”Givet op så hurtigt?” Som var den opstået ud af ingenting lød en munter kvindestemme lige bag ved den noget opgivende elver. En stemme der hurtigt blev afsløret at tilhøre en ung kvinde, der på en eller anden måde havde fået bevæget sig så tæt op til ham, at hun nærmest stod på den samme træstamme, som hendes nylig valgte selskab havde slået sig ned på. Hoppende blonde krøller faldt om hendes ansigt, som hun stod lænet ind over for både at have sit hoved i samme høje som hans og sit ansigt hen over hans skulder, så han ikke ville kunne undgå det, hvis han drejede sit hoved til den rette side. Et mindst lige så muntert smil, som hendes stemme havde indikeret, sad og lyste hendes dybblå øjne op, der nysgerrigt var rettet direkte mod ham uden den mindste form for usikkerhed. Eller nervøsitet om at måske være en smule for tæt på.

Dog blev hun ikke hængende længe nok til at risikere, at blive set som en trussel for ham. Inden han ville lå at kunne få et slag eller andet ind på hende, sprang hun lystigt lidt væk fra ham igen, for blot at trippe i en cirkel omkring og så stå med sin front mod hans. Ligesom ham var hun klædt på bedste skovelvermanere. Jordiske farver. Letbevægeligt. Og lige som ham, voksede hendes ører ud i en spids, som lige kunne skimmes i det fyldige virvar af krøller. Hun satte bestemt hænderne på hofterne og fik hævet sig op i sin stereotypiske slanke højde. Og brystkassen blev også lige skud frem.
”Undskyld, hvis jeg forskrækkede dig. Jeg kunne ikke lade være.” forklarede hun kækt, og lod sig selv tage denne fremmede mand i øjefald. Studerede ham diskret. Han var lidt af en besynderlig en.

Selvom der umiddelbart var stille, fyldtes luften af naturens lyde. Følelsen af, at de konstant var tilstedeværende havde Daerekir endnu ikke vænnet sig til og ærligt tvivlede han på, at han nogensinde ville komme til det. Det var andre lyde end i Balzera, hvor der nærmest konstant var en støj af folk og hvis ikke det var ude fra gaderne, så var det fra palæet han havde været i, hvor tjenestefolk havde rendt rundt i tide og utide. Han hadede de minder, men kunne ikke gøre noget for at få dem helt på afstand. Helst ville han bare glemme alt fra før han fandt til Elverly, men da det ikke var en mulighed måtte han bare gøre hvad han kunne for ikke at lade minderne fylde for meget. Det gjorde de, men han agtede ikke at give udtryk for det til nogen. Det var da også mindernes skyld, at han på den måde som nu, blev helt opslugt af de svage lyde omkring sig og hurtigt trak sig helt ind i sit eget hoved. Bare det, at han var nødt til at være opmærksom for at kunne høre alle lydene fik ham til nærmest at blive helt meditativ. Det gjorde han ihvertfald indtil en stemme pludselig brød hans koncentration og alt for sent gik det op for ham, at en anden var kommet nærmere. Stemmen var kvindelig, personen var skræmmende tæt på. Helt automatisk spændte han op i kroppen og tog fat i buen, dog uden at bevæge sig yderligere. Hendes hoved var lige over hans skulder og havde hun et våben på sig kunne hun uden tvivl såre ham, inden han kunne nå at gøre noget. Anspændtheden gjorde ham ude af stand til at svare, men så trak hun sig heldigvis væk.
"Det skal I ikke undskylde," sagde han på ganske høflig manér, så snart han fik kastet et ordentligt blik på hende. Hun lignede en skovelver, så helt naturligt gik han ud fra, at det også var hvad hun var. Det betød også, at han med det samme antog, at hun så nok ikke bragte fare med sig. De var et folk som havde taget ham til sig, om end det vidst ikke var alle der syntes det var en god idé, og et folk han delte race med, selvom det så vidst heller ikke var alle, der var helt enige i dét. "Det er mig, der burde være mere opmærksom," uddybede han sin undskyldning og slap så endelig sit tag i buen og rettede sig i stedet en smule op, dog uden at rejse sig. Han kunne stadig mærke sin puls, der havde hævet sig en del af overraskelsen, men i det mindste var han i stand til at løsne en smule i kroppen nu.

