Skyerne begyndte at trække op i horisonten og man kunne næsten lugte løftet om regn i luften. Som om, at det ikke havde regnet nok det sidste stykke tid. Ezra skar ansigt og hev i stroppen på sin taske for at få den bedre på plads på skulderen. Det var på et tidspunkt som dette, at han var glad for, at han ikke havde sarte fødder som menneskeracerne og dem der lignede, men gik af sted på sine klove. Ikke at det frelste hans ben fra at blive trætte, men det kunne være værre. Men han ville nu gerne snart finde et sted, hvor han kunne være i ly for regnen.

Og som hørte guderne hans tanker, fik han øje på en tynd røgsøjle i det fjerne. Så tæt på landevejen kunne det næsten kun være en kro. Perfekt! Der kom lidt mere energi i hans skridt, som han satte farten op i håb om at nå derhen inden regnen ville komme. Han havde gået siden solen stod op, for han havde fået at vide, at der ikke så langt tilbage, inden han ville nå frem mod hovedstaden. Hovedstaden! Byen for lærde og med uendelige muligheder. Som en atypisk satyr havde han altid drømt om at se den store by. Alle de eventyr, der måtte gemme sig i mellem murene!

Efterhånden som han kom fremad, bevægede skyerne sig ind over landskabet og kvalte solens lys, men huset dukkede også op, da han kom over en bakketop og de første dråber begyndte at falde, da han tog i dørhåndtaget til det, der kun kunne være en lille kro. Han var åbenbart ikke den eneste, der søgte ly inden regnen kom, for der var flere end man lige skulle regne med på sådan en almindelig sen eftermiddag. Hele lokalet var fyldt med lyden af stemmer og skramlen rundt, luften var tyk af røg, lugten af væsner og mados. Ikke at det afskrækkede Ezra, han lukkede døren bag sig og bevægede sig igennem rummet og op til baren, hvor en stor kone stod og var ved at tappe øl i krus.

Ezra satte sig bedste og mest charmerende smil op, inden han rømmede sig for at fange hendes opmærksomhed:
"Undskyld frue, men jeg vil høre, om jeg kunne tilbyde noget underholdning for et måltid mad og om muligt et sted at overnatte."
Kromutteren så op og rynkede kort på næsen, inden hun lod blikket glide ned over ham. Da hun fik øje på hans gedeben, fik hun et mere velvilligt udtryk i ansigtet.
"Hvis du er god."
Ezra smilede en smule mere og lavede et mindre buk med overkroppen.
"Fruen er alt for venlig." Derefter så han sig om, fik øje på en tom stol og trak den så ud på et stykke tomt gulv, hvorefter han hoppede på på den og rettede sig op. Han stak hånden i tasken og hev en tværfløjte op af tasken. Han vidste, at det var umuligt at råbe en flok som denne op, så i stedet satte han fløjten for munden og spillede nogle høje toner, der ville nå ud i lokalet. Og ganske rigtigt blev der stille. Musik var normalt ikke det, der var mest af i denne verden.

"Jeg er Ezrael Lyntunge og jeg vil nu underholde jer med lidt musik, en sang og et eventyr eller to!" Som sædvanligt var det en blandet modtagelse. Nogle så forventningsfulde ud, andre lignede nogen, der helst så ham smidt ud af døren. Men inden nogen fik chancen, satte han igen tværfløjten for munden og spillede en melodi, som flere kendte. En glad en. Efter at have spillet det første stykke, fjernede han fløjten fra munden og begyndte at synge. Hans stemme var fast og køn, som det bevægede sig ud i rummet. Det var en sang om krig og kærlighed, ikke en ulykkelig en, men en med humor og glæde. Og som han sang, spredte smilene sig i kroen. Hurtigt spillede han de sidste strofer på fløjten, inden han lavede et hurtigt buk. Lidt klapsalver lød i mod ham og han smilede stort.
"Hvis I synes det er en god historie, så skal I høre om..." Det næste stykke tid gik med at fortælle en humoristisk historie om en mand, der tog ud for at sejle og derefter fandt sig en kvinde i hver havn, hvilket ende med at bide ham i røven, da han mødte en havfrue. Da latteren var fadet ud, spillede han lidt, sang en sang og sluttede af med en trist melodi, der ville efterlade de fleste med et lidt tænksomt udtryk i øjnene.

