Det havde været koldt i Balzera de seneste måneder, og selv om kulden ikke var så voldsom i ørkenlandet, som den var nordpå, var Rubiniens indbyggere, hvis huse ikke var bygget til at modstå kulden, meget påvirkede af plagen.
Bazaren, Balzeras store markedsplads, virkede nærmest tom, for der var ikke mange varer at sælge efter at tørken havde plaget landet. Byens handlende hastede forbi bazaren i mørket iført de varmeste klæder, de havde kunnet fremdrive. Slavehandlerne forsøgte råbende at få solgt de få, underærnerede individer, de havde tilbage, men køberne var få. De fleste ønskede kun at købe mad eller magiske genstande, der kunne skabe lys og varme - sidstnævnte noget, der gik for uhyrlige priser.

Det var midt på dagen, selvom Mørket, der indhyllede landet, fik det til at se ud som var det nat. Fakler brændte i holdere rundtomkring i bazaren, og en slavehandlers højlydte røst steg over den almindelige snak.
Det var koldere, end det nogensinde havde været i Rubinien, for der var frost i luften. Og netop som de handlende troede, at nu kunne det ikke blive meget koldere, begyndte snefnug at falde fra de mørke skyer. Måbende standsede mange af de forbipasserende op, nogle af dem rakte hænderne ud for at indfange snefnuggene. Det var de færreste af Rubiniens indbyggere der nogensinde havde set sne, og selv den højtråbende slavehandler stoppede sin ordstrøm og så op mod himlen, usikker på, om det var en velsignelse fra guderne, eller en plage. En mumlen gik gennem folkemængden og en enkelt råbte: "Leander være os nådig!" i en bøn til forårets Gud.

Alle karakterer, der befinder sig i Rubinien under Mørke-plagen kan deltage i tråden. Det er op til jer, hvad der videre sker på markedspladsen.

Der havde længe hængt noget i luften, noget Bandorion i hvert fald havde kunne mærke. Måske var det ved forskellen i at være i den underjordiske by, og være heroppe på overfladen. Luften havde altid været så frisk heroppe, men den føltes bare tungere. Han lagde ikke så mange tanker i det generelt, for det var ikke noget han var kendt for. Hvis det ikke var noget i nuet, så var der ingen grund til at tænke for meget over det.
Denne dag havde han forladte Thal'Elor for en lille tur ind til Balzera. Han elskede den overfladiske by, men han havde også fundet ud af tidligt, at det var en god ide at skjule hans ørkenelver identitet. Heldigvis var dette nemmere nu når det var koldt, og selv når ørkensolen brændt, var det ikke ualmindeligt at man gik rundt med et tørklæde for at skærme sig selv fra solen. Han var svøbt ind i en del lag, da han havde fundet ud af hvor koldt det var udenfor, og med denne påklædning kunne han ligeså godt gå for en af de indfødte, med den mørke hud.

Han havde været nede ved bazaren, men også der var der ganske dødt, hvilket ærgrerede ørkenelveren. Måske hans kulle søge ind på kroerne for at finde noget underholdning? Mere fik han ikke tænkt før han fik øje på et lille snefnug der dalede foran hans øjne, og han gik helt i stå. Han havde ganske vidst levet i mange år, men han havde aldrig set sne før. Hans øjne blev store i en næsten barnlig undren, og han kiggede op i himlen og så hvordan de dalede ned. Var dette hvad de kaldte sne? Han kunne slet ikke forstå det. Han glemte helt hvor han var i sin fascination over de små snefnug der faldt.

Kulden og mørket havde varet længe over Balzera, noget der var uvant for Zari, som havde haft endu sværere end hu havde haft under tørken, ved at finde føde og samtidig holde sig skjult væk fra de større slavehandlere.
Det var derfor også en stor desperation efter at finde bare et eller andet spiseligt; insekter, smådyr eller bare en halvrådden frugt, der havde fået hende til at nærme sig bazaren i Balzera. Dog ikke i sin almindelige skikkelse. Det ville være for vovet, og en lille udsultet rubinsk ræv var der vel flere der kunne forbarme sig over, end en uværdig slavetøs.
Det var logikken bag at hun nu befandt sig i sin rubinske ræve form, lille, tynd og skravlet. Men øjnene var stadig store og vågne, skævende rundt på omgivelserne.
Hendes opmærksomhed havde stilet hen imod slavehandlerne der stod og råbte med de udsultede stakler der var sat til salg. Hvilket nok også var grunden til at hun blev så forskrækket da noget hvidt langsomt dalede ned fra himmelen lige foran hende, at hun kom med et spjæt og et dæmpet bjæf. 
Hun stoppede op, nysgerrigt vrikkende med de store ører mens blikket gled fra klatten på jorden op til den mørke himmel hvor nu flere hvide ting viste sig.

*Hvad er det?* 

Spurgte hun sig selv mens hun instinktivt trak sig ind mod en bod, søgende efter ly derunder. For hvad nu hvis det var farligt!?
Hun vrikkede lidt med ørerne da hun hørte nogen bede om nåde fra Leander; hun gik automatisk ud fra at han måtte være en slaveejer der havde sat sine slaver i unåde.. Men der lød ingen slag, ingen skænden og råben.. Bare..Stilhed.. En stilhed der på sin vis skræmte halvdyret endnu mere. Hvordan kunne mennesker, minotaurer og andre være så stille, og det i en bazar af alle steder?!