Egentlig havde hun håbet at få en mere springende reaktion fra ham, men hvad hun gik var da altid bedre, end ingen reaktion overhoved. Dem der ikke vidste overraskelse eller forskrækkelse og i stedet bare forblev ganske afslappede kedede hende grænseløst. Og specielt hvis de samtidig mente, at se fremstod så overlegne over det. Dog skulle hun nødigt kommentere på det selv. ”Ja. Ja, det burde du nok være fremover.” kommenterede hun lige op ad hans egne ord. Stadig med det noget kække smil spillende på læberne for at fremhæve sin drillende fremtoning. Han virkede yderligt til at være ret stiv i betrækket. Og elvere havde før haft problemer med at opfange ironi og sarkasme. I hvert fald ud fra hendes egen erfaring. Det skulle helst skæres ud i pap. Om det ligeledes var tilfældet med ham her, måtte hun eksperimentere lidt med.
Med ivrige skridt fjernede hun den større afstand imellem dem og stillede sig kun et skridt fra ham, hvor på hun i en måske lidt for hurtig bevægelse greb ud efter hans bue. Men selv hvis det lykkedes hende at få fingre i den, trak hun den ikke til sig, men stod i stedet bare og så ned på ham med munterhed strålende som en skarp sol. ”Hvis jeg havde haft planer om at gøre dig ondt, ville jeg have kunne gøre det på mange forskellige måder, før du overhoved ville have lagt mærke til, at jeg havde nærmet mig dig.” Hun klukkede let og lagde kært hovedet på skrå, inden hun atter lod ham have lidt mere front plads og trådte i stedet til side, hvor på hun elegant drejede omkring for at slutte af med at sætte sig ned på træstubben med ham, hvor der nu ellers var plads. Buen, hun forhåbentlig stadig havde haft lukket sine fingre omkring havde taget turen med hende, så den nu lå fremvist for hende i hendes skød.

”Er det din egen bue?” spurgte hun uden at tage blikket fra spændingsvåbnet. Blidt kørte hun en hånd iklædt en fingerløs handske hen over den for at fornemme mulige indgraveringer og brugsmærker, som havde hun faktisk forstand på den slags. Hun vidste, hvordan man brugte end, men hendes viden strakte sig ikke så langt som til at kende træsorten eller lignende. Hun løftede da blikket hen mod ham. Nu med et lidt mere afdæmpet humør på ydersiden.

”I?” gentog hun noget forvirret. Så vidt hun kunne se – og fornemme – så var der ikke andre en hende til stede. Og så selvfølgelig ham. Ligeledes for at fremhæve sin manglende forståelse, så hun søgende omkring, for lige at tjekke, om hun var den der var forkert på den, inden hun så tilbage på ham. ”Ah! Du mener mit folk...” Det var i hvert fald, hvad hun lige kunne antage. Hun gjorde sit bedste for at virke mere eller mindre opgivende over det. Som havde hun fået det ind med modermælken, at elverfolket var ét og at hvis man forrådte sin stamme, forrådte man også sig selv. Uden den mindste form for tøven afleverede hun buen tilbage til dens rette ejermand, og ytrede sig efterfølgende med et sagte suk og så fraværende mod himlen. Hænderne blev placeret mod træstammen så godt som hun nu kunne uden at have den ene liggende helt opad den stakkels jægerlærling, hvorpå hun automatisk lænede sig en smule tilbage. I modsætning til hans måske lettere anspændthed, udstrålede hun ikke meget andet en afslappet ungdom. ”Men ja, du kan tage det roligt. Jeg har hørt om dig igennem Elverly. Skovfolket ville ikke gøre dig ondt. Du er trods alt en hvis del af den samme cirkel.” forsikrede hun ham så i takt med at hun drejede de blå øjne mod ham og sendte ham et næsten imødekommende smil.