Efter at have bukket for sidste gang, hoppede han ned af stolen og gik op til baren igen, hvor kromutter så på ham med et helt andet udtryk i øjnene. Hurtigt blev der placeret en trætallerken med noget grød og flæsk foran ham sammen med et krus øl og sultent begyndte han at spise uden at lægge mærke til sine omgivelser.

Vejret var utilgiveligt. Selvom Ella foretrak at holde sig udendøre, måske endda isoleret fra mennesker, specielt i denne tid, var vejret alligevel en vigtig spillende faktor. Selv i den pelsede form, ville kulden gå gennem marv og ben, og hun var heller ikke alt for glad for kulde i forvejen.
Derfor fandt man hende på en mindre kro. Folkemængdene havde set underligt på hende - som om hun var for ung til at befinde sig sådan et sted. Ella trak beskyttende op i sin rejsekappe, undgik de mest indtrængende blikke og gik til baren. "Noget at drikke, tak" Kromutter løftede et sigende øjenbryn. Ella smilede. "Varmt the ville være perfekt hvis De har det." Ella drak ikke alkohol. Hun havde faktisk aldrig fundet nogen interesse i at svække sine egne sanser og gøre utilregnelige ting - som hun ofte havde set beboerne af dette land gøre. Med et lidt mildere ansigstsudtryk, vendte kromutter sig, for at finde den noget aparte bestilling.

Ella lod de tynde fingre folde sig om det varme krus, mens tankerne fløj i forskellige retninger. Som hvordan det gik men Sin'thya. Kvinden hun havde reddet fra plagen. Om dæmonerne stadig var en jaget race. Det sidste emne fyldte en del. Rygter løb hurtigt, selv i disse tider.
Ella blinkede en smule forvirret, løftede blikket og rettede det mod satyren der tiltrak deres opmærksomhed. Ella havde hørt om dette før, at skjale og kunstnere underholdte for at få mad, ly og andre materialle ting. Med et interesseret blik, tog hun melodien ind.

Der havde været rigeligt anlæggende til at grine, smile og alligevel mærke en dybere mening i de forskellige historier og sange. Ella klappede sammen med mange af kroens gæster, grinede med dem og ikke mindst, mærkede en ny verden gennem historier.
Hun sad med et eftertænksomt blik tilbage, som mange andre, mens hun holdte blikket på den lette damp fra kruset danse over væsken. Ella så til siden hvor satyren havde fået sit velfortjente måltid. "Du spiller og fortæller godt" hendes stemme var rolig og et smil var at se på hendes læber. Det var ikke ofte hun oplevede denne form for underholdning - det kunne hun godt vende sig til.

Ezra spiste måske en smule for hurtigt, men han var sulten. Det var et par dage siden, at han havde fået nye forsyninger, så han havde spist det sidste stykke tørre brød dagen før. Og det var en god grød med flæsk. Kød var ikke det, han spiste mest af, men han sagde heller ikke nej tak, hvis han fik det tilbudt. Øllet var fyldigt og han vidste, at han ikke skulle have mere end det ene krus. Hans fysiske størrelse gjorde, at han ikke kunne drikke uanede mængder af alkohol, men han havde for længst lært at være forsigtig med vand fra bebyggelsers brønde. Det var på ingen måde så rent som de kilder, han var vant til fra skoven og det havde hans mave ikke så godt af. Så hellere et krus øl, som de fleste andre også kastede sig over.

Selvom det gik stærkt med de første mundfulde, spiste han pænt. Nok var han et skovvæsen, men hans forældre havde opdraget ham godt. Hvilket ind i mellem havde vist sig at gøre hans rejse igennem Krystallandet nemmere.

En køn stemme nåede hans ører og han løftede blikket fra maden og så til siden. Der sad en ung kvinde med lyst hår og gråblå øjne. Ganske køn af en med almindelige ben at være. Han sank en mundfuld og smilede et af sine karakteristiske glade og lidt charmerende smil. Et smil der nåede hans øjne og som godt kunne få ham til at se lidt naiv ud.
"Mange tak." Han bukkede med overkroppen så godt han kunne, mens han stadig sad på den høje stol og med en ske med mad i hånden. Smilet blev større og blottede nogle af hans pæne tænder.
"Det er også en nødvendighed, hvis man ønsker at besidde sådan et erhverv. Ellers bliver man ret hurtigt smidt ud med hornene først og en tom mave." Han stak skeen og maden i munden, som om tanken om en tom mave mindede ham om, hvad han var ved. Den kønne unge kvinde måtte finde sig i, at han spiste, mens de snakkede.

