han rev den i tusind stykker.
Rolf læser tanker HELE TIDEN, så medmindre jeres karakter er særlig resistent eller noget, gider i så ikke inkludere tanker i den ene eller anden kapacitet? 
Det behøver ikke være kursiv og bogstaveligt, men kan også bare være beskrivende over hvad karakteren overvejer, synes eller hvad i nu føler for. Tak!
Aurarius Kailani

Aurarius Kailani

Krystalisianer

Neutral God

Race / Havfolk

Lokation / Azurien: Flodlandet

Alder / 42 år

Højde / 178 cm

Dew 22.08.2017 21:27
Der gik længe, før Aurarius svarede ham. Hovedsageligt var det på grund af hendes uforståelse af, hvorfor at han var så interesseret. Han var en ork, så hvad ville en som ham ønske sig fra et rige dybt nede på bunden af havet. Hvis altså det var Aquarin, som han spurgte indtil. Men hvad andet kunne det være? Han vidste hvad, hun var for en, og det var som regel der, hvor havfolket holdte til. Mens tankerne hvirvlede rundt i hendes hoved farede hendes øjne ligeledes diskret og lettere vildfaren omkring bæstmanden ved hendes side, som kunne hun umuligt forholde et blik direkte mod ham længe nok. Det var meget vel det eneste klare tegn udadtil, der afslørede hendes konstante usikkerhed omkring ham. Han opførte sig så præsentabelt, som var det hende der var noget galt med for at være så meget på vagt, at hun måtte stå standhaftigt for ikke at lade sig falde til.

Hendes læber blev blidt fugtet til, før de endelig skilte sig ad til trods for at de første par ord, ikke forlod struben lige med det samme. ”Jeg har hørt, at der skulle være meget vådt.” Hun gjorde sit bedste for ikke at bare lyde smart og hoverende over sin kommentar. Men hvad hun endnu ikke var klar over, var de forestilling af den smykke undervandsby, hendes hoved automatisk sendte i retningen af orken, der allerede havde fri adgang til hendes sind. Førsterække, om man ville. Ganske rigtigt havde hun aldrig besøgt sit hjemsted i mange år, så minderne var lettere fordrejet og forældet, men de kunne fortælle langt mere om, der hvor hun kom fra, end hvad hendes rapkæftede ord havde gjort.

Pludselig havde hun fået trukket sin frie fod op til sig og trampede den hårdt imod den tykke rod, der holdte hendes anden fod fanget i et nytteløst håb om, at hendes sølle menneskeben var stærke nok til at bryde grebet. Hvis roden havde været rådnet, ville det måske have lykkedes hende, men det eneste hun fik frigjort denne gang var en smule gammelt bark, der tilmed ridsede det øverste tynde hudlag af undersiden af hendes fod.
Det her var dumt! Hun føltes sig som en ulv i en bjørnefælde. Som havde træet strammet sit greb omkring hendes stakkels ankel. Ben var ikke andet end uduelige legemer af kød og ubøjelige knogler.
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 9