Efter et par sekunder, hvor hun havde forsøgt at skabe øjenkontakt med ham, for at prøve at få ham til at oprigtigt føle sig tryg i hendes nærvær, faldt hendes blik dog tilbage på buen og det mere energiske tandsmil voksede frem igen. ”Dog vil jeg mene, at det ville komme dig langt mere til gode, hvis du endte med at kunne mestret kunsten i at bruge en bue.” Igen indblandede sig der en latter i hendes stemme, mens hun atter satte sig ordentligt op. ”Jeg kan hjælpe dig, hvis de er. Jeg kan godt nok ikke stå og sige, at jeg selv har mestret den fuldkommen, men jeg ved i det mindste hvordan den bruges optimalt til jagt, hvilket jeg kan forstå, at du er i læring for, ikke sandt?” Hun fleksede stolt sin ene arm og lagde den modsatte hånd på overarmen. Bare for at fremstå lidt mere pålidelig.
Pludselig skyllede der sig dog en opfattelse over hende, som nemt kunne ses på hendes ansigt. Næsten overdrevet. ”Åh ja! Jeg har helt glemt at præsentere mig selv. Mit givende navn er Maith Torthtan.”

I takt med at han endelig viste hende lidt mere tryghed igennem hans introducerende smil, tillod hun sig selv at smile mere endnu. Han lå endnu ikke snøret omkring hendes finger, men hun kunne ligefrem smage fremskridtet i luften omkring dem. Det var skrøbeligt. Det havde dog aldrig skræmt hende væk. Det var selvfølgelig altid en skam, hvis det hele skulle gå syd, og hun tvivlede stærkt på, at nogen nød den fornemmelse af at fejle. Men selv et tab for hende kunne betyde et skub i den rigtige retning. Der var ikke mange tilbage der huskede hende længere. Femhundred år var trods alt længe. Alt for længe, hvis man spurgte hende. Så var det ikke åbenlyst at hun ville søge til at stable sit ry tilbage på benene?

Hun nikkede anerkende til hans navn, og selvom hun allerede kendte til det, spærrede hun øjnene op, som var det første gang, hun havde hørt det. Som et usagt ’ah!’. Og lyset der strålede fra hendes søde ansigt blev kun klarere, da han accepterede hendes tilbud. Hun lignede næsten en der var ved at eksplodere af iver, sådan som hendes skuldrer røg op omkring hendes ører. ”Perfekt!” Straks var hun på benene igen. Smidigheden var nem at skimme i hendes lange legemer. Kun knap en pande lavere end ham selv. Og let på tå afslørede hun også, at hun var, da hun trippede et par skridt frem og drejede omkring mod ham igen. ”Hvad med at du…” Hun trak det sidste ord en smule ud, mens hun eftertænksomt så sig omkring. I modsætning til ham, brugte hun ikke des i sin tale til ham. ”Lad os starte med, at se hvor du faktisk ligger.” afsluttede hun sig så og så på ham med et nu mere bestemt udtryk i de rare blå øjne. ”På den måde kan jeg se, hvordan du trækker pilen i buen, og hvordan dit sigteøje er. Start med at sigte mod træ der.” Hun pegede roligt mod det tætteste stående træ, inden hun selvsikkert satte hænderne på sine hofter og forsøgte at sende ham tro igennem sine øjne og sit smil, mens hun afventede ham at springe til sagen. For en sikkerhedsskyld trådte hun også lige et par skridt længere væk fra den mulige farezone.

Det lod ikke til at Maith havde hørt hans navn før, men om det så var et godt eller dårligt tegn vidste han ikke. Muligvis var det ingen af delene og blot en tilfældighed, der ikke rigtigt havde betydning. Taget i betragtning hvor stor en del af hans liv hans navn vitterligt ikke havde haft nogen værdi, så betød det ikke alverden om andre kendte til det eller ej. Hvad der var langt vigtigere lige nu var den venlighed Maith havde udvist ved at ville hjælpe ham med at mestre bueskydningskunsten. Det gjorde intet, at hun måske ikke var ekspert, for tæt på enhver ville nok være bedre med en bue i hånden end Daerekir selv var. Hans øjne fulgte hende som hun rejste sig og ikke længe efter kom han da også selv på benene med buen i hånden. Pilekoggeret slyngede han over den ene skulder, da der næppe var grund til at få det helt om på ryggen. Han kastede et enkelt blik rundt på omgivelserne inden hans fulde opmærksomhed så lå på skovelveren igen, da hun kom på en fremgangsmåde.