Hans blik forlod hende dog ikke, de blå øjne fyldt med den nysgerrighed, som han altid besad. Han var nok ikke den kønneste satyr at se på i dag, efter flere dage på landevejen, hvor han havde sovet på jorden, men han var heller ikke den grimmeste, selvom han var lidt beskidt. Han kunne godt bare trænge til et bad, få vasket skidtet af kroppen, ud af håret og nok også få vasket både kappe, taske og bukser. Måske en dag, der var nogen, der ville betale ham ved lån af et vaskehus for hans historier og sange.

Han var virkelig sulten. Ella begyndte at overveje hvor langt tid siden det måtte havde været, siden han havde fået et solidt måltid mad. Hun selv havde heldigvis ikke det problem, da måden hun indtog føde ikke lignede mange andres. Faktisk var hun ikke sikker på at andre indtog føde som hun gjorde. Ella mærkede at hendes smil blev en lille smule breddere af at Ezrael smilede tilbage til hende.
Han havde en morsom måde at formulere sætningerne på. Han brugte humor i sine ordvalg og Ella kom med en let grinende lyd over det. "Det ville være en af de mindre heldige situationer at stå i" svarede hun roligt. Det måtte være et hårdt erhverv at leve med, siden man aldrig rigtig var sikker på hvornår man fik noget at spise.

I modsætning til Ezrael var Ella fuldstændig ren. Nok vidste hendes tøj at det var blevet brugt i mange år og var begyndt at blive slidt i kanterne. Men håret var skinnende rent, og det samme var huden. Hun lignede et mennesker, men der lå noget hvidt over hele hendes udseende der skilte sig lidt mere ud. Hun forsøgte at skjule det med det almindelige tøj, og hætten der oftens var over hendes hoved - omend den hætte ikke var over Ella dette øjeblik. "Hvor kommer du fra?" Spurgte hun interesseret indtil, uden at blive forstyrret af det faktum at han spiste imens. Man skulle jo spise.

Glæden over at han kunne få andre til at more sig over det, han sagde, fór som altid igennem ham. Det var en af grundene til, at han var her i den her situation. Fordi han ville fortælle historier og gøre folk glade ved at få dem til at more sig. Det var hans kald, det var han ikke i tvivl om. Og at det var en køn ung kvinde, der kunne finde hans udtalelser morsomme, ja, det gjorde det kun bedre. Han kom med en lyd der sagde, at han var enig, da han stadig var i gang med at tygge af munden. Han havde heldigvis kun prøvet at blive smidt ud af beværtninger et par gange i de år, han havde rejst på landevejen. Og det var kun i starten, indtil han lærte, hvordan man førte sig frem.

Hendes spørgsmål fik ham hurtigt til at synke det sidste.
"Åh, her og der." Normalt ville han lade det blive ved det, for selvom de fleste godt vidste, at satyrer kom fra Lindeskoven, var Ezra ikke altid lige åben for at fortælle om sin oprindelse. Han havde ikke helt fundet ud af, hvorfor, men han følte ikke, at det kom nogen ved. Så for det meste fandt han på noget eller bare skød det hen, som han var ved nu. Men af en eller anden grund åbnede hans mund sig alligevel igen. "Men jeg kommer oprindeligt fra Lindeskoven."

Som at den udtalelse om sig selv, fik ham til at blive mere nysgerrig over hende, drejede han sig i sædet og betragtede hende med et nysgerrigt blik. Hun var lidt specielt at se på, ikke det typiske menneske. Så Ezra konkluderede, at hun nok ikke var et menneske. Men hvad var hun så? Selvom Ezra kunne have svært ved at styre sin store mund, spurgte han ikke. Det havde han også hurtigt lært, at mange ikke brød sig om at diskutere racer. Nogle elskede det, men hende her så ud som om, at hun helst ville holde det for sig selv. Det gjorde ham endnu mere nysgerrig, så han valgte at stille et andet spørgsmål, inden han stak skeen i munden igen.
"Hvad med Dem?"