Kulden havde sat sit præg i lang tid på dem, men dette var alligevel for meget for dem. Alle dem der boede hernede, var muligvis vant til ørkenens bitre kulde, men der plejede at være varme om dagen. De var allerede svøbt ind i flere lag end de burde, så sneen gjorde det værre.
Stilheden var dog det værste for ørkenelveren. Den blev dog brudt af en mand der åbenbart havde fundet noget under sin bod. "Ud med dig dit lille kræ! hvæsede han, som han prøvede at smide det lille dyr væk der var under hans bod. Det fangede da også Bandorions interesse.

"Hey! Stop det!" udbrød han, og tog hastige skridt hen mod boden, for at beskytte det lille væsen mod den vrede ejer af boden. Det havde da også draget opmærksomhed fra flere af dem der var omkring, men langt de fleste var stadig fascineret af sneen.

Rubinræven sagde intet, men lagde de lange ører fladt ned mens hun sprang til siden for at undgå at få et slag med en kost som bodejeren havde fundet frem i forsøget på at jage hende væk.
Rystende pilede hun over imod det nærmeste der umiddelbart virkede mere sikkert end bodejeren; den anden langørede, som dog var haleløs. Hendes ene øre vippede lidt frem i overraskelse. 
Hun sørgede dog stadig for at holde sig på afstand nok fra denne, til at kunne flygte hvis det skulle være, men for nu var han stor, beskyttende... Og gav en god ly mod det underlige hvide stads der faldt i større og større mængder fra himmelen.

Alt imens kunne hun både høre og se bodejeren, som nok engang havde været stor og fedladen, men de mange plager havde sat sit præg, selv på ham. " Det er måske din? Så hold den dog i snor så den ikke går ind og ødelægger varerne. Guderne må vide hvor det spetakel har været sidst!" Lød det som han gjorde en bevægelse ud mod de sølle frugter og  slatne grøntsager han forsøgte at sælge, sendende en enkelt spytklat ned i jorden som for at vide hvad han mente om slaver og husdyr der ikke blev holdt i skak.

Zari rynkede kort på snudeskaftet, selv i denne form kunne hun lugte råddenskaben fra boden. Hun kunne nok kun se sig heldig for at det var så mørkt at bodens ejer i første omgang ikke havde bemærket hendes rubiner. De lyse støvbrune øjne så op imod redningsmanden, spørgende, foruroliget. men uroen kom nok mest af den opmærksomhed der uvilligt var opstået omkring boden. Automatisk sænkede hun sit piercede øre ned, nok til at slavesmykket ikke ville være så åbenlyst for alle.

Det fnys lød fra Bandorion. Flabede bodejere. "Jeg tror næppe at der er noget tilbage at ødelægge på de varer," sagde han næsvist. Han var måske gadeklog, men nogen gange tog den unge elver altså også kampe op han nok ikke burde.
Han holdte et øje på bodejeren, men satte sig så ned på hug for at se til den lille ræv. "Er du okay, lille ven?" spurgte han blidt, og ville egentlig gerne tage den op, men vidste hvordan vilde dyr kunne være. Det var ikke godt bare at røre dem uden at de selv kom og gjorde det. Han var blevet bidt en gang eller to for meget.

Sneen der stadig faldt fra skyerne, var han begyndt at ignorere, for selvom det var koldt, var han sikker på at det ikke ville være sidste gang i hans liv at han ville se det. Man var vel en elver af en grund, og tid... var noget mere abstrakt for ham.

En lang række eder forlod handelsmanden fulgt af en lind strøm involverende ord om uartige, uopdragne, næsvise, respektløse hvalpe.
Denne strøm af ord ignorerede Zari dog da den ørkenelveren knælede ned og rakte en hånd frem mod hende. Måske hun havde været i sin rubinske ræveform en smule for meget, i al fald var hendes første indskydelse at vende om og stikke af, istedet sænkede hun hovedet mere, skævende over fra bodejeren der stadig stod og brokkede sig, over til manden foran hende. Naturligt ville hun gerne holde sig væk, men alligevel holdt hun sig fra at flygte, der var et eller andet ved ham. Og selvom hun virkelig frygtede hvad han mon ville gøre hvis han bemærkede piercingen i hendes øre eller brændemærket.. Nej forhåbentligt kiggede han ikke nærmere på det. Hun rystede kortvarigt på hovedet, uden helt at bemærke det spørgsmål han havde stillet. Hvad der umiddelbart fik hende til at springe frem imod ham med et forskrækket bjæf og nedlagte ører var da en større klat af det kolde hvide landede på hendes ene fladtrykte øre. En gysen gik gennem kroppen på hende idet hun søgte over efter den fremstrakte hånd. Varme og mulig ly fra det kolde hvide, var hvad hun havde brug for, men endnu mere mad. I det mindste havde kulden over tid medvirket at hun havde anlagt en tykkere og tættere pels end sædvanligt, noget man i mere nordliggende egne ville kende som vinterpels, men som hun ikke selv kendte til. De lyse støvet brune øjne så op imod ham, som et tavst  spørgsmål om hvorvidt han var sikker og til at stole på.