"Jeg håber ikke I sætter Jeres forventninger højt," lød det nærmest helt undskyldende fra ham, om end ordene nu blev sagt med et smil på læberne. Så længe det var noget han ikke havde øvet meget han var dårlig til, så var det til at overkomme uden at føle sig helt ubrugelig. At det så ikke altid var muligt for ham at tænke sådan var en anden sag, men lige nu var han for ramt af en god stemning til at synke ned i dét dyb. Efter at have taget en enkelt dyb indånding i håb om at finde en smule fokus, fæstnede han blikket ved træet Maith havde peget på og satte så en pil for buen. Han havde skam lært hvordan han burde stå og hvordan han burde spænde, men det var ikke noget, der føltes naturligt for ham på nogen måde. Det kunne han naturligvis takke sig selv for, fordi det netop var så sjældent han holdt hvad han trods alt havde lært ved lige og intet sad på rygraden endnu. Han blev heller ikke selv overrasket over ved første skud lige akkurat at misse træet. I stedet fløj pilen afsted og endte med at ramme jorden et stykke bag det. Han drog et suk og rystede lidt på hovedet over sig selv, da han da gerne ville have ramt nu, hvor der rent faktisk var en tilskuer på - også selvom tilskueren havde tilbudt sin hjælp. "Jeg har ikke haft en bue i hånden fra barnsben," undskyldte han sig med, selvom han også godt vidste at han ikke kunne lægge hele ansvaret fra sig på den måde. Det kunne han heller ikke drømme om oprigtigt at gøre.

Så snart han adlød hendes, gik hun i gang med at undersøge hver eneste lille rynke med hans holdning. Hendes hænder blev flyttet fra hofterne og om i en samling bag ryggen, hvor hun blev ved med at flette fingrene en smule mere fumlende ind imellem hinanden. Hendes skridt var kort men dramatisk langsomme, som hun trådte tættere på ham. Koncentration spejlede sig mindst lige så meget i hendes øjne, som det gjorde i hans, da han trak sin første pil i hendes selskab. Af og til fløj hendes blik godt nok op mod hans ansigt, som fandt hun hans udtryk yderst bemærkelsesværdige, men hovedsageligt gjorde hun sit til at lægge mærke til, hvordan hans krop reagerede og lystrede. Og i det øjeblik, at han skød pilen af sted, fulgte hendes observerende blik med indtil den fandt sit mål væk fra den primitive skydeskive. Udueligt. Det var noget sølle at se på, måtte hun indrømme. Han havde ikke løjet, da han havde fortalt om sine evner med buen. Godt nok kunne han håndtere buen nogenlunde, men mere lå der ikke i det. Heldigvis fremstod disse tanker ikke som et diasshow i hendes ansigt, da hun fluks lagde opmærksomheden tilbage på ham med et blidt og forsikrende smil.

”Nej, det kan jeg godt se.” sagde hun muntert uden en eftertanke, om at det måske ville forekomme ham stødende, sådan som hun blot gav ham ret. ”Du fokuserede for meget på at stramme buen for at kunne sende pilen af sted med sin optimale kræft. Og selvom du ikke selv mener du kan fornemme det, så var dine arme ustabile. De rystede noget så svagt, hvilket ofte er tilfældet, når man ikke er vant til et sådan våben. Buen er nemlig et ganske delikat våben.” Hun slap taget i sine hænder og strakte sine arme en smule ud til siden, mens hun bevægede sig de sidste par skridt helt op til ham. Og som hun stillede sig ved hans side tog hun fat omkring hans hånd, der havde sit greb om buen og førte den op i position. ”Prøv og stram buen uden en pil for et øjeblik.” dirigerede hun ham med en sagte stemme, nu hvor de stod så tæt. ”Hold buen her.” Hun takkede den en smule længere ned end han havde gjort før, inden hun slap og luntede over på hans anden side for at nu fokusere på hånden, han strammede strengen med. Hun lagde sin ene hånd ind mod hans ryg for at rette den op, mens den anden lagde sig oven på hans fingre for at sikre sig, at han holdt om den korrekt.

”Find et punkt på træet et lille stykke fra, hvor du ønsker at ramme. Bare en lille millimeter.” Hun fjernede så sin hånd fra hans ryg. Hun løftede sig op på sine tær, indtil hendes læber var lige ud fra hans ene øre. Og så smilede hun endnu en gang. ”Og en sidste ting: Du burde have stolet på dine instinkter. Det kan gå galt, hvis man stoler på den forkert.” Og så selv inden hendes nu mere katteagtige stemme havde hvisket ordene til ham, havde hendes frie hånd sneget en pil ud af hans koggeret og  med en voldsom styrke slået den med spidsen først ned i hans ene lægmuskel uden yderligere nåde.