Ella var bekendt med mange ting, deriblandt mange racers normale levesteder, i hvert fald hvor de mest normalt var at finde. Men oven i det, havde hun også mødt alverdens andre fordelt overalt i landet. Halvdyr fra norden, selvom de normalvis siges at være i de varmere områder. En minotauer i hovedstaden, hvor han levede sit liv ganske fredeligt der, og orkerne var ligeledes også ved at sprede sig rundt. Så tanken om at Ezrael kun kunne komme fra et sted, nemlig elverly, faldte hende overhovedet ikke ind. Men det gav skam mening der han fortalte det. Hun smilede og nikkede blot. Folk rejste fra deres hjemland af den ene eller anden grund, hun selv deriblandt.

"Amatystskovene." svarede hun ganske roligt uden omsvøb. "Den blev kaldt Mørkets skov, dengang jeg blev.. blev født" det var lige ved at gå galt, ved at sige skabt. Det havde været en al for afslørende talefejl. "Derefter voksede jeg op på en mindre gård udenfor skoven. Rolige omgivelser, men nogen gange også lidt for kedeligt" tilføjede hun smilende. Hun sørgede for at undgå ting som hvor mange år hun havde brugt hvert sted. århundreder virkede som et blik med øjet for hende, men var så umådelig lang tid for andre arter.

Ezras blik blev kun endnu mere nysgerrigt, da kvinden sagde, at hun kom fra Amatystskovene (( Amazonit? )). Han havde kun set skoven på afstand, som en mørk skygge i horisonten. Nok var han dumdristig til tider, men han var ikke dum og havde ikke nærmet sig den kendte skov. Med sin lille størrelse og manglende træning inden for kamp og forsvar, ville han ikke holde længe i et område som det. Hendes lille pause i sine ord fangede hans opmærksomhed, ordsmed som han selv var og han overvejede, hvorfor hun havde bremset sig selv i at sige, hvad end hun var ved at sige. Han var virkeligt frygteligt nysgerrig, det var svært ikke at være, men han bed sig billedligt talt i tungen og spurgte ikke ind til det.

I stedet svarede han på hendes snak om kedelige omgivelser med en svag himlen med øjnene og et grin.
"Det kender jeg nu godt. Det mest vilde der kunne ske skoven var, når et gammelt træ gav op og væltede. Eller dengang bedstefar Huggins stok knækkede, så han væltede i søen." Som sædvanligt kunne man ikke se på ham, at han løj. Det mest uhyggelige i skoven var troldene, som til tider lavede en god del ravage, og han havde aldrig haft en bedstefar ved navn Huggin. Men som sædvanligt gav han ikke informationer ud om sig selv, at han havde fortalt hende, at han var fra Lindeskoven måtte være nok.

Han skulle til at stille hende et spørgsmål, da der kom en mand og stillede sig i mellem dem. Hans blodskudte øjne blev rettet mod Ezra og man kunne ikke være i tvivl om, at han var rimeligt fordrukken.
"Jeg kunne godt lide din historie. Fortæl en mere."
Ezra sendte manden et smil og skjulte sin irritation over at være blevet afbrudt i sin snak med kvinden og sin mad.
"Jeg siger mange tak, min herre. Måske jeg er i humør til at fortælle en mere, når jeg har afsluttet mit måltid." Et ganske høfligt forslag fra Ezras side, da han vidste, at der højest sandsynligt ikke ville komme betaling for mere, medmindre kromutter besluttede sig for at lade ham sove under taget, om det var i stalden eller i selve huset. Men mandens blik blev mørkt og hans pande rynkede sig sammen.
"Fortæl en historie mere. Nu."
"Som jeg sagde, måske efter jeg har..." Ezra blev afbrudt som den store mand bankede en flad hånd i bardisken og lænede sig truende hen over den lille satyr.
"Jeg vil ikke vente!"
Ezra sank en klump og kastede kort et opgivende blik på den varme grød, der nok ville være kold, næste gang han satte skeen i den. Han havde ikke planer om at slås med den fulde, meget store mand, for han ville uden tvivl tabe. Så hellere finde på en eller anden historie og få det overstået.

En varm latter trillede over Ellas læber som hun nikkede til hans fortælling. Den var meget livlig og beskrivende af en stemning som Ella faktisk tænkte om netop den skov hun kom fra. Hun ivdste at der var mange farlige racer lokaliseret der, men hun havde bare aldrig selv set dem sådan. "Noget i den retning" grinede hun varmt. At han løj faldte hende ikke ind, men det lød stadig som historier der spandt gennem hans stemme. Om de var sande eller falske var vel egentlig ligemeget?

