Hvis Auras viden holdte sig ret, så ville sumpen kunne føre hende ud på havet, hvor hun var sikker på, at hun ikke vil kunne blive forfulgt længere. I vandet havde hun fordelen. Det var der, hun havde farten. Så hvis hun bare kunne nå dertil, ville hun være i sikkerhed for, hvad end der var efter hende. Kjolens skørt flagrede faretruende omkring hendes ben og den lille indgraverede bjælde om hendes ene håndled spillede panisk i takt med hendes forpustede vejrtrækninger. Hendes blik var rettet stift fremad, og selvom hun ikke var det meste behaget af sin situation, så var hendes ansigt ikke gemt væk i skrækslagende folder, men i stedet var det målrettet. For selvfølgelig ville hun kunne nå i sikkerhed. Der var intet der indikerede, at hun ikke ville kunne nå frem. Hun kunne sågar lygte den lettere fæle lugt af sumpen i forude. Selv den konstante tåge kunne hun ane længere fremme. Og hun kunne ikke fornemme en anden tilstedeværelse nær hende. Lyden af en andens end hendes egne skridt var blevet blokeret af hendes koncentration. Hvis hun da overhoved stadig blev forfulgt. Hun havde ikke taget sig tid til at se sig over skulderen i et godt stykke tid nu.
Og pludselig var den i syne. Sumpen. Hun kunne føle vandet kalde på hende. Heppe på hende. Men med ét blev hun stoppet brat i sit løb. Et sekund af forskydende glæde og en klodset fod, der blev fanget i en rod, resulterede i at hendes horisont blev vendt på hovedet. Hun ramte hårdt jorden og hvis ikke foden endnu sad fast ville hun meget vel have rullet et stykke længere frem. I stedet blev hun udsat for en skarp smerte i anklen, der tvang hende til at blive liggende. Ømmende.