Selvom han var indforstået med at være så godt som en nybegynder, så kunne han ikke undgå den flove fornemmelse, der bredte sig i ham over Maiths bekræftelse af, hvor meget han endnu havde at lære. I det mindste gav hun sig straks efter til at forklare hvad det var han gjorde galt. Opmærksomt lyttede han og koncentrationen var malet på ansigtet af ham. Én ting var at forstå hvad der blev forklaret - noget andet var at få det oversat til kroppen og hvordan han skulle gribe an at gøre det anderledes. Svagt nikkede han inden han så straks stoppede enhver bevægelse, da Maith trådte nærmere. Han sænkede blikket, da han mærkede sin hånd mod sin, men lod hende føre den uden indsigelser. Han havde aldrig været meget for fysisk kontakt, end ikke den mindste form for det. Heldigvis skulle der mere til før hans evne ufrivilligt satte ind, så meget vidste han da, og så længe han undgik øjenkontakt så vidt muligt burde der slet ikke være problemer. Derfor måtte han nu alligevel koncentrere sig for ikke at blive for anspændt af hele situationen, men det ville enhver vel også have problemer med, når en stort set fremmed stod så tæt på.

Han forestillede sig hvor en pil ville ligge på buen og genoptog så et sigte til trods for, at en pil jo netop ikke var spændt for. Først da Maith havde sluppet hans hånd blev han i stand til at trække vejret dybt og slappe en smule af igen, selvom det ikke varede længe. Hans øjenbryn nåede kun at folde sig i en undrende rynken, inden et jag af smerte gik igennem hans ben. Helt naturligt slap han buen og sank en smule sammen, tæt på at miste balancen. Som et naturligt overlevelsesinstinkt trak han en smule væk fra den fremmede, hvilket dog resulterede i, at han måtte kæmpe endnu mere for at holde sig på benene. Hans hænder dirrede som han rakte ned for at samle fingrene om pilen, der sad fast i hans læg. "Hv.." En anstrengt grimasse tvang sig ned over hans ansigt mens frygten over hvad Maith egentlig kunne være ude på begyndte at slå igennem. "Hvorfor?" Det var det eneste han kunne få ud over læberne og endelig var han i stand til at se direkte på hende. Faktisk var han i tvivl om det overhovedet ville være en god idé at fjerne blikket fra hende igen. Buen var uden for hans rækkevidde, men i det mindste havde han da stadig pilekoggeret over skulderen, hvilket han med den ene hånd knugede så hårdt at hans knoer blev blege.

Sikke en skuffelse. Hun blev ikke beriget af et sådan skrig, som hun havde håbet på. Ikke engang et sagte brøl af smerte syntes at forlade hans strube i det, at hun havde jaget en af hans egne pile ned i hans ben. Der kom knap nok en eneste lyd fra ham, da det skete. Som skulle man tro, at det ikke var noget nyt for ham. At han var vant til det. Eller også bare at han var umådelig god til at holde det tilbage. Oftere end ikke var det tilfældet ved disse mere krigeriske hankøn, så egentlig burde hun nok have set det komme. Men man havde vel lov til at håbe med krydsede fingre. Og hvis det ikke skete første gang, var der altid en mulig anden gang. Livet var trods alt fyldt med chancer. Men til trods for skuffelsen, der ulmede inde i hende, så var der noget helt andet der prægede hendes ydre.

”Åh, du milde Avanya!” Bekymringen i hendes lyse stemme var så klar som solen skinnede denne formiddag. Men samtidig ville en hver nok kunne fornemme hvor meget overdrivelse, hun havde lagt i den. Så meget, at den nemt kunne afsløres som værelse falsk. ”Er du okay? Det må du virkelig undskylde. Min hånd gled bare.” Hendes ansigt var faldet i undskyldende folder. Hendes øjenbryn krøllede sig ned ad for at fremhæve det usikre udtryk i hendes blå øjne. Og hende smil var falmet fuldkomment. Selv fyldigheden i hendes kinder, der var kommet fra hendes munterhed, var faldet slapt. Hurtigt havde hun grebet omkring hans bue og stod nu bare med den i sine hænder, som skammede hun sig faktisk over, hvad der var sket. Dog var det kun noget, han kunne sole sig i for en kort stund, før hun ikke gad opretholde masken længere. Han havde allerede oplevet den sande side bag hendes skuespil, hvilket også havde været derfor, at hun virkelig havde smurt tykt på til slut. Som en hån. Stille og roligt forsvandt de bekymrende udtryk og blev erstattet af blandt andet et smil, der krakelerede sig frem på hendes læber. Et nærmest hoverende smil, der bestemt spredte sig til hendes øjne. Hele hendes krops holdning ændredes sig ligeledes. Blev mere ranket. Og naturlig for hendes udstråling. ”Det er egentlig ret morsomt, sådan som folk altid viger mod netop dét spørgsmål, når der sker dem noget. Hvorfor. Som om at der faktisk ligger en forklaring bag det.” sagde hun med den samme stemme som før. Blid og blød som smør. Og hvislende som en slange.