Ellas grin forstummede, til et smil, som en mand kom hen imod dem. Hun så roligt på den fordrukne mand, nok en smule uvidende omkring hvad sådanne kunne finde på at køre. Hun betragtede den ene og den anden, men forholdte sig neutral. I hvert fald lige nu.
Hun lagde hovedet lidt på skrå, som situationen udformede sig. Den tog en ubehagelig drejning som manden forlangte ting i en større stil. Ella rynkede brynene og rettede sig lidt mere op. Hun havde en ringe højde og det var ikke ligefrem fordi hun udgjorde nogen trussel, men det betød ikke at hun forholdte sig passivt når situationer som disse udformede sig. Ellas øjne blev smalle, og hun tog hætten væk fra sit hoved, afslørende det meget lyse hår, der fungerede godt som et blikfang. "Hey! han vil gerne spise sin mad færdig først." hendes stemme var dog nok til at den fulde mand skiftede blikretning, og blev hængende. Som mange andre, var han fascineret af det lysende hår. "Dertil, så er intet i denne verden gratis. Vil du høre flere historier, må du betale for dem." man kunne høre hun ikke var tilfreds med manden, men hun var stadig rolig og endda med høflig klang i stemmen. Hun fastholdte den andens blik fast, ventende.

Ezra havde affundet sig med, at han skulle fortælle en kort historie om hvad end hans mund nu begyndte at spytte ud, men kvinden han snakkede med, fangede den fordrukne mands opmærksomhed. Ikke nok med, at hun forsøgte at forklare manden, at Ezra gerne ville spise færdig, men hun stillede endda som krav, at manden skulle betale for hans ydelse. Lettere overrasket kiggede Ezra på kvinden, mere overrasket over det end hendes usædvanlige hår.
Manden stirrede også på hende, først optaget af hendes hår, men så med et fordrukkent, forvirret blik på hendes ansigt over hendes ord om betaling. Det var tydeligvis ikke gået op for ham, at man skulle betale for den slags.
”Betale? Øøh…” Forvirringen var for et øjeblik total. Ezra lænede sig lidt frem og fik øjenkontakt med kromutter og vinkede hende hen.
”Jeg er sikker på, at den elskværdige herre her har lyst til at købe noget mere øl. Nede ved sit bord.” Kromutteren kastede et blik på manden og skænkede så et krus, som hun stak manden i hænderne. Manden fik et lidt saligt udtryk i ansigtet og gik så uden at sige mere ned til hvor han kom fra.

Med et suk greb Ezra sin ske og rørte lidt rundt i maden, mens han skævede til kvinden og hendes specielle hår.
”Det var pænt af Dem at, eh… ja.” Ezra vidste ikke helt, hvad han skulle kalde det, så i stedet rakte han hurtigt sin ene hånd frem. ”Ezra Lyntunge, til deres tjeneste.” Et stort smil dukkede op på hans ansigt, hvilket fik hans lyseblå øjne til at lyse op. Han var en livsglad sjæl, også selvom livet var hårdt, og det kunne man godt se på ham.

Afsløringen af håret virkede heldigvis som et blikfang, så mangen opmærksomhed ret faktisk også blev på hende, som hun forlangte at han kom med en betaling for at få en historie mere. Ella nikkede fast, og tog en dyb indånding for at kunne rette sin ryg lidt mere op, virke mere fast og større end hun egentlig var.
Ella kiggede efter manden, pustede ud og faldte en smule mere sammen ved bordet, mens hun tog sig til hovedet. Grinende. Hun kiggede først op som Ezra præsenterede sig, tog imod hans hånd med et stort smil på læben og et let forlegent udtryk i ansigtet. "Ella Azural" hun begyndte at grine igen som hun tog hånden til sig. "Wauw.. Undskyld, jeg er ikke vant til at rent faktisk.. du ved.. stille mig op for nogen.." Opmærksomhed kunne godt være ubehageligt, selvom det bare var en enkelt fuld man. "Men synes ikke han var retfærdig" hun trak krusset hen til sig igen, og selvom væsken ikke rigtig sagde hende noget drak hun alligevel af den.

Vi blev enige om at slutte her.

And they lived happily ever after! Oh wait. No they didn't.