Hun så ikke på ham. I stedet var hendes blik rettet mod buen, som hun endnu engang studerede. Hun var ikke en til at bruge våben. Ikke på samme måde som en ridder, brugte sit sværd som en forlængelse af sin arm. For hende var det simple redskaber der lige var i nærheden til simple brug, hvis det var nødvendigt. Hun løftede sin ene hænd op til den ene ende i buen, hvor der overraskende nemt lykkedes hende at få fjernet stregens loop fra dens indhak, så buen ikke længere var spændt, men i stedet blot en pind med en robust snor sat for enden. Som en pisk. Og som en pisk tillod hun sig at teste den en enkelt gang ved at svinge den til siden så den knitrede i luften. Først der lagde hun sit blik mod Daerekir. Et blik der ikke længere var skjult i dybblå øjne men i stedet et sæt intenst sølvgrå, der passede bedre til det morende og grumme smil. ”Kan det være, at du har en idé til ’hvorfor’??”

Smerte var intet nyt for Daerekir. Godt nok var det mange år han havde levet som en fri elver og uden frygt for at komme til at lide så snart kedsomheden ramte dem han var omkring, men det var årene som slave, der havde formet ham og som dengang havde hærdet ham. I dette øjeblik var det heller ikke smerten i benet, der var det værste, men pludseligheden hvorved den var kommet. Tiltroen til en anden skikkelse, der på bare et øjeblik var blevet slået itu. Og dog.. 

Det var en bekymret stemme, der lød fra Maith og Daerekir kunne ikke få sig selv til at dømme hende for noget hun ikke havde gjort med vilje. Hans eget blik blev også helt undskyldende over før at have set så anklagende på hende. Ikke længe gik der inden noget ved hendes udtryk så syntes faretruende og endnu engang ændredes hans udtryk og den fornemmelse han havde i kroppen. "Jeg har.. Jeg har ikke gjort dig noget." Hans tone var spørgende, som var han faktisk helt i tvivl. Det var ikke engang fordi dengang havde været vant til, at der havde været en grund. Han havde været underholdning, en ejendom, der bare skulle være til stede og finde sig i at være et middel til at slå kedsomhed ihjel. Ihvertfald var det hvordan han havde følt sig og de følelser blev vækket i ham igen nu.

Hvem han havde regnet med var en venlig elver, kunne han nu kun se som et ondskabsfuldt individ. Hurtigt fandt hans øjne vej til buen, som hun samlede op, mens grebet om pilekoggeret kun blev strammere, selvom det knap syntes muligt. Snoren blev løsnet og smældet han øjeblikket efter hørte i luften var et han genkendte. Det fik alting til at vende sig i ham og helt naturligt tog han et hastigt skridt bagud. Det fik hans ben til at give efter og han nåede ikke engang i nærheden af at finde fodfæste inden han styrtede sammen. "Jeg kan ikke give dig noget-jeg..." Han rystede på hovedet. Hænderne fandt vej til pilen i hans læg igen, ikke for at rykke den ud, men for forhåbentligt at holde den fast, så den ikke rykkede rundt og gjorde såret større.

Rava gjorde i princippet ikke meget andet end at bare stå standhaftigt på sin plads og betragtede ham selv gøre sin situation endnu værre. Der skulle ikke en ekspert til for at fortælle, at hun tydeligvis morede sig over hans skrækslagende tilbageholdenhed, men idét samme som han mistede styrken i sine ben – af hvad det så ud til – var der ingen måde for hende at holde sin latter inde. Det var en hånende og klukkende latter. Højlydt, som prøvede hun ikke at ligge det mindste skjul på den. Hvis ikke det var for så meget andet ved hende, kunne den næsten havde virket helt hjertevarm, så gennemtrængende fra maven den lød. Hun endte endda med at lægge en arm om sin mave og stod lænet en smule fremover bare for et øjeblik, da det åbenbart var noget af det sjoveste, hun havde overværet længe. Der syntes ligefrem at komme en rødlig glød frem i hendes kinder.

”Gud, hvor er du ynkelig!” spyttede hun ud, som latteren endelig faldt mere til ro. Og som hun rettede sig ordentligt op igen og så tilbage på ham, kunne det næsten ligne, at hun havde fået glædestårer i øjnene. ”Man skulle tro, at du blot er en skønjomfru i nød frem for... tidligere underholdningsnar. Men så igen; hvilken forskel er der virkelig i de to.” I takt med at latteren forsvandt hen, kom det ubehagelige smil frem endnu en gang. Hun kendte flere ting om ham, som han nok ikke brød sig om, at hun gjorde. Nu ville hun nok også give ham skylden for at gøre det så nemt, for hende at trænge indt til de tanker og minder så nemt, nu hvor hendes egne handlinger åbenbart fik ham til blive mindet om det. Hvilket hun ikke havde det mindste imod.
Ufattelig roligt trådte hun frem imod ham. Den primitive pisk, holdt hun i en slap arm og lod snoren glide hen over det frodige græs. Det eneste der hjælp med at gøre hende truende, var det faktum, at hun nu fysisk stod højere end han sad, så hun kunne se godt og grundigt ned på ham. Hun gjorde så også sit bedre for at holde en rank ryg. Hendes skridt var til gengæld næsten barnlige. Lige indtil hun pludselig forsvandt fra sin placering. Blot for at dukke op, nu siddende på hyg lige bag ham. Hvis han stadig havde nogle fungerende hjerneceller, kunne han sikkert også lægge to og to sammen på daværende tidspunkt, til hvordan hun tidligere havde sneget sig op på ham fra starten af deres lille møde. Hvis han ikke havde nået at rykke sig, blev buens løse streng med ét viklet omkring hans hals. Ikke kvælende stramt. Bare for at hun kunne jage hans hoved tilbage. Og ja – vise dominans. ”Jeg ved ærligtalt ikke, hvorfor jeg ikke forventede dig til at være så forbandet naiv. Hey! Hvad med at vi tester din naivitet. Så, Daerikir, hvor meget af, hvad jeg har fortalt dig, tror du var sandt? Og hvor meget var løgn?” Med det sagt førte hun sin frie hånd ned til pilen i hans ben. Lukkede fingrene om hans hånd, hvis den stadig var der, og lagde et let pres på den for at gøre netop det han selv havde forsøgt at undgå. Lidt smerte havde det som regel med at hjælpe folk til at rent faktisk svare på hendes spørgsmål.

Havde uvelkomne minder ikke væltet op i ham, havde det uden tvivl været lettere for Daerekir at finde sig selv oven på situationen og forsvare sig selv. Nu var han bare allerede overvældet af det hele og blandet med smerten fra pilen i benet var han nærmest helt lammet fra handling. Latteren, der uden tvivl kom af ham fik ham kun til at føle sig mere ækel og håbløs. Dem, der havde ejet ham dengang, havde sjældent grinet af ham og da slet ikke på den måde. Til gengæld havde de gjort så meget andet, der så absolut havde været langt værre. Hver og en af hans tidligere herrer havde haft det fællestræk, at de ønskede at han skulle føle sig ækel og knækket. Han spændte i kæben og vendte blikket mere direkte imod Maith. Hvor meget vidste hun? Og hvorfor vidste hun overhovedet noget? De ord hun sagde, gav ham helt klart en idé om, at hun vidste noget som hun ikke burde vide. Han talte ikke med nogen om tiden før han kom fra Rubinien. 

Han sænkede blikket, ude af stand til at kunne se på det ondskabsfulde udtryk i hendes ansigt. Det fik ubehaget til at vokse og angsten tvang hans hjerte til at slå hurtigt og hårdt i brystet på ham. Det var kun halvt han med en skæven kunne holde øje med, at hun gik nærmere, men han fik ikke reageret på det før hun ganske pludseligt forsvandt ud af hans synsfelt for i stedet at dukke op bag ham. Det at hun pludseligt var så tæt på fik ham til anspændt at holde vejret. Hun var slet ikke som han havde antaget, det var tydeligt for enhver. Det var ikke nemt for ham pludseligt at forholde sig til en helt anden og han var sikker på, at han aldrig i sit liv var blevet snydt så voldsomt som nu. Faretruende voldsomt. 

Først da han mærkede snoren mod sin hals, gik det op for ham, at han havde holdt vejret, som han nu måtte gispe efter, selvom snoren ikke strammede forfærdeligt meget. Han havde før oplevet at have en lænke om halsen, men den kunne i det mindste ikke strammes på samme måde som en snor og Maith havde trods alt allerede vist, at hun ikke var bange for at gøre ham skade. "Jeg ved i-" Sætningen stoppede brat, som hun lagde sin hånd mod hans og han slap i stedet en noget anstrengt lyd, formet af smerten fra benet. "Det hele var løgn!" Ordene blev virkelig presset ud over hans læber, mens han kæmpede ihærdigt for ikke at reagere for meget på den smerte, der kun voksede som presset mod pilen blev større. "Det hele var løgn," gentog han lavere, desperation lydelig i stemmen, "lad mig gå... Jeg har ikke gjort dig noget." Nej, han var ikke naiv nok til at tro det ville gøre en forskel, men han kunne ikke bare lade dette ske.

”Kalder du mig en løgner?!” råbte hun højlydt og abrupt kun et splitsekund efter, at hun endelig havde fået et svar tilbage på sit spørgsmål. En form for boblende vrede var flettet godt og grundigt ind i hendes arrige udbrud, og hvis han havde haft udsyn til hendes ansigt, ville han ligeledes se, at smilet var langt væk. Hun havde heller ikke gjort noget for at undgå, at hun råbte ham direkte i øret. For det var vel tydeligt nok, at hun ikke bekymrede sig det mindste om hans velvære. Også selvom hun kortvarigt havde ladet som om. Men det var jo også, hvad hun gjorde sig i. Skuespillet. Præcis det samme skuespil, som der understøttede det pludselige raseri. Til hendes held havde det vist sig flere gange, at ørkenelveren ikke lige var den skarpeste kniv i skuffen, når det kom til stykket.
Hendes fingre lukkede sig samtidig hårdt omkring hans hånd, der havde grebet om pilen – både for at afholde ham fra at fjerne den og for at selv have et godt tag – og efter et skarpt vred i den, rev hun med ét til, så pilen brutalt blev fjernet fra hans læg. Egentlig havde hun ikke tænkt over, hvordan pilehovedet var blevet formet, og om det muligvis kunne risikere at gøre kødsåret værre med måden, hun blot hev den ud. Det eneste hun overvejede i sin handling, var om det ville gøre ondt på ham eller ej. Selvfølgelig kunne hun have fortsat med at bevæge rundt med pilen stadig boret ind i hans ben, men det virkede ikke som den rette tid og sted for den slags tortur. Men med det gjort tonede hun sit vredesudbrud en del mere ned. ”Den eneste løgn, jeg fortalte dig var mit navn. Men du ved nok, hvordan vi dæmoner har det med vores navne.” Roligt rejste hun sig op med lethed og, mens hun langsomt tog sine skridt om mod hans front igen, løsnede hun atter den hjemmelavede pisk fra hans hals. ”Det er en tand for personlige til at blot give ud til hver enkel mand.” Med en stærk ligegyldighed i sin stemme og sine bevægelse sparkede hun hårdt til hans pilekogger, som han havde siddet og omfavnet som, var det hans elskede barn, i et forsøg på at få fjernet hans adgang til et potentielt våben mod hende.

Den legende munterhed dominerede ikke længere. Som var der noget der irriterede hende svagt i stedet. ”Hvorfor skulle jeg dog lade dig gå? Det er skam rigtigt at du ikke har gjort mig noget. Men du må prøve at forstå, at jeg har været ligget forseglet i over 500 år. Så har jeg ikke fortjent at have lidt sjov?” Med de ord løbende over hendes læber forsvandt den friske farve fra hendes hud og efterlod den bleg som porcelæns. Ansigtet forandrede sig også i takt med at de hoppende krøller glattede sig ud og blev gradvist mørkere og mørkere til sorte lokker faldt om hendes ansigt.